Referat
Økonomi- og Planudvalget tirsdag den 7. december 2021 kl. 16.30

Rådhuset, Byrådssalen, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Resume

Det er i budgetaftalen for 2022-25 besluttet af reducere den politiske udvalgsbetjening med 0,25 mio. kr. I forbindelse med budgetforliget blev det besluttet, at forligspartierne drøfter den konkrete udmøntning af besparelsen inden 1. januar, hvorfor forslag til udmøntningen forelægges det nuværende byråd nu.

Sagsfremstilling

Forud for vedtagelse af budget 2022 og overslagsårerne blev byrådet præsenteret for en række forslag til besparelser vedr. servicerammen. Et af forslagene var mindre politisk sekretariatsbetjening, som blev vedtaget i budgetaftalen med en besparelse på 0,25 mio. kr. årligt. I forslaget blev der præsenteret en række måder hvorpå besparelserne kan udmøntes, herunder reduktion i antallet af stående udvalg, reduktion i vederlag til byrådsmedlemmer, færre rejser, studieture og konferencer, større delegation til administrationen samt forslag om at samle alle udvalgsmøder til afholdelse samme dag (en gang om måneden) i dagtimerne.

Udmøntningen af besparelse på den politiske sekretariatsbetjening skal samtidig ses i lyset af de reviderede styrelsesvedtægter, som skal politisk vedtages. Som det ser ud nu, så vil der ske en udvidelse af stående udvalg fra 5 til 6 udvalg med etablering af et Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalg, hvilket kalder på en udvidelse af den politiske sekretariatsbetjening. Herudover kalder det nye udvalg også på en udvidelse af budgettet til deltagelse i studieture og konferencer, fx KL’s årlige jobCAMP, som mange byrådsmedlemmer deltager i. På nuværende tidspunkt er udgifter til nyt udvalg ikke estimeret. Forligskredsen har drøftet muligheden for at reducere deltagelsen for administrationen på udvalgsmøder på det tekniske område. Da det primært er administrativt personale på chef- eller ledelsesniveau, som deltager på udvalgsmøder vil en sådan reduktion ikke kunne medføre en realiserbar økonomisk besparelse, da ledere og chefer arbejder uden øvre arbejdstid.

Når det skal besluttes, hvordan besparelsen skal udmøntes, kan byrådet overveje at:

  • udmønte besparelsen ved at lade den indgå som en samlet del af besparelsen på administration og ledelse, jf. lukket sag om slankning af lederlag samt administrativt personale.
  • genbesøge de forslag, som administrationen tidligere har forelagt, såsom færre rejser, studieture og konferencer, reduktion i vederlag til byrådsmedlemmer mv.


Økonomi

Reduktion på 0,25 mio. kr. til politisk udvalgsbetjening.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget drøfter hvordan besparelsen i politisk sekretariatsbetjening skal udmøntes.

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at  udmønte besparelsen ved at lade den indgå som en samlet del af besparelse på administration og ledelse, jf. lukket sag.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

I henhold til budgetaftalen for 2022-2025 skal venskabsbysamarbejdets budget reduceres med 0.15 mio. kr. årligt. Forligskredsen har aftalt, at det skal afgøres i 2021, hvordan besparelsen skal ske.

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune har siden 1985 haft venskabsbyer i Europa. Haninge var den første by, herefter fulgte Trzebinia (1992), Bad Salzungen (1994), Svedala (1998), Cihanbayli (2006) og Waalre fra 2016.


Intentionen med venskabsbysamarbejdet har været at fremme tolerance, tillid og forståelse for andre kulturer i vores nært beslægtede lande. Samarbejdet har fungeret indenfor foreningslivet, og på det politiske- og administrative niveau. Byrådet har været på besøg i Bad Salzungen i 2019 og en delegation fra Center for Voksne og Velfærd har været i Trzebinia i 2019. Der har endvidere været planlagt et besøg fra Waalre skolevæsen til Ishøjs skoler i 2020, hvilket blev aflyst pga. Corona. Den seneste aktivitet i venskabsbysamarbejdet var et planlagt venskabsbytræf her i Ishøj, hvilket skulle have været i foråret 2020. Der har også været planlagt et borgmesterbesøg fra Bad Salzungen, som skulle have været afholdt i efteråret 2020.

Byrådet har indgået en politisk aftale for budgettet for 2022-25, hvoraf det fremgår, at venskabsbysamarbejdet skal reduceres med 0.15 mio. kr. årligt. Hver venskabsby har indgået en samarbejdsaftale med Ishøj Kommune, og der har over årene udviklet sig en praksis, som omhandler samarbejde på det politiske og administrative niveau og på foreningsområdet. Det er derfor ikke som udgangspunkt muligt at undtage
den politiske og administrative del af en aftale uden at aftalerne genforhandles. Reduktion i omkostninger i venskabssamarbejdet anbefales derfor at ske ved en halvering i antallet af venskabsbyer fra 6 til 3. Danske kommuner har i gennemsnit ca. 3 venskabsbyer.

Det anbefales at bibeholde en venskabsby fra Skandinavien, en fra det vestlige Europa og en fra det østlige Europa for derved at have en diversitet i venskabsbyerne. Eksempelvis kunne det være Svedala fra Sverige, Waalre fra Holland og Trzebenia fra Polen, som der blev bibeholdt.

Lovgrundlag

Samarbejdsaftaler med de 6 venskabsbyer.

Økonomi

Der henvises til budgetaftalen for 2022-2025, hvor venskabsbysamarbejdets budget skal reduceres med 0.15 mio. kr. årligt.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Ishøj Kommune fortsætter venskabsbysamarbejdet på uændret vilkår med Svedala, Waalre og Trzebinia samt opsiger samarbejdet med Cihanbayli, Bad Salsungen og Hanninge.

Beslutning

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at sagen sendes til høring i Folkeoplysningsudvalget og foreningslivet inden fornyet behandling i byrådet.

Tiltrådt.

Bilag

Resume

I forbindelse med budgetaftalen 2022-2025 er det besluttet at forøge investeringspuljen med 0,2 mio. kr. samt at fordele puljemidlerne til at styrke samarbejdet mellem sundheds- og fritidsområdet samt børne- og skoleområdet til at styrke trivsel og selvværd blandt kommunes skoleelever. Det bør i den forbindelse afklares, hvad der skal ske med investeringspuljen.

Sagsfremstilling

I budgetaftalen blev det besluttet at forøge investeringspuljen med 0,2 mio. kr. således at den samlet set er på 1,9 mio. kr. i 2022 og efterfølgende år. Samtidig blev det besluttet at fordele puljemidlerne med 0,95 mio. kr. til initiativer, der skal styrke trivsel og selvværd blandt kommunens skolebørn og 0,95 mio. kr. til initiativer, der skal styrke samarbejdet mellem sundheds- og fritidsområdet.


Ishøj Kommune har siden 2015 arbejdet med udvikling og anvendelse af investeringstilgangen, og byrådet har siden 2017 vedtaget en investeringspulje som "startkapital" til projekter og indsatser, der følger investeringstilgangen. Investeringstilgangen understøtter, at vi arbejder med at beregne de potentielle økonomiske gevinster ved forskellige sociale indsatser. Arbejdet med investeringstilgangen hjælper os til at tænke i langsigtede løsninger. At investere i forebyggelse er styringsmæssigt svært at navigere i af flere årsager. Arbejdet med investeringstilgangen hjælper os med dette. Det betyder også, at der er en særlig proces forbundet med ansøgning til investeringpuljen, hvor fagområderne udarbejder en ansøgning med businesscase.


Administrationen foreslår, at arbejdet med investeringstilgangen, herunder processen omkring investeringspuljen, fortsætter således at de fagområder, som byrådet har besluttet at tildele puljemidler fra investeringspuljen forsat udarbejder ansøgninger med businesscase. Alternativt kan byrådet beslutte at nedlægge investeringspujlen, således at henholdsvis sundheds- og fritidsområdet og børne- og skoleområdet årligt får overført 0,95 mio. kr. hver. I budgetaftalen står det beskrevet at forøgelsen af investeringspuljen samt fordelingen af puljemidlerne til henholdsvis ældreområdet og børne- og skoleområdet gælder for budget 2022 og efterfølgende år. Såfremt det besluttes, at arbejdet med investeringspuljen fortsætter, så bedes byrådet samtidig tage stilling til, om det betyder, at puljemidlerne også de kommende år øremærkes til initiativer som tidligere beskrevet. Det vil sige, at andre områder er afskåret fra at ansøge investeringspuljen til investeringsprojekter. Alternativt foreslår administrationen, at byrådet i forbindelse med næste års budget beslutter hvilke områder, som skal kunne ansøge investeringspuljen, det kommende år.


Økonomi

Der er ikke direkte økonomiske konsekvenser forbundet med forslaget om at fortsætte arbejdet med investeringstilgangen i Ishøj Kommune.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller at arbejdet med investeringspuljen fortsætter i Ishøj Kommune, herunder processen omkring ansøgning til puljen, og at byrådet beslutter, hvilke indsatsområder der prioriteres til investeringspuljen.

Beslutning

Tiltrådt.

Resume

Rengøringsniveauet har været forhøjet i 2021 grundet Corona. Ishøj Kommune følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer for rengøring og hygiejne under Corona. Det er i forbindelse med budgettet for 2022 besluttet at gå tilbage til et rengøringsniveau som før Corona dog med en særlig indsats på daginstitutions- og skoleområdet, hvor der er afsat 1,5 mio. kr. Imidlertid er der ikke ændret på retningslinjerne for rengøring og hygiejne på daginstitutions- og skoleområdet. Hvis rengøringsniveuaet skal overholde retningslinjerne på de to nævnte områder, er der behov for budget til opgaven og til personale.

Sagsfremstilling

Det er i forbindelse med budgettet for 2022 besluttet at gå tilbage til niveau fra før Corona dog med et særlig indsats på daginstitutions- og skoleområdet med et øget budget på 1,5 mio. kr.

Efter budgetvedtagelsen er bl.a. retningslinjerne omkring Coronarengøring på daginstitution- og skoleområdet ikke ændret, dvs. der forventes et rengøringsniveau på daginstitutions- og skoleområdet, der er højere end det, der er sat budget af til i 2022.

Det midlertidigt ansatte rengøringspersonale er varslet opsagt. Hvis personalet skal fastholdes for en forhøjet rengøringsindsats i 2022, skal der træffes beslutning om bevilling hertil.

Økonomi

Der er i forbindelse med budgetforliget for budget 2022 afsat 1,5 mio. kr. til ekstra rengøring på daginstitutions- og skoleområdet. Dette kan indgå til at finansiere et forøget rengøringsniveau ifht før Corona. Det skal bemærkes, at ekstra udgifter til rengøring skal holdes inden for servicerammen, og at det derfor kan blive nødvendigt med besparelser på andre områder for ikke at overskride servicerammen.

Hvis der skal udføres et rengøringsniveau på daginstitutions- og skoleområdet, der overholder retningslinjer ifbm Corona, så forventes en merudgift på ca. 6,5 mio. kr. årligt, hvilket vil svare til en supplerende bevilling på 5,0 mio. kr. årligt.

Såfremt retningslinjerne ændres, vil rengøringsniveauet blive tilpasset tilsvarende.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller,

at der gives driftsbevilling til et forhøjet rengøringsniveau på daginstitutions- og skoleområdet i 2022, der overholder retningslinjerne på området,

at der gives en supplerende bevilling på 5,0 mio. kr. for 2022 (udgiften ligger indenfor serviceramme) med finansiering af kassebeholdningen til at dække det forhøjede rengøringsniveau på daginstitutions- og skoleområdet.

Beslutning

Tiltrådt.

Resume

Ishøj Byråd besluttede på mødet den 24. juni 2021 at afsætte overskuddet fra Region Hovedstadens leje af Ishøj Idræts & Fritidscenter som vaccinationscenter til kompensation til foreningslivet. Nu foreligger de endelige tilbud på de valgte anlæg, og det viser sig, at det blandt andet på grund af de generelle stigninger på håndværkerydelser og materialer bliver dyrere end forventet. Administrationen foreslår at finansiere merforbruget ved at overføre midler fra anlæg af nyt lysanlæg ved tennisbanerne, da dette anlægsprojekt er blevet billigere end forventet.

Sagsfremstilling

Ishøj Byråd besluttede på sit møde den 24. juni 2021 en række kompensationer til foreningslivet, da foreningslivet har måttet afvikle deres aktiviteter efter en nødplan, mens der har været vaccinationscenter i Ishøj Idræts & Fritidscenter. En række af kompensationerne er gennemført, men blandt andet er vandingsanlægget på stadion blevet dyrere end forventet. Der er således allerede et merforbrug i forhold til bevillingen på 250.000 kr.

Nu foreligger de endelige tilbud på de sidste kompensationer: Hockey-/multibane samt padelbaner. Tilbuddene viser, at anlæggene bliver 500.000 kr. dyrere end forventet.

Samlet set forventes et merforbrug på 750.000 kr. for hele kompensationssagen. Merforbruget skyldes bl.a. de stigende priser på håndværkerydelser og materialer.

Anlæg af banerne er blevet forsinket af såvel forlængelse af vaccinecenter som af indhentelse af de nødvendige miljøgodkendelser. Der er behov for en hurtig afklaring af finansieringen, så anlæg kan igangsættes og banerne kan være klar til sæsonen.

Økonomi

Administrationen foreslår, at der gives tillægsbevilling på 750.000 kr. svarende til det forventede merforbrug. Administrationen foreslår desuden at tillægsbevillingen finansieres af det forventede mindreforbrug på anlægsprojektet nyt lysanlæg ved tennisbanerne.

Indstilling

Kultur- og Fritidsudvalget indstiller,

at der gives en tillægsbevilling til budget 2022 på 750.000 kr. til etablering af anlæg (Hockey-/multibane samt padelbaner) i forbindelse med sagen om kompensation til foreningslivet, og at beløbet frigives.

at tillægsbevillingen finansieres af mindreforbruget på anlægssagen vedrørende nyt lysanlæg ved tennisbanerne, med en reduktion på 750.000 kr.


Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalgets indstilling følges.



Beslutning

Tiltrådt.