Referat
Klima- og Miljøudvalget onsdag den 13. februar 2019 kl. 16.30

Ishøj Varmeværk, Industrivangen 34, 2635 Ishøj

Resume

På mødet præsenteres oplæg omkring status vedr. Ishøj varmeværk og fjernvarmeforsyningen i Ishøj Kommune. Oplægget drøftes.

Sagsfremstilling

I forbindelse med bl.a. subsitutionssagen, den nye energilovgivning, herunder drøftelser og beslutninger vedr. forblivelses- og tilslutningspligt samt drøftelse af prissætningsmodeller for fjernvarme i nye bebyggelser har overvejelser omkring fjernvarmeforsyning og Ishøj Varmeværk været vendt.

På mødet præsenteres oplæg om Ishøj Varmeværk idag og emner til overvejelse for fremtiden for Ishøj Varmeværk. 

Indstilling

Klima og Miljøudvalget drøfter fremtiden for Ishøj Varmeværk.

Beslutning

Til efterretning

Bilag

Resume

Varmeværket orienterer om det forløbne samt indeværende år. Herunder bla. økonomi og forbrugerpriser.

Sagsfremstilling

1. Orientering fra værket
2. Organisation
3. Regnskab og budget
4. Varmepriser
5. Projektplan
6. Substitution
7. Havari
8. Ledningsstatus
9. Træpiller - Bæredygtighed
10. Eventuelt

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget tager punktet til efterretning

Beslutning

Til efterretning

Bilag

Resume

Ishøj Kommunes Klima- og Miljøpris uddeles hvert år efter indstilling fra Grønt Forum

Sagsfremstilling

Grønt Forum har besluttet, at Klima- og Miljøprisen i 2019 skal uddeles til én eller flere personer, der sender et pænt billede eller beskriver "Mit yndlingssted i Ishøjs natur”.

Grønt Forum har nedsat en arbejdsgruppe, som forestår annonceringen efter kandidater til Klima- og Miljøprisen 2019 og efterfølgende indstiller forslag til vinder til Grønt Forum.

Grønt Forum har på mødet den 24. januar 2019 godkendt, at emnet i 2019 er ”Mit yndlingssted i Ishøjs natur” og de eksempler, der skal få borgerne til at melde ind, kan være:
·         Vis os dit yndlingssted i Ishøjs natur
·         Hvor er den skønneste plet i Ishøj?
·         Hvor er dit favoritsted i naturen i Ishøj?

Arbejdsgruppens notat, der beskriver baggrunden for valget af årets emne og kommissoriet for uddeling af Klima- og Miljøprisen, er vedlagt som bilag.

Arbejdsgruppens forslag til vinder godkendes af Grønt Forum og indstiller denne til Klima- og Miljøudvalget, og prisen bliver overrakt af Borgmesteren.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget tager orientering om Klima- og Miljøprisen 2019 til efterretning.

Beslutning

Ny indstilling:
Klima- og Miljøudvalget har drøftet sagen og ønsker at skærpe kravene til det indsendte således, at borgerne også med tekst skal beskrive, hvorfor det er et dejligt sted. De indsendte forslag bør bruges til at promovere kommunen. Endelig ønsker udvalget at drøfte kommissoriet for Klima- og miljøprisen på et udvalgsmøde i løbet af 2019.

Tiltrådt.

Økonomi

Der er afsat 5.000 kr. til uddeling af Klima- og Miljøprisen.

Bilag

Sagsfremstilling

Vestforbrændings Formidlingscenter har en række forskellige besøgstilbud til grundskoler, erhvervsskoler og gymnasier. Vestforbrændings ejerkommuner betaler for disse tilbud over A-gebyret, der opkræves fra alle kommuner, og dermed kan Ishøj kommune frit benytte sig af Vestfrobrændings tilbud. Tilbuddene er en række forløb, der gennem praktiske øvelser og opgaver giver indsigt i begreber som materialer, kategorisering, sortering, ressourcer, råstoffer, genanvendelse og energi. Formidlingscentret producerer og tilbyder desuden en række undervisningsmaterialer til grundskolen, der er udarbejdet i forhold til Fælles Mål. Et par eksempler fra det meget omfattende undervisningsmateriale, der frit den downloades eller bestilles på Vestforbrændings hjemmeside, vedlægges dagsordenen.

Med henblik på at orientere om Formidlingscenterets tilbud udsender Vestforbrænding nyhedsbreve til alle skoler i Vestforbrændings opland og 900 tilmeldte lærere. Et eksempel på et nyhedsbrev vedlægges dagsordenen.

Klima- og Miljøudvalget drøftede på Temamødet på Vestforbrænding den 10. oktober 2018 et indsatsområde for kommunale institutioner. I forslag til ny Affaldsplan er Kommunale Institutioner indarbejdet som indsatsområde nr. 19, hvor der blandt andet er beskrevet aktiviteten:

For at understøtte såvel målene for dette indsatsområde som målene for den samlede affaldsplan vil vi ift. Børn og unge – undervisning (pkt. 19.1):

"Udvikle et formaliseret samarbejde mellem forvaltningen, kommunens institutioner og Vestforbrændings Formidlingscenter". Indsatsen er programsat til 2020.

Center for Park-, Vej- og Miljø vil på den baggrund anbefale, at dette forlægges  Børne- og Undervisningsudvalget, som kan drøfte, hvordan og i hvilket omfang Vestforbrændings tilbud skal benyttes.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget vedtager at forelægge sagen for Børne- og Undervisningsudvalget.

Beslutning

- med anbefaling af, at Børne- og Undervisningsudvalget besøger Vestforbrændings Formidlingecenter

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Affaldsbekendtgørelsen

Bilag

Resume

Ishøj Kommunes regulativ for husholdningsaffald revideres med henblik på, at kommunen kan tilbyde centralt opstillede beholdere til haveaffald i udvalgte boligområder.

Sagsfremstilling

Haveaffald hentes enten ved den enkelte havebolig eller i fælles containere ved etageboliger og rækkehuse.

Ved afhentning hos den enkelte havebolig kan borgeren vælge at bundte haveaffaldet med sejlgarn eller benytte papirsække eller beholdere på hjul. Borgeren anskaffer selv sejlgarn, papirsække eller beholder afhængigt af, hvordan borgeren foretrækker at bruge ordningen.

Hos etageboliger og rækkehusbebyggelser med fælles opsamling benyttes mini-containere eller større vip-containere. I dag anskaffer og vedligeholder boligselskabet selv containere til opsamling af haveaffald i henhold til det gældende husholdningsregulativ.

Haveaffaldsordningen ændres således, at kommunen anskaffer og vedligeholder containere til fælles opsamling af haveaffald.

Der er i dag otte boligselskaber, som får afhentet haveaffald i fælles containere. Ved en gennemgang af materiel til haveaffald har Vestbrænding konstateret, at ca. halvdelen af containerne er ejet af kommunen. Vestforbrænding vil kontakte de øvrige boligselskaber, som i dag selv ejer containere til haveaffald med henblik på udskiftning til kommunens materiel.

De nye containere anskaffes på samme vis som indsamling af de øvrige affaldsfraktioner. Det betyder, at mini-containere indkøbes af Vestforbrænding. Vip-containere lejes af Remondis gennem kontrakten for Indsamling på tværs.

Regulativ for husholdningsaffald ændres, så det fremgår, at kommunen stiller materiel til rådighed til opsamling af haveaffald i fælles containere.

I regulativ for husholdningsaffald § 22.4 ændres følgende:
• Enfamiliehus: Borgeren og grundejeren anskaffer selv papirsække. Borgere og grundejere anskaffer og vedligeholder selv beholdere godkendt af Byrådet.
• Etageboliger og tæt/lav bebyggelse med fælles opsamling: Beholdere leveres og vedligeholdes af Ishøj Kommune.

Forslag til regulativet er vedlagt som bilag og skal i høring i fire uger, hvorefter det bliver fremlagt til endelig vedtagelse.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at forslag til regulativ for husholdningsaffald sendes i høring i fire uger.

Økonomi

Vestforbrænding har vurderet, at ændringen vil medføre en øget driftsomkostning på ca. 20.000 kr. Dette vil blive indarbejdet fra og med budget 2020.

Lovgrundlag

Affaldsbekendtgørelsen.

Bilag

Resume

Godkendelse af nye affaldsordninger for kommunale institutioner og kommunale virksomheder samt vedtagelse af konsekvensændring af regulativ for erhvervsaffald.

Sagsfremstilling

Ishøj Byråd besluttede den 2. juni 2015 serviceniveauet for de nye affaldsordninger i husholdningerne som er en del af samarbejdet med Vestforbrænding om ”Fællesordning for indsamling af affald fra husstande og kommunale institutioner”. Serviceniveauet for kommunale institutioner og virksomheder blev ikke fastlagt på dette tidspunkt, da man ønskede at implementere kildesorteringen gradvist.

Ishøj Kommune skal derfor vedtage et serviceniveau for kommunale institutioner og virksomheder samt et ændret regulativ for erhvervsaffald, så kommunens 54 institutioner og virksomheder er omfattet af kildesortering. Vestforbrænding har udarbejdet et notat til belysning af sagen, som er vedlagt som bilag 1.

Udrulning af nye ordninger til de kommunale institutioner og virksomheder sker i et samarbejde mellem Vestforbrænding og Center for Ejendomme.

Der er i 2017-2018 gennemført forsøg på to institutioner (Ishøj Skole og Firkløveren, og desuden igangsat pilot på Kærbo). Med forsøgene er opnået:
- Erfaringer med valg af indendørssortering.
- Screening af standpladser til nye beholdere.
- Kortlægning af institutionernes affaldsbehov samt viden om hvordan affaldsordninger og gebyrer skal sammensættes.

På baggrund af forsøget er investeringsbehovet for samtlige 54 institutioner og virksomheder i Center for Ejendomme vurderet og er indarbejdet i budget 2019.
Implementering af de nye affaldsordninger til de kommunale institutioner og virksomheder vil blive gennemført i 2019-2020.

Regulativ for erhvervsaffald ændres, så det fremgår, at kommunale institutioner og virksomheder skal kildesortere i følgende fraktioner: rest- og madaffald, papir, plast, glas, metal, pap samt batterier og farligt affald i overensstemmelse med bestemmelserne i Regulativ for husholdningsaffald.

Forslag til Regulativet er vedlagt som bilag 2 og skal i høring i fire uger, hvorefter det bliver fremlagt til endelig vedtagelse. 

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller at forslag til Regulativ for erhvervsaffald sendes i høring i fire uger.

Beslutning

Tiltrådt.

Økonomi

Udgifter på renovationsområdet:
Der er afsat 250.000 kr. på renovationsbudgettet i både 2019 og 2020 til udrulning og indkøb af mini-containere. Vestforbrænding har vurderet, at omkostninger til udrulning af de nye ordninger udgør 1,1 mio. kr. Derfor vil der blive indarbejdet omkostninger for yderligere 600.000 kr. i budgetforslag 2020.

Renovationsområdets ovenstående udgifter til indsamling af affald fra kommunale institutioner dækkes af gebyrindtægter fra 2019. De nye renovationsgebyrer for kommunale institutioner og virksomheder er vedtaget i forbindelse med budget 2019.

Udgifter for Center for Ejendomme:
Udgifter til etablering af indendørssortering og etablering af standpladser og affaldsskure afholdes af Center for Ejendomme, idet der er afsat pulje hertil i budget2019.

Lovgrundlag

Affaldsbekendtgørelsen

Bilag

Resume

På baggrund af drøftelser med Hovedstadens Letbane er der udarbejdet et forslag til regulativ for jord fra letbanen, som omfatter rabatjord. Det vil sige den jord, der ligger i rabatten ved siden af vejbanen, og områdeklassificeret jord, som er lettere forurenet jord fra byområder. Regulativet giver ikke anledning til ændringer af nuværende procedurer på jordområdet. Forslaget til regulativ har nu været i 4 ugers offentlig høring, og der er ikke modtaget kommentarer.

Sagsfremstilling

Byrådet vedtog på mødet den 6. november 2018, at sende Forslag til Regulaltiv for jord fra Letbanen i offentlig høring. Der er ikke modtaget kommentarer til forslaget.

Vedtagelsen af et regulativ vil være en forenkling af anmeldelser og prøvetagning af jordflytninger fra den del af anlægsområdet for letbanen, hvor alle kendte forureningskilder og usikkerhed er frasorteret. Ved at lade disse områder omfatte af et jordregulativ, forenkles administrationen af jordflytninger fra letbanen, og yderligere udgifter og gener for naboer og trafik ved jordprøvetagning og analyser undgås.  

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at godkende Jordregulativet for Letbanen

Beslutning

Tiltrådt

Økonomi

Hovedstadens Letbane skønner, at vedtagelsen af regulativer i alle kommuner langs strækningen vil indebære en samlet besparelse til prøvetagning og analyser på ca. 6 mio. kr. Hertil kommer administrative besparelser hos Hovedstadens Letbane.

Et regulativ vil også betyde en vis reduktion i den ekstra arbejdsbelastning af kommunens miljøafdeling, som Letbaneprojektet medfører.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse om anmeldelse og dokumentation i forbindelse med flytning af jord, BEK. nr. 1452 af 07/12/2015, §14

Bilag

Sagsfremstilling

Ishøj Sportsfiskerklub har den 4. november 2018 søgt om at få forlænget aftalen om overdragelse af fiskeretten i den nedre del af St. Vejle å fra Ishøj Strandvej til Strandparken.

Aftalen blev senest fornyet i 2012 for en 5-årig periode og skulle således have været fornyet i 2017. De seneste 2 år har området været administreret, som om aftalen fortsat var gældende.

Det foreslås at aftalen forlænges med yderligere 5 år.

Fiskeretten indebærer, at klubbens medlemmer har adgang til fiskeriet. Ikke-medlemmer kan opnå adgang til at fiske i åen ved, foruden at have det normale fiskekort, at købe et dagfiskekort til 50 kr. Et dagfiskekort kan købes på Q8 tanken, Ishøj Stationsvej eller via klubbens hjemmeside. Personer under 18 år og folkepensionister kan fortsat fiske uden dagfiskekort.

Klubben fører kontrol med fiskeriet i området, så der ikke foregår ulovligt fiskeri. Klubben holder ligeledes opsyn med området og foretager oprydning.

Strandparkens bestyrelse har godkendt forlængelse af tilsvarende aftale for lagunen ved St. Vejleås udløb.

Tilsvarende beslutningspunkt fremlægges for Teknik og Miljøudvalget i Vallensbæk Kommune.

Der vedlægges et notat om sagen.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget vedtager, at aftalen om overdragelse af fiskerettighederne til Ishøj Sportsfiskerklub i den nedre del af St. Vejle å forlænges med 5 år.

Beslutning

Tiltrådt

Økonomi

Ingen betydning for Ishøj Kommune

Bilag

Sagsfremstilling

Tilmelding til KL`s  konference TEKNIK & MILJØ ’19, som finder sted den 25.-26. april 2019 i Fredericia.
Hver deltager skal vælge 1 strategisk møde, 1 udflugt og 2 temamøder
Bilag: Program m.m.


Liste over administrativt meddelte afgørelser.
 

Beslutning

Til efterretning

Bilag