Referat
Kultur- og Fritidsudvalget onsdag den 14. august 2024 kl. 16.30

Mødelokale Tårnbjerget, Rådhuset Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Sagsfremstilling

  • Move4Kids er et svømme- og bevægelsestilbud i vand for børn, som er overvægtige eller motionsuvante. Tilbuddet udvides i denne sæson til 3 hold. Move4kids er et samarbejde mellem Ishøj Kommune og Ishøj Svømme Klub. Flyer er vedhæftet i bilag 1.
  • Der har den 24. juni været afholdt brugermøde for idrætsforeninger, hvor forslag til fremtidige aktivitets- og foreningslokaler i Ishøj Idræts & Fritidscenter blev præsenteret og drøftet, som et spor i forbindelse med budgetsag om nedlukning af klub- og foreningshuse. Forslaget har været i høring hos Idrætsforeninger frem til den 11. august. Forslaget behandles også i Ishøj Idrætsråd den 14. august. Herefter behandles en samlet sag om nedlæggelse af klub- og foreningshuse i Folkeoplysningsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Teknik- og Bygningsudvalget og Byrådet.
  • Ishøj IF har spillet sig op i 2 division i fodbold. Første spillerunde var weekenden den 3 og 4. august og første hjemmekamp var mod Thisted FC på Ishøj Stadion lørdag den 10. august 2024.
  • Kulturium: I begyndelsen af juni afsluttede Kulturium forårets kulturpakkeforløb for ældre på plejehjemmene Kærbo og Torsbo. Kulturpakken tog udgangspunkt i foråret og beboernes egne livshistorier og erindringer om forårets betydning for dem igennem livet. Erindringer blev genvakt gennem bl.a. musik, digte, fuglesang og dufte. På lokalhistorisk arkiv mødte beboerne arkivaren, som fortalte om bryllupskjolens udvikling gennem tiden med eksempler fra Ishøj og beboernes egne bryllupsbilleder. Den afsluttende fejring med begge plejehjem foregik på Kulturium Musikteater, hvor vi sammen fejrede sommerens komme med pizza og musik ved en italiensk smørtenor. I efteråret fortsætter kulturpakkeforløbet med udgangspunkt i en aktuel udstilling på Arken. Se stemningsfotos fra første del af kulturpakkeforløbet i bilag 2.
  • KL har udarbejdet vedhæftede materiale (bilag 3 og 4), der beskriver KLs kulturpolitiske synspunkter. KL opfordrer blandt andet til, at der vedtages en kulturskolelov og en frivilligheds- og foreningslov.
  • På baggrund af en debat på Facebook-siden Vores Ishøj, har administrationen udfærdiget et notat om Ishøj Kommunes kommunikationskanaler. Debatten tog afsæt i mulighederne for at foreninger, kulturinstitutioner og andre aktører kan hænge deres plakater, tilbud og invitationer op i Ishøj Kommunes kulturinstitutioner. Notatet ses i bilag 5, hvor kommunens kommunikationskanaler beskrives. I bilag 6 ses en oversigt over kommunens kommunikationskanaler. I bilag 7 ses billeder af de hylder i Kulturium Bibliotek, hvorpå aktører kan sætte deres materiale.
  • Småbørns bibliotek. Den interne projektering af småbørns biblioteket er nu igangsat og selve byggearbejderne forventes udført i 4. kvartal i år.
  • Ishøj Teater har pr. 1. juli 2024 ansat Christine Albrechtslund som ny teaterleder. Christine har været tilknyttet teatret som dramaturg i en årrække og har været konstitueret leder af teatret siden 15. januar 2024. Christine er oprindeligt uddannet skuespiller fra Odense Skuespillerskole og har en god bagrund og erfaring for at varetage lederstillingen.


Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.


Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Kultur- og Fritidsudvalget.

Bilag

Sagsfremstilling

Pernille Hjort, leder af Kulturium, deltager i udvalgsmødet for at orientere om arbejdet med Kulturiums nye strategi. Det strategiske fokus i perioden 2025-2027 vil tage udgangspunkt i Byrådets vision gennem at understøtte stærke fællesskaber, en stærk arbejdsstyrke, sunde og aktive liv og lokalt ansvar for klima, natur og miljø. Kulturium vil i strategiperioden have øget fokus på, at endnu flere ishøjborgere gennem tiltag målrettet nuværende ikke-brugere benytter sig af Kulturiums tilbud. Derudover øger Kulturium fokus på at understøtte centrale velfærdsdagsordener som fx parallelsamfund og mental sundhed gennem særlige indsatser, projekter og samarbejder.

Økonomi

Ingen

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Kultur og Fritidsudvalget

Beslutningstema

Orientering om Kulturiums strategiske arbejde

Sagsfremstilling

I juni 2023 besluttede Kultur- og Fritidsudvalget at indføre et forsøg med gebyrfrihed på bibliotekslån for børn og unge bosiddende i Ishøj. Forsøgsordningen har kørt siden juli 2023 og udløber i januar 2025. Midtvejsevalueringen af ordningen viser positive resultater.

Midtvejsevaluering af forsøgsordningen
Forsøget med gebyrfrihed på bibliotekslån for børn og unge bosiddende i Ishøj Kommune er blevet midtvejsevalueret med udlånsdata fra forsøgsperioden juli 2023 - juni 2024 samt ved en spørgeskemaundersøgelse med 230 respondenter. Nogle af hovedresultaterne fra midtvejsevalueringen er:

  • I forsøgsperioden er 21 % flere børn og unge blevet oprettet som lånere.
  • Der er sket en stigning i udlånet af børne- og ungematerialer på 16 %.
  • Spørgeskemaundersøgelsen viser, at 38 % af respondenterne tidligere har undladt at låne materialer pga. risikoen for gebyrer.
  • 30 % af respondenterne vurderer, at gebyrfriheden har medført øget brug af bibliotekets ressourcer for deres familier.

Se bilag med data og udvalgte citater fra spørgeundersøgelsen.

Udvalget vil få forelagt slutevaluering ved udløb af forsøgsperioden i januar 2025. Heri med forslag om forsøg skal fortsætte overgå til drift.

Lovgrundlag

Bibliotekslovens §21. Kommuner kan, men er ikke forpligtet til, at opkræve et gebyr for overskridelse af lånetiden.

Økonomi

I forsøgsperioden dækkes de mindskede indtægter fra gebyrer på ca. 45.000 kr. af Kulturiums eget budget.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Kultur og Fritidsudvalget

Beslutningstema

Orientering om midtvejsevaluering af forsøgsordning med gebyrfrihed for børn og unges bibliotekslån.

Bilag

Sagsfremstilling

Lokalefordelingsplan 2025

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 17. april 2024 blev principper for fordeling af tider i Vandkulturbåden for 2025 mellem strandbadeforeningen Isbjørnen og årskortholdere drøftet. På baggrund af udvalgets drøftelse, samt flere møder med bestyrelsesmedlemmer fra Strandbadeforeningen Isbjørnen, har administrationen udfærdiget forslag til en plan for tidsfordelingen mellem de to brugergrupper for 2025. Planen er udfærdiget efter følgende principper:

  • Ligelig fordeling af antal timer til strandbadeforeningen Isbjørnen og årskortbrugere.
  • Flere intervaller, hvor dagen inddeles i tre i stedet for de eksisterende to intervaller.
  • Fælles tider for de to brugergrupper i tidsrum, hvor der ikke er så mange brugere.


I forslag til lokalefordelingsplan er dagen delt op i tre tidsintervaller, hvor tidsrummet fra kl. 13.00-19.00 fremover kan anvendes af begge brugergrupper. Tidsintervallerne morgen og aften er fordelt ud fra det princip, at når den ene brugergruppe har morgenintervallet fra kl. 6.00-11.00/13.00, vil den anden brugergruppe have aftenintervallet fra kl. 19.00-22.00. Strandbadeforeningen Isbjørnen får morgenintervallet mandag, onsdag, fredag og søndag, mens årskortholdere får tirsdag, torsdag og lørdag. Dette giver en brugertid på i alt 73 timer til hver brugergruppe. Lokalefordelingsplanen for vandkulturbåden i 2025 er vedlagt i bilag 1.


Årskort

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 13. december 2023 at årskort gældende for 2024 skulle være forbeholdt ishøjborgere. Vinterbadning er en populær fritidsinteresse, som længe har været støt stigende. Administrationen vurderer, at Vandkulturbåden kan rumme flere brugere, og at flere ishøjborgere dermed kan få glæde af faciliteten. Administrationen vurderer, at flere ishøjborgere vil benytte sig af muligheden i takt med at den nye vinterbadesæson går i gang og i takt med at flere får kendskab til muligheden. Administrationen anbefaler på den baggrund, at antallet af årskort øges fra 200 årskort i 2024 til 250 årskort fra 2025. Den øgede brugerfinansiering fra flere årskort dækker udgifter til øgede driftsomkostninger.

Lovgrundlag

Kommunalfuldmagten.

Økonomi

Ved salg af 50 ekstra årskort af 526 kr. vil merindtægten udgøre 26.300 kr. i 2025. Indtægtsbudgettet for Vandkulturbåden i 2025 skal således øges tilsvarende.

Indstilling

  • at lokalefordelingsplan for vandkulturbåden for 2025 godkendes.
  • at antallet af årskort øges til 250 stk. gældende fra 2025.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Kultur- og Fritidsudvalget.

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget skal godkende lokalfordelingsplan for vandkulturbåden i 2025 samt antallet af årskort i 2025.

Bilag

Sagsfremstilling

Grundlaget for fordeling af foreningstider i Ishøj Svømmehal er rammeplanen, som Kultur- og Fritidsudvalget vedtager. I rammeplanen afsættes der tid til foreninger, offentlig adgang samt kommunale hold. Kultur- og Fritidsudvalget har senest i marts 2022 vedtaget at fastholde rammeplanen.

På udvalgsmøde i december 2023 vedtog Kultur- og Fritidsudvalget en prøveperiode, gældende for 1. halvår 2024, hvor Ishøj Svømmeklub kunne benytte halvdelen af terapi/varmtvandsbassinet om søndagen i tidsrummet kl. 8-10 til babysvømning. Sagsfremstillingen fra udvalgsmødet er vedlagt dagsordenen i bilag 2.

Prøveperioden er afsluttet, og Ishøj Svømmeklub anmoder om at ordningen gøres permanent med træningstid om søndagen i halvdelen af terapi/varmtvandsbassinet og morskabsbassinet.

Evaluering af prøveperiode
Ishøj Svømmehal har evalueret på prøveperioden og har undersøgt besøgstallene for første halvår af 2024, hvor Ishøj Svømmeklub har haft deres svømmeundervisning som en introduktionsperiode i halvdelen af terapi/varmtvandsbassinet. Ishøj Svømmeklub har også lejlighedsvist benyttet halvdelen af morskabsbassinet i prøveperioden. Undersøgelsen viser, at der ikke har været en negativ effekt på betalende kunder i denne periode.

Samtidig vurderes det at have en positiv effekt at introducere flere børn og deres familier til svømmehallen tidligt i deres liv. Dette kan medvirke til øget brug af svømmehallen på længere sigt samt skabe sunde vaner hos børn og familier, hvilket understøtter byrådets vision om sunde og aktive liv.

Det bemærkes, at Ishøj Svømmeklub ønsker svømmetid fra kl. 8:00, men svømmehallen åbner først kl. 8:00. Derfor foreslås en mindre tidsmæssig justering, så undervisningen foregår i tidsrummet kl. 8:30-10.30. Dette vil sikre, at både personale og faciliteter er klar til at modtage svømmeklubbens medlemmer. Træningstiden er kun gældende i svømmesæsonen, som løber fra september til maj.

Anbefaling
På baggrund af ovenstående anbefaler Ishøj Svømmehal, at prøveperioden gøres permanent og der sker en justering af rammeplanen for foreningsbrug i Ishøj Svømmehal. Det vil skabe et godt grundlag for Ishøj Svømmeklubs fortsatte vækst og øge aktivitetsniveauet i Ishøj Svømmehal. En godkendelse af forslaget vil betyde, at Ishøj Svømmeklub efter sommerferien kan fortsætte med at afvikle svømmehold søndag formiddage i halvdelen af terapi/varmtvandsbassinet og halvdelen af morskabsbassinet.

Forslag til justeret rammeplan er vedlagt dagsorden i bilag 3. Ændring ses om søndagen, der er side 7 i bilaget.

Lovgrundlag

Folkeoplysningsloven

Økonomi

Ingen.

Indstilling

at prøveperioden gøres permanent og rammeplan tilrettes, så halvdelen af terapibassinet udlægges til foreningsbrug søndage i tidsrummet kl. 08.30-10.30 i sæsonperioden, der løber fra september til maj.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Kultur- og Fritidsudvalget

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget skal godkende forslag til ændring af rammeplan for foreningsbrug i Ishøj Svømmehal.

Bilag

Sagsfremstilling

Børneulykkesfonden har henvendt sig til Ishøj Kommune med tilbud om at gøre kommunen til værtsby for Kids Tour i 2025.

Kids Tour - koncept
Kids Tour er et cykelevent målrettet børnefamilier med børn i aldersgruppen 3-10 år. Eventet har fokus på trafiksikkerhed, motion og sundhed.


I 2024 er der 13 værtsbyer for KidsTour. I 2025 planlægges der en udvidelse til 15 værtsbyer. Blandt værtsbyer er nærliggende kommuner som Vallensbæk Kommune, Høje-Taastrup Kommune og Køge Kommune. Erfaringsmæssigt deltager 300-500 børn og hele familien bruger dagen på Kids Touren, der ofte finder sted på en lørdag mellem kl. 10-15. Kids Tour kører fra ultimo april til medio september 2025.

Kids Touren koster 50 kr. pr. deltager, som inkluderer startnummer, goodiebag og medalje. Deltagerbeløbet går 100 % til Børneulykkesfondens arbejde med trafikskoler, der løbende aktiveres rundt i hele landet. Der tilbydes også læringsmaterialer til alle skoler og elever i de deltagende kommuner med fokus på trafiksikkerhed. Afvikling af Kids Touren kræver kommunal medfinansiering samt en intern tovholder.

Afvikling af Kids Touren
Børneulykkesfonden lægger op til at kommunerne afsøger samarbejdsmuligheder med lokalt erhvervsliv og foreninger.

For at kunne afvikle eventet skal der være en kommunal tovholder, der kan være bindeled til Børneulykkesfonden. I andre kommuner indgår Kids Touren som en del af et større strategisk arbejde, hvorfor der er allokeret decideret medarbejder til opgaven. Det vil typisk være samme person som afsøger samarbejdsmuligheder med lokalt erhvervsliv og foreninger. Herudover skal Ishøj Kommune udpege egnet område til afvikling af eventet, som tager højde for sikker cykelrute, let tilgængelighed og med plads til et område med telte og boder.

Med et erfaringsmæssigt deltagerantal på 300 deltagere er der tale om et stort event, hvor rekruttering også er en stor del af opgaven.

Der lægges op til samarbejde med lokale foreninger om afviklingen samt med øje for rekruttering. I Ishøj Kommune er der to cykelklubber, som udelukkende har voksenmedlemmer og aktiviteter. Administrationen vurderer derfor, at de kun i begrænset omfang kan bistå med rekrutting. Administrationen vurderer, at det for at kunne afvikle Kids Tour i Ishøj Kommune med 300 deltagere er en forudsætning, at skoler og daginstitutioner involverer sig i eventet, særligt i forhold til rekruttering, da der gennem skoler og daginstitutioner er adgang til målgruppen. Rekrutteringsindsatsen har stor betydning for eventets succes. Center for Dagtilbud og Uddannelse har vurderet henvendelsen fra Børneulykkesfonden. Der arbejdes på at flere skoler arbejder mere intenst med skolernes trafikundervisning, og det vurderes at vi på det område ikke er modne til at være værtsby. Administrationen vurderer, at det for nuværende ikke er muligt at afsætte de fornødne ressourcer, som det kræves til rekruttering og koordinering og at borgere i Ishøj Kommune opfordres til at deltage i Kids Touren i en af de nærliggende kommuner, som er værtsbyer i 2025.

Børneulykkesfondens præsentation af Kids Tour er vedhæftet dagsordenen.

Afholdelse af Kids Tour i Ishøj i 2025 kan finansieres via Kultur- og Fritidsudvalgets kulturpulje for 2025. Det vil i så fald kræve at en del af Kulturpuljens midler i 2025 reserveres hertil.

Lovgrundlag

Intet at bemærke.

Økonomi

Udgiften for at afvikle Kids Tour 2025 i Ishøj Kommune er 80.000 kr.

Indstilling

at det besluttes ikke at indgå i samarbejde med Kids Touren om at være værtsby i 2025.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Kultur- og Fritidsudvalget

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget skal behandle ansøgning til Kulturpuljen 2025 om at indgå samarbejde med Børneulykkesfonden om afholdelse af Kids Tour i Ishøj Kommune i 2025

Bilag

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune er en del af Den Fælleskommunale Handicapidræts og fritidspulje, som er en sammenslutning af 16 kommuner, der arbejder for flere fritidstilbud til børn og unge med funktionsnedsættelser. Puljen har en samarbejdsaftale med Specialsport.dk, som står for en del af driften og særligt guiden, som nu både findes online og i fysisk form. Den fysiske guide vil fremadrettet kun opdateres hvert tredje år og skal ses som inspiration til aktiviteter, som kan bruges i samtalen med barnet/den unge. I stedet skal brugerne anvende e-guiden for at se de konkrete tilbud i det ønskede nærområde. Den online e-guide giver et hurtigt og opdateret overblik. Ishøj findes under Københavns Omegn.
Den online e-guide findes her: https://specialsportguide.com/search/#2445

I Ishøj Kommune har vi nu følgende aktivitetstilbud i e-guiden. Det er 2 tilbud mere end ved sæsonstart i 2023:

  • Budo (Plus Hold - almindeligt hold med mulighed for få børn med særlige behov)
  • Karate (Hold for børn med særlige behov)
  • Svømning for børn med cerebral parese (Hold for børn med særlige behov/ motorisk handicap som følge af hjerneskade)
  • Fodbold i Tiif (Hold for børn og unge med særlige behov)
  • Håndbold (Hold for børn med særlige behov)
  • Motorsport (Hold for unge med særlige behov)


Puljen har i år åbnet for, at det også kan være andre tilbud end idrætstilbud, som kan søge om støtte. Dog er det kun folkeoplysende foreninger, der kan søge om finansiel støtte til opstart af nye tilbud. Specialsport understøtter gerne kommunale tilbud i vejledning af opstart af tilbud, hvilket også har været tilfældet med Motorsport, som er en aktivitet under Ishøj Ungdomsskole. Kommunale tilbud kan også være med i e-guiden, hvis tilbuddet er åbent for udenbys borgere.

Med et fortsat fokus på at få flere tilbud til børn og unge med funktionsnedsættelser, kobler emnet sig både til Byrådets Vision 2035, Strategien "Stærke Fællesskaber" og projektet "Fritid for alle". Med "Fritid for Alle" vil der i 2025-2028 være afsat midler til fritidsvejledning, som kan understøtte Specialsport i den lokale fritidsvejledning til børn, unge og forældre.

Økonomi

Ishøj Kommune betaler hvert år 0,5 kr. pr. borger for at være en del af samarbejdet.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Kultur- og Fritidsudvalget

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget får en orientering om status på Specialsport i Ishøj Kommune og det fælleskommunale samarbejde.

Sagsfremstilling

Kultur- og Fritidsudvalget drøftede driften og analysen af caféen i Ishøj Idræts & Fritidscenter den 16. august 2023, hvor følgende prioriteret rækkefølge for en ny cafédrift blev besluttet:
A. Caféen udbydes til privat forpagtning.

B. Såfremt det ikke lykkes at finde en privat forpagter, forespørges foreninger med henblik på at drive Idræts- & Fritidscenters café.

C. Udvalget skal have forelagt en ny sag, hvis det ikke lykkes at finde en forpagter eller forening til at drive caféen.

Endvidere blev det besluttet, at der fremadrettet må medbringes egne drikkevarer til eget forbrug, dog ikke ved og i selve caféområdet.


Ny privat forpagter startede den 1. januar 2024. Men grundet økonomiske udfordringer med at få caféen til at løbe rundt og foreningers ønske om selv at stå for forplejning til egne arrangementer er forpagter efter aftale stoppet pr. 1. august 2024. Ishøj Idrætsråd, foreninger og brugere af Ishøj Idræts & Fritidscenter m.fl. blev orienteret om det den 2. juli 2024. Brugere af Ishøj Idræts & Fritidscenter kan indtil caféens fremtid kendes selv medbringe mad og drikkevarer eller bestille udefra til egne interne arrangementer. Forplejning i forbindelsen med kommende store arrangementer kan aftales nærmere med ledelsen af idrætscentret.


Administrationen har noteret sig følgende:
- Kulturen har gennem tiderne ændret sig til, at man ikke længere "hænger" ud i halcaféen efter endt kamp eller træning.
- Delvis ommøblering af café til sportscafé med tv og sportsstemning har ikke kunne bidrage nok til at tiltrække flere gæster.
- Foreningerne har et stort ønske om selv at stå for forplejning i forbindelse med egne stævner og arrangementer m.m.
- Det har vist sig at en privat forpagter til trods for gode vilkår ikke kan få caféen til at løbe økonomisk rundt.
- En kommunalt drevet café kan ikke løbe rundt uden et driftstilskud.
- Cafébrugerudvalget har uden held løbende givet forslag og idéer til en god café.

- Der er store forskelle i brugernes ønsker til menu i cafeen og ønsker til et lavere prisniveau, som ikke har vist sig muligt at være tilstrækkelig at tjene penge på.


Administrationen vurderer følgende scenarier for caféens fremtid:

Scenarie 1. Foreningsdrevet café
Administrationen vurderer, at det vil være vanskeligt at få en foreningsforpagter på samme betingelser og vilkår som tidligere bortforpagtninger. Valg af foreningsdrevet café vil indebære bl.a. annoncering, ansøgersamtaler, kontraktindgåelse, inventaropgørelse og køb af dette, forsikring, cafedepositum og etablering af bi-målere til afregning af el, vand varme. Administrationen er vidende om, at en forening har vist interesse for at drive caféen som foreningscafé.

Scenarie 2. - Bortforpagtning af café igen til en ny privat aktør
Administrationen vurderer, at det vil være vanskeligt at få en forpagter på samme betingelser og vilkår som nystoppet forpagter pr. 1. august 2024. Administrationen bemærker, at det vil forbedre mulighederne for forpagtning, hvis kontrakten indeholdt ene rettigheder til salg og medbragt forplejning på idrætscenterets matrikel. Administrationen oplever dog, at foreningerne ønsker at kunne medbringe og sælge forplejning ved egne aktiviteter og arrangementer. På den baggrund anbefaler administrationen, at bortforpagtning laves uden eksklusiv ret for forpagter og der i dialogen med eventuel ny forpagter opfordres til markedsføring og til også at søge kunde udefra udover idrætscenteret. Valg af bortforpagtning vil indebære bl.a. annoncering, ansøgersamtaler, kontraktindgåelse, inventaropgørelse og køb af dette, forsikring, cafédepositum og etablering af bi-målere til afregning af el, vand varme.

Scenarie 3. Timeout.
Administrationen vurderer, at den kommende ombygning af forenings- og aktivitetslokaler i idrætscenter og ny helhedsplan for området ved idrætscenter skal medtænktes og afventes i en ny cafédrift. Lokalerne kan forsøgsvist tages i brug til idræts- og mødeaktiviteter.

Scenarie 4. Kommunalt tilbud A: Socialøkonomisk virksomhed ved jobcenter.
Et evt. samarbejde mellem jobcenter og idrætscenter samt eventuelt andre kommunale institutioner kan åbne døren ud til lokalsamfundet og de fællesskaber som idrætten bidrager til for en gruppe mennesker, der ellers kan have svært ved på egen hånd at finde vej til fællesskaber. Et samarbejde kan endvidere skabe en praktik, trænings- og arbejdsplads for en gruppe mennesker, der som alle andre har et stort ønske om at komme ud på arbejdsmarkedet og skabe sig et arbejdsliv med beskæftigelse og trivsel. Men som af forskellige grunde har svært ved at få fodfæste på det ordinære uddannelses- og arbejdsmarked. Et samarbejde vil understøtte dette ved at skabe et attraktivt idræts-, uddannelses- og læringsmiljø gennem etablering af et caferum, der indbyder til social spisning, samvær, kreativ tænkning og salg af sund mad. Etablering af en social økonomisk cafe virksomhed vil kræve, at administrationen afsøger mulighederne herfor og herunder de økonomiske forholdet.

Scenarie 5. Kommunalt tilbud B: Kommunalt drevet café.
Idrætscenteret overtager igen caféen som kommunalt drevet cafe og tilføres et driftsbudget på 500.000. kr. Valg af kommunalt drevet café vil indebære ansættelse af en køkkenleder og cafépersonale samt eventuelt en kok.

Scenarie 6. Kommunalt tilbud C: Automater og evt. kiosk
Caféen nedlægges og i stedet for etableres automater og evt. kiosk i forhallen inden for, hvad budgettet tillader. Køkkenfaciliteter og udstyr kan bookes og udlånes i forbindelse med foreningsarrangementer. Valg af automater vil indebære evt. indgåelse af en driftsaftale med et firma og en ændring af medarbejderopgaver til at varetage og betjene en evt. kiosk under nærmere definerede forhold og åbningstider.


Lovgrundlag

Kommunalfuldmagt og konkurrencelovgivning.
Ishøj Kommunes lokaleregulativ (regelsæt)

Økonomi

Ingen økonomiske konsekvenser. Ved foreningsdrevet cafe eller forpagtningsdrevet café forventes udgifter til vedligeholdelse samt indtægter ifm. forpagtningsafgift, en mindre procentdel af omsætning samt forbrug af el, vand og varme.
Budget 2025 er tilpasset forpagtningsforholdene, og ligeledes forventes 2024 tilpasset ved 2. budgetopfølgning 2024.

Indstilling

at der igangsættes følgende i prioriteret rækkefølge:


1. Foreningsdrevet café: Såfremt der er ingen ansøgere eller ingen kvalificerede ansøgere til 1. prioritet, udbydes Ishøj Idræts & Fritidscenters café til privat forpagtning.

2. Privat forpagtning af caféen.


Beslutning

Udvalget kunne ikke tilslutte sig indstillingen i sagen, men besluttede, at cafeen skal udbydes til privat forpagtning.

Beslutningskompetence

Kultur- og Fritidsudvalget

Beslutningstema

Udvalget skal tage stilling til den videre drift af caféen i Ishøj Idræts & Fritidscenter efter sommerferien 2024.

Sagsfremstilling

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.


Indstilling

at referatet godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Kultur- og Fritidsudvalget.