Referat
Ishøj Byråd torsdag den 25. januar 2018 kl. 17.30
Ekstraordinært Byrådsmøde, Rådhuset, Byrådssalen, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj
Resume
På ekstraordinært byrådsmøde/temamøde skal byrådet drøfte Ishøj Fællesantennes fremtid, herunder evt. nedsættelse af brugerråd og foreningsgørelse af fællesantennen i privat regi.
Sagsfremstilling
Ishøj Byråd besluttede i sommeren 2016 en strategi om at fastholde lokalt ejerskab og at udbyde koncessionen på Ishøj Fællesantenne. Der lægges op til en drøftelse af den fremtidige strategi for Ishøj Fællesantenne.
For at opnå en større grad af brugerindflydelse foreslås det, at Ishøj Fællesantenne overgår til en brugerejet og brugerdrevet antenneforening.
Erfaringer fra andre steder i landet viser, at brugerne med fordel kan inddrages i overgangsprocessen til en brugerdrevet antenneforening via et brugerråd, bl.a. så borgerne kan blive klædt på til at drive en antenneforening.
Kabelplus er i gang med opgradering til docsys3.1 i Vejleåparken (opgradering til docsys 3.1 er en del af kontrakten). Brix og Kamp følger på kommunens vegne opgraderingen og har orienteret kommunen om, at de foreløbige resultater fra Vejleåparken er positive. Opgraderingen forventes afsluttet med udgangen af januar. Endelig afrapportering på opgraderingen til byrådet finder sted på byrådsmødet den 6. marts.
Ifølge kontrakten skal resten af netværket være opgraderet inden 31. oktober 2018. Kommunen og dens rådgiver vil følge opgraderingsprocessen tæt mhp. at sikre, at Kabelplus lever op til sine forpligtelser.
Indstilling
Byrådet vedtager,
at der arbejdes hen imod, at Ishøj Fællesantenne bliver en brugerdrevet og brugerejet antenneforening,
at der snarest oprettes et brugerråd for Ishøj Fællesanttenne, som inddrages i etableringen af en brugerdrevet antenneforening,
at Ishøj Kommune inden ejerskabet overdrages, sikrer, at fællesantennen kan overleveres i en forsvarlig teknisk tilstand,
at Kabelplus' arbejde med opgradering af antennenettet følges tæt frem til udgangen af oktober, og såfremt resultatet ikke lever op til kontrakten, at der træffes beslutning om det videre samarbejde med Kabelplus.
Beslutning
Ole Wedel-Brandt (Ø) foreslår, at "arbejder på" i Pind 3 ændres til "sikrer".
Tiltrådt.
Venstre afventer stillingtagen til Pind 1 , indtil der foreligger et ordentligt beslutningsgrundlag.