Referat
Økonomi- og Planudvalget tirsdag den 8. august 2023 kl. 17.00

Rådhuset, Byrådssalen, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Sagsfremstilling

På april-møderækken besluttede Økonomi- og Planudvalget og Byrådet at overlevere årsregnskabet til kommunens revision (BDO) til gennemgang. Revisionen har blandt andet påset, at regnskabet er retvisende uden væsentlige fejlinformationer. Revisionen har pligt til at afgive revisionsbemærkninger, såfremt det vurderes, at eksempelvis regnskabet i væsentligt omfang ikke opfylder kravene i Indenrigs- og Sundhedsministeriets regelsæt, eller der er disponeret i strid med gældende love og bestemmelser mv. Revisionen har påtegnet årsregnskab 2022 uden forbehold.


Revisionsgennemgangen har givet anledning til følgende bemærkninger:


  • Manglende kontroller på områder med risici, herunder bilagsbehandling. - Administrationen har fokus på etablering af et betryggende kontrolmiljø, herunder bilagskontrol. Se bilag 3 for uddybende kommentar.
  • Juridisk-kritisk revision: manglende opfølgning på fakturaer og kontrakter. - Indkøbsfunktionen er blevet opnormeret i 2023, administrationen er godt i gang med arbejdet. Se bilag 3 for uddybende kommentar.
  • Forvaltningsrevision: uhensigtmæssig styring af offentlige indkøb. - Indkøbsfunktionen er blevet opnormeret i 2023, administrationen er godt i gang med arbejdet. Se bilag 3 for uddybende kommentar.
  • Tabt arbejdsfortjeneste: modregning af sparede udgifter. - Administrationen er ved at afdække mulighederne for at håndtere tabt arbejdsfortjeneste i kommunes lønsystem. Administrationen har ikke medført økonomisk tab hos borgerne. Se bilag 3 for uddybende kommentar.


Fastholdelse af tidligere revisionsbemærkninger fra 2021:


  • En bemærkning til at kommunens indkøbspolitik senest er opdateret i 2005 samt til opfølgning på overholdelse af udbudsregler og overholdelse af indkøbsregler. - Udkast til ny indkøbspolitik er udarbejdet og forventes forelagt Økonomi- og Planudvalget den 28. august.
  • Der er i KY (Kommunernes Ydelsessystem) ikke beregnet bidrag til den obligatoriske pensionsordning for personer, der under for-revalidering modtager kontanthjælp eller uddannelseshjælp. Systemudvikler er bekendt med udfordringen. - Administrationen er fortsat i gang med udredning. Bemærkningen vedrører alene 2021, forholdet er berigtiget i 2022. Se bilag 3 for uddybende kommentar.
  • Ved systemafstemning af overgangen fra ydelsessystemet KMD-aktiv til KY er der konstateret en teknisk difference vedr. A-skat, ATP, OP (obligatorisk pensionsbidrag) samt AM-bidrag.- Administrationen er fortsat i gang udredning. Bemærkningen vedrører alene 2021, der var ingen difference i 2022. Se bilag 3 for uddybende kommentar.


Revisionsberetningen indeholder observationer og anbefalinger på forskellige områder, som administrationen vil arbejde videre med.

Byrådet skal godkende årsregnskabet og revisionsberetningen, som efterfølgende indsendes til Ankestyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.


Afskrivningerne for 2022 er på 0,9 mio.kr., hvor hovedparten vedrører fejl i kommunens sygedagpengesystem, som ejes af Kombit og interne mellemværender. Oversigten over afskrivningerne fremgår af bilag 4.


Lovgrundlag

Styrelsesloven, Regnskabsbekendtgørelsen og Bekendtgørelse om kommunens budget- og regnskabsvæsen, revision mv.

Økonomi

Afskrivningerne vil betyde en nedskrivning på 0,9 mio. kr. af kommunens egenkapital.

Indstilling

at revisionens beretning tages til efterretning

at det revisionspåtegnede årsregnskab for 2022 godkendes

at administrationens skema for håndtering af revisionsbemærkninger tages til efterretning

at forslag til afskrivninger godkendes

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Ishøj Kommunes revisionsfirma BDO har afsluttet revision af årsregnskabet for 2022. BDO har udarbejdet en revisionsberetning.
Revisionen har ikke givet anledning til forbehold og afgiver derfor revisionspåtegning til årsregnskab 2022.

Bilag