Referat
Klima- og Miljøudvalget onsdag den 18. august 2021 kl. 17.00
Mødelokale 2D / Svedala, Rådhuset, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj
Resume
Der fremlægges status på energihandleplanen for 2021.
Sagsfremstilling
Klima- og Miljøpolitikken udmøntes bl.a. i tiltagene i den konkrete Energihandleplan.
Der er i 2021 afsat ca. 1,7 mio. kr. til gennemførelse af energibesparende foranstaltninger. Tiltagene i handleplanen for 2021 koncentrerer sig primært om at gennemføre projekter, der reducerer energiforbrug og CO2 udledning, understøtter energieffektivitet i kommunens byggeprojekter samt udvikler og afprøver nye løsninger på energiforbruget. Energihandleplanen berører især verdensmål 7 (Bæredygtig energi),12 (Ansvarligt forbrug og produktion) og 13 (Klimaindsats). Energiforbrug og CO2-udledning fra kommunens bygninger i 2020 afrapporteres.
På mødet fremlægges en status på de igangsatte projekter, hvor Pelle Wegeberg deltager. I vedlagte bilag findes status på handleplanen.
Økonomi
Opfølgning på energihandleplanen, der håndterer energipuljen på ca. 1,7 mio. kr.
Indstilling
Klima og Miljøudvalget tager orientering om status på handleplanen for energitiltag til efterretning.
Beslutning
Til efterretning.
Bilag
Resume
Ishøj Varmeværk har bestilt et projektforslag om omkonvertering af boligområder med naturgas og el til fjernvarme. Projektforslaget er nu udarbejdet, og det viser et samfundsmæssigt overskud både i forhold til økonomi og miljø. Projektforslaget fremlægges til afklaring af den videre proces.
Sagsfremstilling
I Ishøj Kommune er kun 32 parcelhuse, udover de store boligselskaber, forsynet med fjernvarme. Det betyder, at der i dag er et potentiale på ca. 1.500 parcel - og rækkehuse, når det gælder omkonvertering til fjernvarme. De potentielle områder (inddelt i 5) er vedhæftet som bilag og markeret med sort.
Klima - og Miljøudvalget besluttede i december 2020, at Ishøj Varmeværk skulle få udarbejdet et projektforslag. Varmeværket har nu modtaget projektforslag, som er vedhæftet som bilag til punktet.
Projektforslaget er udarbejdet efter standardmodellen for udarbejdelse af projektforslag. Det tager udgangspunkt i en 90 % tilslutning til fjernvarme af de potentielle boliger, og projektet har varmeforsyning fra individuelle varmepumper som reference/alternativ.
Med de givne antagelser i projektforslaget, forventes det samfundsøkonomiske overskud (nutidsværdi over 20 år) at være på 106 mio. kr. Det estimeres også, at udledningen af drivhusgasserne bliver reduceret med 44.300 tons i forhold til individuelle varmepumper over 20 år.
Den estimerede udgift til projektet er ca. 200 mio. kr., som fordeler sig ligeligt mellem nye rør/hovedrør, der skal lægges ud til områderne og husinstallationerne. Projektet betales af kunderne over 30 år, men projektet låneoptages via kommunen.
Ift. brugerøkonomien, ser projektforslaget på to scenarier:
(1) Tilslutningsbetaling over 30 år og egenbetaling af husinstallationerne. Den årlige varmeudgift er estimeret til 22.589 kr.
(2) Tilslutningsbetaling over 30 år og en abonnementsordning. Den årlige varmeudgift er estimeret til 20.563 kr.
I scenarie (1) er besparelsen ift. varmepumpen 609 kr. årligt, mens den er på 2.634 kr. årligt i scenarie (2).
Prisen for naturgas er i dag på niveau med andre varmekilder, men der er lagt op til en afgift på naturgassen, som forventes at gøre denne varmekilde dyrere.
At udskifte infrastruktur baseret på fossilt brændsel til ikke-fossil varmeløsning vil naturligvis reducere udledningen af CO2. At omlægge til en kollektiv løsning vil betyde større reduktion end individuelle varmeløsninger. Reduktionen i udledningen af drivhusgasser skal medregnes i kommunens CO2-strategi (som også er på dagsordenen i dag) og være en del af den borgerrelaterede reduktion, hvor ’kommunen’ betragtes som det geografiske område. Det vil bidrage betragteligt til at nå målene for CO2-reduktion i Ishøj.
Den største gevinst, udover CO2-besparelsen, er, at borgerne i Ishøj Kommune får stillet sikkerhed for varmeforsyningen til boligerne. Udfordringen er til gengæld, at det er en langsigtet investering - for både brugerne og kommunen. Spørgsmålet er derfor, om det skal være en del af kommunens varmestrategi. Dertil er der også et finansielt spørgsmål, fordi det økonomisk er en stor investering, som kommunen skal hæfte for.
Implementering af fjernvarme i boligområder forudsætter desuden, at der igsangsættes en proces med kommunikation til og inddragelse af borgere, hvor borgerne oplyses om mulighederne og understøtter deres valg samt sikrer, at borgerne efterfølgende inddrages i implementeringen.
Ishøj Varmeværk arbejder til dagligt med FN's 17 verdensmål for bæredygtighed, og tager ved projektet hånd og ansvar om bæredygtighedsmål 7 (bæredygtig energi) og 9 (industri, innovation og infrastruktur). Desuden vil projektet være et væsentligt bidrag til realiseringen af kommunens klimaplan.
Lovgrundlag
Projektforslaget er udarbejdet efter Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg.
Økonomi
Projektet er estimeret til at koste ca. 200 mio. kr., som lånefinansieres over kommunen. Forventningen er, at lånet tilbagebetales over en 30-årig periode, med forudsætningen om en 90 % tilslutning af de potentielle kunder.
Der er taget afsæt i, at det kun er de nytilsluttede forbrugere, som betaler. De eksisterende forbrugere er ikke medtaget i beregningen, fordi det har været hidtidig praksis, at nytilsluttede betaler for anlægsudgifterne hertil.
Indstilling
Klima og Miljøudvalget drøfter og tager stilling til om projektforslaget skal indgå i den fremtidige varmeplanlægningsstrategi i Ishøj Kommune.
Beslutning
Klima- og miljøudvalget tager projektforslaget til efterretning, og ønsker en sag, hvr det beskrives, hvad det vil koste at indføre fjernvarme i de forskellige etaper, udspecificeret i hhv. investering og varmeudgift for forbrugerne.
Tiltrådt.
Bilag
Resume
Med baggrund i budgetaftalen 2021, hvor Byrådet har vedtaget, at 2021 er cykelår i kommunen, godkendte Social- og Sundhedsudvalget d. 9. november 2020 projektramme for projekt `Ishøj i bevægelse`. Administrationen orienterer om projektets udmøntning.
Sagsfremstilling
Projekt 'Ishøj i bevægelse' muliggør, at borgere over 18 år kan låne en elcykel. Herved er der potentiale til at forbedre miljømæssig bæredygtighed, positive effekter ved at minimere biltrafikken samt afledte sundhedseffekter for kommunens borgere ved at bruge elcykel som transportmiddel.
Ishøj Kommune har indkøbt to stk. dame-elcykler, to stk. herre-elcykler samt en el-ladcykel. De første borgere har kunnet låne cyklerne fra 1.7. 2021 og tre måneder frem. Herefter returneres cyklerne af borgerne, og cyklerne serviceres af Fri Bikeshop Glostrup, hvorefter nye borgere kan låne cyklerne af Ishøj Kommune. Ishøj Kommune har informeret borgerne om tilbuddet på kommunens hjemmeside, Facebookside samt i Sydkysten i uge 25, hvor borgerne har kunnet tilmelde sig muligheden for lån af elcykel ved at henvende sig til administrationen. Ved næste udlånsperiode forventes det, at der er oprettet bookingsystem på kommunens nye hjemmeside. Administrationen vil tillige benytte verdensmålsfestival i Ishøj d. 22.9. 2021 til at udbrede borgernes kendskab til udlån af elcykler.
Projektets udmøntning blev tiltrådt i Social- og Sundhedsudvalget den 14. juni 2021.
Indstilling
Klima- og Miljøudvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Til efterretning.
Bilag
Sagsfremstilling
Oversigt over miljøsager.
Indstilling
Klima- og Miljøudvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Til efterretning.