Referat
Ishøj Byråd mandag den 22. november 2021 kl. 16.30

Rådhuset, Byrådssalen, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj - Ekstraordinært møde

Resume

Det nyvalgte byråd skal konstituere sig inden for rammerne af en gældende styrelsesvedtægt. Styrelsesvedtægten - som kan sammenlignes med en "kommunal grundlov" - indeholder de centrale regler for kommunens styrelse. For at det nyvalgte byråd kan sammensættes i overensstemmelse med en konstitueringsaftale, skal det afgående byråd derfor vedtage en ny styrelsesvedtægt, som det nyvalgte byråd kan konstituere sig efter. Ændring af Styrelsesvedtægten skal behandles 2. gange af byrådet med mindst 6 dages mellemrum. Byrådet kan beslutte ændringer i styrelsesvedtægten mellem 1. og 2. behandlingen. Forslag til ny styrelsesvedtægt for funktionsperioden 1. januar 2022 - 31. december 2025 for Ishøj Kommune fremlægges derfor til 1. behandling i byrådet. 2. behandlingen forventes gennemført den 7. december.

Sagsfremstilling

De nærmere regler om kommunens styrelse skal fastsættes i en styrelsesvedtægt, som besluttes af byrådet. Det er den til hver tid gældende styrelsesvedtægt, som bl.a. regulerer antallet af stående udvalg og deres arbejdsområder m.v.

Et nyvalgt byråd kan ikke på det konstituerende møde foretage ændringer i en styrelsesvedtægt, hvorfor et nyt byråd må konstituere sig i overensstemmelse med en gældende styrelsesvedtægt: Dette følger bl.a. af kommunestyrelseslovens § 6, og er slået fast i en tilsynsudtalelse fra Ankestyrelsen i 2017.

Det afgående byråd skal derfor vedtage en ny styrelsesvedtægt således, at det nyvalgte byråd - på det konstituerende møde den 9. december 2021 - kan konstituere sig i overensstemmelse med en retvisende styrelsesvedtægt, som afspejler sammensætningen af det nye byråd og dets ønsker til den nye styrelsesvedtægt (herunder udvalgsstruktur m.v.).

Efter styrelsesloven skal forslag/ændring til en styrelsesvedtægt undergives 2 behandlinger i byrådet med mindst 6 dages mellemrum. En tilsvarende ordning med 2 behandlinger iht. styrelsesloven kendes fra vedtagelsesprocessen for kommunens budget, som også skal undergives 2 behandlinger.

Kravet om 2 behandlinger af styrelsesvedtægten i byrådet skal bl.a. sikre, at styrelsesvedtægten undergives særlig grundig behandling, fordi styrelsesvedtægten netop udgør den centrale juridiske ramme for byrådets overordnede virksomhed.

I formel henseende skal det af dagsordenspunktet for styrelsesvedtægtens fremlæggelse fremgå, at der er tale om forslag til 1. behandling af en ny styrelsesvedtægt, ligesom det af den efterfølgende dagsorden skal fremgå, at der er tale om 2. behandlingen af en ny styrelsesvedtægt.

Det vil således være muligt at foretage ændringer i udkastet til en ny styrelsesvedtægt mellem 1. og 2. behandlingen, således at den endeligt vedtagne styrelsesvedtægt kommer til af afspejle det nye byråds (flertallets) ønsker til den nye styrelsesvedtægt.

I konsekvens af ovenstående fremlægges udkast til ny styrelsesvedtægt til byrådets 1. behandling, idet det bemærkes, at der kan fremsættes ændringsforslag til det fremsatte forslag til ny styrelsesvedtægt for Ishøj Kommune forud for 2. behandlingen i overensstemmelse med det ovenfor anførte. Den endeligt vedtagne styrelsesvedtægt skal fremsendes til Ankestyrelsens orientering.

Lovgrundlag

Lov om kommunernes styrelse (LBK nr. 47 af 15.01.2019) § 2.

Økonomi

Ingen

Indstilling

Det indstilles, at byrådet ved 1. behandlingen beslutter at lade udkast til ny styrelsesvedtægt for Ishøj Kommune overgå til 2. behandling i byrådet.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Iht. den kommunale valglov har enhver, der er valgbar, pligt til at modtage valget. Byrådet kan dog efter anmodning fra den valgte fritage pågældende fra valget, såfremt pågældende som følge af helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende har rimelig grund til at ønske sig fritaget fra valget. Et ønske om at gå på pension som følge af alder vil være omfattet af fritagelsesgrundene efter den kommunale valglov § 92, stk. 2.

Sagsfremstilling

Ole Bjørstorp blev ved kommunalvalget den 16. november 2021 indvalgt i det nye byråd i Ishøj Kommune med funktionsperiode 1. januar 2022 - 31. december 2025. Ole Bjørstorp har efter valget meddelt, at han ønsker sig fritaget fra valget, idet han ønsker at gå på pension med virkning fra den nye funktionsperiode.


Efter den kommunale valglovs § 92, stk. 1, er det et borgerligt ombud at blive valgt til et byråd, hvorfor man som valgopstillet/valgbar har pligt til at modtage valg til byrådet. Efter § 92, stk. 2, kan byrådet dog fritage en person fra valget, hvis dette er rimeligt begrundet som følge af den valgtes helbredsmæssige forhold, varetagelse af andre offentlige hverv, forretninger eller lignende.


Den der ønsker sig fritaget fra et valg, skal skriftligt indgive dette til byrådet senest fredagen 10 dage efter valgdagen.


Efter at den skriftlige anmodning (rettidigt) er forelagt for byrådet, skal byrådet ud fra en konkret vurdering afgøre, om ønsket om fritagelse for valget er "rimelig begrundet" efter de hensyn, som er nævnt i § 92, stk. 2 - dvs. om ønsket er motiveret i pågældendes helbredsmæssige forhold, varetagelse af andre offentlige hverv, forretninger eller lignende.


Et ønske om fritagelse fra valg som følge af (aldersmæssig) pensionsmæssig forhold vil være omfattet af de grunde, som giver byrådet adgang til at fritage en valgt person fra valg - idet et aldersbetinget pensionsønske er en rimelig begrundelse, som vil være omfattet af den sidste passus i § 92, stk. 2: "lignede forhold".


Såfremt byrådet måtte afvise at fritage Ole Bjørstorp for valget (med funktionsperiode 1. januar 2022 - 31. december 2025), kan han indbringe spørgsmålet for Indenrigs- og Boligministeriet senest 14 dage efter, at afslaget er givet.


Hvis byrådet tiltræder, at Ole Bjørstorp fritages fra valget for den kommende funktionsperiode, indkaldes hans stedfortræder.

Lovgrundlag

Lov om kommunale valg (LBK nr. 13 af 9. januar 2020) §§ 91 og 92.

Økonomi

Ingen.

Indstilling

Det indstilles, at byrådet fritager Ole Bjørstorp fra valget til byrådet for funktionsperioden 1. januar 2022 - 31. december 2025.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag