Referat
Kultur- og Fritidsudvalget onsdag den 11. september 2024 kl. 16.30

Mødelokale Tårnbjerget, Rådhuset Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Sagsfremstilling


  • Ishøj Teater og Ishøj Kommune har modtaget positivt svar på indsendt egnsteateransøgning for perioden 1. januar 2025 - 31. december 2028. Ansøgningen har været forelagt Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, som på baggrund af det indsendte materiale har godkendt Ishøj Teater som et professionelt producerende teater og tilgodeset ansøgningen.
  • Den næste sæson af kulturpakker for børn og unge er planlagt, og katalogerne ses i bilag 1 og 2. På skoleområdet er der stor tilfredshed med det eksisterende indhold, og der er kun sket den ændring, at 0. klasserne fremover skal besøge Greve Museum i stedet for Arbejdermuseet. På dagtilbudsområdet sker der en ændring for de 3-4-årige, hvor Dansk Arkitektur Center skiftes ud med Ishøj Kulturskole, som har ansat musikpædagogen Hanne Mørkenborg til at guide børnene gennem Den Musikalske Eventyrskov. Kulturpakkerne til daginstitutionerne afvikles fra september til og med november 2024, mens kulturpakkerne til skolerne afvikles i perioden oktober 2024 til april 2025.
  • Den årlige Fritidsmesse blev igen afholdt i Ishøj Idræts & Fritidscenter den 29. august 2024. Fritidsmessen er for alle skolebørn fra 5.-8. årgang i skoletiden, hvor der også er lavet lærerguides og materiale til før, under og efter Fritidsmessen. På Fritidsmessen er der masser af stande med aktiviteter og muligheder for at snuse til det brede fritidsliv, der er i Ishøj, med deltagelse af både foreninger, kommunale kulturinstitutioner og andre lokale tilbud. Der er også talks med rollemodeller, der sætter lys på, hvad det gode og passionerede fritidsliv kan føre til. I år med Cengiz (design), Melody (Musik), Matilde (fodbold og frivillighed i foreningslivet). I år er Fritidsmessen også udvidet med en åben aftendel, hvor forældre og bedsteforældre m.fl. også kan deltage. Aftenens Fritidsmesse byder på åbne fællestræninger med foreningerne, stande, der henvender sig til alle målgrupper (både, børn, forældre, familier, seniorer), gratis fællesspisning for alle, samt Bulfo Bingo, som det underholdende indslag. Plakat for aftenens Fritidsmesse er vedlagt i bilag.
  • Den 28. september inviterer Medborgerforum til Kulturfestival. Festivalen har gratis entré, og afholdes i Brohuset. Se invitation i bilag.
  • Bredekærgård har holdt brugermøde med efterfølgende rundvisning på den nye forberedende grunduddannelse (FGU) den 26. august 2024. De 17 fremmødte personer fra foreninger, brugere inkl. Tranegilde Landsbylaug og repræsentanter for Bredekærgård, Ishøj Naturcenter, CEA (dyr og jorddrift) og FGU fik en god drøftelse af dagligdagen på Bredekærgård. Alle var enige om, at Bredekærgård er en unik perle for Ishøj Kommune.
  • DBU U19 herrefodboldlandsholdet træner på Ishøj Stadion tirsdag formiddag den 3. september 2024.
  • Kantinen vil gerne servicere udvalgene på en god måde og er derfor optaget af, om der er særlige ønsker til maden til udvalgsmøderne eller om der er noget der kan gøres bedre. Drøftelsen kan fx handler om:

Er der nok mad?
Er der den mad du ønsker?
Er anretningen af maden som du ønsker?
Er der nok variation af retter?
Mangler der mere grønt?
For at mindske madspild vil der fremover blive lavet en særskilt mødebookning vedr. spisning til alle udvalgs- og byrådsmøder. Kommer man ikke til spisning, skal bookningen afslås senest dagen inden mødet, så Ledelsessekretariatet kan give besked til kantinen om antallet af kuverter.



Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Kultur- og Fritidsudvalget.

Bilag

Sagsfremstilling

Ishøj IF ansøger om godkendelse til navngivning af Ishøj Stadion.

Jf. kommunens reklameregulativ pkt. 11, er der mulighed for navngivning af idræts- og fritidsfaciliteter for en periode på op til 2 år. Det er Kultur- og Fritidsudvalget, der behandler og godkender ansøgning om salg af navn på udvalgte idrætsfaciliteter. Nuværende navn for anlæg skal indgå i det nye sponsorerede navn for anlægget, så det hedder facilitetsnavn – sponsoreret af xxx (fx Ishøj Stadion – sponsoreret af xxx). Navngivning omfatter alene rettighed for i offentligheden at benævne faciliteten det nye navn, samt opsætning af nærmere defineret skiltning på faciliteten.

Ishøj IF har indgået en aftale med en sponsor med henblik på navngivning af Ishøj Stadion. Der er indgået en aftale med Solar Solutions Nordic Aps. Aftalen gælder i perioden august 2024 - august 2025.

Jævnfør reklameregulativets pkt. 11 skal stadion benævnes "Ishøj Stadion - sponsoreret af Solar Solutions Nordic" og er underlagt reklameregulativets rammer. Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til om ansøgning om navngivning af Ishøj Stadion godkendes.

Indstilling

at ansøgning om navngivning til "Ishøj Stadion - sponsoreret af Solar Solutions Nordic" godkendes.

Beslutning

Murat Kütük (A) ønskede sin habilitet afprøvet. Udvalget besluttede, at Murat Kütük (A) var inhabil og deltog ikke i sagens behandling.


Tiltrådt med den bemækning, at der fremadrettet sker en bedre beskrivelse og kvalitetsikring af de virksomheder, som skal indgå i navnet af Ishøj stadion.

Milishia Moradi (L) kunne ikke tiltræde indstillingen, da der ikke var foretaget en vurdering og kvalitetssikring af virksomheden i dennne sag, men kunne tilslutte sig, at det skete i kommende sager.

Beslutningskompetence

Kultur- og Fritidsudvalget

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om ansøgning fra Ishøj IF om navngivning af Ishøj Stadion skal godkendes.

Bilag

Sagsfremstilling

KL har i juni måned offentliggjort KL's kulturpolitiske synspunkter. Synspunkterne tager afsæt i, at det i fremtiden bliver endnu vigtigere at have fokus på deltagelse i fællesskaber, hvor det er vigtigt, at kulturen ses i samspil med andre politikområder, og hvor der lægges op til en lokalpolitisk debat om fremtidens kulturliv indenfor kunst-, kultur-, fritids- og idrætsområdet.


KL opstiller syv synspunkter:

  1. Kultur spiller en væsentlig rolle for det gode liv, for fællesskaber og for sammenhængskraften i samfundet.
  2. Alle skal have mulighed for at deltage aktivt i kulturlivet.
  3. Kultur er en del af løsningen ift. tidens store udfordringer.
  4. Det skal være nemmere at være frivillig.
  5. Kultur er en driver for udvikling, erhvervsliv, besætning og arbejdspladser.
  6. Prioritering og udvikling af kulturområdet skal baseres på data og viden.
  7. Kommuner og stat har et ansvar for at understøtte et levende kulturliv over hele landet.


KL's kulturpolitiske synspunkter samt præsentation af synspunkterne fra KL er vedlagt i bilag.


Til Kultur- og Fritidsudvalgets drøftelse af KL's kulturpolitiske synspunkter kan der tages udgangspunkt i KL's spørgsmål til lokalpolitisk debat på side 11 i præsentationen fra KL.


Økonomi

Ingen konsekvenser

Indstilling

at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter KL's kulturpolitiske synspunkter.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Kultur- og Fritidsudvalget

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget drøfter KL's kulturpolitiske synspunkter.


Bilag

Sagsfremstilling

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.


Indstilling

at referatet godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Kultur- og Fritidsudvalget.