Referat
Klima- og Miljøudvalget onsdag den 23. april 2014 kl. 16.00
Vestforbrænding, Ejby Mosevej 209, 2600 Glostrup
Sagsfremstilling
Mødet er et temamøde om affald.
Vestforbrænding vil give en introduktion om udviklingen på affaldsområdet og herunder introducere til emner der er på dagsordenen.
Plan for dagen |
|
kl. 16.00 - 16.10 | Velkommen |
Kl. 16.10 - 16.30 | Vestforbrændings rolle på affaldsområdet i forhold til Ishøj Kommune. Ved Partnerservice, Jacob Lind Nordqvist |
Kl. 16.40 - 16.55 | Rundt om affald og ressourcerne i affaldet. Ved Formidlingstjenesten, Charlotte Vestergaard |
Kl. 16.55 - 17.30 | Intro til Wastelab og Skraldelev. Ved Formidlingstjenesten, Charlotte Vestergaard |
Kl. 17.30 - 18.00 | Pause og sandwich |
Kl. 18.00 - | Udvalgsmøde KMU. Egne punkter |
Beslutning
Til efterretning
Resume
Byrådet besluttede på mødet den 6. januar 2009, at Ishøj Kommune skulle indgå en aftale med Danmarks Naturfredningsforening om at blive en klimakommune. Aftalen med Danmarks Naturfredningsforening betyder, at Ishøj Kommune har forpligtigtet sig til at spare 3 % om året på CO2-udledningen frem til 2025.
Sagsfremstilling
I april 2014 har Ishøj Kommune indberettet CO2-opgørelsen for 2013 til Danmarks Naturfredningsforening. CO2 opgørelsen viser, at der i forhold til 2012 er sket en reduktion i CO2-udledningen på 6,3%. Det ligger over de 3%, der er indgået aftale om.
Center for Kommunale Ejendomme fik i 2012 godkendt en Plan for energibesparelser for de kommunale bygninger, og det tyder på, at det er den, der nu viser en effekt på CO2-regnskabet.
Indstilling
Klima- og Miljøudvalget indstiller, at CO2-opgørelsen tages til efterretning.
Beslutning
Tiltrådt
Bilag
Resume
Klima- og Miljøudvalget har i efteråret 2013 truffet en principbeslutning om at udvide genbrugsstationens åbningstider. Endvidere indgår en undersøgelse af behovet for en ny genbrugsstation i budgetforliget for 2014.
Som en del af Kommunens affaldshandlingsplan er der dog planlagt større ændringer i indsamlingsordningerne, og det foreslås derfor, at udvidelsen af åbningstiden på Ishøj genbrugsstation bliver udskudt til 1. april 2016 indtil behovet for en ny genbrugstation og åbningstiderne er afklaret.
Genbrugspladsens åbningstider er: tirsdag og torsdag kl. 11 - 18 samt lørdag kl. 9 - 14
Sagsfremstilling
Klima- og Miljøudvalget traf den 22. oktober 2013 en principiel beslutning om at gøre genbrugsstationen mere tilgængelig ved at udvide åbningstiden. De ny åbningstider skulle være gældende fra den 1. september 2014 og finansieres ved en omlægning af storskraldsordningen.
Udvidelsen af åbningstiden på genbrugsstationen indgår i kommunens affaldshandlingsplan. Planen omfatter også en omlægning alle affaldsordningerne i Kommunen, der skal sikre, at kommunen kan leve op til regeringens krav om at genanvende mindst 50 % af husholdningsaffaldet i 2022. I dag genanvendes ca. 14 % af husholdningsaffaldet i Ishøj Kommune.
For at undersøge mulighederne for at øge genanvendelsen, blev der gennemført et forsøg i 2012-2013 med nye affaldsordninger. Forsøget omfattede anvendelse af flerkammerbeholdere ved énfamilieboliger. Forsøget viste, at der var gode muligheder for at sortere affald fra dagrenovationen og storskraldsordningen til genanvendelse i stedet for at sende det til forbrænding eller køre det til genbrugsstationen.
Der er derfor behov for at analysere behovet for en ny genbrugsstation og dens åbningstider set i sammenhæng med storskraldsordningen.
Den nuværende storskraldsordning for enfamilieboliger udløber 31. august 2014, og denne ordning foreslås udbudt til at gælde for perioden 1. september 2014 til 31. marts 2016, hvor også dagrenovationskontrakten skal fornys. Derved kan storskraldsordningen tilpasses de øvrige ordninger fra 2016. Det forventes, at der kan forelægges et forslag til udbudsmateriale til godkendelse i maj 2014.
Plan-, Bygge- og Miljøcenter anbefaler, at ændring af åbningstiden på Ishøj genbrugsstation udskydes til først at gælde fra den 1. april 2016, og at ændringerne tilpasses omlægningen af de øvrige affaldsordninger, som udbydes med kontraktstart 1. april 2016.
Indstilling
Klima- og Miljøudvalget vedtager, at ændring af åbningstiden på Ishøj genbrugsstation udskydes til at gælde fra den 1. april 2016.
Beslutning
Tiltrådt
Lovgrundlag
Affaldsbekendtgørelsen
Resume
Statsforvaltningen har meddelt, at Vestforbrændings fordeling af betaling ved erhvervsvirksomheders brug af genbrugsstationer er ulovlig.
Vestforbrænding vil udarbejde oplæg til, hvordan selskabet og kommunerne skal forholde sig til Statsforvaltningens udtalelse. Oplægget forventes at foreligge september 2014
Sagsfremstilling
Vestforbrænding fastsætter forslag til gebyr for erhvervsvirksomheder, der benytter genbrugspladser i Vestforbrændings opland. Gebyretforslaget fastsættes bl.a. ud fra en vurdering af hvor stor en andel af affaldet, der er erhvervsaffald.
Dansk Industri samt Dansk Transport og Logistik har klaget til Statsforvaltningen over Vestforbrændings fastsættelse af gebyr for erhvervsvirksomheder. Klagerne mener, at virksomheder, som bruger genbrugsstationer indenfor Vestforbrændings opland, betaler for lidt i gebyr.
Klagerne mener, at gebyret for virksomhederne er for lavt, når Vestforbrænding vurderer, at en stor del af virksomhedernes affald er husholdningsaffald, og at det derfor betales af de private husholdningers gebyr.
Klagerne mener, at det er i strid med reglerne for betaling af erhvervsaffaldsgebyr og EU's princip om at forureneren betaler, og at det er konkurrenceforvridende.
Statsforvaltningen har meddelt Vestforbrænding, at det er Forvaltningens opfattelse, at affald, der afleveres af en erhvervsvirksomhed, ejes af virksomheden og skal betragtes som erhvervsaffald. Vestforbrændings fordeling af gebyr er således ikke lovlig efter Statsforvaltningens opfattelse.
Statsforvaltningen har derfor bedt Vestforbrænding om at kontakte alle interessenter for at få deres udtalelse om, hvad de vil foretage sig, som følge af Statsforvaltningens udtalelse om at fordelingen af betaling mellem husholdninger og erhverv ikke er lovlig.
Vestforbrænding er ikke enig i Statsforvaltningens opfattelse og har inddraget sine advokater i den videre afklaring om sagen. På den baggrund vil Vestforbrænding udarbejde oplæg til hvordan selskabet og kommunerne skal forholde sig til Statsforvaltningens udtalelse. Oplægget udarbejdes i dialog med kommunerne og forventes at foreligge endeligt i september 2014.
Indstilling
Klima- og Miljøudvalget vedtager, at orienteringen tages til efterretning
Beslutning
Tiltrådt
Lovgrundlag
Affaldsbekendtgørelsen
Bilag
Resume
Vestforbrænding har udarbejdet status for 2013 for affaldsområdet, som beskriver nogle af de områder, der var i fokus i løbet af året.
Endvidere har Vestforbrænding, på baggrund af Affaldsplanen, beskrevet en handlingsplan for affaldsområdet i 2014.
Sagsfremstilling
Vestforbrænding har udarbejdet en status for arbejdet med affaldsplanen i 2013. Status beskriver de aktiviteter, der er udført i 2013 bl.a. flerkammerforsøg, digitale løsninger, optimering af indsamlingordninger samt behandling af fritagelse for betaling af erhvervsaffaldsgebyrer.
Vestforbrænding er ifølge aftale om varetagelse af administrative opgaver på affaldsområdet forpligtet til at udarbejde en årsplan/handleplan for det kommende år i Ishøj Kommune og har udarbejdet affaldshandlingsplan for 2014. Planen beskriver i overordnede træk de aktiviter, der skal gennemføres i det kommende år, for at nå de mål, som Byrådet vedtog i Affaldsplanen den 8. januar 2013 samt de mål, der er formuleret i regeringens Ressourcestrategi.
Handlingsplanens retter sig mod storskraldsordningen, optimering af indsamlingordningerne samt udvikling af affaldstilsynet. Aktiviteterne i handlingsplanen sætter fokus på øget genanvendelse og på at få problematisk affald, som batterier, elektronik og kemikalier, sorteret ud af affaldet.
Økonomi
Initiativer fra Handlingsplanen 2014, som kan betyde en øget økonomisk udgift, vil blive forelagt Byrådet til godkendelse, da det på nuværende tidspunkt er svært at forudsige den nøjagtige konsekvens af de enkelte initiativer.
Indstilling
Klima- og Miljøudvalget vedtager, at Status for 2013 på affaldsområdet tages til efterretning og Handlingsplan 2014 for affaldsområdet godkendes.
Beslutning
Tiltrådt
Lovgrundlag
Affaldsbekendtgørelsen
Bilag
Resume
Energihandlingsplanen indeholder energiforbedrende tiltag inden for ventilation, adfærd, belysning m.v. for 7.516.300,- kr. Dette vil give besparelser på energiforbruget på 1.642.200,- kr. med en tilbagebetalingstid på gennemsnitligt 5 år, altså betaler besparelserne investeringen inden for denne periode. Samtidig bidrager tiltagene til at der gennem mindre energiforbrug udledes mindre CO2
Sagsfremstilling
Energihandlingsplanen indeholder forslag til energitiltag på kommunens ejendomme, der sparer energi og minimerer CO2-udslippet. Dette medvirker til, at kommunen overholder sine forpligtigelser som Miljøkommune til besparelse af tre procent af kommunens CO2-udslip.
Der fokuseres i 2014 på solceller, ventilation og varmegenvinding, som vedtaget af byrådet i forbindelse med budgetforliget for 2014:
Solceller
El-forsyningsloven kræver nu, at kommunen søger om dispensation til at blive fritaget for oprettelse af selskab ved opsætning af solceller. Derfor anbefales det, at Ishøj Kommune venter med at opsætte flere solceller til, at sådan dispensation foreligger.
Ventilation og varmegenvinding
Kommunale Ejendomme har fået screenet udvalgte ventilationsanlæg med henblik på energioptimering og tilstandsvurdering. Det viser sig, at der her er et tidligere ukendt stort potentiale ved udskiftning af gamle anlæg, ikke bare på energiområdet, men også på driftsoptimering. Derfor er dette også den dominerende del af energihandlingsplanen med hele 7.221.000,-
Resultat 2013
I slutningen af 2013 og start 2014 er der blevet opsat solceller, som indgik i Energihandlingsplanen 2013.
Gennemførelse af Energihandlingsplanen 2013 har medført energibesparelser på 415.143 kWh svarende til en økonomisk besparelse på 638.229,- kr. pr. år fra og med 2014. Se bilag B – Resultat 2013
Økonomi
For den samlede energihandlingsplan er udgifterne fordelt på hovedemner som herunder. Præcisering af udgifterne findes i bilag A.
Tiltag | Pris | kWh* | Årlig besparelse i kr. | Ton CO2/ år |
Adfærd | 120.300 | 82.000 | 85.000 | 34 |
Ventilation | 7.221.000 | 1.068.250 | 1.509.200 | 298,8 |
Termostater | 15.000 | 6.000 | 3.000 | 0,8 |
Belysning | 60.000 | 9.375 | 15.000 | 3 |
Varmepumper | 100.000 | 18.725 | 30.000 | 10 |
Total | 7.516.300 | 1.184.300 | 1.642.200 | 346,6 |
Finansieringen foreslås som følgende. Finansieringskilderne er uddybet i Bilag A.
Finansieringskilde | Beløb |
Energipuljer på sammenlagt | 1.177.000 |
Tilskud fra Ishøj Varmeværk | 450.034 |
Lån | 5.889.266 |
Total | 7.516.300 |
Indstilling
Klima- og Miljøudvalget indstiller, at de foreslåede energibesparende tiltag i energihandlingsplanen udføres.
- tiltagene finansieres via afsatte energipuljer på sammenlagt 1.150.000,- kr. og tilskud på fra varmeværket på 450.034,- kr. samt låntagning af 5.916.266,- kr.
- besparelserne benyttes i første omgang til at tilbagebetale lån, hvorefter besparelserne bruges til at investere i yderligere energibesparende tiltag
Beslutning
Tiltrådt
Bilag
Resume
Byrådet bevilgede 30.000 kr. til gennemførelse af et spar 20% projekt i 2013. Projektet skulle fremme energibesparelser i private boliger. Projektet kunne ikke gennemføres, da der var for få tilmeldinger. Projektet forslås gennemført med en ændret strategi.
Sagsfremstilling
Byrådet bevilgede den 16. april 2013 30.000 kr. til et ”Spar 20%”-projekt, som skulle finansieres af AGENDA 21-midler. Projektet forudsatte, at interesserede grundejere skulle tilmelde sig et orienteringsmøde, men pga. ringe tilslutning kunne projektet ikke gennemføres.
Plan-, Bygge- og Miljøcentret har sammen med Energitjenesten udarbejdet en ny strategi for rekruttering af grundejerforeninger og bylaug til projektet med brug af de seneste erfaringer fra vellykkede projekter gennemført i andre kommuner.
Med Spar 20% projekter hjælper Energitjenesten, Ishøj Kommune med borgerrettede aktiviteter, som skal fremme energiforbedringer i private boliger.
Energitjenestens ”Spar 20%”-projekter, indeholder konkrete aktiviteter, som kommunen kan tilbyde grundejerforeninger og landsbylaug. Gennem aktiviteter tæt på borgerne, tilbydes konkret inspiration og rådgivning i forhold til deres egen bolig, der gør det nemmere for boligejeren at gennemføre energibesparelse
En ”Spar 20%”-pakke kan sammensættes af følgende 5 aktiviteter:
· ”For enden af vejen” - obligatorisk
· ”Rådgivningscafe”
· ”Inspirationsoplæg”
· ”Spar 20% - kursus”
· ”Mini messe”
Plan- Bygge og Miljøcentret foreslår, at Spar 20% projektet gennemføres i 2014 med fokus på at tilbyde grundejerforeninger og landsbylaug aktiviteterne ”For Enden Af Vejen”, ”Inspirationsoplæg” og ”Spar 20% - kursus”. Det er Energitjenestens erfaring fra andre kommuner, at disse fungerer bedst i grundejerforeninger og bylaug. Kommunen kontakter grundejerforeninger og bylaug direkte med tilbuddet. Aktiviteterne udføres i de interesseredes foreninger.
Melder grundejerforeninger og bylaug ikke ind i tilstrækkeligt omfang på de 3 førstnævnte aktiviteter, foreslår Plan- Bygge- og Miljøcentret, at en Spar 20% pakke tilbydes alle kommunens borgere bredt. Pakken kan indeholde rådgivningscafé, Spar20%-kurser og mini-messe i forbindelse med andre aktiviteter i kommunen f.eks. boligmessen eller Kulturnatten. Endelig kan inspirationsoplæg tilbydes boligforeninger f.eks. i forbindelse med beboermøder.
Aftalen omfatter køb af aktiviteter for 60.000 kr. Ishøj Kommune betaler 30.000 kr., de resterende finansieres med 30.000 kr. i støtte fra Energifonden.
Økonomi
Der er i 2014 afsat 191.000,- kr. til kommunes Agenda 21 aktiviteter.
Indstilling
Klima- og Miljøudvalget vedtager, at spar 20% projektet gennemføres og finansieres med 30.000,- kr. fra Agenda 21 midlerne.
Beslutning
Tiltrådt