Referat
Ishøj Byråd tirsdag den 19. marts 2024 kl. 16.30
Rådhuset, Byrådssalen, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj - det åbne møde begynder kl. 19.00
Beslutning
Bendt B. Christensen stillede spørgsmål til placering af tennisbaner m.v.
Borgmesteren besvarede spørgsmålene mundtligt.
Sagsfremstilling
Med vedtagelsen af vision 2035 den 27. februar 2024 - Fælles om mulighedernes Ishøj - sætter Ishøj Byråd en overordnet retning for udviklingen af Ishøj som kommune og lokalsamfund.
Det er et omdrejningspunkt i visionen, at byrådet og kommunen ikke alene kan lykkes med at nå visionen; det kræver, at borgere, foreninger, virksomheder og andre gode lokale kræfter har lyst til at være med, sætte deres præg på og bidrage til de konkrete løsninger. Der er derfor i vedlagte forslag til proces for arbejdet med visionen lagt op til et stort fokus på at inddrage og engagere borgere, foreninger og virksomheder, herunder bl.a. kommunens forskellige råd. Ligeledes er der fokus på at etablere partnerskaber med eksterne samarbejdspartnere, som kan bidrage med viden og andre ressourcer, og på at inddrage og engagere kommunens ledere og medarbejdere i arbejdet med at nå visionen.
Faser i processen frem mod år 2035
For at nå ambitionen om at engagere bredt i arbejdet med at definere og skabe mulighedernes Ishøj er der helt overordnet lagt op til en proces med 3 faser frem mod år 2035:
- Fase 1: Formålet er at skabe kendskab, ejerskab og engagement
- Fase 2: Formålet er at ideudvikle og sammen udvikle løsninger
- Fase 3: Formålet er at realisere visionen
Processen starter med fase 1, men faserne vil til en vis grad overlappe og flette sig ind i hinanden, og der vil være tale om en cirkulær proces.
Spor i processen
Der er lagt op til tre spor i processen, som vil være gennemgående i alle tre faser. De tre spor sigter mod forskellige overordnede målgrupper, nemlig byrådets eget arbejde med visionen (et politisk spor), borgere og virksomheder, herunder råd, foreninger, bestyrelser og evt. andre aktører, som der kan indgås partnerskaber med (et udadvendt spor) samt ledere og medarbejdere i kommunen (et indadvendt spor).
Grundlæggende principper for processen
Det er forslaget, at processen for arbejdet med visionen bygger på tre grundlæggende principper:
- Inddragelse og samskabelse
- Dynamisk og fleksibel proces
- Både nye og eksisterende indsatser i forskellig målestok
De første aktiviteter i 2024
Under beskrivelsen af hvert princip er det i bilaget også beskrevet, hvilke konkrete aktiviteter som foreslås gennemført på den korte bane lige nu. Den væsentligste første aktivitet vil være, at byrådet afholder et kick off møde den 29. maj 2024 sammen med kommunens forskellige råd.
Der vil generelt være fokus på at inddrage borgerne, civilsamfundet og erhvervslivet i arbejdet med at realisere visionen. Den primære del af inddragelsen og samskabelsen vil ske i forbindelse med konkrete initiativer, som understøtter visionen. Et eksempel på et konkret initiativ med en høj grad af inddragelse og samskabelse er forslaget om at etablere et partnerskab med Center for Sundt Liv og Trivsel.
Der er lagt op til, at Økonomi- og Planudvalget får en koordinerende og forberedende opgave i forhold til den overordnede proces, så sager om visionsprocessen fremover som udgangspunkt besluttes i Økonomi- og Planudvalget. Det er skrevet ind i procesplanen, at Økonomi- og Planudvalget løbende følger og gør status for visionsprocessen, første gang efter sommerferien 2024.
Det er ligeledes i procesplanen beskrevet, at der skal kommunikeres bredt til borgerne m.fl. om visionen. Som et element i at synliggøre, at Ishøj Kommune har fået en vision, vil sætningen "Ishøj for alle", som ligger i toppen af kommunens hjemmeside, og som er en del af e-mail-signaturen for kommunens medarbejdere, blive ændret, så det i stedet afspejler visionen.
Lovgrundlag
Ingen.
Økonomi
Ingen.
Indstilling
at forslag til proces for arbejdet med byrådets vision 2035 godkendes.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet.
Beslutningstema
Byrådet har den 27. februar 2024 godkendt vision 2035 for Ishøj Kommune - Fælles om mulighedernes Ishøj. Visionen indeholder fire pejlemærker for kommunens fremtidige udvikling frem mod 2035.
Med sagen her skal byrådet træffe beslutning om den overordnede proces for arbejdet med vision 2035, herunder forslag til konkrete aktiviteter på kort sigt.
Bilag
Sagsfremstilling
2 medlemmer er af hhv. beboerklagenævn og huslejenævn er udtrådt.
Administrationen har, ved annoncering i lokalavisen Sydkysten samt ved direkte henvendelse til alle boligforeninger hjemmehørende i Ishøj Kommune, efterlyst kandidater til opgaven med at repræsentere lejerne i de 2 nævn (annoncen er vedhæftet).
Interessen har været begrænset, men med baggrund i de indkomne tilkendegivelser, indstiller administrationen nedenstående:
- Nyt medlem af beboerklagenævnet, Karina Kronborg Hansen (sidder i bestyrelsen for Vildtbanegård II)
- Nyt medlem af huslejenævnet, Pernille Sonberg (sidder i bestyrelsen for Sydkystens Boligselskab under KAB)
- Ny suppleant i beboerklagenævnet, Pernille Sonberg
- Ny suppleant i huslejenævnet, Karina Kronborg Hansen
Lovgrundlag
Lov om Leje og Almenlejeloven.
Økonomi
Ingen.
Indstilling
at Karina Kronborg Hansen udpeges som medlem af beboerklagenævnet og som suppleant i huslejenævnet,
at Pernille Sonberg udpeges som medlem af huslejenævnet og som suppleant i beboerklagenævnet.
Begge med omgående virkning og for resten af valgperioden (udgangen af 2025).
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet.
Beslutningstema
Udpegning af 2 nye medlemmer og suppleanter for den resterende valgperiode til hhv. beboerklagenævn og huslejenævn til varetagelse af lejernes interesser.
Bilag
Sagsfremstilling
Byrådet besluttede med vedtagelsen af budget 2024 en besparelse ved færre rejser til byrådsmedlemmer. I den forbindelse er retningslinjerne for studieture, KL-møder og øvrige arrangementer for byrådsmedlemmer blevet genbesøgt og tilpasset.
Udkast til retningslinjer for studieture, KL-møder og øvrige arrangementer for byrådsmedlemmer er vedhæftet som bilag 1. De gældende retningslinjer (vedtaget på byrårdsmødet den 1. marts 2022) er vedhæftet som bilag 2.
Lovgrundlag
Lov om kommuners styrelse.
Økonomi
Ved vedtagelsen af budget 2024 blev der besluttet en besparelse på 75.000 kr. til færre rejser for byrådsmedlemmer.
Indstilling
at retningslinjer for studieture, KL-møder og øvrige arrangementer for byrådsmedlemmer godkendes.
Beslutning fra Økonomi- og Planudvalget, 11. marts 2024, pkt. 30:
Tiltrådt, idet der efter "relevante kurser" under "Enkelt medlem" tilføjes "og konferencer".
Annelise Madsen (ID) kan ikke tilslutte sig, at der serveres vin til byrådets julemiddag.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet.
Beslutningstema
Retningslinjerne for studieture, KL-møder og øvrige arrangementer for byrådsmedlemmer er justeret som følge af besparelsen i budget 2024. Retningslinjerne fremlægges til godkendelse.
Bilag
Sagsfremstilling
Regnskabet, der sendes til revisionen, er vedhæftet som bilag 1.
Der kan fremhæves følgende hovedtal fra regnskabet for 2023:
- Regnskabet balancerer i henhold til hovedoversigten med 2.638 mio. kr.
- Der er et mindreforbrug på driften på 2,8 mio. kr. i forhold til det korrigerede budget (oprindeligt budget plus tillægsbevillinger).
- Ishøj Kommunes andel af servicerammen blev overskredet med 4,3 mio. kr.
- Der er netto afholdt anlægsudgifter på i alt 71,8 mio. kr.
- Kassebeholdningen udgjorde 197,3 mio. kr. ultimo 2023 (365 dages gennemsnittet var ved udgangen af 2023 på 301 mio. kr.).
- Den langfristede gæld (ekskl. lån til ældreboliger) udgjorde 215 mio. kr.
Når revisionen har afsluttet sin gennemgang, fremlægges årsregnskabet til byrådets godkendelse sammen med revisionens årsberetning og administrationens besvarelse hertil.
I henhold til kommunens økonomiregulativ skal der aflægges regnskaber for anlægsprojekter, hvor bruttoudgifterne eller -indtægterne beløber sig til 2 mio. kr. eller mere. Anlægsregnskaber for de anlægsprojekter, der er afsluttet i 2023, er vedhæftet som bilag 2.
Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser forbundet med afgivelsen af regnskabet.
Indstilling
at regnskabet godkendes og oversendes til revisionen.
Beslutning fra Økonomi- og Planudvalget, 11. marts 2024, pkt. 32:
Tiltrådt.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byråd.
Beslutningstema
Årsregnskabet for 2023 forelægges med henblik på oversendelse til revisionen.
Bilag
Sagsfremstilling
Efter principperne i kommunens økonomiregulativ er det muligt at overføre mer- og mindreforbrug af driftsmidler fra et regnskabsår til det næste. Formålet er at opnå en hensigtsmæssig udnyttelse og disponering af midlerne på driftsbudgettet. Det er således muligt for driftsstederne at spare op til konkrete anskaffelser og aktiviteter i det efterfølgende år. Tilsvarende kan et eventuelt opnået merforbrug reducere næste års driftsbudget.
Ved vurderingen af overførelsesanmodningerne lægges der vægt på årsagen til mindre- og merforbruget, hvad midlerne ønskes anvendt til i det nye år, kommunens likviditet og generelle økonomiske situation, herunder mulighed for at overholde servicerammen i det kommende år.
Alle budgetenheders indstillinger om overførsel af mindreforbrug under 150.000 kr. er som udgangspunkt indstillet til overførsel i overensstemmelse med Principper for overførselsadgang mellem budgetår.
Der er indstillet overførsel af uforbrugte driftsmidler for i alt 5,1 mio. kr. Heraf udgør eksternt finansierede projekter samt takstfinansierede institutioner, som kommunen er forpligtet til at overføre til næste år, 2,2 mio. kr.
De samlede indstillinger til overførsler fra 2023 til 2024 fremgår af “Bilag 1. Centeroversigt”, og de enkelte indstillinger fremgår af “Bilag 2. Enkeltindstillinger”. Bilag 3-10 viser ansøgningerne fra budgetenheder, som ønsker mere end 150.000 kr. overført.
Administrationens vurdering af overførselsniveauet kontra fagcentrenes regnskabsresultater kan læses i "Bilag 11. Bemærkninger til overførselsniveau kontra regnskabsresultat".
Lovgrundlag
Bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabssystem, revision mv., Økonomiregulativ for Ishøj Kommune.
Økonomi
Der gives tillægsbevilling på i alt 5,1 mio. kr. til finansiering af serviceramme driftsmidler i budget 2024. I perioden 2020 til 2023 har overførselsniveauet været 18,3 mio. kr., 23,0 mio. kr., 8,8 mio. kr. og 5,4 mio. kr.
Indstilling
at der gives tillægsbevilling på i alt 5.052.000 kr. i henhold til bilag 2.
Beslutning fra Økonomi- og Planudvalget, 11. marts 2024, pkt. 35:
Tiltrådt.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byråd.
Beslutningstema
Der søges om tillægsbevilling på 5,1 mio. kr. til finansiering af mindre- og merforbrug på driftsområderne fra 2023 til 2024, hvoraf eksternt finansierede projekter udgør 2,2 mio. kr. Disse bliver automatisk overført i overensstemmelse med "Principper for overførselsadgang mellem budgetår".
Bilag
Sagsfremstilling
På byrådsmøde den 6. juni 2023 (sag 115) blev selskabsgørelse af Ishøj Varmeværk tiltrådt. I indstillingen fremgik det, ”at varmeforsyningen har et mellemværende (gæld) til Ishøj Kommune på 22 mio. kr., som skal betales ved selskabsdannelsen. Beløbet kan – jf. lånebekendtgørelsen – lånefinansieres af selskabet mod, at Ishøj Kommune nedbringer sin gæld med minimum samme beløb”.
Ishøj Forsyning har nu undersøgt lånemulighederne bl.a. optagelse via Kommunekredit. Optagelse via KommuneKredit forudsætter, at kommunen stiller garanti for lånet. Det indstilles derfor, at Ishøj Kommune stiller garanti for Ishøj Varmeværks låneoptagelse på de 22 mio. kr., jf. sag 115.
Selskabet er formelt selskabsgjort pr. 30. juni 2023. Til orientering udgjorde mellemværendet pr. 30. juni 2023 i alt 27,1 mio. kr.
Da selskabets økonomisystem ikke er implementeret, har Ishøj Kommune udlagt midler for hele 2023 og efterfølgende måneder. Ved udgangen af 2023 udgjorde mellemværende 41,6 mio. kr., og det samlede mellemværende forventes at blive 50 mio. kr. ultimo 31. marts 2024, hvor selskabets økonomisystem idriftsættes, og bogføring overgår fra Ishøj Kommune til Ishøj Varmeværk. Herefter foretages en endelig opgørelse af mellemværende mellem Ishøj Kommune og Ishøj Varmeværk.
Idet det samlede anlægsmellemværende ved udgangen af marts forventes at blive ca. 50 mio. kr. indstilles det, at garantien gives til det samlede beløb.
Byrådet besluttede bl.a. den 5. december 2023, at størrelse af garantiprovision fastlægges af ekstern rådgiver, fx revisor, til risikovurdering og markedsmæssig fastsættelse af garantiprovisionens størrelse, når forsyningsvirksomheder søger om kommunal garantistillelse ved låntagning, og at udgiften for risikovurderingen afholdes af forsyningsvirksomheden.
Lovgrundlag
Varmeforsyningsloven.
Økonomi
Sagen har ikke nogen økonomisk betydning.
Indstilling
at Ishøj Kommune stiller garanti for låneoptagelse til Ishøj Forsyning på i alt ca. 50 mio. kr., jf. det pr. 31. marts 2024 værende mellemværende.
Beslutning fra Økonomi- og Planudvalget, 11. marts 2024, pkt. 37:
Tiltrådt.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet.
Beslutningstema
Garanti for låneoptagelse til Ishøj Forsyning.
Sagsfremstilling
Vestforbrændingen forventer at optage lån til driftsmæssige investeringer for i alt 237 mio. kr. i 2024. Ishøj Kommunes indbyggere udgør 2,4 % af Vestforbrændingskommunernes samlede indbyggertal, og Ishøj Kommune hæfter derfor for 2,4 % af det samlede lån, svarende til 5,69 mio. kr.
Nedenfor er en oversigt over, hvilke tiltag investeringerne skal bruges til at realisere.
Driftsmæssige investeringer
Projekt (mio. kr.) | I alt |
Kraftvarmeanlæg - anlægsudgifter | 138 |
Varmenet tilslutning eksisterende net | 63 |
Bygninger - Kraftvarmeanlæg | 10 |
Andre bygninger | 26 |
I alt | 237 |
- Kraftvarmeanlæg
Forventede investeringer til udskiftning af utidssvarende el-anlæg og transformere, ny overheder til Anlæg 6, nye brændere til Anlæg 5. Der foretages gennemgang og optimering af begge turbiner og begge kedler samt miljømæssige forbedringer især støvreduktion på hele anlægget. Det hele er et led i optimering og levetidsforlængelse af kraftvarmeanlægget.
- Varmenet
Tilslutning af nye kunder, herunder kunder i nybyggerier med tilslutningspligt og konverteringer fra olie/gas til fjernvarme i eksisterende godkendte fjernvarmeområder. Disse aktiviteter skal finansieres ved lånoptagelse for at kunne medtage renteomkostninger i varmepriskalkulationen og dermed opretholde den reelle varmepris. - Bygninger til kraftvarmeanlæg
Forventet række forbedringer af produktionsbygninger samt elevatorer og samling af værksteder i produktionen. Der foretages udskiftning af glas og vinduer i bygninger i produktionen og de tilknyttede administrative funktioner. - Andre Bygninger
Forventet forbedring af belægninger på udendørsarealer, opgradering af ventilationsanlæg, forbedring og udbygning af de administrative bygninger.
Lovgrundlag
Vestforbrændings vedtægter.
Den kommunale lånebekendtgørelse.
Økonomi
Ingen direkte økonomiske konsekvenser. Ishøj Kommune hæfter for 2,4 % af det samlede lån på 1.042 mio. kr., svarende til 5,69 mio. kr.
Indstilling
at en låneramme på 237 mio. kr. til finansiering af Vestforbrændings forventede investeringer i 2024 godkendes, hvoraf Ishøj Kommune hæfter for 5,69 mio. kr.
Beslutning fra Økonomi- og Planudvalget, 11. marts 2024, pkt. 38:
Tiltrådt.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet.
Beslutningstema
Vestforbrænding søger om ejerkommunernes, herunder Ishøj Kommunes, godkendelse af låneramme for 2024 til finansiering af driftsmæssige investeringer. Byrådet skal tage stilling til, om lånerammen skal godkendes.
Bilag
Sagsfremstilling
Pr. 18. juni 2014 blev der indgået aftale mellem Hovedstadens Letbane I/S og Ishøj Kommune om finansieringen af Letbanen. Denne aftale er der nu behov for, at der bliver indgået tillægsaftale til, idet globale forsyningsproblemer og mangel på arbejdskraft samt fordyrerede materialer har medført, at projekt bliver dyrere end oprindeligt budgetlagt. En gennemgribende revurdering af projektets anlægsbudget har ført til en samlet opskrivning på 1,1 mia. kr. inkl. reserver, hvilket påvirker de enkelte kommuners betaling til Letbanen.
Ishøj Kommunes andel af betalingerne vil fra budget 2026 udgøre samlet 10,3 mio. kr., der årligt vil blive fremskrevet med 2 pct. indtil år 2056. Fra år 2056 vil andelen til finansiering af Letbanen løbende falde frem til år 2065.
Ishøj Kommune blev i august 2023 bekendt med, at der fremadrettet ville være øgede udgifter til projektet, hvorfor vi i budget 2026 og frem øgede budgettet til 10,0 mio. kr. – uden dog på daværende tidspunkt helt præcist at kende det nye budgetbeløb. Hovedstadens Letbane I/S har i vedhæftede bilag bekræftet den samlede betaling på 10,3 mio. kr. fra 2026.
De 10,0 mio. kr. vil i forbindelse med budget 2025 blive prisfremskrevet og dermed vil der være dækning af udgifterne til projektet i 2026 og frem.
Økonomi
Ishøj Kommunes budget bliver forøget fremadrettet, men der er allerede afsat midler hertil i budget og fremadrettet.
Indstilling
at Ishøj Kommune godkender den øgede betaling til Hovedstadens Letbane, og at der i budgettet afsættes midler hertil.
Beslutning fra Økonomi- og Planudvalget, 11. marts 2024, pkt. 36:
Tiltrådt.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet.
Beslutningstema
Hovedstadens Letbane I/S har udsendt tillægsaftale til oprindelig betalingsaftale, idet projektet med etableringen af letbanen bliver dyrere end budgetlagt.
Bilag
Sagsfremstilling
I 2022 fik kommunerne en udvidet forpligtigelse til også at sørge for tandpleje til unge mellem 18 og 21 år. Forpligtigelsen implementeres over en 4-årig periode. Når den udvidede forpligtigelse er fuldt implementeret i 2025, vil der således være fire ekstra årgange, hvor der vil være behov for eftersyn og tandbehandling. Denne udvidelse lægger naturligt et pres på pladsen i Tandplejen, hvorfor der er udarbejdet en plan for udvidelse og ombygning, hvor der indrettes administrative faciliteter på 1. sal af bygning K ved Strandgårdskolen. De nuværende kontorer omdannes til behandlingsrum med det fornødne udstyr. Der er indhentet tilbud til udvidelsen og ombygningen, hvilket vurderes at komme til at koste 1.375 mio. kr.
I forbindelse med vedtagelse af lovgivningen blev der samtidig udbudt en pulje, som kommunerne kunne søge for at dække udgifterne til den fysiske udvidelse af den kommunale tandpleje. Ishøj Kommune søgte i efteråret 2023 1.375.145,69 kr. fra puljen til at dække de forventede udgifter (bilag 1).
Den 12. februar 2024 blev der modtaget meddelelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet om, at Ishøj Kommune modtager 1.100.117 kr. til medfinansiering af udvidelsen og ombygningen (bilag 2). Differencen mellem det ansøgte beløb og tilskuddet er ca. 275.000 kr., hvilket dækkes indenfor budgettet for Tandplejen.
Det bemærkes, at der i tilsagnet er en forventning om, at tilskuddet er anvendt inden den 1. marts 2024. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har efterfølgende godkendt, at udvidelsen først er færdig i maj måned, og afrapportering rykkes til medio august. Forventningen er, at udvidelsen og ombygningen er afsluttet inden sommeren 2024.
Lovgrundlag
Sundhedsloven (LBK nr. 1011 af 17/06/2023) herunder §127: "Kommunalbestyrelsen tilbyder alle børn og unge, der er under 22 år, er født efter den 31. december 2003 og har bopæl i kommunen, vederlagsfri forebyggende og behandlende tandpleje." Bekendtgørelse om tandpleje (BEK nr. 959 af 14/06/2022).
Økonomi
Der er givet et tilskud på 1.100.117 kr. fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Ombygningen og tilpasningen af Tandplejens lokaler i bygning K ved Strandgårdskolen afsluttes i 2024. På den baggrund indstilles der til, at budgettet for Tandplejen tilføres et budget svarende til 1.100.117 kr. i 2024, og at der tilsvarende oprettes et indtægtsbudget, som modregner udgifterne. Således vil bevillingen ikke belaste servicerammen for Ishøj Kommune
Indstilling
at Tandplejen tilføres et budget på 1.100.117 kr. til udvidelse og ombygning af Tandplejens lokaler i bygning K ved Strandgårdskolen
at Tandplejen får oprettet et indtægtsbudget, som udligner udgifterne til ombygningen/udvidelsen.
Beslutning fra Børne- og Undervisningsudvalget, 7. marts 2024, pkt. 25:
Tiltrådt.
Beslutning fra Økonomi- og Planudvalget, 11. marts 2024, pkt. 46:
Tiltrådt.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet.
Beslutningstema
Ishøj Kommune har modtaget tilsagn om en bevilling på 1.100.117 kr. til udvidelse og ombygning af Tandplejens lokaler ved Strandgårdskolen. Sagen fremlægges med henblik på godkendelse af tilskuddet og indarbejdelse i budgettet for 2024 hos Ishøj Kommunes Tandpleje.
Bilag
Sagsfremstilling
Barnets lov, som trådte i kraft den 1. januar 2024, indeholder en bestemmelse, som forpligter kommunerne til at udarbejde et beredskab til forebyggelse, opsporing og håndtering af negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme, blandt børn, unge og deres familier. Denne bestemmelse har virkning fra den 1. april 2024. Beredskabet skal udformes skriftligt, vedtages af byrådet og offentliggøres. Byrådet skal revidere beredskabet løbende og som minimum hvert fjerde år.
I henhold til lovbemærkningerne skal beredskabet omfatte hele kommunens børne- og ungeområde. Det skal understøtte,
- at en konkret sag behandles kvalificeret i kommunens institutioner og forvaltning
- at det kommunale fagpersonale, der er beskæftiget på børne- og ungeområdet, er i stand til tidligt at opspore tegn på negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter eller ekstremisme
- at det kommunale fagpersonale har kendskab til, hvordan de skal forebygge og handle i disse situationer, samt hvor de kan søge hjælp og rådgivning.
Administrationen har konsulteret Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) og Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme (CDE) under udarbejdelsen af beredskaberne. Efter anbefaling fra SIRI og CDE, har administrationen udarbejdet to separate beredskabsplaner, som begge omfatter børne- og ungeområdet (0-18 år) og voksenområdet (18+ år).
Beredskaberne henvender sig primært til ledere og fagfolk i kommunen, der har direkte kontakt med borgerne. Det er vigtigt, at relevante målgrupper er informeret om beredskaberne og er opmærksomme på bekymringstegn og handlemuligheder.
Beredskab ved negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter er på mange måder et nyt felt, hvor der er behov mere dialog med fagpersonalet i kommunens forskellige enheder – både i forhold til børn og voksne. Der er planlagt implementeringsaktiviteter i det kommende år på baggrund af beredskabet, hvor der bl.a. vil være en dialog om målgruppen, håndtering af bekymringer og behovet for forebyggende indsatser på området. Implementeringen indebærer også et fokus på styrket opsporing og udarbejdelse af bl.a. action cards samt opkvalificering af nøglemedarbejdere. Derfor evalueres dette beredskab med henblik på en eventuel tilpasning inden sommeren 2025.
Det reviderede beredskab ved overgreb mod børn og unge er en opdatering af tidligere ”Handleguide ved overgreb” og ”Handleguide for samarbejde om sårbare børn”, samt ”Politik til forebyggelse og opsporing af overgreb mod børn og unge”. Beredskabet er opdateret med nye begreber i barnets lov, opdatering af kontaktoplysninger samt andre mindre tilpasninger.
Der vil inden for det kommende år være behov for at opdatere formen, så det bliver mere tilgængeligt og anvendeligt for medarbejdere i dagtilbud, skole og fritidstilbud, f.eks. med tilføjelse af action cards, så centrale oplysninger er nemt tilgængelige.
Administrationen er i gang med at undersøge, hvordan kommunen kan styrke arbejdet med at forebygge og håndtere sager om digitale krænkelser gennem udarbejdelse af procedurer eller action cards.
De tre beredskaber er vedlagt som bilag. Herudover er følgende dokumenter vedhæftet dagsordenen: "Action card ved radikalisering og ekstremisme", "Action card til håndtering af sager med børn, der vender hjem efter udrejse til konfliktområder" og "Handleplan til samarbejde om sårbare børn".
Lovgrundlag
Barnets lov § 15, stk. 2 og stk. 3.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Indstilling
at beredskab til forebyggelse, opsporing og håndtering af radikalisering og ekstremisme godkendes
at beredskab til forebyggelse, opsporing og håndtering af negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter godkendes
at det reviderede beredskab til forebyggelse, opsporing og håndtering af overgreb mod børn og unge godkendes.
Beslutning fra Børne- og Undervisningsudvalget, 7. marts 2024, pkt. 24:
Tiltrådt.
Beslutning fra Økonomi- og Planudvalget, 11. marts 2024, pkt. 45:
Tiltrådt.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet.
Beslutningstema
Byrådet skal ifølge barnets lov tage stilling til nye lovpligtige beredskabsplaner til forebyggelse, opsporing og håndtering af negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter samt ekstremisme. Byrådet skal desuden tage stilling til det reviderede beredskab til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af overgreb mod børn og unge. Beredskaberne er udarbejdet med inddragelse af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) og Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme (CDE).
Bilag
Sagsfremstilling
Center for Sundt Liv og Trivsel blev etableret i 2023 og skal arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse for børn og unge hen over de næste 10 år. Centret skriver selv, at de "er sat i verden for at fremme sund vægt og trivsel blandt børn og unge i Danmark. Vi er etableret som en uafhængig privat forening af Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Novo Nordisk Fonden". Det bemærkes endvidere, at "Det primære formål er at levere ny viden om sund vægtudvikling og trivsel blandt børn og unge og igangsætte aktiviteter, der gavner børn og unge, gennem tætte samarbejder og partnerskaber."
Partnerskabet mellem Center for Sundt Liv og Trivsel og Ishøj Kommune indebærer bl.a.:
- Partnerskabet har til formål at udvikle, afprøve og evaluere et systemorienteret og samskabende partnerskabsprojekt, der skal fremme sundhed og trivsel blandt børn og unge i Ishøj Kommune – og derigennem forebygge høj vægt og mistrivsel.
- Arbejdet med en systemorienteret tilgang i en hel kommune betyder, at der tages udgangspunkt i helheden frem for isolerede dele. Der fokuseres på det samlede billede for at forstå og arbejde med sundhed trivsel hos børn og unge – og sundhed, vægt og trivsel tænkes sammen.
- Hensigten er at udvikle en bæredygtig metode til sundheds- og trivselsfremme, der først og fremmest kan gøre en forskel for børn og unge i Ishøj og på sigt udbredes til andre kommuner.
Metodisk vil der være fokus på at være systemorienteret, hvilket betyder, at de konkrete indsatser ikke er prædefineret, og at der en ydmyghed overfor, at der er tale om komplekse sundhedsudfordringer, hvor løsningerne udvikles, når årsagerne til problemerne er kendte. Det indebærer bl.a. en høj grad af samskabelse, hvor der er behov for brede samarbejder med borgere, civilsamfund, private aktører og offentlige aktører.
Projektet udrulles i to faser, hvor første fase har fokus på en afdækning og kortlægning af årsagerne til sundheds- og trivselsproblematikkerne hos børn og unge, mens det er i anden fase, der bliver iværksat konkrete initiativer, som vurderes at kunne ændre de udfordringer, der er. Denne implementering forventes at have en længere tidshorisont. Den første fase forventes at strække sig frem til slutningen 2026, hvorefter fase 2 påbegyndes.
Partnerskabet skal også godkendes i bestyrelsen for Center for Sundt Liv og Trivsel.
Økonomi
Til partnerskabets 1. fase ansættes en projektmedarbejder i Ishøj Kommune i perioden fra 1. juni 2024 til 30. maj 2027, som får til opgave at udvikle og drive partnerskabet i samarbejde med Center for Sundt Liv og Trivsel. Midlerne til denne medarbejder finansieres af Center for Sundt Liv og Trivsel. Da udgiften til medarbejderen refunderes af Center for Sundt Liv og Trivsel har ansættelsen ikke effekt på servicerammen. Det forventes, at der bliver behov for ansættelse af en AC-medarbejder 37 timer/uge med en løn på ca. 0,7 mio. kr. (inkl. pension). Det antages, at der kan være ansat en medarbejder pr. 1. juni 2024. Jf. den estimerede udgift pr. måned bliver der behov for budget på 420 t. kr. i 2024.
Indstilling
at der indgås en partnerskabsaftale mellem Ishøj Kommune og Center for Sundt Liv og Trivsel
at der tilføres finansiering fra Center for Sundt Liv og Trivsel på 420.000 kr. i 2024 og 720.000 kr. i 2025 og 2026 samt 300.000 kr. i 2027 til aflønning af en projektmedarbejder, som ansættes i Ishøj Kommune til at udvikle og drive partnerskabet.
at der etableres et indtægts- og udgiftsbudget, hvor refusion for medarbejderen bogføres.
Beslutning fra Børne- og Undervisningsudvalget, 7. marts 2024, pkt. 23:
Tiltrådt.
Beslutning fra Økonomi- og Planudvalget, 11. marts 2024, pkt. 44:
Tiltrådt.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet.
Beslutningstema
Center for Sundt liv og Trivsel ønsker at indgå et partnerskab med Ishøj Kommune med det formål at fremme sundhed og trivsel blandt børn og unge i Ishøj Kommune - og derigennem forebygge høj vægt og mistrivsel. Partnerskabet falder i to faser, hvor den første fase om forberedelse og etablering af partnerskabet løber fra 2. kvartal 2024 til 4. kvartal 2026. På baggrund af fase 1 planlægges, hvilke indsatser der igangsættes i fase 2. For at lægge grundlaget for partnerskabet og sætte retningen for projektet skal der ansættes en projektmedarbejder i Ishøj Kommune. Projektmedarbejderen finansieres af Center for Sundt Liv og Trivsel.
Sagsfremstilling
Grønt Råd har på møde den 25. januar 2024 besluttet at opfordre byrådet til at vedtage reviderede retningslinjer for uddeling af Klima- og Miljøpris. Med de nye retningslinjer, som fremgår af bilag 1, lægges der op til, at kompetencen for at udvælge prisvindere overgår fra byrådet til Klima- og Miljøudvalget. Udvælgelsen sker fortsat efter indstilling fra Grønt Råd.
Ændringen i retningslinjer for uddeling af Klima- og Miljøprisen er i tråd med de ændrede retningslinjer for uddeling af priser og hyldest af idrætspræstationer på det folkeoplysende område. Her blev det i maj 2023 besluttet, at kompetencen til udvælgelse af prisvindere overgik fra Ishøj Byråd til Kultur- og Fritidsudvalget. På velfærdsområdet er kompetencen til udvælgelse af prisvindere uddelegeret til en komité bestående af borgmesteren, udvalgsformanden for Social- og Sundhedsudvalget samt formændene for Udsatte-, Handicap-, og Seniorrådene.
Retningslinjerne vil træde i kraft ved godkendelse, og vil blive anvendt i processen med uddeling af Klima- og Miljøprisen fremadrettet.
Økonomi
Den økonomiske ramme for Klima- og Miljøprisen er på 5.000 kr. og foreslås ikke ændret.
Indstilling
At Grønt Råds indstilling følges, og de nye retningslinjer godkendes, hvorved kompetencen til udvælgelse af prisvindere overgår til Klima- og Miljøudvalget.
Beslutning fra Klima- og Miljøudvalget, 5. marts 2024, pkt. 11:
Tiltrådt.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet.
Beslutningstema
På baggrund af indstilling fra Grønt Råd uddeler Ishøj Kommune hvert år en Klima- og Miljøpris for at præmiere initiativer, der fremmer et bedre klima og/eller miljø. Kompetencen for tildelingen har hidtil ligget hos byrådet. Efter indstilling fra Grønt Råd har administrationen udarbejdet reviderede retningslinjer for uddeling af prisen, hvor kompetencen foreslås ændret til Klima- og Miljøudvalget.
Bilag
Sagsfremstilling
Investeringer, optimeringer og forbedringer på affaldsforbrændings aktiviteter kan fra den 1. juli 2023 ikke længere lånoptages hos Kommunekredit, da disse aktiviteter skal selskabsgøres.
Vestforbrænding vil etablere en kreditfacilitet hos Nordea Bank på 300 mio. kr., som vil være gældende fra den 1. januar 2024 og være uden slutdato, som en midlertidig finansiering med variabel rente, som der løbende kan trækkes på.
Kreditfaciliteten skal anvendes til brug for de investeringer, der ikke kan belånes hos Kommunekredit. Det vil være investeringer på affaldsforbrændingsaktiviteter, der er omfattet af den kommende selskabsgørelse samt omfatte de investeringer og forbedringer, der foretages i Vestforbrændings 100 pct. ejede datterselskaber.
Kreditten underskrives af bestyrelsen en gang ved oprettelsen af kreditfaciliteten. Herefter vil der en gang årligt være et lån til underskrift. For hvert kalenderår vil årets investeringer blive opgjort, og der vil blive etableret den endelige finansiering som et lån i henhold til lånebekendtgørelsens bestemmelser om afvikling og løbetid.
Kommunerne hæfter for de nye lån, der optages hvert kalenderår, forholdsmæssigt efter indbyggertallet det år, hvor forpligtelsen blev indgået. I 2023 svarede det til, at Ishøj Kommune skulle hæfte for 2,4 % af et givent lån, svarende til 7,2 mio. kr. ved en kreditfacilitet på 300 mio. kr.
Lovgrundlag
Vestforbrændings vedtægter.
Lånebekendtgørelse nr. 1580.
Økonomi
Ingen direkte økonomiske konsekvenser for Ishøj Kommune. Ishøj Kommune hæfter for optagne lån med en procentdel, der svarer til den andel, som Ishøjs indbyggere udgør af alle Vestforbrænding-kommunernes indbyggere det pågældende år, som lånet optages.
Indstilling
at byrådet godkender, at Vestforbrænding bemyndiges til at etablere en kreditfacilitet på 300 mio. kr. hos Nordea Bank A/S til de investeringer, der ikke kan belånes hos Kommunekredit.
Beslutning fra Klima- og Miljøudvalget, 5. marts 2024, pkt. 12:
Tiltrådt.
Beslutning fra Økonomi- og Planudvalget, 11. marts 2024, pkt. 39:
Tiltrådt.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet.
Beslutningstema
Byrådet skal tage stilling til, om Vestforbrænding skal bemyndiges til at etablere kreditfacilitet hos Nordea på 300 mio. kr.
Bilag
Sagsfremstilling
Udkast til forskrift fastsætter rammerne for udførelse af støjende, støvende og vibrerende bygge- og anlægsarbejder i Ishøj Kommune. Disse arbejder kan være en stor gene for borgerne i kommunen, hvis de ikke er reguleret. I forskriften er bl.a. fastsat tidsintervaller for, hvornår støjende arbejde kan udføres, fastsat støjgrænser samt regler for afskærmning. Hensigten med forskriften er at sikre, at der tages hensyn til de berørte borgere, samtidig med at entreprenører og bygherre har adgang til et klart og overskueligt regelsæt ift. støj fra bygge- og anlægsarbejde.
Set i lyset af den digitale kommunikation i sagsbehandlingen, og entreprenørernes kommunikation via bl.a. e-mail og e-Boks, er forskriften fra 2010 med tiden blevet ufleksibel. I den opdaterede version er der taget højde for dette, og det er bl.a. præciseret, at kommunen undtagelsesvist kan afvige anmeldelsesfristen på 14 dage. Hertil har særligt støj fra maskiner i tomgang vist sig at være til gene for omgivelserne. I den nye forskrift er der derfor indskrevet et forbud imod, at maskiner efterlades i tomgang unødigt. Der vil være maskiner, som vil skulle være tændt i en periode før eksempelvis påbegyndelse af et arbejde, hvilket fortsat vil være muligt. Forskriften har til hensigt, at der ikke efterlades maskineri i tomgang i en længere periode, som der desværre har været eksempler på.
Ved tidligere redigeringer af forskriften er der opstået fejl i de interne henvisninger i dokumentet. Disse fejl er der ligeledes blevet rettet op på. Håndhævelse af forskriften sker ved påbud efter påbudsbestemmelserne i bekendtgørelsen om miljøregulering af visse aktiviteter.
I dag ligger kompetencen til at vedtage ændringer af forskriften hos byrådet. Fremadrettet foreslås kompetencen overført til Klima- og Miljøudvalget.
Lovgrundlag
Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter, BEK nr. 844 af 23/06/2017.
Økonomi
Forskriften har ikke økonomiske konsekvenser for kommunen.
Indstilling
at den reviderede forskrift vedtages.
at kompetencen til at vedtage ændringer i forskriften overgår til Klima- og Miljøudvalget
Beslutning fra Klima- og Miljøudvalget, 5. marts 2024, pkt. 10:
Tiltrådt.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet.
Beslutningstema
Byrådet skal tage stilling til opdatering af den kommunale forskrift for udførelse af støjende, støvende og vibrerende bygge- og anlægsarbejder i Ishøj Kommune. Den eksisterende forskrift fra 2010 er blevet overhalet af den teknologiske udvikling og foreslås opdateret. Endvidere foreslås det, at kompetencen til at ændre forskriften overgår til Klima- og Miljøudvalget.
Bilag
Sagsfremstilling
Administrationen har, efter initiativforslag fra Ishøjlisten og efterfølgende beslutning i Teknik- og Bygningsudvalget (pkt. 85, 12. december.2023), arbejdet videre for at finde en løsning for at skabe bedre tilgængelighed til svømmehallen fra broen over Stenbjerggårds Allé. Det bemærkes, at der udover indgang til svømmehallen fra broen over byhaven, er en handicapindgang med elevator til svømmehallen ad Stenbjerggårds Allé, hvor der også er handicapparkering.
Efter inddragelse af kommunens tilgængelighedspanel er der arbejdet videre med forslaget om at ændre stiens forløb i hele dens bredde med jetbrændte sten (scenarie 3). Denne løsning sikrer bedst tilgængelighed samtidig med, at belægningsmønstret på pladsen fastholdes, og der ikke skabes forvirring med flere typer brosten. Med jetbrændte sten i hele stiens bredde er der skabt tilgængelig adgang i begge retninger og ned til svømmehallen. Stokhugget og jetbrændte sten er begge sten med en afskåret glat overflade for at få de mest lige sten. Administrationen har i forbindelse med afsøgning af løsning erfaret, at jetbrændte sten fuldt ud har samme egenskaber som stokhuggede sten, men er billigere, da de er maskinelt fremstillet. Stokhuggede sten er hugget manuelt.
Administrationen har gennemført en markedsdialog ved underhåndsbud fra tre entreprenører, og det foreslås på den baggrund, at der udarbejdes et budgetforslag til budget 2025 for projektet. Projektet omfatter, at eksisterende chaussesten udskiftes med jetbrændt nordisk granit for en mere jævn adgang over området med respekt for pladsens eksisterende kvalitet og udseende. Projektet forventes på baggrund af markedsdialogen at koste ca. 700.000 kr.
Ifølge entreprenørens tidsplan kan arbejdes udføres i løbet af 20 arbejdsdage. Projektet vil kunne udføres i foråret 2025 med forbehold for mindre prisstigninger i perioden.
Bilag 2 viser, i hvor stor udstrækning området vil blive afspærret og i hvilke perioder.
Lovgrundlag
-
Økonomi
Ingen på nuværende tidspunkt. Hvis projektet bliver en del af budget 2025, vil udgiften skulle finansieres af anlægsrammen.
Indstilling
at anlægsprojektet om belægning med jetbrændte sten på stien til svømmehallen oversendes til budgetforhandlingerne for budget 2025.
Beslutning fra Teknik- og Bygningsudvalget, 5. marts 2024, pkt. 10:
Tiltrådt med den beslutning, at der gives en anlægsbevilling som tillægsbevilling på 700.000 kr. i 2024, som finansieres af kassebeholdningen, og at sagen oversendes til byrådet.
Beslutning fra Økonomi- og Planudvalget, 11. marts 2024, pkt. 42:
Tiltrådt.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Teknik- og Bygningsudvalget.
Beslutningstema
Teknik- og Bygningsudvalget skal tage stilling til, om budgetforslag om ny belægning på sti til svømmehallen med henblik på at forbedre tilgængeligheden, skal oversendes til budgetforhandlingerne for budget 2025.
Bilag
Sagsfremstilling
Egnsteateraftalen er 4. årig og skal indsendes til godkendelse hos Slots- og Kulturstyrelsen senest den 1. april 2024. At være med i egnsteaterordningen har stor betydning for Ishøj Teater og for Ishøj Kommune, da kommunen får mulighed for at få refusion for en del af driftstilskuddet til Ishøj Teater. Derudover er det en anerkendelse og et kvalitetsstempel i at være med i ordningen.
Den nye aftale har fokus på de muligheder, som den nye teaterbygning skaber rammerne for. I 2025, som er det første år i den nye aftale, vil Ishøj Teater få nøglerne til den nye teaterbygning. Aftalen indeholder derfor delmål, som har fokus på at få sat den nye bygning i spil. Dette indebærer bl.a. markedsføring, flere aktiviteter i huset, egnsspil (teaterform, som fremstiller et historisk eller aktuelt tema med særlig tilknytning til en egn), et nyt børnefællesskab kaldet "Klub Tranen" samt afprøve mulighederne for dramaskole og undervisningsmaterialer. Ishøj Teater er i gang med en ny brandingstrategi med nyt logo, ny hjemmeside og strategi for brug af sociale medier. Alle tiltag, som gerne skal sikre et endnu bredere kendskab til Ishøjs Teaters produktioner og aktiviteter. 2025 er for Ishøj Teater er et særligt år, hvilket bilagene også illustrerer. Dette ses både i teatrets plan for kunstneriske aktiviteter og budgettet. Den vedhæftede lejekontrakt er gældende, men der vil i løbet af 2024 udarbejdes ny, så lejekontrakten matcher til det nye hus.
Se den nye hjemmeside her, som skydes i luften 1. marts 2024: https://www.ishojteater.dk/
Lovgrundlag
Lov om Scenekunst.
Bekendtgørelse om egnsteatre.
Økonomi
Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der fastsætter et minimumsbeløb for kommunens årlige driftstilskud til egnsteatrene. I aftaleperioden er minimumsbeløbet 3.396.456 kr. årligt.
Minimumsprocent for refusion meldes ud 1. maj for det efterfølgende år, og den endelige refusionsprocent kendes først januar samme år. Refusionsprocenten har tidligere været 36-38 %. Minimumsprocenten for refusion er den procentdel af kommunens driftstilskud til egnsteateret, som staten som minimum betaler tilbage til kommunen.
Når Slot- og Kulturstyrelsen har godkendt en ny aftale, skal der ske en teknisk korrektion af budget 2025 - 2028 i forhold til refusion og tilskud. Den forventede netto merfinansiering i forhold til gældende aftale er for Ishøj Kommune ca. 385.000 kr. pr. år (forskellen mellem kommunens minimumsdriftstilskud til teateret i den nye aftale og i den gamle aftale, fratrukket refusion fra staten).
Budgetoverslag for 2025 er for Ishøj Teater for nuværende 2.778.000 kr. efter teknisk korrektion i 2023, hvor de løbende PL-fremskrivninger er fjernet. Budgettet skal således teknisk korrigeres igen ved indgåelse af ny aftale.
Huslejen for Ishøj Teater er fastsat til 334.000 kr. i 2024 og reguleres årligt efter nettoprisindekset. Ishøj Teater ønsker, at også driftstilskuddet reguleres årligt med pris- og lønfremskrivning for at sikre, at økonomien ikke udhules over tid. Derudover vil Ishøj Teater få en højere regning på forbrugsomkostningerne, fordi de får en større bygning og et krav om flere aktiviteter.
Orienteringssag vedrørende forhøjet krav om driftstilskud i egnsteatertilskudsordningen er fremlagt på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 11. oktober 2023.
Indstilling
at egnsteateraftalen godkendes.
at merudgiften på 385.000 kr. i øget driftstilskud til Ishøj Teater indarbejdes i budget 2025 og overslagsårene.
at driftstilskuddet til Ishøj Teater fremskrives med pris- og lønfremskrivning for 2026, 2027 og 2028.
Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget, 6. marts 2024, pkt. 12:
Tiltrådt.
Beslutning fra Økonomi- og Planudvalget, 11. marts 2024, pkt. 43:
Tiltrådt, idet det præciseres at pris- og lønfremskrivningen er fortløbende, dvs. også efter 2028.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Ishøj Byråd.
Beslutningstema
Administrationen har sammen med Ishøj Teater udarbejdet ansøgning om at få egnsteatergodkendelse fra Slots- og Kulturstyrelsen for perioden 2025-2028. Aftalen skal godkendes af Ishøj Byråd.
Bilag
Beslutning
Tiltrådt.
Sagsfremstilling
Som led i budget 2024-2027 er der indregnet en besparelse på 75.000 kr. årligt på byrådsmedlemmers abonnementer på aviser og tidsskrifter. Dette ud af en samlet udgift til aviser og tidsskrifter på 272.000 kr. sidste år.
I budgetforslaget er det forudsat, at besparelsen kan ske ved, at nuværende abonnementer på fysiske aviser og tidsskrifter omlægges til digitale abonnementer.
I dag tilbydes alle byrådets medlemmer følgende "pakke" af tidsskrifter og abonnementer:
- Digital adgang til Danske Kommuner samt 8 fysiske udgivelser hvert år (som omdeles på førstkommende byrådsmøde).
- Digital adgang til DK-nyt.
- Altinget fysisk udgave udgives gratis 12 gange årligt (som omdeles på førstkommende byrådsmøde).
Herudover har hvert byrådsmedlem mulighed for selv at vælge yderligere abonnementer. I praksis er der en vis variation byrådsmedlemmerne imellem i forhold til hvorvidt og hvor mange tidsskrifter og aviser, den enkelte har valgt. Dvs. dem der har tilvalgt flest abonnementer har 4-5 abonnementer, mens der også er er del byrådsmedlemmer, som ikke har valgt nogen aviser og tidsskrifter til.
Med henblik på at føre byrådets beslutning ud i livet og realisere den besluttede besparelse vil administrationen tage initiativ til:
- At alle abonnementer på fysiske tidsskrifter eller aviser omlægges til digitale abonnementer så hurtigt som muligt. Det betyder dels at den fysiske udgivelse af Danske Kommuner (som alle byrådsmedlemmer modtager i dag) ophører. Dels at der igangsættes en omlægning af de selvvalgte aviser og tidsskrifter, som byrådets medlemmer har. Det enkelte byrådsmedlem vil få direkte besked om, hvornår det nye abonnement træder i kraft og hvordan vedkommende tilgår det digitale abonnement. I en række tilfælde vil kommunen forventeligt være bundet af et fysisk abonnement i en periode, inden det vil være muligt at overgå til et digitalt abonnement.
- En nænsom harmonisering af byrådsmedlemmernes "selvvalgte" tidsskrifter og aviser. Det indebærer, at administrationen vil tage kontakt til de byrådsmedlemmer der har tilvalgt mange tidsskrifter og aviser med henblik på at aftale, at nogle af disse kan opsiges.
Byrådsmedlemmer, der ikke hører noget fra administrationen, skal ikke foretage sig noget.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning fra Økonomi- og Planudvalget, 11. marts 2024, pkt. 31:
Tiltrådt, idet tilgangen til fysiske tidsskrifter gøres mindre restriktiv, så længe besparelsen realiseres.
Beslutning
Til efterretning.
Beslutningskompetence
Byrådet.
Beslutningstema
I forbindelse med vedtagelsen af budget 2024-2027 besluttede byrådet, at alle byrådsmedlemmers abonnementer på aviser og tidsskrifter ændres til elektroniske abonnementer.
Med denne sag til byrådet orienteres om, hvordan beslutningen føres ud i livet.
Sagsfremstilling
Ishøj Kommune har med sin Klimaplan 2050 vedtaget at firdoble mængden af vedvarende energi (VE) inden 2030. Ishøj Kommune har på nuværende tidspunkt ingen større produktionsanlæg for vedvarende energi, såsom vindmølleparker eller markbaserede solcelleanlæg. Klimaplan 2050 beskriver et mål om, at der i de kommende år opstilles mere vedvarende energi i kommunen.
Med budgetaftalen 2024 er det besluttet, at Klima- og Miljøudvalget undersøger muligheden for etablering af et kommunalt selskab med henblik på etablering af flere solceller på kommunale bygninger. I den forbindelse har administrationen undersøgt forskellige forhold omkring etablering af solceller og afholdte den 5. marts en temadrøftelse i Klima- og Miljøudvalget.
Parallelt hermed har HOFORs ejerkommuner bedt HOFOR om at tage en aktiv rolle i at etablere et selskab, der kan anlægge og drive solceller på kommunale tage. Klima- og Miljøudvalget tilkendegav ved temadrøftelsen interesse for at indgå i HOFORs arbejde med at afsøge mulighederne for et selskab i HOFOR-regi, der etablerer solceller på kommunale tage, både i HOFORs ejerkommuner og i et antal kommuner udenfor ejerkredsen, heriblandt Ishøj.
HOFOR har i et brev af 7. februar inviteret borgmestre og embedsmænd til møde om sagen, med henblik på at få tilsagn fra kommunerne til at indgå i samarbejdet. Ishøj Kommune har deltaget i begge møder (se bilag 1, 2 og 3).
Lovgrundlag
Elforsyningsloven: LOV nr. 375 af 02/06/1999.
Økonomi
Ingen.
Indstilling
at Ishøj Kommune deltager i HOFORs arbejde, der skal afsøge mulighederne for, at HOFOR etablerer et solcelleselskab, der anlægger og drifter solceller på kommunale tage, herunder tage på kommunale bygninger i Ishøj Kommune.
Beslutning fra Økonomi- og Planudvalget, 11. marts 2024, pkt. 41:
Tiltrådt.
Beslutning
Til efterretning.
Beslutningskompetence
Økonomi- og Planudvalget.
Beslutningstema
Beslutning om at indgå i fælles arbejde med andre kommuner i regi af HOFOR med henblik på at afsøge muligheder for at etablere et solcelleselskab.
Bilag
Sagsfremstilling
Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.
Beslutning
Godkendt.