Referat
Kultur- og Fritidsudvalget onsdag den 15. januar 2025 kl. 16.30
Kulturium Musikteater, Ishøj Østergade 28, 2635 Ishøj
Sagsfremstilling
- Udvalget får på mødet rundtur i musikteateret.
- Status på refusion for Ishøj Teater jf. egnsteateraftale 2021-2024: Ishøj Kommune har modtaget besked fra Slots- og Kulturstyrelsen om, at refusionen udbetales som aftalt i gældende egnsteateraftale. Ishøj Kommune har dermed fået medhold i sagen.
- Pokalfestpriser 2025: Ud fra ønsket om at få flere borgere og foreninger til at indstille kandidater til Pokalfestpriserne 2025, er der gjort en række tiltag, som bl.a.: folie på kommunes 8 varebiler, biografreklame, nyhedsbrev og video, som skal bruges på Youtube og Facebook. Del gerne Facebook-opslag. Se bilag eller video her: Indstil din kandidat til Pokalfest priserne 2025.
- Center for Kultur og Fritid har lanceret et nyhedsbrev, der sendes ud til alle folkeoplysende foreninger i Ishøj Kommune. Nyhedsbrevet udsendes ca. kvartalsmæssigt og orienterer om vigtige begivenheder, frister for indberetninger og puljer på området m.m. Kultur- og Fritidsudvalgets medlemmer kan også fremover modtage nyhedsbrevet, hvis udvalgsmedlemmerne ønsker det. Ved ønske om tilmelding til nyhedsbrevet skal udvalgsmedlemmer give besked til Center for Kultur og Fritid.
- Kulturium har fået besked om, at Regionsrådet har valgt at støtte projektet ”Generationsmøder - Styrkelse af fællesskab og trivsel gennem højtlæsning" med 454.000 kr. Projektet er et samarbejde mellem Kulturium, Ishøj Ungdom, Plejecentrene Kærbo og Torsbo og Helhedsplanen. Projektet går ud på at tilbyde unge i alderen 13-17 år en uges ’uddannelse’ i at læse højt for, være sammen med og at tale med ældre mennesker. Efterfølgende bliver de unge tilbudt 12 ugers ansættelse som højtlæsere for ældre på kommunens plejecentre. Med projektet ønsker vi at facilitere meningsfulde møder mellem Ishøjs unge og ældre borgere, ligesom vi giver de unge mulighed for at indgå nye fællesskaber og få vigtige joberfaringer.
- Ishøj Kommune er blandt de 67 kommuner, som får del i de 22,8 mio. kr., som Kulturministeriet netop har uddelt. Midlerne skal gå til spændende bøger og et forbedret samarbejde på tværs af skoler og folkebiblioteker. Målet med puljen er at styrke læseglæden og adgangen til bøgernes verden for børn og unge. De 3 skoler, der har fået penge til bogindkøb, er Vejlebroskolen med 220.000 kr., Gildbroskolen med 60.000 kr. og Ishøj Skole med 96.000 kr. Kulturium Bibliotek bidrager med viden og kompetencer om tendenser på børnebogsmarkedet og uddannelse af eleverne i at blive ambassadører for læselyst.
- Kulturiums strategi for 2025-2027 (virksomhedsplan) er nu færdig og udleveres til udvalget i trykt format ved mødet. Strategien er også vedhæftet under bilag.
- Med inspiration fra kunst på letbanestationen Ishøj Strand - Arken, er der igangsat en dialog på tværs af kommunerne om at gøre letbanen mere attraktiv og tryg for borgere ved at etablere af en række kunstværker på den kommende letbanes stationsforpladser og strækning. I vedhæftede bilag ses et baggrundsnotat om indhold og proces.
- Det Bibliotekspolitiske Topmøde afholdes i år torsdag den 24. og fredag den 25. april 2025 i Herning af Danmarks Biblioteksforening sammen med Herning kommune. Program kan læses her: Program | DBTOP. Udvalget har mulighed for at deltage i en årlig konference. KLs Kultur- og Fritidskonference afholdes hvert andet år og først igen i 2026.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Kultur- og Fritidsudvalget.
Bilag
Sagsfremstilling
Der er med budgetaftale 2024 afsat et øget årligt tilskud til ARKEN på 500.000 kr. i 2025 og overslagsårene. Museet vil således fra 2025 og overslagsårene samlet modtage 1,0 mio. kr. årligt. Revideret driftsaftale er vedlagt som bilag.
På baggrund at det øgede tilskud, vil direktør for ARKEN, Marie Nipper, deltage under punktet. Her vil hun orientere udvalget om museumsreformens konsekvenser og de kommende planer for museet.
Lovgrundlag
Museumsloven og kommunalfuldmagten.
Økonomi
Ikke relevant.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Kultur- og Fritidsudvalget.
Beslutningstema
Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om ARKEN Museum for Samtidskunsts fremtidsplaner.
Bilag
Sagsfremstilling
ARKEN Museum for Samtidskunst søger Ishøj Kommune om tilskud på 5,0 mio. kr. til ombygning af en ny gæstemodtagelse. Anlægstilskuddet svarer til den fulde forventede anlægssum. Ansøgning fra ARKEN er vedlagt som bilag.
Baggrund
ARKEN har de seneste to år iværksat den største forandringsproces, museet har gennemgået siden åbningen i 1996. Museet har ændret navn til ”ARKEN – Museum for Samtidskunst” og er i gang med at skærpe sin profil, både i det samlede danske og internationale museumslandskab. ARKEN har som vision at blive Nordens førende museum for samtidskunst og vil i endnu højere grad blive en attraktion og et kulturelt fyrtårn i Ishøj Kommune og på Københavns Vestegn. ARKEN har i sit program for de kommende år særligt fokus på at åbne museet op for flere brugergrupper, herunder at sikre god modtagelse for bl.a. førstegangsbesøgende, personer med funktionsnedsættelse og flere sproggrupper. Denne ambition ønskes udtrykt allerede fra man træder indenfor på ARKEN, hvor gæstemodtagelsen skal sikre nem adgang for de besøgende og underbygge det varme værtskab i forhold til modtagelsen af den enkelte gæst.
ARKEN Museum for Samtidskunst mister med museumsreformen knapt 7,0 mio. kr. årligt i statstilskud. Reduktionen af statstilskuddet er medvirkende til, at museet har færre midler til at dække driftsudgifter og derfor må effektivisere alle dele af driften. Museumsreformen stiller desuden flere krav til dokumentation og optælling af museets gæster som et grundvilkår for at udløse statstilskuddet til museet. Det vil være en vanskelig og manuel arbejdsopgave at leve op til de nye dokumentations- og optællingskrav med den eksisterende gæstemodtagelse.
Butik, information og gæstemodtagelse er i dag placeret i to forskellige områder, hvilket kræver bemanding med tre medarbejdere i museets åbningstid. Indretningens åbne struktur nødvendiggør, at gæster skal have udleveret et billetmærkat, da der ikke er lukket af ind til udstillingsområdet. Dette skaber unødig kødannelse, især for gæster, der har købt billet online, og kræver et vagtpersonale, der løbende skal kontrollere billetmærkaterne.
Ny gæstemodtagelse
Den nye gæstemodtagelse vil indeholde en digital billetaflæsning, hvor de besøgende kan købe billetter online og tilgå museets oplevelser med det samme. At sikre et større køb af onlinebilletter og årskort vil, udover hurtigere billettering og en smidigere gæsterejse, være med til at sikre museet et bedre datasæt på de besøgende, som kan bruges til at udvikle og forbedre museumsoplevelsen og målrette museets kommunikation.
Samtidig får gangbesværede, herunder kørestolsbrugere, bedre adgang igennem højdetilpasset scanning af billet og tale- og hørehæmmede vil kunne tilgå museet uden at møde forhindringer. Som noget nyt vil der også blive plads til hvilemuligheder for gangbesværede flere steder i den nye rumlige indretning, hvilket i dag efterspørges af museets gæster. I ansøgningen ses en overordnet visualisering og plantegning for den nye gæstemodtagelse.
Løsningen vil desuden forbedre personalets arbejdsmiljø og reducere behovet for personale med 1 årsværk i gæstemodtagelsen, ligesom behovet for vagtopsyn mindskes.
For besøgende Ishøj-borgere vil ombygningen betyde en bedre brugeroplevelse samt bedre adgangsforhold for især ældre og/eller gangbesværede borgere. Besøgende Ishøj-borgere, som har købt billetter online på forhånd, vil få bedre adgang og få bedre opholdsmuligheder ved ankomst.
Tidsperspektiv
Processen forventes at tage fire måneder, så gæstemodtagelsen vil kunne stå færdig inden sommerperioden 2025, forudsat midlerne bevilges i begyndelsen af 2025. I den periode hvor gæstemodtagelsen bygges om, vil museet etablere en ny modtagelse ved et eksisterende dørparti på siden af museet, således at der ikke skal holdes lukkes under ombygningen.
Finansiering
ARKEN har ikke på nuværende tidspunkt søgt andre fonde til ny gæstemodtagelse. Ombygningen af gæstemodtagelsen indtænkes i en større, gennemgribende renovering, som museet søger fondsmidler til. Kommunens støtte til første etape anses som afgørende for fundraisingen til anden etape, der vil beløbe sig til et flercifret millionbeløb. Finansieringen af anden etape ansøges hos relevante fonde i løbet af 2025.
Ishøj Kommune yder fra 2025 et årligt driftstilskud til Arken på 1,0 mio. kr.
Det påhviler ARKEN at overholde gældende lovgivning og regler ved byggeriet.
Administrationen anbefaler, at bevillingen optages i budget 2025 ved meddelelse af anlægsbevilling og rådighedsbeløb på 5,0 mio. kr., til anlægstilskud - Arken på Kultur og Fritidsudvalgets budgetområde B50.80 Anlæg i 2025, finansieret af kassen.
Lovgrundlag
Kommunalfuldmagtsreglerne, museumsloven, tilbudsloven.
Økonomi
ARKEN ansøger om en bevilling på 5,0 mio. kr. i anlægsstøtte til ombygning af ny gæstemodtagelse. Finansiering skal ske via kassebeholdningen.
Administrationen bemærker, at en bevilling til ARKEN på 5,0 mio. kr. vil øge Ishøj Kommunes samlede anlægsbudget og vil indgå i det korrigerede budget. Kommunens anlægsramme opgøres med udgangspunkt i det vedtagne budget. Regeringen og KL har dog givet håndslag på, at kommunerne under ét ikke overskrider anlægsrammen ved regnskabsaflæggelsen. Bevillingen indstilles finansieret ved kasseforbrug.
Indstilling
- at der bevilges et anlægstilskud på 5,0 mio. kr. i 2025 til ombygning af ARKENS gæstemodtagelse.
- at bevillingen optages i budget 2025 ved meddelelse af anlægsbevilling og rådighedsbeløb på 5,0 mio. kr., til anlægstilskud - Arken på Kultur og Fritidsudvalgets budgetområde B50.80 Anlæg i 2025, finansieret af kassen.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet.
Beslutningstema
Byrådet skal beslutte, om ARKEN Museum for Samtidskunst skal bevilges et anlægstilskud på 5,0 mio. kr. til ombygning af gæstemodtagelse for et tidssvarende, brugervenligt og driftoptimeret museum.
Bilag
Sagsfremstilling
Baggrund
Byrådet besluttede på mødet i maj 2024 at indføre 1%-reglen for kunst i det offentlige rum og afsætte 1 % af de årlige anlægsmidler til kunst i det offentlige rum. Med budgetaftale 2024 er der således årligt afsat 1 % af anlægsbudgettet på budget 2025 og overslagsårene. På budget 2025 er der således afsat 635.000 kr. Rammerne for anvendelsen ad puljen er beskrevet i Regulativ for puljemidler til kunst i det offentlige rum i Ishøj Kommune. Regulativet er godkendt af Kultur- og Fritidsudvalget på mødet i maj 2024. Regulativet er vedhæftet som bilag 1. Regulativet tager afsæt i strategien og inspirationskataloget for kunst i det offentlige rum. Strategien og inspirationskataloget kan også ses i bilagene.
Katalog for kunst i det offentlige rum
Som en del af det forberedende arbejde i udmøntningen af puljemidlerne, har administrationen igangsat en kortlægning af potentielle placeringer for kunst i det offentlige rum i kommunen. Se katalog i bilag 4. Kataloget skal fungere som et dynamisk styringsredskab og inspirationsdokument i det fortsatte arbejde med at udmønte midlerne og derigennem implementere kunststrategiens vision ’Ishøj – kunstens by’. Kataloget vil derfor løbende blive tilrettet og opdateret, således at der et tidssvarende overblik over de potentielle steder, hvor kunsten kan placeres i Ishøj Kommunes offentlige rum.
Udmøntningen af midlerne sker med afsæt i strategien for kunst i det offentlige rum, hvor fire potentialer opstilles:
- Tilføje oplevelser og overraskelser i vores by og byrum.
- Give Ishøj en stærk og positiv identitet.
- Styrke Ishøjs potentialer som et attraktivt sted at bo, leve, besøge, arbejde eller drive erhverv.
- Skabe relationer og tilknytning samt stimulere fantasi og læring.
I 2025 udgør puljen for kunst i det offentlige rum 635.000 kr. Det vil derfor være nødvendigt at træffe en afgørelse om udmøntningen af midlerne, der gør det muligt at realisere et værk i indeværende år. Med afsæt i kataloget vil Kultur- og Fritidsudvalget få forelagt en præsentation på mødet, hvor forslag til udmøntning af midlerne i 2025 vil blive fremlagt, og hvor udvalget kan tilkendegive hvilken retning, der skal prioriteres for det videre arbejde i de kommende år.
Lovgrundlag
Ikke relevant.
Økonomi
Puljen for kunst i det offentlige rum udgør 635.000 kr. i 2025.
Indstilling
- at udvalget beslutter, hvordan puljemidlerne for 2025 udmøntes,
- at udvalget tilkendegiver den videre retning for udmøntningen af de kommende års puljemidler.
Beslutningskompetence
Kultur- og Fritidsudvalget.
Beslutningstema
Kultur- og Fritidsudvalget skal beslutte, hvordan puljemidler for kunst i det offentlige rum konkret skal udmøntes i 2025 og tilkendegive den videre retning for udmøntningen af de kommende års puljemidler.
Bilag
Sagsfremstilling
Talende Statuer er et dansk koncept, som verden over har sat lyd til statuer og nu søger om at komme til Ishøj Kommune. Ansøgning er vedhæftet som bilag 1, budget som bilag 2 og brochure som bilag 3.
Konceptet udgør en installation placeret ved statuer, hvor deres historier eller kontekst formidles til forbipasserende borgere eller besøgende. De talende statuer kan dele historier om kultur og historie, kunstnerens vision og/eller budskabet bag skulpturen. For at gøre statuer i Ishøj talende, kan hver statue derfor have deres egen unikke stemme og budskab. Hver monolog vil vare mellem to og fem minutter.
Talende Statuer søger om støtte til at sætte lyd på følgende fire værker i Ishøj:
- Betwixt af kunstnergruppen YEARS ved letbanestationen ARKEN - Ishøj Strand
- Isbjørnen af Sven Bovin placeret i Byhaven
- Vandstenen i Byhaven
- Oscar Under Broen af Thomas Dambo i Strandparken.
Statuerne vil blive udstyret med en QR-kode via skiltning på stedet. Installation er gratis for alle brugere, som blot skal have en QR-scanner. Fremgangsmåden er, at den besøgende scanner QR-koden over telefonen, hvorefter vedkommende modtager en opringning, der fører til afspilning af en indspillet lydfil. Statuen taler direkte til den besøgende. Lyden kan være på både engelsk og dansk for at imødekomme alle besøgende. Systemet kræver hverken strøm, højtalere eller wi-fi.
De talende Statuer vil selv stå for at få lanceret og promoveret projektet ved et officiel lanceringsevent, hvor lokale medier, politikere og borgere inviteres ind. Projektet ønskes lanceret gennem forskellige kanaler, herunder sociale medier, turistinformationer og lokale nyhedsmedier.
Projektet vil løbe over tre år og være tilgængeligt fra den 24. juli 2025. Talende Statuer står for al vedligeholdelse i denne periode.
Talende Statuer ansøger om i alt 43.174 kr., hvor produktionsomkostninger udgør 21.000 kr., programmering 4.800 kr., skiltning 10.000 kr., diæter og overnatning for kunstnere 4.374 kr. samt service for applikationer i 3 år 3.000 kr.
Ansøgningen kan finansieres med støtte fra Kultur- og Fritidsudvalgets pulje.
Administrationen vurderer, at Talende Statuer bidrager til at realisere Strategien for kunst i det offentlige rum samt inspirationskataloget for kunst i det offentlige rum. De rummer bl.a. arbejdet med formidling og skabe oplevelser og overraskelser med kunsten i byrum.
Lovgrundlag
Intet at bemærke.
Økonomi
Der ansøges om 43.174 kr.
Der resterer 190.000 i Kultur- og Fritidsudvalgets pulje.
Indstilling
at ansøgningen imødekommes.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Kultur- og Fritidsudvalget.
Beslutningstema
Kultur- og Fritidsudvalget skal beslutte, om ansøgning fra Talende Statuer skal imødekommes.
Bilag
Sagsfremstilling
Europamesterskabet i kvindefodbold – Women’s EURO – afvikles over 26 dage i juni og juli i 2029. Women’s EURO er et event, der bliver mere og mere populært, med stor betydning for fodbold og lokalsamfund i de afviklende lande og indebærer besøg af landsholdsstjerner, aktivering af lokalsamfund og et forhåbentligt ekstra boost til den lokale fodbold i Ishøj Kommune.
DBU og Sverige Fodboldforbund afgiver et fællesbud på at blive værtsnationer for Women’s EURO i 2029. Som kommune er det muligt at ansøge om at blive værtsby, hvor kommunes fodboldbane og faciliteter stilles til rådighed for en deltagende nation. Der skal i alt findes 16 værtsbyer – Team Basecamps, hvor der er 8 i Danmark og 8 i Sverige.
Administrationen har deltaget i et møde med DBU for at høre mere om muligheden for og kravene til at blive værtsby. Der stilles krav til banens beskaffenhed og omkringliggende faciliteter, såsom omklædningsfaciliteter, presserum, fitnessområde, opbevaring mv.
I 2029 forventes det, at der i henhold til planer om udvikling af Idrætsområdet, er etableret en ny hybrid-stadionbane med tilhørende tribune ved Ishøj Idræts & Fritidscenter. Derved vil kommunen kunne stille eftertragtende faciliteter til rådighed.
Idet perioden løber over juni og juli vurderer administrationen, at det kan afvikles uden store gener for det lokale foreningsliv. Det vil forudsætte omlægning af enkelte foreningers aktiviteter, men det vurderes muligt at imødekomme dette i andre kommunale faciliteter. Med udvælgelsen som værtsby for turneringen, må der som udgangspunkt forventes økonomiske investeringer forbundet med baneoptimering og -pleje samt ressourcer hertil.
Ishøj Kommune skal indsende ansøgning til DBU i januar 2025 og kan forvente svar fra DBU medio marts. UEFA vælger værter for WEURO2029 i december 2025.
Ansøgningen er ikke bindende for nuværende og kan trækkes tilbage, hvis der skulle blive nødvendigt.
Administrationen anbefaler, at Ishøj Kommune ansøger om at blive værtsby, og stiller kommunens faciliteter til rådighed og dermed tager aktiv del i den store sportsbegivenhed et Women’s EURO er.
Økonomi
Der forventes et ressourceforbrug ved at være værtsby og afhænger blandt andet af fodboldbanens tilstand og behovet for optimering og pleje. Derudover vil der være et ressourceforbrug i forhold til den praktiske afvikling, men også til en lokal kommunikationsindsats.
Indstilling
at det godkendes, at Ishøj Kommune ansøger om at blive værtsby for en nation ved afvikling af Women's EURO 2029.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Økonomi- og Planudvalget.
Beslutningstema
Ishøj Kommune har mulighed for at ansøge Dansk Boldspil-Union (DBU) om at blive værtsby for et landshold ved afviklingen af Europamesterskabet i fodbold for kvinder i 2029. Økonomi- og Planudvalget skal tage stilling til, om det kan godkendes, at Ishøj søger om at blive værtsby.
Sagsfremstilling
Projektet "Fritid for alle - børn og unge" begynder 1. januar 2025. Administrationen har igennem en længere periode været i dialog med DGI - Midt- og Vestsjælland om et muligt partnerskab i forbindelse med udmøntningen af særligt indsats 3, 4 og 5 i "Fritid for alle". Indsatserne omhandler bl.a. udvikling af fritidstilbud, styrket kommunikation og forpligtende tværgående samarbejder.
Tillægsaftalen med DGI indeholder en håndholdt indsats til foreningsudvikling (spor 1), hvilket ikke er indeholdt i "Fritid for alle - børn og unge". Ishøj Kommunes medfinansiering er et beløb indeholdt i økonomien for "Fritid for alle". Med aftalen har vi en partner, som i endnu højere grad kan understøtte foreningerne i foreningsudvikling og hjælpe dem i udviklingen mod, at flere børn og unge skal integreres og deltage i Ishøjs foreningsliv. Derudover indeholder tillægsaftalen konkrete aftaler på, hvordan DGI kan understøtte indsats 5 i Fritid for alle, som omhandler inspirationsforløb og samarbejder mellem foreningsliv og dagtilbud, SFO og dagpleje.
I forbindelse med tillægsaftalen lægges der op til en koordinerende styregruppe, som har til formål at sikre samarbejde og koordinering mellem DGI, DIF Get2sport og Den Boligsociale Helhedsplan.
Kultur- og Fritidsudvalget og Børne- og Undervisningsudvalget vil en gang årligt få en status på tillægsaftalen med deltagelse fra DGI. Administrationen foreslår, at det sker samtidig med status på hele indsatsen i "Fritid for alle".
Tillægsaftale er vedlagt som bilag.
Økonomi
DGI - Midt- og Vestsjælland bidrager med ydelser i form af projektledelse og foreningsudvikling svarende til i alt 700.000 kr. i 2025. Heraf svarer ydelserne til projektledelse til 300.000 kr. og foreningsudvikling til 400.000 kr. Økonomien forbliver hos DGI, som igennem partnerskabsaftalens løbetid leverer status i forhold til forbrug af ydelser til Ishøj Kommune.
Ishøj Kommunes medfinansiering er 400.000 kr., som er indeholdt i den samlede økonomi for "Fritid for alle".
Indstilling
at udvalget godkender tillægsaftalen med DGI.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Kultur- og Fritidsudvalget
Børne- og Undervisningsudvalget
Beslutningstema
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en tillægsaftale til "Fritid for alle - børn og unge" og et formelt samarbejde med DGI - Midt- og Vestsjælland.
Bilag
Sagsfremstilling
På baggrund af budgetaftalen besluttede Økonomi- og Planudvalget, at ”der udarbejdes en vejledning samt at brug af eksterne konsulenter drøftes i fagudvalgene”.
Vejledningen ”Checkliste ved anvendelse af eksterne konsulenter i Ishøj Kommune” er udarbejdet og forelægges til efterretning. (Bilag 1) Checklisten giver en systematisk tilgang til, hvilke overvejelser man som leder skal have, før man eventuelt anvender eksterne konsulenter frem for interne medarbejdere til løsning af opgaven.
Vejledningen/checklisten er blevet drøftet i koncernledelsen og efterfølgende godkendt i Økonomi- og Planudvalget. Vejledningen/checklisten ønskes udbredt til fagområderne på baggrund af
drøftelserne i fagudvalgene.
Økonomi
Sagen har i sig selv ingen økonomisk betydning.
Indstilling
- at vejledningen tages til efterretning
- at fagudvalget drøfter tilgangen til anvendelse af eksterne konsulenter på eget fagområde, med udgangspunkt i vejledningen.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Økonomi- og Planudvalget.
Beslutningstema
Kommunernes anvendelse af eksterne konsulenter indgik som en del af budgetaftalen for 2024, hvor Økonomi- og Planudvalget besluttede, at administrationen skal udarbejde en vejledning til organisationen i forbindelse med vurdering af eventuel anvendelse af eksterne konsulenter fremadrettet.
Bilag
Sagsfremstilling
Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.
Indstilling
at referatet godkendes.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Kultur- og Fritidsudvalget.