Referat
Handicaprådet mandag den 18. juni 2018 kl. 18.00

Mødelokale 2B

Resume

Fra 2015 har borgere med det største plejebehov, der modtager hjemmehjælp, fået tilbudt en halv times ekstra hjemmehjælp hver uge. Da det økonomiske grundlag for at videreføre ordningen har forandret sig, foreslå administrationen, at Social- og Sundhedsudvalget tager stilling til, hvordan ordningen skal videreføres.

Sagsfremstilling

Baggrund og historik

I forbindelse med finansloven for 2015 blev der afsat to puljer på henholdsvis 75 mio. kr. i 2015 og 150 mio. kr. årligt fra 2016 og frem til at styrke livskvaliteten for de svageste hjemmehjælpsmodtagere gennem en klippekortsordning. Med ordningen fik borgerne en ekstra halv times hjemmehjælp om ugen, som de selv kunne bestemme brugen af. De afsatte midler blev udmøntet til kommunerne som en samlet pulje for 2015 og 2016, som blev fordelt på baggrund af en objektiv fordelingsnøgle for udgiftsbehovet på ældreområdet. Ishøj Kommune modtog samlet set 637.278 kr. i 2015 og 2016. Fra 2017 blev midlerne udmøntet som bloktilskud.

I juni 2016 besluttede Social- og Sundhedsudvalget at udvide klippekortsordningen med midler fra Værdighedsmilliarden, så ordningen kom til at omfatte borgere med mindre plejebehov og borgere, der skønnes at have særlig gavn af ordningen uanset plejebehov. I 2017 modtog hjemmeplejen 670.000 kr. fra Værdighedsmilliarden. I 2018 er der afsat 300.000 kr. til ordningen fra Værdighedsmilliarden.

Aktuel målgruppe og aktiviteter

De borgere, der har ret til ordningen i dag, er:

  • modtagere af plejepakke 2, 3 eller 4. Modtagere af disse tre plejepakker er de borgere, der har den største funktionsnedsættelse og dermed det største plejebehov. De har ret til en halv times klip pr. uge uanset livssituation eller netværk. 63 ud af 92 borgere fra denne målgruppe modtog klip i 2017
  • borgere med mindre plejebehov, der modtager andre ydelser (startpakke, praktisk hjælp, plejepakke 1 mm.). De kan ud fra en individuel visitering modtage klip. 29 borgere modtog klip ud fra en individuel visitering i 2017.

I alt gjorde 92 borgere brug af ordningen i 2017.

Ordningen benyttes til byture med indkøb, gåture, ture på café, kirkegården, svømmehal, biblioteket, Tivoli og til aktiviteter i hjemmet såsom hyggeligt samvær, højtlæsning, bagning og oppyntning til højtider. Borgerne kan også benytte klip til ekstra rengøring i hjemmet. Enkelte benytter ordningen til ledsagelse til eksempelvis fysioterapi.

Administrationen er ved gennemgang af budget 2018 blevet opmærksom på, at en fortsættelse af bevillingen til ordningen ikke er blevet genfremlagt Social- og Sundhedsudvalget med henblik på at opretholde aktivitetsniveauet svarende til 2017. I budget 2018 er der således udelukkende afsat 300.000 kr. til ordningen fra Værdighedsmilliarden.

Med et budget på 300.000 kr. er det derfor ikke muligt at videreføre ordningen som hidtil, hvor både modtagere af plejepakke 2, 3 og 4 samt individuelt visiterede borgere modtager klip. Administrationen foreslår derfor, at ordningen videreføres, så det primært er de mest sårbare borgere og dem, med det største plejebehov, der forsat vil være omfattet af ordningen.

Administrationen vil i den forbindelse udarbejde en kommunikationsstrategi for borgere, der ikke fremadrettet vil være omfattet af ordningen. Det drejer sig om cirka 25-30 borgere, som har et mindre plejebehov, og som selv vurderes at kunne skabe netværk. Her vil der fremadrettet være fokus på det brede samarbejde mellem hjemmeplejen, visitatorer, frivillighedsområdet samt borgeren og dennes pårørende. For de borgere, hvor ordningen bortfalder, vil der blive foretaget en revisitation med mulighed for at inddrage andre bevillingsområder, og den brede vifte af frivilliginitiativer, Ishøj Kommune har, vil blive inddraget, hvor det giver mening.

Såfremt ordningen skal videreføre i 2019, kan finansieringen ske via midler fra Værdighedsmilliarden. Administrationen lægger forslag til brug af Værdighedsmilliard efter sommerferien til Social- og Sundhedsudvalget.

Ishøj Kommune har den 9. maj 2018 søgt en ny pulje - Fællesskabsklippekortspuljen - som primært har til formål at støtte ensomme ældre borgere i at deltage i civilsamfundet. Borgere, der i dag er omfattet af klippekortsordningen, kan muligvis fremadrettet få deres behov for ledsagelse til sociale aktiviteter dækket via den nye pulje, såfremt Ishøj Kommune får andel i midlerne.

Indstilling



11. juni 2018, pkt. 76:

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget godkender, at:

  • aktivitetsniveauet for klippekortsordningen i 2018 tilpasses budgettet svarende til 300.000 kr.,
  • at administrationen udarbejder nye visiteringskriterier for klippekortsordningen, hvor sårbare hjemmehjælpsmodtagere tilgodeses, jf. intentionerne ved klippekortsordningen.

Ændringen er gældende fra den 1. juli 2018.

Sagen sendes til Handicaprådet og Seniorrådet til orientering.

 



Social- og Sundhedsudvalget, 11. juni 2018, pkt. 76:

Godkendt.

Beslutning

Formanden orienterede om videreførslen af klippkortsordningen. 29 borgere vil pr. 1. juli ikke længere være omfattet at ordningen. Administrationen af hjemmeplejen vil tage kontakt til hver enkelt borger, som ikke længere er omfattet af ordningen.

Taget til efterretning.