Referat
Ishøj Byråd tirsdag den 1. juni 2021 kl. 17.00

Rådhuset, Byrådssalen, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Det tiltrædes, at der tilføres yderligere midler til Sydkystens Sejlklubs klubhus.


Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Indstilling om salg af parcel i Pilemølle Erhverv tiltrædes. Borgmesteren bemyndiges til at forhandle en aftale på plads.

Beslutning

Ingen spørgsmål.

Resume

Københavns Professionshøjskole har henvendt sig til velfærdsdirektøren med henblik på at bistå Professionshøjskolen med en evaluering af Den Sociale Diplomuddannelse og Akademiuddannelsen i Socialt Arbejde. Det indstilles, at velfærdsdirektøren bistår med evalueringen.

Sagsfremstilling

Professionshøjskolen skal i gang med en evaluering og uddannelsesgennemgang. Fokus er på uddannelsernes kvalitet og relevans samt udviklingspotentialer. Evalueringen foretages af 2 - 4 eksterne eksperter, der sætter fokus på ca. tre udvalgte temaer angående de to uddannelsers kvalitet og relevans, f.eks. arbejdet med vidensgrundlag.  

Den forventede arbejdsbelastning er samlet set ca. tre arbejdsdage. En af disse dage er et heldagsbesøg på uddannelsen, som forventes at blive den 7. oktober 2021. På besøget drøfter panelet temaer med interne og eksterne repræsentanter fra uddannelsen (ledelse, undervisere, studerende, dimittender og eksterne samarbejdspartnere). Den øvrige arbejdstid forventes anvendt på:

  • En kort briefing om opgaven (ca. ½ time) på et digitalt møde i august.
  • Læsning af dokumentationsmateriale fra uddannelserne.
  • Ca. en times digitalt møde med det øvrige panel inden besøget, hvor panelet udvælger temaerne for besøget.
  • Efter besøget en skriftlig godkendelse af en kort rapport, som skrives i Ledelses- og kommunikationssekretariatet på Københavns Professionshøjskole i oktober 2021.

Opgaven som ekstern ekspert bliver honorereret.

Kommunaldirektøren anbefaler, at der gives tilladelse til, at velfærdsdirektøren påtager sig opgaven med at bistå Professionshøjskolen med evaluering af uddannelserne. Dette med baggrund i, at Ishøj Kommune har en interesse i, at begge uddannelser har et højt fagligt niveau, da en del af vores medarbejdere er rekrutteret med baggrund i eller videreuddannet fra uddannelserne.

Lovgrundlag

Som udgangspunkt er det ikke reguleret, hvorvidt en direktør kan tage bijob. Dog fremgår det af styrelseslovens delegationsforbud, at det kun er byrådet, der har ret til at ansætte og afskedige direktører, og at denne rettighed ikke kan delegeres.

Økonomi

Ingen.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at velfærdsdirektøren gives lov til at påtage sig bijobbet.

Beslutning

Tiltrådt.

Resume

Kommunens revision, Deloitte, har afsluttet den revisionsmæssige gennemgang af regnskabet for 2020, og har afgivet sin revisionspåtegning og beretning. Revisionspåtegningen er uden forbehold.

Revisionsberetningen, administrationens svar hertil, indstilling til afskrivninger, og redegørelse for ændring i regnskab 2020 forelægges til godkendelse, hvorved den formelle godkendelse af regnskabet for 2020 sker.

Deloitte deltager med en gennemgang af revisionsberetningen forud for det åbne byrådsmøde.

Sagsfremstilling

Revisionen forventer at fremsende Revisionsberetningen for 2020 med bilag den 21. maj. Revisionsberetningen skal ifølge Lov om kommuners styrelse udsendes til byrådet inden syv dage fra modtagelsen. Dette forventes at ske pr. mail den 25. maj 2021.  

Revisionens påtegning er uden forbehold.

Revisionen af forvaltningen har givet anledning til én bemærkning. Bemærkningen vedrører takstberegning på pleje- og ældreområdet, hvor revisionen har konstateret, at der ikke er udarbejdet beregningsgrundlag for taksterne. Den administrative procedure har været, at taksterne er blevet prisfremskrevet iht. KL's sats og er på niveau med sammenligningskommuner.

Revisionen af årsregnskabet har givet anledning til 2 bemærkninger. Den ene bemærkning omhandler hensættelse til kommende tjenestemandspension, og har alene beregningsmæssig karakter og ikke drifts- eller likviditetsmæssig betydning. Den anden vedrører manglende afstemning af ældre, lønrelaterede balancekonti. Heller ikke dette har drifts- eller likviditetsmæssig betydning.

Revisionen af de sociale områder har givet anledning til 2 bemærkninger. Den ene bemærkning vedrører afstemning af KSD (kommunes sygedagpengesystem), hvor revisionen har konstateret, at der er en rest saldo, som ikke har været opløst i 2020. Den anden bemærkning vedrører fleksjob og ledighedsydelse, hvor revisionen har konstateret, at Ishøj Kommune har hjemtaget 700.000 kr. for lidt i statsrefusion for 2020. Beløbet berigtiges i Regnskab 2021. Der har ligeledes været bogført udgifter på en forkert konto. Forholdet berigtiges i Regnskab 2021.

Administrationen har korrigeret en fejlregistrering i økonomisystemet omkring kommunens feriepengeforpligtigelse. Korrektionen er sket efter, at byrådet overgav regnskabet til revisionen den 6. april 2021. Redegørelsen for ændringen er vedlagt som bilag.

Administrationens besvarelse på revisionens bemærkninger i Revisionsberetningen er vedlagt som bilag. 

Der vedlægges desuden oversigt over afskrivninger, som jf. gældende praksis, skal godkendes af byrådet, når beløbet er over 20.000 kr. 

Lovgrundlag

Cirkulære om kommunernes budget og regnskab, revision mv.

Lov om kommunernes styrelse.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller,

  • at årsregnskabet for 2020 og revisionens beretning godkendes,
  • at korrektionerne omkring kommunens feriepengeforpligtigelse godkendes,
  • at forslag til afskrivninger godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.


Bilag

Resume

I forbindelse med afviklingen af selskabet modtager ejerkommunerne en udlodning fra HMN Naturgas I/S. Udlodningen er omfattet af de samme modregnings- og deponeringsregler, der fremgår af hhv. lov om naturgasforsyning og udligningsloven, og som også har været gældende ved de seneste års udlodninger fra HMN Naturgas I/S.

Sagsfremstilling

HMN Naturgas I/S har på bestyrelsesmødet den 5. marts 2021 samt på repræsentantskabsmødet den 22. april 2021 besluttet, at en udlodning kunne finde sted. Summen af udlodningen er 502 mio. kr., der bliver fordelt efter ejerandele. Ishøj Kommunes andel udgør 1.998.964 kr. svarende til 0,3982 procent af ejerandelen.

Disse midler er imidlertid omfattet af de modregnings- og deponeringsregler, der fremgår af hhv. lov om naturgasforsyning, elforsyningsloven og udligningsloven.

Reglerne medfører grundlæggende, at en kommune, der modtager et provenu i forbindelse med salget, enten skal betales 60 procent af provenuet i statsafgift (1.199.378 kr.), eller skal betale 20 procent af provenuet (399.793 kr.) i statsafgift, og deponere de resterende 80 procent i 10 år med løbende frigivelse (159.917 kr.).

Det vil være økonomisk mest fordelagtigt at betale 20 procent i statsafgift og deponere resten, med løbende frigivelse af 159.917 kr. pr. år i 10 år.

Lovgrundlag

Lov om naturgasforsyning og udligningsloven.

Økonomi

Hvis indstillingen følges, er der ikke nogen økonomi i det her og nu, idet vi skal deponere beløbet, og først får det udbetalt årligt over de næste 10 år med en tiendedel pr. år.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at der betales 20 procent i statsafgift og resten deponeres, og at disse frigives over de næste 10 år.

Beslutning

Tiltrådt.


Bilag

Resume

Østsjællands Beredskab (ØSB) blev opløst den 31. december 2019. Der er nu foretaget en endelig revideret boopgørelse, som fordeler aktive og passiver mellem de otte ejerkommuner. Samtidigt er der foretaget en likvidationsopgørelse, der viser at Ishøj Kommune skal indbetale 875.000 kr. til boet.

Sagsfremstilling

Økonomi- og Planudvalget behandlede boopgørelsen den 22. marts 2021, men det viste sig efterfølgende, at der var behov for en fornyet behandling af boopgørelsen mellem de otte ejerkommuner i Østsjællands Beredskab.


Konkret har det drejet sig om mellemværendet med Køge Kommune. Køge Kommune ønskede, mens ØSB stadigt virkede, et højere serviceniveau end de øvrige kommuner, og dette serviceniveau skal Køge Kommune betale ekstra for. Se bilag.

Det har efterfølgende vist sig, at de øvrige kommuner har haft fordele ved det forhøjede serviceniveau i Køge Kommune, som f.eks. adgang til benyttelse af køretøjer, hvilket den reviderede boopgørelse er et udtryk for.


For Ishøj Kommune betyder det, at kommunen skal indbetale 875.000 kr. til boet efter ØSB mod 788.000 kr. som oprindeligt forudsat.


Ishøj Kommune har sammen med de tre andre ejerkommuner i Beredskab 4K valgt, at alle kommunernes anlægsaktiver fra ØSB skal overgå til Beredskab 4K. Det medfører dog, at Beredskab 4K ikke kan afslutte sit regnskab for 2020, før alle ejerkommuner i ØSB har vedtaget boopgørelsen efter ØSB.

Lovgrundlag

Lov om kommunernes styrelse.

Økonomi

Den samlede afregning til de otte ejerkommer i ØSB viser et underskud på 2.998.000 kr., som skal indbetales til boet. Dette beløb dækker over forskelle, idet nogle kommuner skal modtage penge efter boet mens andre, som Ishøj, skal betale. Se bilag.

Ifølge likvidationsopgørelsen skal Ishøj Kommune betale 875.000 kr.


I forbindelse med vedtagelsen af budget 2020 forudså Ishøj Byråd, at der kunne komme en efterbetaling til boet efter ØSB og valgte derfor, at afsætte 1 mio. kr. til en eventuel efterbetaling. Da boopgørelsen har trukket ud til 2021, er denne ekstra bevilling overført til budget 2021, og bevillingen kan nu finde anvendelse.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at likvidationsopgørelse og anlægskartotek efter Østsjællands Beredskab godkendes. Godkendelsen er betinget af, at alle otte ejerkommuner i Østsjællands Beredskab godkender den foreslåede likvidationsopgørelse og anlægskartotek.

Beslutning

Tiltrådt.


Bilag

Resume

På Økonomi- og Planudvalgsmødet den 26. april 2020 blev det besluttet, at bycenterets nuværende bemanding med to vagter fra kl. 10.00 og helt frem til kl. 03.00 fastholdes til udgangen af 2. kvartal. Denne ordning vurderes fortsat at være nødvendig til og med udgangen af 2021. Der indstilles derfor til en fastholdelse af ordningen i 3. og 4. kvartal.

Sagsfremstilling

Det nye vagtselskab er kommet godt fra start med vagtopgaven i bycenteret. Opgavehåndteringen og dialogen mellem vagterne, Danske Shoppingcentre (DSC), politiet og kommunen er rigtig god.

Det er vurderingen fra DSC og administrationen, at den nuværende bemanding med to vagter fra kl. 10.00 og frem til kl. 03.00 fortsat er nødvendig. Både i forhold til håndteringen af den aktuelle Corona-situation, hvor vagterne har en aktiv funktion, og i forhold til at kunne håndtere udfordringer med en gruppe borgere, der hænger ud i centeret og har en uhensigtsmæssig adfærd. Målet med den øgede bemanding og den intensiverede kontakt til denne borgergruppe er at stoppe uhensigtsmæssig adfærd i centret, så det bliver trygt for borgere og beboere at opholde sig i centeret. Dette er særligt vigtigt i vinterhalvåret, hvor udfordringerne med uhensigtsmæssig adfærd i centeret er størst. Derfor vurderes det allerede nu, at det bliver nødvendigt at fastholde ordningen året ud.

Lovgrundlag

DSC's kontrakt med Vagtteam.

Økonomi

Økonomien ved at fortsætte den nuværende bemanding i tidsrummet 10.00-03.00 i 3. og 4. kvartal ligger på ca. 740.000 kr. ekskl. moms, hvoraf kommunens del til vagtordningen i centeret udgør 2/3 af de samlede udgifter.

Hvis vagtordningen forlænges i 3. og 4. kvartal, giver det en merudgift på ca. 500.000 kr. ekskl. moms til Ishøj Kommune - disse midler forslås finansieret over Økonomi- og Planudvalget pulje.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller,

at vagtordningen forlænges til udgangen af 2021, dvs. til og med 3. og 4. kvartal.

at der bevilges 500.000 kr. til håndtering af den udvidede opgave, som finansieres af Økonomi- og Planudvalgets pulje, der herefter udgør kr. 502.000.

Beslutning

Tiltrådt.


Resume

I forbindelse med planlægningen af etape 2, ombygning af Brohuset, har administrationen i samarbejde med husets fremtidige brugere og entreprenør afklaret og planlagt endelig indretning og økonomi. I punktet præsenteres processen. I bilag A præsenteres ændringerne i projektet. Projektforslag - bilag B, C, D og E er vedhæftet.

Sagsfremstilling

Byrådet frigav i december 2020 anlægsbevilling til projektering (fase 1) af etape 2. Etape 2 består af Genoptrænings- og Rehabiliteringsområde og dertilhørende faciliteter såsom LivingLab & Legetek, omklædning, træningssale, behandlingsrum, hvilerum og kontorer. Projekteringen er gennemført, og projektforslaget fremlægges til godkendelse. I bilag A er det nuværende projekt beskrevet. Efter godkendelsen følger fase 2 (udførelse), hvortil anlægsbevillingen på 50.6 mio. kr. søges frigivet.

Økonomi

Samlet set frigives 50,6 mio. kr. til udførelse af etape 2, som fremgår af investeringsoversigten fra 2021 og 2022. De 50,6 mio. kr. dækker entrepriseudgifter, rådgiverydelser, dækningsbidrag til entreprenør og bygherreudgifter, såsom miljøundersøgelser, byggetilladelse, bygherrerådgivning, inventar mv.

Fremlagte projekt overholder det afsatte beløb på 34 mio. kr. til netto entreprise-udgifter. For at lande her har det været nødvendigt at gøre nogle fravalg (se bilag A). Projektet lever op til lovgivningen, men brugeroplevelsen kan forbedres både inde og ude. Indvendigt kan der evt. sættes ind med flere akustikmæssige tiltag, hvilket vil optimere indeklimaet. Udendørs vil der kunne skabes et mere trygt miljø - særligt i haverummet, hvis der etableres lamper ophængt i wire-system fremfor lygtepæle. Samlet beløber disse tiltag sig til ca. 700.000 kr., og det foreslås, at der allerede nu disponeres midler hertil indenfor puljen til uforudsete udgifter i etape 2, som er en del af de 50,6 mio. kr.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller:

at projektforslag for etape 2 godkendes, og administrationen færdiggør projekteringen og igangsætter ombygningen.

at de 50,6 mio. kr. afsat til selve ombygningen frigives. 25,6 mio. kr. frigives i 2021 med midler fra investeringsoversigten i 2021, de resterende 25 mio. kr. frigives i 2022 med midler fra investeringsoversigten i 2021 og 2022

at der udføres akustiske tiltag inde samt belysningsmæssige tiltag ude, og at dette finansieres indenfor den samlede bevilling.

Beslutning

Tiltrådt.


Bilag

Resume

Med udgangspunkt i Ishøj Kommunes Klima- og Miljøpolitik er udarbejdet et udkast til Strategi for Klimatilpasning. Strategien har været i høring hos alle fagudvalg.

Sagsfremstilling

På baggrund af Ishøj Kommunes klima- og miljøpolitik skal der udarbejdes i alt fem strategier:

  • Strategi for klimatilpasning
  • Strategi mobilitet
  • Strategi for CO2 reduktion
  • Strategi for miljø
  • Strategi for natur og friluftsliv

Strategierne skal sætte en politisk ramme og retning for de kommende års arbejde på klimaområdet. Det er tanken, at strategierne også tænkes i en kobling til FN’s 17 verdensmål for bæredygtighed. Hver strategi vil indeholde en vision for retningen på de kommende års arbejde, en handleplan, hvor igangværende og mulige fremtidige initiativer beskrives, ligesom der i strategierne også er oplistet nogle konkrete handlinger for, hvordan kommunen ønsker at arbejde med strategierne.

I første omgang er udarbejdet strategier for henholdsvis mobilitet og klimatilpasning. De sidste tre strategier udarbejdes i løbet af 2021.

Strategi for klimatilpasning

Strategi for klimatilpasning beskriver, hvordan Ishøj Kommune i de kommende år vil arbejde med håndtering af vand i natur og byområder. Strategien giver et samlet overblik over kommunens igangværende indsatser på området og lægger op til, at klimatilpasning i Ishøj fremover bruges aktivt som et værktøj til at skabe flere grønne og rekreative løsninger til gavn for kommunens borgere. Som eksempler på konkrete handlinger i strategien kan nævnes, at der ønskes udarbejdet et katalog med idéer til, hvordan kommunen i fremtiden kan støtte borgere og virksomheder i at tage et øget ansvar for håndtering af vand på private grunde og i lokalområderne. Samt, at det i forbindelse med kommunens generelle planlægning af nybyggeri, større renoveringer og befæstning af større arealer sikres, at vand kan løbe hen og opsamles der, hvor det gør mindst skade.

Klimatilpasningsopgaven indeholder en række dilemmaer. Herunder, at udgifterne til klimatilpasningsprojekter skal håndteres på den korte bane, mens fordelene først vil vise sig på lang sigt. Projekter for klimatilpasning skal sættes i gang, før problemerne opstår, og som oftest vil gevinsten vise sig ved, at man undgår en situation, som derfor bliver ved med ”blot” at være en teoretisk mulighed. Problem og gevinst ved projekterne vil ikke nødvendigvis blive tydelig for kommunens borgere, hverken på kort sigt eller lang sigt. Derfor er det vigtigt, at der skabes synergi og anden værdi i klimatilpasningsprojekter såsom etablering af nye rekreative områder. Desuden er der et dilemma omkring afvejning af ønsket om at aflede vand ved hjælp af grønne og rekreative områder, versus ønsket om at udgå forringelser af eksisterende naturområder.

Det er vurderingen, at strategien er tilvejebragt på myndighedernes eget initiativ og ikke er reguleret ved lov, bekendtgørelse, cirkulære eller lign., og derfor ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering.

Strategi for Klimatilpasning har været i høring hos alle fagudvalg, og det har resulteret i to forslag til ændringer. Ændringsforslagene er indsat og markeret i den vedlagte strategi.

Klima- og Miljøudvalget og Teknik- og Bygningsudvalget har indstillet, at strategien vedtages, når den har været i høring hos de øvrige fagudvalg.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Strategi for Klimatilpasning vedtages.

Beslutning

Tiltrådt.


Bilag

Resume

Med udgangspunkt i Ishøj Kommunes Klima- og Miljøpolitik er der udarbejdet et udkast til Strategi for Mobilitet. Strategien har været i høring i alle udvalg.

Sagsfremstilling

På baggrund af Ishøj Kommunes klima- og miljøpolitik skal der udarbejdes i alt fem strategier.

  • Strategi for klimatilpasning
  • Strategi for mobilitet
  • Strategi for CO2 reduktion
  • Strategi for miljø
  • Strategi for natur- og friluftsliv

Strategien skal sætte en politisk ramme og retning for de kommende års arbejde på klimaområdet. Det er tanken, at strategierne også tænkes i kobling til FN´s 17 verdensmål for bæredygtighed. Hver strategi indeholder en vision for retningen på de kommende års arbejde, en handleplan, hvor igangværende og mulige fremtidige initiativer beskrives, ligesom der i strategierne også oplistes nogle konkrete handlinger for, hvordan kommunen ønsker at arbejde med strategierne.

I første omgang er der udarbejdet strategier for henholdsvis mobilitet og klimatilpasning. De sidste tre strategier udarbejdes i løbet af 2021.

Strategi for Mobilitet

Strategien for mobilitet beskriver, hvordan Ishøj Kommune i de kommende år vil arbejde for at fremme den bæredygtige omstilling i transportsektoren. Strategien beskriver bl.a. konkrete tiltag, der skal få flere til at cykle, en byplanlægning der skal fremme den kollektive trafik og skabe gode overgange mellem miljøvenlige transportformer samt en plan for udrulningen af ladestandere i kommunen. Strategien indeholder en handleplan, hvor de kommende handlinger på området er opridset. Det er bl.a. handlinger som styrkelse af grønne forbindelser i byplanlægningen, intensivering af indsatsen for at få borgere til at cykle, fokus på gode skift og rigtige forbindelser i den kollektive trafik samt en plan for at styrke ladestander-infrastrukturen til el-biler i kommunen.

Der ligger et iboende dilemma i at lægge en strategi for mobilitet. På den ene side arbejder vi for en fleksibel og fri bevægelighed for alle. På den anden side lægger vi i strategien op til, at vi som kommune ønsker at være med til at påvirke, hvordan borgere bevæger sig og med hvilke transportmidler. Vi har i byplanlægningen et styringsværktøj, og de valg, vi tager i udformningen af vores by, er afgørende for, hvordan vi som borgere og brugere bevæger os. Det vil dermed altid være et valg, om vi vil fremme den bæredygtige transport og i nogle tilfælde favorisere denne omstilling på bekostning af de traditionelle diesel- og benzinudledende køretøjers vilkår.

I nogle tilfælde vil et tilvalg af bæredygtige transportformer uvægerligt betyde en indskrænkning, eller et fravalg, af den traditionelle CO2- tunge trafik. Fx er parkeringsnormen i bykernen et værktøj, vi som kommune kan rykke ved for at styrke incitamentet til at benytte den offentlige transport.

Det er vurderingen, at strategien er tilvejebragt på myndighedernes eget initiativ og ikke er reguleret ved lov, bekendtgørelse, cirkulære eller lign., og derfor ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering.

Strategi for mobilitet har været i høring hos alle fagudvalg, og det har resulteret i enkelte ændringer. Ændringsforslagene er indsat og markeret i den vedlagte strategi.

Klima- og Miljøudvalget og Teknik- og Bygningsudvalget har indstillet til, at strategien vedtages, når den har været til høring i de øvrige fagudvalg.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at strategi for Mobilitet i Ishøj vedtages.

Beslutning

Tiltrådt.


Bilag

Resume

En gang om året fremlægger administrationen en dagtilbudsprognose for Børne- og Undervisningsudvalget. Dagtilbudsprognosen er udarbejdet på baggrund af Ishøj Kommunes befolkningsprognose for 2021 - 2028. Prognosen fortæller om det fremtidige pladsbehov i dagtilbuddene, som det ser ud med befolkningsprognosens forudsætninger.

Dagtilbudsprognosen konkluderer bl.a., at behovet for vuggestuepladser og børnehavepladser er faldende frem til 2023, hvorefter det stiger frem til 2028. Fra 2028 vil der være behov for at udvide kapaciteten med 10 pladser. På baggrund af prognosen vurderer administrationen dog ikke, at der vil være behov for at etablere en ny institution, som det ellers var forudsat i de foregående års prognoser. Det skyldes, at befolkningsprognosen for 2021 udviser en kraftig nedjusteret forventning til antallet af 0-6-årige børn i forhold til tidligere befolkningsprognoser.

Sagen er forelagt til orientering på Teknik- og Bygningsudvalgets møde den 19. maj.

Sagsfremstilling

Formålet med dagtilbudsprognosen er at skabe overblik over udviklingen i behovet for pladser i kommunens dagtilbud. Prognosen danner grundlag for de kommende års normeringer i dagtilbud og dermed også for budgetlægningen. Hertil kommer at prognosen forudsiger om pladsbehovet kan rummes inden for den nuværende fysiske kapacitet.

Dagtilbudsprognosen er udarbejdet på baggrund af Ishøj Kommunes befolkningsprognose for 2021 - 2028. Befolkningsprognosen udviser en kraftig nedjusteret forventning til antallet af 0-6-årige børn i forhold til sidste og forrige års befolkningsprognose.

Ud over befolkningsprognosen bygger dagtilbudsprognosen på historiske tal for anvendelses-mønstre herunder andelen af kommunens børn, der har været indskrevet i kommunens dagtilbud, aldersfordelingen af børnene i dagtilbuddene og antallet af børn, der passes i andre kommuner og i private pasningsordninger.

Dagtilbudsprognosen viser, at der samlet set forventes at være et overskud af pladser (kapacitet), som stiger frem til 2023. Fra 2023 forventes overskuddet af pladser at falde indtil 2028, hvor der forventes at mangle 10 pladser i forhold til institutionernes nuværende maksimale kapacitet. Administrationen vil følge udviklingen i kapacitetsbehovet med henblik på vurderingen af behovet for etablering af yderligere pladser. Administrationen vurderer dog, på det foreliggende grundlag, at der ikke vil være behov for at etablere en ny institution, som det ellers var forudsat i de foregående års prognoser.

Dagtilbudsprognosen 2021 - 2028 er vedhæftet.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at

  • dagtilbudsprognosen for 2021-2028 godkendes
  • der ikke bygges en ny daginstitution som forudsat i budgettet, og at de afsatte midler i budgettet dermed udgår.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Børne- og Undervisningsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt.


Bilag

Resume

Ishøj Kommune har modtaget midler fra Børne- og Undervisningsministeriets ansøgningspulje til førstehjælpskurser til personale i dagtilbud til projektet Kompetenceudviklende førstehjælp i dagtilbud.

Sagsfremstilling

Ansøgningspuljens formål er at styrke fokus på førstehjælp i dagtilbud. Dette skal ske gennem førstehjælpskurser til personale i dagtilbud. Tilskuddet udgør i projektperioden 1. februar 2019 til 31. januar 2022 i alt 105.165 kr.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at

  • der gives en tillægsbevilling til merindtægter på 14.760 kr. i 2021 på budgetområde B40 vedrørende dagtilbud.
  • der gives en tillægsbevilling til merudgifter på 14.760 kr. i 2021 på budgetområde B40 vedrørende dagtilbud.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Børne- og Undervisningsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt.


Resume

Ishøj Kommune modtager midler fra Børne- og Undervisningsministeriets pulje til forsøg med målrettede sociale indsatser i dagtilbud under projektet Styrket samarbejde i dagtilbud med børn og familier i fokus. Tilskuddet udgør i projektperioden 1. oktober 2018 til 30. september 2022 i alt 6,2 mio. kr.

Sagsfremstilling

Projektet, som varer til udgangen af 2022, har til formål at styrke overgangen for børn fra hjem til dagtilbud via et styrket samarbejde mellem familie, sundhedsplejerske og dagtilbud. Projektet omfatter tidlig opsporing og indsats i dagtilbud i både nogle udgående og hjemmebaserede tilrettelagte indsatser.

Baggrunden for projektet er at styrke forældresamarbejdet og det tværgående professionelle arbejde til gavn for børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. Der er evidens for, at de tidlige opvækstår har stor betydning for børns livsduelighed og samfundsdeltagelse senere hen, og det er en ambition i kommunen at forebygge opståede udfordringer hos børnene inden for almenpædagogisk område, så senere indsatser inden for det specialiserede område så vidt muligt undgås.

Projektet består af en række aktiviteter, og det ses som meget væsentligt at tilpasse den konkrete indsats til det enkelte barns og families behov og ønsker. I den sammenhæng betragtes samarbejdet med og om barnet og familien, som meget vigtigt.

Økonomi

Der er på nuværende tidspunkt kr. 861.482 uforbrugte tilskudsmidler i 2020, som afventer ministeriets accept af at blive overført til 2021. Godkendes overførslen fremlægges særskilt bevillingssag.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at

  • der gives en tillægsbevilling til merindtægter på 2.014.762 kr. i 2021 på budgetområde B40 vedrørende dagtilbud.
  • der gives en tillægsbevilling til merudgifter på 2.014.762 kr. i 2021 på budgetområde B40 vedrørende dagtilbud.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Børne- og Undervisningsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt.


Resume

Ishøj Kommune modtager midler fra Børne- og Undervisningsministeriets pulje til flere pædagoger og pædagogiske assistenter til institutioner med mange 0-2-årige sårbare og udsatte børn Tilskuddet udgør i projektperioden 1. oktober 2019 til 31. december 2022 8.071.393 kr.

Sagsfremstilling

Projektet, som varer til udgangen af 2022, har til formål at styrke kvaliteten i daginstitutionernes indsats for sårbare og udsatte børn i de første 1.000 dage gennem ansættelse af flere pædagoger og pædagogiske assistenter i daginstitutioner. De forventede resultater er, at læring og trivsel fremmes for 0-2-årige sårbare og udsatte børn.

Midlerne tildeles Ørnebo, Femkanten og Piletræet, idet de er blandt de daginstitutioner i landet, der har den højeste andel af børn med fripladser. Midlerne tildeles direkte til den enkelte daginstitution i kommunen. Kommunen kan således ikke fordele tilskuddet til andre institutioner, eller ændre i fordelingen af tilskud mellem de institutioner, som opnår tilskud. Tilskuddet er i 2021 på 824.774 kr. til Børnehuset Ørnebo, 647.612 kr. til Femkanten og 1.066.857 kr. til Piletræet.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at

  • der gives en tillægsbevilling til merindtægter på 2.539.243 kr. i 2021 på budgetområde B40 vedrørende dagtilbud.
  • der gives en tillægsbevilling til merudgifter på 2.539.243 kr. i 2021 på budgetområde B40 vedrørende dagtilbud, og at bevillingen fordeles med 824.774 kr. til Børnehuset Ørnebo, 647.612 kr. til Femkanten og 1.066.857 kr. til Piletræet.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Børne- og Undervisningsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt.


Resume

Børne- og Undervisningsudvalget drøftede den 19. april 2021 spørgsmålet om faglokaler til håndværk og design.

Udvalget besluttede, at administrationen skal udarbejde budgetforslag for etablering og istandsættelse af håndværk og designlokaler på Ishøj Skole, Vibeholmskolen, og Gildbroskolen. Investeringen i budgetforslaget skal fordeles over 2-3 år.

Administrationen har udarbejdet bilagte forslag til investeringsprojekt vedr. håndværk og designlokaler.

Sagsfremstilling

På baggrund af en henvendelse fra Gildbroskolens skolebestyrelse om etablering af håndværk og designlokale besluttede Børne- og Undervisningsudvalget den 21. september, at alle skoler skulle kontaktes for at få et samlet overblik over behovet for ny indretning af faglokaler til håndværk og design.

På baggrund af administrationens dialog med skolerne vurderes, at der kan være behov for at opgradere faglokaler til håndværk og design på Ishøj Skole, Vibeholmskolen og Gildbroskolen. Center for Ejendomme har med udgangspunkt i standarden på håndværk og designlokalet på Vejlebroskolen vurderet, hvad der skal til for at bringe faglokalet på Ishøj Skole, Vibeholmskolen og Gildbroskolen op på samme standard. Prisoverslag og tegninger blev fremlagt for Børne- og Undervisningsudvalget den 19. april. Af prisoverslaget fremgår det, at det vil koste 1.681.790 kr. på Vibeholmskolen, 796.730 kr. på Ishøj Skole og 322.000 på Gildbroskolen at bringe deres håndværk og designlokaler op på niveau med lokalet på Vejlebroskolen.

Udvalget besluttede, at administrationen skal udarbejde budgetforslag for etablering og istandsættelse af håndværk og designlokaler på Ishøj Skole, Vibeholmskolen, og Gildbroskolen. Investeringen i budgetforslaget skal fordeles over 2-3 år.

På baggrund heraf har administrationen udarbejdet bilagte forslag til investeringsprojekt vedr. håndværk og designlokaler over 2, henholdsvis 3 år. Som det fremgår af forslaget, er den estimerede udgift for på Gildbroskolen steget fra 322.000 til 400.000 kr. Det skyldes, at den oprindelige pris angivet for projektet på Gildbroskolen var fra sidste år. Pt. er vi imidlertid i en situation, hvor byggemarkederne har rigtigt travlt, hvilket har medført varslede prisstigninger på materialer på 25 - 30 %. Af den grund er udgiften for etablering af et håndværk og designlokale på Gildbroskolen estimeret højere.

I bilagte investeringsprojekt er den prioriterede rækkefølge på projekterne først Vibeholmskolen, dernæst Ishøj Skole og til sidst Gildbroskolen. Rækkefølgen er begrundet i den vurderede standard på skolerne.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at finansiering af udgiften på 1,7 mio. kr. i 2022 og 1,2 mio. kr. i 2023 til istandsættelse af håndværk og designlokalerne på Ishøj Skole, Vibeholmskolen og Gildbroskolen medtages ved de kommende budgetforhandlinger for budget 2022.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Børne- og Undervisningsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt.


Bilag

Resume

Center for Kultur og Fritid søger om en bevilling på 565.229 kr. ekskl. moms til møblering af de nye foreningslokaler i Brohuset, som kan ibrugtages i sommeren 2021.

Sagsfremstilling

Forenings- og netværksområdet i Brohuset vil fra sommeren 2021 danne rammen om de foreninger, der på nuværende tidspunkt har deres aktiviteter i Foreningshuset. Derudover vil området også skulle huse Ishøj Seniorværksted samt flere netværksgrupper.

I de nye rammer bliver der seks foreningslokaler, en stor sal og fælleskontor til rådighed for brugerne. Derudover vil der være et stort fællesområde, anretter- og fælleskøkken til rådighed.

Det nuværende inventar i Foreningshuset 45 B er gennemgået, og det er her konstateret, at der ikke er tilstrækkeligt anvendeligt inventar at flytte ind i de nye lokaler. Med det nuværende inventar fra Foreningshuset 45 B vil det være muligt at møblere den store sal, men ikke de seks foreningslokaler samt fælleskontoret. På den baggrund ansøges der om en bevilling til indkøb af inventar.

Inventar til lokalerne dækker primært over borde, stole og IT-udstyr. Derudover er der i enkelte lokaler særlige behov, som for eksempel lamper og mobil spejlvæg. Der vil blive opsat en skærm i alle foreningslokaler, som er lette at betjene for brugerne og derudover to infoskærme i fællesområdet. Der er behov for en printer på fælleskontoret, som brugerne har adgang til, ligesom det kendes fra Foreningshuset 45 B. Det udvalgte inventar er tilpasset målgruppen og for at skabe en sammenhæng i hele området, er inventaret afstemt med det nye inventar i fællesområdet, der finansieres via Brohusets rammebevilling.

Tilbud på møbler og it-udstyr samt en plantegning over forenings- og netværksområdet er vedhæftet dagsordenen.

Økonomi

Inventar (borde og stole mv.)

415.676 kr.

IT-udstyr (skærme og højtalere)

138.553 kr.

Printer (FV3)

11.000 kr.

I alt

565.229 kr.

Den samlede udgift på 565.229 kr. ekskl. moms finansieres fra anlægsbevillingen til ombygning af staldene på Bredekærgård.

Indstilling

Kultur- og Fritidsudvalget indstiller, at sagen godkendes og finansieres fra anlægsbevillingen fra staldene på Bredekærgård.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt.


Bilag

Resume

På baggrund af regeringens forslag til en ny infrastrukturplan, og de deraf kommende muligheder for en statslig medfinansiering af BRT (Bus Rapid Transit), har Vejdirektoratet og Movia spurgt, om Ishøj Kommune ønsker at indgå i en forberedende analyse af en BRT-løsning på linje 400S mellem Ishøj Station og Bagsværd Station. Den forberedende analyse skal bygge videre på det mulighedsstudie, der allerede er udarbejdet af Movia i samarbejde med Ishøj i 2020.

Sagsfremstilling

BRT står for Bus Rapid Transit og er, lidt forenklet sagt, et tog på hjul, hvor bussen kører i egen vejbane og således ikke påvirkes af den øvrige trafik. Anlæg af BRT vil reducere rejsetiden og forventes at kunne tiltrække flere passagerer. Dertil kommer, at etablering af BRT-stationer forventes at udløse de samme muligheder for stationsnær byudvikling, som det kendes fra letbanen og S-togsnettet, såfremt der er ønske herom lokalt.

Den kommende forberedende undersøgelse skal give svar på nogle af de spørgsmål, som mulighedsstudiet ikke har besvaret, men som kommunerne har brug for at have svar på for at kunne tage stilling til BRT.

Der er behov for at undersøge, hvordan den kollektive trafik i ”ringene”, der fordeler trafikken mellem ”fingrene” i hovedstadsområdet, kan blive styrket, herunder Ring 4.

Vejdirektoratet skal med inddragelse af Region Hovedstaden, Ishøj, Høje-Taastrup, Albertslund, Ballerup, Herlev, Furesø og Gladsaxe kommuner samt Movia gennemføre en række analyser, der skal ud-dybe Movias mulighedsstudie og forberede udarbejdelse af et endeligt beslutningsgrundlag for en BRT. Det drejer sig om konkret linjeføring og stationsplacering, trafikale effektvurderinger og udformninger af stationer og knudepunkter. Herudover vil forundersøgelsen også bestå af samfundsøkonomiske analyser.

Anledningen til at sagen behandles i Ishøj Kommune allerede nu er, at der i regeringens udspil til infrastrukturinvesteringsplanen indgår et forslag om, at staten medfinansierer BRT på 400S mellem Ishøj Station og Lyngby Station. Hidtil har Ishøj først været tænkt ind i en etape 2. I forlængelse af det statslige udspil kan Ishøj Kommune nu komme med ind i arbejdet med BRT på lige vilkår med de øvrige kommuner langs strækningen, og dermed øge chancen for at få en del af den statslige medfinansiering til BRT. Hvis Ishøj ikke indgår i den aktuelle forberedende analyse, er det uvist, om staten vil medfinansiere Ishøjs del af strækningen.

Den forberedende analyse gennemføres i løbet af 2021, så der – når statens infrastrukturmidler frigives primo 2022 – kan igangsættes en proces med udarbejdelse af et egentligt beslutningsgrundlag. Analysen udarbejdes under Vejdirektoratets og Movias projektledelse. De øvrige parter, herunder kommunerne og Region Hovedstaden, indgår i projektets styregruppe, og diverse fagspecifikke medarbejdere fra parterne vil indgå i en række tekniske følgegrupper.

Infrastrukturplanen skal forhandles i Folketinget, før den vedtages endeligt. Forhandlingerne forventes afsluttet inden sommerferien.

Sagen har været behandlet i Teknik- og Bygningsudvalget, dog har kommissoriet i mellemtiden ændret projektets navn fra forundersøgelse til forberedende analyse, deraf er ordlyden i sagsfremstillingen ændret en smule.

Økonomi

Foreløbige beregninger af fordelingen af udgifterne til den forberedende analyse viser, at Ishøj Kommune skal finansiere ca. 220.000 kr. af de i alt 5,0 mio. kr., som analysen forventes at koste. Fordelingen er sket på baggrund af antal kilometer BRT samt antallet af kommende BRT-stationer.

Såfremt Ishøj Kommune efterfølgende vælger at gå med i et BRT-projekt, kommer en yderligere medfinansiering af selve anlægget af BRT’en. Staten forventes at afsætte halvdelen af pengene, og dermed skal kommunerne sammen finde de resterende 50 %. Hvor stor udgiften er for Ishøj vides ikke pt., da der ikke er indgået aftale om fordelingen af anlægsudgifterne. Driftsomkostningerne til linje 400S afholdes af regionerne. Det vil de også gøre efter anlæg af BRT.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at Ishøj Kommune deltager i den forberedende analyse af BRT på linje 400S, og at finansieringen af analysen på 220.000 kr. drøftes i Økonomi- og Planudvalget.

Lennart Hartmann Nielsen (V) afventer stillingtagen.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Teknik- og Bygningsudvalgets indstilling følges.

Finansieres via kassebeholdningen.

Pia Skourup (V) afventer stillingtagen.

Beslutning

Tiltrådt.


Resume

Center for Park, Vej og Miljø har udarbejdet et nyt forslag til etablering af niveaufrie adgange fra Baldersbækstien til stoppestederne på Ishøj Parkvej og tilføjet to nye strækninger efter møde med Grundejerforeningen Ørnekærgård. Forslag til udvidelse af eksisterende fortov i vestlig side af stamvejen i Ørnekærs Vænge er uændret.

Sagsfremstilling

I forbindelse med opførelsen af Bovieran, boliger til 55+ samt rækkehuse, har grundejerforeningen Ørnekærgård fremsendt et ønske om at forbedre adgangsforholdene for fodgængere i og omkring Ørnekærs Vænge, dels ved at skabe en niveaufri adgang til stoppestederne på Ishøj Parkvej, og dels ved at udvide fortovet langs stamvejen i Ørnekærs Vænge.

I dag er det kun muligt at tilgå stoppestederne på sikker vis via trapper fra Baldersbækstien. Såfremt man skal tilgå dem på anden vis, evt. med rollator eller barnevogn, skal man ud og gå på Ishøj Søvej og muligvis også krydse Ishøj Parkvej.

Efter mødet med grundejerforeningen den 23. februar 2021 er der udarbejdet et alternativt forslag til niveaufrie adgange til stoppestederne på Ishøj Parkvej ved Baldersbækstien, samt to nye strækninger i området. Forslag til udvidelse af det vestlige fortov langs stamvejen fastholdes.

Grundejerforeningens alternative forslag til ramper vurderes ikke at fordyre projektet, og derfor fastholdes de overslagsmæssige etableringsomkostninger til kr. 250.000 ekskl. moms.

På mødet med grundejerforeningen blev de to nye strækninger foreslået etableret med fast belægning og belysning.

I forbindelse med etablering af fiber til det nye udstykningsområde har Center for Park, Vej og Miljø valgt at udvide fortovet i vestsiden i forhold til fremtidig drift af området.

Lovgrundlag

Lov om offentlige veje.

Økonomi

Niveaufri adgang

Der er ikke afsat midler i budgettet til etablering af niveaufrie adgange til stoppestederne på Ishøj Parkvej. De beløber sig til ca. kr. 250.000 ekskl. moms.

Øvrige stier

Der er ikke afsat midler i budgettet til etablering af nye stier som overslagsmæssigt beløber sig til ca. kr. 550.000 ekskl. moms. Hvis det er en løsning, som ønskes udført, skal midlerne hertil findes.

Fortov i vestlig side langs stamvejen

Arbejdet er igangsat i forbindelse med etablering af fiber til Bovieran og rækkehusene, og udgiften til en udvidelse af det eksisterende fortov afholdes over Center for Park, Vej og Miljøs driftsbudget.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at der etableres niveaufrie adgange til stoppestederne, som Grundejerforeningen har foreslået, og at finansieringen af udgifterne til ramperne, kr. 250.000 kr. ekskl. moms, drøftes i Økonomi- og Planudvalget.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at den niveaufrie adgang til stoppestederne finansieres over kassbeholdningen. Dog undersøges det, om finansieringen i stedet kan findes via en evt. restbevilling fra ombygningen af staldbygninger på Bredekærgård.

Beslutning

Tiltrådt, idet finansieringen findes via restbevillingen til ombygning af stalbygninger på Bredekærgård.


Bilag

Sagsfremstilling

Hjemmeplejen i Ishøj løfter lige nu opgaven med omsorg og pleje af borgere, der er visiteret til en plejehjemsplads, men som er på venteliste. Disse ressourcekrævende opgaver løser hjemmeplejen uden at have fået tilført midler til opgaverne.

Hjemmeplejen har de seneste år fået nye opgaver, men har ikke tilsvarende fået udvidet budgettet. Det går ud over den samlede kvalitet, som borgerne oplever. Derfor foreslår Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti:

At administrationen udregner, hvor mange timer de borgere der er på venteliste til en plejehjemsplads i Ishøj kommune får leveret hjemmehjælp.

At hjemmeplejen tilføres midler til at håndtere den ekstraopgave det er, at pleje borgere visiteret til en plejehjemsplads i deres eget hjem, med udgangspunkt i denne beregning. Beløbet bevilliges som tillægsbevilling via kassebeholdningen.

At midlerne tilføres hjemmeplejen i en periode for fire år, eller indtil der er opført et nyt plejehjem, hvorefter midlerne overføres til driften af plejehjem.

At de ekstra midler, der tilføres til hjemmeplejens opgaver med pleje af borgere på venteliste til plejehjem indarbejdes i budgettet for 2022 og overslagsårene.

Sagen bedes forelagt Social og sundhedsudvalget på mødet
i juni 21.

Beslutning

Byrådet vedtog at oversende sagen til Social- og Sundhedsudvalget.

Beslutning

Tiltrådt.

Resume

Ishøj Kommune har i perioden december 2020 til januar 2021 modtaget decisionsskrivelser (afgørelser/beslutninger) fra forskellige ministerier og styrelser vedrørende disses gennemgang af kommunens revisionsberetninger for regnskabsår 2019. Decisionsskrivelserne forelægges byrådet til efterretning.

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune har modtaget decisionsskrivelser fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Ankestyrelsen, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen samt Udlændinge- og Integrationsministeriet. Decisionsskrivelserne, som vedlægges i bilag, vedrører kommunens regnskab og revisionsberetning for 2019 inden for de respektive områder.

Decisionsskrivelsen fra Indenrigs- og Boligministeriet er ikke modtaget endnu. Den vil derfor blive fremlagt i en særskilt sag.

Lovgrundlag

Cirkulære om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision mv.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at decisionsskrivelserne tages til efterretning.

Beslutning

Til efterretning.

Bilag

Resume

Ishøj Byråd godkendte den 1. december 2020, at de to indkomne ansøgninger til investeringspuljen blev tildelt samlet set 2.700.000 kr. Den samlede investeringspulje var på 2.747.000 kr., hvoraf de 1.090.000 kr. var restpuljen for 2020 og 1.657.000 kr. er investeringspuljen 2021. Projektet i Center for Børn og Forebyggelse, Hjemmebaseret indsats, blev tildelt 500.000 kr., og projektet i Center for Voksne og Velfærd, Bring ressourcerne i spil, blev tildelt 2.200.000 kr. Der gives hermed en kort status på projekterne.

Sagsfremstilling

Projektet Bring ressourcerne i spil er en helhedsorienteret beskæftigelsesrettet indsats, som skal være med til at forebygge, at målgruppen på et senere tidspunkt ansøger om førtidspension. Målgruppen er kontanthjælpsmodtagere med andre problemer end ledighed i aldersgruppen 40+ år. Den aktuelle status på projektet er, at det endnu ikke er igangsat, primært med begrundelse i Covid-19 situationen, og sekundært med begrundelse i arbejdet omkring ophør af det forpligtende samarbejde. Da ansøgningen til investeringspuljen blev udarbejdet, var der en forventning om, at projektet kunne igangsættes primo 2021. Den aktuelle Covid-19 situation hindrer, at aktiviteterne i indsatsen kan afholdes, og derfor er projektet udsat. Samtidig vurderes det, at arbejdet med opdeling af opgaver og medarbejdere i forbindelse med ophør af det forpligtende samarbejde gør, at det vil være en fordel, at vente med at igangsætte projektet til, der er etableret et jobcenter i Ishøj. Det bør vurderes på et senere tidspunkt, om projektet evt. bør omorganiseres set i lyset af, at der etableres et Center for Beskæftigelse i Ishøj. Der er i forbindelse med behandlingen af sag om Bekendtgørelse ved midlertidig fravigelse af serviceniveau begrundet i Covid-19 på byrådsmødet den 2. marts 2021 orienteret om, at projektet er på pause.


Projektet Hjemmebaseret Indsats, er en tidlig forebyggelse af mistrivsel hos småbørnsfamilier. Projektet har i forbindelse med planlægning af aktiviteter skiftet navn til Barnet i Midten. Indsatsen indebærer, at den støtte- og ressourcepædagog, som er tilknyttet barnets dagtilbud, arbejder pædagogisk med barnet og dets familie uden for dagtilbuddets rammer. Projektet er startet op pr. 1. april 2021. For de tilførte midler er der pr. 1. april ansat en støtte- og ressourcepædagog i en toårig periode. Efter den toårige periode forventes indsatsen at være selvfinansieret. Opgaven med at varetage Barnet i Midten-forløb er dog fordelt på hele kommunens støtte- og ressourcepædagogkorps. Aktuelt er der opstartet forløb for 6 familier, og der er dialog med yderligere 3 familier om opstart af forløb. Det forventes, at der vil kunne gennemføres forløb for ca. 30 familier om året. Dog må det forventes, at der som følge af covid-19-situationen vil blive gennemført lidt færre forløb i 2021. Der er vedhæftet en kort status på projektet.

Økonomi

I løbet af efteråret vil der blive taget stilling til om projektet Bring ressourcerne i spil, herunder de tildelte midler - 2.200.000 kr., indstilles til en videreførsel i 2022, samt i hvilket regi projektet etableres. De tildelte midler til projektet Hjemmebaseret indsats (Barnet i Midten) forventes afviklet som planlagt.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at status på de to projekter tages til efterretning.

Beslutning

Til efterretning.

Bilag

Resume

Landsbyggefondens midler til den nuværende boligsociale helhedsplan i Vejleåparken udløber ultimo oktober 2021. Den kommende helhedsplan løber fra november 2021 - november 2025, og gælder udelukkende for boligselskabet AAB, afd. 55 i Vejleåparken.

Sagsfremstilling

Arbejdet med at udforme den nye boligsociale helhedsplan for AAB i Vejleåparken skrider frem, og kommunen er i gang med at indgå aftaler om de konkrete samarbejder med AAB i regi af helhedsplanen. Der arbejdes på at lande delaftaler for de enkelte samarbejder. I vedhæftede oversigt ses alle de aktiviteter, der er i spil til at løfte de overordnede målsætninger og indsatsområder, som er udstukket fra Landsbyggefonden.

De fire indsatsområder er:

- Uddannelse og livschancer

- Beskæftigelse

- Kriminalitetsforebyggelse

- Sammenhængskraft og medborgerskab

For at sikre en effektiv styring og koordinering på strategisk niveau etableres en ansvarlig boligsocial bestyrelse, svarende til den fungerende, så en entydig og kompetent ledelse kan sikre koordinering af den lokale indsats og prioritere på tværs af alle niveauer og organisationer – herunder boligorganisation, helhedsplan, boligafdeling og kommune. Bestyrelsen mødes fire gange årligt. I bestyrelsen vil fremadrettet sidde repræsentanter fra AABs boligafdeling 55, byggechef fra AAB, chef for sociale indsatser fra AAB samt et medlem af Ishøj Kommunes direktion. Den boligsociale leder fungerer som sekretær og indkalder til møderne.

Lovgrundlag

Ved lov nr. 1561 af 18. december 2018 blev almenboliglovens § 91a ændret således, at Landsbyggefonden i årene 2019–2026 inden for en årlig ramme på 380 mio. kr. kan give tilsagn til en boligsocial indsats i udsatte almene boligområder i form af huslejestøtte og boligsociale aktiviteter, lokal organisering mv.

Økonomi

Helhedsplanen er blevet prækvalificeret til at få tildelt 6,5 mio. kr. fra Landsbyggefonden. Landsbyggefonden godkender det endelige beløb på deres repræsentantskabsmøde i juni. Ishøj Kommune bidrager med 800.000 kr. over fire år. Kommunens medfinansiering består derudover også af medarbejdertimer.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Til efterretning.

Bilag

Sagsfremstilling

Nøgletal for beskæftigelsesområdet består af en oversigt over udvalgte ydelser fordelt på målgrupper pr. måned samt et notat, som viser udviklingen over en længere årrække.

Bilag 1 og 2 supplerer hinanden og giver et mere nuanceret billede af udviklingen på beskæftigelsesområdet i Ishøj Kommune.

Ishøj Kommune har indgået en aftale med Jobcenter Vallensbæk, der udarbejder et særligt statusnotat (bilag 3) som viser den aktuelle udvikling på beskæftigelsesområdet under de særlige omstændigheder ved Coronakrisen.

Til orientering udgiver Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) løbende rapporter om beskæftigelsessituationen under COVID-19 på følgende link. De nyeste rapporter fra STAR kan findes via : https://www.jobindsats.dk/jobindsats/publikationer.aspx

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget tager nøgletal for beskæftigelsesområdet til efterretning og videresender til byrådet.

Beslutning

Til efterretning.

Bilag

Resume

Status på overgang fra Kabelplus til Stofa fremlægges til orientering.

Sagsfremstilling

Den 1. juni kl. 00.00 overtager Stofa ejerskabet af Ishøj Fællesantennes net. Den samme nat skal hele anlægget kobles om fra Kabelplus til Stofa.

Omkoblingen medfører, at alle Ishøj Fællesantennes medlemmer i en periode vil miste internet- og tv-signal. Stofa forventer, at alle deres kunder vil have internetsignalet tilbage kl. 08.00 den 1. juni. Omkobling af tv-pakker vil tage lidt længere tid, og her forventes alle Stofas kunder at have de korrekte tv-pakker senest den 2. juni.

Ishøj Kommune har ikke kendskab til, hvornår der kan forventes signal til de husstande, der ikke skal have Stofa som leverandør.


I forbindelse med omkoblingen skal alle husstande, der i dag får signal fra Ishøj Fællesantenne, genindstille deres tv og internet. For de flestes vedkommende kræver det som minimum, at husstanden anskaffer sig et nyt modem fra den nye leverandør.


Administrationen arbejder på at få en tekniker fra Stofa ud til kommunens plejeboliger den 1. juni, som kan hjælpe beboerne med at genindstille tv og internet.


Den tekniske omkobling natten mellem den 31. maj og 1. juni forventes at blive mere omstændig end ved tidligere omkoblinger, da der denne gang er nogle boligforeninger, der skal kobles til en anden leverandør end Stofa. Det betyder, at der er behov for mere koordinering mellem leverandørerne om adgange og nøgleudveksling, og at der forventes at være flere teknikere til stede i hovedstation og ude i anlægget.


Ishøj Kommunes tekniske rådgiver vil være til stede i forbindelse med omkoblingen for at håndtere eventuelle spørgsmål til teknikken.


Lovgrundlag

Overdragelsesaftale mellem Ishøj Kommune og Stofa.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget tager sagen til efterretning.

Beslutning

Til efterretning.

Resume

Til efterretning fremlægges orientering om AAB55’s krav om ejerskab af fiberkabler og fibernoder, der som en del af Ishøj Fællesantennes net befinder sig på AAB55's matrikel. Ishøj Kommune bestrider kravet.

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune har pr. 1. juni 2021 solgt Ishøj Fællesantenne til Stofa, herunder alle de fiberkabler og fibernoder, der i dag er en del af fællesantennens anlæg.

AAB55 har valgt, at beboerne pr. den 1. juni 2021 forsynes af en anden leverandør end Stofa, og derfor skal boligforeningens anlæg den 1. juni afkobles fra resten af Ishøj Fællesantennes anlæg. I den forbindelse har AAB55 over for Ishøj Kommune gjort gældende, at de fiberkabler og fibernoder, der som en del af Ishøj Fællesantennes net befinder sig på AAB55's matrikel, tilhører AAB55 og ikke Ishøj Kommune, og derfor ikke er omfattet af Ishøj Kommunes overdragelsesaftale med Stofa.

Ishøj Kommune bestrider, at AAB55 skulle have ejerskab til dele af den fiberinfrastruktur, som udgør Ishøj Fællesantennes net. På baggrund af rådføring med kommunens advokat og tekniske rådgiver er det Ishøj Kommunes opfattelse, at de pågældende fiberkabler og fibernoder indgår som en integreret del af den samlede fiberinfrastruktur, der udgør Ishøj Fællesantennes net, og at kablerne er placeret på AAB55's matrikel efter gæsteprincippet med kommunen som ledningsejer. Ishøj Fællesantennes fibernet skal betragtes som ét samlet anlæg, der ikke meningsfuldt kan skilles ad og opdeles på flere ejere. Fibernettet er etableret af Ishøj Kommune, og kommunen har afholdt udgifter til service og vedligeholdelse i hele perioden. Ishøj Kommune har klart tilkendegivet dette over for bestyrelsesformanden i AAB55.

AAB55 har desuden gjort gældende, at Ishøj Kommune har bevisbyrden for, at kommunen ejer de pågældende fiberkabler og fibernoder. Ifølge kommunens advokat er det den, der påstår at have et krav, som har bevisbyrden for, at et sådant krav rent faktisk består. Når AAB55 hævder at have et ejerskab til fiberkabler og fibernoder, som er etableret af Ishøj Kommune, er det således AAB55, der skal løfte bevisbyrden herfor.

På den korte bane arbejdes der på, at AAB55 i samarbejde med kommunen, Stofa og Ishøj Ny Antenneforening finder en midlertidig løsning med henblik på, at der kan ske en gnidningsfri overdragelse af Ishøj Fællesantenne til Stofa den 1. juni 2021, og at ingen borgere eller kommunale institutioner skal opleve at stå uden signal fra den dag.

Uafhængigt af overdragelsesprocessen er administrationen og kommunens advokater i dialog med AAB55 om at løse tvisten om ejerskabet til de specifikke fiberkabler og noder.

Lovgrundlag

Vedtægter for Ishøj Fællesantenne, salgsmateriale for Ishøj Fællesantenne samt overdragelsesaftale med Stofa.  

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget tager sagen til efterretning.

Beslutning

Til efterretning.

Resume

Kabelplus og Ishøj Ny Antenneforening planlægger at overføre kunders internetabonnementer direkte fra Ishøj Fællesantenne til Ishøj Ny Antenneforening. Det er kommunens klare opfattelse, at det er i strid med persondatareglerne, og kommunen har derfor bedt Datatilsynet om at vurdere sagen. Sagen fremlægges til efterretning.

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune har fået kendskab til, at Kabelplus og Ishøj Ny Antenneforening planlægger at overføre borgernes internetabonnementer direkte fra Ishøj Fællesantenne til Ishøj Ny Antenneforening. Det er kommunens opfattelse, at overførslen er i strid med persondatareglerne.

Ishøj Kommune har bedt Datatilsynet om at vurdere sagen og afventer nu tilsynets vurdering.

Det er anden gang på et halvt år, at kommunen beder Datatilsynet om at vurdere Kabelplus’ håndtering af kundedata.

Det er aftalt med Kabelplus, at Kabelplus frem til den 1. juni ikke sender informationer ud til Ishøj Fællesantennes medlemmer, inden kommunen har haft mulighed for at se informationen.

Lovgrundlag

Databeskyttelsesloven.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget tager sagen til efterretning.

Beslutning

Til efterretning.