Referat
Handicaprådet onsdag den 24. oktober 2018 kl. 16.30

Mødelokale 2B

Sagsfremstilling

Mette Lemser vil på mødet fortælle om projekt Sundhedstjek for udsatte borgere og de foreløbige erfaringer hermed.

Beslutning

Mette Lemser fortalte om projektet. Der er foreløbig 31 ud af 40 borgere til projektet. Der har været lidt opstartsvanskeligheder, da nogle af lægerne ikke har hørt om projektet.
Handicaprådet spørger til, hvad der måles på i projektet? I selve sundhedstjekket måles der på en række objektive kriterier, fx lungefunktion, værdier, kolesterol, blodsukker m.m. samt højde og vægt.

Handicaprådet udtrykker bekymring ift. hvordan man konkret vil måle på andre effekter af projekter, end de, der måles hos lægen. Er der måske behov for tættere opfølgning end der er lagt op til? Mette Lemser tager Handicaprådets feedback med tilbage og vil overveje, hvorledes man kan følge op på projektets indsatser. Handicaprådet er meget positive over projektet og ser frem til at følge projektet på sidelinjen de næste to år.

Sagsfremstilling

Gitte Tornbøl Ottesen, teamleder på Kløverengen, vil på mødet fortælle om projekt Livretten, som er et kost- og livsstilsprojekt på Kløverengen.

Beslutning

Gitte Ottesen fortalte om projekt Livretten og de foreløbige resultater heraf. Projektet har betydet en forbedret levevis for mange af deltagerne. Og stort set alle beboere på Kløverengen har ønsket at være med i projektet. Projekt Livrettens måltidsordning er netop blevet besluttet forlænget til udgangen af 2019. Man har kunne aflæse en ændring i borgernes brug af PN-medicin efter de har startet op i projektet. Handicaprådet er meget positive over projektet og de indsatser der er for borgerne på Kløverengen.

Sagsfremstilling

Rikke Hamberg Hesselø, leder af Sundhed og Analyse, vil på mødet fortælle om sundhedsområdet i Ishøj Kommune, herunder Ishøj Kommunes sundhedsprofil.

Beslutning

Rikke holdt oplæg om sundhedsprofilen i Ishøj, og de udfordringer der er inden for sundhedsområdet i kommunen. Ishøj Kommune har generelt en dårlig sundhedsprofil, og særligt skidt ser det ud inden for rygning, overvægt og diabetes.  Skal man gøre noget ved sundhedsprofilen er der behov for håndholdte sundhedsindsatser, da oplysning kan ikke stå alene. Et nyt sundhedsinitiativ er bl.a., at man påtænker at gøre Ishøj Kommune til en røgfri arbejdsplads, hvormed der ikke må ryges på kommunens matrikler i arbejdstiden.

Handicaprådet opfordrer i den forbindelse til om der er gode erfaringer, fx fra andre kommuner, med forebyggelse og behandling af diabetes.

Sagsfremstilling

Det foreslås, at fællesmødet med Udsatterådet i december flyttes til kl. 13.00-15.00

Folketinget har vedtaget lov om forsøg med socialt frikort, som træder i kraft 1. januar 2019, hvorefter udsatte borgere kan blive visiteret til et socialt frikort. Formålet med initiativet er, at borgere med særlige sociale problemer i en forsøgsperiode i 2019 og 2020 har ret til at modtage et socialt frikort. Frikortet skal give udsatte borgere mulighed for at tjene op til 20.000 kr. skattefrit pr. kalenderår ved ordinært og ustøttet arbejde for virksomheder, offentlige myndigheder m.v., uden at indtægten fradrages i forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser. Det er kommunerne, der skal visitere borgerne til ordningen med det sociale frikort.

Formandskabet i KKR Hovedstaden har skrevet et brev til formandskabet i KL angående behov for tilpasning af kapacitet på særlige pladser i psykiatrien.

Viderførelse af kostordning på Kløverengen.

Orientering om medborgerforum. Helle Nees er meldt ind som medlem fra Handicaprådet og Merete Amdisen er suppleant.

Status møde med forældre, der har et barn med et handicap. Der er berammet et møde d. 22. oktober. Der gives en status på mødet.

Handicapprisen 2018: Der er lavet diverse kommunikation om prisen. Handicaprådet opfordres til at reklamere for prisen.

Nye regler for behandlingsansvar af diabetes og KOL.

Beslutning

Fraværende på mødet: Charlotte Jørgensen og Jan Diemer.
Mødet i december flyttes til det foreslåede tidspunkt.

Handicaprådet ønsker en opfølgning på socialt frikort i 2019.

Orientering om det afholdte møde med forældre til børn med et handicap. På mødet blev man enige om ramme og indhold for et kommende gå hjem-møde. Administrationen er i gang med at planlægge mødet, og forhåbningen er, at mødet bliver inden jul. Et medlem fra Handicaprådet opfordrede til, at man på børneområdet laver kvalitetsstandarder, da det giver et godt overblik over, hvad man som forældre kan forvente, når man får/har et barn med et handicap.

Handicaprådet ønsker at følge, hvordan det går, når de nye regler for diabetesbehandling er trådt i kraft. Hvordan sikres det, at lægerne er klædt på til opgaven? Det foreslås, at man inviterer en praktiserende læge med på et kommende møde i Handicaprådet for at høre mere om, hvordan status er på behandling af diabetes.

 

 

Sagsfremstilling

Møder for 2019 drøftes på mødet, samt forslag til temaer på møderne.

Beslutning

Møderne i 2019 må meget gerne ligge om onsdagen fra 16.30-18.30, evt. samme dag, som der er møde i Udsatterådet.
Mette Grentoft og Helle Nees vil gerne være med til at planlægge indholdet på møderne i 2019.

Resume

Boblberg.dk er en borger-til-borger-portal, der danner rammerne for et digitalt fællesskab, som har til formål at brugerne kan skabe nye relationer på baggrund af fælles interesser og oplevelser. Hermed aflægges en kort status.

Sagsfremstilling

Pr. 13. september 2018 er der 609 brugere af Boblberg.dk i Ishøj Kommune, hvilket svarer til 3,35 % af borgerne over 14 år i Ishøj. Antallet af brugere er steget med 286 siden sidste status den 8. marts 2018. Da målsætningen ligger på 1-3 %, er resultatet meget tilfredsstillende.

Der er 81,3 % af brugerne, som har fået svar på deres bobler (indlæg). Målsætningen er mindst 50 %, og resultatet her er derfor også meget tilfredsstillende. Boblberg.dk annoncerer for de opslag, der ikke får respons, og hjælper brugerne med tips og tricks i forhold til at gøre deres bobler mere attraktive.

Der er 85 % af brugerne fra Ishøj Kommune, som henvender sig til borgere i andre kommuner, hvilket vidner om, at afstande og transport ikke er en hindring i forhold til at danne relationer. Gennemsnitsalderen for brugerne af Boblberg.dk i Ishøj Kommune er 38,3 år.

Siden sidste status har Boblberg.dk udviklet et foreningsmodul, som kan hjælpe foreninger med at få nye medlemmer, og Boblberg.dk arbejder fortsat på at besøge relevante steder i Ishøj for at udbrede kendskabet til Boblberg.dk. Det gælder både med oplæg og uddeling af flyers. Ishøj Kommune støtter op om denne indsats. 

Indstilling



8. oktober 2018, pkt. 116:

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.



Social- og Sundhedsudvalget, 8. oktober 2018, pkt. 116:

Taget til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Økonomi

Finansieringen af Boblberg.dk udløber den 31. august 2019. Team for Frivillighed og Lokalsamfund er ved at undersøge mulighederne for videre finansiering, evt. via Værdighedsmilliarden.

Bilag

Beslutning

Flextur: Et medlem af handicaprådet gjorde opmærksom på, at man ikke kan bruge flextur, hvis ikke man har et dankort. Den samme problematik er gældende for rejsekortet.

Patientsikkerhed ved fodbehandling: Næstformand i Handicaprådet gjorde opmærksom på, at man kan få tilskud til fodbehandling, hvad enten man vælger en autoriseret eller ikke-autoriseret fodterapeut. Det er problematisk, da de ikke-autoriserede terapeuter ikke er udnderlagt de samme krav, som de autoriserede, hvilket kan være til fare for patientsikkerheden. Handicaprådet ønsker at praksis i Ishøj Kommune bliver undersøgt. Link til artikel om problematikken: https://kommunalsundhed.dk/skal-fodpatienter-behandles-uden-patientsikkerhed-i-kommunalt-regi/

Der vil på næste møde i Handicaprådet være en orientering om Ishøj Kommunes praksis på området.