Referat
Kultur- og Fritidsudvalget onsdag den 4. december 2024 kl. 16.30

Mødelokale Tårnbjerget, Rådhuset Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Sagsfremstilling

  • Regeringen og en række andre partier har indgået aftale om forsøg med kulturpas. Se bilag 1. I aftaleteksten fremgår det, at kulturpas-forsøget skal foregå i to spor. Det ene spor er møntet på at etablere et kulturpas, hvor unge fra 15-24 år får et digitalt pas til en værdi af 2.000 kroner. Ordningen forventes af koste 30 millioner. I det andet spor afsættes 20 millioner kroner årligt i 2025 og 2026 med henblik på at støtte 15 længerevarende forløb. Forløbene skal styrke unges trivsel og understøtte muligheden for at begå sig i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.
  • Regeringen har indgået aftale om finanslov. I bilag er vedlagt Kulturministeriets udmelding om betydningen for kulturområdet. Se bilag 2.
  • Forpagtning af Cafe i Ishøj Idræts & Fritidscenter forventes sendes i udbud uge 50 2024. Ny forpagter forventes at starte 1. februar 2025 eller hurtigst muligt.
  • Ishøj Kommune er i 2025 værtsby for RÅ Festival, som er en kulturfestival for unge mellem 13 og 25 år, hvor unge på tværs af kommuner deltager med workshops, musik, graffiti, teater, kunst og meget mere. Det er en én-dags festival for alle unge mellem 13 og 25 år i Kulturmetropolens kommuner, som i 2025 afholdes lørdag den 1. februar i Kulturium.
  • Den nye Skovbane i Kondiskoven blev indviet den 29 november.
  • I samarbejde med dagtilbuddet "Femkanten" afprøver Kulturskolen et pilotprojekt med musikforløb for de 1-3 årige, som bl.a. skal være med til at styrke børnenes motoriske, sproglige og sociale udvikling. Projektet løber over 20 uger.
  • I samarbejde med Kærbo afprøver Kulturskolen et pilotprojekt ”Kærbo Synger – Sammen” – et tilbud for beboere med demens. Projektet løber over 7 uger.
  • Med udgangspunkt i Arkens udstilling "Ild og Vand" optrådte guitar-, danse og billedkunsteleverne fra Ishøj Kulturskolen med en Danse-Musik-Fernisering i Koncertsalen på Arken. Der var næsten 200 gæster til eventet.
  • Ungebyrådsmøde 2024

Mandag den 28. oktober blev Ungebyrådsmøde 2024 afholdt i Byrådssalen på Ishøj Rådhus. Elever fra 5.-9. klasse på tværs af Ishøjs skoler samt NEXT-elever fra Ishøj deltog på dagen, hvor temaet var ”Hvordan kan unge i Ishøj Kommune medvirke til at skabe mentalt og fysisk sunde liv?” Følgende forslag blev stemt igennem af de unge:

    • Forsøg på en skole med en klasse, der møder en time senere i tre måneder.
    • Fleksibilitet ind i læsestund, så man kan lave lektier og få hjælp til det
    • Indførsel af KTU (Klassens time i udskolingen)
    • Indførsel af individuelle trivselssamtaler to gange om året.

Efter Ungebyrådsmødet følger en realiseringsproces, hvor forslagene vil blive drøftet på et skoleledermøde og vil blive bragt med tilbage på skolerne, hvor undervisningsmiljørepræsentanter og/eller elevråd kan komme med forslag til, hvilke initiativer de ønsker at afprøve, og hvordan de ønsker at implementere det på deres skole. Børne- og Undervisningsudvalget vil blive orienteret om udmøntningen af forslag inden sommeren 2025.


  • Opfølgning på forankring af vedtagne forslag fra Ungebyrådsmøde 2023
    • Forslaget mindre madspild og grønnere mad lokalt på skolerne i Ishøj er forankret ved et samarbejde med Meyers Madhus, hvor Rådhusets kantinemedarbejdere, som del af en prøvehandling, har fået kompetenceudvikling. Derudover har Ishøj Kommune sammen med Meyers Madhus og andre kommuner ansøgt Økologi-fonden om omstilling til mere plantebaseret og økologiske fødevarer i skoler og ældreinstitutioner. Vi afventer for nuværende endeligt tilsagn om, hvorvidt vi får midler hertil.
    • Forslaget innovative skraldespande og fælles affaldssorteringsdag for alle skoler i Ishøj er forankret gennem en fælles affaldssorteringsdag, hvor Vibeholmskolen var pilotskole og Vestforbrænding understøttede processen. Det har bl.a. medvirket til et tættere samarbejde mellem Ishøj Kommune og Vestforbrænding, og der arbejdes på at etablere et årligt besøg på Vestforbrænding. I tillæg hertil er der blevet konstitueret et netværk af unge klimaambassadører på tværs af skolerne.
    • Forslaget opladningsstationer i Byrummet, der generer grøn strøm til opladning har for nuværende ikke været muligt at realisere.



Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Kultur- og Fritidsudvalget.

Bilag

Sagsfremstilling

I forbindelse med Budget 2023 blev Kulturium Bibliotek pålagt en besparelse på 150.000 kr. på lønbudgettet, hvilket medførte reducerede bemandede åbningstider. Disse blev justeret til:
Mandag-torsdag: 10-18.30 (tidligere 8.30-19.00)
Fredag: 10-17 (tidligere 8.30-17)
Sommerferie på hverdage: 11-17 (tidligere 8.30-19)
Lørdag i sommerferien: 11-15 (tidligere 10-15)
Samtidig blev en forsøgsordning med selvbetjent åbningstid uden personale fra kl. 7-10 på hverdage (kl. 7-11 i sommerferien) indført. Ordningen kræver, at rengøringspersonale kl. 7 slår alarmen fra, tænder lys og sikrer adgangsdørene, hvorefter oprettede brugere kan benytte adgangskontrol til biblioteket.

Kulturium har analyseret besøgsdata i den selvbetjente åbningstid. Selvbetjent indgang via adgangskontrollen er benyttet 1995 gange, hvor 5683 personer er gået ind af døren i perioden januar-november 2024. Selvbetjent indgang via adgangskontrollen fungerer ved, at brugeren åbner døren ved at indtaste cpr-nummer efterfulgt af personlig kode. Derfor kan det trackes præcist, hvor mange, der lukker sig ind i selvbetjent åbningstid. Der kan gå flere personer ind på samme gang, når døren åbner. Derfor har vi også en måler, som registrerer totalt antal personer, som går ind i biblioteket. En del af disse indgange er gruppebesøg fra skoler og institutioner, som lukkes ind af personalet. Derfor er det samlede besøgstal væsentligt højere, end antallet af gange selvbetjent indgang via adgangskontrollen er benyttet. Det selvbetjente bibliotek benyttes hovedsagelig mellem kl. 9-10 til afhentning af materialer, anvendelse af borger-pc’er, studier og lejlighedsvise besøg af dagplejere.

Til sammenligning blev der i samme periode registreret indgang af 9894 personer i tidsrummet kl. 10-11, hvor der er bibliotekspersonale til stede. Det samme mønster er gældende i sommerperioden, hvor Kulturium Bibliotek oplever et markant øget besøgstal i den bemandende åbningstid. Bibliotekets seneste brugerundersøgelse (efterår 2023) viser samme billede. Det bemandede bibliotek har en tilfredshedsscore på 6,9 (skala -10 til +10). Mens brugere, der udelukkende benytter det selvbetjente bibliotek, angiver en tilfredshedsscore på 6. Dette afspejler en øget tilfredshed hos borgerne med brug af biblioteket, når der er personlig betjening af personale.

Rengøringspersonalets tilstedeværelse i en stor del af den selvbetjente åbningstid sikrer en vis tryghed for borgerne. I løbet af perioden har indgangskontrollen været udsat for hærværk, og en ny måtte installeres i efteråret 2023. Generelt set opleves det at ordningen med selvbetjent åbningstid om morgenen fungerer tilfredsstillende, og administrationen anbefaler derfor, at den selvbetjente åbningstid gøres permanent.

Lovgrundlag

Biblioteksloven

Økonomi

Ingen. Besparelsen blev realiseret ifm. implementering af budget 23.

Indstilling

at gøre den selvbetjente åbningstid fra kl. 7-10 på hverdage permanent fra 1. januar 2025.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Kultur- og Fritidsudvalget.

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om udvalget vil godkende permanent selvbetjent åbningstid på biblioteket om morgen i hverdagene.

Sagsfremstilling

På udvalgsmødet gives en præsentation med orientering om status på arbejdet med Kulturiums strategi (virksomhedsplan) 2025-2027. Herunder vision, mål, metoder og samspil med Byrådets vision og pejlemærker. På mødet deltager leder af Kulturium.


Lovgrundlag

Ingen

Økonomi

Ingen

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Kultur- og Fritidsudvalget.

Beslutningstema

Orientering om status for arbejdet med Kulturiums strategi (virksomhedsplan) 2025-2027.

Bilag

Sagsfremstilling

Analysefirmaet Moos-Bjerre har udført en bruger- og ikke-brugerundersøgelse for Kulturium Bibliotek. Undersøgelsen er besvaret af 540 brugere og 90 ikke-brugere. Undersøgelsen giver en samlet tilfredshedsscore på 6,8 på en skala fra -10 til 10 og 88% af brugerne er generelt tilfredse med biblioteket. I bilaget præsenteres de vigtigste hovedpointer fra bruger- og ikke-brugerundersøgelsen samt de afledte indsatsområder.

De vigtigste områder, som brugerne efterspørger i brugen af biblioteket, omfatter ro, tilgængelighed, materialer og relevante arrangementer.

Input fra undersøgelsen indgår i Kulturiums strategiske arbejde med at skabe de bedst mulige fysiske rammer og det mest relevante indhold for borgerne i Ishøj Kommune. Kulturium vil i de kommende år blandt andet have fokus på:

  • at forbedre de fysiske rammer, så de matcher både behov for fordybelse og aktiviteter.
  • øget tilgængelighed.
  • at fremme læseglæde.
  • at understøtte kreativitet.
  •  at nå flere ikke-brugere.

Lovgrundlag

Biblioteksloven

Økonomi

Ingen

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Kultur- og Fritidsudvalget

Beslutningstema

Orientering om bruger- og ikke-brugerundersøgelse for Kulturium Bibliotek.

Bilag

Sagsfremstilling

I november godkendte Byrådet indtægtsbevilling på 250.000 kr. i fondsstøtte fra Salling Fondene samt igangsættelse af projektet. I sagen skulle der samtidigt også have været ansøgt om bevilling til udgiften og bevilling til afregning af fondsmoms. Da det ikke fremgik af sagen søges der derfor med denne sag om en bevilling til udgiften, som skal anvendes til indkøb af møbler til indretning af det nye småbørnsbibliotek. Derudover søges om bevilling til afregning af fondsmomsen, som udgør 17,5 %.

Økonomi

Den samlede indtægtsbevilling på 250.000 kr. i 2024 blev godkendt af Byrådet den 26. november 2024 til Kulturium Bibliotek på Kultur- og Fritidsudvalgets budgetområde.

Indstilling

at der meddeles en tillægsbevilling (fondsmidler) til merudgifter på 206.250 kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets budgetområde,

at der meddeles en tillægsbevilling til udgifter ved afregning af fondsmoms vedrørende tilskuddet på 43.750 kr., på Kultur- og Fritidsudvalgets budgetområde,

at der samtidig meddeles en indtægtsbevilling til finansiering af afregning af fondsmoms på -43.750 kr. på Økonomi- og Planudvalgets budgetområde.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Byrådet skal træffe beslutning om der skal gives tillægsbevilling til udgifter vedrørende småbørnsbiblioteket, herunder udgifter til fondsmoms, samt om der skal gives indtægtsbevilling til afregning af fondsmoms.

Sagsfremstilling

Ifølge Egnsteateraftalen 2025-2028 skal Ishøj Kommune godkende årsbudgettet for Ishøj Teater. Udkast til Ishøj Teaters budget 2025 er tidligere udvalgsbehandlet i forbindelse med godkendelse af egnsteateransøgning til Slots- og Kulturstyrelsen. Sagen blev behandlet på byrådsmødet den 20 marts 2024. Derudover er forøgelse af egnsteatertilskuddet fra Ishøj Kommune senest behandlet på Byrådsmødet den 29. oktober 2024 på baggrund af krav fra Slots- og Kulturstyrelsen om yderligere pris- og lønfremskrivning fra 2025.
Korrigeret budgetforslag er vedhæftet dagsordenen, se bilag.

Ishøj Teater har i 2025 budgetteret med et underskud på -862.094 i 2025.
Følgende er en række nøgletal fra budgettet:

Udgifter i alt: -6.484.944 kr.

- Egne indtægter: 1.174.500 kr.

- Resultat før tilskud: -5.310.444 kr.

- Modtagne tilskud: 4.448.380 kr

Resultat efter tilskud: -862.094 kr.

Minimumskravet til kommunernes egnsteatertilskud er i finansloven for 2025 hævet og er fastsat til 3.498.350 kr. Derudover modtages et billetformidlingstilskud på 950.000 kr. fra Slots- og Kulturstyrelsen. Ishøj Teater modtager i alt tilskud for 4.448.380 kr. Det budgetterede underskud på -862.094 i 2025, finansieres af Ishøj Teaters egne opsparede midler.

Budgettet for 2025 er udarbejdet med en plan om at sætte teatret på dagsorden i forbindelse med indflytning i det nye hus og med forventet åbning til september 2025. Ishøj Teater har derfor budgetteret med ekstra skuespillere til forestillingerne, åbningsarrangementer, events og ekstra mandskab i forbindelse med indflytning. Teatervirksomheden fastholder derudover det øvrige aktivitetsniveau, som de er forpligtede til i henhold til egnsteateraftalen. Budgettet for 2025 indeholder blandt andet: 3 egenproduktioner, turnevirksomhed og workshops.

Foruden det budgetterede driftsunderskud, anvender Ishøj Teater 1,5 mio. af opsparede midler i forbindelse med inventar til det nye hus. Dette fremgår af tidligere årsregnskaber, bl.a. 2023. Teatret havde pr. 31. december 2023 en egenkapital på 2.550.667 kr

Administrationen afventer fortsat svar på vores henvendelse til Slots- og Kulturstyrelsen vedrørende manglende refusion i 2024.


Lovgrundlag

Egnsteateraftale 2025-2028.

Økonomi

Godkendelse af fremlagt budget er, i henhold til gældende egnsteateraftale, en forudsætning for, at Ishøj Teater kan opnå driftstilskud for 2025 fra Ishøj Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen.
Ishøj Teater finansierer selv det budgetterede underskud for 2025.

Indstilling

at det fremsendte budget godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Kultur og Fritidsudvalget

Beslutningstema

Ishøj Teaters bestyrelse har behandlet og godkendt korrigeret budgetforslag for 2025, som fremsendes til godkendelse hos Ishøj Kommune.

Bilag

Sagsfremstilling

Kroppedal Museum driver i dag Ishøj Lokalhistoriske Arkiv med støtte fra frivillige i Thorslunde-Ishøj Lokalhistoriske Forening.

Årshjul 2025 indeholder kun aktiviteter, hvor arkivets ansatte deltager med arkiv-aktiviteter og nogle er i samspil med Thorslunde-Ishøj Lokalhistoriske Forening. Dette er bl.a. Bredekærgårds faste arrangementer. Derudover er der stor vilje til at lave nye samarbejder med andre aktører for at sætte lokalhistorien i spil. Forventningen er, at der vil komme flere arrangementer til i løbet af året foruden dem, som er i kalenderen på nuværende tidspunkt.

Vedhæftet dagsorden er virksomhedsplan 2025 og årshjul 2025 for Ishøj Lokalhistoriske Arkiv.

Foruden aftalen om arkivet har Kroppedal Museum, jf. samarbejdsaftalen, også ansvaret for fyrsteudstillingen, bidrag til kommunens Kulturpakker og skoletjenesteforløb. Fremadrettet vil Kroppedal levere et samlet årshjul for aktiviteterne i samarbejdsaftalen.

Lovgrundlag

Samarbejdsaftale med Kroppedal Museum 2025-2028.

Økonomi

Samarbejdsaftalen med Kroppedal Museum 2025-2028 indeholder en samlet økonomi i 2025 på 780.000 kr., som er afsat i kommunens budget.

Indstilling

at den fremsendte virksomhedsplan 2025 og årshjul 2025 godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Kultur- og Fritidsudvalget

Beslutningstema

Ishøj Lokalhistoriske Arkiv fremsender virksomhedsplan 2025 og årshjul 2025 til godkendelse.

Bilag

Sagsfremstilling

Kultur- og Fritidsudvalget har den 21. juni 2023 godkendt ordensregler for idrætsanlægget med multi- og padelbaner ved Vejlebrovej. Udvalget godkendte samtidig Folkeoplysningsudvalgets indstilling om, at ordensreglerne tages op til revision om ca. 1 år.

Ordensreglerne for benyttelse af anlægget er vedtaget for at sikre de bedst mulige rammer for foreningers og borgeres brug af idrætsfaciliteterne samt hensyn til naboerne.
Baggrunden for ordensreglernes opståen har primært været på grund af nabohenvendelser vedrørende støjproblematikker. Administrationen har ud over indførelse af ordensregler været i dialog med borgerne og brugere samt iværksat foranstaltninger for at sikre en god orden på anlægget.

Administrationens evaluering og vurdering er, at det har været godt for både brugerne af anlægget og omkringliggende naboer, at der er blevet opsat ordensregler, som der kan henvises til ved evt. uenigheder om adfærd på og brug af området. Driften har efterfølgende modtaget relativt få henvendelser fra brugerne, som driften løbende har håndteret, vedrørende såsom adgangsforhold, lys, affald og skader på banerne samt få tvister mellem brugerne af multi- og padelbaner med støjgener fra musik og råb samt omklædning til offentlig beskuelse. Det må forventes, at der fortsat vil være henvendelser fra naboer og brugere i fremtiden, men at de bedre kan håndteres med de nuværende ordensregler.

Arbejdet med helhedsplanen for området ved Ishøj Idræts & Fritidscenter pågår og er igangværende de næste par år. Administrationen anbefaler, at de nuværende ordensregler fastholdes, indtil der skal udfærdiges nye ordensregler i forbindelse med byggeriet af den nye helhedsplan for hele området ved Ishøj Idræts & Fritidscenter.

Beslutning fra Folkeoplysningsudvalget, 21. november 2024, pkt. 48:

Tiltrådt med specificering af punkt om rygning jf. kommunens rygepolitik:
“Alle former for rygning og brug af nikotin og tobak, herunder cigaretter, e-cigaretter og vandpibetobak er ikke tilladt på Ishøjs Idræts og Fritidsfaciliteter.

Lovgrundlag

Lokaleregulativet

Økonomi

Ingen

Indstilling

at nuværende ordensregler fastholdes indtil, der skal udfærdiges nye ordensregler i forbindelse med byggeriet af den nye helhedsplan for hele området ved Ishøj Idræts & Fritidscenter.
at der sker følgende specificering af punkt om rygning jf. kommunens rygepolitik:
“Alle former for rygning og brug af nikotin og tobak, herunder cigaretter, e-cigaretter og vandpibetobak er ikke tilladt på Ishøjs Idræts og Fritidsfaciliteter".

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Kultur- og Fritidsudvalget

Beslutningstema

Evaluering af ordensregler for idrætsanlægget med multi- og padelbaner ved Vejlebrovej.

Bilag

Sagsfremstilling

Administrationen har udarbejdet vedhæftede årshjul over sager, som Kultur- og Fritidsudvalget skal behandle i 2025 (se bilag 1).

Årshjulet er ikke en udtømmende oversigt over sager for det kommende år. De sager, der fremgår af årshjulet, er sager, der enten er på årligt eller er sager af mere strategisk karakter.

Årshjulet bliver revideret i sommeren 2025, hvorefter udvalget får oversigten til orientering igen.

Lovgrundlag

Intet.

Økonomi

Ingen.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Kultur- og Fritidsudvalget.

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget får fremlagt årshjul for 2025 til orientering.

Bilag

Sagsfremstilling

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.


Indstilling

at referatet godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Kultur- og Fritidsudvalget.