Referat
Klima- og Miljøudvalget onsdag den 22. august 2018 kl. 17.00

Mødelokale 2E / Trzebinia, Rådhuset, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Tiltrådt

Resume

Vestforbrændings dialog med etageboligselskabene viser, at der er et stort ønske om nedgravede systemer til alle affaldsfraktioner. Der er således nu seks boligselskaber, som efterspørger nedgravede systemer. Interessen skyldes primært et ønske om at ensrette indsamlingssystemerne hos boligselskaberne, da kommunen tidligere har besluttet at finansiere alle omkostninger mod, at boligselskaberne betaler finansieringen over affaldsgebyret.

Sagsfremstilling

På Klima- og Miljøudvalgets møde den 18. april 2018 orienterede Vestforbrænding om status på implementering af de nye affaldsløsninger i etageboliger. Det fremgik af orienteringen, at renovationens økonomi var udfordret af, at flere boligselskaber end forudsat ønsker at etablere nedgravede systemer og kuber til affald.

Baggrunden for boligselskabernes ønsker er, at Byrådet den 4. oktober 2016 besluttede at tilbyde kommunalt ejede og finansierede nedgravede systemer og kuber, og at kommunens udgifter hertil skal finansieres ved en gebyrstigning for de boligselskaber, som vælger nedgravede systemer eller kuber. En kortlægning af boligselskaberne estimerede, at der var et behov for 22 nedgravede systemer og 1 kube til restaffald og madaffald. Udgifterne blev skønnet til ca. 1,8 mio. kr.

En delt finansieringsmodel, hvor boligselskaberne finansierer anlægsomkostningen og kommunen finansierer materiellet, blev dermed fravalgt.

Vestforbrænding er i gang med implementeringen af de nye affaldsordninger i etageboligerne og har nu været i dialog med hovedparten af boligselskaberne om deres ønsker og behov for nyt materiel. Vestforbrændings dialog med boligselskaberne har afdækket et ønske i størrelsesordenen 100 nedgravede systemer og kuber til mad- og restaffald i alle boligselskaber. Interessen skyldes primært et ønske om at ensrette indsamlingssystemerne, nu hvor kommunen tilbyder at finansiere alle omkostninger forbundet med nedgravede systemer og kuber.

Dialogen har også vist, at Vildtbanegård afd. III ønsker 25 nedgravede systemer, da boligselskabet ønsker nedgravede systemer til alle affaldsfraktioner. Imødekommer kommunen ønsket fra Vildtbanegård afd. III vil de 1,8 mio. kr., der var det oprindelige estimat, udelukkende være brugt her.

Det har endvidere vist sig, at den nuværende finansieringsmodel, hvor kommunen betaler for både anlægsomkostninger og materiel, giver udfordringer juridisk. Det drejer sig særligt om juridiske problemstillinger i forhold til tinglysning og fremtidige forpligtigelser at et kommunalt anlæg på boligselskabernes ejendom. Eksempelvis hvis boligselskabet ønsker at flytte eller nedlægge anlægget.

Vestforbrænding har udarbejdet notat: Bilag 1, der belyser sagen, og Park-, Vej- og Miljøcenter anbefaler på den baggrund, at beslutningen om at kommunen ejer og finansierer hele etableringen af de nedgravede affaldssystemer og kuber genovervejes, når der er indhentet erfaringer fra forsøget i Vildtbanegåed afd. III. Med henblik på at fremme anvendelsen af nedgravede systemer og kuber i Ishøj Kommune og indhente erfaringer anbefales det, at kommunen som forsøg fortsat finansierer både anlægsomkostningen og materiellet i Vildtbanegård afd. III, og at dette genemgøres som et pilotprojekt. Vildtbanegård afd. III betaler den samlede omkostning over et særligt affaldsgebyr for Vildtbanegård III beregnet til 350 kr. årligt pr bolig. Ejerskab og drift af anlægget (betonkasse og gravearbejdet) anbefales overdraget til Vildtbanegård afd. III, når det er etableret. Dette vil præcisere ejerforhold og vedligeholdelsesforpligtelse og dermed fjerne de juridiske udfordringer.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller,
at kommunen som forsøg fortsat finansierer både anlægsomkostningen og materiellet i Vildtbanegård afd. III,
at ejerskab og drift af anlægget overdrages til Vildtbanegård afdeling III, når det er etableret,
at særligt årligt affaldsgebyr for Vildtbanegård afd. III på 350 kr pr. bolig vedtages
at ejerforhold og finansiering ifm. etableringen af de nedgravede affaldssystemer og kuber i resten af kommunen genovervejes, når der er indhentet erfaringer fra forsøget i Vildtbanegåed afd. III

Beslutning

Tiltrådt

Økonomi

Der er i budget 2018 afsat 2 mio. kr. til etablering af nedgravede systemer og kuber.

I forbindelse med forsøget i Vildtbanegård afd. III indhentes erfaringer med omkostningerne ved de nedgravdede systemer og kuber, som vil indgår i kommunens kommende renovationsbudget, hvilket blandt andet afhænger af boligselskabernes ønsker og de gebyrer, der skal finansiere ordningen.

Lovgrundlag

Affaldsbekendtgørelsen

Bilag

Resume

Produktion af en film til etageboliger om de nye affaldsordninger.

Sagsfremstilling

Efter sommerferien begynder implementeringen for alvor af den nye affaldsløsning i etageboliger i Ishøj Kommune. Derfor har Administrationen bedt Vestforbrændings konsulenter om at udarbejde et forslag til en drejebog til en film, der viser og forklarer affaldets vej fra beholdere, til det bliver genanvendt og således giver borgerne en tur sammen med deres affald på genbrugsrejsen. Hensigten er også at punktere eventuelle myter om, at affaldet blandes sammen, efter at borgerne har sorteret det. Filmen skal være kort og oplysende, og det er tanken, at seeren kan komme med bag kameraet. Den skal supplere de mange øvrige film om affald, der kan findes på internettet, med lokale forhold i Ishøj.

Vestforbrænding foreslår, at titlen på en kort reportagefilm på 1 til 3 minutter kan være: ”Kom med bag om din affaldsordning”
.

Drejebog:
Affaldets tømmes i et kendt område i Ishøj Kommune.
Skraldemand interviewes kort om tømmeprocessen, hvor han for eksempel forklarer, hvorfor affaldet ikke blandes under tømning.
Affaldets omlastes på Vestforbrænding, hvor de genanvendelige affaldsfraktioner holdes adskilt.
Afsætningsmedarbejder/formidler fortæller om affaldets rejse fra Vestforbrænding til genanvendelse.
Der bruges underliggende klip fra andre produktioner, der viser, hvor affaldet sendes hen til genanvendelse – for eksempel sendes madaffaldet først til HCS i Glostrup, hvor det pulpes og sendes herefter til blandt andet Linko Gas i Jylland, hvor det forgasses til biogas og laves om til naturgødning.
Filmen slutter med et interview med en repræsentant fra Ishøj Kommune, der fortæller om resultaterne af den nuværende ordning i form af CO2-besparelser og genanvendelsesmængder, som en motivation til etageboliger, der skal til at sortere mere til genanvendelse.

TV-Ishøj har oplyst, at de gerne vil deltage i filmens produktion.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget vedtager, at igangsætte produktionen af en generel film om affaldets vej i Ishøj.

Beslutning

Tiltrådt

Økonomi

Omkostningen til Vestforbrænding forventes at blive ca. 20.000 kr. finansieret af renovationens midler til information og kampagner om affald.

Lovgrundlag

Affaldsbekendtgørelsen

Resume

Vestforbrænding har udarbejdet status for 2017 for affaldsområdet, som beskriver nogle af de områder, der var i fokus i løbet af året, og hvordan det går med affaldsindsamlingen generelt.

Sagsfremstilling

I juni 2016 begyndte Ishøj Kommune at indføre de nye løsninger til indsamling af affald fra haveboliger. Vestforbrænding har udarbejdet et notat, der redegør for resultaterne og hvilke muligheder, der er for at optimere ordningerne.

Danmark har et nationalt mål om, at 50% af husholdningsaffaldet skal genanvendes. I 2015 var genanvendelsesprocenten i Ishøj 17,5%, og den er nu steget til 23,5% i 2017. Der mangler stadig at blive indført nye affaldsordninger i enkelte rækkehusområder samt i etageboliger og kommunale institutioner, hvilket vil bidrage positivt til at øge genanvendelsesprocenten. Men Ishøj Kommune er udfordret af boligsammensætningen med mange etageboliger, som generelt indsamler mindre affald til genanvendelse, samt en utidssvarende genbrugsstation med begrænsede åbningstider. 

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget tager evalueringen af affaldsindsamlingen 2017 til efterretning.

Beslutning

Til efterretning

Lovgrundlag

Affaldsbekendtgørelsen

Bilag

Resume

Resultat af målinger af vejtrafikstøj på Ishøj Stationsvej før og efter opstilling af støjdæmpende autoværn.

Sagsfremstilling

Det Rådgivende ingeniørfirma DELTA har gennemført målinger af trafikstøjen før og efter, det stødæmpende autoværn blev opstillet på Ishøj Stationsvej.

Målingerne viser, at autoværnet ikke har haft en målbar effekt på støjen hos beboerne langs vejen.

Årsagen kan blandt andet være, at det støjdæmpende autoværn har størst effekt jo tættere på hjulstøjen, det er placeret. Ishøj Stationsvej er firesporet, hvorved støjen fra de fjernest liggende spor ikke dæmpes.

Vejdirektoratet oplyser, at det støjdæmpende autoværn, der forsøgsvis blev sat op ved hovedvej 13 i Pårup, som kun er 2-sporet, dæmper støjen med 2 til 5 dB.

Park-, Vej- og Miljøcenter vil løbende registrere, hvordan driften oplever autoværnet med hensyn til fjernelse af affald og snerydning langs autoværnet. Autoværnet bliver stående indtil videre. Dels er det ét system, hvor pæle, bjælker og kassetter er godkendt samlet, og dels vil det stadig være interessant at se, hvilke erfaringer Driften indhenter med hensyn til affald og sne. Endvidere er det en del af GATE21's Living Lab om støjreducerende foranstaltninger, hvor besøgende kan bese forskellige former for støjskærme på Vestegnen. Det undersøges, om de støjdæmpende kassetter senere kan fjernes.

Spørgeskemaundersøgelsen, der blev gennemført før og efter opsætningen, viste, at borgerne heller ikke oplevede en støjreducerende effekt.

Indstilling

Klima og Miljøudvalget indstiller at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt

 

Økonomi

Ishøj Kommune bidrog i 2017 med 150.000 kr. til forsøget med det støjdæmpende autoværn finansieret af midler til Grønt Forum.

Bilag

Resume

I forbindelse med nedlæggelse af fire vandhuller i Winthersminde har Center for Park, Vej og Miljø udpeget fire placeringer på kommunal jord til nye erstatningsvandhuller (Bilag 1).

Sagsfremstilling

Under tilblivelsen af Winthersminde erhvervsområde er der blevet nedlagt tre vandhuller. Derudover er der blevet nedlagt ét vandhul på Bredekærgård. Ishøj Kommune har givet dispensation til at nedlægge vandhullerne med vilkår om, at der etableres fire nye som kompensation.

De nye vandhuller vil blive anlagt, så de falder naturligt ind i landskabet. De vil med tiden udvikle sig til levested for planter og dyr, og indgå som vigtige spredningskorridorer i det åbne land. Vandhullerne vil blive anlagt nær eksisterende stisystemer og vil kunne opleves på tæt hold, hvilket hjælper til at styrke de rekreative oplevelsesmuligheder i områderne.

Tre erstatningsvandhuller vil blive placeret i Ishøj Dyrepark hvor der i forvejen er vandhuller og mindre skovområder. Ét vandhul vil blive placeret i området omkring Ringstedbanen og Ishøj Stationsvej tæt på vandløbet Smågaardsrenden.

Erstatningsvandhullerne forventes etableret i 2018/2019 under hensyntagen til gældende forpagtningsaftaler og i en periode hvor vejrforholdene er egnet.

Tilsvarende orienteringspunkt fremlægges for Teknik- og Bygningsudvalget.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget tager til efterretning, at der etableres fire erstatningsvandhuller på de angivne lokaliteter.

Beslutning

Til efterretning

Økonomi

Der er afsat kr. 350.000 ex. moms til etablering af 3 erstatningsvandhuller i forbindelse med realisering af Winthersminde Erhvervsområde. Udgifterne til etablering af erstatningsvandhul i forbindelse med nedlæggelse af vandhullet på Bredekærgård aftales nærmere mellem Center for Kultur og Fritid og Center for Park, Vej og Miljø.

Alle etableringsomkostninger er under forudsætning af, at der ikke foretages arkæologiske undersøgelser.

Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven (LBK nr 934 af 27/06/2017)

Bilag

Resume

Der er i forbindelse med lokalplanforslag 1.84 Thorsbro Vandværk og kommuneplantillæg nr. 6. udarbejdet en miljøvurdering. Lokalplanforslaget giver mulighed for at etablere en ny vandværksbygning ved Thorsbro Vandværk. Planforslagene er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). Der er udført screeninger af, hvorvidt lokalplan og tilhørende kommuneplantillæg har væsentlige indvirkninger på miljøet.  Det vurderes på baggrund af screeningerne, at påvirkningen ikke er væsentlig, og at der således ikke skal udarbejdes en miljørapport. Afgørelsen offentliggøres samtidig med planforslagene og kan påklages inden for 4 uger.

Planforslagene har tidligere været i høring i perioden fra den 14. marts til den 9. maj 2018. I høringsperioden indkom 6 høringssvar, som har givet anledning til ændringer. Det har ført til en fornyet screening af forslagene.

Sagsfremstilling

Lokalplanforslaget giver mulighed for at opføre en ny vandværksbygning på op til 3900 m2, med en højde på 8,5 m og en mindre del på maksimalt 14 m. Bygningen får et moderne udtryk, men tager hensyn til området. Der udpeges også bevaringsværdig beplantning. Ændringen medfører et kommuneplantillæg.

Høringssvarene har givet anledning til en række ændringer i lokalplanforslaget. Størrelsen på byggefeltet er forøget, så der kan bygges på til 3900 m
2 ( tidligere 3100m2) for at give vandværket mulighed for nødforsyning og evt. samarbejder med andre vandværker. Byggefeltets placering er ændret, så bebyggelsen får mere afstand til Allévej. De økologiske forbindelser og mosearealer er præciseret, og der gives mulighed for at beplante med insektvenlig beplantning. I kommuneplantillægget præciseres det i det nye forslag, at boligbebyggelse og fredede vandværksbygninger bevares.

Lokalplanforslag og kommuneplantillæg sendes derfor i fornyet høring i 4 uger.

Planforslagene er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter, idet de fastlægger rammer for fremtidige anlæg og arealanvendelser og udarbejdes som grundlag for myndighedens opgavevaretagelse.
Lovens formål er at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau og at bidrage til integrationen af miljøhensyn under udarbejdelsen og vedtagelsen af planer og programmer.

Der er udarbejdet screeninger af henholdsvis lokalplanforslaget og kommuneplantillægget, da den geografiske afgrænsning ikke er ens og kommuneplanrammen omfatter nærliggende boliger.

Screeningerne har, i forbindelse med den første høring, været i høring hos berørte myndigheder jf. § 32 (Kroppedal Museum og Park-, Vej- og Miljøcenteret). På baggrund af screeningerne samt resultaterne af høring af berørte myndigheder, er det Ishøj Kommunes vurdering, at planforslagene ikke vil betyde væsentlige påvirkninger af miljøet, og at der derfor ikke skal udarbejdes en miljørapport.

En screeningsafgørelse jf. § 10, skal offentliggøres på kommunens hjemmeside med en klagefrist på 4 uger. 

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget vedtager, at der ikke skal udarbejdes en miljørapport for lokalplanforslag 1.84 og Kommuneplantillæg nr. 6., og at afgørelsen offentliggøres på Ishøj Kommunes hjemmeside med en klagefrist på 4 uger.

Beslutning

Tiltrådt

Lovgrundlag

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) nr. 425 af 18. maj 2016.

Link til lokalplan: http://ishoj.viewer.dkplan.niras.dk/dkplan/dkplan.aspx?lokalplanId=106

Bilag

Resume

Midtvejsrapport for Energiprogrammet 2018.

Sagsfremstilling

I januar blev Energiprogrammets handleplan for 2018 præsenteret. Den beskriver anlægsprojekter med energibesparende tiltag for i år. Herudover indeholder handleplanen også en oversigt over udviklings- og afprøvningsprojekter, hvor der arbejdes med at afprøve nye energirelevante teknologier og løsninger. 

Midtvejsrapporten for Energiprogrammet (bilag 1) viser status for de igangværende projekter. For nuværende foreligger følgende projekter: 1) renovering af Pergola ved Vejlebroskolen, 2) renovering af Rådhuset (videreført fra 2017), 3) isolering af taget på Idrætscenteret samt 4) energimærkning af bygninger.

Under udvikling og afprøvning arbejdes der på følgende projekter: 1) Udviklingsprojekt vedr. energioverblik, 2) Fjernaflæsning, 3) Optimering af bygningsautomatik samt 4) Læksikring.

De enkelte projekter ovenfor vil være beskrevet mere detaljeret i midtvejsrapporten. 

Indstilling

 Klima- og Miljøudvalget tager midtvejsrapporten til efterretning

 

Beslutning

Til efterretning

Bilag

Resume

Ishøj Byråd er optaget af sundhedsfremmende indsatser og strukturer, der kan bidrage til at løse samfundsproblemer og understøtte et sundere liv. En beslutning om at Ishøj Kommune har røgfri arbejdstid, røgfri skoletid og røgfrie matrikler vil netop være en struktur, der understøtter en sundhedsfremmende og forebyggende indsats.

Sagsfremstilling

Med en røgfri fremtid er der et stort potentiale for, at kommunens borgere og ansatte får et bedre og længere liv. Tobaksrygning er den enkeltfaktor, som har den største negative indflydelse på vores helbred, og nye nationale tal viser, at hver anden ryger vil dø af rygning. Udover menneskelige omkostninger ved rygning, så koster rygning kommunen mange penge. Det anslås, at de samlede kommunale meromkostninger til dagligrygere koster en kommune på størrelse med Ishøj 25.5 mio. kr årligt.

Forskning viser, at rygeforbud i det offentlige rum har signifikant effekt på rygerelaterede sygdomme og dermed også effekt i forhold til at ændre sociale normer for rygning. Arbejdet med strukturelle sundhedsfremmende og forebyggende indsatser har positiv indvirkning på social ulighed, idet de mere individuelle indsatser som informationsmateriale og kampagner primært rammer de mest ressourcestærke borgere.

Den videre proces lægger op til en høringsproces i bestyrelser mv., og forslaget bliver sendt i MED-systemet til information og drøftelse. MED-systemet bliver også involveret i forhold til, hvilke hjælpeforanstaltninger, der skal stilles til rådighed for at støtte medarbejdere, der ønsker at stoppe med at ryge.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at administrationen fortsætter arbejdet med at implementere en kommunal rygestopindsats.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

Resume

Ishøj Varmeværk producerer varme til VEKS-samarbejdet jf. varmeleveringsaftale med VEKS. Ishøj Varmeværk producerer i spids- og reservelastsituationer. VEKS har fremsendt forslag om genforhandling af varmeleveringsaftale. Ishøj Kommunes svar til VEKS fremlægges.

Sagsfremstilling

I 2010 udløb den varmeleveringsaftale, som VEKS havde med Ishøj Varmeværk formelt. I praksis har aftalen fortsat på de samme vilkår. Der har siden da været gennemført forhandlnger om at udarbejde en fornyet varmeleveringsaftale, men aftalen har været præget af substitutionssagen.

VEKS har d. 3. juli 2018 fremsendt forslag om, at forhandlinger om indgåelse af varmeleveringsaftale genoptages. Ishøj Kommunes advokat på substitutionssagen har udarbejdet et udkast til svar herpå, som vedlægges til efterretning.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget tager svar til VEKS vedr. forhandlinger om varmeleveringsaftale til efterretning.

Beslutning

Til efterretning

Økonomi

Der er ikke knyttet økonomi direkte til denne aftale.

Bilag

Sagsfremstilling

Mødekalenderen for Klima- og Miljøudvalget for 2019, 2020 og 2021 fremlægges til godkendelse. Møderne ligger som udgangspunkt den tredje onsdag i hver måned med undtagelse af juli, hvor der er sommerferie. Der er nogle måneder, hvor møderne foreslås flyttet pga. helligdage eller ferier.

 

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget godkender mødeplanen for 2019, 2020 og 2021.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

Sagsfremstilling

Sommerfest i Vejleåparken den 25. august.
Ishøj Kommune, Grønt Forum og Vestforbrænding deltager i Vejleåparkens sommerarrangement den 25. august kl. 11 til 16.

Borgerne kan orientere sig om de nye affaldsløsninger i etageboliger og et forsøg med at fjerne olie og fedt fra afløb. Det vil endvidere være muligt at se en renovationsvogn tæt på og tale med en skraldemand samt få oplysninger om, hvad der sker med affaldet, når det bliver genanvendt.



Program for KMU 19. september på Vestforbrænding

Kl. 16.30 – 17.30  
 
Kl. 17.30 – 18.00

Kl. 18.00 – 18.15

Kl. 18.15 – 19.00

 

Kl. 19.00 – 20.00

  Oplæg om affaldets vej fra borgernes skraldespand til behandling på Vestforbrænding og endelig videresalg til genanvendelse v/Vestforbrændings formidlingschef Allan Laumann

 Rundvisningen i modtagehallen på Vestforbrænding v/Vestforbrændings formidlingschef Allan Laumann

  Frokost – sandwich

  Temadrøftelse affaldsplaner
  Præsentation af konceptet for affaldsplaner samt initiativer i affaldsplanen.
  Oplæg ved forvaltningen

  Evt. aktuelle udvalgssager  v/udvalget

 

 

 

 Liste over administrativt meddelte afgørelser.

Beslutning

Til efterretning

Bilag