Referat
Handicaprådet tirsdag den 22. august 2017 kl. 16.30

Mødelokale 2 D

Resume

Overtandlæge og leder af tandplejen i Ishøj Kommune Birgitte Sindrup vil på mødet fortælle om et pilotprojekt omhandlende tandsundhed for udsatte familier samt de generelle indsatser på tandsundhedsområdet for udsatte borgere. Der vil være mulighed for spørgsmål efter oplægget.

Sagsfremstilling

Tandplejen i Ishøj Kommune igangsætter et treårigt pilotprojekt om tandsundhed for udsatte og sårbare familier. Formålet med projektet er at få kontakt til udsatte forældre som den primære målgruppe for derigennem at hjælpe forældrene til at mestre egen tandsundhed, så de dermed også bedre er i stand til at varetage deres børns tandsundhed. Projekt blev godkendt i Social- og Sundhedsudvalget i juni 2017.

Målgruppen for pilotprojektet er 25 udsatte børn i alderen 3-15 år med ringe tandsundhed samt børnenes forældre, som har uhensigtsmæssige tandplejevaner og en ringe tandsundhed, og som er ude af stand til, af fysiske eller psykiske årsager, at bruge voksentandplejesystemet i privat tandlægepraksis. I pilotprojektet gennemføres restaurerende tandbehandling af både børn og forældre. Derudover arbejdes der med at lære barnets forældre at tage vare på egen og barnets mundhygiejne og tandsundhed, så der igennem forældrenes motivation og holdning til gode tandplejevaner sker en bedring af barnets tandplejevaner og tandsundhed.

Indsatsen i pilotprojektet er tænkt som en helhedsindsats, hvorfor der samarbejdes tæt med Center for Børn og Forebyggelse, Borgerservice og Jobcenteret. Indsatsen skal således understøtte samspillet mellem de forskellige instanser i Ishøj Kommune, så der arbejdes ud fra et helhedssyn til gavn for borgerne i målgruppen.

I projektperioden opkræves der ikke egenbetaling for de forældre, der deltager i pilotprojektet (kr. 510 årligt for forældre, der tilknyttes omsorgstandplejen og kr. 1.895 årligt for forældre, der tilknyttes specialtandplejen), hvilket er godkendt af Social- og Sundhedsudvalget.

Projektet løber fra 1. oktober 2017 til 30. september 2020. Udgifter til projektet holdes inden for den eksisterende økonomiske ramme for tandplejen.

Vedhæftet er projektbeskrivelse for pilotprojektet.

Beslutning

Overtandlæge og leder af tandplejen i Ishøj Kommune Birgitte Sindrup fortalte om pilotprojektet vedr. tandsundhed for udsatte borgere. Pilotprojektet opstartes d. 1. oktober 2017, og målgruppen er børn med ringe tandsundhed, som ikke indfanges gennem den ordinære kommunale tandpleje. Erfaringer viser, at ringe tandsundhed oftest går i arv fra forældrene. Projektet fokuserer heraf på at gøre børnenes forældre i stand til at mestre egen tandsundhed for derigennem at opnå en bedring i børnenes tandsundhedstilstand. Projektet omfatter 25 børn i alderen 3-15 år samt deres forældre (op til 50 voksne). Deltagerantallet er fastlagt ud fra den lille gruppe af børn, som den kommunale tandpleje ikke indfanger via andre initiativer. Lederen af tandplejen fortalte, at forældrene indskrives i enten omsorgs- eller specialtandplejen, og at de er fritaget fra den normale egenbetaling hertil.

 

Lederen af tandplejen fortalte derudover om henholdsvis omsorgstandplejen og specialtandplejen. Omsorgstandplejen fungerer som en særlig indsats over for udsatte ældre. Hver 14. dag besøger tandlæger plejehjem og ældrecentre, hvor det tilknyttede personale instrueres i god mundhygiejne for de ældre. Specialtandplejen er rettet mod udsatte borgere, som ikke er i stand til at benytte de ordinære tilbud.

Bilag

Sagsfremstilling

Stabschef i Stabsenhed for Sundhedsudvikling Rikke Hamberg Hesselø vil på mødet fortælle om sundhedsstrategien. Der vil være mulighed for spørgsmål efter oplægget.

 

Beslutning

Stabschef i Stabsenhed for Sundhedsudvikling Rikke Hamberg Hesselø fortalte, at sundhedsstrategien overordnet har et bredt fokus, der både inkluderer fysisk og mental sundhed. Sundhedsstrategien har til formål at sætte retning for Ishøj Kommunes arbejde med sundhed, således at den samlede sundhedstilstand for kommunens borgere forbedres. Der er opsat forskellige indsatsområder med dertilhørende mål, og der foretages samlet opfølgning på alle indsatsområderne om 1 år. Sundhedsstrategien løber i perioden 2017-2020 og vil blive forankret under den kommende Velfærdspolitik. Sundhedsstrategien består af tre overordnede temaer med dertilhørende primær målgruppe, fokusområde samt mål.  

 

Stabschefen fortalte, at der er ved at blive udarbejdet information om Ishøj Kommunes sundhedsstrategi, som formidles til kommunens hjemmeside, sundhed.dk, praktiserende læger i kommunen samt relevant frontpersonale. Stabschefen var interesseret i at høre Handicaprådets syn på, hvordan der bedst skabes rammer, der understøtter sunde vaner hos borgere med nedsat funktionsniveau, samt hvordan de kommunale sundhedstilbud kan blive lettere tilgængelige for borgere med funktionsnedsættelse. Derudover ville stabschefen gerne høre, hvilke særlige kompetencer, Handicaprådet mener, at kommunens medarbejdere skal besidde for at understøtte sund levevis hos borgere med funktionsnedsættelse, samt hvordan effektmålingen af sundhedsstrategien varetages bedst. Det blev foreslået, at repræsentanterne fra Danske Handicaporganisationer i Handicaprådet drøfter spørgsmålene med Danske Handicaporganisationer og fremlægger drøftelserne på et møde i Handicaprådet senere på året.

Bilag

Resume

Charlotte Jørgensen fra DF var fraværende til mødet.

Sagsfremstilling

Meddelelser fra formanden:

Klinikejer Jesper Ottosen fra Ishøj Fysioterapi har kontaktet næstformand i Handicaprådet angående projekt med Bevica for målgruppen af borgere med bevægehandicap, og som modtager vederlagsfri fysioterapi. Administrationen har afholdt møde med Jesper Ottosen og vil samarbejde om projektet med at få inddraget foreningslivet og eksisterende tilbud i kommunen. Jesper Ottosen deltager på mødet i december og giver en status på projektet til Handicaprådet. En oversigt over eksisterende motionstilbud i Ishøj Kommune er vedhæftet.  

Administrationen har på baggrund af drøftelse på mødet i Handicaprådet d. 13. juni vedrørende formidling af Handicaprådets virke afholdt møde med Ishøj Kommunes kommunikationsafdeling. Udviklingskonsulent i Center for Socialservice Ida Marie Jeppesen giver en kort status.

 

Ishøj Kommune har indgået en aftale med Boblberg.dk, som er en borger-til-borger-portal, hvor det er muligt anonymt at møde andre borgere. Portalen kan benyttes af alle borgere bosat i Ishøj Kommune - også udsatte borgere. Der er vedhæftet en flyer, som også deles ud på mødet. Formanden giver en kort status.

Som et resultat af den struktur, der ligger i Ishøjblomsten, har Ishøj Byråd på deres møde den 7. marts 2017 truffet beslutning om, at alle politiske styredokumenter revideres og samles i 6 hovedpolitikker. Formålet med revideringen er at samle kommunens politikområder i 6 hovedpolitikker, så det bliver enkelt og overskueligt at se, hvilken retning der ønskes for Ishøj. Arbejdet sættes i gang med en række indledende drøftelser i de berørte stående udvalg på udvalgsmøderne i august 2017. Herefter sættes revideringen/udviklingen af de 6 politikker i gang som 6 selvstændige projekter med hver deres organisering og proces. Revidering af politikker starter fra august 2017 og afsluttes med politisk behandling i løbet af 1. og 2. kvartal 2018.

Der er høring vedrørende ny SKI-aftale om indkøb af bleer. Der er frist d. 6. oktober 2017. Se vedhæftede bilag.

Beslutning

Formanden orienterede om samarbejdet med Ishøj Fysioterapi. Projektet har overordnet til formål at engagere borgere, som modtager vederlagsfri fysioterapi, i kommunale motionstilbud samt andre tilbud fra foreningsmæssig side. Projektperioden er 1 år.

 

Udviklingskonsulent i Center for Socialservice Ida Marie Jeppesen fortalte, at administrationen har afholdt et møde med Ishøj Kommunes kommunikationsafdeling med henblik på at få sat fokus på Handicaprådets virke samt processen omkring valg til Handicaprådet, som følger valg til kommunalbestyrelsen. Ønsket er at øge det generelle kendskab til Handicaprådet og dets arbejde samt at øge indstillingerne til handicapprisen, som uddeles til december. Det blev aftalt at reklamere for Handicapprisen på kommunens Facebook-side samt Facebook-gruppen for Vores Ishøj. Administrationen har videregivet næstformandens og Helle Nees' kontaktoplysninger til kommunikationsafdelingen med henblik på at få udtalelser om, hvordan det er at være med i Handicaprådet. Der arbejdes på at fastlægge en dato for uddelingen af årets Handicappris. Datoen skal koordineres med uddelingen af Seniorrådets Ældrepris.

 

Formanden orienterede om det indgåede samarbejde med borger-til-borger-portalen Boblberg.dk, som er et anonymt mødested, hvor borgere kan møde hinanden om alt fra interesserer til etablering af venskaber. Samarbejdet med Boblberg.dk opstartes d. 1. september 2017. Boblberg.dk kan benyttes af alle borgere i Ishøj Kommune - også udsatte borgere, som har mulighed for på Boblberg.dk at etablere et socialt liv inden for de ønskede rammer. Boblerg.dk benyttes allerede i mange af landets andre kommuner.

 

Formanden orienterede om arbejdet med udarbejdelsen af de seks nye hovedpolitikker. Beslutningen om at samle de nuværende 27 politikker i seks hovedpolitikker bunder i et ønske om skabe et bedre overblik og gøre politikkerne mere værdifulde og brugbare i det daglige arbejde i Ishøj Kommune. Etableringen af de seks hovedpolitikker medfører, at kommunens nuværende selvstændige Handicappolitik nedlægges og i stedet i fremtiden vil indgå i den nye Velfærdspolitik. Der er ikke tale om en nedprioritering af handicappolitikken, men derimod et ønske at gøre de nuværende politikker mere værdifulde og brugbare. Der vil blive inviteret til kick-off-møder i efteråret, hvor blandt andet Handicaprådet inviteres til at komme med input til udformningen af den kommende Velfærdspolitik.

 

Der er høring vedrørende ny SKI-aftale om indkøb af bleer. Der er frist d. 6. oktober 2017. Såfremt medlemmerne af Handicaprådet har bemærkninger til høringssvaret, bedes de sende en mail til udviklingskonsulent Ida Marie Jeppesen. Næstformanden foreslog, at Handicaprådet i høringssvaret gør opmærksom på, at faktorer som kvalitet og brugervenlighed er vigtige at medtænke i forbindelse med indgåelsen af aftaler. Ida Marie Jeppesen udarbejder et høringssvar, som fremsendes til medlemmerne af Handicaprådet.

 

Medlemmerne af Handicaprådet blev tilbudt at komme på rundvisning i Handicaporganisationernes Hus d. 28. august 2018 kl. 17.30 sammen med Handicaprådet og Ældrerådet i Vallensbæk Kommune. Det er gratis at deltage. Såfremt man er interesseret i at deltage, skal man blot møde op ved huset på adressen Blekinge Blvd. 2 i Taastrup.

Bilag

Sagsfremstilling

Processen vedrørende Ishøj Søvej 1 drøftes. Se vedhæftede referat fra det afholdte dialogmøde samt artikel bragt i Sydkysten d. 3. august 2017 om Ishøj Søvej 1.

Beslutning

Formanden orienterede om processen vedrørende Ishøj Søvej 1. Baggrunden for samlokaliseringen bunder i et ønske om at give bedre rammer for nogle af Ishøj Kommunes tilbud for psykisk sårbare unge. Byrådet har vedtaget, at lokalerne ved Ishøj Søvej 1 skal benyttes til formålet, og der er blevet afsat 1,7 mill. kr. til istandsættelsen af lokalerne. En del af brugerne af Det Gule Hus har givet udtryk for bekymring i forbindelse med samlokaliseringen, men formanden understregede, at det kun drejer sig om tilbud målrettet psykisk sårbare unge - det vil sige Ung På Vej, Pitstop, MentorIshøj og Ungegruppen under socialpsykiatrien. Derudover flyttes NADA-behandlingen også til Ishøj Søvej 1, da de nuværende rammer ikke giver den optimale ro, som er nødvendig i forbindelse med behandlingen.

 

Derudover understregede formanden, at samlokaliseringen af tilbud på Ishøj Søvej 1 ikke finder sted med henblik på besparelse, men derimod på baggrund af et ønske om at give Ishøj Kommunes udsatte og psykisk sårbare unge bedre muligheder og tilbud. Samtidig opfordrede formanden medlemmerne af Handicaprådet til at formidle det positive budskab ud, så utrygheden hos brugerne dæmpes.

 

På baggrund af dialogmødet (jf. vedhæftede referat) er det blevet besluttet at oprette en bruger-/referencegruppe bestående af bruger- og medarbejderrepræsentanter fra de berørte enheder samt ledelsen fra Center for Socialservice. Bruger-/referencegruppen har til formål at rådgive i forbindelse med indretningen af Ishøj Søvej 1 samt sikre, at alle stemmer bliver hørt. Formanden foreslog, at det kan overvejes at arrangere en inspirationstur sammen med Udsatterådet for at se Multihuset i Brøndby Kommune på et senere tidspunkt.

 

Helle Nees fra SIND udtrykte bekymring for de kommende beboere i hjemløseboligerne, da boligerne vil blive placeret tæt på Ishøj Søvej 1, hvormed det kan blive vanskeligt at sikre rolige og trygge omgivelser for de kommende beboere. Formanden medgav, at der skal rettes opmærksom mod denne problemstilling, og at Park-, Vej- og Miljøcentret skal inddrages i processen, således at det sikres, at hjemløseboligerne afskærmes på bedst mulig vis.

 

Centerchef Helle Pernille Madsen fortalte, at der er blevet udarbejdet et kommissorium vedrørende bruger-/referencegruppen, som fastsætter gruppens arbejdsopgaver. Kommissoriet blev omdelt til alle medlemmer på mødet.

  

Afdelingsleder Betina Funch Rasmussen orienterede om, at der afholdes stormøde d. 4. september i Det Gule Hus.

Bilag

Sagsfremstilling

Der orienteres om den nye leverandør af hjemmepleje - Aleris, som tiltrådte 1. juli 2017. Se vedhæftede redegørelse.

Beslutning

Formanden orienterede om den nye leverandør af hjemmepleje i Ishøj Kommune - Aleris, som tiltrådte d. 1. juli 2017. Overgangen til den nye leverandør er sket forholdsvis gnidningsfrit.

 

Jan Diemer påpegede, at leverandøren af hjemmepleje kan have udfordringer i forhold til levering af hjemmepleje hos yngre borgere med handicaps. Formanden tilføjede, at hun vil tage en drøftelse i Social- og Sundhedsudvalget om, hvordan der sikres efteruddannelse til SOSU-personale, som arbejder med yngre borgere med handicaps.

Bilag

Sagsfremstilling

Handicaprådet høres om budgetforslag 2018 og overslagsårene.

Beslutning

Formanden orienterede om, at der i budgetforslag 2018 ikke lægges op til besparelser, hvorfor der ikke er et sparekatalog til budgetforslaget.

 

Det blev foreslået, at der i høringssvaret lægges vægt på, at opmærksomheden rettes mod de områder, der oplever et øget pres såsom voksen- og børnehandicapområdet og STU, således at serviceniveauet kan vedblive på det nuværende niveau trods øget tilgang. Et fokus på forebyggende tiltag er i forlængelse heraf vigtigt, eksempelvis i form af en styrkelse af samarbejdet med privatpraktiserende fysioterapeuter, da det er afgørende, at handicappede og langtidssyge borgere indlemmes i træningsforløb hurtigst muligt. Det blev desuden foreslået, at vigtigheden af at vælge lokalt forankrede tilbud, således at borgeren ikke henvises til eksternt regi, fremhæves i høringssvaret.

 

Administrationen udarbejder udkast til høringssvar, som fremsendes til medlemmerne af Handicaprådet.

Bilag

Sagsfremstilling

Opfølgning på den nedsatte tilgængelighedsgruppe under Center for Ejendomme og Byggesager.

Beslutning

Formanden fortalte, at der er blevet oprettet en tilgængelighedsgruppe under Center for Ejendomme og Byggesager, som skal inddrages i forbindelse med opførelsen af nye tiltag i Ishøj Kommune, som har betydning for borgere med funktionsnedsættelse. Et kommissorium, som fastslår tilgængelighedsgruppens beføjelser, er ved at blive udarbejdet i Center for Ejendomme og Byggesager. Medlemmerne af tilgængelighedsgruppen vil efterfølgende blive indkaldt til et møde. Helle Nees og Jan Diemer er valgt som Handicaprådets repræsentanter.

Beslutning

Det blev påpeget, at broen ved Ishøj Strand ikke er sat op, hvormed borgere med handicaps kan have problemer med at bruge stranden. Det vil desuden være hensigtsmæssigt, at der etableres en form for sti, der fører ned til broen, som borgere med bevægehandicaps kan benytte. Annelise Madsen påpegede i forlængelse heraf, at det vil være hensigtsmæssigt, hvis toiletbygningerne gøres tilgængelige hele året rundt og ikke kun i højsæsonen, da mange borgere afholder sig fra at benytte stranden, hvis der ikke er adgang til toiletter. Det blev besluttet, at administration udarbejder et brev til Strandparkens Bestyrelse for at gøre opmærksom på problemstillingerne.

 

Helle Nees fortalte, at der foreligger flere tilfælde, hvor borgere er faldet over en metalskinne på gangbroen ved Ågården. Senest er en borger kommet forholdsvis slemt til skade. Administrationen vil rette henvendelse til Park-, Vej- og Miljøcentret for at gøre opmærksom på problemstillingen.

 

Jan Diemer efterspurgte en ledsagerordning for borgere, som pådrager sig handicap efter det fyldte 67. år. Administrationen vil foretage beregninger henover efteråret.

 

Annelise Madsen påpegede, at det kan være problematisk at bestille kørsel med Flextrafik og Movia-ordningen i Ishøj Kommunes yderområder.