Referat
Klima- og Miljøudvalget tirsdag den 14. maj 2024 kl. 16.30

Mødelokale Vandværket, Rådhuset, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Sagsfremstilling

Administrationen har arbejdet med projektet Belysningsprojekt på skoler og institutioner og planlægger efter at igangsætte arbejdet inden sommerferien, hvorfor anlægsmidlerne nu søges frigivet.


Projektet blev fremlagt for KMU i maj 2023 (dagsordenspunkt nr. 34) og indgår i seneste budgetaftale: "Belysningsprojekt på skoler og institutioner (2024: 1,0 mio. kr., 2025: 2,4 mio. kr., 2026: 4,5 mio. kr.). Afledte energibesparelser indarbejdes fra 2025 jf. forslag.


Projektet involverer mere end 3.600 belysningsarmaturer i 32 bygninger. Investeringen har en tilbagebetalingstid på 13 år og der forventes en CO2-reduktion på 46 ton, svarende til ca. 2,5% af CO2-udledningen fra kommunens bygninger.


Ud over økonomiske og klimarelaterede effekter søger projektet at forbedre indeklimaet samt imødekomme udfasningen af lysstofrør og halogen, der blev begge blev forbudt at fremstille og markedsføre i 2023 jf. RoSH-bekendtgørelsen.

Lovgrundlag

RoHS-bekendtgørelsen nr. 1072

Økonomi

Midlerne til projektet er allerede bevilliget ifm. Aftale om budget for Ishøj Kommune 2024-27, og søges hermed frigivet som følger: 2024: 1,0 mio. kr., 2025: 2,4 mio. kr., 2026: 4,5 mio. kr.

Indstilling

at anlægsmidlerne frigives som følger: 2024: 1,0 mio. kr., 2025: 2,4 mio. kr., 2026: 4,5 mio. kr.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Der søges om frigivelse af anlægsmidler til projektet Belysningsprojekt på skoler og institutioner. som er vedtaget i budgetaftalen for 2024.

Sagsfremstilling

I forslag til lokalplan 2.02 Boligbebyggelse - Jægerbuen og Jægergården er de eksisterende godkendte standardprojekter for diverse småbygninger og hegn blevet indarbejdet. Det betyder, foruden en lettelse i administrationen af lokalplanen, en større gennemsigtighed for beboerne.  Der er desuden indarbejdet mindre ændringer i forhold til støj, tryghed og klima.  

Administrationen har foretaget en screening af planforslaget mhp. at vurdere, om planforslaget har væsentlige påvirkninger af miljøet. Administrationen har vurderet, at lokalplanforslaget ikke vil påvirke miljøet væsentligt. Administrationen har ligeledes vurderet, at ændringer, som lokalplanforslaget muliggør, er af en karakter, som ikke kræver dispensationer fra andre myndigheder.

På baggrund af screeningen ser det administraionens vurdering, at planforslaget ikke vil påvirke miljøet væsentligt, og at der derfor ikke skal udarbejdes en miljørapport. En screeningsafgørelse skal offentliggøres på kommunens hjemmeside med en klagefrist på 4 uger. Afgørelsen vil blive offentliggjort samtidig med at lokalplanforslaget vil blive sendt i høring.

Lokalplanforslaget kan læses via dette link: https://ishoj.viewer.dkplan.niras.dk/DKplan/DKplan.aspx?LokalplanId=170.

Lovgrundlag

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)

Økonomi

Sagen har ikke økonomiske konsekvenser for Ishøj Kommune

Indstilling

at udvalget godkender administrationens afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en miljørapport for forslag til lokalplan 2.02

at afgørelsen offentliggøres på kommunens hjemmeside med en klagefrist på 4 uger.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Klima- og miljøudvalget

Beslutningstema

Der er udarbejdet forslag til lokalplan for boligbebyggelserne, Jægerbuen og Jægergården. Administrationen har i den forbindelse udført en screening af, hvorvidt lokalplanforslaget har væsentlige indvirkninger på miljøet. Udvalget skal tage stilling til administrationens afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en miljørapport.

Sagsfremstilling

Hvert år fremlægges der en statusrapport om tidligere og aktuelle indsatser på renovationsområdet, som gennemføres som led i realiseringen af Ishøjs Kommunes affaldsplan 2019-2030. Rapporten udarbejdes af Vestforbrænding som en del af deres forvaltningsservice for Ishøj Kommune. Rapporten indeholder ikke en økonomisk gennemgang af renovationsområdet, hvilket afrapporteres i forbindelse med budgetlægning og regnskabsafslutning.

Indsamling af ti affaldsfraktioner

I den fremlagte rapport gives der bl.a. en status på udrulningen af de 10 affaldsfraktioner i Ishøj. På baggrund af Byrådets beslutning er der i 2023 blevet udrullet papbeholdere til alle villaer og rækkehuse i kommunen.

I 2023 blev der også etableret nedgravede beholdere til affaldssortering i Vildtbanegård afd. I og II.

Endvidere er der som opfølgning på Byrådets beslutning fra oktober 2023 igangsat arbejdet med udrulning af en ny indsamlingsordning for tekstilaffald, som vil blive udrullet i 2. kvartal 2024.

I maj 2024 forventes arbejdet med etablering af nedgravede beholdere til affaldssortering i Vejleåparken igangsat. Dette arbejde forventes at blive afsluttet efterår 2024, hvormed sortering i de 10 fraktioner vil være fuldt udrullet i kommunen.

Genanvendelse i Ishøj

Rapporten indeholder ligeledes en opgørelse af andelen af genanvendelsen i Ishøj Kommune sammenlignet med Vestforbrændings øvrige ejerkommuner. Den reelle genanvendelse er opgjort til 39 % i Ishøj Kommune i 2023, mens gennemsnittet for Vestforbrændings ejerkommuner er opgjort til 51,8 %. Generelt er genanvendelsesprocenten lavere for kommuner med en stor andel af lejligheder frem for kommuner med mange villaer og rækkehuse. Genanvendelsen er dog generelt lavt for Ishøj Kommune sammenlignet med sammenlignelige kommuner som Brøndby og Albertslund. Nationalt er der fastsat et mål om samlet set at nå 55% reel genanvendelse af husholdningsaffaldet i 2025, 60 % i 2030 og 65 % i 2035.

Effekten af de nedgravede systemer i Vildtbanegård afd. I og II samt i Vejleåparken må forventes at medføre en stigende reel genanvendelsesprocent i 2024 og 2025. Det må dog formodes, at der er behov for en øget indsats for at skabe den nødvendige adfærdsændring generelt i kommunen for at øge genanvendelsesprocenten yderligere og bidrage til at nå de nationale mål.
Udvalget vil i juni få forelagt en sag mhp. en styrket kommunikationsindsats ift. Vejleåparken i forbindelse med udrulningen af kildesortering.

Affaldsplan

Ishøj Kommunes affaldsplan udløber med udgangen af 2024.

Den gældende nationale affaldsplan ”Handleplan for cirkulær økonomi 2020-2032” forventes at blive revideret i 2025, og de kommunale affaldsplaner skal støtte op om den nationale affaldsplan.

De foreløbige udmeldinger fra Miljøstyrelsen peger på, at den kommende nationale affaldsplan vil indeholde høje mål og krav til kommunerne på en række områder. Vestforbrænding er i skrivende stund i dialog med Miljøstyrelsen om, hvordan kommuner som Ishøj med en affaldsplan, som udløber i 2024, skal forholde sig.
Affaldsplanen i ni af Vestforbrændings ejerkommuner udløber i 2024. Udvalget vil få forelagt en sag, når der foreligger afklaring af, hvordan kommunen skal forholde sig.


Kommende ændringer på affaldsområdet

Rapporten berører også nogle af de store ændringer, som forventes på affaldsområdet de kommende år. Således forventes den kommende selskabsgørelse af kommunale affaldsydelser at betyde store ændringer for affaldssektoren de kommende år. Endvidere forventes de kommende regler om udvidet producentansvar mv. også have konsekvenser. De nærmere konsekvenser kendes dog endnu ikke, fordi der fortsat afventes de nærmere regler på området mv. Administrationen følger området tæt.

Lovgrundlag

Affaldsbekendtgørelsen

Økonomi

Ikke relevant

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Til orientering fremlægges "Ishøj kommune: Status og handleplan 2023-2024". I rapporten gives en status på igangværende og afsluttede indsatser under "Ishøjs kommunes affaldsplan 2019-2030", herunder en oversigt over aktiviteter i indeværende år.

Bilag

Sagsfremstilling

På baggrund af administrationens vurdering har Økonomi- og Planudvalget den 11. marts 2024 besluttet, at der skal udarbejdes et rådighedskatalog med besparelser på 10 mio. kr. i 2025 og 15 mio. kr. i 2026. Det skal bemærkes, at besparelsen, som har virkning i 2025 også indgår i besparelsen i 2026.

Fordelingen af besparelsen er som herunder:


1.000 kr.

2025

2026

Ishøj Kommune i alt

10.000

15.000

Økonomi- og Planudvalget

1.860

2.790

Teknik- og Bygningsudvalget

870

1.305

Klima- og Miljøudvalget

50

75

Børne- og Undervisningsudvalget

3.810

5.715

Kultur- og Fritidsudvalget

420

630

Social- og Sundhedsudvalget

2.880

4.320

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget

110

165


Fagudvalgene skal drøfte budgettet inden for eget område på møderne i april – juni 2024 med henblik på at afsøge områder, hvor økonomien kan tilpasses, og i hvilken retning rådighedsforslagene skal formuleres.


På udvalgsmøderne i maj forventes fagudvalgene at konkretisere retningen yderligere herunder, hvilke opgaveområder fagudvalget ønsker, at administrationen udarbejder rådighedsforslag. Processen skal understøtte, at der dels udarbejdes et tilstrækkeligt antal rådighedsforslag, dels at rådighedsforslagene kan indgå i de videre politiske forhandlinger, efter forslagene har været i høring.


I forbindelse med budgetarbejdet, herunder udarbejdelsen af rådighedskataloget, kan fagudvalgene også have øje for de fire områder, som indgår i Byrådets vision:

  • Sundt og aktivt liv
  • Stærkt fællesskab med sammenhold og engagement
  • Lokalt ansvar for klima, natur og miljø
  • Økonomisk robust kommune med stærk arbejdsstyrke


Komponents slides fra budgetseminariet i marts 2024 vedlægges til fortsat inspiration.

Økonomi

Materialet vedr. budget 2025 - 2028 fremlægges i høring i anden halvdel af august 2024.

Indstilling

at udvalget beslutter, i hvilken retning administrationen skal arbejde i forbindelse med konkretisering af forslag til rådighedskataloget.


Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Klima- og Miljøudvalget.

Beslutningstema


Økonomi- og Planudvalget har på mødet 11. marts 2024 besluttet, at der i forbindelse med budget 2025 udarbejdes et rådighedskatalog på 10 mio. kr. i 2025 og 15 mio. kr. i 2026 for at have politiske prioriteringsmuligheder.

Det er aftalt, at fagudvalgene på udvalgsmøderne i april – juni 2024 skal drøfte input til budget 2025 med henblik på, at administrationen kan udarbejde et rådighedskatalog, der skal indgå i de politiske forhandlinger efter sommerferien.

Bilag

Sagsfremstilling

Formålet med BO1 er at vurdere Ishøj Kommunes forventede regnskabsresultat i indeværende budgetår. Alle forventede regnskabsafvigelser kan ses i Bilag 1 - "Forventede afvigelser BO1 2024", og Bilag 2 - "Fagcenteroversigt - afvigelser", som viser forventede regnskabsafvigelser opgjort per fagudvalg.

Servicerammen
Det samlede resultat af BO1/2024 er et forventet merforbrug indenfor servicerammen på 15,4 mio. kr., som langt overvejende skyldes et forventet merforbrug i Center for Voksen og Velfærd (CVV). Hertil kommer tidligere tillægsbevilgede midler vedrørende parallelsamfundsudgifter på 9,3 mio. kr. I det følgende gennemgås de væsentligste forventede afvigelser.

Resultatet af BO1/2024 er et forventet større udgiftspres i Center for Voksen og Velfærd (CVV) på 18,9 mio. kr., hvoraf 1,5 mio. kr. kan finansieres af Demografipuljen på ældreområdet. Dvs. et merforbrug på 17,4 mio. kr. Det vurderes, at 5,6 mio. kr. er en afledt økonomisk konsekvens af, at Vejleåparken er optaget på Parallelsamfundslisten. Hertil kommer et mindreforbrug på 1,8 mio. kr. i Center for Dagtilbud og Uddannelse (CDU). Endelig forventes en række mindre afvigelser i de øvrige fagcentre.

Forventningen til et stigende udgiftspres i CVV relaterer sig primært til ekstern socialpædagogisk støtte (6,1 mio. kr.), aktivitets- og samværstilbud (7,5 mio. kr.), borgerstyret personlig assistance (1,7 mio. kr.), hjemmehjælp (1,8 mio. kr.) og hjælpemidler (1,0 mio. kr.). Der er primo 2024 igangsat en række initiativer i CVV med henblik på at reducere den forventede budgetoverskridelse i 2024. Der er eksempelvis foretaget en gennemgående visitation på hjælpemiddelområdet, gennemgang af borgere på BPA-ordning og øget antallet af borgere, som flytter fra botilbud til egen bolig. CVV's forventede regnskabsresultat ved BO1 er inklusive de forventede udgiftsreduktioner af disse indsatser.

I forbindelse med den administrative budgetopfølgning 2024 blev der identificeret en forventet overskridelse af servicerammen på 17,2 mio. kr. inklusive forventede merudgifter på 7,1 mio. kr. som følge af Vejleåparkens optag på Parallelsamfundslisten. Det blev efterfølgende besluttet, at parallelsamfundsudgifter skal håndteres i et separat regnskab, og den forventede overskridelse af servicerammen blev dermed reduceret til 10,1 mio. kr.

Den forventede overskridelse af servicerammen er således steget med 5,3 mio. kr. siden den administrative budgetopfølgning pr. 31. januar 2024.

Udenfor servicerammen
Udenfor servicerammen forventes et mindreforbrug på 13,2 mio. kr. Det forventede mindreforbrug skyldes øget refusion fra særligt dyre enkeltsager (-11,5 mio. kr.) samt en lavere tilgang af borgere på førtidspension end budgetteret (-2,5 mio. kr.).

Anlæg
Der forventes et mindreforbrug på 3,0 mio. kr. på anlægsområdet i forhold til det oprindeligt budgetterede, hvilket bidrager til en forbedring af kommunens likviditet i 2024.

Likviditet
Det forventede driftsresultat af ovenstående ordinære drift er et mindreforbrug på 0,4 mio. kr., som forbedrer kommunens likviditet i forhold til det oprindeligt budgetterede.

Budgetneutrale tillægsbevillinger (omplaceringer)

Administrationen indstiller, at der vedtages en række budgetneutrale omplaceringer med henblik på at opnå mere retvisende budgetter. Omplaceringer imellem budgetområder, som følge af administrationens indstilling fremgår af bilag 1.

Lovgrundlag

Den kommunale styrelseslov, Cirkulære om kommunernes budget og regnskabssystem revision samt Økonomisk Politik for Ishøj Kommune.

Økonomi

Der foretages budgetneutrale omplaceringer på tværs af fagudvalg, jævnfør "Bilag 1. Forventede afvigelser BO1 2024".

Indstilling

- at budgetopfølgning 1/2024 tages til efterretning.

- at der foretages budgetneutrale omplaceringer jævnfør "Bilag 1. Forventede afvigelser BO1 2024".


Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Det samlede resultat af budgetopfølgning 1(BO1) pr. 31. marts 2024 er et forventet merforbrug indenfor servicerammen på 15,4 mio. kr. samt et mindreforbrug udenfor servicerammen på 13,2 mio. kr. Hertil kommer merudgifter forbundet med Vejleåparkens optag på Parallelsamfundslisten indenfor servicerammen på 9,3 mio. kr. Anlægsniveauet i 2024 forventes ikke at kunne realiseres, og der forventes et mindreforbrug på anlægsrammen på 3,0 mio. kr. Samlet set forventes en forbedring af likviditeten på 0,4 mio. kr. i forhold til det oprindeligt budgetterede.

Administrationen indstiller, at der foretages en række budgetneutrale omplaceringer med henblik på at opnå et mere retvisende budget i 2024.

Bilag

Sagsfremstilling

Fagudvalgene har mulighed for at komme på to besigtigelsesture i løbet af en byrådsperiode, hvoraf én tur kan erstattes af en udlandstur.

Teknik- og Bygningsudvalget og Klima- og Miljøudvalget besluttede i foråret 2023, at udvalgene ønskede at slå de to udvalgs studieture sammen, og tage på en fælles studietur til udlandet.

På samme møde drøftede udvalgene også, hvilke temaer, som udvalgene ønskede, at der blev fokuseret på på studieturene.

På baggrund af disse drøftelser, har administrationen arbejdet videre med Holland som destination for studieturen med temaerne:

  • Byrum og mikromobilitet
  • Byliv, byrum og klimatilpasning med merværdi
  • Kystbeskyttelse.


Administrationen har fået udarbejdet et forslag til et program for en to-dages tur til Holland af firmaet Smidt-Jensen. Se forslag til studietur og program i bilag 1.

Det foreslås, at studieturen bliver med en rejseleder, med afrejsedato onsdag den 30. oktober og hjemkomst fredag den 1. november.



Lovgrundlag

Ishøj Kommunes Retningslinjer for studieture, KL-møder og øvrige arrangementer for byrådsmedlemmer

Økonomi

12.800 kr. pr deltager, i alt 128.000 kr.

Indstilling

at foreslåede program til studieturen godkendes

at studieturen afholdes den 30. oktober - 1. november.



Beslutning

Tiltrådt.

Datoer for studietur afklares efterfølgende.


Beslutningskompetence

Klima- og Miljøudvalget.

Beslutningstema

Udvalget skal tage stilling til om forslaget til studietur i efteråret 2024 samt datoer kan godkendes.

Bilag

Sagsfremstilling

Årshjul for Klima- og Miljøudvalget, se bilag 1.


Informationsmøde om CO2-fangst på Vestforbrænding

Alle byrådsmedlemmer er inviteret til informationsmøde om CO2-fangst på Vestforbrænding i juni. Udover et oplæg om informationsfangst, vil der også være en rundvisning på anlægget, hvor man blandt andet vil kunne se, hvor affaldet køres ind i siloen og kontrolrummet.

Se mere om tilmelding og praktik i vedhæftede invitation i bilag 2.


Invitation til BIOFOS og HOFOR ejerdag 25. juni

Alle byrådsmedlemmer er inviteret til ejerdag i BIOFOS og HOFOR den 25. juni. Se program og information om tilmelding i bilag 3. Bemærk, at arrangementet er samme dag som byrådsmøde, men en del af programmet ligger inden byrådsmødet starter.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Klima- og Miljøudvalget.

Bilag

Sagsfremstilling

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.


Indstilling

at referatet godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Klima- og Miljøudvalget.