Referat
Handicaprådet onsdag den 13. oktober 2021 kl. 16.30
Tårnbjerget, Ishøj Rådhus, etage 2
Sagsfremstilling
Bue vil fortælle om de ”nye” rammer for aktivitetscentret, herunder også en beskrivelse af den nyansatte medarbejders funktion ift. at få inddraget Kærbos beboere i aktivitetscentret.
Der er afsat ca. 30 min. Inkl. Præsentationsrunde, oplæg og spørgsmål.
Beslutning
Bue Bohr præsenterede sig selv, og fortalte derefter om de tiltag, der er blevet indført i Aktivitetscentret i den seneste tid. Særligt er der kommet flere aktiviteter til de ældre, der bor på Kærbo. Man har et ønske om, at de borgere, der deltager i de mange tilbud, der er i aktivitetscentret i højere grad engagerer sig i aktiviteter for beboerne på Kærbo, hvilket er et pejlemærke for aktivitetscentret. Tue præsenterede den nye husavis, som udkommer en gang månedligt. Her kan man blandt andet se, hvilke aktiviteter der er for beboerne i den pågældende måned.
Resume
Orientering om valgbus og drøftelse af, hvordan Handicaprådet kan udbrede budskabet og få borgerne til at stemme.
Sagsfremstilling
Ishøj Kommune har fået del i "Puljen til valgbusser som brevstemmesteder". Puljen skal understøtte kommunernes brug af valgbusser i forbindelse med kommunal- og regionalvalget den 16. november 2021.
Selve valgbussen stilles til rådighed af Kørselsafdelingen. Valgbussen vil være beklædt i folie for at øge opmærksomheden, med teksten ”Stem med, Ishøj”. Se vedhæftede billede.
Valgbussen kører i perioden fra d. 9. oktober og frem til valget.
Valgbussen er udstyret med handicaplift.
Selve brevafstemningen foregår inde i bussen.
Bemanding: Valgbussen betjenes af medarbejdere fra Borgerservice, der sørger for at afvikle brevafstemningen i valgbussen. Valgbussen vil blive kørt af chauffører fra Ishøj Kommunes Kørselsafdeling.
Foreløbig Ruteplan: Ruteplanen lægges i samarbejde med Borgerservice og Ishøj Kommunes Kørselsafdeling. Der køres primært udenfor normal åbningstid i Borgerservice i Ishøj Bycenter.
Der sigtes mod, at gøre 2-3 stop pr. dag.
Der er vedhæftet foreløbig ruteplan, idet der fortsat arbejdes med bemandingsplan og tilladelse til at gøre holdt forskellige steder.
Beslutning
Handicaprådet har været i dialog med en borger, som gerne vil stille op til et indslag om valgbussen. Sekretær for Udsatterådet tager kontakt til kommunikation samt borger om den videre plan.
Bilag
Resume
Orienteringspunkt
Der fremlægges endelig kvalitetsstandard for servicelovens § 94, selvudpeget hjælper.
Sagsfremstilling
Kvalitetsstandard for selvudpeget hjælper efter servicelovens § 94 har været i høring i Seniorrådet og Handicaprådet. Hverken Seniorrådet eller Handicaprådet har kommentarer til den fremlagte standard, og der er derfor ikke foretaget ændringer i kvalitetsstandarden.
Endeligt forslag til kvalitetsstandard for selvudpeget hjælper er vedhæftet.
Lovgrundlag
Servicelovens § 94: En person, som er berettiget til hjælp eller støtte efter § 83, kan vælge selv at udpege en person til at udføre opgaverne. Den udpegede person skal godkendes af kommunalbestyrelsen, som herefter skal indgå kontrakt med den pågældende om omfang og indhold af opgaverne, om leverancesikkerhed, jf. § 90, og om betaling m.v.
Beslutning
Taget til efterretning.
Bilag
Resume
Orienteringssag
VIVE har offentliggjort evaluering af de særlige pladser i psykiatrien, som har virket siden 2018 (se bilag). Pladserne blev oprettet for at tage hånd om en særlig gruppe borgere i kølvandet på en række tragiske hændelser på kommunale og regionale botilbud.
Sagsfremstilling
Evalueringen viser bl.a., at de særlige pladser fra 2018 til 2020 har kostet kommunerne i alt 432 mio. kr., hvoraf de 38 pct. eller 164,7 mio. kr. er gået til pladser, der har stået tomme. Selvom der har været en mindre national medfinansiering, er langt størstedelen af de 432 mio. kr. taget ud af kommunernes budgetter til bl.a. den kommunale socialpsykiatri, som yder bostøtte, botilbud og aktivitetstilbud til borgere med svære psykiske funktionsnedsættelser (se bilag).
Evalueringen konkluderer følgende:
- At de særlige pladser anvendes for lidt, samt at der fortsat anvendes væsentlige ressourcer til at finansiere pladser der står tomme.
- At den manglende anvendelse i høj grad hænger sammen med, at de særlige pladser er født med svære rammevilkår - forstået som kombinationen af valgt styringsmodel, målgruppe, visitations- og succeskriterier. Rammevilkårene udgør stadig en væsentlig udfordring for at realisere det fulde potentiale af de faglige og økonomiske ressourcer, der er samlet omkring pladserne.
- At de særlige pladser på det faglige plan fremstår som et relevant og virksomt tilbud for en stor andel af de involverede fagpersoner, såvel de borgere og pårørende der har deltaget i evalueringen.
De to overordnede pejlemærker for de særlige pladsers fremtid handler derfor om, at:
- Der er behov - og muligheder - for at justere rammevilkårene for de særlige pladser fremadrettet.
- Der er grundlag - og muligheder - for at udvikle og konsolidere den lovende faglige organisering og den helhedsorienterede indsats, der er under udvikling i regi af de særlige pladser.
Beslutning
Handicaprådet er forargede over de ressourcer, der bliver "spildt" på pladserne. Handicaprådet afventer den samlede tilbagemelding fra KKR om pladserne. Sagen tages op igen, når der foreligger nyt.
Bilag
Resume
Orienteringspunkt
I aftale om finansloven for 2021 er der afsat 750 mio. kr. til at understøtte virksomheder og aktører indenfor oplevelsesindustrien, for at kompensere for den nedgang de har oplevet under COVID-19. Samtidig er der ønske om at bidrage til, at ældre og udsatte borgere, herunder personer med handicap, der særligt oplever ensomhed som følge af COVID-19, kan gøre brug af kultur- og oplevelsesaktiviteter. Der orienteres om fordeling af midlerne i Ishøj Kommune.
Sagsfremstilling
I finansloven for 2021 er der afsat midler til blandt andet landets kommuner, som skal booste oplevelsesindustrien. Det kan f.eks. være udflugter til kulturaktiviteter, oplevelser og ferieaktiviteter, koncerter og foredrag.
Der er afsat 750 millioner kroner, heraf 171,7 til fordeling mellem landets kommuner. Ishøj Kommune tildeles 738.310 kr.
Målgruppen er ældre, udsatte borgere og borgere med handicap, der er visiteret til bo- eller dagtilbud. Midlerne kan anvendes i tilbud efter serviceloven, som fremgår af Tilbudsportalen; det gælder: Botilbudslignende tilbud efter almenboligloven og friplejeboliger, samt plejehjem, plejecentre og friplejeboliger, som fremgår af Plejehjemsoversigten.
Midlerne fordeles efter antallet af pladser på det enkelte tilbud. Tilbuddene er: Spindehuset, Kløverengen og plejecenter Kærbo/Torsbo. De enkelte tilbud står selv for at beslutte, hvordan pengene skal udmøntes. Tilbuddene opfordres til at gøre brug af leverandører i Ishøj Kommune. Team for Frivillighed har koordinering i forhold til de respektive ledere.
Midlerne skal anvendes i 2021.
KL gennemfører primo 2022 en overordnet opfølgning, der skal beskrive, hvilke aktører, der har været samarbejde med, og hvilken type aktiviteter der er gennemført.
Beslutning
Handicaprådet undres over, at midlerne kun allokeres til bogere på botilbud, plejehjem og lignende, da også andre (udsatte) borgere har været isolerede og ensomme under nedlukningen. Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Med baggrund i Seniorrådets henvendelse til Byrådet vedrørende pårørendepolitik igangsætter administrationen i CVV en proces om udarbejdelse af retningslinjer for samarbejdet med pårørende. Retningslinjerne vil gælde for ældre- såvel som socialområdet. Der nedsættes en arbejdsgruppe med administrationen som tovholder og med repræsentation fra Seniorrådet, Handicaprådet og Udsatterådet.
De respektive råd skal derfor udpege én repræsentant til arbejdsgruppen. Der indkaldes til første møde d. 25. oktober kl. 14-15.30.
Handicaprådet skal melde én repræsentant ind i arbejdsgruppen.
Beslutning
Handicaprådet udpegede Mette Grentoft til arbejdsgruppen.
Resume
Høringssag
Administrationen er i gang med at revidere og ensrette kvalitetsstandarder på området. På baggrund af dette arbejde fremlægges reviderede kvalitetsstandarder på dele af ældreområdet. Kvalitetsstandarderne sendes efterfølgende i høring i Seniorrådet og Handicaprådet.
Sagsfremstilling
Kvalitetsstandarderne på området har hidtil eksisteret som pjecer. Administrationen er i gang med at ensrette pjecerne i layout og sprog, så de i stedet for at udgøre pjecer, nu følger det skema, som bruges til kvalitetsstandarder. Et mere ensartet format, der kan hentes på kommunens hjemmeside og gøre det mere transparent for borgerne. Standarderne er tilrettede, så de følger gældende lovgivning. Der er ikke ændret i serviceniveauet. De reviderede kvalitetsstandarder på ældreområdet fremlægges inden for følgende delområder:
- Omsorgstandpleje (Sundhedsloven §§ 131 og 132) - omsorgstandpleje kan tilbydes til borgere, som er fyldt 18 år, og på grund af nedsat førlighed eller vidtgående fysiske eller psykisk handicap kun vanskeligt kan benytte de almindelige tandplejetilbud.
Standarden for omsorgstandpleje er tilrettet gældende lovgivning, med uændret serviceniveau. - Hverdagsrehabilitering (Serviceloven § 83a) - hverdagsrehabilitering kan tilbydes til alle voksne borgere, som er berettiget til personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83 og som vurderes til at have et rehabiliteringspotentiale.
Kvalitetsstandarden for hverdagsrehabilitering er ny, med uændret serviceniveau. - Plejeorlov (Serviceloven § 118) - formålet med indsatsen er, at borgeren i en afgrænset, kortere periode kan modtage pleje og omsorg fra en nærtstående. Kvalitetsstandarden for plejeorlov er tilrettet i forhold til gældende lovgivning, med uændret serviceniveau.
Standarderne er vedhæftet.
Lovgrundlag
Servicelovens § 83a samt § 118. Endvidere Sundhedslovens § 131 og § 132.
Beslutning
Handicaprådet havde ingen kommentarer til kvalitetsstandarderne.
Bilag
Resume
Høringssag
Administrationen har udarbejdet kvalitetsstandard for henholdsvis egenbetaling af ophold i boformer efter Servicelovens § 107 og § 108 på det voksenspecialiserede socialområde i Ishøj Kommune (se bilag). Der har ikke tidligere været udarbejdet en kvalitetsstandard for egenbetaling på Servicelovens §§ 107-108.
Samtidig vurderer administrationen, at der med fordel kan indføres ensartede lofter over borgernes egenbetaling på bodelen ved ophold på botilbud, således at borgeren altid vil følge de politisk fastsatte rådighedsbeløb på området.
Sagsfremstilling
Egenbetalingen dækker borgerens bodel og evt. udgifter til kost, internet, forsikring, medielicens, medmindre borgeren betaler sidstnævnte direkte til botilbuddet. Der tages forbehold for, at egenbetalingen ikke må være højere end, at der er et rådighedsbeløb svarende til det fastsatte i kommunen på 4800 kr. for folke- og førtidspensionister og 3250 kr. for andre.
Tidligere praksis har været at differentiere i borgerens egenbetaling på bodelen efter indtægt. Det betyder, at "huslejen" som borgeren ser det, kan variere over tid på trods af, at borgeren ikke skifter bolig.
For at kunne imødekomme de nævnte udfordringer, vil en maksimal betaling for bodelen være 2880 kr., hvilket administrationen vurderer en borger ville kunne få en bolig for, hvis borgeren ikke havde ophold på boltilbud.
Administrationen vurderer, at kvalitetsstandarden ikke har konsekvenser for hverken borgere eller kommunen.
Lovgrundlag
Serviceloven § 163 - Ved ophold i boformer efter §§ 107-110 gælder de almindelige regler for hjælp efter denne lov.
Stk. 2 Beboerne betaler for ophold i boformer efter §§ 107-110, jf. stk. 3. For beboere i længerevarende botilbud, jf. § 108, fastsættes betalingen med udgangspunkt i bygningens omkostninger. Beboere i midlertidige botilbud, der bevarer egen bolig under opholdet, betaler som udgangspunkt ikke for boligen.
Stk. 3. Social- og Indenrigsministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler om betaling og om nedsættelse af betalingen med et beløb, der opgøres efter så vidt muligt lignende regler som i lov om individuel boligstøtte.
Beslutning
Handicaprådet ønsker, at der i afgørelsesbreve vedr. egenbetaling anvendes et forståeligt sprog, som borgerne kan forstå uden hjælp fra pårørende eller andre. Der henvises til Ankestyrelsens afgørelsesbreve, som har en indledning på første side, hvor de væsentligste ting fremgår, og hvor borgeren kan læse videre på de efterfølgende sider, hvis dette ønskes. Men hvor alt det relevante fremgår indledningsvis.
Handicaprådet havde ingen kommentarer til selve standarden.
Bilag
Resume
Orienteringssag
I forbindelse med planlægningen af etape 2, ombygning af Brohuset, har administrationen i samarbejde med husets fremtidige brugere og entreprenør afklaret og planlagt endelig indretning og økonomi. I punktet præsenteres processen. I bilag A præsenteres ændringerne i projektet. Projektforslag - bilag B, C, D og E er vedhæftet. Projektforslaget blev godkendt af Byrådet d. 1. juni 2021.
Sagsfremstilling
Byrådet frigav i december 2020 anlægsbevilling til projektering (fase 1) af etape 2. Etape 2 består af Genoptrænings- og Rehabiliteringsområde og dertilhørende faciliteter såsom LivingLab & Legetek, omklædning, træningssale, behandlingsrum, hvilerum og kontorer. Projekteringen er gennemført, og projektforslaget blev godkendt af Byrådet d. 1. juni 2021. Efter Byrådets godkendelse følger fase 2 (færdigprojektering og udførelse), hvortil anlægsbevillingen på 50.6 mio. kr. er søgt frigivet.
Fremlagte projekt overholder det afsatte beløb på 34 mio. kr. til netto entreprise udgifter. For at lande her har det været nødvendigt at gøre nogle fravalg (se bilag A). Projektet lever op til lovgivningen, men brugeroplevelsen kan forbedres både inde og ude. Indvendigt kan der med fordel sættes ind med flere akustikmæssige tiltag, hvilket vil optimere indeklimaet. Udendørs vil der kunne skabes et mere trygt miljø - særligt i haverummet, hvis der etableres lamper ophængt i wire system frem for lygtepæle. Samlet beløber disse tiltag sig til ca. 700.000 kr., og det foreslås, at der allerede nu disponeres midler hertil indenfor puljen til uforudsete udgifter i etape 2, som er en del af de 50,6 mio. kr.
Økonomi
Økonomi- og Planudvalget indstillede til Byrådet:
- at projektforslag for etape 2 godkendes, og administrationen færdiggør projekteringen og igangsætter ombygningen.
- at de 50,6 mio. kr. afsat til selve ombygningen frigives. 25,6 mio. kr. frigives i 2021 med midler fra investeringsoversigten i 2021, de resterende 25 mio. kr. frigives i 2022 med midler fra investeringsoversigten i 2021 og 2022.
- at der udføres akustiske tiltag inde samt belysningsmæssige tiltag ude, og at dette finansieres indenfor den samlede bevilling.
Byrådet tiltrådte indstillingen.
Beslutning
Taget til efterretning.
Handicaprådet påpegede, at der stadig ikke er kommet en bænk ved Brohuset, og at der ikke er mulighed for at sidde indenfor, når man venter på transport.
Bilag
Resume
Orienteringssag
Social- og Sundhedsudvalget godkendte 10. maj 2021 rådighedsbeløbssatser på 6.366 kr. for enlige og 8.245 kr. for ægtepar, når det gælder personlige tillæg for pensionister. Satserne er gældende pr. 1.6. 2021, og omhandler nye borgere der ansøger. Social- og Sundhedsudvalget besluttede også, at administrationen skulle beregne de økonomiske konsekvenser ved at justere rådighedsbeløb for pensionister i forhold til gennemsnit for Vestegnskommunerne. Beregningen forelægges Handicaprådet til orientering.
Sagsfremstilling
Med udgangspunkt i en sammenligning af rådighedsbeløb viser oversigten, at Ishøj Kommune ligger højere end gennemsnittet i Vestegnskommuner for personlige tillæg for pensionister.
Kommune/ | Personlige tillæg for pensionister (Enlige) | Personlige tillæg for pensionister (Ægtepar) | Enkeltydelser for personer på offentlig forsørgelse eller som har lavt indkomstgrundlag (Enlige) | Enkeltydelser på offentlig forsørgelse eller som har lavt indkomstgrundlag (Ægtepar) |
Ishøj | 6.366 | 8.245 | 3.331 | 5.638 |
Gennemsnitstal Vestegnskommuner | 4.504 | 7.008 | 3.552 | 5.149 |
Forskel mellem Ishøj og gennemsnit | 1.862 | 1.237 | -221 | 486 |
Det foreslås, at rådighedsbeløb for personlige tillæg til pensionister sættes til at være på gennemsnitsniveau i Vestegnen. Rådighedsbeløbsgrænsen justeres til 4.500 kr. for enlige og 7.000 kr. for ægtepar gældende pr. 1. januar 2022. Såfremt ovenstående beløbssatser tiltrædes, vil det have konsekvens for 23 ud af i alt 76 mulige borgere, der som pensionister modtager personligt tillæg. Konsekvenserne omfatter borgere med brøkpension. En reduktion af rådighedsbeløb for personlige tillæg vil medføre, at der i enkelte sager ikke vil blive tilkendt et personligt tillæg.
Der er tale om et beløb på mellem 700 kr. og op til 3.500 kr. om måneden for den enkelte borger. Administrationens bedste skøn er, at der for Ishøj Kommune vil være en årlig økonomisk besparelse på 200.000 kr. (udenfor servicerammen).
Beslutning
Taget til efterretning.
Beslutning
Folder fra Social og Indenrigsministeriet om valget udsendes efter mødet.
Handicaprådet spørger til ændrede åbningstider i Spindehuset. Administrationen undersøger og vender tilbage.
Handicaprådet påpeger, at der mangler lys på cykelstien fra stationen til Arken.
Handicaprådet ønsker redegørelse for brugen af bandagist ifm. kropsbånre hjælpemidler. Administrationen undersøger, og punktet tages op på næstkommende møde i Handicaprådet.