Referat
Ishøj Byråd tirsdag den 7. april 2015 kl. 17.00
Rådhuset, Byrådssalen, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj
Beslutning
Der blev stillet spørgsmål om, hvornår hullerne i skolestien ved Vejlebroskolen udbedres.
Borgmesteren oplyste, at der er bestilt en entreprenør til at udbedre skaderne i denne måned.
Sagsfremstilling
Byrådsmedlem Bilal Inekci (F) meddeler i mail af 23. marts 2015, at han ønsker at udtræde af Byrådet med udgangen af april måned 2015.
Bilal Inekci ønsker at prioritere næste Folketingsvalg og stiller op som kandidat for SF.
1. suppleant Volkan Turan har meddelt, at han er villig til at indtræde.
Volkan indtræder som:
Medlem af Kultur- og Fritidsudvalg.
Personlig suppleant i Handicaprådet (for Ole Wedel –Brandt).
Volkan er i forvejen udpeget som medlem af Grundlisteudvalget.
Det indstilles, at Bilal Inekci udtræder, og Volkan Turan indkaldes for den resterende del af valgperioden til og med den 31. december 2017.
Beslutning
Tiltrådt.
Bilag
Resume
Regnskabet for regnskabsåret 2014, der balancerer med godt 2,360 mia.kr. i hovedoversigten, fremlægges (ikke vedhæftet elektronisk). Det korrigerede budget er på 2,420 mia kr.. Af mindreforbruget videreføres 15. mio.kr. som driftsudgifter, og 36,4 mio. kr. som anlægsudgifter jfr. sag 62 og 63.
Sagsfremstilling
I henhold til bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision mv. afgiver revisionen inden 15. juni 2014 beretning om revision af årsregnskabet. Direktionscenter-Økonomi vil herefter fremlægge beretningen, så den kan blive behandlet før sommerferien.
Anlægsregnskaber
I henhold til Økonomiregulativet skal der forelægges særskilte anlægsregnskaber for anlægsprojekter, hvis bruttoudgifter eller bruttoindtægter beløber sig til 2 mio. kr. eller mere. Anlægsregnskaber for de i 2014 afsluttede anlægsprojekter fremlægges.
Indstilling
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at regnskabet for 2014 overdrages til revisionen og senere fremlægges til godkendelse sammen med revisionsberetningen, og at de fremlagte anlægsregnskaber godkendes.
Beslutning
Tiltrådt.
Bilag
Sagsfremstilling
For at opnå en mere hensigtsmæssig udnyttelse og disponering af midlerne på driftsbudgettet er der adgang til at spare op til konkrete anskaffelser og aktiviteter i det efterfølgende år. Tilsvarende kan merforbrug reducere næste års driftsbudget.
Fagcentrene har gennemgået og kvalitetssikret ansøgningerne om videreførsler fra 2014 til 2015, der herefter udgør samlet 15,0 mio.kr.
Der fremlægges oversigt over ansøgningerne.
Indstilling
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at driftsvidereførslerne fra 2014 til 2015 godkendes.
Beslutning
Tiltrådt.
Bilag
Sagsfremstilling
Anlægsprojekter løber ofte over flere år og det er derfor nødvendigt at videreføre uforbrugte anlægsbevillinger til efterfølgende år.
Ultimo regnskabsåret 2014 er der opgjort uforbrugte anlægsudgiftsbevillinger på 45,3 mio.kr. og uforbrugte anlægsindtægtsbevillinger på 8,9 mio.kr.
Der fremlægges oversigt over anlægsprojekterne.
Indstilling
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at der videreføres anlægsbevillinger for netto 36,4 mio.kr.
Beslutning
Tiltrådt.
Bilag
Sagsfremstilling
Orientering om administrativ budgetopfølgning pr. 31. januar 2015.
Der er foretaget en administrativ budgetopfølgning pr. 31. januar 2015. Der er tale om en tidlig opfølgning med henblik på at vurdere om forudsætningerne i budgettet passer med de faktiske forhold.
Samlet set tegner der sig et forventet merforbrug på 8,8 mio.kr., heraf 7,0 mio.kr. indenfor serviceudgiftsrammen. Den væsentligste årsag kan henføres til, at der på børneområdet under Familiecentret skønnes merudgifter på op til 7,5 mio.kr.
I vedlagte bilagsmateriale, der udsendes til udvalgene med henblik på at orientere om resultatet af opfølgningen, er der redegjort for den administrative budgetopfølgning.
I notatet af 4. marts 2015 er der særskilt redegjort for udfordringerne på Familiecentrets område samt angivet forslag til mulig finansiering.
Det bemærkes, at der på nuværende tidspunkt kun fremsættes sag om ansøgning om tillægsbevilling til de forventede merudgifter på Familiecentrets område.
Indstilling
Økonomi- og Planudvalget tager orienteringen om den administrative budgetopfølgning pr. 31. januar 2015 til efterretning. Der gives en tillægsbevilling på kr. 2.800.000 til de forventede merudgifter på Familiecentrets område, som indstillet af Social- og Sundhedsudvalget.
Beslutning
Tiltrådt.
Bilag
Sagsfremstilling
Som følge af de nye overenskomstforlig forventer KL (Kommunernes Landsforening) nu, at lønstigningerne fra 2014 til 2015 bliver på 1,38 % mod tidligere forventet 2,00 %. I kommunens budget for 2015 er indregnet en stigning på 2,00 % fra 2014 til 2015.
Det betyder, at alle lønkonti i 2015 bør reduceres med ca. 0,61 % af det oprindeligt budgetlagte svarende til ca. 4,9 mio. kr.
Efter sædvanlig praksis betyder en lavere lønudvikling også lavere udgiftsrammer og dermed lavere bloktilskud. For kommunerne under et betyder lønreduktionen ca. 1,0 mia. kr. og KL forventer, at dette udvidede råderum modregnes i midtvejsreguleringen af bloktilskuddet for 2015. Ishøj Kommunes andel af et bloktilskud på 1,0 mia. kr. svarer til ca. 3,9 mio. kr., hvorfor det anbefales, at det budgetlagte bloktilskud nedskrives tilsvarende.
Forskellen på 1,0 mio. kr. tilføres kassebeholdningen, blandt andet til at imødegå eventuelle manglende afledte indtægter som følge af de lavere lønomkostninger.
Konsekvenserne for 2016 og frem indarbejdes i budgetforslaget for 2016 - 2019.
Indstilling
Økonomi- og Planudvalget indstiller,
at lønbudgetterne i 2015 reduceres med 0,61 % svarende til 4,9 mio. kr.
at bloktilskuddet i 2015 reduceres med 3,9 mio. kr.
at forskellen på 1,0 mio. kr. tilføres kassebeholdningen.
Beslutning
Tiltrådt.
Bilag
Sagsfremstilling
Budgetarbejdet for 2016-2019 er i planlægningsfasen. Proceduresagen angiver de administrative regler, hvorefter administrationen skal udarbejde budgetforslaget til 1. behandling.
I forbindelse med budgetvedtagelsen i oktober 2014 var der en kendt ubalance (forbrug af kassen) på 12,8 mio. kr. i 2016. Til at dække denne ubalance og til at imødegå øvrige økonomiske udfordringer, udarbejder administrationen et inspirationskatalog på 20 mio. kr.
1. behandling af budgetforslaget sker på Økonomi- og Planudvalgets møde den 24. august 2015 og ekstraordinært Byrådsmøde samme dag. Forslag til regler for budgetlægningen fremgår af bilag 1 og den politiske tidsplan af bilag 2.
Indstilling
Økonomi- og Planudvalget indstiller,
- at budgetforslaget for 2016 og budgetoverslagsårene 2017-2019 udarbejdes efter reglerne i bilag 1, og at eventuelle afvigelser herfra beskrives særskilt i budgetforslaget.
- at 1. behandling af budgetforslaget sker på et ekstraordinært Byrådsmøde den 24. august 2015.
- at 2. behandling (budgetvedtagelsen) sker på Byrådsmødet den 6. oktober 2015.
- at ændringsforslag fra byrådets medlemmer skal fremsendes senest den 25. september 2015.
Beslutning
Tiltrådt.
Bilag
Resume
På baggrund af konklusion fra arbejdsgruppe (med deltagelse af Direktionscenter Økonomi og Borger og Socialservice) nedsat i 2014, foreslås det, at kontrolenheden fremadrettet placeres i Borgerservice. I den forbindelse anses det som hensigtsmæssigt, at kontrolenheden udvides med en ekstra medarbejder, netop for at optimere kontrolindsatsen i kommunen.
Sagsfremstilling
I 2014 blev nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse fra Direktionscenter Økonomi samt Borger og Socialservice med henblik på at beskrive kontrolarbejdet herunder fordele og ulemper ved organisering og ressourcebehov. På baggrund af dette arbejde foreslås det, at kontrolenheden fremadrettet placeres i Borgerservice. Hermed er kontrolarbejdet tæt knyttet til de funktioner, som Borgerservice varetager fx. ydelse og flytning, ligesom det er muligt at integrere kontrolarbejdet i Borgerservice. Dette med et forebyggende sigte.
Endvidere viser erfaringer, at såfremt kontrolarbejdet skal optimeres på flere fronter, er det ikke tilstrækkeligt med kun en medarbejder. Det foreslås derfor, at kontrolenheden udvides med en ekstra medarbejder.
Organisering
Da Ishøj Kommunes tidligere kontrolarbejder er fratrådt sin stilling ultimo 2014, ansættes en ny medarbejder pr. 1. maj. 2015.
Kontrolenheden bliver fremadrettet placeret i Borgerservice med direkte reference til afdelingslederen i Borgerservice.
Kontrolarbejdet vil indeholde følgende funktioner:
- Implementering af kontrolfunktioner i arbejdet hos Borgerservice, hvormed der blandt alle medarbejdere skabes øget fokus på socialt bedrageri.
- Kontrol af adresse- og samlivsforhold, dobbelte indkomster, udførelse af sort arbejde m.m.
- Sikring af det økonomiske og statistiske materiale på området.
- Sagsbehandling af anmeldelser/henvendelser omhandlende socialt bedrageri.
Baggrunden for ønske om opnormering
Ud over, at kontrolarbejdet bliver mere stabilt, vil en ekstra medarbejder kunne bidrage med:
- Kontinuerligt kontrolarbejde trods fravær
- Varetagelse af det brede sigte på øvrige borgerserviceområder for at optimere kontrolarbejdet og forebygge socialt bedrageri
- Aftale samtaler med borgere uden fast bopæl
- Kontrollere antallet af beboere i en lejlighed
- Udarbejdelser af opgørelser af tilbagebetalingskrav.
Indstilling
Økonomi- og Planudvalget godkender, at kontrolenheden udvides med en ekstra medarbejder, og at finansieringen anvises på kontanthjælps- og sygedagpengeområdet fra 1. august 2015 og i overslagsårene
Beslutning
Tiltrådt.
Økonomi
Ansættelse af ekstra medarbejder i kontrolenheden forventes at kunne finansieres gennem sikring af krav om tilbagebetaling samt ved at stoppe sager i tide primært i henhold til kontanthjælp og sygedagpenge. Hermed udbetaler kommunen ikke uberettiget ydelser.
Ansættelsen vil være udgiftsneutral, idet det bemærkes, at lønudgiften vil være inden for servicerammen, mens besparelsen er uden for servicerammen.
Bilag
Resume
Der er afsat 1,2 mio. til Ishøjs nye iværksætterhus. Disse midler bedes frigivet.
Sagsfremstilling
Ishøjs iværksætterhus skal skabe et iværksættermiljø i Ishøj. Ishøj Byråd har 4. november 2014 afsat 1,2 mio. til dette. Den nye iværksætterkonsulent er ansat, og der arbejdes med indretning i den gamle borgerservice-butik. Der er derfor nu løbende udgifter til møbler, løn og drift.
Indstilling
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at midlerne frigives.
Beslutning
Tiltrådt.
Økonomi
Der er afsat årligt 1,2 mio.
Resume
KKR Hovedstaden godkendte på møde d. 23. februar 2015 pejlemærker og forslag til anbefalinger for tværkommunale samarbejder på beskæftigelsesområdet.
De politiske pejlemærker samt anbefalinger sendes til godkendelse hos Ishøj Byråd
Sagsfremstilling
I forbindelse med Beskæftigelsesreformen placeres ansvaret for det tværkommunale samarbejde i regi af KKR.
Pejlemærker
Der er således udarbejdet følgende politiske pejlemærker for kommunernes arbejde i RAR (Regionale Arbejdsmarkedsråd):
- Beskæftigelsespolitikken som drivkraft for vækst.
- Understøtte et velfungerende arbejdsmarked.
- Understøtte at unge kommer i uddannelse og job.
- Skabe gode betingelser for opkvalificering af den ledige arbejdskraft.
- Understøtte en effektiv indsats, der virker.
- Sikre samarbejde på tværs af kommuner.
Anbefalinger
Endvidere er der udarbejdet en række anbefalinger til fokusområder for det tværkommunale samarbejde. Anbefalingerne der er delt op mellem "skal" og "kan" vedhæftes. Kommunerne forpligter sig, ved tilslutning, til i 2015 at følge "skal"-anbefalingerne. De øvrige anbefalinger ("kan") er frivillige for kommunerne at følge. Fokusområderne er:
- Virksomhedsrettede indsatser
- Borgerrettede indsatser
- Opkvalificering af medarbejdere
- Dokumentation af effekt af indsatsen.
Bilag om tværkommunale samarbejder på beskæftigelsesområdet er vedhæftet.
Indstilling
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at pejlemærker og anbefalinger for tværkommunale samarbejder på beskæftigelsesområdet godkendes.
Beslutning
Tiltrådt.
Bilag
Resume
Godkendelse af Ishøj Forsynings regnskaber for 2014 samt afholdelse af generalforsamling
Sagsfremstilling
Årsrapport 2014 vedrørende Ishøj Forsyning
Der har den 19. marts 2015 været afholdt bestyrelsesmøde i Ishøj Forsyning Holding A/S, Ishøj Vand A/S, Ishøj Spildevand A/S og Ishøj Serviceselskab ApS, hvor årsrapporterne blev fremlagt og godkendt. De af revisionsfirmaet Deloitte udarbejdede årsrapporter vedlægges (Bilag 1.A,1.B,1.C,1.D). Samlet notat vedr. årsrapporterne vedlægges som Bilag 4.A
Kommunen er eneaktionær i Ishøj Forsyning Holding A/S. Kommunen kan som eneaktionær kun tale med én stemme på generalforsamlingen.
Generalforsamlingen i Ishøj Forsyning Holding A/S og datterselskaberne afholdes i forlængelse af Byrådsmødet den 7. april 2015. Udkast til dagsordener i henhold til vedtægterne vedlægges i (Bilag 2.A).
Der fremlægges udkast til protokollater vedrørende afholdelse af generalforsamlinger i Ishøj Forsyning Holding A/S samt datterselskaberne, Ishøj vand, Ishøj Spildevand og Ishøj Serviceselskab (Bilag 3.A, 3.B, 3.C, 3.D).
En samlet oversigt over selskaberne (Bilag 4.A) vedlægges.
Indstilling
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at årsrapport og vedtægtsændringer for Ishøj Forsyning Holdning A/S samt datterselskaber tages til efterretning og at Byrådet bemyndiger borgmester Ole Bjørstorp og kommunaldirektør Anders Hvid Jensen til at repræsentere Ishøj Kommune på generalforsamlingen.
Beslutning
Tiltrådt.
Ebbe Rosenberg (A) deltog ikke i behandlingen af sag 70, pga. inhabilitet.
Bilag
Resume
Kommunen skal godkende vandtakster og låneoptagelse i Ishøj Forsyning (Ishøj Vand A/S og Ishøj Spildevand A/S). I den forbindelse opstiller Forsyningssekretariatet et prisloft der fastsætter rammerne for låneoptagelsen, så selskaberne balancerer efter "hvile i sig selv princippet".
Sagsfremstilling
Ishøj Forsyning fik godkendt taksterne for 2014 af Ishøj Byråd den 7. januar 2014. Ved takstgodkendelsen blev lånerammen for anlægslån ikke godkendt. Lånerammen skal benyttes til gennemførsel af flerårige anlægsinvesteringer i Ishøj Vand og Spildevand. Anlæggene omfatter blandt andet kloakering i strandområdet, TV-inspektion og ledningsrenoveringer samt vurdering af mulige klimatilpasninger i Ishøj Landsby.
Lånerammen skal udnyttes inden 15. april 2015, hvorefter den bortfalder. Lånerammen ydes som et byggelån der efterfølgende konverteres til et anlægslån i de enkelte selskaber. De enkelte anlægslåns størrelse fastsættes i samarbejde med Deloitte ud fra et reguleringsregnskab.
Jvf. vedlagte uddrag af referat fra Ishøj Forsynings bestyrelse, har bestyrelsen her godkendt en ramme på 5 mio. for Ishøj Vand og 15 mio. til Ishøj Spildevand. Lånerammerne ligger udover de allerede vedtagne byggekreditter, der blev vedtaget i forbindelse med taksterne for 2015.
Indstilling
Klima- og Miljøudvalget indstiller, at godkende Kommunal garantistillelse for byggelån til Ishøj Vand på 5 mio. kr. og Ishøj Spildevand på 15 mio. kr.
Der betales en provision til Ishøj Kommune på 1% fra Ishøj Forsyning ved byggelånets optagelse.
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Klima- og Miljøudvalgets indstilling følges.
Beslutning
Tiltrådt.
Ebbe Rosenberg (A) deltog ikke i behandlingen af sag 71, pga. inhabilitet.
Bilag
Resume
Statens vandplan for Køge Bugt udkom den 30. oktober 2014. I følge miljømålsloven skal Ishøj og Vallensbæk Kommuner senest et ½ år efter offentliggørelsen vedtage et forslag til kommunal vandhandleplan.
Sagsfremstilling
Forslaget skal sendes i minimum 8 ugers offentlig høring. Planen skal endelig politisk vedtages senest 1 år efter offentliggørelsen af statens vandplan, dvs. senest den 30. oktober 2015.
Statens vandplan og den kommunale vandhandleplan vil da være gældende indtil den 22. december 2015, hvorefter de afløses af næste generation vandplan (vandområdeplanen). Statens vandplan for perioden frem til december 2015 indeholder ingen konkrete vandmiljøindsatser for Ishøj og Vallensbæk kommuner.
Vandplanen har været forelagt i tidligere versioner over en periode på ca. 5 år. Vandplanen skulle oprindelig være udkommet den 22. december 2009.
Ifølge miljømålslovens kap. 11 skal de statslige vandplaner følges op af kommunale vandhandleplaner, og disse skal beskrive, hvordan kommunen vil gennemføre den indsats, som fremgår af de statslige vandplaner.
Ishøj og Vallensbæk Kommuner har jf. det forpligtende samarbejde på natur- og miljøområdet, udarbejdet et samlet forslag til vandhandleplan for de to kommuner.
I planperioden frem mod den 22. december 2015 skal der ifølge den statslige vandplan for Køge Bugt ikke gennemføres konkrete indsatser i Ishøj og Vallensbæk Kommuner.
Indstilling
Klima- og Miljøudvalget indstiller, at Byrådet sender forslag til vandhandleplan for Ishøj og Vallensbæk kommuner i 8 ugers offentlig høring. Høringsperioden begynder umiddelbart efter at sagen har været forelagt Vallensbæk kommunalbestyrelse den 29. april 2015.
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Klima- og Miljøudvalgets indstilling følges.
Beslutning
Tiltrådt.
Lovgrundlag
Miljømålsloven (lov bek. nr. 932 af 24/09/2009) kapitel 11
Bilag
Resume
Klimasikring af St. Vejle Å-oplandet kræver, at Ishøj Kommune indgår en aftale med Kloaksammenslutningen Vallensbæk Mose om etablering af nødpumpe ved Ishøj Havn som medfinansieringsprojekt (100 % finansieret af spildevandsselskaberne).
Sagsfremstilling
I december 2014 bemyndigede Byrådet administrationen til at indgå aftale med Kloaksammenslutningen Vallensbæk Mose om et såkaldt medfinansieringsprojekt. Projektet indebærer, at kommunen står for at etablere en nødpumpe ved Ishøj Havn, som skal sikre, at regnvand kan pumpes ud i Køge Bugt i situationer med kraftig regn og høj vandstand i Køge Bugt.
Naturstyrelsens fortolkning af de gældende regler indebærer, at Kloak-sammenslutningen ikke selv kan etablere pumpen i vandløbet St. Vejle Å. Ishøj Kommune skal derfor deltage i gennemførelse af projektet, fordi kommunen som vandløbsmyndighed råder over vandløbet. Derfor vil kommunen også blive anset som ejer af anlægget, selvom det bliver betalt af Kloaksammenslutningen. Nødpumpen vil blive placeret på et areal, som tilhører I/S Strandparken. Kommunen forpligter sig med aftalen til at støtte Selskaberne i arbejdet med at få tinglyst rettigheder til pumpen på Strandparkens ejendom.
Iværksættelse af projektet og afholdelse af omkostninger til projektet afventer Forsyningssekretariatets godkendelse af aftalen og vilkårene herfor. Når projektet – forventeligt i efteråret 2015 – er godkendt i Forsyningssekretariatet vil Byrådet skulle godkende den endelige kommunale låntagning med henblik på finansiering af projektet.
Indstilling
Klima- og Miljøudvalget indstiller,
at Byrådet fastholder bemyndigelsen til administrationen til at indgå aftalen med Kloaksammenslutningen Vallensbæk Mose om etablering af nødpumpe ved Ishøj Havn.
at nødpumpen etableres under forudsætning af de nødvendige myndighedsgodkendelser i Forsyningssekretariatet, Kystdirektoratet, Strandparken I/S og kommunen, og at administrationen bistår med tinglysning af deklaration på I/S Strandparkens ejendom vedrørende pumpen.
at Byrådet forelægges den endelige beslutning om låntagning, når de fornødne godkendelser til gennemførelse af projektet forelægger.
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Klima- og Miljøudvalgets indstilling følges.
Beslutning
Tiltrådt.
Økonomi
Kloaksammenslutningen afholder samtlige omkostninger forbundet med etablering og drift af pumpen. Anlægsomkostningerne forventes at udgøre ca. 15 mio. kr. til projektering, udbud, og etablering. Projektet finansieres via lånoptag i kommunen på 10 mio.kr. Kloaksammenslutningen tilbagebetaler de samlede omkostninger til kommunen over en periode på ti år. Banedanmark bidrager efter aftalen om kompensationsbetaling med 5 af de 15 mio. kr.
Projektet forventes at kunne finansieres 100 % af Kloaksammenslutningen. Dog skal finansieringen ske via låntagning i kommunen og tilbagebetaling heraf fra Kloaksammenslutningen over en periode på 10 år. Dette er en forudsætning for projektets gennemførelse.
Det forventes, at der skal bruges begrænsede ressourcer fra den kommunale forvaltning til koordinering og administration af aftalen.
Lovgrundlag
Lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber mv.
Bekendtgørelse om spildevandsforsyningsselskabers medfinansiering af kommunale og private projekter vedrørende tag- og overfladevand.
Bilag
Resume
Kultur og Fritidsudvalget besluttede i sit møde den 16. februar 2015 at sende forslaget til ny struktur for driftsstederne under Kultur og Fritidscentret til information og drøftelse i MED-udvalg og MED-personalemøder.
Sagsfremstilling
Kultur og Fritidscenteret fremlægger udtalelser fra MEDudvalg og MED-personalemøder fra de Kulturelle driftssteder.
I skrivelse af 18. februar 2015 er forslaget om ny organisation for de kulturelle driftssteder udsendt til information og drøftelse. Der er modtaget udtalelser fra Ishøj Kulturskole, Ishøj Idræts & Fritidscenter, Ishøj Bibliotek, Ishøj Ungdomsskole, Ishøj Kulturcafé og Ishøj Svømmehal.
Udtalelserne er samlet i notat af 11. marts 2015 som er vedhæftet.
Indstilling
Kultur- og Fritidsudvalget indstiller, at forslaget af 20. januar 2015, samt notat af 20. januar 2015 godkendes med følgende bemærkninger:
- Ishøj Bibliotek og Ishøj Kultur Café sammenlægges til et driftssted med et samlet budget med to omkostningssteder pr. 1. september 2015.
- Den ny oprettede stilling som leder af biblioteket og Kulturcaféen opslås og søges besat pr. 1. august 2015.
- Ishøj Svømmehal sammenlægges med Ishøj Idræts & Fritidscenter med virkning fra 1. maj 2015.
- Budgettet for Den flyvende Kuffert indgår i.h.t. tidligere byrådsbeslutning, som en del af det samlede budget for det nye fritidstilbud i Vejleåparken.
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalgets indstilling følges.
Beslutning
Tiltrådt.
Bilag
Sagsfremstilling
I forlængelse af sundhedsaftalen for 2015 til 2018 er der udarbejdet en implementeringsplan for udmøntning af konkrete initiativer baseret på sundhedsaftalen. Implementeringsaftalen indeholder 74 temaer, som kommunerne skal forholde sig til - herunder temaer, der vil have budgetmæssige konsekvenser. Udover dette ligger der i den hidtil gældende sundhedsaftale opgaver, der skal implementeres i 2015, som ligeledes påvirker budgettet.
Tilsvarende iværksættes der praksisplan for almen praksis gældende for 2015 - 2018. Her vil der ligeledes skulle iværksættes initiativer, der har budgetmæssige konsekvenser for kommunerne.
I aftale om kommunernes økonomi for 2015 er der afsat midler til de to ovenstående områder. For Ishøj Kommunes vedkommende er der afsat 1,3 mio. kr. til sundhed, under Økonomi- og Planudvalget. Disse midler foreslås frigivet til sundhed til brug for dækning af aktiviteter på de to områder jf. vedlagte bilag.
Indstilling
Social og Sundhedsudvalget indstiller, at der frigives 1,3 mio. kr. til aktiviteter i henhold til sundhedsaftale samt praksisplan fordelt med 1,08 mio. kr. til sundhedsaftaleområdet og 0,22 mio. kr. til udmøntning af praksisplan
Social- og Sundhedsudvalget ønsker en løbende tilbagemelding på områderne.
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Social- og Sundhedsudvalgets indstilling følges.
Beslutning
Tiltrådt.
Bilag
Sagsfremstilling
Der er i forbindelse med Aftale om Finanslov for 2015 afsat puljer på henholdsvis 75 mio. kr. i 2015 og 150 mio. kr. årligt fra 2016 og frem til at styrke livskvaliteten for de svageste hjemmehjælpsmodtagere gennem en klippekortmodel. Af aftalen fremgår det blandt andet, at midlerne skal sikre, at de svageste hjemmehjælpsmodtagere, der er afhængige af hjælp til at klare hverdagen, får tilbudt mindst en halv times ekstra tid til hjemmehjælp om ugen, som borgeren selv kan være med til at bestemme, hvad skal bruges til.
Det er op til kommunerne selv at afgrænse den konkrete målgruppe, der skal tilbydes en klippekortmodel.
De afsatte midler udmøntes til kommunerne som en samlet pulje for 2015 og 2016, som fordeles mellem kommunerne på baggrund af en objektiv fordelingsnøgle for udgiftsbehovet på ældreområdet. Fra 2017 og frem overgår midlerne til kommunernes bloktilskud.
Indstilling
Social- og Sundhedsudvalget indstiller, at ansøgning til pulje til øget livskvalitet for de svageste hjemmehjælpsmodtagere godkendes.
Ansøgningen sendes til orientering i Handicap- og Seniorrådet.
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Social- og Sundhedsudvalgets indstilling følges.
Beslutning
Tiltrådt.
Økonomi
Der er ansøgt om kr: 626.256,00.
Resume
Ringby-Letbanesamarbejdet har udarbejdet en Grøn-Blå strategi for Ringbyen. Strategien er et værktøj til at udpege grønne bykiler, lokale grønne arealer og forbindelser. Den detaljerede afgrænsning og konkrete udpegning vil ske i de enkelte kommuners kommuneplaner og i dialog med Naturstyrelsen.
Sagsfremstilling
Styregruppen for Ringby-Letbanesamarbejdet besluttede på møde den 14. maj 2013 at indgå i et dialogprojekt mellem Naturstyrelsen, Region Hovedstaden og de 10 ringbykommuner om ’en fælles grøn-blå strategi’ i handlingsprogrammet for implementering af den fælles politiske målsætning.
Der er lagt vægt på, at strategien skal understøtte kommunernes planlægning af de grønne arealer og blå områder (fx vandløb, vandbassiner og søer) i byomdannelsen frem for at udpege egentlige arealer. Derfor indeholder strategien en metode for, hvordan de enkelte kommuner kan udpege og indarbejde grønne bykiler, lokale grønne arealer og forbindelser i planstrategien og kommuneplanen.
Dialogprojektet er en del af Fingerplan 2013.
Den videre proces
Grøn-Blå strategi behandles i de enkelte byråd i første kvartal 2015. Efterfølgende skal der udarbejdes en publikation og en pressemeddelelse til formidling af dialogprojekternes resultater.
Indstilling
Teknik- og Bygningsudvalget indstiller,
at Grøn-Blå strategi for Ringbyen godkendes,
at strategien ikke giver anledning til bemærkninger.
at udpegning og indarbejdelse af grønne bykiler, lokale grønne arealer og forbindelser indarbejdes i Kommuneplan 2018-2022.
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Teknik- og Bygningsudvalgets indstilling følges.
Beslutning
Tiltrådt.
Bilag
Resume
Transportministeriet har sendt VVM-redegørelse for Letbane Ring 3 i forudgående høring hos ejerne, de 11 kommuner og Region Hovedstaden. Det er muligt at komme med bemærkninger til redegørelsen, inden den bliver sendt i offentlig høring.
Sagsfremstilling
VVM-redegørelsen tager udgangspunkt i Lov om en letbane på Ring 3, hvor linjeføringen, placeringen af stationer og af kontrol- og vedligeholdelsescentret er fastlagt, og er udarbejdet på baggrund af udredningsrapporten (marts 2013). Parallelt med udarbejdelsen af VVM-redegørelsen er der arbejdet med et dispositionsforslag for letbaneprojektet. Dispositionsforslaget vil indeholde en detaljering af det projekt, der blev udviklet i Udredningen og som dannede grundlag for Principaftalen og for Lov om letbane på Ring 3.
Proces for høring
Transportministeriet tilretter VVM-rapporten på baggrund af de indkomne høringssvar, i det omfang det findes relevant. VVM-rapporten forventes at blive sendt i offentlig høring i maj-juli 2015 i mindst 8 uger. Transportministeriet står for høringen med mulighed for, at kommunerne og regionen kan holde borgermøde lokalt.
Efter den offentlige høring udarbejder Transportministeriet en Hvidbog. VVM-redegørelsen og hvidbogen vil danne grundlag for forslag til anlægslov, som forventes fremsat i Folketinget i efteråret 2015 og vedtaget omkring årsskiftet 2015-2016.
Indstilling
Teknik- og Bygningsudvalget og Klima- og Miljøudvalget indstiller, at Byrådet fremsender et høringssvar til den forudgående høring af VVM-redegørelsen hvor det fremgår, at redegørelsen ikke giver anledning til bemærkninger.
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Klima- og Miljøudvalget og Teknik- og Bygningsudvalget indstilling følges.
Beslutning
Tiltrådt.
Lovgrundlag
Lov om letbane på Ring 3, nr. 165 af 26/02/2014 og Bekendtgørelse om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om planlægning, BEK nr. 1184 af 06/11/2014
Bilag
Resume
Naturgasselskabet HMN ønsker at udlægge naturgas på Torslundevej 79, Torslundemagleby. Området indgår ikke i naturgasplanen, men betragtes som naturgasforsyningsområdet.
Sagsfremstilling
Halvdelen af ejendommene indgår ikke i Naturgasplan 1982, men matriklen ligger i et område, der allerede er forsynet med naturgas og er omfattet af tilslutningspligt til naturgas jf lokalplan 1.56.
Sagen har været drøftet med Energistyrelsen, der har oplyst, at såfremt der er udlagt naturgasledninger i et område med tilknytning til et eksisterende naturgasforsyningsområde, kan Byrådet beslutte, at området kan være et naturgasforsyningsområde.
Afgrænsning for det samlede naturgasforsyningsområde i Torslunde fremgår af bilag.
Indstilling
Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at forslag om, at udvide naturforsyningsområdet til også at omfatte matr.13o,13aa og 13ø Torslunde, godkendes.
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Teknik- og Bygningsudvalget indstilling følges.
Beslutning
Tiltrådt.
Lovgrundlag
Varmeforsyningsloven, 24. november 2014
Projektbekendtgørelsen, 2. juni 2014
Bygningsreglement nr. 10, 2014
Bilag
Resume
SF og Enhedslisten i Ishøj ønsker følgende punkt på åben dagsorden på Byrådsmødet den 7. april 2015.
Sagsfremstilling
SF og Enhedslisten i Ishøj ønsker flg. punkt på åben dagsorden på Byrådsmødet d. 7/ 4- 2015:
"Ishøj Kommune ønsker at undgå at handle og/ eller indgå aftaler om leverancer af varer eller tjenesteydelser med selskaber eller firmaer, der benytter skattely til at minimere overskud, henholdsvis minimere skat på udbyttebetaling.
Ligeledes tilstræber Ishøj Kommune at undgå at handle og/ eller indgå kontrakter med selskaber eller firmaer, der for at undgå at få et skattemæssigt overskud, bedriver handel med egne datterselskaber eller lignende placeret i såkaldte skattelylande.
På forlangende skal selskaber, der udfører aktiviteter for kommunen eller sælger varer til kommunen, redegøre for firmaets konstruktion, moderselskaber eller datterselskaber, så der er fuld gennemsigtig herom, herunder om de skattemæssige forhold."
Borgmesteren finder forslaget sympatisk, men oplyser følgende:
I praksis vil det være en meget vanskelig – hvis ikke umulig – opgave at kontrollere. Ikke mindst henset til hele globaliseringen og den måde, som rigtigt mange virksomheder i dag er konstrueret på – det gælder for eksempel inden for IT området, transportsektoren, men også dagligvareområdet osv.
Rigtig mange virksomheder – også danske – er jo en del af en større koncern, med holdingselskaber, moderselskaber, datterselskaber osv. Der gælder et omfattende og komplekst regelsæt når offentlige virksomheder – herunder kommunerne – vælger at gå i udbud med varer eller tjenesteydelser. Afhængig af udbuddets økonomiske værdi – den såkaldte tærskelværdi – gælder enten EU-retten/EU’s udbudsdirektiv, eller den nationale tilbudslovgivning.
Kommunen kan opstille en række kriterier som er afgørende for vurderingen af, hvilket af de indkomne tilbud, der er mest attraktivt for kommunen.
Der skelnes mellem tildelingskriterier, som relaterer sig til den pågældende vare eller ydelse, og udvælgelseskriterier, som relaterer sig til leverandøren.
Tildelingskriterierne kan primært være pris og kvalitet, mens udvælgelseskriterier, som begrænser antallet af mulige leverandører, kan være leveringssikkerhed, krav til at medarbejderne skal være ansat på vilkår, der ikke er ringere end dansk overenskomst, miljøkrav, at firmaet ikke må have gæld til det offentlige osv.
Der kan imidlertid ikke som udgangspunkt stilles krav om, hvor det bydende firma skal være registreret, eller om firmaet må være ejet af et moderselskab, have datterselskaber mv., så længe lovgivningen overholdes.
De forskellige virksomheders regnskaber kan findes på Erhvervs- og Selskabsstyrelsens hjemmeside, og ved udbud kan de også forlanges forelagt. Men der kan ikke i udbuddet fastsættes krav om, hvor det bydende firma skal afregne sin skat. Det forudsættes selvfølgelig, at firmaet overholder den danske skatte-lovgivning
Såfremt skattereglerne skal ændres, må det ske ved ændret lovgivning.
Indstilling
Det indstilles, at Borgmesterens redegørelse godkendes.
Beslutning
Afstemning om SF og Enhedslistens forslag:
For: 3 (SF/Ø)
Imod: 15 (A/V/O)
Borgmesterens forslag er herefter tiltrådt.
Beslutning
Tiltrådt.
Sagsfremstilling
I henhold til vedtægtens bestemmelser i § 9 skal Fonden aflægge årsregnskab underskrevet af Fondens bestyrelse, som er Økonomi- og Planudvalget. Jf. vedtægtens § 9 stk. 2 er Fondens regnskabsår kalenderåret.
Foreliggende regnskab for 2014 dateret den 23. marts 2015 er revideret af Fondens revisor Deloitte. Ved bestyrelsens underskrift og godkendelse af regnskabet i foreliggende form, vil regnskabet være at betragte som endeligt.
Jf. § 11 stk. 1 fører Ishøj Byråd tilsyn med fondens virksomhed og skal herved påse, at Fonden forvaltes i overensstemmelse med vedtægternes og fondslovens regler. Fondens regnskab skal godkendes af Ishøj Byråd, og skal derfor sendes til Byrådet senest 3 måneder efter regnskabsårets udløb.
Regnskabet vil blive sendt til Ishøj Byråd ved mødet den 7. april 2015.
Fondens revisor har i forbindelse med regnskabet udarbejdet et revisionsprotokollat. Revisionsprotokollatet skal ligeledes underskrives af Fondens bestyrelse i forbindelse med godkendelse af regnskabet for 2014. Revisionsprotokollatet indeholder ikke bemærkninger til besvarelse.
Fonden skal ikke betale skat, da Fondens udbytte for 2014 ikke overstiger 25.000 kr. For regnskabsåret 2014 sker indberetningen til skat elektronisk. Da skattevæsenets system endnu ikke er funktionelt, vil Fonden først kunne indberette senere, senest 1. august 2015, som er skattevæsenets deadline for indberetningen.
Indstilling
Fondens bestyrelse vedtog,
at regnskabet for 2014 underskrives og godkendes i foreliggende form,
at revisionsprotokollatet underskrives.
Det indstilles, at regnskabet og revisionsprotokollatet tages til efterretning.
Beslutning
Til efterretning
Bilag
Resume
Sag om opfølgning på Aktiveringsstrategien 2014 blev udskudt på møde i Beskæftigelsesudvalget d. 29. oktober 2014.
Administrationen fremsender efterfølgende forslag til Aktiveringsstrategi 2015 til udvalget.
Sagsfremstilling
Aktiveringsstrategi 2014 indeholder 3 fokusområder (Unge ledige, Langtidsledighed og Virksomhedskontakt). Opfølgningen er sket pr. 10. feb. 2015 og viser således en samlet opgørelse over 2014.
Unge ledige
- 96 % af de uddannelsesparate unge har et uddannelsespålæg og 70 % en uddannelsesplan
- 14 unge er overgået til ordinær uddannelse efter forløb i projekt Way2Go
- Alle virksomheder, som er i målgruppen i henhold til samarbejde om brobygning og virksomhedsbesøg for unge under 30 år, er kontaktet i 2014
- 3 unge er overgået til uddannelse fra projekt Ung På Vej. 7 unge er overgået fra at være aktivitetsparate til nu at kunne erklæres uddannelsesparate (perioden marts til december 2014)
Langtidsledighed
- 402 borgere fra Ishøj Kommune er langtidsledige. Dette svarer til en reduktion på 14 % (reduktion fra 468 til 402 borgere)
- Der er gennemsnitligt 21 fuldtidspersoner i revalideringsforløb i 2014.
Virksomhedskontakt
- Ishøj Kommune opnår en placering som nr. 37 i Dansk Industris årlige undersøgelse "Lokalt Erhvervsklima"
- Som led i det opsøgende arbejde blandt det lokale erhvervsliv, er alle virksomheder i Ishøj og Vallensbæk Kommuner blevet kontaktet mindst een gang i løbet af første halvår af 2014
- Der er blevet oprettet 22 nye flexjobs for Ishøj-borgere.
Aktiveringsstrategi 2014 med opfølgning er vedhæftet som bilag.
Beskæftigelsesudvalget tager opfølgning på Aktiveringsstrategi 2014 til efterretning og sender sagen til Økonomi og Planudvalget.
Beskæftigelsesudvalget ønskede, at fokusområderne for 2014 videreføres i 2015. Her ønsker Beskæftigelsesudvalget dels et særligt fokus på virksomhedskontakten også for 2015, dels at der ved fokusområdet omhandlende langtidsledighed bliver analyseret på målgruppen i forhold til begrænsninger, gerne i samspil med Klinisk Funktion. Analysen kan endvidere skabe grundlag for pilotprojekt med Klinisk Funktion i henhold til langtidsledige borgere.
Udkast til Aktiveringsstrategi 2015 forventes behandlet inden sommerferien.
Indstilling
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at opfølgning på Aktiveringsstrategen 2014 tages til efterretning.
Beslutning
Til efterretning.
Bilag
Resume
Ishøj Vand er forpligtet til at gennemføre en skærpet kvalitetssikring inden udgangen af 2014.
Sagsfremstilling
Ishøj Vand er underlagt bekendtgørelsen om kvalitetssikring på almene vandforsyningsanlæg, og skal derfor indføre kvalitetssikring inden udgangen af 2014. Senest 6 måneder efter indførelsen skal dette meddeles Byrådet.
Ishøj Vand har med mail af 10. februar 2015 oplyst Plan-, Bygge- og Miljøcenter om, at der er indført kvalitetssikringssystem i Ishøj Vand fra den 10. december 2014.
Kvalitetssikringssystemet er udviklet i form af:
- kurser om almindelig vandforsyningsdrift og elementær vandværkshygiejne,
- en kortlægning af produktions-/distributionssystemet samt kvaliteten af dette,
- en kortlægning af driftsrutiner, herunder arbejdsgange ved almindelig drift, rengøring, prøvetagning, reparation, nyanlæg o.l.,
- en vurdering af risikoen for forurening af vandet fra driftsrutinerne og prioriteret indsatsen efter, hvor der er stor risiko for forurening af vandet,
- en handleplan / årshjul, som beskriver hvornår og hvordan den prioriterede indsats håndteres,
- en dokumentation på, at Ishøj Vand har gennemført de planlagte tiltag.
Indstilling
Klima- og Miljøudvalget tager Ishøj Vands meddelelse om indførelse af kvalitetssikring til efterretning.
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Klima- og Miljøudvalgets indstilling følges.
Beslutning
Til efterretning.
Lovgrundlag
Bekendtgørelse om kvalitetssikring på almene vandforsyningsanlæg, bek. 132 af 8. februar 2013