Referat
Klima- og Miljøudvalget tirsdag den 3. december 2024 kl. 19.00

Mødelokale Vandværket, Rådhuset, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Sagsfremstilling

Biodiversitetsstrategi og handlingskatalog

Den 20. juni 2023 vedtog Klima- og Miljøudvalget kommunens biodiversitetsstrategi og handlingskatalog ”Sammen om et VILDERE Ishøj”.


Biodiversitetsstrategien er gældende for en 5-årig periode frem til 2028, og det tilhørende handlingskatalog, som er et dynamisk dokument, revideres løbende (bilag 1).

Som en del af arbejdet med handlingerne fra handlingskataloget, gives der årligt en status på fremdriften i de enkelte handlinger, som overvejende er finansieret af ”Naturmillionen”. I vedlagte bilag 2 er samlet en oversigt over status for udmøntningen af de 13 handlinger. I forhold til seneste status, som udvalget fik i juni 2024, er der i det tværkommunale projekt for St. Vejleådalen foretaget en kortlægning af invasive arter i Strandparken og gravet prøverender i Tranegilde Mose. Stenrevet Fyrsten er blevet udlagt, og der er udarbejdet en friluftsplan for Landsbyskoven.


Til næste år forventes selve handlingskataloget at blive revideret og opdateret med nye handlinger.


Naturmillionen 2024

I 2024 har 8 projekter været under udførelse, hvoraf 2 er endeligt afsluttet. For 6 projekter er de ikke endeligt afsluttede og fortsætter derfor ind i 2025.

Det omhandler bl.a. aborreprojektet og omdannelse i strandområdet, hvor der er mindre udeståender i form af afrapportering og opsætning af skilte, hvorfor disse fortsætter i 2025.


For projekt Ishøj vilde haver er de planlagte aktiviteter og delprojekter afsluttet. Konceptet Ishøjs vilde haver forslås at fortsætte i 2025. Det samme er gældende for registreringsprojektet, som også foreslås at fortsætte i 2025.

I bilag 3 fremgår en oversigt over projekterne og tilhørende udgifter.


Naturmillionen 2025

I 2025 foreslås finansieret 9 projekter, hvoraf 8 er udløbere af 2024 projekter. Projekterne favner bredt i forhold til de formulerede hensigter med etablering af naturmillionen, ligesom 7 af de 9 forslag indgår i biodiversitetsstrategien. De enkelte projektforslag 2025 er uddybet i bilag 3 og giver samlet set et forventet forbrug på 1,33 mio. kr.


Blandt forslagene er Vild Mad Mødesteder, formidlingsbase ved det nyanlagte stenrev, implementering af indsatser foreslået i friluftsplanen for Landsbyskoven mm.

Som opfølgning på projekt fra 2024 om omlægning af kommunale og forpagtede arealer foreslås projektet videreført og suppleret med forventede indsatser ift. udmøntning af Grøn Trepart.



Lovgrundlag

Ikke relevant

Økonomi

"Naturmillionen" blev afsat ifm. budgetaftalen for 2022-2025 og udmøntes af Klima- og Miljøudvalget. Puljen udgør 1,0 mio. kr. årligt i perioden, og er anlægsmidler.

Puljen er i forbindelse med budgetaftalen 2025-2028 blevet forlænget med tre år, så den løber til og med 2028.


Det estimerede forbrug for 2024 er ca. 1.273.000 kr. ud af en samlet pulje på 1.504.00 kr. for 2024. Det foreslås derfor at administrationen ifm. overførselssagen ansøger om, at ca. 331.000 kr. overføres til 2025.


Projekterne for 2025 er estimeret til en samlet udgift på ca. 1.331.000 kr. i 2025, under forudsætning af den foreslåede overførsel fra 2024 til 2025 tiltrædes af byrådet ifm. årsafslutning.


Indstilling

at status for biodiversitetsstrategiens handlinger tages til efterretning.

at status for Naturmillion 2024 projekter tages til efterretning.

at et mindreforbrug på 331.000 kr. af puljen søges overført fra 2024 til 2025.

at det godkendes at finansiere de 9 foreslåede projekter i 2025.


Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Klima- og Miljøudvalget

Beslutningstema

Udvalget orienteres om status for arbejdet med handlingerne fra biodiversitetsstrategien og status for projekterne fra 2024 under pulje til mere natur, oaser og træer (naturmillionen). Udvalget skal også tage stilling til administrationens 9 forslag til projekter for 2025, og hvorvidt et mindreforbrug fra 2024 skal søges overført til 2025.

Bilag

Sagsfremstilling

Som del af hhv. Ishøjs DK2020-Klimaplan 2050 og den seneste Planstrategi 2024-2036 indgår, at der inden 2024 skal igangsættes udarbejdelsen af en mobilitetsstrategi for kommunen. En mobilitetsstrategi er en samlet vision og plan for mobiliteten i kommunen, som både omhandler vejnet, stinet og kollektiv trafik samt adfærdsmæssige tiltag. Strategien kan introducere nye ambitioner og tiltag på mobilitetsområdet, samt give retning og sammenhæng mellem igangværende indsatser – som bl.a. DK2020-klimaplanen, trafiksikkerhedsplanen og støjhandlingsplanen - og kan ligeledes indeholde både større forslag til langsigtede strukturændringer og konkrete forslag til mikrohandlinger. Strategien skal understøtte byrådets vision 2035 blandt andet ift. ”Sunde og aktive liv” samt ”Lokalt ansvar for klima, natur og miljø.”


Som det er kortlagt i klimaplanen, er transportsektoren den største udleder af CO2 i kommunen. Kommunen har også store potentialer ift. en forbedring af kommunens sundhedsprofil, og trafikstøj er en stor udfordring. En mobilitetsstrategi kan således også medvirke til at se på, hvorledes kommunens trafikale netværk kan videreudvikles, så det er så fleksibelt og let tilgængeligt som muligt, så flest mulige tilvælger andre trafikformer end fossilbiler i deres daglige transport fx. ved de kortere ture. De trafikale forudsætninger kan også være afgørende, når kommunen omdanner eller planlægger nye byudviklingsområder, så der allerede i planlægningen bliver set på, hvordan den fysiske udvikling understøtter, at nye tilflyttere vil tilvælge aktive transportformer, som bidrager til øget sundhed og mindre udledning af fossile brændstoffer.


Mobilitetsstrategien vil blive tænkt sammen med udmøntning af det kommende projekt om bedre skiltning og wayfinding i kommunen, som er en del af budgetaftalen for 2025.


Den kommende proces

Administrationen forventer, på baggrund af en mobilitetsanalysen, at kunne afholde en workshop for byrådet i forsommeren 2025, hvor visioner og temaer for mobilitetsstrategien i Ishøj vil blive drøftet.


På baggrund af workshoppen bliver strategien videreudviklet og konkretiseret i samarbejde med interessenter i løbet af 2025. Efter planen forventes den endelige mobilitetsstrategi vedtaget i første halvår 2026.


Økonomi

Udarbejdelsen af mobilitetsstrategien afholdes inden for de eksisterende økonomiske rammer, bl.a. med medfinansiering af klimahandlingsplanen.

Indstilling

at udarbejdelsen af en mobilitetsstrategi igangsættes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Økonomi- og Planudvalget.

Beslutningstema

Udvalget skal tage stilling til igangsættelse af arbejdet med en mobilitetsstrategi for Ishøj Kommune.

Sagsfremstilling

Ishøj Kommunes Klimaplan, DK2020-planen, blev godkendt i sommeren 2023. Med klimaplanen er Ishøj forpligtet til at reducere de samlede CO2-emissioner med 66 % i 2030 og 100 % i 2050. Klimaplanen består af 68 tiltag, kategoriseret i fire temaer: 1) Energi, 2) Mobilitet, 3) Klimatilpasning og 4) Forbrug og Adfærd.

For at nå i mål med CO2-reduktionen skal de 68 tiltag fra Klimaplanen realiseres indenfor de beskrevne tidsrammer.


Realiseringen af Ishøj Klimaplan er kommet godt i gang i 2024. Administrationen har valgt at styrke implementering og realisering af Klimaplanen ved at nedsætte en tværgående Klimaarbejdsgruppe, der koordinerer og følger op på aktiviteterne. Der er etableret en gruppe af klimaambassadører på tværs af kommunen med henblik på at sikre lokal kommunal forankring af arbejdet med CO2-reduktion.

Forsinkelser i bl.a. udrulningen af fjernvarme, og Ishøj Kommunes potentiale indenfor temaet ´Forbrug og Adfærd´, har betydet en prioriteringen af tiltag mere orienteret mod aktiviteter indenfor dette tema. Her arbejdes særligt for, at institutioner, skoler og civilsamfund bevæger sig i retning af et mere bæredygtigt forbrug og adfærd. Blandt andet er der etableret et samarbejde om istandsættelse af cykler med Jobcentret, kommunens skoler og politiet med henblik på at forbedre elevernes muligheder for at deltage i aktiviteter på cykel.


I 2024 har administrationen valgt at søge fondsmidler med henblik på at få flere ressourcer til at gennemføre to af tiltagene fra klimaplanen, bl.a. sammen med Gate 21 og Meyers Madhus. Til at omstille køkkenerne på skoler og Ishøjs plejecentre har vi fået forhåndstiltag om udviklingsmidler. Svar om deltagelse i stort EU-udviklingsprojekt om 'Energibesparelser i enfamiliesboliger' forventes i januar 2025, jf. sag på KMU i november 2024.


En nærmere beskrivelse af gennemførte aktiviteter i 2024 fremgår af bilag 1. Et samlet overblik over alle 68 tiltag findes i bilag 3 og et kort overblik i bilag 2.


Til implementering af klimaplanen blev der i forbindelse med Budget 2022 afsat 1 mio. kr. årligt på servicerammen i perioden 2022-2025. Udover dette blev der for året 2024 afsat yderligere 1 mio. kr. (drift årene 2024-2026), således, at det samlede budget for 2024 er på 2.063.000 kr. (PL-fremskrevet). Midlerne finansierer ressourcer til projektledelse og arbejde med mobilitet, samt konkrete udgifter forbundet med de forskellige aktiviteter i 2024. Bilag 4 viser regnskab for året 2024.


Administrationen forventer, at realiseringen af klimaplanen fortsætter planmæssigt i 2025.


Der er også bevilliget 4,0 mio. kr. årligt over anlægsrammen til klimatiltag, der reducerer kommunens CO2 udledning for perioden 2022-2025. Tiltag, der finansieres af denne bevilling, besluttes og afrapporteres samtidig med kommunens energihandleplan.


Lovgrundlag

Ingen

Økonomi

Der blev i forbindelse med udarbejdelse af klimaplanen afsat 1,0 mio. kr. årligt på servicerammen til løn for årene 2022-2025.

I juni 2023 foreslog Klima- og Miljøudvalget at indstille etablering af en årlig klimapulje på 1,0 mio. kr. for 2024-2026 til budgetforhandlingerne. Denne klimapulje blev besluttet ved budgetforliget som udvidelse af servicerammen. Samlet set er bevillingen for implementering af klimaplanen for 2024 ca. 2,0 mio. kr. (drift).


Udgifter til realisering af klimaplanen for 2024 holdes indenfor den afsatte bevilling.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Klima- og Miljøudvalget.

Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalget orienteres om status for arbejdet med Ishøj Kommunes DK2020-klimaplan.

Bilag

Sagsfremstilling

Udkast til friluftsplan for Landsbyskoven har været i offentlig høring fra den 16. september til den 14. oktober 2024. I høringsperioden blev der den 10. oktober afholdt et borgermøde i Ishøj landsby. I alt er modtaget 9 høringssvar fra borgere og foreninger. Høringssvar fremgår af hvidbogen (bilag 1).


Høringssvarene omhandler en række emner, herunder ønsker til ridestier, adgangsforhold, vedligeholdelse og læring om naturen samt en bekymring for, om skoven tilføres for mange friluftsfaciliteter, da skoven som naturelelement ses som det mest værdifulde. I vedlagte høringsnotat (bilag 2) er høringssvarene gennemgået, og administrationens bemærkninger fremgår.


Det er et gennemgående emne i en række høringssvar samt på borgermødet, at naturen bør være i fokus, og der er en bekymring for brugernes adfærd, herunder en bekymring for støj og utilsigtet benyttelse af faciliteter. På borgermødet var der derfor også tilfredshed med den opdeling af skoven, som udkast til friluftsplan lægger op til, så nogle områder har fokus på ro og fordybelse. Omvendt er der ligeledes ønske om etablering af ridestier i skoven, som kan give andre konflikter.


På baggrund af høringen er der foretaget følgende konkrete ændringsforslag i friluftsplanen:

• Indskrevet, at administrationen vil indgå i dialog med rideinteressenter mhp. at undersøge mulighederne for at etablere en ridesti f.eks. i randen af skoven.

• Et forslag om en afgrening af naturstien Strandparken – Hedeland igennem skoven er skrevet ind i planen på side 7.


Efter høringen er der desuden foretaget enkelte redaktionelle ændringer:

• Antallet af forslag til bænke er bragt ned, da en nærmere analyse har kortlagt flere eksisterende bænke end først antaget.

• Forslag til bænke er markeret på anden måde, så de i signaturforklaringen ikke sidestilles med større faciliter som f.eks. et madpakkehus.

• I afsnittet om ”Processen bag” er borgermødet tilføjet.


Økonomi

Friluftsplanen indeholder forslag til en række friluftsfaciliteter, herunder bl.a. madpakkehus og fugletårn, som pt. ikke er finansieret. Realiseres alle planens forslag til faciliteter, estimeres totalbeløbet til at være i størrelsesordenen 1,5 mio. kr. Etablering af faciliteterne vil kunne afstedkomme forhøjet driftsøkonomi, som pt. ikke er beregnet. Realisering af planens forslag til friluftsfaciliteter vil derfor kræve prioritering af midler hertil. Enkelte af forslagene vil kunne finansieres af naturmillionen for 2025, men den vil dog ikke kunne finansiere alle de foreslåede faciliteter. Der kan muligvis opnås medfinansiering fra fonde, omend det kan være ressourcetungt for administrationen at afsøge og ansøge om dette.

Indstilling

At friluftsplan for Landsbyskoven godkendes og efterfølgende offentliggøres.

Beslutning

Tiltrådt.


Seyit Ahmet Özkan (L) stillede følgende ænderingsforslag:


"Friluftsplanen indeholder en række nyttige faciliteter, derfor er det en god ide at finansere planens forslag i størrelsesordenen 1,5 million - 1,5 million tages af kassen og faciliteterne udføres hurtigts muligt."


Seyit Ahmet Özkan (L) støttede forlaget.

Kalbiye Yüksel (F), Thomas Hjort Rasmussen (A), Henrik Olsen (A) og Ole Beckmann (V) kunne ikke støtte forslaget.

Forslaget blev forkastet.


Kalbiye Yüksel (F), Thomas Hjort Rasmussen (A), Henrik Olsen (A), Ole Beckmann (V) stillede forslag om, at udvalget bliver forelagt en sag i foråret 2025 med et budgetforslag til implementeringen af Friluftplan for Landsbyskoven.

Seyit Ahmet Özkan (L) kunne ikke støtte dette forslag.

Forslaget blev tiltrådt.

Beslutningskompetence

Klima- og Miljøudvalget.

Beslutningstema

Udvalget skal tage stilling til endelig vedtagelse af friluftsplan for Landsbyskoven efter endt høring.

Bilag

Sagsfremstilling

Ishøj Byråd vedtog den 5. oktober 2021 at gennemføre et samlet reguleringsprojekt af Lille Vejleå med henblik på at leve op til målsætningen om ”god økologisk tilstand” i statens vandområdeplaner samt løse udfordringer med et stigende behov for afledning af regnvand.


Projektet er et samarbejde med Ishøj, Greve og Høje-Taastrup kommuner og de tre forsyningsselskaber (Ishøj Forsyning, Klar Forsyning og HTK Forsyning) i oplandet til Lille Vejleå.


Projektet har et todelt formål. Dels 1) at give forsyningerne mulighed for at fortsætte den nuværende udledning af overfladevand opstrøms i Ishøj Sø og frit udløb nedstrømssøen samt 2) via ændringer i åens løb forventes forbedringer af den biologiske mangfoldighed i vandløbet samt øgede muligheder for rekreative oplevelser i nærområdet.


Projektet tager højde for store vandføringer i vandløbet og vil kunne håndtere den største målte hændelse over en 40-årig måleperiode. I forhold til klimaplaner og oversvømmelsesscenarier er det dog vigtigt at pointere, at Lille Vejleå-projektet ikke kan stå alene i forhold til fremtidens behov for klimatilpasning. Klimaændringerne vil kunne betyde, at bassiner skal bygges større i fremtiden, og der er risiko for, at det i fremtiden vil blive nødvendigt med en nødpumpestation nær udløbet i Hundige Havn. Behovet for en pumpestation afklares nærmere i projektet.


Status for projektet

Siden den politiske beslutning i 2021 har mangel på ressourcer i projektgruppen på tværs af kommuner og forsyninger bevirket, at processen er trukket ud. Der er i foråret 2024 blevet valgt et rådgiverfirma, og der ligger en overordnet skitse for projektet med forslag til vandløbsomlægninger af åen (bilag 1).


Der har indledningsvist været dialog med enkelte lodsejere langs vandløbstracéet, og der planlægges et møde med interesseforeninger så som Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskeforbund primo 2025. Hen over vinter 2024/2025 gennemføres en detailprojektering, og i foråret 2025 vil der blive afholdt et temamøde for Klima- og Miljøudvalget samt Teknik- og Bygningsudvalget med en gennemgang af det forslag til projekt, der ligger. På den baggrund vil der efterfølgende skulle foretages myndighedsbehandling og senere udbud. Selve anlægget forventes at kunne starte op medio 2026.


Projektet har umiddelbart ikke en direkte kobling til grøn trepart, men det er forventningen at projektets omlægninger og genslyngninger af dele af Lille Vejleå vil kunne have en positiv effekt på udvaskningen af næringsstoffer til vandmiljøet, idet vandløbet i højere grad vil opnå en selvrensende effekt. Alt efter den endelige model for udmøntning af grøn trepart kan der være mulighed for at se på, hvorvidt noget af den landbrugsdrift, der ligger helt op ad lille Vejleå kan tænkes anderledes. Lille Vejleå-projektet er med som en handling i handlingskataloget for biodiversitetsplanen ”Sammen om et VILDERE Ishøj”, og understøtter Byrådets vision 2023 og pejlemærket for ”Lokalt ansvar for klima, natur og miljø”.


Økonomi

Økonomien afholdes primært af de tre berørte kloakforsyninger, som ved gennemførelse af reguleringsprojektet vil kunne opnå en væsentlig økonomisk besparelse på hydraulisk bassinkapacitet. Vandløbet er i dag negativt påvirket af de tilførte vandmængder fra regnvandsoplandene og en mere traditionel løsning med etablering af større bassinkapacitet i oplandet vurderes at være 7 -10 gange dyrere end at gennemføre reguleringsprojektet.


Det kommunale bidrag vil primært ske i form af myndighedsopgaver, lodsejerdialog samt i begrænset omfang af mindre projekter som formidlingstavler og friluftsfaciliteter, der overvejende forventes at kunne afholdes inden for eksisterende budget.


Indstilling

at orientering om status for arbejdet med Lille Vejleå-projektet tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Klima- og Miljøudvalget.

Beslutningstema

Udvalget orienteres om status for det tværkommunale samarbejde om helhedsplan for udviklingen af Lille Vejleå, som forener arbejdet med biologiske målsætninger med behovet for afledning af regnvand.

Bilag

Sagsfremstilling

I forbindelse med tillægsaftalen i 2019 til den statslige pesticidstrategi blev kommunerne pålagt at gennemgå og risikovurdere BNBO’er ift. sårbarhed og indsatsbehov imod erhvervsmæssig anvendelse af pesticider og indgå frivillige aftaler med lodsejere om sprøjtefri drift indenfor BNBO’erne. Det er vandforsyningsselskaberne, der har ansvaret for at indgå de frivillige aftaler. Er der ikke indgået frivillige aftaler inden udgangen af 2024, er kommunerne i kraft af ny lovgivning på BNBO-området forpligtet til at følge op med påbud.

Herunder har kommunen også mulighed for at give påbud i to yderligere situationer. Dels. ift. områder, hvor geologien tilsiger, at også områder udenfor BNBO-arealer bør beskyttes mod pesticider. Og dels for at sikre, at selve 25 meters beskyttelseszone omkring drikkevandsboringerne, hvor der er gødsknings- og dyrkningsfri, fastholdes selvom der er givet et generelt påbud om sprøjtefrihed (som ophæver 25 meter zonen).

Erstatningsmuligheder:

Landmændene vil opnå erstatning i forbindelse med indgåelse af en frivillig aftale om sprøjtefri drift, men umiddelbart vil erstatningen blive skattepligtig, hvilket holder nogle lodsejere fra at indgå aftaler. Hvis Byrådet har vedtaget en såkaldt påbudsvilje kan de frivillige aftaler imidlertid indgås på ekspropriationslignende vilkår, hvilket giver lodsejer mulighed for skattefritagelse for erstatningen. Dette kan have væsentlig betydning for incitamentet til at indgå aftalerne.

I forbindelse med påbuddet skal kommunen fastsætte et erstatningsniveau. Erstatningen udbetales af forsyningsselskaberne og skal dække tab ift. værdiforringelse og afgrødetab som følge af dyrkning uden brug af pesticider. Rådighedsindskrænkelserne i form af dyrkningspraksis eller andre restriktioner som følge af påbuddet tinglyses herefter på ejendommen.

Lodsejer kan påklage kommunens afgørelse om påbud til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Kommunens beregninger af erstatningsniveauer kan påklages til Taksations- og Overtaksationskommisionen. Kommunen kan pålægges at afholde udgifter til sagsomkostninger i tilfælde af, at sagen tabes.

Landbrugsorganisationen VKST Landbrugsrådgivning har den 29. juli 2024 (se bilag 1) henvendt sig til Ishøj kommune og en række andre kommuner, hvor de gør opmærksom på, at en generel politisk beslutning om påbudsvilje inden for hele eller dele af konkrete matrikler ikke er tilstrækkelig dokumentation over for SKAT. Derimod kræves en politisk beslutning om påbudsvilje på konkrete ejendomme, hvor de enkelte matrikler er oplistet, jf. bilag 2.

I Ishøj Kommune er der foretaget en risikovurdering af de BNBO’er, som er beliggende i Ishøj Kommune, hvoraf 3 kildepladser er udpeget med ”indsats nødvendig”, hvor anvendelse af pesticider udgør en risiko for grundvandet. Det drejer sig om Solhøj Kildeplads, Ishøj Kildeplads og landsbyskoven Kildeplads. Kort over områderne fremgår af bilag 3, 4 og 5

For at give lodsejere og vandforsyninger de bedst mulige betingelser for at indgå frivillige aftaler om pesticidfri drift på de konkrete arealer i Ishøj kommune indenfor for de pågældende BNBO foreslås, at Byrådet beslutter påbudsvilje efter miljøbeskyttelsesloven på hele eller dele af de konkrete udpegede matrikler inden for BNBO og sårbare arealer i tilknytning til BNBOet inden for indvindingsoplandet.

Processen med at indgå frivillige aftaler er i gang, og der forventes at blive indgået i hvert fald 1 frivillig aftale inden årets udgang. Herefter vil administrationen starte påbudsprocessen.




Lovgrundlag

Lov om ændring af lov om vandforsyning m.v. og lov om miljøbeskyttelse nr. 677 af 11/06/2024

Økonomi

De økonomiske omkostninger i forbindelse med udbetaling af erstatning afholdes af vandforsyningerne.

Kommunens vil have en række omkostninger i forbindelse med påbudsprocessen, herunder konsulentydelser ift. beregning af erstatningsniveauer samt tinglysningsafgifter ligesom det forventes at give en væsentlig ressourcetræk. Midlerne forventes at kunne finde indenfor eksisterende ramme.

Indstilling

At Byrådet godkender følgende for de oplistede matrikler:

1. At der skal meddeles påbud mod erhvervsmæssig anvendelse af pesticider inden for hele eller dele af konkrete matrikler inden for de boringsnære beskyttelsesområder efter §24a i miljøbeskyttelsesloven.


2. At der skal meddeles supplerende påbud efter §24 i miljøbeskyttelsesloven mod erhvervsmæssig anvendelse, opbevaring, håndtering og transport af pesticider inden for BNBO og hele eller dele af konkrete matrikler inden for sårbare arealer inden for indvindingsoplandet og på arealer i tilknytning til BNBO.


3. At der skal meddeles supplerende påbud efter §24 i miljøbeskyttelsesloven mod dyrkning og gødskning inden for en radius på 25 m fra drikkevandsboringen.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Byrådet

Beslutningstema

Byrådet skal tage stilling til, om der skal gives påbud om pesticidfri drift inden for hele eller dele af konkrete matrikler inden for de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) samt supplerende påbud om forbud mod erhvervsmæssig opbevaring, håndtering og transport af pesticider inden for visse områder i tilknytning til udpegede (BNBO). Herudover skal det besluttes, om der skal meddeles supplerende forbud mod dyrkning og gødskning inden for en radius på 25 m fra drikkevandsboringen.

Bilag

Sagsfremstilling

Årshjul, se bilag 1.


Forpagtede arealer:

Klima- og Miljøudvalget efterspurgte ved seneste møde den 12. november 2024 om et kort over forpagtede arealer. Vedlagt i bilag 2 er kort over forpagtede kommunale arealer, kort over lavbundsjorde samt kort over dyrkede landbrugsjorde i kommunen.


Vedrørende buslommer ved busstoppesteder
Der blev på Klima- og Miljøudvalgets møde tirsdag den 12. november 2024 spurgt til de nyetablerede busstoppesteder, og hvorvidt der blev etableret buslomme ved busstoppestedet. Der bliver ikke etableret buslommer ved busstoppestederne. Det vil sige, at bussen holder i den almindelige vejbane. På baggrund af Movias forventede antal påstigninger ved busstoppestederne, forventes dette ikke at udgøre et reelt trafikalt problem. Der blev ligeledes spurgt til, hvorfor det nye busstoppested ligger i relativ kort afstand til stationen. Generelt gælder, at jo kortere afstand der er fra ens bopæl og slutdestination til bussen, jo større er sandsynligheden for, at man tilvælger den kollektive transport. Stoppestedet vil blive betjent af linje 225, som kører med 20-minuttersdrift i dagtimerne på hverdage og halvtimesdrift om aftenen og i weekenden. Det vil sige, at det er en buslinje med relativt høj frekvens. Stoppestedet ligger ca. 500 meters gang fra Ishøj St. og 700 meters gang fra stoppestedet ”Industriskellet” på Ishøj Strandvej. Det betyder, at der er et stort område langs Vejlebrovej, der har relativt langt til de nuværende stoppesteder.
Det nye stoppested vil derfor øge oplandet til linje 225 markant.. Stoppestedet har et opland på ca. 1.650 indbyggere. Ca. 300 af disse indbygger bor også inden for gangafstand af Ishøj St. eller stoppestedet ”Industriskellet”, idet oplandene til stoppestederne overlapper. Det betyder, at stoppestedet ”Skyttestien” samlet set øger linje 225s opland med ca. 1.350 indbyggere. Det eksisterende stoppested på Ishøj Søvej vest for S-banen vil fra juni 2025 blive betjent af den nye linje 128, som kører med timesdrift dag og aften alle ugens dage. Der er et stort overlap mellem oplandene til de to stoppesteder. Her vil indbyggerne både få adgang til linje 128, som giver forbindelse til Ishøj Landsby og Torslunde, samt til linje 225, som giver forbindelse til Hundige, og begge buslinjer kører til Ishøj St. På den måde vil indbyggerne her både have bus med høj frekvens inden for gangafstand og få bedre forbindelse på tværs af kommunen. Se kort over opland, bilag 3.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Klima- og Miljøudvalget.

Bilag

Sagsfremstilling

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.


Indstilling

at referatet godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Klima- og Miljøudvalget.