Referat
Økonomi- og Planudvalget mandag den 20. oktober 2025 kl. 17.00
Rådhuset, Byrådssalen, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj
Sagsfremstilling
1.Orientering om medlemskab med Dansk Sprogmodel Konsortium
Ishøj Kommune har sammen med de øvrige kommuner i Den Storkøbenhavnske Digitaliseringsforening, DSD, indgået medlemskab med Dansk Sprogmodel Konsortium. DSD er en sammenslutning af 12 kommuner, hvor Ishøj Kommune er repræsenteret i bestyrelsen ved kommunaldirektør Kåre Svarre Jakobsen.
Som en del af regeringens strategi "Strategisk indsats for kunstig intelligens", arbejder Dansk Sprogmodel Konsortium med udvikling af danske sprogmodeller. Formålet med deltagelse i arbejdet er at sikre, at den fremtidige sprogmodel udvikles med udgangspunkt i den offentlige sektors behov og i et fællesskab, hvor kommunale perspektiver og anvendelser tænkes ind fra starten. Medlemskab er gratis, men det forventes et begrænset tidsforbrug for enkelte medarbejdere i forbindelse med identificering, rensning og deling af data og brug.
2. Henvendelse fra Ankestyrelsen vedrørende ophør af administrativ bistand til Ishøj Forsyning.
Ankestyrelsen henvendte sig den 6. oktober 2025 til Ishøj Kommune, idet styrelsen ikke mener, at Ishøj Kommune tilstrækkeligt har dokumenteret, at kommunens administrative bistand til Ishøj Forsyning er ophørt.
Se henvendelsen i bilag 1. Administrationen udarbejder dokumentation på ophør af den administrative bistand samt et svar til Ankestyrelsen, som vil blive forelagt byrådet.
Beslutning
Til efterretning.
Bilag
Sagsfremstilling
Københavns Vestegns Politi fremsendte den 3. september 2025 indstilling om fornyelse af alkoholbevilling begrænset til servering af øl med max. 6% vol. alkohol og bordvin. Økonomi- og Planudvalget tiltrådte indstillingen på mødet den 22. september 2025 (punkt 159). Københavns Vestegns Politi har efterfølgende den 14. oktober 2025 taget kontakt til administrationen, idet de er blevet opmærksomme på en fejl i eget system. Gadekærets Billardklub fik i 2020 ændret deres bevilling, således at de ingen begrænsning har i, hvad de må servere. Fornyelsen vil ligeledes være gældende i 8 år.
Lovgrundlag
Lov om restaurantionsvirksomhed og alkoholbevilling mv. nr. 692 af 7. juli 2019.
Økonomi
Ingen.
Indstilling
at alkoholbevillingen fornyes i henhold til ovenstående.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Økonomi- og Planudvalget.
Beslutningstema
Præcisering vedr. alkoholbevilling til Gadekærets Billardklub.
Sagsfremstilling
Resultatet af forventet regnskab ved 2. budgetopfølgning 2025 viser et forventet merforbrug på 5,7 mio. kr. Inden for servicerammen forventes et merforbrug på 5,5 mio. kr., hvilket er fordelt som herunder:
- Økonomi- og Planudvalget forventer et mindreforbrug på 3,5 mio. kr.
- Teknik- og Bygningsudvalget forventer et mindreforbrug på 1,6 mio. kr.
- Klima- og Miljøudvalget forventer et merforbrug på 0,1 mio. kr.
- Børne- og Undervisningsudvalget forventer et merforbrug på 7,7 mio. kr.
- Kultur- og Fritidsudvalget forventer et mindreforbrug på 1,2 mio. kr.
- Social- og Sundhedsudvalget forventer et merforbrug på 4,1 mio. kr.
Det forventede merforbrug ved 2. budgetopfølgning er halveret i forhold til det merforbrug, der fremgik ved 1. budgetopfølgning i maj 2025 (11,0 mio. kr.). Det forventede merforbrug kan henføres til budgetområderne vedrørende privatskoler, det specialiserede område, herunder specialskoler, udgifter til herberg samt flere borgere i hjemmeplejen (bilag 1).
Budgetneutrale omplaceringer
Med henblik på at gøre budgettet retvisende indstilles en række budgetneutrale omplaceringer, jf. tabel 2 i bilag 1. Omplaceringerne vedrører især udmøntning af puljer fra lov- og cirkulæreprogrammet og midtvejsreguleringer vedr. 2025.
Lovgrundlag
Den Kommunale Styrelseslov, Cirkulære om kommunernes revision samt Økonomisk Politik for Ishøj Kommune.
Økonomi
Der foretages budgetneutrale omplaceringer på tværs af fagudvalg, så centrale puljer på udvalgte fagområder, herunder midler fra lov- og cirkulæreprogrammet, udkonteres med henblik på retvisende budgetter.
Indstilling
1. at 2. budgetopfølgning 2025 tages til efterretning
2. at fagcentre, som forventer merforbrug, arbejder på at skabe budgetbalance hen imod årets afslutning
3. at der gives tillægsbevillinger til budgetneutrale omplaceringer, jf. tabel 2 i bilaget.
Beslutning fra Teknik- og Bygningsudvalget, 7. oktober 2025, pkt. 59:
Tiltrådt.
Beslutning fra Klima- og Miljøudvalget, 7. oktober 2025, pkt. 58:
Tiltrådt.
Beslutning fra Børne- og Undervisningsudvalget, 9. oktober 2025, pkt. 112:
Tiltrådt.
Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget, 8. oktober 2025, pkt. 72:
Tiltrådt.
Beslutning fra Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, 8. oktober 2025, pkt. 92:
Tiltrådt.
Beslutning fra Social- og Sundhedsudvalget, 9. oktober 2025, pkt. 95:
Tiltrådt.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet.
Beslutningstema
Som led i kommunens samlede økonomistyring fremlægger administrationen 2. budgetopfølgning 2025 vedrørende kommunens driftsudgifter. Samlet set viser 2. budgetopfølgning for 2025 et forventet merforbrug på 5,7 mio. kr. Afvigelserne skyldes især stigende udgifter på det specialiserede børneområde, herbergsområdet samt flere borgere i hjemmeplejen. Modsat er der mindreforbrug på bl.a. plejehjemspladser og sygedagpengeområdet.
Bilag
Sagsfremstilling
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har for første gang i 2. kvartal 2025 opgjort data om kommunalt ansatte på en række områder, herunder data om sygefravær og personaleomsætning.
Der findes data om de ansatte for alle 98 kommuner, hvilket muliggør sammenligninger på tværs af kommuner. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ligeledes udviklet en benchmark-indikator, som korrigerer for de ansattes rammevilkår. Indikatoren siger således noget om, hvorvidt et givent tal er højere eller lavere end forventet, korrigeret for de ansattes rammevilkår.
Nedenfor beskrives udviklingen i sygefravær og personaleomsætning i perioden 2022-2024. I den forbindelse har administrationen udvalgt en række kommuner, som data om ansatte i Ishøj sammenlignes med. De udvalgte kommuner er også vestegnskommuner, som må forventes at have en beboer- og personalesammensætning, der ligner Ishøjs.
I vedlagte bilag 1 foldes data yderligere ud.
Sygefravær blandt ansatte i Ishøj Kommune
Den gennemsnitlige medarbejder i Ishøj Kommune har i perioden 2022 - 2024 haft 16,4 dages fravær om året, opgjort i fuldtidsdagsværk. På landsplan har den gennemsnitlige kommunalt ansatte i samme periode haft 14,8 dages fravær om året opgjort i fuldtidsdagsværk.
Sygefraværet blandt ansatte i Ishøj Kommune er steget med 22,6 % i perioden 2022-2024 sammenlignet med sygefraværet i perioden 2019-2021. På landsplan ses der også en stigning i sygefraværet i samme periode - dog "kun" på 19 % i samme periode.
Tallene dækker over en række forskellige medarbejdergrupper. I Ishøj Kommune er fraværet højst blandt det faglærte pædagogiske personale. Her har der været 25,1 fraværsdag pr. fuldtidsansat medarbejder i perioden fra 2022-2024. Landsgennemsnittet i perioden er på 18,5 fraværsdage pr. medarbejder.
De faglærte SOSU'er i Ishøj Kommune har i gennemsnit 19,3 sygefraværsdage pr. fuldtidsansat medarbejder i samme periode. Fraværet blandt SOSU'er i Ishøj er dermed lavere end det gennemsnitlige fravær blandt SOSU'er på landsplan, som ligger på 20,5 fraværsdage pr. fuldtidsansatte medarbejder.
Der arbejdes strategisk med trivsel og sygefravær i Ishøj Kommune - bl.a. i regi af indsatsen "Mere nærvær, mindre sygefravær", hvor indtil videre syv dagtilbud har været igennem et målrettet forløb med henblik på at øge trivslen og nedbringe sygefraværet. Indsatsen fortsætter de kommende år og er på vej til at blive bredt ud til hele organisationen.
Administrationen følger løbende sygefraværet, og alle ledere modtager månedligt en oversigt over det aktuelle fravær på den enkelte arbejdsplads. Set på tværs af hele kommunen er sygefraværet faldet fra 2023 til 2024 og igen fra 2024 og indtil nu.
Personaleomsætning blandt ansatte i Ishøj Kommune
I gennemsnit er 21,7 % af de ansatte i Ishøj Kommune stoppet pr. år i perioden 2022 - 2024. På landsplan er tallet for kommunalt ansatte i perioden 17,6 %. I disse tal er også indeholdt elever, ufaglærte medarbejdere, der fx arbejder som pædagogmedhjælpere i en kortere periode m.m.
Også her dækker tallet over variation forskellige medarbejdergrupper imellem. Afgangsprocenten for faglærte pædagogiske medarbejdere i Ishøj er fx 21,9 % mod 17,4 % på landsplan. Mens afgangsprocenten for SOSU'er i Ishøj er 15,4 % og dermed lavere end landsgennemsnittet på 15,7 %.
Selvom personaleomsætningen er højere i Ishøj Kommune end på landsplan og har været stigende, ses det stadig, at andelen af ansatte, der har været ansatte i Ishøj Kommune i 4 år eller mere, er på niveau med andelen i de kommuner, vi sammenligner os med.
Som led i indsatsen Sammen skaber vi Danmarks Bedste Arbejdspladser arbejder organisationen bl.a. med onboarding af nye medarbejdere - fordi en god start er afgørende for, at en ny medarbejder hurtigt bidrager til løsningen af opgaverne og falder godt til på arbejdspladsen. Dertil kommer, at undersøgelser viser, at tilfredshed med onboarding øger sandsynligheden for, at den enkelte kan se sig selv i jobbet om både et og fem år.
Lovgrundlag
Ikke relevant.
Økonomi
Orienteringen har ikke økonomiske konsekvenser.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Økonomi- og Planudvalget.
Beslutningstema
Økonomi- og Planudvalget orienteres om sygefravær og personaleomsætning blandt ansatte i Ishøj Kommune.
Bilag
Sagsfremstilling
Medborgerforum har ønsket at revidere forummets vedtægter for at få en mere klart defineret ramme for og et bedre udgangspunkt for sit arbejde. De reviderede vedtægter er blevet til gennem en proces, hvor Medborgerforum over tre møder i 2025 har udviklet og kvalificeret det vedhæftede udkast til reviderede vedtægter. Medborgerforums formand udpeges af byrådet i forbindelse med konstituering.
Ændringerne til medborgerforums vedtægter omhandler 1) formål, 2) medlemmer og 3) antal årlige møder. I bilag 1 er vedlagt de gældende vedtægter samt forslag til reviderede vedtægter (bilag 2 - mærket 'udkast'), hvor de konkrete ændringer er markeret med rødt.
Ændringerne er i hovedtræk nedenstående:
1) Formål. Ændringer i vedtægternes § 1 er baseret på ønsket om, at Medborgerforums formål og kompetencer er mere præcist beskrevet. Medborgerforum vil gerne inddrages mere som høringspart/råd. Medborgerforum ønsker fortsat at være et arbejdede råd som laver arrangementer med fokus på medborgerskab og mangfoldighed, se ny § 1 stk. 5. Medborgerforum ønsker fremadrettet at være et råd, som aktivt bidrager til relevante politikker og sager. Relevante politiske sager handler om medborgerskab, integration af nytilkomne borgere, og Ishøjs styrke gennem kulturel mangfoldighed, se ny § 1 stk. 3, 6 og 8. Medborgerforum ønsker også at kunne kvalificere emner fra Det Nationale Integrationsråd og integrationsdebatten i en lokal kontekst, se ny § 1 stk. 4.
Det bemærkes, at der forventes fremsat et lovforslag primo 2026 om nedlæggelse af Det Nationale Integrationsråd.
2) Medlemmer. Ændringer i vedtægternes § 2 medfører en ny model for udpegning af medlemmer til Medborgerforum. Med forslaget arbejdes der både med baglandsrepræsentation fra foreninger/organisationer (ny § 2 stk. 3) samt markante personer fra lokalsamfundet, som kan tilføre Medborgerforum viden og engagement (ny § 2 stk. 4 og 5).
3) Antal møder. Ændring i vedtægternes § 8 giver mulighed for op til 6 møder årligt mod de nuværende 4.
Lovgrundlag
Medborgerforum er Ishøj Kommunes integrationsråd jfr. Integrationslovens kap. 8, § 42.
Økonomi
Ingen ændring. Den øgede mødeaktivitet forventes at kunne afholdes inden for det nuværende budget.
Indstilling
at de reviderede vedtægter godkendes.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet.
Beslutningstema
Byrådet skal godkende de reviderede vedtægter for Medborgerforum.
Bilag
Sagsfremstilling
Bebyggelsen Åparken består af 100 boligenheder, hvoraf Ishøj Kommune ejer i alt 74, mens de resterende 26 boliger er privatejede. Samlet udgør de en ejerforening, som i dag drives af en bestyrelse, der rummer 5 personer fordelt med 3 personer valgt blandt de enkeltstående privatboligejere i ejendommen og 2 politisk udpegede byrådsmedlemmer.
I april 2025 fik Økonomi- og Planudvalget forelagt en sag til orientering om behovet for ændring af bestyrelsessammensætningen for E/F Åparken samt etablering af en afdelingsbestyrelse for de kommunalt ejede handicapvenlige boliger i bebyggelsen.
Beboerdemokrati
Til grund for sagen lå en juridisk vurdering (jf. bilag 1). Vurderingen påpegede, at Ishøj Kommune i forbindelse med driften af de kommunalt ejede handicapvenlige boliger ikke overholder reglerne i almenboligloven om beboerdemokrati i form af en afdelingsbestyrelse for den almene del af E/F Åparken. Uanset om de almene boliger i Åparken er kommunale, skal reglerne om beboerdemokrati i almenboligloven efterleves. Som følge heraf skal der etableres en afdelingsbestyrelse. Afdelingsbestyrelsen for de kommunale almene boliger vælges blandt beboerne på et afdelingsmøde og skal bestå af et ulige antal, dog minimum 3 medlemmer. Der vil ligeledes blive udarbejdet en forretningsorden for afdelingsbestyrelsens virke med udgangspunkt i almenboliglovens kapitel om beboerdemokrati. Kommunen vil stadig være ansvarlig for driften, udlejningen, budgetlægning, regnskabsaflæggelse og lejefastsættelse for de almene boliger. Idet de almene boliger er beliggende i en ejerforening, er de afhængige af og påvirkes af de beslutninger, som ejerforeningen vedtager.
Den juridiske vurdering anbefalede på baggrund af ovenstående, at Ishøj Kommunes repræsentation i E/F Åparkens bestyrelse består af administrativt personale med kendskab til og viden om reglerne for driften af almene boliger, samt at Ishøj Kommune altid skal sikre sig et flertal i E/F Åparkens bestyrelse på grund af kommunens store ejerandel i ejerforeningen.
Ny vedtægt
Anbefalingerne i den juridiske vurdering – både etablering af en afdelingsbestyrelse for de almene handicapvenlige boliger og ejerforeningsbestyrelsens sammensætning – betyder, at E/F Åparkens vedtægt fra 2006 skal ændres.
E/F Åparken har i maj 2025 fået forelagt administrationens udkast til ny vedtægt og har på et bestyrelsesmøde primo september sammenfattet deres bemærkninger til udkastet. Administrationen har gennemgået forslaget og har foreslået nogle yderligere ændringer, som p.t. afventer tilbagemelding fra E/F Åparkens administrationsselskab. Nuværende forslag til vedtægt fremgår af bilag 2. Det kan derfor ikke udelukkes, at der efterfølgende kan ske yderligere mindre rettelser og justeringer. Selve de overordnede principper vurderes imidlertid på plads, så Ishøj Kommune får flertal i den kommende bestyrelse, men at der er en mindretalsbeskyttelse i form af, at kommunen ikke alene kan opnå flertal på en generalforsamling. Det foreslås på den baggrund, at administrationen gives bemyndigelse til at forhandle vedtægten endeligt på plads, således at de forventeligt kan godkendes endeligt på ekstraordinær generalforsamling i E/F Åparken den 3. november 2025.
Lovgrundlag
Almenboligloven.
Økonomi
Sagen har ikke direkte økonomiske konsekvenser for Ishøj Kommune.
Indstilling
- at etableringen af en afdelingsbestyrelse for de kommunalt ejede handicapvenlige boliger i E/F Åparken tages til efterretning.
- at administrationen bemyndiges til at forhandle vedtægterne for E/F Åparken færdig.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Økonomi- og Planudvalget.
Beslutningstema
Økonomi- og Planudvalget skal tage stilling til etablering af en afdelingsbestyrelse for de kommunalt ejede handicapvenlige boliger i Åparken, samt at administrationen bemyndiges til at forhandle ny vedtægt for Ejerforeningen Åparken (herefter benævnt E/F Åparken) på plads.
Bilag
Sagsfremstilling
Ishøj Kommune har overtaget de gamle bygninger ved Thorsbro Vandværk pr. 1. oktober 2025. Der blev den 3. september 2025 afholdt ekstraordinært temamøde for byrådet på Thorsbro Vandværk, hvor byrådet blev præsenteret for et fremtidigt koncept for Thorsbro:VÆRK.
For at komme godt fra start anbefaler administrationen, at der etableres en selvstændig organisation, som kan løfte og udvikle Thorsbro:VÆRK i den ønskede retning. Det anbefales, at der stiftes en foreningskonstruktion med professionelle bestyrelseskompetencer. Bestyrelsen skal bestå af 5-8 personer, som indeholder nedenstående kompetencer:
- Entreprenørskab og innovation
- Frivillighed og Fællesskaber
- Kreativitet
- Forretningsknow-how
- Event og formidling
Derudover tilbydes Thorsbro Vandværks Museumsforening én plads.
Ishøj Kommune vil understøtte den kommende forening med at rekruttere bestyrelsesmedlemmer, udforme vedtægter og afvikle stiftende generalforsamling. Vedtægterne skal godkendes af byrådet.
Ishøj Kommune vil indgå en samarbejdsaftale med den kommende forening for Thorsbro:VÆRK, hvor der her vil være fokus på: økonomi, forventninger, forpligtende samarbejder og ”Stop and Go”, som giver byrådet mulighed for at sikre udviklingen samt evaluere og opsige samarbejdet. Administrationen vil udarbejde udkast til samarbejdsaftale, som drøftes med bestyrelsen for foreningen, og som efterfølgende skal godkendes af byrådet. Administrationen vil være en klar sparringspartner i opstarten af foreningen. Administrationen igangsætter ansættelse af facilitator med henblik på understøttelse af bestyrelse og den nye forening. Facilitatoren er en deltidsstilling og skal koordinere den praktiske udvikling og sikre aktiviteter på Thorsbro:VÆRK og understøtte bestyrelsen.
Der vil undervejs være behov for at evaluere, om den valgte organisation for Thorsbro:VÆRK er den bedste model, da stedet vil udvikle sig undervejs, og nye behov vil opstå.
Det tager tid at etablere et sted som ny destination. Derfor må det forventes, at udviklingen, modningen og etableringen af Thorsbro:VÆRK som nyt oplevelsescenter vil tage tid. Administrationen foreslår derfor at etablere en formidlingslegeplads og herved få et udendørs pejlemærke og et konkret udflugtsmål som destination. Administrationen foreslår at fremrykke etableringen, da projektet er blevet forsinket i overtagelsesfasen. Udflugtsmålet skal etableres i samarbejde med frivillige aktører og samarbejdspartnere, så der holdes fast i at følge både stedets styrkepositioner og udviklingssporene. Vurderingen er, at udflugtsstedet kan etableres i første halvdel af 2026. Etableringen af formidlingslegepladsen kræver, at midler fra 2025overføres til anvendelse af etableringen. Administrationen vil som planlagt påbegynde en dialogproces med bred inddragelse af lokalsamfundet og relevante aktører i den konkrete udvikling af Thorsbro Vandværk.
Konkret vil administrationen invitere til et dialogmøde, hvor visioner og tanker for stedet kan deles. Her vil være mulighed for at skitsere de foreløbige tanker om retning og indhold. Formålet er at få input, skabe ejerskab og sikre en positiv stemning for udviklingen af Thorsbro:VÆRK.
Lovgrundlag
Intet at bemærke.
Økonomi
Midler fra 2025 (425.000 kr.) søges ved budgetopfølgning 2 overført til anvendelse af etableringen udflugtsmål i 2026.
Indstilling
- at der etableres en foreningskonstruktion med professionel bestyrelse og vedtægter, som kan udvikle og drifte Thorsbro:VÆRK. Vedtægter foreligges til byrådets godkendelse
- at der etableres en samarbejdsaftale mellem forening og Ishøj Kommune. Samarbejdsaftale foreligges til byrådets godkendelse.
- at uforbrugte midler fra 2025 søges overført til 2026 ved budgetopfølgning til etablering af udflugtsmål.
Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget, 8. oktober 2025, pkt. 70:
Tiltrådt.
Supplerende sagsfremstilling:
I indstillingspunkt 3 ændres ordet "budgetopfølgning", så der i stedet står:
at uforbrugte midler fra 2025 søges overført til 2026 i forbindelse med overførselssagen til etablering af udflugtsmål.
Beslutning
Tiltrådt, idet viden om industrihistorie tilføjes som bestyrelseskompetence.
Beslutningskompetence
Ishøj Byråd.
Beslutningstema
Der skal træffes beslutning om organisation for Thorsbro:VÆRK, samarbejdsaftale og fremrykning af etablering af udflugtsmål.
Sagsfremstilling
Mødedeltagere: Merete Amdisen (A), Kasper Bjering (A), Erkan Yapici (A), Uffe Andersen (C), Sami Deniz (SF), Annelise Madsen (ID), Pia Skourup (V), Steen Skovhus (UP), Ole Wedel-Brandt (Ø).
Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.
Beslutning
Godkendt.