Referat
Økonomi- og Planudvalget tirsdag den 1. april 2014 kl. 17.00

Rådhuset, Byrådssalen, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Resume

Nye regler om forsørgerpligt for samlevende giver anledning til at kigge på, om de kriterier som ansøgere til boliger i Ishøj Kommune skal opfylde for at blive godkendt, stadig skal være gældende, og om praksis ifm. den konkrete individuelle vurdering skal revideres.

Gældende kriterier vedhæftes.

Sagsfremstilling

Kriteriet om at medansøger også skal kunne fremvise løndokumentation (og ikke er kontanthjælpsmodtager) ændres/suppleres og tommelfingerreglen om at kræve en indkomst på mindst 35.000 nedsættes til 30.000 som vejledende "tommelfingeregel" (herefter er det en konkret individuel vurdering).

I den konkrete individuelle vurdering tager boliganvisningen udgangspunkt i tal for leveomkostninger for hhv. enlige og par med og uden børn.

Nedenstående eksempler er beregnet af Budgethuset på baggrund af en rapport fra Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA).

 

Eksempel:

  • Minimumleveomkostninger for et par med 2 børn er ca. 14.000 + udgifter til bolig, el, vand og varme.

  • Minimumsleveomkostninger for enlig uden børn ca. 5.000 kr. + udgifter til bolig, el, vand og varme.

  • Minimumsleveomkostninger for par uden børn ca. 9.800 + udgifter til bolig, el, vand og varme.

De nye regler hvor der nu er forsørgerpligt for par, hvis kun den ene er i arbejde, giver anledning til, at boliganvisningen i konkrete tilfælde eksempelvis kan godkende en ansøger, hvor ægtefælle/samlever ikke kan dokumentere lønindtægt for de sidste tre måneder, hvis den der er i arbejde kan dokumentere en stabil og tilpas høj indkomst det seneste år, jf. ovenstående eksempel.

Et par uden børn, hvor den ene har en indkomst på f.eks. 30.000,00 vil kunne tilbydes en bolig til omkring kr.  8.000,00 - 8.500:

 

Indkomst (udbetalt) ca.
kr. 18.000 - 19.000
Husleje
kr.                 8.500
El, vand og varme
kr.                 1.000
Øvrige faste udgifter jf. ovenstående eksempel
kr.                 9.800
Balance
kr.                 -  300,00

Eksempler med oversigt over hvilke udgifter der er indregnet i ovenstående minimumsleveomkostninger vedlægges. 

Enkelte lejemål i Ishøj er svære at leje ud - bl.a. pga. beliggenhed og huslejestørrelse. Boliganvisningen foreslår, at der til disse lejligheder dispenseres fra kriterierne, så f.eks. pensionister (udenfor kommunen) med indtægt ud over offentlig pension, kan tilbydes en af disse lejligheder, selvom de ikke har børn i Ishøj Kommune,

Ovenstående ændringer vil  betyde  en mindre stigning i  antallet af borgere, der vil kunne søge boligsikring.

Byrådet har den 4. marts 2014 tiltrådt indstilling om godkendelse af skema A - KAB- Sydkystens Boligselskab. Boligerne opføres som Almen+ boliger. Dette koncept stiller anderledes krav til beboersammensætningen med hensyn til egenindsats og egenbetaling. 1. gangsudlejningen står KAB for, men ved 2. gangsudlejningen overtager boliganvisningen udlejningen jf. byrådets beslutning, I forbindelse med 2. gangsudlejning skal der tages stilling hvordan boliganvisningen kan sikre den rette beboersammensætning, og det kan blive nødvendigt at indføre særlige kriterier for disse boliger.

Oplæg fremlægges medio 2015 i forbindelse med 1. gangsudlejningen.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at kriterierne justeres/suppleres i henhold til ovenstående.

Beslutning

Tilføjelse i 2. afsnit, linje 3, efter tabellen i sagsfremstilling: ... offentlig pension

 

Tiltrådt

Bilag