Referat
Ishøj Byråd tirsdag den 5. december 2023 kl. 17.00

Rådhuset, Byrådssalen, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj - det åbne møde begynder kl. 19.00

Sagsfremstilling

Social- og Boligministeriet har pr. 1. december 2023 offentliggjort de seneste lister over 1) udsatte boligområder, 2) parallelsamfund, 3) omdannelsesområder samt 4) forebyggelsesområder. For Ishøj Kommune betyder det, at Vejleåparken er kommet på listen over udsatte boligområder og parallelsamfund, mens Vildtbanegård I og II er kommet på listen over forebyggelsesområder.


Baggrund

Siden 2010 har skiftende regeringer offentliggjort en årlig rapportering af parallelsamfund i Danmark, hvor specifikke boligområder udpeges på baggrund af en række kriterier. I 2018 kom to nye lister til samlingen - 'udsatte boligområder' samt 'omdannelsesområder'.


19 boligområder er i år udpeget som udsatte boligområder. Her er 7 områder alene udpeget som 'udsatte boligområder', mens 12 boligområder er udpeget som 'parallelsamfund' og/eller 'omdannelsesområder'. Vejleåparken er både udpeget som et 'udsat boligområde' og 'parallelsamfund', men er ikke udpeget som et 'omdannelsesområde'. Her skal et boligområde udnævnes som parallelsamfund 5 år i træk. Vejleåparken er ny på listen over parallelsamfund.


I 2021 blev rapporteringerne udvidet med en liste over 'forebyggelsesområder'. Listen omfatter almene boligområder, som ikke er på udsatte- og/eller parallelsamfundslisten. I alt er der udpeget 56 forebyggelsesområder i 2023. Her er Vildtbanegård I + II udpeget som to nye områder.


Årsag

Vejleåparken er kommet på parallelsamfundslisten pga. en stigning i antal dømte beboer. Grænseværdien er sat lavere i år på baggrund af landsgennemsnittet, som er faldet. Desuden opfylder Vejleåparken ikke kriterierne for andelen af ikke-vestlige indvandrere og andelen af beboere med kun grunddannelse. Selvom Vejleåparken ikke lever op til kriteriet for andelen af beboere med kun grunduddannelse, er uddannelsesniveauet blandt beboerne steget siden sidste opgørelse. Indkomsten i boligområdet er steget, og ledigheden er faldet. Andelen af ikke vestlige-indvandrere er uændret.


Vildtbanegård I + II er kommet på listen over forebyggelsesområder af samme årsag - dvs. stigningen i antal dømte beboere. Ledigheden er faldet, uddannelses- og indkomstniveauet er marginalt forbedret siden sidste opgørelse og andelen er ikke-vestlige indvandrere er stort set uændret, hvilket tilsvarer udviklingen i Vejleåparken.


Videre forløb

Ishøj Kommune og boligforeningerne fortsætter det gode samarbejde om at fastholde den positive udvikling i boligområderne hvad angår ledighed, uddannelse og indkomst.


Administrationen vil i den nærmeste tid invitere de berørte boligorganisationer til møde med henblik på at drøfte, hvordan boliganvisningen kan organiseres på en måde, som reducerer kriminaliteten i boligområderne. Administrationen vil yderligere indgå i dialog med Danmarks Almene Boliger (BL) for at indhente erfaringer fra andre kommuner.


Borgmesteren udarbejder et kritisk brev til boligministeren med henblik på at belyse det uhensigtsmæssige i de statslige kriterier (stigmatisering, kontraproduktivitet m.m.).


Lovgrundlag

Almenboliglovens § 61 a, b.

Økonomi

-

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning

at borgmesteren udarbejder et kritisk brev til boligminister, Pernille Rosenkrantz Theil, med vægt på kriteriernes uhensigtsmæssighed og kontraproduktivitet for kommuner og boligforeninger.


Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Byrådet.


Beslutningstema

Ishøj Kommune har fået 3 boligområder på Social- og Boligministeriets lister over udsatte boligområder, parallelsamfund og forebyggelsesområder.


Bilag