Referat
Ishøj Byråd tirsdag den 3. marts 2020 kl. 16.00
Rådhuset, Byrådssalen, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj
Resume
Ankestyrelsen har ved brev af 3. februar 2020 rettet henvendelse til Ishøj Kommune og bedt om en udtalelse vedrørende Ishøj Kommunes ordning med tjenestebil, som stilles til borgmesterens rådighed til brug for hvervet som borgmester.
Ishøj Byråd har den 4. februar 2020 bedt om en redegørelse fra administrationen vedrørende den faktiske brug af bilen. Redegørelsen skal danne grundlag for udtalelsen til Ankestyrelsen.
Sagsfremstilling
Ekstra Bladet har den 23. januar 2020 bragt en artikel, hvor der bliver stillet spørgsmålstegn ved, om borgmesterens brug af Ishøj Kommunes bil, er i overensstemmelse med reglerne for tjenestebil.
Ishøj Kommune har ved brev af 24. januar rettet henvendelse til Ankestyrelsen bl.a. for at få afklaret om fortolkningen af, at borgmesteren gerne måtte benytte tjenestebilen til kørsel til og fra sit hjem, hvis han om aftenen eller tidligt om morgenen skulle benytte bilen til direkte kørsel til et møde i forbindelse med en aktivitet omfattet af styrelseslovens § 16, stk. 1, litra a-f, er korrekt.
Ankestyrelsen har som opfølgning på sagen bedt Ishøj Kommune om en udtalelse. Udkast til udtalelse (vedlagt) forelægges til byrådets godkendelse inden fremsendelse til Ankestyrelsen. Vedlagt som bilag er endvidere henvendelsen fra Ankestyrelsen.
Byrådet har på byrådsmødet den 4. februar 2020 besluttet, at sagen skal undersøges til bunds. Administrationen har på baggrund heraf udarbejdet en redegørelse, som forelægges for byrådet. Redegørelsen er udarbejdet af administrationen og godkendt af kommunaldirektøren. Borgmesteren har alene haft dokumentet til gennemsyn med henblik på at godkende egne udsagn for så vidt angår de faktuelle forhold.
Sagen behandles som et lukket punkt, da det vurderes, at der under behandling af punktet forventes at blive fremdraget fortrolige oplysninger, hvorfor punktet i overensstemmelse med reglerne i styrelseslovens § 10 kan behandles for lukkede døre. Dagsordenpunktet vil dog blive åbnet efterfølgende, da sagsfremstillingen ikke i sig selv indeholder fortrolige oplysninger.
Administrationen har vurderet, at borgmesteren ikke er inhabil i behandlingen af udtalelsen til Ankestyrelsen. Denne vurdering bekræftes af KL (se vedlagte notat).
Indstilling
Det indstilles:
- At redegørelsen vedr. borgmesterens brug af tjenestebil tages til efterretning
- At vedlagte udtalelse til Ankestyrelsen godkendes
Beslutning
Tiltrådt.
Særindstilling DF: Mindretalsudtalelse fremsendes senest mandag og medgår til Ankestyrelsen.
Økonomi
Har umiddelbart ingen økonomiske konsekvenser.
Lovgrundlag
Styrelsesloven, vederlagsbekendtgørelsen og -vejledningen.
Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket
Tiltrådt.
Særindstilling DF: Mindretalsudtalelse fremsendes senest mandag og medgår til Ankestyrelsen.
Bilag
Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket
Tiltrådt at børne- og ungeydelsen standses.
Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket
Orientering om underretning om 15 pct. ulovligt skolefravær tiltrædes.
Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket
Tiltrådt, at der gives anlægsbevilling til vedligeholdelse af Ishøj Svømmehal 2020.
Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket
Ny aftale om udendørsbelysning tiltrædes.
Beslutning
Per Madsen stillede spørgsmål til udkast til kommuneplan 2020 samt førtidspension.
Borgmesteren besvarede spørgsmålene mundtligt.
Resume
Den administrative budgetopfølgning pr. januar 2020 er foretaget, og resultatet viser især et væsentligt pres på udgifterne til førtidspension.
Sagsfremstilling
Udover de to ordinære budgetopfølgninger, som jf. økonomiregulativet finder sted i foråret og efteråret, gennemføres der også en administrativ budgetopfølgning i januar. Formålet er at vurdere om forudsætningerne fra budgetvedtagelsen fortsat holder, eller om der er sket ændringer, som har væsentlige økonomiske konsekvenser - såvel i indeværende, som i næste budgetår. I udgangspunktet forelægges den administrative opfølgning ikke politisk, med mindre der er forventning om større afvigelser i forhold til budgettet.
Den administrative budgetopfølgning viser et væsentligt udgiftspres på førtidspension.
Center for Voksne og Velfærd har udarbejdet vedlagte notat (Bilag A), som nærmere beskriver det forventede udgiftspres på førtidspension.
I forbindelse med budgetprocessen for 2020 blev der tilført 3 mio. kr. til førtidspensionsområdet. Samtidig blev der afsat 6 mio. kr. under "demografi- og sundhedspuljen" til imødegåelse af et eventuelt yderligere pres på førtidspension.
I den administrative budgetopfølgning på Jobcentrets områder (bilag B) forventer Jobcentret, at budgettet kan holdes. Der er af styringsmæssig hensyn behov for at foretage en række udgiftsneutrale budgetomplaceringer på tværs af bevillingsområderne. Det indstilles, at der gives tillægsbevilling hertil jf. tabel i bilag B.
Der tegner sig desuden et pres på det specialiserede socialområde samt på nogle poster under Center for Ejendomme. Da det endnu er tidligt på året, vil administrationen vurdere dette nærmere frem mod den første ordinære budgetopfølgning pr. april.
Indstilling
Økonomi og Planudvalget indstiller, at der gives tillægsbevilling til at omplacere 6 mio. kr. fra demografi- og sundhedspuljen (bevilling B.60.30.05) til førtidspension (bevilling B.60.20.40) samt, at der foretages udgiftsneutrale budgetomplaceringer på Jobcentrets områder, som angivet i tabellen i bilag B.
Beslutning
Tiltrådt.
Økonomi
Som angivet i sagsfremstillingen.
Lovgrundlag
Den kommunale styrelseslov. Cirkulære om kommunernes budget og regnskabssystem revision mv.
Bilag
Resume
Der fremlægges forslag til tids- og procesplan for arbejdet med budget 2021-2024, og der redegøres i det vedlagte notat for den kendte status på økonomien i budget 2021.
Sagsfremstilling
Arbejdet med budget 2021 og overslagsårene 2022-2024 skal påbegyndes, og der fremlægges forslag til tids- og procesplan samt de overordnede rammer for budgetarbejdet. Til orientering fremlægges tillige "drejebog" for budgetarbejdet.
Som det fremgår af budget 2020, udviser overslagsåret 2021 en negativ balance på 70 mio. kr. I overslagsårene er der ligeledes negativ balance på hhv.13 mio. kr. og 25,6 mio. kr. I alt udgør den negative balance i perioden 2020-2023 108,75 mio. kr.
Som følge heraf vil likviditeten – alt andet lige – være tilsvarende presset i perioden, og vil under de givne forudsætninger blive reduceret til 56,6 mio. kr. ultimo 2023.
Der skal gøres opmærksom på, at de overordnede forudsætninger for budget 2020, herunder effekten af den kommende udligningsreform, den kommende økonomiaftale mellem KL og Regeringen – og dermed hele indtægtssiden – af gode grunde ikke kendes endnu. Der vil derfor givet ske ændringer, som påvirker de pt. kendte tal.
Status på budget 2021, som beskrives i notatet, bygger således på budgetoverslagsårene, som de tager sig ud i det vedtagne budget for 2020.
Administrationen foreslår, at der alligevel drøftes eventuelle tiltag – eksempelvis ønsker til budgetanalyser, tilvejebringelse af et økonomisk råderum, sparerammer, eller lignende. Dette med henblik på at være på forkant med tiltag for at imødegå den pt. kendte ubalance i 2021 og overslagsårene.
Budgetsituationen drøftes igen på Byrådsseminaret i maj.
Indstilling
Økonomi- og Planudvalget indstiller,
- at tids- og procesplanen godkendes, jf. bilag 3.
- at budgetlægningen for 2021 og overslagsårene sker efter rammerne beskrevet i bilag 1.
- at der drøftes eventuelle tiltag til imødegåelse af den øjeblikkelige ubalance i budget 2021 og overslagsårene.
Beslutning
Tiltrådt med den tilføjelse, at møde med HovedMed indarbejdes i tidsplanen.
Økonomi
Sagen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser.
Lovgrundlag
Lov om kommunernes styrelse, cirkulære om budget og regnskabssystem, revision mv. for kommunerne.
Bilag
Resume
Ifølge lånebekendtgørelsen skal beslutning om optagelse af lån være truffet af byrådet inden den 31. marts efter det regnskabsår, hvori de låneberettigede udgifter er afholdt. Eventuelle lån skal være optaget senest den 30. april året efter det regnskabsår, hvori de låneberettigede udgifter er afholdt. Der fremlægges forslag til eventuel låneoptagelse vedrørende lånerammen for 2019.
Sagsfremstilling
Kommunernes adgang til at optage lån - også kaldet lånerammen - fremgår af Lånebekendtgørelsen. Det er begrænset hvilke udgifter, der giver adgang til automatisk låneadgang. Det gælder udgifter til energibesparende foranstaltninger i kommunale bygninger eller anlæg, og udgifter til lån til betaling af ejendomsskatter samt indefrysning af ejendomsskatter.
Hvert år opgøres lånerammen med udgangspunkt i de faktiske afholdte udgifter til de relevante områder i året før.
For 2019 er der mulighed for låneoptagelse på 10.710.652 kr. Beløbet er specificeret i vedlagte bilag.
Kommunens likviditet er pt. forholdsvis robust, hvilket en eventuel låneoptagelse bør ses i lyset af. Omvendt er der en række forhold, der kan presse kassebeholdningen fremover, fx stigende udgifter til det specialiserede socialområde, pres på demografien, stort anlægsbehov mv. Dette taler for at udnytte lånerammen.
Der gøres opmærksom på, at der ikke er forudsat låneoptagelse i forbindelse med vedtagelsen af budget 2020. Der er derfor ikke budgetlagt med udgifter til renter og afdrag til nyt lån i 2020 og fremover.
Med udgangspunkt i Kommunekredits låneberegner udgør udgiften hertil ved et fast og et variabelt lån pr. 1 mio. kr. pt. hhv. 42.128 kr. pr. år og 38.722 kr. pr. år (afdrag over 25 år).
Administrationen foreslår, at der optages lån med fast rente (pt. 0,40 pct.) og en løbetid på 25 år. Den faste rente er lav set over en periode på 25 år, og det vil give budgetsikkerhed fremover. Låneberegning fra KommuneKredit er vedlagt som bilag.
Indstilling
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at der optages et fastforrentet lån svarende til den opgjorte låneramme på 10.710.000 kr. med afdrag over 25 år.
Endvidere at udgifter til renter og afdrag indarbejdes i budget 2021 og overslagsår som en teknisk korrektion. I 2020 medtages udgifterne i den kommende budgetopfølgning.
Beslutning
Tiltrådt.
Økonomi
En låneoptagelse vil styrke likviditeten. Der er ikke budgetteret med renter og afdrag til et nyt lån.
Lovgrundlag
Bekendtgørelse nr. 1.580 af 17. december 2013 om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier.
Bilag
Resume
Anlægsprojekter løber ofte over flere år, og det er derfor nødvendigt at overføre uforbrugte anlægsbevillinger til det efterfølgende regnskabsår. Der søges om tillægsbevilling til overførsler af uforbrugte anlægsmidler fra 2019 til 2020 på i alt 35,4 mio. kr. netto.
Sagsfremstilling
Det korrigerede anlægsbudget i 2019 - inkl. overførte uforbrugte midler fra 2018 - udgjorde 152,6 mio. kr. i udgifter og 65,0 mio. kr. i indtægter. Der er afholdt udgifter til anlægsprojekter på i alt 70,3 mio. kr. i 2019. En række anlægsprojekter er ikke færdiggjorte, men fortsætter i 2020, og de uforbrugte midler fra 2019 skal derfor overføres til 2020. Dette sker i praksis i form af en tillægsbevilling. De enkelte anlægsprojekter, der ønskes overført til 2020, er oplistet i vedlagte bilag. Samlet set søges der om overførsel af udgifter på 81,8 mio.kr. og indtægter på 46,4 mio.kr. - i alt 35,4 mio. kr. netto.
Indstilling
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at der gives tillægsbevilling til overførsel af uforbrugte anlægsmidler fra 2019 til 2020 for netto 35,4 mio. kr., svarende til udgifter for 81,8 mio. kr. og indtægter for 46,4 mio. kr.
Beslutning
Tiltrådt.
Økonomi
Der gives tillægsbevilling til udgifter på 81,8 mio. kr. og indtægter på 46,4 mio. kr., som finansieres af kassebeholdningen.
Lovgrundlag
Cirkulære om budget- og regnskabssystem, revision mv. for kommuner.
Bilag
Resume
På baggrund af byrådets beslutning af 4. februar 2020 fremlægges forslag til retningslinje for brug af kommunens biler, samt retningslinje for befordring for byrådsmedlemmer.
Sagsfremstilling
Byrådet besluttede den 4. februar 2020, at der skal udarbejdes en retningslinje for:
- brug af alle kommunens køretøjer,
- refusion af taxa udgifter,
- reglerne for kørselsgodtgørelse for kørsel i egen bil til møder omfattet af styrelseslovens § 16 stk. 1.
Administrationen foreslår, at ovenstående deles op, således at der udarbejdes to separate retningslinjer (vedlagt som bilag).
Bilag 1: Retningslinje for brug af kommunens biler, som primært er rettet mod kommunens medarbejdere, der kører i kommunens biler, som led i deres arbejde. Retningslinjen finder dog tillige anvendelse for borgmesteren og byrådsmedlemmer, som ligeledes kan benytte kommunens biler.
Bilag 2: Retningslinje om befordring af byrådsmedlemmer, som omhandler reglerne i styrelsesloven og vederlagsbekendtgørelsen for byrådsmedlemmers befordring, herunder:
- Hvilke møder og aktiviteter, som giver ret til befordringsgodtgørelse
- Hvilke transportformer som kan benyttes, herunder i hvilket omfang der kan benyttes taxa
- Krav til dokumentation, hvis man kører i egen bil.
I den forbindelse foreslås det, at der træffes beslutning om at anvende hjemlen i styrelseslovens § 16 f, hvorefter der efter byrådets beslutning kan ydes befordringsgodtgørelse til byrådsmedlemmer, som foretager borgerlige vielser (anført i kantet parentes på side 2).
Indstilling
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at retningslinje om brug af kommunens biler samt retningslinje om befordring af byrådsmedlemmer godkendes, idet det indstilles, at der ikke ydes befordringsgodtgørelse til byrådsmedlemmer, som foretager borgerlige vielser.
Supplerende sagsfremstilling
Bilag 2 - Retningslinje om befordring af byrådsmedlemmer er konsekvensrettet som følge af Økonomi- og Planudvalgets indstilling (markeret ved at teksten er overstreget i bilaget). Herudover er det forsøgt præciseret hvornår borgmesteren møder ind på kontoret som administrationens øverste leder (det tilføjede er markeret med kantet parentes).
Beslutning
Tiltrådt.
Økonomi
I dag er der kun enkelte byrådsmedlemmer, som får udbetalt befordringsgodtgørelse eller på anden vis får afholdt deres omkostninger til transport af kommunen. Såfremt flere byrådsmedlemmer benytter sig af denne ret, vil det medføre forøgede udgifter samt et øget ressourcetræk i forbindelse med administrationen heraf.
Lovgrundlag
Styrelseslovens §§16 og 16 f, vederlagsbekendtgørelsen samt ligningsloven.
Bilag
Resume
Da Folketinget vedtog den nye taxilov den 19. december 2017, betød det også, at de regionale Taxinævn blev tømt for indhold, og derfor skal der nu ske en endelig ophævelse af Taxinævnet i Region Hovedstaden.
Sagsfremstilling
Da Folketinget vedtog den nye taxilov, blev alle opgaverne overflyttet fra de regionale Taxinævn til Staten. Det medfører, at der nu skal ske en egentlig ophævelse af Taxinævnet i Region Hovedstaden. For at nævnet kan ophæves, skal alle 28 medlemskommuner være enige om det, og sagen skal derfor behandles i alle medlemskommunernes kommunalbestyrelser.
Taxinævnet havde et overskud på 324.000 kr. jævnfør regnskabet for 2019. Ved ophævelsen af Taxinævnet, vil overskuddet blive fordelt mellem medlemskommunerne - opgjort efter folketal.
Indstilling
Økonomi- og Planudvalget indstiller at træde ud af Taxinævnet med henblik på ophævelse.
Beslutning
Tiltrådt.
Lovgrundlag
Den Kommunale Styrelseslov § 60 stik 2 og 3.
Bilag
Resume
Der skal træffes beslutning om at sende forslag til Kommuneplan 2020 i offentlig høring i 8 uger sideløbende med den tilhørende miljørapport.
Sagsfremstilling
Kommuneplanen er den overordnede plan for den fysiske planlægning i kommunen. I kommuneplanen kan borgere og investorer orientere sig om, hvordan Ishøj Byråd vil realisere de visioner, som byrådet besluttede med Planstrategi 2016 samt byrådets 6 hovedpolitikker. Kommuneplanen sammenfatter således den fysiske udvikling af kommunen i de næste 12 år og tydeliggør hvilke udviklingsområder, der er i spil.
Af kommuneplanens rammer fremgår de konkrete byggemuligheder, som danner rammen for de efterfølgende lokalplaner. Af kommuneplanens retningslinjer fremgår det, hvordan der vil blive prioriteret indenfor en række fagområder både i lokalplanerne og i sagsbehandlingen samt en redegørelse herfor.
Ændringerne i kommuneplanen relaterer sig hovedsageligt til en opdatering og fastsættelse af rammer og retningslinjer i henhold til de:
- byudviklingsmuligheder, som er blevet muliggjort i forbindelse med ændringer i den overordnede planlægning, herunder landsplandirektiv for hovedstadsområdets planlægning - Fingerplan 2019 og landsplandirektiv for detailhandel i hovedstadsområdet.
- nye krav i planloven - herunder bl.a. udpegning af grønt danmarkskort, områder til produktionsvirksomheder og forebyggende planlægning for oversvømmelse.
- de visioner, som byrådet vedtog med Planstrategi 2016.
- de 6 hovedpolitikker, som byrådet vedtog i 2018.
- de kommuneplantillæg, der er vedtaget siden den seneste kommuneplan.
Derudover er alle kommuneplanrammer, retningslinjer og redegørelser gennemgået, opdateret og tilpasset ny digital struktur i det statslige plansystem - plandata.
Kommuneplanen opdateres som udgangspunkt hvert 4. år og i den mellemliggende periode udarbejdes der kommuneplantillæg for enkelte rammeområder ved behov.
Kommuneplanen har været under udarbejdelse over en længere periode. Emner, som planlovsændringer og nye landsplandirektiver samt temaerne; "Ishøj i udvikling", "Grønt danmarkskort", "Strandparken", "Mobilitet" og "Byens grønne struktur", har været en del af Byrådsseminar og Budgetseminar i 2019. I forhold til de nye muligheder i landsbyerne har der været afholdt borgermøde omkring landsbyudvikling i Vestervang i 2018.
Ishøj Kommuneplan er digital og kan tilgås med følgende link:
http://ishoj.viewer.dkplan.niras.dk/dkplan/dkplan.aspx?planId=15
Der afholdes et borgermøde i høringsperioden, hvor interesserede borgerne kan få lejlighed til at spørge ind til forslaget.
Af vedlagte bilag er der redegjort nærmere for ændringerne.
I henhold til gældende lovgivning er der udarbejdet en miljørapport af planen, som sendes i høring sideløbende med forslaget til Kommuneplan 2020. Miljørapporten fremgår af den digitale portal (benyt link ovenfor) under fanen 'Om planen' - klik derefter på Miljøvurdering.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget, Klima- og Miljøudvalget, Teknik- og Bygningsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget indstiller,
at forslag til Kommuneplan 2020 vedtages og sendes i høring i 8 uger
at der afholdes et borgermøde i høringsperioden
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at de stående udvalgs indstillinger følges.
Beslutning
Tiltrådt.
Lovgrundlag
Lov om Planlægning kapitel 4.
Bilag
Resume
I Ishøj Kommune er det besluttet, at der skal udarbejdes en kvalitetsrapport for Ishøj Kommunes skoler hvert andet år. Skolernes kvalitetsrapport 2020 er et dokument, der i tekst, tal og figurer beskriver, hvordan skolevæsenet i Ishøj Kommune klarer sig på en række kvalitetsparametre.
Sagsfremstilling
Rapporten er tænkt som et værktøj til at fremme dialogen mellem skoler, administration og politikere med udgangspunkt i elevernes læring og trivsel. Rapporten skal ligeledes give indblik i den udvikling, eleverne gennemgår for herigennem at belyse, hvorvidt skolerne formår at løfte eleverne.
Kvalitetsrapporten har været i administrativ høring i skolebestyrelserne frem til den 30. januar 2020. Oversigt over de indkomne høringssvar er bilagt dagsordenen. Administrationen anbefaler at imødekomme ønsket om tilføjelse af en fodnote fra Skolen på Ishøjgård. Administrationen finder herudover ikke, at høringssvarene giver anledning til ændringer i rapporten.
Indstilling
Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at skolernes kvalitetsrapport 2020 godkendes med den foreslåede tilføjelse.
Beslutning
Tiltrådt.
Lovgrundlag
Skolernes kvalitetsrapport udarbejdes efter bestemmelserne i folkeskolelovens § 40a og bekendtgørelse om kvalitetsrapporter i folkeskolen nr. 698 af 23. juni 2014. Børne- og Undervisningsudvalget besluttede på mødet den 13. februar 2018, at skolernes kvalitetsrapport skal udarbejdes hvert andet år (jf. Bekendtgørelse om kvalitetsrapporter i folkeskolen § 9), og at rapporten i ulige kalenderår skal indeholde en kortere orientering om skolernes resultater.
Bilag
Resume
Ishøj Kommune har udarbejdet forslag til Ishøj Kommuneplan 2020. Den nye kommuneplan indeholder flere nye retningslinjer, som afføder ændringer i plangrundlaget. Miljøvurderingen forholder sig til ændringerne i plangrundlaget, som den nye kommuneplan medfører.
Sagsfremstilling
Forslag til Ishøj Kommuneplan 2020 er omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). Loven har til formål at fremme en bæredygtig udvikling ved at sikre, at der foretages en miljøvurdering af de planer og programmer, hvis gennemførelse kan få væsentlig indvirkning på miljøet. COWI har på vegne af Ishøj Kommune udarbejdet en miljøvurdering af plangrundlaget.
Den nye kommuneplan indeholder flere nye retningslinjer, som afføder ændringer i plangrundlaget, herunder tilbageførsel af arealer fra byzone til landzone, udpegning af et aflastningsområde, udvidelse af bymidteafgrænsningen, ændringer i udpegningen af Grønt Danmarkskort samt afgrænsning af havneområde, de bynære strandområder og natur- og strandområder i Strandparken.
Miljøvurderingen af forslaget til ny kommuneplan omfatter vurderinger på et overordnet niveau, hvor den nærmere vurdering af de konkrete konsekvenser vil afhænge af den efterfølgende, mere detaljerede planlægning. Disse efterfølgende planer vil ligeledes skulle vurderes iht. miljøvurderingsloven.
Der er i miljøvurderingen af forslag til Ishøj Kommuneplan 2020 ikke fundet miljøpåvirkninger, som medfører behov for at etablere særlige afværgeforanstaltninger. Miljøvurderingen af forslag til Ishøj Kommuneplan 2020 viser ydermere, at ændringerne i kommuneplanen ikke medfører væsentlige miljøpåvirkninger. Der er derfor ikke behov for særskilt overvågning.
Ishøj Kommuneplan er digital og kan tilgås med følgende link:
http://ishoj.viewer.dkplan.niras.dk/dkplan/dkplan.aspx?planId=15
Miljørapporten fremgår af den digitale portal (benyt link ovenfor) under fanen 'Om planen' - klik derefter på Miljøvurdering.
Indstilling
Klima- og Miljøudvalget indstiller, at Miljørapporten sendes i høring i 8 uger sideløbende med forslag til Kommuneplan 2020.
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Klima- og Miljøudvalgets indstilling følges.
Beslutning
Tiltrådt.
Lovgrundlag
Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).
Resume
Forslag til Vandforsyningsplan 2019 for Ishøj Kommune har været i 8 ugers offentlig høring, og skal nu endeligt vedtages.
Sagsfremstilling
Vandforsyningsplan 2019 beskriver den politik og de mål, som Ishøj Kommune arbejder efter.
Planen redegør for, hvordan Ishøj Kommune sikrer en god og sikker vandforsyning til alle borgere. Den beskriver hvilke anlæg, forsyningen skal bygge på, hvor meget vand borgere og erhverv forventes at forbruge, og hvor ejendomme med egen brønd eller boring skal få vand fra, hvis vandforsyningen må opgives. Vandforsyningsplanen er således grundlaget for Ishøj Kommunes forvaltning og Ishøj Forsynings drift af vandforsyningsområdet.
Forslag til Vandforsyningsplan har været i 8 ugers offentlig høring, og i den periode er der modtaget et høringssvar fra HOFOR. Høringssvaret har givet anledning til mindre redaktionelle rettelser. Behandlingen af høringssvaret fremgår af høringsskemaet, der er vedlagt som bilag.
Indstilling
Klima- og Miljøudvalget indstiller, at forslag til Vandforsyningsplan 2019 for Ishøj Kommune vedtages endeligt.
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Klima- og Miljøudvalgets indstilling følges, idet planen skifter navn til "Vandforsyningsplan 2020".
Beslutning
Tiltrådt.
Økonomi
Vandforsyningsplan 2019 forventes ikke at medføre væsentlige udgifter for kommunen og Ishøj Forsyning.
Lovgrundlag
Vandforsyningsloven med tilhørende bekendtgørelser.
Bilag
Resume
Ishøj Varmeværk ønsker at ændre vedtægter.
Sagsfremstilling
De gældende vedtægter for Ishøj Varmeværk stammer fra værkets etablering som kulfyret varmeværk 1982 - med seneste revision i 2003. Vedtægterne er præget af en sammenblanding af vedtægter, fastsættelse af forsyningsområde og tilslutnings- og leveringsbestemmelser. På flere områder er vedtægterne ikke i overensstemmelse med praksis og gældende lovgivning.
Hensigten med vedtægtsændringerne er at bringe vedtægterne i overensstemmelse med gældende varmeforsyningslovgivning og praksis på varmeforsyningsområdet, samt at gøre dem fremtidsorienterede og operative. Dette skal ske under hensyntagen til, at varmeværket er en kommunal afdeling og ikke en selvstændig juridisk enhed.
Vedtægterne (kaldet reglementet) er i sig selv forenklet og er Ishøj Byråds overordnede instruks til det udvalg, hvor varmeforsyningen hører under, mens de tilhørende bilag er udvalgets instruks til den daglige ledelse af varmeforsyningen.
Indstilling
Klima- og Miljøudvalget indstiller,
at de nye vedtægter erstatter de gamle således, at byrådet for Ishøj Kommune har godkendt reglementet og godkender alle efterfølgende ændringer af dette. De til reglementet hørende bilag kan ændres af det til enhver tid siddende udvalg, hvorunder varmeforsyning sorterer.
at Ishøj Varmeværk anmelder de nye vedtægter til Forsyningstilsynet, og at de gamle vedtægter udgår.
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Klima- og Miljøudvalgets indstilling følges.
Beslutning
Tiltrådt.
Lovgrundlag
Varmeforsyningsloven.
Bilag
Resume
Ishøj Varmeværk søger anlægsbevilling til at opgradere serverne til brug for varmestyringen.
Sagsfremstilling
Ishøj Varmeværk fremlægger ansøgning om anlægsbevilling til opgradering af det eksisterende kontrolsystem (SRO), fordi systemets operativ software (Windows) ikke længere supporteres efter den 15. januar 2020.
SRO'en styrer og overvåger hele Ishøj Varmeværks anlæg - driften af kedler, varmecentralerne hos forbrugerne og ledningsnettet i jorden. Endvidere er der værkets database, hvor værket kan fjernaflæse forbrugs- og driftsdata, som danner grundlag for afregning hos forbrugere og VEKS.
På samme tid har den eksisterende hardware, nået en alder (+5 år), hvor der typisk begynder at opstå diskfejl og dermed risiko for væsentlige driftsforstyrrelser.
At der ikke længere kan ydes support på en given software betyder en væsentlig øget risiko for bl.a. cybersikkerheden, idet softwaren ikke længere er understøttet af f.eks. sikkerhedsopdatering og anti-virus software.
Indstilling
Klima- og Miljøudvalget indstiller, at der gives en bevilling på 620.000 kr. til opgradering af serverne, og udgiften finansieres som udlæg fra kommunekassen med henblik på låneoptagelse i 2020.
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Klima- og Miljøudvalgets indstilling følges.
Beslutning
Tiltrådt.
Økonomi
Varmeværket har indhentet tilbud, og opgraderingen af serverne koster 620.000 kr., som foreslås lånefinansieret over 5 år.
Lovgrundlag
Varmeforsyningsloven.
Resume
Movia har sendt forslag til Mobilitetsplan 2020 i høring hos kommuner og regioner på Sjælland frem til den 20. marts 2020.
Forslag til Mobilitetsplan 2020 beskriver hovedlinjerne i Movias strategiske udviklingsarbejde i de kommende år. Administrationen har udarbejdet forslag til høringssvar.
Sagsfremstilling
I henhold til lov om trafikselskaber skal Movia mindst en gang hvert 4. år udarbejde en trafikplan. Planen skal indeholde et strategisk grundlag, der som minimum fastlægger de overordnede principper for rutenettet og et flerårigt budgetoverslag. Movia skal sikre, at trafikplanen bliver udarbejdet i en tæt og åben proces med kommunerne og regionerne således, at planen danner grundlag for en god sammenhæng i den kollektive trafik på tværs af kommune- og regionsgrænser.
Movia har denne gang udarbejdet et forslag til en mobilitetsplan, hvor der er lagt et bredere strategisk fokus på borgernes samlede mobilitet med afsæt i Greater Copenhagen, som et stort arbejdsmarked og pendlingsområde. Arbejdet med at gøre den kollektive transport mere relevant for borgerne er derfor udvidet til også at omfatte, hvordan borgerne let kommer til og fra den kollektive transport på gåben, med cykel eller bil, og nemt skifter ved stoppesteder, stationer og de større busterminaler.
Forslaget til Mobilitetsplan 2020 har fokuseret på fire strategiske temaer:
- Sammenhæng på tværs
- Grøn og bæredygtig omstilling
- Pendling til og fra arbejdspladser
- Kollektiv mobilitet uden for de større byer.
Under hvert at disse fire temaer er der udarbejdet tre indsatser, der styrker den kollektive mobilitet i hele vores område.
Movias Mobilitetsplan 2020 er sendt i høring, og Ishøj Kommune har mulighed for at afgive høringssvar frem til den 20. marts 2020.
Indstilling
Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at høringssvar til Mobilitetsplanen godkendes, hvor Ishøj Kommune overordnet tilslutter sig Movias Mobilitetsplan 2020 med de bemærkninger, som fremgår af kommunens høringssvar.
Særindstilling fra Johnna Stark (A) og Annelise Madsen (A), der er et mindretalsindstilling til høringssvaret.
Det er oplagt, at vi kan tilbyde samarbejde i forsøg med el-minibusser i de tætbefolkede områder for almindelig opsamling til stationsområdet og tilbage igen, samt til erhvervsområdet fra stationen og tilbage igen.
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Teknik- og Bygningsudvalgets indstilling følges.
Beslutning
Tiltrådt.
Særindstilling: Johna Stark (A), Annelise Madsen (A) og Ole Wedel-Brandt (Ø):
“Ishøj station er et knudepunkt i de kommende trafikplaner ifølge Movia. Der er pt. S-tog og busser, men fra 2025 er der også Letbane endestation, samt som netop beskrevet i mobilitetsplanen endestation for en BRT linie, altså en stor elbaseret busløsning, som skal have eget tracé ligesom letbanen skal. Dette giver nogle arealmæssige udfordringer, da det vil tage den plads der idag benyttes til p-pladser. Ligesom i Slagelse og Aalborg kan vi være et oplagt sted for et pilotprojekt, der opsamler passagererne fra de tætbefolkede områder omkring stationen, og har minibusser kørende i rimelig ofte nok drift, til at være et ægte alternativ til familiernes bil nummer to. De fleste indbyggere, skoler og aktiviteter kan nås indenfor et par km fra stationen. Alle bløde trafikanter er i et stisystem med tunneller under og over vejene, Der er ikke fortove og cykler og fodgængerovergange ret mange steder i bymidten, hvilket letter anlægsudgifterne, og mindsker faren ved evt. førerløse minibusser på sigt. Det er oplagt, at vi kan tilbyde samarbejde i forsøg med el-minibusser i de tætbefolkede områder for almindelig opsamling til stationsområdet og tilbage igen, samt til erhvervsområdet fra stationen og tilbage igen. Vi bakker op om tankerne i mobilitetsplanen, og vil gerne finde den smarte måde i samarbejde med Movia til løsning af arealproblemet.”
Økonomi
Movias Mobilitetsplan 2020 har umiddelbart ingen økonomiske konsekvenser for Ishøj Kommune i forhold til nuværende busdrift.
Lovgrundlag
Lov om trafikselskaber - LBK nr. 323 af 20/03/2015.
Bilag
Beslutning
Tiltrådt.
Resume
Regeringen har offentliggjort materiale om virkningerne ved deres udspil til udligningsreform. I regeringens udspil står Ishøj Kommune til at modtage ca. 34,3 mio. kr. mere om året i kommunal udligning.
Sagsfremstilling
Regeringen offentliggjorde den 12. februar materiale om virkningerne af deres udspil til kommunal udligningsform for alle landets kommuner. Udspillet indeholder en lang række forslag til nye og ændrede kriterier for beregning af udligning. Udspillet medfører for Ishøj Kommune, at kommunen står til at modtage ca. 34,3 mio. kr. mere om året i kommunal udligning. Regeringen valgte den 14. februar at offentliggøre supplerende beregningerne vedr. kriteriet for befolkningstilbagegang og effekterne heraf. De nye beregninger har ingen effekt for Ishøj Kommune, hvorfor kommunen fortsat står til at modtage ca. 34,3 mio. kr. mere i årlig kommunal udligning.
Da der er tale om et politisk udspil til udligningsreform vil de efterfølgende forhandlinger bestemme det endelige resultat, og dermed også om den enkelte kommune skal af med eller skal modtage mere i udligning.
Regeringen er blevet kritiseret for, at nogle tal er fejlbehæftede, hvilket regeringen har erkendt. Konsekvenserne af disse fejl er ukendte for administrationen. Ligeledes er konsekvenserne af nedlæggelsen af særtilskudsordningen for hovedstadskommunerne svære at gennemskue. I 2020 modtog Ishøj Kommune 25 mio. kr. i særtilskud.
Indstilling
Økonomi- og Planudvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Til efterretning.
Bilag
Resume
Status fremlægges til efterretning.
Sagsfremstilling
Ledelsen i TDC NET har givet grønt lys for fiberudrulning, hvis Ishøj kan mobilisere, at 80 procent tilkendegiver en interesse for fiber i de forskellige boligområder.TDC NET har planlagt at sætte deres marketingkampagne i gang i Ishøj i marts, hvor de begynder at husstandsomdele materiale om deres tilbud, og behovet for interessetilkendegivelser. TDC NET arbejder med en tidsplan for tilkendegivelser på 10 måneder frem til 31 december, 2020. For foreninger med kollektiv beslutning går TDC NET i direkte dialog med foreningerne og laver en aftale om etablering af fiber i ejendommen.
Ishøj Fællesantennes Brugerråd bakker op med information på deres hjemmeside, der også kan deles som link på sociale medier.
Derudover er brugerrådet i gang med at planlægge to møder, hvor TDC NET giver et oplæg og svarer på spørgsmål. Ét møde for foreninger og ét borgermøde.
Indstilling
Økonomi- og Planudvalget tager sagen til efterretning.
Beslutning
Til efterretning.
Sagsfremstilling
Nøgletal for beskæftigelsesområdet består af en oversigt over udvalgte ydelser fordelt på målgrupper pr. måned samt et notat, som viser udviklingen over en længere årrække.
Bilag 1 og 2 supplerer hinanden og giver et mere nuanceret billede af udviklingen på beskæftigelsesområdet i Ishøj Kommune.
Indstilling
Økonomi- og Planudvalget tager nøgletal for beskæftigelsesområdet til efterretning.
Beslutning
Til efterretning.