Referat
Klima- og Miljøudvalget onsdag den 20. januar 2021 kl. 17.00

Via Microsoft Teams

Resume

Afrapportering af Energihandleplan 2020 og fremlæggelse af Energihandleplan 2021. Pelle Wegeberg og Jon Sander fra Center for Ejendomme deltager.

Sagsfremstilling

Afrapportering af handleplanen for 2020

I februar 2020 blev Energiprogrammets handleplan for 2020 præsenteret, og i august blev der præsenteret en midtvejsstatus for energiarbejdet. Afrapporteringen her afslutter Handleplan 2020 og giver resumé over aktiviteter og resultater.

Energiteamet er nået i mål med aktiviteterne for 2020 og kan dokumentere besparelserne på en del af projekterne. Afrapporteringen giver desuden indblik i Energiteamets målorienterede, strategiske og databaserede tilgang til arbejdet med energibesparelser. Og endeligt gives et overblik over energiforbruget i bygningerne og CO2-udledningen herfra. Målt per kvadratmeter falder energiforbruget i kommunens bygninger, og den samlede CO2-udledningen falder også, omend en del af reduktionen må tilskrives eksterne forhold.

Afrapporteringen for Energihandleplanen for 2020 er vedlagt i Bilag 1. Hertil er knyttet Strategi for lavtemperaturfjernvarme i Bilag 2.

Energihandleplanen for 2021

Energiteamet fremlægger, ligesom tidligere år, en handleplan for årets arbejde med energi og CO2-reduktioner i kommunens ejendomme. Budgettet fordeles med ressourcer til forskellige aktiviter efter følgende overskrifter:

  • 500.000 kr. til energimedarbejder
  • 450.000 kr. til stor varmepumpe som erstatning for gasfyr
  • 340.000 kr. til databaseret energiledelse
  • 300.000 kr. til energitiltag i Brohuset
  • 250.000 kr. til energirigtig ventilation

Derudover indeholder handleplanen for 2021 indsatser indenfor bl.a. verdensmål, energirigtig drift, indeklima samt strategisk udvikling af energiprogrammet og nye energiprojekter. Energihandleplan 2021 er vedlagt i Bilag 3.

Energimedarbejder

Jf. budgetforliget for 2020 er det analyseret, om det er relevant og rentabelt at ansætte en yderligere energimedarbejder. Administrationen vil anbefale, at der anvendes 500.000 kr. til ansættelse af en energikonsulent, således at der i den kommende periode både er en energikosulent og en energiteknikker til at sikre udvikling af ideer, igangsættelse og udførelse af de konkrete tiltag, der giver besparelser på kommunens samlede energiforbrug på kommunens ejendomme, og herved en reduktion i udgifterne og i CO2-udledningen. I bilag 5 fremlægges en analyse, der ligger til grund herfor. Finansieringen af lønudgiften kan findes ved en tilsvarende besparelse på kommunens budget til energi på kommunens ejendomme. Forslaget fremlægges i forbindelse med opfølgning på budgetforliget.


Økonomi

I 2021 vil energipuljen på 1.740.000 kr. blive suppleret af midler fra Interreg-projektet cirka 100.000 kr., og der er således en samlet pulje på ca. 1.840.000 kr. til brug for initiativerne i handleplanen for 2021.


Indstilling

Klima- og Miljøudvalget

  • tager Energihandleplan 2020 til efterretning.
  • godkender Energihandleplan 2021.
  • tager analyse samt forslag om fremlæggelse af ansættelse af ekstra energimedarbejder til efterretning

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Pesticidhandlingsplan for Ishøj Kommune.

Sagsfremstilling

I efteråret 2019 blev brugen af pesticider drøftet i Ishøj Kommune. I den forbindelse blev det besluttet, at der skulle udarbejdes en pesticidhandlingsplan for Ishøj Kommune. Center for Park, Vej og Miljø har i samarbejde med driftslederne udarbejdet et udkast til en pesticidhandlingsplan.

I dag bekæmpes ukrudt både kemisk med pesticider, termisk med gasbrænder, mekanisk med fejebørster samt manuelt ved lugning. Der anvendes pesticider til bekæmpelse af ukrudt på belægninger, til beskæmpelse af invasive arter, ved etablering af nye bede samt steder, hvor det ikke er muligt at anvende en gasbrænder, for eksempel ved kunstgræsbanerne.

Pesticidhandlingsplanen indeholder en status for ukrudtsbekæmpelsen, samt anvendelsen af pesticider, i Ishøj Kommune. Derudover indeholder den en målsætning, retningslinjer samt tiltag til afviklingen af brugen af pesticider i Ishøj Kommune. Det overordnede mål med Pesticidhandlingsplanen er en afvikling af pesticidforbruget. Dette kan ikke ske uden omkostninger, da der er en vis sammenhæng mellem økonomi, pesticidier og vedligeholdelsesstandard, idet der er flere omkostninger forbundet med pesticidfri drift fremfor drift og veligeholdelse med pesticider. Dette betyder, at hvis vedligeholdelsesstandarden skal holdes på samme niveau som i dag uden brug af pesticider, skal der afsættes flere ressourcer til driftsbudgettet. En anden mulighed er, at kommunen inddeles i områder, der har forskellige vedligeholdelsesniveauer. Det kan fx være en drøftelse og udarbejdelse af områder, hvor man vurderer, at det er okay, at der er lidt ukrudt i vejkanten, som fx erhvervsområdet, mens andre steder, som fx Byparken, fortsat skal prioriteres højt. I forbindelse med vedtagelsen af pesticidhandlingsplanen skal der derfor tages stilling til, om afviklingen af pesticidforbruget skal ske ved afsættelse af et højere driftsbudget eller ved, at vedligeholdelsesstandarden skal sænkes, således at det kan blive en del af pesticidhandlingsplanens målsætninger.

Det vurderes, at Pesticidhandlingsplanen ikke er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer, programmer og konkrete projekter, da der ikke er tale om en plan, der er specifik med hensyn til hverken sted eller metode eller fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser.


Indstilling

Klima- og Miljøudvalget drøfter Pesticidhandlingsplanen og Pesticidhandlingsplanen forelægges for Grønt Råd til drøftelse.

Beslutning

Tiltrådt.

Økonomi

Der skal afsættes flere driftsmidler, såfremt der ønskes pesticidfri drift og uændret vedligeholdelsesstandard i Ishøj Kommune.

Lovgrundlag

Statens Pesticidstrategi 2017-2021.

Bilag

Resume

Af budgetforliget 2021 er der fremsat ønske om at undersøge, hvorvidt Ishøj Kommune kan yde tilskud til affaldsortering i boligforeninger. Som opfølgning på dette ønske orienteres der her om lovgivningen på området og kravene til boligforeningernes affaldssortering. Det følger heraf, at der ikke er grundlag for at yde et sådan tilskud.

Sagsfremstilling

Hverken miljøbeskyttelsesloven, eller bekendtgørelser udstedt i medfør heraf vedrørende affald, indeholder hjemmel til, at en kommune kan tilbyde finansiering af affaldssortering til private, herunder boligforeninger.

De krav, som eksisterer for boligforeningernes affaldssortering, fremgår af Ishøj Kommunes Regulativ for husholdningsaffald. Her står det, at beholdere til opsamling af det sorterede affald, samt den videre affaldshåndtering, skal finansieres af det gebyr som boligforeningerne bliver opkrævet. Der er altså tale om en selvstændig økonomi udenom kommunens indblanding. Gebyret afspejler de omkostninger som kommunens renovationsforsyning har til boligforeningernes affaldsordning. Eventuelle yderligere service til sortering af affald skal desuden fremgå af affaldsregulativet og finansieres af affaldsgebyret. Hvis kommunen gik ind og ydede en service, vil denne altså også skulle finansieres over affaldsgebyret, og dermed er der ikke grundlag for at yde et tilskud.

Lovgrundlag

Miljøbeskyttelsesloven.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Til efterretning.

Resume

Vi skal gøre os parate til fremtidens klimaforandringer. Derfor skal vi styrke samarbejdet mellem kommunerne i Strandparken I/S og se på, hvordan vi kystsikrer. Ishøj, og de øvrige kommuner i Strandparken I/S, Region Hovedstaden og Region Sjælland, har derfor sammen med et institut fra Belgien sendt en forhåndsansøgning om kystbeskyttelse til EU´s LIFE-IP program. EU har tilkendegivet, at projektet er interessant. På den baggrund anbefaler Center for Park, Vej og Miljø, at Ishøj, sammen med vores nationale og internationale samarbejdspartnere, går videre med en udvidet ansøgning til LIFE-IP-programmet i EU. I den forbindelse ønsker de enkle partnere at pulje deres forprojektmidler, således at der kan hyres en konsulent til den videre ansøgningsproces. 

Sagsfremstilling

I de kommende år skal Ishøj investere i klimatilpasning for at gøre Ishøj parat til de fremtidige klimaforandringer og for at beskytte borgernes boliger og kommunens kritiske infrastruktur. Kommunerne i Strandparken I/S er ved at sende risikostyringsplaner for stormflod i høring. Det fremgår af planerne, at der skal tages initiativ til løsninger, når det gælder klimatilpasning, på tværs af kommunegrænserne. Der arbejdes med følgende projekter, der sikrer samarbejde og synergi på tværs:

  • Partnerskabsprojektet: Klimatilpasning på tværs
  • Samarbejde med kommunerne i Strandparken I/S om risikostyringsplaner for stormflod og sikringsniveau
  • Samarbejde om visionsplan for Strandparken I/S

Udover behov for at styrke samarbejdet, er der behov for at undersøge mulighederne for alternativ finansiering.

Mulighed for EU-finansiering til økosystembaseret kystbeskyttelse:

Ishøj Kommune er sammen med de øvrige kommuner i Strandparken I/S, Region Hovedstaden og Region Sjælland blevet kontaktet af Flanders Research Institute for Agriculture, Fisheries and FOOD (ILVO) fra Belgien. De er interesseret i partnere, der vil gå sammen om en projektansøgning til EU's LIFE-IP program for at teste økosystembaserede kystbeskyttelsesløsninger, såsom stenrev og tangskove.

Projektet lægger vægt på fordelene ved helhedsorienteret kystbeskyttelse med fokus på synergi mellem:

  • Det våde element, havet fx stenrev, tangskove, muslinger.
  • Det tørre element, kyst/by/land fx hævning af eksisterende diger med beplantnig for at undgå sandflugt, erosion og invasive arter.

Målet er, at Strandparken bliver et innovativt demonstrationsprojekt for naturbaseret kystbeskyttelse. Det vil være en fordel for alle partner med en fælles projektledelse, og Region Hovedstaden er positive overfor rollen, herunder at sørge for udbredelse af løsninger og resultater.

Tidsplan:

EU har på baggrund af forhåndsansøgningen til LIFE-IP programmet tilkendegivet, at projektet er interessant. På den baggrund anbefaler Center for Park, Vej og Miljø, at Ishøj - sammen med vores nationale og internationale samarbejdspartnere - går sammen med en udvidet ansøgning til LIFE-IP-programmet i EU.

Der er deadline for en udvidet ansøgning den 25. marts 2021. Der forventes svar omkring omkring oktober 2021. I tilfælde af, at der fås en positiv tilkendegivelse fra EU, bliver sagen forelagt politisk. Projektet går tidligst i gang i begyndelsen af 2022 og strækker sig til ca. 2030.

Økonomi

Projektet søges finansieret gennem LIFE-IP-programmet i EU. Det betyder, at EU dækker op til 60% af omkostningerne af en samlet projektsum på ca. 17 mio. euro, hvoraf den danske andel er 2,8 mio. euro. De resterende 40% skal egenfinansieres, og kan komme fra:

  • Region Hovedstaden, Region Sjælland, Hvidovre Kommune, Brøndby Kommune, Vallensbæk Kommune, Ishøj Kommune, Greve Kommune, Strandparken I/S (medarbejdertimer og økonomi).
  • Kystdirektoratet og Miljøstyrelsen (medarbejdertimer).
  • Fonde og puljer i Danmark (økonomi).

Samarbejdskommunerne og regionerne afsøger i første omgang muligheder for fundraising gennem fonde og puljer for at supplere LIFE-IP projektet.

Greater Copenhagen EU Office støtter samarbejdet og ansøgningsprocessen både økonomisk og med rådgivning. Hver deltagende kommune har mulighed for at få dækket omkostninger på op til 30.000 kr. til udarbejdelse af selve ansøgningen. Det påvirker ikke servicerammen. Samarbejdskommunerne i Strandparken I/S planlægger sammen med Region Hovedstaden og Region Sjælland at samle de 30.000 kr. i en pulje for at kunne få ekstern bistand til en udvidet ansøgning til EU.


Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at:

  • Ishøj går videre med en udvidet ansøgning til et LIFE-IP projekt i EU, såfremt at de øvrige kommuner i Strandparken I/S også følger indstillingen.
  • der gives tillægsbevilling til indtægt og udgift på 30.000 kr.

Beslutning

Tiltrådt.

Resume

Der er i forbindelse med lokalplanforslag 1.97 Boligområde, Industrivangen 2-8 udarbejdet en miljøscreening. Planforslaget er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). Der er udført screening af, hvorvidt ændringerne i lokalplanforslaget fra den eksisterende lokalplan 1.97 har væsentlig påvirkning på miljøet.

Det vurderes på baggrund af screeningen, at påvirkningen ikke er væsentlig, og at der ikke skal udarbejdes en miljørapport. Afgørelsen offentliggøres samtidig med planforslaget, og afgørelsen kan påklages inden for fire uger.  

Sagsfremstilling

Der er udarbejdet et forslag til lokalplan 1.97, der omfatter et område i Det Lille Erhvervsområde. I forslaget udvides lokalplanområdet med et mindre areal på 169m2 fra Industriskellet 10.

Lokalplanen vil fortsat gøre det muligt at bygge ca. 135 nye boliger på Industrivangen 2-8 efter samme principper og bestemmelser som i den nugældende lokalplan 1.87. Foruden Industrivangen 2-8 indeholder lokalplanforslaget en lille del af Industriskellet 10, der i lokalplanen udlægges til et grønt rekreativt område. Dette område skal senere hen udvikles til en rekreativ grøn plads med plads til regnvand for de omkringliggende boligområder i Det Lille Erhvervsområde. Byggeretten fra den grønne plads, der udgør 1,5 %, kan udelukkende anvendes på Industrivangen 2-8, der således vil have en bebyggelsesprocent på 101,5 %. Muligheden for køb af byggeretter er i overensstemmelse med helhedsplanens principper.

Ændringerne i lokalplanforslaget omhandler følgende:

  • Udvidelse af lokalplanområde: Et mindre areal af industriskellet 10 tilføjes til det eksisterende lokalplanområde som grundlag for at hæve bebyggelsesprocenten med 1,5 %.
  • Del af redegørelsestekst vedr. oversvømmelsesrisiko er tilføjet og i overensstemmelse med ændring i planloven. Ændringen får ingen betydning for byggeriet.


Planforslagene er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). Der er udført screeninger af, hvorvidt lokalplanen og kommuneplantillægget har væsentlige indvirkninger på miljøet. Det vurderes på baggrund heraf, samt resultaterne af høring af berørte myndigheder, at der ikke skal udarbejdes en miljørapport. Afgørelsen offentliggøres samtidig med planforslagene, og den kan påklages inden for fire uger.

Screeningsafgørelsen skal jf. § 10 i Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) offentliggøres på kommunens hjemmeside med en klagefrist på 4 uger.
 

Lovgrundlag

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) nr. 425 af 18. maj 2016.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget vedtager, at der ikke skal udarbejdes en miljørapport til forslag til lokalplan 1.97, og at afgørelsen skal offentliggøres på kommunens hjemmeside med en klagefrist på 4 uger.

Beslutning

Tiltrådt.

Dot 2 er slettet i sagsfremstillingen grundet fejl:

  • "Antal etager: Enkelte af bygningerne er lavere end tidligere på udvalgte dele af byggeriet. De tidligere 6. etage bygninger bliver til 5. etage bygninger"

Bilag

Sagsfremstilling

Oversigt over miljøsager.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Til efterretning.

Bilag

Sagsfremstilling

Med henblik på at lette proceduren med godkendelse/underskrift af protokol/referat i First Agenda, vil vi ved virtuelle møder oprette et ekstra punkt - Godkendelse af protokol/referat.

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget beslutter, at referatet godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.