Referat
Ishøj Byråd tirsdag den 3. december 2013 kl. 19.00

Rådhuset, Byrådssalen, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Beslutning

Ingen spørgsmål

Sagsfremstilling

Henriette Hillebrandt har i e-mail af 9. september 2013 ansøgt om at fratræde sit hverv i skolebestyrelsen ved Vibeholmskolen.

Suppleant Line Badsgaard indkaldes for den resterende del af valgperioden, som udløber den 31. juli 2014.

Line Badsgaard har i brev af 4. oktober 2013 accepteret at indtræde i skolebestyrelsen.

Den gældende skolebestyrelsesoversigt fremlægges.

Indstilling

Henriette Hillebrandt fratræder, og at Line Badsgaard indtræder som medlem af skolebestyrelsen ved Vibeholmskolen

Beslutning

Tiltrådt.

Sagsfremstilling

Der er foretaget budgetopfølgning pr. 30. september 2013, som har været behandlet i fagudvalgene, og som samlet for hele kommunen viser en mindreudgift på 16,7 mio.kr., der tillægges kassebeholdningen.

Der er udarbejdet notat af 7. november 2013 (bilag A), som fremlægges. Notatet beskriver i mere detaljeret grad det samlede resultat af budgetopfølgningen.
Bilag B viser den samlede oversigt over budgetopfølgningen.
Fagudvalgene har behandlet budgetopfølgningen for egne områder, og indstillingerne fra udvalgene er samlet i bilag C. Opfølgningen vedrørende Økonomi- og Planudvalgets område indgår i denne samlede budgetopfølgningssag.

 

Økonomi

Budgetopfølgningen betyder en mindreudgift indenfor serviceudgiftsrammen på 17,7 mio.kr., mens der udenfor servicerammen forventes balance. På anlægssiden forventes merudgifter på 1,0 mio.kr., mens der på finansieringssiden og på interne omplaceringer er balance. 

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at budgetopfølgningen godkendes, og at der gives bevilling iht. bilag B. 

Beslutning

Tiltrådt. 

Bilag

Resume

Byrådet principgodkendte på mødet den 24. juni 2013, en omlægningen af rullebåndet fra parkeringskælderen til Ishøj Lille Torv, og accepterede samtidig at betale Ishøj Kommunes andel (21%) heraf, dog maksimalt 1,5 mio.kr. Det var en forudsætning, at Dansk Supermarkeds andel blev kapitaliseret til at udgøre min. et tilsvarende beløb, og at Danica Ejendomme betalte restbeløbet.

Sagsfremstilling

Danica Ejendomme er villige til at investere i ombygningen, i forventning om, at værdien for bycentrets forretningsdrivende - og dermed også for Danica Ejendomme - vil overstige investeringen.

Projektet er beskrevet nærmere i Rambølls notat af 18. september 2013.

Steen og Strøm anmoder om Byrådets endelige godkendelse af projektet. Der skal senere foretages sædvanlig byggesagsbehandling af projektet.

Økonomi

De samlede udgifter til omlægningen er nu opgjort til kr. 7.668.000, og Ishøj Kommunes andel er 1,5 mio (maks.)
Ishøj Kommunes andel udbetales når arbejdet er gennemført, og der er fremsendt et byggeregnskab for arbejderne.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at omlægningen af rullebåndet godkendes af Ishøj Kommune som ejer i bycentret, og at der meddeles en anlægsbevilling på 1,5 mio.kr. til formålet. Udgiften finansieres af kassebeholdningen.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Sagsfremstilling

Vildtbanegård Boligselskab afd. IV, Stationsforpladsen har den 14. november 2013 indsendt Byggeregnskab, skema C til godkendelse.

Økonomi

Den samlede anskaffelsessum på skema C er opgjort til kr. 202.404.000,- med en gennemsnitlig husleje pr. m2/år på kr. 1.169,-. Skema B, blev godkendt på Ishøj Byråd den 1.marts 2011 med en samlet anskaffelsessum på kr. 201.162.000,- og med en gennemsnitlig husleje pr. m2/år på kr. 1.162,61,-.  

Kommunens grundkapital udgjorde kr. 14.081.000,-. Merudgift på skema C på kr. 1.242.000,- i forhold til godkendt skema B, skyldes primært højere tilslutningsudgifter til Ishøj Forsyning end forudsat.

Kommunens grundkapital på skema C udgør kr. 14.168.280,-. En merudgift på kr. 87.280,-.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at byggeregnskab skema C for Stationsforpladsen godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Sagsfremstilling

I forbindelse med realisering af projekt Kunstens Ø har kommunen tilbudt at modtage den jord, der skal graves væk for at etablere lagunen omkring ARKEN.
 
Jorden der graves væk anvendes til at begynde 2. etape af udbygningen af Ishøj Havn i form af opfyldning af en havneø ved Vandhunden. Denne havneø skal senere ved supplerende opfyldning gøres landfast med Vandhunden. De udgifter der afholdes til projektet, skulle således ellers være afholdt ved en senere udbygning af havnen.
 
Kommunen skal stå for afhentning af den opgravede jord ved lagunen og for opfyldningen til ny havne ø ved Vandhunden. Kommunen sparer ved denne løsning at indkøbe opfyldningsmateriale, svarende til den mængde, som frit kan afhentes hos ARKEN.
 
Omkostningerne til opfyldningen på Vandhunden anslås til ca. 5.1 mio. kr.

Det er i forbindelse med projektet forudsat, at der etableres en rundkørsel foran den nuværende p-plads for enden af Skovvej, for at busrute til havnen og ARKEN kan vende. Denne rundkørsel koster overslagsmæssigt 375.000 kr.

Såfremt der er tilslutning til at afsætte midler til opgaven, vil der blive udarbejdet et udbudsmateriale, og efter afholdelse af licitation vil sagen blive forelagt Teknik- og Bygningsudvalget, Økonomi- og Planudvalget samt Byrådet til godkendelse.

Indstilling

  • at der afsættes 5.1 mio. kr. til etablering af opfyldning og ny havneø ved Vandhunden i løbet af 2014,
  • at der afsættes 375. 000 kr. til etablering af rundkørsel,
  • at beløbene overføres fra regnskabsoverskuddet i det forventede regnskab pr. 30/9-2013

    Ole Beckmann (V) afventer stillingtagen indtil Byrådsmødet.

Beslutning

Tiltrådt.

Venstre frafaldt særindstillingen fra Økonomi- og Planudvalget.

Bilag

Resume

Ishøj Byråd besluttede i august 2013, at der skal etableres et uddannelses- og beskæftigelsesrettet tilbud for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere i alderen 18-29 år.

Der fremlægges hermed status på projektet.

Sagsfremstilling

Ishøj Byråd besluttede i august 2013, at der skal etableres et uddannelses- og beskæftigelsesrettet tilbud for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere uden uddannelse lokalt i Ishøj Kommune. Målgruppen for tilbuddet er ishøjborgere i alderen 18-29 år, som er på kontanthjælp og som har sociale og/eller psykiske problemer.

Projektet organiseres som et tværfagligt samarbejde mellem Jobcenter Vallensbæk og Borger- og Socialservice i Ishøj Kommune. Det er Borger- og Socialservice der er tovholder på projektet.

Det overordnede formål med tilbuddet er at afprøve, om en tværfaglig social, uddannelses- og beskæftigelsesrettet indsats kan hjælpe målgruppen til at blive uddannelsesparate og på sigt selvforsørgende.

Tilbuddet har fået navnet Ung På Vej og åbner primo 2014. Ung På Vej vil fysisk blive placeret i den gamle daginstitution Trækronerne - tæt på uddannelses- og fritidstilbud i Ishøj og tæt på, hvor de unge bor.

Der har været nedsat en projektgruppe med bemanding fra Jobcenter Vallensbæk og Borger- og Socialservice i Ishøj Kommune. Projektgruppen har haft til opgave at realisere projektet, herunder at beskrive, hvilke stillingsprofiler der skal bemande Ung På Vej og hvilke tilbud der skal være til målgruppen i projektet.

Der fremlægges derfor status på Ung På Vej i form af:

  • En opdateret projektbeskrivelse

  • En oversigt over, hvilke stillingsprofiler der vil være en del af bemandingen i Ung På Vej

En oversigt over den interne tilbudsvifte i Ung På Vej.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at opdateret projektbeskrivelse, stillingsprofiler samt tilbudsvifte for projekt Ung På Vej godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Borger- og Socialservice og Vallensbæk Jobcenter har udarbejdet en tilbudsvifte for målgruppen af unge kontanthjælpsmodtagere i alderen 18-29 år.

Baggrunden er budgetforliget for 2013, hvor Ishøj Byråd ønskede at sætte særlig fokus på uddannelses- og beskæftigelsesrettede tilbud til unge kontanthjælpsmodtagere.

Tibudsviften fremlægges hermed til orientering.

Derudover fremlægges forslag til oprettelse af yderligere to tilbud til målgruppen.

Sagsfremstilling

Af tilbudsviften fremgår det, hvilke uddannelses- og beskæftigelsesrettede aktiviteter, der tilbydes til målgruppen.  

Sideløbende med tilblivelsen af tilbudsviften er det blevet kortlagt, hvilke tilbud der mangler, som kan bringe de unge tættere på uddannelse og/eller beskæftigelse.

På den baggrund peges der på særligt to indsatser:

  1. Kursus i privatøkonomi for unge kontanthjælpsmodtagere, der har problemer med at håndtere privatøkonomien:
    Blandt sagsbehandlere fra både Jobcentret samt Borger- og Socialservice peges der på, at en stor del af målgruppen har behov for redskaber til at håndtere egen privatøkonomi. Mange af de unge har så alvorlige økonomiske problemer, at det reelt er en barriere ift. deres deltagelse i uddannelses- eller beskæftigelsesrettede tilbud.
    Der efterspørges derfor et tilbud, hvor de unge undervises i privatøkonomi.
  2. Etablering af mentorkorps for unge kontanthjælpsmodtagere med problemer ud over ledighed:
    Der peges på et behov for mentorstøtte/rollemodeller til unge kontanthjælpsmodtagere, der mangler positive rollemodeller hjemmefra. Der er i målgruppen en overvægt at unge med etnisk minoritetsbaggrund, der ofte "hænger" på gaderne i aftentimerne. Et frivilligt mentorkorps vil kunne tilbyde de unge positive voksenrelationer og vil samtidig kunne bistå med sparring f.eks. i forbindelse med uddannelse og beskæftigelse.

I vedhæftede idèbeskrivelse for henholdsvis økonomikursus og mentorkorps beskrives tilbuddene yderligere. Det påtænkes, at de to indsatser vil blive forankret i regi af det nye ungetilbud Ung PåVej, som åbner primo 2014 - se i øvrigt dagsordenpunkt 214.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at den vedhæftede tilbudsvifte samt forslag til nye indsatser godkendes.    

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Der er udarbejdet en kort pjece, der forklarer de nødvendige handlinger i overgrebssager. I forbindelse med Overgrebspakken er det blevet et krav, at en sådan guide skal være politisk vedtaget.

Sagsfremstilling

For at sikre den rette indsats omkring børn eller unge, der har været udsat for overgreb eller hvor der er mistanke om overgreb i form af seksuelle overgreb eller vold, er der udarbejdet en handleguide. Handleguiden skal kort og præcist guide ledere og medarbejdere i daginstitutioner, skoler mm. samt trænere og ledere i klubber, hvis der er mistanke om overgreb.

Pjecen er opbygget ud fra såvel straffelovens bestemmelser som ud fra servicelovens bestemmelser.

Pjecen er handleorienteret og kortfattet, så den til enhver tid, kan benyttes - også i en akut og presset situation.

Ved at følge handleanvisningerne kan det barn eller den unge, der er i problemer hurtigst muligt få den rette undersøgelse og støtte, og en evt. politiefterforskning kan iværksættes.

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget og Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at handleguiden offentliggøres.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Social- og Sundhedsudvalgets og Børne- og Undervisningsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Lov om social service § 19 stk.5.

Bilag

Resume

I 2012 blev samarbejdsaftalen mellem VSK og samarbejdskommunerne revideret som følge af overgang til delt modultakst fra 2013. I den forbindelse blev det besluttet af konkurrencemæssige grunde, at modultaksterne skulle svare til Københavns. Dog skulle 2013 være et overgangsår, hvor man lagde sig på Københavns 2011-priser for at udjævne indtægtsnedgangen for VSK. Med takstlighed fra 2014 blev estimeret en indtægtsnedgang for VSK på ca. 6,5 mio. kr. (se model 1 i bilaget).

Sagsfremstilling

I mellemtiden er der sket det, at København fra 1. juli 2013 har sænket deres priser.

Hvis målet om takstlighed forfølges som planlagt fra 2014, betyder det en indtægtsnedgang for VSK på ca. 9,2 mio. kr. i stedet for ca. 6,5 mio. kr. (se model 2 i bilaget).
Det vurderes af følgegruppen at være en for stor nedgang på én gang oven på et år, hvor der allerede har været en indtægtsnedgang pga. indførelse af delt modultakst og lock out’en i april måned.
Følgegruppen besluttede derfor at indlægge endnu et overgangsår, hvor taksterne i 2014 lægges op ad Københavns fra 1. januar 2013 og derved fastholder budgettet med en indtægtsnedgang på ca. 6,5 mio. kr. Fra 2015 indføres så takstligheden med København.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at orientering om udsættelse af takstlighed mellem VSK og Københavns sprogcentre til januar 2015 tages til efterretning.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Børne- og Undervisningsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Sagsfremstilling

Plan-, Bygge- og Miljøcenter har i forbindelse med udarbejdelsen af forslag til ’Lokalplan 1.69 Boligbebyggelse ved Ishøj Strandvej’ gennemført en screening af planens forventede miljøpåvirkning på omgivelserne.
 
Screeningen viser, at de anvendelses- og bebyggelsesmuligheder som planen anviser, ikke vil medføre væsentlige miljøpåvirkninger af området. Derfor udarbejdes der ikke en egentlig miljøvurdering (miljørapport) af lokalplanen.
 
Efter politisk behandling i Byrådet offentliggøres afgørelsen med en klagefrist på 4 uger. Offentliggørelsen sker samtidigt med offentliggørelsen af forslag til ’Lokalplan 1.69 Boligbebyggelse ved Ishøj Strandvej’. 

I henhold til Lov om Miljøvurdering af planer og programmer skal der gennemføres en screening af planer, som skal afdække om der skal gennemføres en egentlig miljøvurdering.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at afgørelsen om ikke at udarbejde en miljøvurdering af forslag til ’Lokalplan 1.69 Boligbebyggelse ved Ishøj Strandvej’ vedtages og offentliggøres med en klagefrist på 4 uger.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Klima- og Miljøudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse af Lov om miljøvurdering af planer og programmer,
LBK nr. 936 af 24/09/2009.

Bilag

Resume

De statslige vandplaner er sendt i høring igen frem til den 23. december 2013. Der er kun få ændringer i vandplanen for Køge Bugt siden den vandplan, som blev vedtaget i december 2011. Det vurderes derfor, at det ikke er nødvendigt på ny at fremsende bemærkninger til det aktuelle vandplanforslag for Køge Bugt.

Sagsfremstilling

Naturstyrelsen har på ny sendt de statslige vandplaner i 6 måneders offentlig høring med høringsfrist den 23. december 2013. Vandplanerne er sendt i høring igen, fordi Natur- og Miljøklagenævnet i december 2012 underkendte planerne, som følge af en administrativ høringsfejl.
 
Vandplanerne har i perioden fra den første vedtagelse i december 2011 og frem til den nuværende offentlige høring (23. juni 2013 – 23. december 2013) kun undergået meget få ændringer. Ændringerne vurderes ikke at have konsekvenser for de indsatser, som Ishøj og Vallensbæk Kommuner skal gennemføre. Ændringerne fremgår af vedlagte notat (Bilag A).
 
Det vurderes derfor, at det ikke er nødvendigt på ny at fremsende bemærkninger til det aktuelle vandplanforslag for Køge Bugt (vandplanforslag vedlagt som Bilag B). Det oprindelige vandplanforslag for Køge Bugt blev behandlet af Ishøj Kommune på Byrådsmøde d. 1. marts 2011. Efterfølgende havde kommunen et dialogmøde med Naturstyrelsen i august 2011, hvor lokale forhold omkring vand blev drøftet. Som resultat af kommunens høringssvar og dialogmødet blev vandplanen justeret efter kommunens ønsker. Vandplanforslaget blev vedtaget i december 2011.
 
Det aktuelle vandplanforslag vil efter vedtagelse være gældende frem til den 22. december 2015, hvorefter det erstattes af en ny vandplan. Frem til den 22. december 2015 skal Ishøj Kommune gennemføre en vandløbsforbedrende indsats i Store Vejleå ved udløbet fra Vallensbæk Sø. Forundersøgelser af indsatsen sker i efteråret 2013.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser for kommunen. Udgifterne til indsatsen ved udløbet fra Vallenbæk Sø afholdes af Staten. Vurderes indsatsen at være urentabel (for lidt miljø for pengene) gennemføres indsatsen ikke eller den udskydes.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at Byrådet fremsender høringssvar til Naturstyrelsen om, at Ishøj Kommune ikke har bemærkninger til Forslag til vandplan Hovedvandopland 2.4 Køge Bugt.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Klima- og Miljøudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Miljømålsloven LBK nr. 932 af 24/09/2009

Bilag

Resume

Den gennemsnitlige varmetakst stiger fra 518,30 Kr. pr. MWh (Megawatt-timer) i 2013 til 545,90 Kr. pr. MWh i 2014, en stigning på 5,3 %. Prisstigningen skyldes hovedsageligt takststigninger fra VEKS.

Sagsfremstilling

Varmeværket har i samarbejde med revisorfirmaet Beierholm udarbejdet budget med baggrund i forhandlingerne med VEKS om den nye lejeaftale. Det forventes, at lejeaftalen bliver forhandlet færdig i år.
 
Tidligere har taksterne været prissat til varmeenheden GJ, da alle målere og indberetninger har været i GJ (Gigajoule). Vi har de sidste år skulle indberette priser til Energitilsynet i forhold til varmeenheden MWh og derfor skal takstbladet indeholde MWh priser. Afregningsmålerne måler stadig i GJ, og derfor oplyses taksterne både i GJ og MWh.
 
Varmeværket har i mange år udarbejdet varmeregnskab for de enkelte ejendomme i Grundejerforeningen Tranebærhaven. Her er der hvert år blevet tillagt ledningstab fra eget fordelingsnet i grundejerforeningen. Revisorfirmaet Bieirholm har tillagt ledningstabet i den udmeldte takst, og på den måde fremkommer der to variable takster, en til centraler som det plejer at være, og en til villaer, som er taksten (inkl. ledningstab) til Grundejerforeningen Traneparken.

Økonomi

De nye varmetakster er beregnet til:

 
MWh takst
GJ Takst
Variabel takst Centraler
407,23 Kr.
115,90 Kr.
Variabel takst Villaer
498,21 Kr.
138,39 Kr.
Fast Takst
135,30 Kr.
37,28 Kr.
Spædevand
85,00 Kr.
85,00 Kr.
Administrationsbidrag Centraler pr. måler
2.000,00 Kr.
2.000,00 Kr.
Administrationsbidrag Villaer pr. måler.
300,00 Kr.
300,00 Kr.

Den gennemsnitlige varmetakst stiger fra 518,30 Kr. pr. MWh i 2013 til 545,90 Kr. pr. MWh i 2014, en stigning på 5,3 %. Prisstigningen skyldes hovedsageligt takststigninger fra VEKS.

Det betyder, at en lejlighed på 75 m2 som bruger 50 GJ har en varmeudgift på 9.478 kr. om året inkl. moms. Hvis samme bolig havde været opvarmet med gas ville den årlige pris have været 10.730 Kr.  Indberetning til Energitilsynet vil ske efter endelig godkendelse.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at nyt budget 2014 og ny takster for 2014 godkendes.

 

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Klima- og Miljøudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Sagsfremstilling

I august 2013 nedbrændte børnehuset på Bredekærgård. Der har været afholdt møde mellem frivillige brugere, Ishøj Naturskole og Kultur og Fritidscentret for at undersøge behovet for et nyt hus, hvordan et nyt hus kan være med til at løfte visionen for Bredekærgård og hvilke ønsker, der er til et nyt hus. Med så mange forskellige brugere er det vigtigt, at der igangsættes en proces, hvor der tages højde for den mangeartede brugerflade og hvor alle parter får mulighed for at blive hørt. Derfor forslås det, at der nedsættes en arbejdsgruppe for projektet. 

Indstilling

Kultur- og Integrationsudvalget indstiller, at der nedsættes en arbejdsgruppe med brugerrepræsentation til udarbejdelse af forslag til nyt projekt. Forslaget finansieres over Bredekærgårds midler til publikumsfornyelse i 2014.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Kultur- og Integrationsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Kultur og Fritidscentret fremlægger forslag af 7. oktober 2013 til revision af tilskudsreglerne på undervisningsområdet.
Foruden redaktionelle ændringer, er hovedpunkterne i revisionen:

  • Henvisning i formålsparagraffen til Folkeoplysningspolitikken og andre relevante politikker.

  • Tilskud til kontanthjælpsmodtager og studerende på lige fod med pensionister og arbejdsledige.

Sagsfremstilling

Arbejdsgruppen der er nedsat til revision af tilskudsreglerne har den 10. oktober behandlet forslaget. På mødet blev et samlet forslag fra AOF, FOF og Ishøj Oplysnings Forbund til revision af tilskudsreglerne gennemgået og drøftet. Arbejdsgruppen besluttede at indarbejde ønsket om tilskud til kontanthjælpsmodtager og studerende på lige fod med pensionister og arbejdsledige.

I forslaget var også et ønske om nedsættelse af ”Voksenundervisningens Samråd i Ishøj”. Arbejdsgruppen bifalder idéen, og Kultur og Fritidscentret vil indkalde skolerne til møde med henblik på dannelse af samrådet herunder afklaring af kompetencer m.m.

Arbejdsgruppen anbefaler, at forslag til revision af retningslinjerne på undervisningsområdet godkendes. Forslag af 7. oktober 2013 til revision af tilskudsregler på undervisningsområdet vedhæftes.

Indstilling

Folkeoplysningsudvalget indstiller, at forslag af 7. oktober 2013 til revision af tilskudsregler på undervisningsområdet godkendes.

Kultur- og Integrationsudvalget indstiller, at Folkeoplysningsudvalgets indstilling følges.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Kultur- og Integrationsudvalgets indstilling følge.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Kultur og Fritidscentret fremlægger forslag af 7. oktober 2013 til revision af tilskudsreglerne på foreningsområdet.

Sagsfremstilling

Ud over redaktionelle ændringer, er hovedpunkterne i revisionen:

  • Henvisning i formålsparagraffen til Folkeoplysningspolitikken og andre relevante politikker.

  • Tilføjelse af lovregler om indhentelse af børneattester ved tilskud og lån af lokaler.

  • Forhøjelse af formuegrænsen i forbindelse med ansøgning om ekstraordinære tilskud.

  • Ændring af reglerne og den administrative praksis for tilskud til venskabsbysamarbejde.

  • Tilføjelse af en ”Eliteidrætspulje” – tilskud til elite aktiviteter.

Regulering af tilskud i henhold til det årlige budget Arbejdsgruppen der er nedsat til revision af tilskudsreglerne har den 10. oktober behandlet forslaget og anbefaler, at de revidere retningslinjer godkendes med virkning fra 1. januar 2014. Forslag af 7. oktober 2013 til revision af tilskudsregler på foreningsområdet vedhæftes.

Folkeoplysningsudvalget indstiller at forslag af 7. oktober 2013 til revision af tilskudsregler på foreningsområdet godkendes.

Indstilling

Kultur- og Integrationsudvalget indstiller, at Folkeoplysningsudvalgets indstilling følges.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Kultur- og Integrationsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Sagsfremstilling

Hermed fremlægges Ishøj Kommunes første høringssvar til udkast til oplæg til forhandling vedr. Sundhedsaftale 2015-2018.

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget indstiller, at høringssvar vedr. oplæg om Sundhedsaftale 2015-2018 godkendes.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Social- og Sundhedsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Der er udarbejdet forslag til lokalplan 1.69 Boligbebyggelse ved Ishøj Strandvej Ishøj i ”det lille erhvervsområde”.

Sagsfremstilling

Lokalplanen giver mulighed for at anvende området til terrasseret boligbebyggelse i 2 til 3 etager.

Der kan opføres 3.300 m2 etageareal svarende til ca. 30-35 boliger.

Bebyggelsen består af rækkehuse med tilhørende haveareal, fælles grønt opholdsareal og legeområde samt mulighed for tagterrasser.

Der er i planen givet mulighed for at montere solfangere og solceller på bebyggelsens tagflade samt stillet krav om grøn beplantning på tagfladen. Der stilles i lokalplanen også krav om, at bebyggelsen skal tilsluttes kollektiv varmeforsyning.

Efter politisk behandling i byrådet sendes forslaget i offentlig høring i minimum 8 uger samtidig med afgørelsen om ikke at foretage en egentlig miljøvurdering af planen.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at forslag til "Lokalplan 1.69 Terrasseret boligbebyggelse ved Ishøj Strandvej/Fasanskellet" godkendes og sendes i offentlig høring i perioden 5. december 2013 til 30. januar 2014. Det skal præciseres, at boligerne udføres i max. 2 etager.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Teknik- og Bygningsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Netto, beliggende Ved Stationen, søger om dispensation fra lokalplanen, til at anvende forpladsen til oplag af varer samt dispensation til at bibeholde 4 klaprammeskilte placeret på bygningens facader (Oversigtskort bilag B).

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune har den 30. september 2013 modtaget en ansøgning fra Netto, som søger dispensation fra lokalplan 1.60, til at anvende forpladsen til oplag af blomster og grønt, samt varestand ved butikkens indgang. Desuden ansøges der om en dispensation til at bibeholde 4 klaprammeskilte placeret på bygningens facader.

Netto ønsker at opstille 2 stk. grøntudstillingsstativer på pladsen foran butikken. Stativerne har dimensionerne højde 2,05m, bredde 1,30m og en dybde på 1,38m. (Bilag C)

På bygningens facader er der opsat 4 klaprammeskilte, som de ønsker at bibeholde. På disse klaprammeskilte skal den daglige tilbudsreklame opsættes. Klaprammeskiltene har dimensionerne: Højde 1,232m og en bredde på 0,884m. (Bilag D)

Ved indgangen til Netto, bag ved søjlen, ønskes der en varestand, hvor de daglige tilbudsvarer skal udstilles. Varestanden vil ikke spærre for adgang til butikken. (Bilag C)

Såfremt der meddeles en tilladelse til oplag på udpeget areal jf. bilag C til et mindre oplag med blomster, grønt og sæsonbetonede varer forudsættes det, at gangarealer friholdes og at pladsen og oplaget holdes i ryddelig og ordentlig stand.

Der er foretaget høring i lokalplanområdet og der er kommet indsigelser fra Chancen Holding ApS samt Cafe Station, som er imod en tilladelse for yderligere reklameskiltning samt oplag af varer.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at der meddeles dispensation til, at der langs facaden til højre for indgangen kan opstilles et mindre oplag af sæsonvarer på betingelse af, at gangarealer friholdes, og at pladsen og oplaget holdes i ryddelig og ordentlig stand, at oplag kun må ske på de anviste stativer og at alt oplag er fjernet udenfor butikkens åbningstid, at give tilladelse til opsætning af 4 klaprammeskilte, som ansøgt. Seyit Ozkan (A) ønsker at imødekomme ansøgningen.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Teknik- og Bygningsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt. 

Seyit A. Özkan (A) frafaldt særindstillingen fra Teknik- og Bygningsudvalget.

Lovgrundlag

Området er omfattet af lokalplan 1.60 for Ishøj Stationsforplads.

Af lokalplanens paragraffer fremgår følgende:
§10.1. Skiltning og reklamering skal ske i henhold til bilag 6. Øvrig skiltning må kun ske efter aftale med Ishøj  Kommune.
§10.2. Der må ud over § 10.1 ikke uden kommunens tilladelse ske større tilklæbning eller afblænding af glasfacader og døre i stueetagen end 15 % af det enkelte vinduesparti.
§11.3. Udendørs oplag må ikke finde sted.

Bilag

Resume

Der er udarbejdet forslag til lokalplan 1.67 for ARKEN – Kunstens Ø samt kommuneplantillæg nr. 4. 

Sagsfremstilling

Lokalplanen giver mulighed for at realisere den oprindelige vision for kunstmuseet ARKEN som ”det tilsandede kunstskib” ved at muliggøre anlæggelse af en lagune rundt om museet.

Lokalplanforslaget fastsætter nye bestemmelser for landskabets udformning, herunder beplantning, broer, parkering og belysning. Bebyggelsesprocenten øges fra 16 - 20, men byggefeltet reduceres således, at ARKEN kun kan udvides indenfor eksisterende fodaftryk. Den tilladte højde på 18½ m og museets udseende fastholdes indenfor de hidtidige lokalbestemmelser. Området fastholdes som rekreativt grønt område, parkering og museum. Indsigelser samt administrationens bemærkninger og forslag til ændringer til lokalplanen fremgår af bilag A.

Lokalplanforslaget har været i offentlig høring fra den 28. juni til den 23. august 2013, og der er i perioden indkommet 1 indsigelse fra Arken samt en orientering fra DongEnergy vedr. en eksisterende transformatorstation.

Der er ikke kommet indsigelser til kommuneplantillægget.

Der er blevet udarbejdet en samlet miljørapport, med vurdering af projektets miljømæssige konsekvenser samt en vurdering af planernes væsentlige indvirkninger på miljøet. Denne miljørapport er en kombineret VVM-redegørelse for projektet og en miljøvurdering af lokalplanforslag og forslag til kommuneplantillæg. Miljørapporten har været i offentlig høring sideløbende med lokalplanen. Kommunens administration meddeler, at der  i perioden ikke er modtaget indsigelser.

ARKEN har behov for flere midler til at realisere projektet end den støtte, der er givet som fondsdonation. Det er aftalt i projektets styregruppe at søge at få gennemført projektet ved at  fonden og kommunen ansøges om flere penge. ARKEN har derfor ansøgt kommunen om at være behjælpelig med at dække  omkostningerne til udarbejdelse af VVM redegørelse og lokalplan for projekt Kunstens Ø. Udarbejdelsen af VVM og lokalplan er en myndighedsopgave, men det var som udgangspunkt aftalt, at ARKEN ville afholde omkostningerne for at fremme sagen. Konkret er kommunen i et brev fra ARKENs direktør blevet anmodet om at støtte projektet med  912.545 kr., svarende til udgifter til VVM-redegørelse og lokalplan. Hvis dette beløb gives som tilskud til Arken, vil beløbet kunne fratrækkes moms, så udgiften for kommunen netto svarer til 730.036 kr.  

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at forslag til Lokalplan tilrettes med de i bilaget angivne ændringer, og at Kommuneplantillæg nr. 4 vedtages. 

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Teknik- og Miljøudvalgets indstilling følges, og at der i 2013 gives ARKEN et tilskud på 912.545 kr. (netto ekskl. moms 730.036 kr.) til dækning af udgifter til VVM redegørelse og lokalplan.

Ole Bjørstorp (A) erklærede sig inhabil. 

Beslutning

Tiltrådt.

Ole Bjørstorp (A) erklærede sig inhabil. 

Bilag

Beslutning

Tiltrådt.

Sagsfremstilling

Kommunens revision Deloitte har den 31. oktober 2013 fremsendt beretning vedrørende beholdningseftersyn ved hovedkassen den 9. september 2013.

Beretningen er i henhold til styrelseslovens 7 dages frist udsendt til Byrådet og vil efter den politiske behandling sammen med besvarelsen blive sendt til tilsynsmyndighederne.

I beretningen har revisionen anført 1 bemærkning.

Administrationens besvarelse af bemærkningen fremlægges.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at beretningen og administrationens forslag til besvarelse godkendes.

Beslutning

Til efterretning.

Bilag

Resume

Jobcenter Vallensbæk fremlægger halvårligt status på ledighedsydelse for fleksjobvisiterede ishøjborgere - se vedlagte notat.

I status fra oktober 2013 fremgår det, hvor mange borgere der er på ledighedsydelse og hvor mange borgere, der har været på ledighedsydelse i mere end 18 måneder.

Sagsfremstilling

Ledighedsydelse udbetales til fleksjobvisiterede borgere, der ikke er i et fleksjob. Efter 18 måneder på ledighedsydelse bortfalder den statslige refusion på ledighedsydelsen, og kommunen afholder derefter den fulde udgift til ydelsen.
 
Der er derfor stor opmærksomhed på indsatsen for at få fleksjobvisiterede borgere i fleksjob. Jobcenter Vallensbæk udarbejder halvårligt status på ledighedsydelse for Ishøjborgere i fleksjob og giver samtidig en status på de borgere, der har været på ledighedsydelse i mere end 18 måneder.
Af seneste status fra oktober 2013 fremgår det, at antallet at borgere i fleksjob er stabilt. I 4. kvartal 2012 var 106 i fleksjob og i 2. kvartal 2013 var tallet 109. Antallet på ledighedsydelse er steget med 17 personer fra 3. kvartal 2012 til 2013. I 3. kvartal 2013 er tallet 54.

Antallet af borgere, som ikke har fundet et fleksjob inden for 18 måneder, er p.t. 15. Det er 1 mere end ved forrige afrapportering i maj 2013. I forhold til sidste liste er 5 borgere kommet i job.

Af vedhæftede notat fremgår status på ledighedsydelse pr. 30. oktober 2013.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at notat om ledighedsydelse tages til efterretning.

Beslutning

Til efterretning.

Bilag

Sagsfremstilling

Hermed fremlægges forslag til ferieplan for skoleåret 2014/2015, 2015/2016 og 2016/2017.

Ferieplanen har været til udtalelse i skolebestyrelserne i perioden fra 10. oktober til 7. november 2013. Der er indkommet tre udtalelser, som er vedhæftet dagsordenen. Strandgårdskolen har fået udsættelse til den 11. november 2013.

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at ferieplanerne for skoleårene 2014/2015, 2015/2016 og 2016/2017 tages til efterretning.

Beslutning

Til efterretning.

Bilag