Referat
Klima- og Miljøudvalget tirsdag den 21. marts 2023 kl. 19.00
Ishøj Varmeværk, Industrivangen 34, 2635 Ishøj
Sagsfremstilling
Dagsorden:
1. Velkommen til Ishøj Varmeværk
2. Fjernvarmeudrulning
3. Økonomi
- Takster
- Anlægssager
4. Selskabsgørelse (der er et særskilt dagsordensordenspunkt omhandlende dette)
5. Substitutionssagen
6. Eventuelt
Kim Larsen, Rhitpal Randhawa og Søren Hansen deltager i mødet og orienterer. Præsentationen til mødet vedlægges som bilag efter mødet.
Lovgrundlag
Varmeværket er underlagt varmeforsyningsloven.
Økonomi
Sagen har ikke økonomiske konsekvenser.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Klima- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Ishøj Varmeværk orienterer om værket og beretter om det forløbne år samt om planer for det indeværende år.
Bilag
Sagsfremstilling
De eksisterende styresystemer på IVV er ikke tidssvarende, hvilket indebærer en mindre effektiv og stabil drift af kedlerne. Samtidig er det vanskeligt at skaffe software og teknikere, der kan understøtte det eksisterende styresystem, hvilket medfører en uhensigtsmæssig merudgift til drift og vedligehold af softwaren. Med utidssvarende styresystemer af driften vil IVV stå i en kritisk situation, såfremt der ikke kan skaffes teknikere med tilstrækkeligt kendskab til det nuværende styresystem. Dette vil i yderste konsekvens kunne medføre nedbrud i driften. For at fremtidssikre driften af kedlerne på IVV, er der således behov for en opgradering af det eksisterende styresystem.
Opgraderingen af styresystemet betyder samtidig, at IVV og Vestegnens Kraftvarmeselskabs (VEKS) systemer er kompatible, og dermed understøttes en effektiv og stabil produktion og distribution af fjernvarme.
De nye styresystemer knytter sig direkte til driften af IVV. Investeringen gennemføres uafhængig af beslutning om selskabsgørelse og hvilken model, der i givet fald vælges.
Lovgrundlag
Varmeværket er underlagt varmeforsyningsloven.
Økonomi
IVV søger anlægsbevilling på 0,5 mio. kr. i forbindelse med opgradering styresystem for kedlerne på varmeværket. Anlægsbevillingen finansieres gennem lånoptagelse, som tilbagebetales af fjernvarmeforbrugerne over en 5-årig periode.
Kommunens anlægsramme påvirkes ikke af nærværende anlægsbevilling.
Indstilling
at der gives en anlægsbevilling på 0,5 mio. kr. ekskl. moms til opgradering af styresystemet på IVV med finansiering over lånoptagelse.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet.
Beslutningstema
Der fremlægges oplæg til beslutning om anlægsbevilling til opgradering af styresystemer af driften på Ishøj Varmeværk (IVV).
Sagsfremstilling
Byrådet vedtog den 3. januar 2023, at der skal tilbydes låneordning af gasfyr (ved defekt nuværende gasfyr) ved indgåelse af bindende aftale om etablering af fjernvarme, og at udgifterne til låneordning afholdes af projektet.
Ishøj Varmeværk har undersøgt mulighederne for, hvordan denne beslutning kan implementeres. Rent fysisk skal modellen være anderledes end i dag, da den tidligere løsningsmodel, hvor man kunne indgå en lejeordning med en ekstern udbyder ikke længere er en mulighed, da firmaet har nedlagt denne ydelse. Ishøj Varmeværk skal derfor købe gasfyr, hvor udgifterne forbundet med dette er markant højere.
Den økonomiske model skal derfor genovervejes.
Vedrørende køb af gasfyr er der følgende to muligheder:
Kort skitseret er de to muligheder som følger:
- Køb af mobile gasfyr fra Pure Heat, som har patent på løsningen,
- eller køb af brugte gasfyr (maks. 2-4 år gamle) fra NKHOLM VVS & Gasteknik.
Det skal dog bemærkes, at mobile gasfyr er ikke velegnet til rækkehuse og villaer med to etager med mere.
Der skal også tages stilling til, hvilken lånemodel borgerne kan tilbydes i takt med udrulningen af fjernvarme i kommunen. Der er fire scenarier:
- Scenarie 1: Borger betaler kontant for gasfyr og installation mm., Ishøj Varmeværk formidler aftalen med den udvalgte udbyder
- Scenarie 2: Borger får gasfyr stillet til rådighed af Ishøj Varmeværk, som også afholder udgifter forbundet med installationen
- Scenarie 3: Borgeren har en selvrisiko på 8.000 kr., hvor borgeren i første omgang skal prøve at få repareret eget gasfyr. Stiger beløbet over 8.000 kr. på reparationen, dækker Ishøj Varmeværk resterende udgifter vedrørende udskiftning, idriftsættelse mm., af gasfyret. (En del nabokommuner har implementeret en selvrisiko forbundet med låneordning, blandt andet Køge Fjernvarmes låneordning har f.eks. også en selvrisiko på 8.000 kr. )
- Scenarie 4: Borgeren står selv for at finde en løsning
Forudsætninger for at låne et gasfyr er følgende:
1. Borger underskriver en bindende aftale om etableringen af fjernvarme med Ishøj Varmeværk
2. En fagspecialist vurderer at, det ikke kan ”betale sig” at få gasfyret repareret for under 8.000 kr. Fagspecialisten kan være en medarbejder fra en nuværende serviceaftale, de har med deres udbyder, eller en fagspecialist som Ishøj Varmeværk eventuelt har en aftale med, eksempel vis NKHOLM VVS & Gasteknik
3. Borger bibeholder en standard serviceaftale på låne gasfyret
Lovgrundlag
Varmeforsyningsloven.
Økonomi
De samlede udgifter på de to gasfyrs løsninger er følgende:
Scenarie 1 & 2:
- Pure Heat: 36.500 – 58.000 kr. ex. moms, pr. udskiftning
- NK HOLM VVS: 23.500 – 26.000 kr. inkl. moms, pr. udskiftning
Scenarie 3, med en selvrisiko på 8.000 kr.:
-Pure Heat: 28.500 – 50.000 kr. ex. moms, pr. udskiftning
-Brugt gasfyr: ca. 15.500 – 18.000 kr. inkl. moms, pr. udskiftning
Udgifterne til engangsudgifterne fordeles mellem Ishøj Varmeværk og borgeren (jf. de beskrevne scenarier) (og det er udbygget i bilag1).
Desuden forslås, at borgeren har en månedlig abonnementsafgift på 250 kr., under hele låneperioden af gasfyret.
Indstilling
at det besluttes, at defekte gasfyr udskiftes med brugte gasfyr hos borgere med bindende fjernvarmeaftaler i projektområderne
at scenarie 3 vedtages, hvorved borgeren betaler et engangsbeløb (selvrisiko) på 8.000 kr. ved låneaftale, og at borgeren betaler en månedlig abonnementsafgift på 250 kr. i låneperioden
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Klima- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Der tages beslutning om, hvilken låneordning Ishøj Varmeværk tilbyder husstande med defekte gasfyr, der skal have et nyt gasfyr, mens husstandene i projektområderne venter på fjernvarme. Der skal derudover også tages til stilling til, om Ishøj Varmeværk skal købe mobile gasfyr eller købe brugte gasfyr.
Sagsfremstilling
I de kommende år udrulles fjernvarme i store dele af kommunen. Det sker parallelt i byområdet øst for motorvejen og i landsbyerne mod vest. Kommunen har 22 bygninger med naturgasopvarmning i områder, hvor der udlægges fjernvarme. Fjernvarme er en grøn, billig og stabil energikilde, mens naturgas har vist sig, ud over at være stærkt CO2-forurenende, at være en politisk, økonomisk og forsyningsmæssig usikker energikilde. Kommunens 22 bygninger kan derfor med fordel konverteres til fjernvarme.
Kommunens bygninger er primært placeret i de områder, der konverteres tidligt i forløbet. Forventningen er derfor, at investeringen hovedsageligt ligger i 2024 og 2025. Enkelte bygninger kan muligvis konverteres ultimo 2023.
Investering, 1.000. kr. | 2023 | 2024 | 2025 | 2026 | 2027 | 2028 | I alt |
Investering | 2.350 | 4.300 | 5.160 | 0 | 950 | 0 | 12.760 |
Akkumuleret besparelse | 190 | 650 | 1.230 | 1.230 | 1.310 | 3.300 |
Konverteringen fra gas til fjernvarme kan give markante besparelser på både økonomi og CO2-udledning. Naturgas udleder næsten 6 gange så meget CO2 som fjernvarme, og kommunen kan reducere udledning med 300 tons, svarende til 18% af den samlede udledning fra kommunens bygninger. Klimaprojekter kan benchmarkes gennem nøgletallet "investering per sparet kilo CO2". Her ligger dette projekt på 42 kr./kg CO2, hvilket er billigt ift. mange andre projekter kommunen har gennemført.
Konvertering til fjernvarme udføres i samarbejde mellem administrationen og varmeværket og indebærer nedgravning af fjernvarmerør og reetablering af terræn, tekniske installationer i bygningen samt opsætning af styring og overvågning af energiforbruget. Der er i prisen på de 12,76 mio. kr. indregnet en projektleder i administrationen i 2 år og 15 % til uforudsete udgifter og risiko for prisstigninger.
Der er risiko for gener for brugerne i bygningerne, der kan stå uden varme og varmt vand i op til en arbejdsuge. Nedgravning af fjernvarmerør til bygningerne kan give gener udendørs, men da der i forvejen udlægges fjernvarme i vejen, vil den ekstra gene ved at kommunen tilslutter sig, være minimal.
Hvis beregningsparametre ændrer sig markant inden budgetforhandlingerne, fremsendes revisioner til Klima- og Miljøudvalget og øvrige relevante udvalg.
Lovgrundlag
Intet
Økonomi
Anlægsbevilling på samlet 12,76 mio. kr. fordelt over 4 år, se ovenfor.
Besparelser drift, 190.000 kr. i 2024 stigende til årligt 1,31 mio. kr. når projektet er fuldt indfaset. Se ovenfor.
Indstilling
at der bevilliges 2,35 mio. kr. i 2023 til konvertering til fjernvarme i Gildbroskolens SFO og i Tranegilde Landsby
at der oversendes en investering på 10,41 mio. kr. i budgetforhandlingerne for budget 2024-27 til konvertering af kommunens øvrige gasejendomme,
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet.
Beslutningstema
I forbindelse med udrulningen af fjernvarme i Ishøj By og i Landsbyerne foreslår administrationen at omlægge kommunens gasopvarmede bygninger til fjernvarme. Investeringerne forventes at falde i 2023-25 og 2027, og administrationen indstiller derfor, at der bevilliges 2,35 mio. kr. i 2023 og afsættes 10,41 mio. kr. i budget 2024-2027 til etablering af fjernvarme i kommunale bygninger.
Bilag
Sagsfremstilling
I forbindelse med budgetaftalen for 2022-2025 er der afsat en pulje til ”Mere natur (f.eks. træer) og flere grønne områder/oaser”. Puljen udgør 1,0 mio. kr. årligt i perioden (anlæg). Puljen udmøntes af Klima- og Miljøudvalget.
På møde den 21. juni 2022 vedtog udvalget en række principper (bilag 2) for udmøntning af puljen samt hvilke projekter, man ønskede at igangsætte i 2022. I december 2022 blev udvalget præsenteret for en status for gennemførelsen af projekterne i 2022, hvor tre ud af fem projekter var gennemført med et forventet forbrug på 520.000 kr. Udvalget besluttede samtidigt at indstille til, de resterende 480.000 kr. blev overført til 2023.
Administrationen fremlægger nu forslag til projekter, der kan iværksættes i 2023. Projekterne favner bredt i forhold til de formulerede hensigter med etablering af naturmillionen, ligesom seks ud af de otte forslag indgår som led i realiseringen af den kommende biodiversitetsplan.
Projektforslag 2023:
- Brakvandsaborrer i St. Vejleå (biodiversitetsplan) - 300.000 kr.
- Naturnær skovdrift (biodiversitetsplan) - 300.000 kr.
- Mere natur i strandområdet mellem villakvarteret og Strandparken – Del 1 (biodiversitetsplan) - 150.000 kr.
- Omlægning af landbrugsarealer til nye naturlandskaber - Del 1 (biodiversitetsplan) - 100.000 kr.
- Midlertidigt byrum og afprøvning af grønne rekreative tiltag omkring Idrætscenteret og Ungdomsskolen - 250.000 kr.
- Treårigt registreringsprojekt af plante og dyrearter - 50.000 kr. årligt
- Udarbejdelse af naturfremmende slåningsplan (biodiversitetsplan) - 200.000 kr.
- Formidling inkl. skiltning mv. (biodiversitetsplan) - 130.000 kr.
De fysiske projekters placering er angivet på kortet i bilag 3.
Der er afledte driftsudgifter til projektet om Naturnær skovdrift på 100.000 kr. Disse udgifter ligger under Teknik- og Bygningsudvalgets budget. Der er derfor en sag på Teknik- og Bygningsudvalgets møde med indstilling om, at de afledte driftsudgifter medtages til budgetforhandlingerne for budget 2024. Igangsættelsen af projektet om Naturnær skovdrift sker derfor først såfremt, at der findes finansiering af de afledte driftsomkostninger som en del af budget 2024.
Lovgrundlag
Ingen
Økonomi
Projekterne finansieres via pulje til ”Mere natur (f.eks. træer) og flere grønne områder/oaser” med i alt 1.480.000 kr. i 2023, under forudsætning af, at byrådet godkender overførsel af 480.000 kr. fra 2022 til 2023.
Projektet om ”Naturnær skovdrift” vil fremadrettet medføre et estimeret årligt indtægtstab (salg af brænde) på 100.000. kr.
Indstilling
at det vedtages at finansiere syv projekter via puljen til ”Mere natur (f.eks. træer) og flere grønne områder/oaser”
at det 8. projekt, Naturnær skovdrift, finansieres via puljen til ”Mere natur (f.eks. træer) og flere grønne områder/oaser” under forudsætning af, at der findes 100.000 kr. årligt til afledte driftsomkostninger som en del af budget 2024.
Beslutning
Tiltrådt med den bemærkning at projektet; Midlertidigt byrum og afprøvning af grønne rekreative tiltag omkring Idrætscenteret og Ungdomsskolen - 250.000 kr. udgår.
Beslutningskompetence
Klima- og Miljøudvalget.
Beslutningstema
I 2023 er der 1.480.000 kr. til rådighed i puljen til ”Mere natur (f.eks. træer) og flere grønne områder/oaser” (”Naturmillionen”), som udmøntes af Klima- og Miljøudvalget, såfremt ansøgningen om at overføre de resterende 480.000 kr. fra 2022 til 2023 godkendes endeligt. I 2023 foreslås samtlige midler allokeret til de otte projekter, der fremgår af bilag 1. De seks af projekterne indgår i ”Handlingskataloget” for den nye Biodiversitetsstrategi, som netop er sendt i offentlig høring.
Bilag
Sagsfremstilling
Byrådet vedtog den 2. juni 2015 at indføre nye affaldsløsninger til sortering af mad- og restaffald, papir, plast, glas og metal samt miljøboks til farligt affald. Den 5. januar 2016 besluttede Byrådet, hvordan de nye affaldsløsninger skulle udrulles hos borgerne. I boligselskaberne skulle affaldsordningerne udrulles ud fra en dialogbaseret tilgang, så boligselskaberne havde mulighed for medbestemmelse i forhold til valg af beholdere og placering.
De nye affaldsløsninger blev fastlagt og godkendt af Byrådet i regulativ for husholdningsaffald den 5. april 2016. De syv fraktioner fra regulativændringen fra 2016 er udrullet. Dog mangler Vildtbanegård afd. I og II samt AAB afd. 55. For Vildtbanegård afd. I og II er der efter ønske fra boligforeningerne truffet beslutning om at etablere nedgravede beholdere. Projektet er sat i gang og beholderne forventes at være færdigetablerede i 2023. Således er det alene AAB afd. 55 der mangler at få udrullet ændringerne i affaldsregulativet fra 2016.
Fra den 1. januar 2023 er det fra statslige side gjort obligatorisk for alle husstande at sortere affaldet i 10 affaldstyper, jævnfør aftale fra 2020 om ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi”. Aftalen er efterfølgende implementeret i affaldsbekendtgørelsen.
Ishøj kommunes regulativ for husholdningsaffald revideres løbende, når der sker ændringer i kravene på området. Hver ændring er genstand for politisk behandling samt offentlig høring. De nye krav er anledning til at kommunens regulativ skal justeres. Den seneste ændring om ny affaldsordning for mad- og drikkekarton og papbeholdere til haveboliger blev således vedtaget den 9. august 2022, og i 2.kvartal 2023 kommer endnu en regulativændring til politisk behandling på baggrund af nye krav til tekstilaffald.
Status for udrulning af den seneste ændring i Ishøjs kommunes affaldsregulativ er:
- Mad- og drikkekarton: Forventes udrullet i 2. kvartal 2023.
- Papbeholdere til haveboliger: Forventes udrullet i 3.-4. kvartal 2023. Beholderne kan ikke leveres før på grund af stor efterspørgsel hos leverandøren. Papbeholdere er allerede ude i boligselskaberne.
Affaldssortering i AAB afdl. 55
Vestforbrænding har gennem en årrække haft dialog med AAb afdl. 55 om udrulning af nye affaldsløsninger. Der er udvekslet forslag til forskellige løsninger. Vestforbrændning har desuden deltaget på møder i AAb afdl. 55, hvor løsningsforslag er blevet drøftet. Ishøj Kommune tilbyder beholdere på hjul eller kuber/nedgravede systemer samt kombinationer heraf.
De fleste løsningsforslag har omhandlet en kombination af beholdere på hjul og kuber. AAB afdl. 55 har i løbet af 2022 udtrykt ønske om brug af nedgravede beholdere. Senest har AAB afdl. 55 dog meddelt Vestforbrænding, at man ønsker at afvente den teknologiske udvikling af behandlingsanlæg til eftersortering, inden man går videre med at implementere affaldsløsninger.
AAB afdl. 55 har i dag affaldsløsninger alene til dagrenovation, pap, papir og glas. Derudover har boligselskabet en ordning for storskrald og haveaffald samt et miljøskab til farligt affald. Dermed lever AAB afdl. 55 fortsat ikke op til kravene i kommunens regulativ for husholdningsaffald med de regulativfastsatte ordninger fra 2015-2016 og efterfølgende ændringer. Heraf følger at de nye nationale sorteringskrav i affaldsbekendtgørelsen heller ikke er efterkommet. De nationale krav betyder i praksis, at kommunens muligheder for at udstrække processen i forhold til dialog med boligselskaberne er indskrænket.
Administrationen forslår, at det på den baggrund nu indskærpes overfor AAB afdl. 55, at der skal besluttes en konkret plan for udrulning af løsninger til de manglende affaldstyper. Det foreslås, at der gives en frist for indlevering af projektforslag til kommunen pr. 1. juni 2023. Samt at der i forbindelse med den efterfølgende politiske behandling heraf sættes en bindende frist for færdigetablering af løsningerne.
Lovgrundlag
-Lov om miljøbeskyttelse (miljøbeskyttelsesloven)
-Bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører m.v. (affaldsaktørbekendtgørelsen)
-Bekendtgørelse om affald (affaldsbekendtgørelsen)
Økonomi
Ingen.
Indstilling
at udrulning af affaldsløsninger til sortering indskærpes for AAB afdl. 55 med frist for indlevering af projektforslag pr. 1. juni 2023.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Klima- og Miljøudvalget.
Beslutningstema
AAB afd. 55 lever ikke op til kravene i kommunens regulativ for husholdningsaffald, og det foreslås at boligafdelingen gives en frist til 1. juni 2023 for indlevering af et projektforslag vedrørende udrulning af de manglende affaldsløsninger.
Sagsfremstilling
Ishøj Kommunes Erhvervsstrategi (bilag 1) skal skabe grundlag for et godt samarbejde mellem borgere, kommunen og virksomheder med henblik på at skabe vækst, arbejdspladser og et rigt og sammenhængende lokalsamfund.
Erhvervsstrategien behandler fire temaer
- Grøn omstilling – vores fælles ansvar
- Gode vilkår for nuværende og fremtidige virksomheder
- Kvalificeret arbejdskraft til kommunens virksomheder, og vedvarende beskæftigelse til kommunens borgere
- Alle skal være en del af arbejdsfællesskabet
Dermed omhandler strategien temaer inden for klima og miljø, betjening af erhvervslivet, beskæftigelsesfremme samt virksomhedernes sociale ansvar.
Erhvervsstrategien har været i høring i Ishøj Erhvervsråd, og er efterfølgende blevet tilpasset på baggrund af input fra Erhvervsrådet.
Udkastet sendes nu i høring i Teknik- og Bygningsudvalget, Klima- og Miljøudvalget samt Økonomi- og Planudvalget, for at de kan kommentere på deres respektive ansvarsområder inden endelig godkendelse.
Lovgrundlag
Ishøj Kommunes Styrelsesvedtægt
Økonomi
Ingen
Indstilling
at Klima- og Miljøudvalget afgiver høringssvar på de for udvalget relevante dele af Erhvervsstrategien.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Klima- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget beder Klima- og Miljøudvalget forholde sig til de for udvalget relevante dele af Ishøj Kommunes kommende Erhvervsstrategi.
Bilag
Sagsfremstilling
På budgetseminariet den 14. februar blev der givet en status på kommunens økonomiske situation og udvikling. Ifølge den økonomiske politik har byrådet besluttet, at Ishøj Kommune skal bidrage til at overholde KL's og regeringens aftalte serviceramme. Det er på nuværende tidspunkt for tidligt at vurdere den økonomiske situation, da størrelsen af service- og anlægsrammen først forventes kendt ultimo juni. Det er dog administrationens vurdering, at det er nødvendigt, at der udarbejdes et rådighedskatalog med forslag til reduktion af servicerammeudgifterne på ca. 20 mio. kr., som forelagt på budgetseminariet den 14. februar 2023. På den baggrund har Økonomi- og Planudvalget på møde den 27. februar 2023 besluttet, at der udarbejdes et rådighedskatalog på 20,5 mio. kr. med følgende fordeling på udvalgsniveau:
Udvalg | Andel af rådighedskatalog |
Social- og Sundhedsudvalget | 6 mio. kr. |
Børne- og Undervisningsudvalget | 6 mio. kr. |
Teknik- og Bygningsudvalget | 2 mio. kr. |
Klima- og Miljøudvalget | 0 mio. kr. |
Kultur- og Fritidsudvalget | 3 mio. kr. |
Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget | 0,5 mio. kr. |
Økonomi- og Planudvalget | 3 mio. kr. |
Samlet | 20,5 mio. kr. |
I forbindelse med budgetseminaret er der udarbejdet et notat med nøgletal og potentialer på forskellige faglige udgiftsområder. Nøgletallene er udarbejdet af VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter, og rummer mulighed for sammenligning med sammenlignelige kommuner. Det skal bemærkes, at VIVE`s nøgletal ikke forholder sig til udvalgsstrukturen i Ishøj Kommune. Der er 98 kommuner i Danmark med hver deres udvalgsstruktur. Tallene skal derfor alene betragtes som nøgletal for faglige udgiftsområder, hvorfor nøgletallene i praksis kan dække over flere fagudvalg i Ishøj Kommune. F.eks. tæller drift af bygninger og grønne arealer i tilknytning til kultur- og fritidsområdet med under nøgletal for kultur- og fritidsområdet, selvom det politiske ansvar i Ishøj Kommune er placeret i Teknik og Bygningsudvalget.
På baggrund af nøgletallene er der udarbejdet et økonomisk potentiale for, hvad Ishøj Kommune vil kunne frigive økonomisk, såfremt kommunen kommer på niveau med henholdsvis sammenligningskommunerne og regionsgennemsnittet. Nøgletallene og potentialeberegningerne kan anvendes til inspiration i udvalgene i forhold til at dykke længere ned og undersøge et områdes udgiftsniveau. I potentialeberegningerne er der således heller ikke er taget højde for udvalgsstrukturen, organisatoriske forskelle og konteringspraksis i Ishøj Kommune. Det betyder, at potentialet på det enkelte område kan dække flere fagudvalg i Ishøj Kommune.
Fagudvalgene kan tilgå opgaven med konkretisering af rådighedsforslagene på forskellige måder. Til inspiration kan der peges på en række metoder og tilgange:
- Benchmark (nøgletal). På baggrund af de overordnede nøgletal undersøges de bagvedliggende årsager på et mere detaljeret udgiftsniveau. På den baggrund udarbejdes forslag om at tilpasse til f.eks. gennemsnit i sammenlignelige kommuner, gennemsnit på vestegnen, regionsgennemsnit eller lign.
- Analyse af udvalgte fagområder. Ved en nærmere analyse af et konkret område, kan det vurderes, om der kan findes besparelser ved. f.eks. at ændre nuværende praksis på området og dermed effektivisere.
- Idékatalog med konkrete forslag til budgetbesparelse
- Eller en kombination af overstående.
For udvalg som har ansvar for tværgående forslag opfordres udvalget til at inddrage relevante udvalg. F.eks. har Teknik- og Bygningsudvalget ansvaret for ejendomsdrift og Økonomi- og Planudvalget har personaleansvaret.
I den politiske tidsplan er det aftalt, at fagudvalgene drøfter budgettet inden for fagudvalgets område på møderne i marts og april og evt. maj med henblik på at afsøge områder, hvor økonomien kan tilpasses, og i hvilken retning reduktionsforslagne kan formuleres. På udvalgsmøderne i marts drøftes, hvilken retning administrationen, i forbindelse med forberedelsen af rådighedskataloget, skal arbejde efter, herunder hvad fagudvalget gerne vil have præsenteret til udvalgsmøderne i april og maj. Det kan f.eks. være ønsker til små analyser/undersøgelser eller uddybende nøgletal på specifikke områder, som kan danne grobund for drøftelse af, hvor besparelsespotentialerne skal findes. Det kan også være ønsker til konkrete besparelsesforslag på specifikke områder. Det betyder, at administrationen ikke forelægger konkrete eksempler på reduktionsmuligheder på udvalgsmøderne i marts. På udvalgsmøderne i april konkretiseres retningen og dermed, hvilke områder fagudvalget ønsker, at administrationen udarbejder konkrete besparelsesforslag på. Dette med henblik på, at der kan træffes en endelig beslutning på udvalgsmøderne i maj, om hvilke besparelsesforslag fagudvalget ønsker at sende videre til de politiske forhandlinger.
Til at understøtte drøftelsen er vedhæftet:
- Notat med nøgletal og potentialer.
- Baggrundsdata fra VIVE på natur- og miljøområdet.
Derudover kan der henvises til KL´s nøgletal ”Kend din kommune”:
https://www.kl.dk/okonomi-og-administration/okonomi-og-styring/kend-din-kommune/
Lovgrundlag
Byrådets økonomiske politik og den vedtagne budgetprocedure.
Økonomi
Materialet vedr. budget 2024-2027 fremlægges i forbindelse med høring i sidste halvdel af august 2023.
Indstilling
at fagudvalget beslutter, hvilken retning administration i forbindelse med forberedelsen af rådighedskataloget skal arbejde efter, herunder hvad fagudvalget gerne vil have præsenteret til udvalgsmøde i april.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Klima- og Miljøudvalget.
Beslutningstema
Økonomi- og Planudvalget har på møde den 27. februar 2023 besluttet, at der i forbindelse med budget 2024 udarbejdes et rådighedskatalog på 20,5 mio. kr. for at have politiske prioriteringsmuligheder i 2024. Arbejdet igangsættes på udvalgsniveau i marts. På udvalgsmøderne i marts - maj drøfter udvalgene budget 2024 med henblik på, at administrationen kan udarbejde rådighedsforslag, der skal indgå i de politiske forhandlinger efter sommerferien.
Bilag
Sagsfremstilling
For at gøre regnvandssystemet omkring Ishøj Stationsvej mere robust skal der etableres et nyt bassin på det grønne areal sydvest for det nuværende bassin ved krydset (bassin Syd). Arealet, hvor det nye bassin Syd skal placeres, er i dag privatejet.
I forbindelse med etablering af bassin Syd skal der meddeles en ny udledningstilladelse for hele oplandet, så for at leve op til Vandområdeplanerne skal der etableres rensning af regnvandet i projektområdet. I nærværende bassinprojekt etableres rensning i forbindelse med ombygning af det eksisterende bassin Nord, som ikke har rensning i dag, og det nye bassin Syd. Der er i projektet en målsætning om, at mindst 80% af årsmængden renses efter bedst tilgængelige teknologi (BAT).
Tillæg nr. 8 til spildevandsplanen giver bl.a. Ishøj Kommune hjemmel til at ekspropriere areal til bassin Syd samt sikre driftsadgang til bassin Nord.
Ved godkendelse af spildevandstillæg nr. 8 vil tillægget blive sendt i 8 ugers offentlig høring. Herefter forelægges det med indkomne bemærkninger til endelig politisk vedtagelse.
Tillægget er screenet i henhold til miljøvurderingsloven, og det er vurderet, at spildevandsprojektet ikke påvirker miljøet væsentligt. Der udarbejdes derfor ikke en miljøvurderingsrapport. Screeningen vil indgå i den offentlige høring som bilag til tillægget.
Lovgrundlag
Bekendtgørelse af lov om miljøbeskyttelse LBK nr. 5 af 3/01/2023 med seneste ændringer
Bekendtgørelse nr. 1393 om spildevandstilladelser mv. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4 af 21/06/2021
Bekendtgørelse nr. 4 af 03/01/2023, lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter
Økonomi
Ingen
Indstilling
at forslag til tillæg nr. 8 til Spildevandsplan 2014-2022 godkendes og sendes i 8 ugers offentlig høring.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Klima- og Miljøudvalget.
Beslutningstema
Udvalget skal godkende, at tillæg nr. 8 til spildevandsplanen sendes i offentlig høring.
Bilag
Sagsfremstilling
Oversigt over miljøsager, hvor delegation er blevet anvendt, se bilag 1.
Årshjul for Klima- og Miljøudvalget, se bilag 2.
Orientering om pressemeddelelse vedrørende Køge Bugt Alliancen.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Klima- og Miljøudvalget.
Bilag
Sagsfremstilling
Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.
Indstilling
at referatet godkendes.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Klima- og Miljøudvalget.