Referat
Kultur- og Fritidsudvalget onsdag den 9. oktober 2024 kl. 16.30
Mødelokale Tårnbjerget, Rådhuset Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj
Sagsfremstilling
- Ishøj Kulturskole udbyder igen i efteråret billedkunsthold for sårbare voksne. Flyer er vedhæftet.
- Kulturium har ansøgt Region Hovedstadens kulturpulje om støtte til projekt "Unge Højtlæsere". Projekts formål er at skabe meningsfulde møder mellem Ishøjs unge og ældre borgere. Med projektet vil vi styrke de unges evne til at læse og læse højt, ligesom vi giver de unge mulighed for dels at indgå nye fællesskaber, dels at få vigtige fritidsjoberfaringer. Projektet er et samarbejde mellem Kulturium, Ishøj Ungdom og Kærbo og Torsbo plejehjem. Der forventes svar på ansøgningen i midten af november.
- Kulturium har ansøgt Bilka puljen om midler til indretning af det nye småbørnsbibliotek. Der forventes svar på ansøgningen i slutningen af oktober.
- På baggrund af en borgerhenvendelse om kønsopdelt modersmålsundervisning i en forening, har borgmesteren anmodet om en undersøgelse af sagen. Ud fra administrationens viden foregår der ikke kønsopdelt sprogundervisning i den pågældende forening. Det er ikke i strid med lovgivningen at afholde kønsopdelte aktiviteter, så længe foreningen overholder folkeoplysningslovens ’åbenhedskriterium’, og foreningens formål ikke underminerer demokrati eller grundlæggende friheds- eller menneskerettigheder. På nuværende vidensgrundlag vurderer administrationen, at foreningen lever op til gældende regler. Uddybende notat er vedhæftet dagsordenen.
- I regeringens udspil til en kommende sundhedsreform lægges der op til en tilpasning af de øvrige regionale opgaver. Her nævnes kulturen som et område, der med fordel vil kunne overføres til kommunalt niveau. Hvert år udmønter regionsrådet i Region Hovedstaden midler til kulturprojekter. Det sker gennem kulturpuljen med et budget på 4,2 mio. kr. i 2024, hvor der ydes støtte til tiltag, som tager tager afsæt i kulturfremme eller trivsel. I bilag 3 ses en beskrivelse af regionens strategiske afsæt for kulturområdet og de konsekvenser, de manglende regionale kulturmidler kan medføre.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Beslutningskompetence
Kultur- og Fritidsudvalget.
Bilag
Sagsfremstilling
Slots- og Kulturstyrelsen har pr. 11. august 2024 orienteret om, at Ishøj Kommunes driftstilskud til Ishøj Teater ikke lever op til minimumsbeløbet på finansloven for 2024, som er 3.396.456 kr. Ishøj Kommune yder et årligt driftstilskud til Ishøj Teater på 2.777.787 kr. som er godkendt og aftalt med Egnsteateraftalen for 2021-2024. Slots- og Kulturstyrelsen har tidligere meddelt, at kravet om øget driftstilskud kun galt nye aftaler og derfor har administrationen ikke indmeldt stigning for indeværende egnsteateraftale.
Administrationen ser 3 scenarier:
- Ishøj Kommune får af Kulturministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen eftergivet kravet om øget driftstilskud til Ishøj Teater: Konsekvens: Kommunen modtager statsrefusion som aftalt i egnsteateraftale.
- Ishøj Kommune imødekommer kravet om øget driftstilskud på 618.669 kr. til Ishøj Teater. Konsekvens: Kommunen modtager statsrefusion og får samlet merudgift på ca. 379 t kr. Ishøj Teater modtager 618.669 kr. mere i driftstilskud.
- Ishøj Kommune fastholder driftstilskuddet på 2.777.787 kr. til Ishøj Teater. Konsekvens: Kommunen mister statsrefusion i 2024, svarende til ca. 1 mio. kr.
Hvis Kulturministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen fastholder kravet om øget driftstilskud, giver det anledning til genåbning af Egnsteateraftale 2021-2024 således, at der kan udarbejdes et tillæg til aftalen, som er gældende i den nye egnsteateraftaleperiode 2025-2028. Administrationen vurderer ikke, at det er realistisk, at teatret kan udvikle og gennemføre øget teaterproduktion i den resterende del af 2024.
Administrationen bemærker, at hvis det ikke lykkes med scenarie 1, så vil scenarie 2 være billigere for kommunen samtidig med, at Ishøj Teater også får flere aktivitetsmidler i form af øget driftstilskud.
Administrationen er i dialog med Slots- og Kulturstyrelsen om scenarie 1 for eftergivelse af nyt krav og har rettet henvendelse vedrørende hændelsesforløbet.
Administrationen ønsker bemyndigelse til at indgå tillæg til egnsteateraftale 2021-2024, hvis udfaldet bliver scenarie 2.
Lovgrundlag
Egnsteateraftale 2021-2024
Bekendtgørelse for egnsteatre
Finanslov 2024
Økonomi
Hvis Slots- og Kulturstyrelsen ikke eftergiver kravet om øget driftstilskud i 2024, kan kommunen kun opnå statsrefusion på ca. 1 mio. kr., hvis driftstilskuddet til Ishøj Teater øges med 618.669 kr., til minimumsbeløbet på 3.396.456 kr. Det øgede driftstilskud vil også medføre øget refusion. Konsekvensen forventes at blive en netto merudgift på ca. 379 t kr. for Ishøj Kommune. Det præcise beløb kendes først, når den endelige refusionsprocent udmeldes af staten. Refusionsprocenten plejer at ligge på ca. 36 %.
Den øgede ekstra udgift på enten tabt statsrefusion eller øget driftstilskud skal jf. den økonomiske politik og indstilling i budgetopfølgning finansieres indenfor eget budgetområde.
Indstilling
Kultur- Fritidsudvalget vedtager at;
- administrationen arbejder for scenarie 1, hvor krav om øget driftstilskud eftergives.
- hvis scenarie 1 ikke lykkes, så kan scenarie 2 indtræde med et øget driftstilskud på 618.669 kr.
- administrationen får bemyndigelse til at indgå tillægsaftale til Egnsteateraftale 2021-2024, hvis scenarie 2 indtræder.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Kultur- og Fritidsudvalget.
Beslutningstema
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til krav om øget driftstilskud til Ishøj Teater i 2024 for opnåelse af refusion fra staten.
Sagsfremstilling
Udkast til Egnsteateraftale mellem Ishøj Teater og Ishøj Kommune blev behandlet og godkendt på byrådsmødet den 19. marts 2024. Aftalen blev godkendt med et øget budget for 2025-2028 på 618.669 kr. årligt på baggrund af øget statsligt krav til minimumstakst for driftstilskud til egnsteatre på 3.396.456 kr.
Den indgående Egnsteateraftale mellem Ishøj Kommune og Ishøj Teater for perioden 2025-2028 er nu godkendt af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst og Slots- og Kulturstyrelsen. Godkendelse gives med en bemærkning om, at der er sket pris- og lønregulering af minimumstaksten af driftstilskuddet for 2025, og at Ishøj Kommune skal opjustere det i den endelige egnsteateraftale, som skal indsendes til Slots- og Kulturstyrelsen senest 31. december 2024. Dette er en forudsætning for at Ishøj Kommune modtager statsrefusion. Minimumstaksten for driftstilskuddet er pris- og lønreguleret for 2025 til 3.498.350 kr. Det er en stigning på 101.894 kr. mod det i ansøgningen anførte beløb på 3.396.456 kr. Stigningen i driftstilskud til Ishøj Teater kan rummes af Ishøjs Kommunes budget til Ishøj Teater som og pris- og lønfremskrives for 2025. Et øget driftstilskud til Ishøj Teater har således derfor ikke betydning for den netop indgåede budgetaftale for Ishøj Kommune for 2025-2028.
Staten yder refusion af det kommunale driftstilskud, der er angivet i Egnsteateraftalen. I nuværende udkast til Egnsteateraftale er der ikke angivet en konkret pris- og lønfremskrivning. Det betyder, at kommunen ikke opnår statsrefusion for opreguleringen. Udkastet til Egnsteateraftalen er dog af Byrådet godkendt med bemærkning om pris- og lønregulering. Kommunen kan med fordel budgettere med at angive en årlig forventet pris- og lønregulering af driftstilskuddet i 2026-28, for også at få statsrefusion for den del af driftstilskuddet. Slots- og Kulturstyrelsen anbefaler en årlig pris- og lønregulering på 3% for 2026, 2027 og 2028. Det er således en statslig anbefaling om en årlig pris- og lønregulering på 3% for 2026, 2027 og 2028. Men de 3 % er ikke et krav for refusion. Ishøj Kommune fremskriver også sit indtægtsbudget for statsrefusion med pris- og lønregulering. Set i lyset af det, kan det være en fordel at fastsætte den årlige pris- og lønregulering i egnsteateraftalen for 2026, 2027 og 2028 allerede nu.
Lovgrundlag
Egnsteateraftale 2025-2028
Bekendtgørelse om egnsteatre
Finanslov 2025
Økonomi
For at opnå statsrefusion, skal Ishøj Kommune yde minimumstaksten for driftstilskud til Ishøj Teater. Minimumstaksten for driftstilskud til egnsteatre fastsættes i finansloven og er pris- og lønreguleret til 3.498.350 kr. i 2025.
Det tidligere fremlagte driftstilskud i Egnsteateraftalen 2025-2028 for 2025 er budgetsat til 3.396.456 kr. Det kræver således et øget driftstilskud på 101.894 kr. i 2025 for at opfylde statens minimumstakst og få statsrefusion.
Statsrefusionen forventes at være mellem 34-38 % for den kommende aftaleperiode. I 2025 forventes en statsrefusion på 37%, svarende til 1.294.389 kr. Der er i Ishøj Kommune budgetteret med en forventet statsrefusion på 1.168.000 kr. i 2025. En øget udgift til øget driftstilskud på 101.894 kr kan således finansieres af en øget indtægt i form af øget statsrefusion.
Slots- og Kulturstyrelsen anbefaler 3 % i pris- og lønregulering for 2026, 2027 og 2028, og at beløbene i alle årene indskrives i aftalen, så der kan opnås refusion af beløbet.
Indstilling
- at driftstilskuddet til Ishøj Teater i egnsteateraftalen pris- og lønreguleres til 3.498.350 kr.
- at driftstilskuddet til Ishøj Teater pris- og lønreguleres med 3% for hvert af de følgende år i egnsteateraftalen, 2026, 2027 og 2028.
- at budgettet for 2026 og frem korrigeres i forbindelse med udarbejdelse af budget 2026 og overslagsår.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Ishøj Byråd
Beslutningstema
Godkendelse af pris- og lønregulering af driftstilskud til minimumstakst i henhold til kommende egnsteateraftale for 2025-2028 med Ishøj Teater.
Ishøj Byråd skal beslutte, om driftstilskuddet til Ishøj Teater skal fastsættes med pris- og lønregulering på 3 % yderligere for 2026, 2027 og 2028 for at opnå statsrefusion af den øgede udgift.
Sagsfremstilling
Administrationen søger om budget til rådighedsbeløb, anlægsbevilling og frigivelse af rådighedsbeløb til igangsættelse af renovering og modernisering af Musikteatersalen. Arbejdet med renovering og modernisering igangsættes i 4. kvartal 2024. Finansieringen af anlægsbudget på 3.125.000 kr. sker via kassen. Renovering og modernisering af Musikteatersalen blev ved indgåelse af budgetforliget for 2025 besluttet iværksat i 2024.
Anlægsbevillingen sikrer, at tribunen i Musikteateret udskiftes med en ny. Den nuværende tribune er flere gange gået i stykker, så der ikke kan laves omstilling mellem siddende og stående opstillinger. Det betyder, at aktiviteter må aflyses og omlægges med store indtægtstab til følge samt forringede brugeroplevelser. Tribunen er dyr og svær at reparere og har udtjent sin levetid.
Udskiftningen til en ny tribune vil også medføre, at Musikteatersalen både visuelt, funktionelt og arbejdsmiljømæssigt kan matche populære spillesteder som fx Trommen i Hørsholm og Portalen i Greve og forbedre brugeres serviceoplevelse. Renoveringen og moderniseringen skaber en moderne og æstetisk "black box” med en fuldautomatisk tribune med god siddekomfort. En forbedring, som er efterspurgt af brugerne, og som samtidig understøtter en optimeret drift.
Intern projektering skal nu igangsættes og dele af byggearbejderne forventes udført i 4. kvartal i år. Der ansøges derfor om anlægsbevilling samt frigivelse af rådighedsbeløb.
Økonomi
Der ansøges om bevilling på 3.125.000 kr. til rådighedsbeløb i 2024, samt frigivelse af rådighedsbeløb. Bevillingen påvirker anlægsrammen i indeværende år.
Indstilling
at der meddeles en tillægsbevilling til anlægsbudget på 3.125.000 kr. i 2024 til renovering og modernisering af Musikteatersalen
at rådighedsbeløbet samtidig frigives til opstart af projekt i 2024
at der meddeles en anlægsbevilling på 3.125.000 kr. i 2024.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet.
Beslutningstema
Byrådet skal tage stilling til, at en anlægsbevilling på 3.125.000 kr. til renovering og modernisering af Musikteatersalen med opstart i 4. kvartal 2024 kan godkendes, herunder tillægsbevilling til, og frigivelse af rådighedsbeløb på 3.125.000 kr.
Sagsfremstilling
Formålet med BO2 er at vurdere Ishøj Kommunes forventede regnskabsresultat i indeværende budgetår. Alle forventede regnskabsafvigelser kan ses i "Bilag 1. Forventede afvigelser BO2 2024", og "Bilag 2. Fagudvalgsoversigt - afvigelser" viser forventede regnskabsafvigelser opgjort per fagudvalg.
Servicerammen
Det samlede resultat af BO2/2024 er et forventet merforbrug indenfor servicerammen på 7,0 mio. kr., hvoraf 6,2 mio. kr. skyldes Vejleåparkens optag på parallelsamfundslisten. Det forventede regnskabsresultat dækker over en række større merforbrug på Social- og Sundhedsudvalgets (SSU) områder og Børne- og Undervisningsudvalgets (BUU) områder, som modsvares af forventede mindreforbrug på Økonomi- og Planudvalgets (ØPU) centrale puljemidler. I det følgende gennemgås de væsentligste forventede afvigelser.
SSU forventer et merforbrug på serviceudgifter i budget 2024 på 19,2 mio. kr., hvoraf 8,7 mio. kr. skyldes Parallelsamfundslisten. De væsentligste årsager til det forventede merforbrug er en tilgang af fem udgiftstunge sager til forebyggende indsatser samt en aktivitetsstigning til aktivitets- og samværstilbud. SSU's forventede merforbrug, foruden udgifter til parallelsamfundslisten, er 10,5 mio. kr. hvilket er en reduktion i forhold til budgetopfølgning 1, hvor udvalget forventede et merforbrug på 16,6 mio. kr.
BUU forventer et merforbrug på serviceudgifter på 3,6 mio. kr. i budget 2024, foruden et mindreforbrug på 2,7 mio. kr. på udgifter til parallelsamfundslisten. Merforbruget dækker over et merforbrug på 9,5 mio. kr. på det specialiserede børneområde og familieområdet. Disse merforbrug kompenseres delvist af mindreforbrug på det almene folkeskole- og dagtilbudsområde, hvor der forventes et mindreforbrug på 5,9 mio. kr.
På ØPU's områder forventes et mindreforbrug på serviceudgifter på 10,6 mio. kr. Årsagen til det forventede mindreforbrug skal findes ved, at en række centrale puljer ikke forventes udmøntet.
Udenfor servicerammen
Udenfor servicerammen forventes et mindreforbrug på 16,6 mio. kr. Det forventede mindreforbrug skyldes langt overvejende refusioner fra særligt dyre enkeltsager.
Anlæg
Det forventes et mindreforbrug på 25,1 mio. kr. på anlægsområdet i forhold til det oprindeligt budgetterede.
Budgetneutrale tillægsbevillinger (omplaceringer)
Administrationen indstiller, at der vedtages en række budgetneutrale omplaceringer af teknisk karakter, med henblik på at opnå mere retvisende budgetter. Omplaceringer imellem budgetområder, som følge af administrationens indstilling, kan ses i "Bilag 3. Omplaceringer BO2 2024".
Parallelsamfundslisten
På BUU's områder, skoler og dagtilbud, blev der på BUU's møde d. 8. februar 2024 bevilget 7,1 mio. kr. til merudgifter som følge af Vejleåparkens optag på parallelsamfundslisten. Ved budgetopfølgning 2 forventes der at skulle anvendes 4,4 mio. kr., og der forventes således et mindreforbrug på 2,7 mio. kr. På SSU's områder, botilbud for voksne, forventes et merforbrug på 8,7 mio. kr. grundet de skærpede anvisningskriterier ved optag på parallelsamfundslisten. Det forventes således, at parallelsamfundslisten genererer merudgifter for Ishøj Kommune for 6,2 mio. kr. De samlede afvigelser kan ses i "Bilag 4. Forventede afvigelser - Parallelsamfundslisten".
Lovgrundlag
Den kommunale styrelseslov. Cirkulære om kommunernes budget og regnskabssystem revision samt Økonomisk Politik for Ishøj Kommune.
Økonomi
Der foretages budgetneutrale omplaceringer af teknisk karakter, jævnfør "Bilag 3. Omplaceringer BO2 2024".
Fagcentre, som forventer merforbrug arbejder på at skabe budgetbalance hen imod årets afslutning, jf. Økonomisk Politik for Ishøj Kommune.
Indstilling
at Budgetopfølgning 2/2024 tages til efterretning
at der gives tillægsbevillinger til budgetneutrale omplaceringer af teknisk karakter jf. Bilag 3. Omplaceringer BO2 2024
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byråd
Beslutningstema
Det samlede resultat af budgetopfølgning 2 (BO2) pr. 31. august 2024 er et forventet merforbrug indenfor servicerammen på 7,0 mio. kr., hvoraf 6,2 mio. kr. skyldes parallelsamfundslisten. Derudover forventes et mindreforbrug udenfor servicerammen på 16,6 mio. kr. Anlægsniveauet forventes ikke at kunne realiseres fuldt ud i 2024, og der forventes derfor et mindreforbrug på 25,1 mio. kr. på anlæg.
Administrationen indstiller at der foretages en række budgetneutrale omplaceringer af teknisk karakter med henblik på at opnå et mere retvisende budget 2024.
Bilag
Sagsfremstilling
På byrådsmødet den 3. oktober 2023 blev nedenstående principper for afholdelse af politiske møder vedtaget:
- Byrådsmøder holdes sidste tirsdag i måneden
- Økonomi- og Planudvalgsmøde holdes om mandagen ugen før byrådsmødet.
- Udvalgsmøderne holdes i ugen før Økonomi- og Planudvalgsmødet
- Ugen før udvalgsmøderne holdes mødefri.
Administrationen har udarbejdet vedhæftede udkast til mødekalender for 2025. Ændringer som følger af ferier, helligdage mv. er indarbejdet i udkastet.
Efter ønske fra udvalgsformanden foreslås det, at udvalgsmødet i april rykkes fra 9. april til 7. april.
Det foreslås desuden, at mødet i juni rykkes fra den 11. juni til den 10. juni med start kl. 20, grundet Folkemøde på Bornholm.
Byrådet godkendte på mødet den 24. september 2024 mødeplanen for møder i Økonomi- og Planudvalget og Byrådet, som det fremgår af vedhæftede bilag, med den tilføjelse, at de politiske møder i december afholdes en uge tidligere, end det fremgår af udkastet til mødekalenderen
Lovgrundlag
Styrelsesloven.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Indstilling
at mødekalender for Kultur- og Fritidsudvalgets møder med foreslåede ændringer i 2025 godkendes.
Beslutning
Tiltrådt med følgende bemærkninger: Mødet i april flyttes fra onsdag den 9. april til mandag den 7. april kl. 16.00. Mødet i juni ændres fra onsdag den 11. juni til tirsdag den 10. juni kl. 20.00.
Beslutningskompetence
Kultur- og Fritidsudvalget.
Beslutningstema
Godkendelse af mødekalender for møder i Kultur- og Fritidssudvalget 2025.
Bilag
Sagsfremstilling
Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.
Indstilling
at referatet godkendes.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Kultur- og Fritidsudvalget.