Referat
Klima- og Miljøudvalget tirsdag den 14. februar 2023 kl. 19.00
Mødelokale Tårnbjerget, Rådhuset, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj
Sagsfremstilling
Forslag til biodiversitetsstrategi er udarbejdet på baggrund af et politisk ønske og en borgerinddragende proces i 2022. Strategien er gældende for en 5-årig periode, mens handlingskataloget revideres årligt.
Forslaget til biodiversitetsstrategien indeholder en vision samt en række målsætninger, der skal fremme biodiversiteten i kommunen - både i det åbne land og i de bebyggede områder. Derudover indeholder strategien et handlingskatalog med konkrete tiltag, som skal igangsættes indenfor en 5- årig periode for at opnå målsætningerne. Handlingskataloget er et dynamisk dokument, hvor nye projekter kan komme til, og projekter udgår efterhånden, som de bliver realiseret. Klima- og Miljøudvalget vil fremadrettet én gang årligt blive orienteret om status for arbejdet med handlingerne.
Som en del af strategiens tilblivelse blev der i 8 uger i foråret 2022 afholdt en idéfase, hvor borgere og andre interesserede kom med input til naturforbedrende tiltag i kommunen. I oktober 2022 holdt biolog Morten DD. et inspirationsoplæg om biodiversitet for Klima – og Miljøudvalget samt medlemmer af Grønt Råd. Senest blev der i januar 2023 holdt et høringsmøde om strategien for medarbejdere i kommunen på tværs af centre og fagligheder. Samlet har processen bidraget med gode input fra de involverede parter, og mange af disse er indarbejdet i strategien.
Strategien og særligt handlingsplanen vil blive præsenteret for KMU på mødet.
Hvis det godkendes, sendes forslaget til biodiversitetsstrategi og handlingskatalog i 8 ugers offentlig høring. Efter endt høring vil strategien blive forelagt Klima- og Miljøudvalget igen til endelig godkendelse.
Økonomi
Strategien har i sig selv ikke økonomiske konsekvenser. De konkrete handlinger fra handlingskataloget vil have forskellig finansiering. Nogle projekter vil kunne afholdes indenfor kommunens egne natur-driftsmidler og puljemidler, mens andre projekter forventes finansieret med fondsmidler.
Indstilling
at forslag til biodiversitetsstrategi og handlingskatalog godkendes og sendes i 8 ugers offentlig høring.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Klima- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Forslag til biodiversitetsstrategi inklusive handlingskatalog – ”Sammen om et VILDERE Ishøj” er klar til at blive sendt i offentlig høring. Der skal træffes beslutning om at godkende forslaget og sende strategien i offentlig høring i 8 uger.
Bilag
Sagsfremstilling
Ishøj Varmeværk har i alt 3 kedler, der sørger for produktion af fjernvarme. En væsentlig del af teknikken til varmeproduktion er en varmeveksler, som helt kort beskrevet er en mekanisk enhed, der er beregnet til varmegenvinding ved at anvende spildvarme fra processen, og dermed reducere energiforbruget. Grundet slid og ælde blev varmeveksleren på kedel 1 udskiftet tilbage i 2004. Nu har driften af kedel 2 og 3 slidt varmevekslerne på samme måde efter 35 års drift. Derfor er der behov for at udskifte dem, da sliddet kan føre til nedbrud og utilsigtede afbrydelser i varmeforsyningen. Nedbruddene giver samtidig problemer med at overholde Ishøj Varmeværks kontraktlige forpligtigelser overfor VEKS som spids- og reservelast værk. Nedbruddene er også en økonomisk belastning med gentagne reparationer på de samme dele/områder i kedlerne.
Arbejdet med at udskifte varmeveksleren på kedel 2 kan afsluttes i begyndelsen af 2023, og først derefter påbegyndes udskiftningen af hensyn til driften af varmeveksleren på kedel 3. Udskiftningen af varmeveksleren på kedel 3 er sendt i inviteret udbud – der kommer 3 tilbud og ét udvælges. Det forventes, at denne udskiftning er afsluttet inden udgangen af 2023.
Økonomi
Udskiftningen af varmevekslerne på kedel 2 og 3 forventes at koste 7,1 mio. kr. uden moms. Beløbet optages som lån, og tilbagebetales til kommunen over en 10-årig periode.
Udgiften ligger udenfor anlægsrammen.
Indstilling
at der gives anlægsbevilling på 7,1 mio. kr. til udskiftning af varmevekslerne på kedel 2 og 3, og at udgiften finansieres via lånoptagelse.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet.
Beslutningstema
Der søges om anlægsbevilling til vedligeholdelse af kedel 2 og 3 på Ishøj Varmeværk.
Sagsfremstilling
Der skal vedtages en revideret ejerstrategi for Vestegnens Kraftvarmeselskab (VEKS), som gælder for den igangværende kommunale valgperiode. Ejerstrategien er sammen med vedtægterne rammesættende for selskabets arbejde og er således fundamentet for VEKS’ udvikling og drift. Udkastet til ejerstrategi er udarbejdet og tiltrådt af embedsmandsudvalget i VEKS, hvor alle ejerkommuner er repræsenteret.
Formålet med revisionen af ejerstrategien har bl.a. været at skærpe den ejerkommunalt fastlagte strategiske retning for VEKS samtidig med, at der strammes op på de ret omfangsrige proces- og rollebeskrivelser, der fremgår af den nuværende ejerstrategi. Udkastet til ejerstrategi fokuserer bl.a. på følgende:
- VEKS skal være foregangsselskab i den grønne omstilling ved bl.a. at bidrage til realiseringen af FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling samt understøtte ejerkommunernes klima- og energipolitiske målsætninger.
- VEKS skal placere sig centralt i den lokale og regionale omstilling af energisektoren og arbejde aktivt for en CO2-neutral fjernvarme. Indenfor varmeforsyningsloven skal VEKS, som en følge heraf være en grøn innovativ spydspids i samarbejdet med virksomheder, forskningsinstitutioner og øvrige aktører i energisektoren.
- VEKS’ aktive rolle i den grønne omstilling skal gå hånd i hånd med et vedvarende fokus på en sund økonomisk udvikling af selskabet, der kan sikre levering af sikker og stabil fjernvarme til lave og konkurrencedygtige priser.
- Behovet for et godt og konstruktivt samarbejde mellem VEKS og ejerkommunerne, hvor man løbende og tidligst muligt informerer hinanden.
- Der afholdes borgmestermøder, når der skal igangsættes større strategiske tiltag eller ændringer i VEKS.
- Det skal sikres, at bestyrelsesmedlemmerne i VEKS, evt. gennem efteruddannelse, kan stå i spidsen for en forsvarlig, effektiv og innovativ ledelse af selskabet.
- Embedsmandsudvalget i VEKS skal sikre en effektiv udveksling af information, sparring og dialog mellem ejerkommunerne og VEKS’ direktion på administrativt niveau.
- VEKS skal have et styrket fokus på kunderne i alle dele af udvikling og drift, bl.a. gennem en styrkelse af det daglige arbejde i VEKS’ kundeforum.
Samtidig lægger udkastet til ejerstrategi op til, at selskabets vedtægter moderniseres i indeværende valgperiode. De eksisterende vedtægter i VEKS er relativt gamle og trænger til at blive opdateret. I forbindelse med en ændring af vedtægterne, vil man evt. kunne overføres visse procesrelaterede dele af ejerstrategien til vedtægterne. Hermed vil det strategiske indhold i ejerstrategien i den kommende valgperiode komme til at stå endnu skarpere.
Det fremlagte udkast til nu ejerstrategi er behandlet og tiltrådt af bestyrelsen i VEKS på bestyrelsesmøde den 9. december 2022.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Indstilling
at udkast til ny ejerstrategi for VEKS godkendes.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet.
Beslutningstema
Ejerstrategien for Vestegnens Kraftvarmeselskab (VEKS) er blevet revideret, og fremlægges her til godkendelse.
Bilag
Sagsfremstilling
Byrådet vedtog den 3. januar 2023 projektforslagene for udrulning af fjernvarme vest for motorvejen. På samme møde tiltrådte Byrådet en anlægsbevilling til gennemførelse af projekterne.
Det ene projekt dækker Tranegilde Landsby, og det det andet dækker Ishøj landsby, Vestervang og Torslunde. Projektet for Ishøj Landsby, Vestervang og Torslunde er opdelt i 3 delområder, hvor rækkefølgen for udrulningen i de 3 områder vil tage udgangspunkt i tekniske forhold.
Der har fra starten været størst interesse for fjernvarmeudrulning i Tranegilde. Desuden vil det være hensigtsmæssigt at igangsætte udrulning af et mindre område først, bl.a. for at få erfaringer i forhold til udrulningsopgaven. Tranegilde ligger meget tæt på den central, der forsyner Ishøj store industriområde, hvilket vil gøre det relativt nemt at tilslutte området forsyningsnettet fra VEKS. Ishøj Landsby, Vestervang og Torslunde skal have
etableret en ny hovedledning fra Høje Taastrup.
Af disse årsager finder Ishøj Varmeværk det hensigtsmæssigt at starte projektet i Tranegilde – og derefter projektet i de tre andre landsbyer.
Ishøj Varmeværk anbefaler følgende rækkefølge for udrulning:
1. Tranegilde: årsagen til dette er, at det er en løsning, som teknisk er mulig, er af et rimeligt omfang i forhold til den forestående udrulning og ikke mindst, at borgerne har vist stor interesse og forhåndstilkendegivelser.
2. Vestervang: når der lægges en hovedledning fra Malervej i Høje Taastrup er dette område, det første som ”ledningen” kommer til, hvorfor det er hensigtsmæssigt at tilslutte Vestervang med det samme.
3. Ishøj Landsby: årsagen er, at der er et større antal husstande og ”større grundarealer” (kommunale bygninger – Ishøj skole) som skal forsynes, og det giver den bedste økonomi for projektet, at få så stort varmeaftag som muligt tidligt i projektet.
4. Torslunde: området ligger fysisk længst væk fra den nye hovedledning, og antallet af boliger er få.
Planlægningen af projekt1 vedr. Tranegilde er igangsat, og der arbejdes på at kunne foretage de første gravearbejder i efteråret 2023.
Planlægningen af projekt2 omfattende de tre andre områder er ligeledes igangsat men det kræver længere planlægning, hvorfor udførelse først forventes i at starte i 2024.
Uanset hvilken rækkefølge, der besluttes for fjernvarmeudrulningen, er tidsplanen afhængig af den nuværende markedssituation og de aktuelle udfordringer med at skaffe materialer og entreprenør/håndværkere. Den endelige tidsplan for udrulningen af fjernvarme kan afklares, når udbuddet er afholdt.
Foreløbig tidsplan for fjernvarmeudrulning er:
- Tranegilde, efteråret 2023
- Vestervang 2024
- Ishøj Landsby 2025-2026
- Torslunde 2027
Lovgrundlag
Varmeforsyningsloven
Økonomi
Udgiften til denne finansieres indenfor den afsatte samlede anlægsbevilling (Byrådet den 3. januar 2023) til fjernvarmeudrulning vest for motorvejen, og tilbagebetales af forbrugerne jævnfør "hvile i sig selv"-princippet.
Indstilling
at den anbefalede rækkefølge for udrulning af fjernvarme vest for motorvejen godkendes og derved igangsættes endelig projektering for udrulning af fjernvarme i Trangilde.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet
Beslutningstema
Der skal træffes beslutning om rækkefølgen for udrulning af fjernvarme vest for motorvejen, samt om der igangsættes endelig projektering og etablering af fjernvarme i Tranegilde.
Bilag
Sagsfremstilling
I 2015 erhvervede Ishøj Kommune forsyningsområdet Sydengen fra VEKS.
Da fjernvarmen blev rullet ud i Sydengen, tilbød VEKS forbrugerne en aftale, der betød, at prisen på fjernvarme altid ville være 10% lavere end naturgasprisen (kaldet naturgasprisaftale). Det har indtil nu været en fordelagtig aftale for forbrugerne, fordi naturgasprisen langt de fleste år har været historisk lav. Det betød samtidig, at taksterne ikke kunne indeholde dække varmeværkets afskrivninger på distributionsnettet.
I forbindelse med at planerne for området blev ændret, og der opføres boligblokke, blev der, til dækning af de manglende afskrivninger på distributionsnettet, fastsat en tilslutningspris på 29 kr. pr. opvarmet m2.
Som bekendt er verdens energipriser – specielt prisen på naturgas - steget voldsomt. Derfor vil fjernvarmepris opgjort efter naturgasprisen også stige markant hos kunderne. Dette gør det attraktivt for forbrugere, hvis pris afhænger af naturgasprisen, at konvertere til afregning efter standardvarmeprisen baseret på ”hvile i sig selv”-princippet. Denne konvertering svarer til, hvad der sker i andre forsyningsområder med samme prissætning, og som de formentlig kan gøre krav på.
Godkendes ændringen af prisafregningsmodel bevirker det, at tilslutningsbidraget med virkning fra 1. januar 2023 kan nedsættes til 15 kr. pr. opvarmet m2, som betales over en 10 årig periode regnet fra tilslutningsmåneden/konverteringsmåneden. Det forventes derved, at opkrævning af tilslutningsbidrag ophører med udgangen af 2035.
Konverteringen fra naturgaspris til standardpris kan med tilbagevirkende kraft
fra 1. januar 2023 omfatte 7 målere fordelt på 4 ejere. På basis af varmeaftaget i 2021 og de foreløbigt opgjorte standardvarmepriser for 2023 vil for forbrugerne samlet opnå en samlet besparelse på 406.000kr., set over for en tilsvarende forventet merpris ved afregning efter naturgasprisen på 561.000 kr. i 2023.
Sagen forelægges for udvalget grundet udvalgets funktion som bestyrelse for Ishøj Varmeværk.
Lovgrundlag
Varmeforsyningsloven
Økonomi
Ændringen har ikke betydning for kommunens økonomi. Ændring af taksterne indgår i Ishøj Varmeværks samlede økonomi.
Indstilling
- at nuværende varmeforbrugere i Sydengen med prissætning efter naturgasprisen tilbydes at konvertere fra afregning af varme efter naturgasprisen til standardpriser efter ”hvile i sig selv”-princippet.
- at tilslutningsbidraget til dækning af distributionsnettet som konsekvens heraf nedsættes fra 29 til 15 kr. pr. opvarmet m2.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Klima- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Til beslutning fremlægges forslag om, at nuværende varmeforbrugere i Sydengen ( det tidligere Lille Industrikvarter) kan konvertere fra afregning af varme efter naturgasprisen til standardpriser efter ”hvile i sig selv”-princippet som for øvrige varmeforbrugere, samt at tilslutningsbidraget til dækning af distributionsnettet i konsekvens heraf nedsættes fra 29 til 15 kr. pr. opvarmet m2.
Sagsfremstilling
Oversigt over miljøsager, hvor delegation er blevet anvendt, se bilag 1.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Klima- og Miljøudvalget.
Bilag
Sagsfremstilling
Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.
Indstilling
at referatet godkendes.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Klima- og Miljøudvalget.