Referat
Økonomi- og Planudvalget mandag den 24. oktober 2022 kl. 17.00

Rådhuset, Byrådssalen, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Beslutning

Ingenting.

Sagsfremstilling

Administrationen har i dialog med medarbejderne formuleret en række indsatsområder i forhold til at adressere de arbejdsmiljøudfordringer, som er blevet rejst fra medarbejderne på centermøde i CVV (ekskl. hjemmepleje og plejehjem), samt den kritik som er rejst i forhold til arbejdsmiljøet specifikt i forhold til den Sociale Udførerenhed.

For den overordnede arbejdsmiljøindsats i CVV er der udpeget seks indsatsområder:

  • Arbejdspres
  • Fastholdelse af medarbejdere
  • Kommunikation mellem borgere og politikere og administration
  • Introduktion af nye medarbejdere
  • Kommunikation på tværs i CVV og
  • Fremadrettet fælles fortælling for CVV.

For at sikre en samlet og koordineret indsats i arbejdet med arbejdsmiljøet nedsættes der en samlet styregruppe med ledere og medarbejdere fra de tre involverede afdelinger. Styregruppen nedsætter arbejdsgrupper for hvert indsatsområde og igangsætter og følger op på arbejdet fortløbende frem mod juni 2023.

For den Sociale Udførerenhed kører en parallel proces, hvor der dels laves temperaturmåling på trivslen i enheden, og hvor der hyres en ekstern konsulent til at understøtte arbejdet i teamet.

I bilag 1 er notat med første status til Økonomi- og Planudvalget på arbejdsmiljøindsatserne i Center for Voksne og Velfærd. I bilag 2 er vedlagt udkast til kommissorium, tids- og procesplan for arbejdsmiljøarbejdet.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Resume

På Økonomi- og Planudvalgets møde den 26. september 2022 blev det besluttet, at Økonomi- og Planudvalget skal følge op på arbejdsmiljøet i Center for Voksne og Velfærd i hhv. oktober 2022 samt januar og april 2023. I nærværende sag gives første status.

Bilag

Resume

Forslag til ny kompetenceplan vedr. ansættelse, løn og afskedigelser.

Sagsfremstilling

På Økonomi- og Planudvalgets møde den 29. august (sag nr. 155) besluttede udvalget, at forslag til ny kompetenceplan vedr. ansættelse, løn og afskedigelser blev sendt til høring i HovedMed.

Forslaget har nu været i høring i HovedMed, hvilket har givet anledning til enkelte tilføjelser/ændringer i kompetenceplanen (ændringerne fremgår med rødt i det vedhæftede bilag).


Som det fremgår af forslag til den nye kompetenceplan, så lægges der op til, at kompetencen til ansættelse, lønforhandling og afskedigelse ligger på samme niveau, og som udgangspunkt hos nærmeste leder. Endvidere er formålet at samle de regler og den praksis, der er gældende på personaleområdet i dag i et dokument.

Lovgrundlag

Styrelsesloven.

Økonomi

Ingen.

Indstilling

Administrationen indstiller, 29. august 2022, pkt. 155:

at den nye kompetenceplan vedtages.

Beslutning fra Økonomi- og Planudvalget, 29. august 2022, pkt. 155:

Sagen sendes i høring i HovedMed inden endelig beslutning i Økonomi- og Planudvalget.


Der er efter høring i HovedMed foretaget rettelser/ændringer og mindre redaktionelle korrektioner. Rettelserne fremgår med rødt i den vedhæftede kompetenceplan (bilag 1).


Beslutning

Tiltrådt.

Særindstilling: Annelise Madsen (ID) - bekymring fra Ishøj Demokraterne omkring det ændrede niveau i forhold til endelig beslutning ved fyringer af medarbejdere. Tidligere har det været kommunaldirektør og borgmester, der skrev endeligt under, nu er det så nærmeste leder.

Beslutningskompetence

Økonomi- og Planudvalget.

Bilag

Resume

Kommunal administration og hvor store administrationsudgifter Ishøj Kommune har i forhold til de andre vestegnskommuner.

Sagsfremstilling

På baggrund af den politiske debat hvor administrationsudgifter fylder meget, har administrationen udarbejdet et notat, der forsøger at klarlægge hvor store administrationsudgifter Ishøj har i forhold til de andre vestegnskommuner. I forbindelse med budgetprocessen i det nye år vil der blive udarbejdet et mere uddybende notat, som vil forsøge at definere, hvad kommunal administration er og dele det op i delelementer for at se, hvilke administrative opgaver det indebærer.

Lovgrundlag

Ingen.

Økonomi

Ingen.

Indstilling

at notatet tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Link til Indenrigs- og Boligministeriet - KL's benchmark - Kend din Kommune 2022:

https://www.kl.dk/okonomi-og-administration/okonomi-og-styring/kend-din-kommune/



Beslutningskompetence

Byrådet.

Bilag

Resume

Ishøj Byråd godkendte i juni 2018 de seks hovedpolitikker. Samlet fungerer de som værdibaserede styredokumenter, der beskriver hvilken overordnet retning, der ønskes for Ishøj. De reviderede politikker fremlægges nu til endelig godkendelse.

Sagsfremstilling

Som aftalt i processen for revidering af hovedpolitikkerne har alle politikkerne været til fornyet behandling med mulighed for tilføjelser i alle stående udvalg. Politikkerne er nu revideret med de indkomne bemærkninger fra udvalgene.


Med henvisning til Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalgets beslutning på møde den 21. september 2022 (pkt. 68) er ordet "beskæftigelse" tilføjet på side 3 under overskriften "Kultur og sundhed" afsnit 3, hvorved sætningen kommer til at lyde:" Vi samarbejder på tværs af kulturen og de mere traditionelle velfærdsområder som forebyggelse, rehabilitering og beskæftigelse".


Alle politikker har ligeledes fået nyt forord, som besluttet af Økonomi- og Planudvalget på møde den 27. juni 2022 (pkt. 30).


De reviderede hovedpolitikker er vedhæftet sammen med en oversigt over de større ændringer, der er foretaget til hver af politikkerne.

Lovgrundlag

Ingen.

Økonomi

Ingen.

Indstilling

at de reviderede hovedpolitikker godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Byrådet.

Bilag

Resume

Vejdirektoratet har foreslået en vederlagsfri overdragelse af et areal langs Køge-Bugt-motorvejen fra Vejdirektoratet til Ishøj Kommune (ved tilkørselsrampe fra Ishøj Stationsvej i nordlig retning), hvorpå der er bygget støjvold. Der lægges op til beslutning om tilsagn til denne vederlagsfrie overdragelse.

Sagsfremstilling

Siden begyndelse af 2020 har der pågået en dialog om kommunens vederlagsfrie overtagelse af et specifikt areal langs Køge-bugt-motorvejen på 830 kvm. Arealet er beliggende ved tilkørselsrampen fra Ishøj Stationsvej og ned på Køge-Bugt-motorvejen i nordlig retning, jf. vedlagte bilag. Arealet er beliggende som en del af ydersiden af den nye støjvold og danner i dag en uhensigtsmæssig indsnævring, der ved overdragelsen sikrer kommunen råderetten over den samlede støjvold og for fremtiden tilretter skelgrænsen til en ret linje parallelt med motorvejens afgrænsning.


Arealet overføres til matr.nr. 11 os Tranegilde By, Ishøj, der ejes af kommunen, og der vil være vejadgang fra de tilstødende matrikler tilhørende kommunen (hhv. matr.nr. 11 os og 11 qg begge af Tranegilde By, Ishøj).


Vejdirektoratet er underlagt reglerne om indskud i Statens Ejendomssalg A/S af salgsemner af karakter som ejendomme og grunde, men det er tilkendegivet, at man ikke ønsker arealet indskudt i dette selskab. Tilsvarende er reglerne om offentligt udbud fraveget grundet ejendommens særlige status og beliggenhed. Vurderingsstyrelsen har godkendt handelsvilkårene. Overdragelsen er behæftet med en gevinstklausul, hvorved et senere frasalg indenfor 10 år vil medføre betaling til Staten af 50 % af fortjenesten ved et videresalg.


Det er administrationens opfattelse, at overdragelsen bl.a. vil sikre, at der for fremtiden er fuld råderet over den samlede støjvold.


Økonomi

Overdragelsen til kommunen er vederlagsfri, men der skal udredes omkostninger til landinspektør for den matrikulære tilretning, tinglysning af gevinstklausul samt nødvendige omkostninger til tinglysning af arealoverførslen med samlet ca. kr. 30-40.000.


Der kan forventes en meget begrænset udgift til den løbende vedligeholdelse, som kan udøves i takt med pleje af tilstødende kommunale arealer.

Indstilling

at Ishøj Kommune vederlagsfrit overtager ovennævnte areal på 830 m2 langs Køge-Bugt-motorvejen.

Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Ishøj Byråd.

Bilag

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Indstilling om udbud af ladestandere tiltrædes.

Resume

Der skal træffes beslutning om at opstarte lokalplan 2.01 Boligområde, Industriskellet 9-13 samt Kommuneplantillæg nr. 3.

Sagsfremstilling

En udvikler har henvendt sig med ønske om udvikling og dermed også om udarbejdelse af en lokalplan samt en ny kommuneplanramme for Industriskellet 9-13. Der er i den forbindelse indsendt et boligprojekt, hvor der er skitseret ca. 140 nye etageboliger. Projektet er tidligere blevet præsenteret for Økonomi- og Planudvalget den 25. april 2022 hvor også Teknik- og Bygningsudvalget deltog. Det samlede lokalplanområde er 8.700 m².

Realisering af byggeriet forudsætter, at der vedtages en lokalplan, der udlægger området til boligformål, ligesom der skal udarbejdes et nyt kommuneplantillæg, hvor der skal fastsætte nye værdier for anvendelse, maksimale bygningshøjder og etager, bebyggelsesprocent og lign.

Lokalplanområdet omfatter matrikel nr. 19dv, 19dx og 19dy, Ishøj By, Ishøj.

I lokalplanprocessen vil der blive arbejdet med bebyggelsens omfang og placering, materialer og farver, kvaliteten i de rekreative fælles gårdrum, bæredygtighedselementer såsom solceller på tagene, beplantning, samspil med det omkringliggende område, trafikstøj og klimatilpasningsløsninger.

Lokalplanen skal sikre, at boligbebyggelsen opføres efter principperne i "Helhedsplan for Sydengen”, der blev vedtaget i oktober 2022.

Det forventes, at lokalplanforslag samt forslag til Kommuneplantillæg nr. 3 sendes i offentlig høring i første kvartal 2023. Der er vedhæftet en startredegørelse (bilag 2), der indeholder en udvidet beskrivelse af det kommende projekt.

Lovgrundlag

Planloven.

Økonomi

Ingen økonomiske konsekvenser.

Indstilling

at der udarbejdes et forslag til lokalplan 2.01 Boligområde, Industriskellet 9-13 samt forslag til kommuneplantillæg nr. 3.

Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Økonomi- og Planudvalget.

Bilag

Resume

Der skal træffes beslutning om endelig vedtagelse af forslag til lokalplan 1.98 Boligområde, Industrivangen 10-18. Planen giver mulighed for at opføre ca. 173 nye boliger som etagebyggeri.

Sagsfremstilling

Der er udarbejdet forslag til lokalplan for Industrivangen 10-18. Forslaget gør det muligt at opføre ca. 173 boliger på Industrivangen 10-18 som etagebyggeri. Lokalplan 1.98 har været i offentlig høring fra 30. juni til 8. september 2022.

Lokalplanen er udarbejdet som projektlokalplan ud fra det projekt, som bygherre præsenterede på Økonomi- og Planudvalgets møde d. 25. april 2022, hvor også Teknik- og Bygningsudvalgets medlemmer deltog. Byggeriet opføres med variation i bygningshøjder fra tre til fem etager og med mulighed for ét enkelt punkthus i otte etager.

I høringsperioden er der modtaget tre høringssvar. Høringssvarene er fra bygherren (Industrivangens Ejendomsselskab ApS), DSB Ejendomme og Banedanmark. Indsigelserne omhandler forslag til ændring i servitutoversigt og formulering i § 5.9 Affaldsstationen. Andre bemærkninger går på støjfølsom aktivitet i nærheden af lokalplanområdet samt krav om rekvirering af nødvendig tilladelse til anlægs- og jordarbejde i nærheden af en jernbane. Indsigelserne har ført til, at der forslås ændringer i lokalplanens servitutoversigt samt i § 5.9 Affaldsstationer.

Høringssvarene, bemærkninger samt forslag til ændringer til lokalplanen fremgår af vedhæftede høringsnotat, se bilag 2.

Lovgrundlag

Planloven.

Økonomi

Ingen.

Indstilling

at lokalplan 1.98, Industrivangen 10-18 vedtages.


Beslutning fra Teknik- og Bygningsudvalget, 11. oktober 2022, pkt. 84:

Tiltrådt med følgende bemærkninger, at der i afsnittet "Baggrund" i lokalplanen gøres opmærksom på, at der er vedtaget en ny helhedsplan for området, som kan give nye muligheder for bygherren. Desuden skal afsnittet om anvendelsen af solceller på side 17 i lokalplanen også gengives på side 24, under afsnittet solceller.


Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Byrådet.

Bilag

Resume

Orientering om status på Energinets arbejde med at finde placering til højspændingsstation. Folketinget besluttede i 2020 at igangsætte forberedelserne til etablering af to energiøer i Danmark, én i Nordsøen og én i Østersøen. Energiøen i Østersøen er koblet til Bornholm, som vil blive et knudepunkt for transmission og opsamling af vindenergi fra Østersøen, op til 3,2 GW.
I den forbindelse skal der etableres en ny højspændingsstation på Sjælland, som Energinet A/S efter nærmere undersøgelser har vurderet skal ligge ved Solhøj i Ishøj Kommune og/eller Høje-Taastrup Kommune.
Energinet forventer, at det samlede anlæg vil have et arealbehov på i alt 50-60 ha.

Sagsfremstilling

Energinet redegør i vedlagte bilag 1 for processen og begrundelserne, der ligger til grund for, at Energinet har valgt at pege på en placering ved Solhøj, som den bedste løsning for tilslutning af Energiø Bornholm.
Foruden områder ved Solhøj har Hove og Avedøre været i spil som lokaliseringsmulighed, men disse er fravalgt efter nærmere undersøgelser baseret på arealbehov, natur- og miljøforhold, tekniske løsninger og økonomi. Især arealbehovet kombineret med de medfølgende omkostninger ved anden placering end Solhøj har været tungtvejende og afgrænsende for, at Energinet anser Hove og Avedøre som er et reelt alternativ. Ishøj og Høje Taastrup kommuner har efter vedlagte bilag 1 blev fremsendt, henvendt sig til Energinet med en række spørgsmål vedrørende placeringen af højspændingsstationen, se bilag 3.
Energinet tilkendegiver, at de har brug for et samlet areal på 50-60 ha. Heraf kræver det indendørs anlæg ca. 18 ha., som vil blive omfanget af selve bygningen. Resten af arealet vil være køreveje, søer til overfladevand og køling, beplantningsbælter og stisystemer.

Miljøstyrelsen har efter anmodning fra Energinet igangsat en miljøkonsekvensvurdering (tidligere VVM) af hele transmissionsprojektet med en tilkobling til en højspændingsstation ved Solhøj.

Energinet peger på tre mulige områder ved Solhøj, benævnt område A, B og C i vedlagte notat, se bilag 2. Område B er endvidere er opdelt i tre underområder; B1, B2 og B3. Årsagen hertil er, at der ligger et beskyttet dige mellem område B2 og B3 og en vej fra Reerslev til Kohuse mellem B1 og B2.
Område A ligger op til jernbanen vest for Sydvej, og er således delvis omfattet af transportkorridoren og rækker ind i det område, der i både Kommune- og Fingerplanen er udlagt som perspektivområde for fremtidig byudvikling. Område C gennemskæres af gas-transmissionsledningen og en 220kV højspændingsledning, som pålægger betydelig arealrestriktion. Gasledningen og højspændingskablet kan flyttes, såfremt område C samlet set vurderes som bedst egnet, men dette vil dog være forbundet med en betydelig økonomisk udgift. Energinet vurderer, at gasledning og nærliggende landskabsfredning gør dette område mindre egnet til placering.

Område B er opdelt i 3 underområder (B1: 102 ha, B2: 39 ha og B3: 53 ha) og ligger mellem Reerslev og Solhøj. B1 og B2 er alene i Høje-Taastrup kommune, hvor område B3 er delt mellem Høje-Taastrup og Ishøj Kommune. Der er ingen beboelser i området.

Energinet vurderer, at område A og B bør indgå i planprocessen og den sideløbende VVM-proces. Det skal imidlertid fremhæves, at der i hele område B ikke forekommer bebyggelse, ligesom det vurderes, at de nærliggende ejendomme ligger i en afstand som gør, at det er muligt at overholde de vejledende støjgrænseværdier uden brug af særlige afværgeforanstaltninger.
Område B vurderes derfor rummeligt og robust i forhold til etablering af stationsanlæg, ligesom der er arealer i tilknytning til området, som vil kunne inddrages til en eventuel udvidelse af stationen. En placering i område B vil dog kunne opfattes som et nyt løsrevet byggeri i det åbne land, hvilket afviger fra princippet om at bygge ud fra allerede eksisterende bebyggelse.

Et samlet arealbehov på 50-60 ha til en ny station betyder dog, at område B2 og B3 isoleret set er for små til placeringen. Hvis det er muligt at opnå dispensation til at nedlægge en del af diget som adskiller B2 og B3, vil områderne sammenlagt have en tilstrækkelig størrelse.
Alle tre områder er udlagt til område med særlige drikkevandsinteresser. Hele område C, halvdelen af område A samt det meste af område B2 og B3 er dækket af transportkorridoren. Område B1 er for hele området omfattet af ønsket skovrejsning foruden at indeholde et fredskovs-område. Derudover er området berørt af transportkorridoren, men kun i mindre grad i den østlige del.
Det skal bemærkes, at såfremt Energinet efter VVM-vurderingen beslutter sig for et bestemt område uden kommunens medvirken, vil staten kunne påtage sig det forberedende planarbejde med dispensationer, kommuneplantillæg og udarbejdelse af lokalplan.

Borgmesteren og administrationen har den 1. oktober modtaget et brev fra Indenrigs- og Boligministeren om, at ministeren er indstillet på at udarbejde et forslag til et landsplandirektiv, der sikrer det nødvendige plangrundlag. Se bilag 4. Den 6. oktober har Ishøj og Høje Taastrup kommuner sendt svar til ministeren, hvor ministeren inviteres til et møde om projektet. Se bilag 5.
Det er planen, at anlægget skal stå færdigt inden udgangen af år 2030.

Lovgrundlag

Intet.

Økonomi

Ingen.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.


Beslutning fra Klima- og Miljøudvalget, 11. oktober 2022, pkt. 84:


Tiltrådt.

Ole Beckmann Skourup (V) ønskede en række spørgsmål medtaget i de videre drøftelser med Energinet. Spørgsmålene vedlægges sagen, se bilag 6.



Beslutning fra Teknik- og Bygningsudvalget, 11. oktober 2022, pkt. 87:

Tiltrådt.

Ole Beckmann Skourup (V) ønskede en række spørgsmål medtaget i de videre drøftelser med Energinet. Spørgsmålene vedlægges sagen, se bilag 6.

Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Byrådet.

Bilag

Resume

Byrådene i Albertslund, Ballerup, Furesø, Ishøj og Vallensbæk kommuner skal inden årsskiftet træffe beslutning om det fremtidige ejerskab af Ressourceindsamling A/S (RI), der indsamler og transporterer affald for kommunerne.

Denne orientering tjener som baggrundsviden for byrådets behandling senere på året.

Sagsfremstilling

I oktober 2019 stiftede Albertslund, Ballerup, Furesø, Ishøj og Vallensbæk kommuner Indsamling på Tværs I/S (IPT) og købte Ressourceindsamling A/S (RI), fordi den daværende renovatør truede med ikke at samle affald ind, og forsyningssikkerheden dermed var truet.

Ved stiftelse af IPT og køb af RI i 2019 besluttede byrådene i de fem kommuner, at der inden juli 2020 skulle træffes beslutning om det fremtidige ejerskab af RI i forhold til følgende to muligheder:

1. RI forbliver et aktieselskab, ejet af de fem ejer-kommuner.

2. Ejer-kommunerne sælger RI til Vestforbrænding I/S (VF), hvorefter RI bliver en del af VF.

Ved byrådenes behandling i juni 2020, blev det besluttet at udskyde beslutningen til efteråret 2020. Ved byrådenes behandling i december 2020 blev det besluttet at udskyde beslutningen til Q4 2022. Årsagen var, at RI alene havde været i drift i syv måneder og VF netop havde fået ny ledelse. Derfor ønskede byrådene at udskyde beslutningen, så begge selskaber havde tid til at konsolidere sig.

Ved byrådenes behandling i december 2020 blev det desuden besluttet at gennemføre en administrativ markedsprøvning af RI i andet halvår af 2021. I den forbindelse bemærkes det, at Furesø Byråd ønskede at arbejde for en egentlig markedsprøvning, så vidt muligt gennem et udbud/kontroludbud.
PWC forestod markedsprøvningen, der blev udarbejdet som en sammenligning af ydelser, service og pris mellem IPT og syv andre udvalgte, sammenlignelige kommuner i perioden 2019 til juni 2021. Klima- og Miljøudvalget blevet orienteret om markedsprøvningen på mødet i 15. december 2021. PWC konkluderede at:

”Ressourceindsamling A/S, indenfor de faktiske samlede driftsomkostninger, har leveret indsamling af affald til IPT-kommunerne til markedskonforme priser. Der ses et serviceniveau i form af tømmefrekvens, der i overvejende grad matcher eller er højere end sammenligningskommunernes”.

For en uddybning heraf se bilag 1.

I foråret 2022 indgik administrationen en aftale med Sirius Advokater om at beskrive mulige, anbefalelsesværdige ejer-konstruktioner med afsæt i de to modeller beskrevet ovenfor.

Sirius Advokater forelagde deres arbejde for bestyrelsen for IPT på dennes møde i september 2022. Se bilag 2 for et kort resumé af Sirius Advokaters resultater.

Bestyrelsen for IPT skal på dennes møde i oktober træffe endelig beslutning om valg af organisering af RI med henblik på politisk behandling i de fem ejerkommuner inden årsskiftet.

Økonomi

Ingen.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.



Beslutning fra Klima- og Miljøudvalget, 11. oktober 2022, pkt. 86:

Tiltrådt.

Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Byrådet.

Bilag

Resume

I forlængelse af lukningen af Ishøj Genbrugsstation skal et forslag til en aftale med mellem Ishøj, Brøndby og Vallensbæk kommuner om drift af Brøndby Genbrugsstation vedtages. Samarbejdsaftalen vil sikre, at borgere og virksomheder fra de tre kommuner ligestilles i forbindelse med brug af Brøndby Genbrugsstation. Sagen behandles efterfølgende i henholdsvis Brøndby og Vallensbæk kommuner.

Sagsfremstilling

Det er besluttet at lukke Ishøj Genbrugsstation pr. 1. januar 2023. Derfor skal kommunen kunne henvise borgerne til anden genbrugsstation. Brøndby Kommune er interesseret i et samarbejde om fælles drift af Brøndby Genbrugsstation, som Brøndby Kommune siden 2005 har haft med Vallensbæk Kommune. Brøndby Genbrugsstation er en moderne genbrugsstation med bedre service i forhold til både pladsforhold og åbningstider i forhold til den nuværende genbrugsstation i Ishøj. Ishøj Genbrugsstation har for nuværende åbent tirsdag og torsdag 11-18 og lørdag 9-14. Brøndby har åben alle dage 9 til 17. Bilag 2 viser udkast til den nye samarbejdsaftale mellem de tre kommuner.


Formålet med samarbejdsaftalen er, at Ishøj, Vallensbæk og Brøndby kommuners borgere og virksomheder er ligestillet i forbindelse med brug af Brøndby Genbrugsstation. Samarbejdet skal sikre, at borgere og virksomheder har adgang til en genbrugsstation med et højt serviceniveau, der med optimal miljømæssig sortering og håndtering af affaldet bidrager til kommunernes miljøprofil og den grønne omstilling.


Ishøjs Kommunes borgere kan fortsat benytte sig at af andre kommuners genbrugspladser indenfor Vestforbrændingens område, eksempelvis i Høje Taastrup. Genbrugsstationer udenfor Vestforbrændingens område vil fortsat ikke kunne benyttes at Ishøjborgere.


Samarbejdsaftalen betyder, at de tre kommuner skal være enige om de eventuelle ændringer, der skal gennemføres på Brøndby Genbrugsstation. Det vil sige, at en kommune ikke kan nedlægge veto i tilfælde af uenighed. I givet fald kan en kommune opsige samarbejdsaftalen med et års varsel til den 1. januar. Hvis en kommune udtræder af samarbejdsaftalen, vil en eventuel refusion af afholdte anlægsinvesteringer bero på en forhandling mellem kommunerne.


Ved ændringsforslag skal disse som hovedregel være begrundet med mere miljø for pengene eller bedre service for borgere og virksomheder. Et ændringsforslag kan være i forbindelse med en udvidelse af driftsrammen eller et anlægsprojekt. Administrationen i den enkelte kommune vurderer, om et ændringsforslag skal politisk behandles. Det forventes, at det nye samarbejde vil medføre en stigning på Brøndby Genbrugsstation på ca. 10 % i både besøgstal og affaldsmængder baseret på statistik for 2021. Mange borgere og virksomheder i Ishøj benytter sig i forvejen af Brøndby Genbrugsstation på de tidspunkter, hvor Ishøj Genbrugsstation er lukket.


Hvis Ishøj Kommune beslutter at indgå samarbejdsaftalen, vil den efterfølgende skulle forelægges i Brøndby og Vallensbæk, som på administrativt niveau har bidraget til aftalens indhold.


På Byrådsmødet den 3. maj, hvor det blev vedtaget, at den nuværende genbrugsstation skal lukkes, blev det samtidig besluttet, at Klima- og Miljøudvalget skal forelægges tidligere analyser, der belyser muligheder for at etablere en genbrugsplads med forskellige serviceniveauer, hvor en genbrugsplads kan ligge i Ishøj, samt hvad det vil koste borgerne. Vedlagt i bilag 3-6 til denne sag er derfor flere tidligere analyser om emnet.


På samme byrådsmøde blev det besluttet, at tiden indtil lukningen af den nuværende genbrugsstation skal bruges til at inddrage Grønt Råd og borgere i affaldsløsninger. Der har på den baggrund været afholdt en workshop i Grønt Råd ultimo september, hvor der blandt andet blev drøftet forskellige supplerende affaldsløsninger, herunder direkte genbrug mv. Resultatet af workshoppen vil blive fremlagt for Klima- og Miljøudvalget på udvalgsmødet i november. Eventuelle supplerende affaldsløsninger i lokalområdet influerer ikke på aftalen med Brøndby om brug af deres genbrugsplads.



Lovgrundlag

Affaldsbekendtgørelsen.

Økonomi

I 2021 har omkostningen været 1,1 mio. kr. på drift i Ishøj Genbrugsstation herunder leje af Varmeværkets grund, som bortfalder ved Genbrugsstationens lukning. Ishøj Kommunes bidrag til Brøndby Kommunes driftsomkostninger forventes at udgøre 1,6 mio. kr. i 2022 priser. Ishøj Kommunes samlede bidrag til betaling af fysiske aktiver (anlægsinvesteringer) til Brøndby og Vallensbæk kommuner forventes udgøre 1,7 mio. kr. Der betales i rater fordelt i perioden 2022-2029. Alle besparelser og omkostninger indarbejdes i renovationsforsyningens budgetopfølgning, hvor indtægter fra renovationsgebyrer og omkostninger skal hvile i sig selv over en årrække.

Indstilling

at Brøndby, Ishøj og Vallensbæk kommuner indgår i et samarbejde om Brøndby Genbrugsstation.

at administrationen bemyndiges til indgå aftale efter ovenstående principper om samarbejde mellem Brøndby, Ishøj og Vallensbæk kommuner.




Beslutning fra Klima- og Miljøudvalget, 11. oktober 2022, pkt. 82:

Sagen blev tiltrådt.


Seyit Ahmet Özkan (L) kunne ikke støtte indstillingen og havde følgende afvigende bemærkning:

Vi ønsker at fastholde en borgernær genbrugsstation/mindre opsamlingsstation med et reduceret, men nøje udvalgt antal fraktioner, der specielt tilgodeser borgerne i de store boligområder. Vi skal sikre, at alle borgere kan komme af med deres affald, uanset om man har bil, bor i lejlighed eller på anden måde oparbejder affaldsfraktioner, som ikke indgår i den almindelige affaldssortering. Vi skal også sikre, at uvedkommende affald ikke havner på boligselskabers almindelige sorteringsstationer eller i naturen. En reduceret "genbrugsstation" skal kombineres med en form for genbrugs - "butik" så borgerne frit, og inden for organiserede rammer, kan levere brugbart "affald" videre, eller måske ligefrem dele ting indbyrdes. Ishøj Kommune kan med stor fordel være med til at fremme genanvendelse.

Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Byrådet.

Bilag

Sagsfremstilling

Der vedhæftes oversigt over klagesager til ankenævn på ydelsesområdet for oktober måned.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Sagsfremstilling

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.

Beslutning

Godkendt.