Referat
Økonomi- og Planudvalget mandag den 25. september 2023 kl. 17.00

Rådhuset, Byrådssalen, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Sagsfremstilling

  1. Kommune- og Regionsorientering for september 2023, om hvordan letbaneprojektet kommer til at påvirke omgivelserne i den nærmeste fremtid. Faktaark, som indeholder information om letbanen i drift inkl. rejsetidseksempler samt information om stationerne og det rullende materiel er vedhæftet som bilag 1 og 2.
  2. Nyhedsmail fra KL er vedhæftet (bilag 3)
  3. Orientering vedr. boligskatteforliget:

I forbindelse med vedtagelse af følgeloven L114 til den nye ejendomsskattelov er der kommet nye regler for opkrævning af ejendomsbidrag fra 1. januar 2024. Ejendomsbidraget skal fremover opkræves i to rater. Det vil medføre en ændring i vores opkrævning, da vi pt. opkræver over fire rater. Der vil blive orienteret om de nye regler på Ishøj Kommunes hjemmeside og via MBO (mit betalingsoverblik).

  1. Transportministeren afviser i brev af 18. september (se bilag 4) at forlænge afdragsperioden for Letbanen.
  2. Transportministeriet afviser, at den kommunale medfinansiering af BRT løsning på 200S og 400S kan ske uden for anlægsrammen mv. (se bilag 5 og 6).

Beslutning

Til efterretning.

Bilag

Sagsfremstilling

Budgetforslaget, som nu skal behandles, er udarbejdet med udgangspunkt i det administrative budgetforslag, som byrådet godkendte den 5. september 2023 samt de korrektioner, der blev gennemgået på byrådets budgetseminar den 4. september 2023. Det oprindelige administrative budget viste i 2024 en samlet forventet indtægt på 2.202 mio. kr. og forventede udgifter for 2.228 mio. kr. Det vil sige en finansiel ubalance på 26 mio. kr.

Der er efter 1. behandlingen af budgetforslaget indgået budgetforlig mellem Socialdemokratiet (A), Venstre (V), Socialistisk Folkeparti (F), Det Konservative Folkeparti (C) og Enhedslisten (Ø), jf. bilag 1. Budgetforliget betyder, at servicerammen i 2024 overholdes, men der er en overskridelse på 9,1 mio. kr., 2,5 mio. kr. og 2,5 mio. kr. i hhv. 2025, 2026, 2027. Der er i bilag 2 udarbejdet en oversigt over tekniske ændringer til budgettet på 0,5 mio. kr. i 2024, som er indregnet i budgetforslaget. Anlægsbudgettet udgør i 2024 i alt 60,1 mio. kr., hvilket svarer til den beregnede anlægsramme, mens der forventes en overskridelse på 11 mio. kr. i 2025, 0,6 mio. kr. i 2026 og et mindreforbrug på 12,5 mio. kr. i 2027. Der vedlægges anlægsoversigt i bilag 3.

Overskridelsen på service- og anlægsrammer i overslagsårene skal tages med det forbehold, at disse endnu ikke er officielt udmeldte og afhænger af økonomiaftalen mellem KL og staten for 2025.

Den finansielle balance viser et overskud (kassetillæg) på 45 mio. kr. i 2024, mens der er en ubalance på 1 mio. kr. i 2025 og overskud på hhv. 27 mio. kr. og 81 mio. kr. i 2026 og 2027 jf. tabel nedenfor.

Status i forhold til KL’s udmeldte service- og anlægsramme, inkl. indstillede tekniske korrektioner:


2024

2025

2026

2027

KL´s udmeldte serviceramme 2024 (1.000 kr.)

1.498.690

1.498.690

1.498.690

1.498.690

Driftsbudget 2024 – 2027 indenfor servicerammen

1.498.690

1.507.799

1.501.159

1.501.199

Afvigelse*

0

9.109

2.469

2.509


KL´s udmeldte anlægsramme 2024 (1.000 kr.)

60.157

60.157

60.157

60.157

Driftsbudget 2024 – 2027 indenfor anlægsrammen

60.120

71.135

60.725

47.675

Afvigelse*

-37

10.978

568

-12.482






Finansiel balance mio.kr. - positivt beløb = penge i kassen

+45.0


-1.0

+27.4

+81.0

*Positivt beløb = overskridelse af rammen
Den udmeldte service- og anlægsramme for 2024 er sat ind i overslagårene

Der er med finanslovsforslaget for 2024 blevet afsat yderligere 650 mio. kr. til kommunerne på servicerammen. Ishøj Kommunes andel heraf udgør 3,2 mio. kr., hvilket er indarbejdet i oversigten.

Som en del af budget 2024-2027 skal kommuneskatten fastsættes. I budgetforslaget er der forudsat uændret kommuneskatteprocent på 25,0, og det indstilles at vælge det statsgaranterede udskrivningsgrundlag. Det statsgaranterede udskrivningsgrundlag for 2024 udgør 4.094,1 mio. kr. Med en skatteprocent på 25,0 bliver provenuet 1.023,5 mio. kr.

Ligeledes skal grundskyldspromillerne og dækningsafgiften fastsættes. I budgetforslaget for 2024 og overslagsårene 2025 - 2027 er forudsat grundskyldspromiller og promille for dækningsafgift, som angivet herunder:

Grundskyldspromille

6,50 ‰

Grundskyldspromille, landbrugsejendomme

7,20 ‰

Dækningsafgift for erhvervsejendomme

6,90 ‰

Offentlige ejendommes forskelsværdi

12,50 ‰

Offentlige ejendomme opkræves af forskelsværdien

12,50 ‰

Folketinget vedtog den 30. maj 2023 lov om ejendomsskatter og følgeloven om dækningsafgift og statens afregning af grundskyld til kommunen. Loven indebærer, at opkrævningen skal ske af grundværdien for både ejendomsskat og dækningsafgift for erhvervsejendomme. I en overgangsfase fra 2024 – 2028 er grundskyldspromillen fastsat gennem denne lov, hvilket for Ishøj Kommune betyder, at grundskyldspromillen ikke kan fastsættes til højere end 6,5 promille og at dækningsafgiften for erhvervsejendomme ikke kan fastsættes højere end 6,9 promille.

Skatteministeriet har udarbejdet foreløbige skøn for hver enkelt kommunes provenu fra grundskyld for øvrige ejendomme og dækningsafgift for erhvervsejendomme for 2024-2027. En eventuel efterregulering vil ske tre år senere. I budgetforslaget for 2024 indgår samlede indtægter fra grundskyld og dækningsafgifter på i alt 166,2 mio. kr. i budgetperioden.

Lovgrundlag

Lov om kommunernes styrelse, cirkulære om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision, Lov om kommunal indkomstskat, Lov om kommunal ejendomsskat.

Økonomi

I henhold til Styrelsesloven skal der være balance mellem udgifter og indtægter i budgetåret og budgetoverslagsårene. Det fremlagte budgetforslag afbalanceres over kassebeholdningen, idet 45,0 mio. kr. tilføres kassebeholdningen i 2024, ligesom kassebeholdningen tilføres midler i overslagsårene (jf. hovedoversigten, bilag 4).

Indstilling

  • at ændringsforslag fra forligspartierne, jf. bilag 1, godkendes.
  • at budgetforslaget for budget 2024 og budgetoverslag 2025-2027 godkendes.
  • at de tekniske korrektioner, jf. bilag 2, godkendes.
  • at der samtidig meddeles bevilling i henhold til bevillingsoversigten (drift) med de bindinger, der er i bemærkningerne, som er gjort til de enkelte poster.
  • at der meddeles anlægsbevilling til de med stjerne (*) markerede anlægsprojekter på investeringsoversigten, jf. bilag 3.
  • at administrationen bemyndiges til at foretage tekniske justeringer i forbindelse med den talmæssige indberetning af budgettet herunder indarbejdning af budgetforliget.
  • at kommuneskatten fastsættes uforandret til 25,0 pct.
  • at der vælges det statsgaranterede udskrivningsgrundlag.
  • at grundskyldspromillerne og dækningsafgiften fastsættes i overensstemmelse med budgetforslaget jfr. ovenstående oversigt.
  • at taksterne, jf. budgetforslaget for budget 2024 og budgetoverslag 2025-27, godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Annelise Madsen (ID) kan ikke tiltræde indstillingen.

Beslutningskompetence

Ishøj Byråd.

Beslutningstema

2. behandling af budget 2024-2027 for Ishøj Kommune.


Bilag

Sagsfremstilling


Høje-Taastrup Provsti har den 15. september 2023 fremsendt meddelelse om ligningsbeløb samt oversigt om ligningsbeløbets fordeling på de enkelte kirkekasser i Ishøj Kommune.



Budget 2023

Budget 2024

Ishøj sogn

12.045.812

12.914.353

Torslunde sogn

2.580.000

2.400.000

Provstiudvalgskassen og skoletjeneste

665.668

636.951

Kirkekasser i alt

15.291.480

15.951.304

Landskirkeskatten

3.110.667

3.167.765

I alt

18.402.147

19.119.069


9.765 af Ishøjs borgere var medlem af Folkekirken den 1. januar 2023. Det er et fald i forhold til 1. januar 2022, hvor der var 9.982 medlemmer.


Tallene svarer til, at 41,6 % af Ishøj Kommunes indbyggere var medlem af folkekirken den 1. januar 2023. De tilsvarende tal var i 2022 43,0 % og i 2021 44,0 %.


Lovgrundlag

Lov om Folkekirkens økonomi.


Økonomi

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har udmeldt et statsgaranteret udskrivningsgrundlag for kirkeskatten i Ishøj Kommune på 2.124.341.000 kr.


Med en kirkeskatteprocent på 0,90 %, vil provenuet blive 19.119.069 kr.


Indstilling

 at kirkeskatteprocenten fastsættes til uændret 0,90 %.

Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Ishøj Byråd.

Beslutningstema

I forbindelse med budgetlægningen skal kirkeskatteprocenten fastlægges.


Bilag

Sagsfremstilling

Nuværende principper:

Byrådsmøderne afholdes som udgangspunkt den første tirsdag i hver måned (1. uge) - lukkede byrådsmøder begynder kl. 17.00 og de åbne møder begynder kl. 19.00.

Efterfølgende uge holdes mødefri (2. uge).

Ugen efter afholdes stående udvalgsmøder (3. uge).

Ugen efter afholdes Økonomi- og Planudvalgsmøde (4. uge).


Nye principper for møder i 2024


Med henblik på at undgå ekstraordinære byrådsmøder inden sommerferie og juleferie, foreslår administrationen, at principperne for afholdelse af møder ændres således:


  • Byrådsmøder holdes sidste tirsdag i måneden
  • Økonomi- og Planudvalgsmøde holdes om mandagen ugen før byrådsmødet.
  • Udvalgsmøderne holdes i ugen før Økonomi- og Planudvalgsmødet
  • Ugen før udvalgsmøderne holdes mødefri.


Ændringer som følger af ferier, helligdage mv. er indarbejdet i det vedhæftede udkast til mødekalender for 2024


Ekstraordinært byrådsmøde - 2. behandling af budgettet aftales i forbindelse med vedtagelse af politisk tidsplan for budget 2025-2028 i januar måned 2024.

Lovgrundlag

Styrelsesloven.

Økonomi

Ingen.

Indstilling

at principper for afholdelse af møder i 2024 og de foreslåede mødedage og tidspunkter for Økonomi-og Planudvalgsmøder og byrådsmøder godkendes.

at byrådet oversender forslag til udvalgsmøder til endelig godkendelse på de enkelte udvalgsmøder i oktober.

Beslutning

Tiltrådt, idet de stående udvalgs ugedag fastholdes som i 2023.

Beslutningskompetence

Henholdsvis de stående udvalg og byrådet.

Beslutningstema

Godkendelse af nye principper for møder i 2024 og godkendelse af mødekalender for byrådsmøder, Økonomi- og Planudvalgsmøder og forslag til udvalgsmøder for 2024.

Bilag

Sagsfremstilling

I forbindelse med vedtagelse af budgettet i efteråret 2022 blev det besluttet, at ”Byrådet ønsker, at opgaven med kriminalitetsforebyggelse og tryghedsskabende indsatser re-tænkes og forankres entydigt både politisk og administrativt”. Som følge heraf blev der nedsat en styregruppe med velfærdsdirektøren for bordenden.


Målsætningerne med re-tænkningen blev følgende:

  1. at den nye organisering i højere grad understøtter oplevelsen af at bo i en tryg by
  2. at færre unge ender i kriminalitet
  3. at færre er ofre for kriminalitet
  4. at borgere i Ishøj Kommune, der har begået kriminalitet, får gode muligheder for at vælge en fremtid uden kriminalitet


Arbejdsgruppens opgave blev, at (1) at kortlægge lovgivning og anbefalinger på området, (2) kortlægge den nuværende organisering, (3) analysere Ishøj Kommunes nuværende model og (4) udarbejde forslag til en fremtidig model. Analysen blev fremlagt på Økonomi- og Planudvalget i april 2023 (se bilag 4), og arbejdsgruppen havde forslag til fremtidige modeller klar i juni måned (se bilag). Det er på baggrund af dette arbejde, at styregruppen indstiller model 2 i oplægget fra arbejdsgruppen til beslutning i Økonomi- og Planudvalget.


En central pointe i arbejdsgruppens arbejde og i de nationale anbefalinger er bl.a., at det kriminalitetsforebyggende arbejde kræver en høj grad af samarbejde på tværs af alle centre i Ishøj Kommune, samarbejde med politiet, helhedsplanen og samarbejde med andre aktører (f.eks. private virksomheder). En væsentlig pointe, som også er afsættet for forslaget, er, at der i forvejen er et velfungerende SSP-samarbejde, samarbejde med myndighedsområdet og samarbejde omkring reaktive indsatser (f.eks. "God Løsladelse" og "Exit"). Forslaget afspejler således en omorganisering, hvor der især er fokus på samling af gadeplanindsatsen og ungdomsskolens opsøgende indsats i en samlet operativ indsats. Den nye organisering betyder, at der skabes en ny organisation: ”Den operative indsats” med nye kompetencekrav og jobindhold samt ændrede arbejdsvilkår med ændrede arbejdstider, som beskrives i nye job- og funktionsbeskrivelser. Den nye job- og funktionsbeskrivelse er overordnet beskrevet i bilag 3.

Forslaget er således, at model 2 fra arbejdsgruppens sendes i høring med henblik på endelig beslutning i november 2023. De centrale ændringer i denne model er:


  1. at trygheds- og kriminalitetsindsatsen forankres politisk i Økonomi- og Planudvalget. Dette forslås i lyset af, at tryghed- og kriminalitetsforebyggelse kræver høj grad af samarbejde på tværs af centre. Da Økonomi- og Planudvalget har et koordinerende ansvar for alle fagområder, er det hensigtsmæssigt at opgaven politisk er forankret her.
  2. at den operative indsats (herunder Gadeplan og ungdomskolens opsøgende indsats) forankres i Ishøj Ungdom. Den operative indsats samles således i et stærkt fagligt miljø tættere på de pædagogiske miljøer og ungdomskulturerne i skoler, ungdomsklubber, ungdomsskole og foreninger i regi af Ishøj Ungdom. Fokus bliver en styrkelse af relationsarbejdet med børn, unge og ældre unge. Organiseringen tager afsæt i modellen for Den Skolestyrkende Indsats, som Ishøj Kommunen i dag har gode erfaringer med og skaber gode resultater ud fra.
  3. at målgruppen for den operative indsats bliver alle unge (både under og over 18 år) og i højere grad bliver individ-/familierettet og rettet direkte mod unge med risikoadfærd.
  4. at der etableres en strategisk styregruppe bestående af velfærdsdirektøren samt centercheferne for Center for Børn og Forebyggelse, Center for Kultur og Fritid samt Center for Dagtilbud og Uddannelse, som mødes med jævne mellemrum for sikre sammenhæng mellem de politiske strategier og den konkrete udmøntning – herunder sikre den nødvendige tværfaglighed i indsatserne.


Forslaget sendes i høring i MED-udvalg i Center for Børn og Forebyggelse og i MED-udvalget Ishøj Ungdom samt i bestyrelsen for Ungdomsskolen. Vestegnens Politi og Den Boligsociale Helhedsplan i Vejleåparken orienteres om de påtænkte ændringer med henblik på evt. bemærkninger til forslaget.


Udover selve forslaget sendes vedhæftede procesplan også i høring. Såfremt beslutningen gennemføres som foreslået, vil modellen blive effektueret den 1. august 2024. Det bemærkes hertil, at jobindholdet for både de nuværede medarbejdere i Gadeplan og ungdomsskolens opsøgende indsats ændres væsentligt, hvilket bl.a. beyder, at arbejdsforholdene/arbejdstider ændres væsentligt. Derfor vil der skulle pågå en varsling af disse forhold.

Lovgrundlag

Lov om bekæmpelse af Ungdomskriminalitet, Serviceloven, Folkeskoleloven, Ungdomsskoleloven, Lov om Dagtilbud (Klubbestemmelserne), Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats (Vejledning om mentorstøtte) samt vejledninger om KSP (Kriminalforsorg, Social og Politi) og PSP-samarbejde (Psykiatri, Social og Politi). SSP (Skole, Social og Politi) – samarbejdet har sit grundlag i retsplejelovens §114 og §115. I retsplejelovens §115 hjemles udveksling af oplysninger myndighederne imellem, mens retsplejelovens §114 fastsætter, at politidirektøren skal virke for at etablere et kriminalitetsforebyggende samarbejde mellem politi, kriminalforsorgen og hver kommune i politikredsen, herunder med inddragelse af skoler og sociale myndigheder.

Økonomi

Forslaget holdes indenfor de nuværende økonomiske rammer. Der vil blive behov for at flytte budget fra Center for Børn og Forebyggelse til Ishøj Ungdom. Der overføres et budget på samlet kr. 2.321.000 (2023-niveau). Budgettet dækker: (1) udgifter til lønninger (kr. 2,1 mio.), (2) ledelse (kr. 100.000) og (3) personalerelaterede udgifter (5,5 % af lønudgifter – dvs. kr. 121.000).

Indstilling

at model 2 sendes i høring i de nævnte MED-udvalg, bestyrelsen for Ungdomsskolen og til orientering hos Vestegnens Politi og i Helhedsplanen for Vejleåparken.

at vedhæftede procesplan for medarbejderne i Gadeplan og ungdomsskolen opsøgende indsats godkendes.


Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Økonomi og Planudvalget.

Beslutningstema

Byrådet besluttede i forbindelse med vedtagelse af budget 2023, at der skulle udarbejdes en analyse af det trygheds- og kriminalitetsforebyggende arbejde i Ishøj Kommune. Formålet var at skabe grundlaget for at kunne beslutte en mere entydig politisk, strategisk og administrativ forankring af dette arbejde. Resultatet af denne proces er et forslag til en ændret organisering, som med denne sag sættes i høring.

Bilag

Sagsfremstilling

Ådalens Privatskole er en centralt placeret privatskole (Skovvej 15), der står overfor en større byggesag, hvor gamle og nedslidte bygninger erstattes med nye til 1. sals højde på grundens vestlige del. På den samlede ejendom er der tinglyst en deklaration, der sikrer, at kommunen, i tilfælde af konkurs, lukning af skolen eller andet med resultat af nedlukkede aktiviteter, kan overtage ejendommen med bygninger og således sikre skolebygningernes beståen på en velegnet lokalitet.


Købspligten er formuleret sådan, at ejendommen skal overtages af kommunen til en sum svarende til restgælden på den bestående realkreditbelåning. Deklarationen er vedlagt som bilag.


De samlede planlagte renoveringsarbejder vil andrage ca. 30 mio. kr., hvoraf Ådalens Privatskole kan selvfinansiere 10 mio. kr. Differencen på 20 mio. kr. vil blive finansieret via Nykredit Realkredit, hvor der samtidig vil blive tilstræbt en låneomlægning af den eksisterende belåning med henblik på at mindske restgælden og reducere den løbende ydelse. Kommunen behandler i øjeblikket ansøgningen om byggetilladelse.


En tilsvarende sag er blevet behandlet af byrådet den 2. oktober 2018 (dette punkt vedlagt som bilag 2), hvor investeringen dengang omhandlede en ny idrætshal.


De i dag eksisterende realkreditlån på oprindelig samlet 28 mio. kr. er på nuværende tidspunkt nedbragt med de erlagte afdrag siden 2020, hvor lånene blev optaget. Der optages nu et nyt lån til ombygningsarbejderne på 20 mio. kr., og herefter vil den samlede belåning andrage oprindelig 48 mio. kr. inden nævnte låneomlægning af de eksisterende lån.

Den offentlige vurdering udgør pr. 1. oktober 2020 29 mio. kr., hvoraf grundværdi udgør 4,2 mio. kr.

Administrationen er af den opfattelse, at den i dag kendte faktiske værdi af grund med den eksisterende bygningsmasse, mere end rigeligt overstiger den kommunale forpligtelse.

Lovgrundlag

Friskolelovens § 23, stk. 4. Overholdelse af kommunal forpligtelse - tinglyst ret og pligt til kommunens køb under særlige forhold.

Økonomi

Kommunens eventualforpligtelse forøges til omtalte 48 mio. kr. for så vidt angår denne ejendom, beliggende Skovvej 15 (matr.nr. 8ø Tranegilde By, Ishøj).


Bestående realkreditgæld


Nykredit Realkredit, oprindelig 14.800.000 kr.

14.800.000 kr.

Nykredit Realkredit, oprindelig 13.200.000 kr.

13.200.000 kr.



Ny realkreditbelåning


Bestående gæld efter omlægning, oprindelig

28.000.000 kr.

Tillægsbelåning til renovering

20.000.000 kr.

Samlet belåning hos LR Kredit

48.000.000 kr.


Indstilling

at den ovenfor omtalte omlægnings- og tillægsbelåning imødekommes på en måde, så den tinglyste deklaration tilrettes efter de nye forhold, idet den påhvilende forpligtelse samtidig forøges tilsvarende.



Beslutning fra Økonomi- og Planudvalget, 28. august 2023, pkt. 124:

Udsat mhp. afklaring af juridiske spørgsmål.


Supplerende sagsfremstilling:


På Økonomi- og Planudvalgets møde den 28. august d.å. blev det besluttet at udsætte sagen med henblik på afklaring af et par juridiske forhold.

Administrationen kan i den forbindelse oplyse følgende: En tilbagekøbsret og -pligt kan sidestilles med en garantistillelse og derved en form for økonomisk støtte til Ådalens privatskole. Støtte til virksomheder er som udgangspunkt ikke lovligt efter kommunalfuldmagtsreglerne, hvorfor der kræves særskilt hjemmel hertil. I friskolens § 23 er der taget konkret stilling til hvilke former for støtte, som kommuner kan yde til privatskoler, og i § 23, stk. 4 er der specifikt hjemmel til, at kommunen kan yde tilskud til anlægsudgifter eller lignende investeringsudgifter til privatskoler. Det er på denne baggrund administrationens vurdering, at byrådet også lovligt fortsat kan vælge at påtage sig en tilbagekøbspligt som en form for støtte til den planlagte bygningsrenovering. Byrådet er dog ikke forpligtet til at acceptere en udvidelse af kommunens økonomiske forplligtelser, men en manglende accept heraf vil formentlig vanskeliggøre Ådalens Privatskoles mulighed for at opnå finansiering af den påtænkte renovering.


Beslutning

Tiltrådt.

Ole Wedel-Brandt (Ø) kan ikke tiltræde indstillingen.

Annelise Madsen (ID) afventer stillingtagen.

Beslutningskompetence

Byrådet

Beslutningstema

Ådalens Privatskole ønsker at ændre i sin realkreditbelåning grundet en merbelåning til en planlagt bygningsrenovering. Da Ishøj Kommune har tilbagekøbspligt svarende til restgælden på disse lån, skal der tages politisk stilling til tilretning af den tinglyste deklaration, så den svarer til den nye restgæld efter byggeriets gennemførelse.

Bilag

Sagsfremstilling


I forbindelse med at der anlægges letbane i hovedstadsområdet, skal busnettet i de omkringliggende kommuner tilpasses til letbanen, så det er nemt og tilgængeligt at skifte fra bus til letbane, og den øvrige kollektive trafik understøtter letbanen bedst muligt. Dette gælder også i Ishøj.

Movia har i den forbindelse bistået Ishøj Kommune med at undersøge, hvordan det aktuelle busnet bedst muligt kan tilpasses den kommende letbane, samtidigt med, at der tages hensyn til, at mest muligt af kommunen er busbetjent.

Ishøj Kommune får som bekendt to letbanestop; henholdsvis ét ved Ishøj Strand og ét ved Ishøj Station.


Movia har følgende forslag til tilpasninger:


Linje 127 og 128:

Movia har i sin analyse konkluderet, at passagererne har svært ved at forstå køreplanen for linje 127.
Det foreslås derfor, at linjen forenkles. Hvis de foreslåede forenklinger gennemføres, vil det fremover kun tage 11 minutter at komme fra Ishøj Landsby til Ishøj St. mod 17 minutter i dag. Det vil styrke forbindelsen til letbanen.
Det vil få den konsekvens, at linje 127 ikke længere betjener Industribuen, Ishøj Parkvej, Ishøj Søvej, Ishøj Strandvej og Industriskellet.
Industribuen vil dog fortsat blive betjent af linje 400S. Det foreslås, at linje 225 forlænges til Ishøj, hvormed Industriskellet forsat vil blive betjent.
Passagererne, der på nuværende tidspunkt stiger på linje 127 på Ishøj Parkvej og Ishøj Søvej, vil kunne stige på S-bussen, der kører på Ishøj Søvej og Ishøj Boulevard.

Der er ca. 5 passagerer, der dagligt stiger på linje 127 på Ishøj Strandvej og Vejlebrovej, hvorfor det ikke vurderes at have store konsekvenser for den samlede mobilitet i kommunen, hvis disse stoppesteder nedlægges. Se mere i bilag 1.

Det vurderes, at den ændrede linjeføring af linje 127 vil betyde 35.000 færre påstigninger på linjen årligt, men at størstedelen af disse i stedet vil anvende 225 (såfremt det vedtages, at den forlænges) eller S-busserne.


Derudover forslås det, at sammenlægge linje 127 og linje 128. Linje 127 vil efter en sammenlægning skulle køre i mellem Arken og Høje-Taastrup St. I dag kører 127 mellem Ishøj St. og Høje-Taastrup St., mens 128 kører i mellem Arken og Ishøj St. For at sikre at betjeningen af Arken fortsætter uændret, vil linje 127 have ekstra afgange i weekenden og om aftenerne, som kun kører mellem Arken og Ishøj St., mens buslinjen på strækningen mellem Høje-Taastrup St. og Ishøj St. vil have samme frekvens som på nuværende tidspunkt.

Det vurderes, at passagertallet for strækningen mellem Arken og Ishøj St. (den nuværende linje 128) efter sammenlægningen vil være uændret.


Samlet vurderes sammenlægningen af linje 127 og 128 samt forenklingen af linje 127 at kunne reducere tilskudsbehovet med 1,3 - 1,4 mio. kr.


På mødet i august bad Teknik- og Bygningsudvalget administrationen om at undersøge, hvad det ville koste, hvis linje 127 fortsat skal betjene Ishøj Parkvej og Ishøj Søvej. Det har administrationen undersøgt. Hvis linje 127 og 128 lægges sammen, men linje 127 fortsat betjener Ishøj Søvej og Ishøj Parkvej, vil det reducere tilskudsbehovet med 0,8 - 0,9 mio. kr. i forhold til den nuværende udgift til linje 127. Passagererne vil kunne komme fra Ishøj Landsby til Ishøj St. på 17 minutter som i dag, mod de 11 minutter, som det ville tage hvis Ishøj Søvej og Ishøj Parkvej ikke blev betjent. Se bilag 2.


Linje 225

På nuværende tidspunkt kører linje 225 kun i Greve Kommune - mellem Karlslunde St. og Hundige St. Det foreslås at forlænge linje 225, så den fortsætter til Ishøj St. ved at køre ad Ishøj Strandvej, Industriskellet og Vejlebrovej. Forlængelsen vil medføre, at busbetjeningen i Sydengen styrkes. Området vil både have en busforbindelse til Ishøj St. og til Hundige St.. Derudover kører linje 225 3 gange i timen i dagtimerne, hvor linje 127/128 kun kører 2 gange.

Forlængelsen af linje 225 vil øge tilskudsbehovet med 1,2 - 1,3 mio. kr., og det forventes, at der vil være 65.000 påstigninger i Ishøj Kommune på linjen om året.


Hvis 225 forlænges til Ishøj St., vil der desuden være en anlægsudgift forbundet med etableringen af i alt tre nye stoppesteder, hvilket samlet vurderes at være en udgift på mellem 390.000 kr. - 470.000 kr., alt efter hvilken type stoppesteder, der etableres. Det foreslås, at stoppestederne etableres på den vestlige side af Ishøj Strandvej umiddelbart syd for Industriskellet, samt at der laves to nye stoppesteder på Vejlebrovej nær Skyttestien.


Administrationen bemærker desuden, at Greve Kommune har anbefalet, at der arbejdes videre med at forlænge linje 225 til Ishøj st. på byrådsmøde i juni 2023.


Økonomi

Udgifter inden for servicerammen


Scenarie hvor linje 127 forenkles og sammenlægges med 128

Forslaget vedrørende forenklingen af linje 127 og sammenlægningen af linje 127 og 128 vil reducere Ishøj Kommunes årlige tilskud til Movia med 1,3 - 1,4 mio. kr.


Scenarie hvor linje 127 forenkles og sammenlægges med 128 og linje 225 forlænges til Ishøj St.

Forslaget vedrørende forenklingen af linje 127 og sammenlægningen af linje 127 og 128 vil reducere Ishøj Kommunes årlige tilskud til Movia med 1,3 - 1,4 mio. kr.

Forslaget om at forlænge linje 225 til Ishøj St. vil øge det tilskud, som Ishøj Kommune betaler til Movia med 1,2 mio. kr. - 1,3 mio. kr. årligt.

Vedtages begge forslag, vil det samlede tilskud, som Ishøj Kommune betaler til Movia ikke blive påvirket, eller være mellem 0,1 mio. kr. - 0,2. mio. kr. mindre årligt.


Scenarie hvor linje 128 sammenlægges med linje 127, der fortsat betjener Ishøj Søvej og Ishøj Parkvej og linje 225 forlænges til Ishøj st.


Hvis linje 127 fortsat skal betjene Ishøj Søvej og Ishøj Parkvej og linje 225 forlænges til Ishøj, vil det betyde, at Ishøj Kommunes driftstilskud til Movia øges med 0,4 mio. kr. - 0,5 mio. kr. årligt.


Udgifter inden for anlægsrammen

Forlængelsen af linje 225 til Ishøj st.

Der er derudover en anlægsudgift forbundet med at forlænge linje 225 til Ishøj, da der skal etableres tre nye stoppesteder. Anlægsudgiften vurderes at være på 340.000 kr. - 470.000 kr.


Priserne er baseret på Movia beregninger, foretaget på baggrund af deres budget for 2022.

Indstilling

at der gives tilsagn til, at der arbejdes videre med at forenkle linje 127 og lægge linje 127 og 128 sammen, som beskrevet i Movias notat fra den 21. juni 2023

at der gives tilsagn til, at der arbejdes videre med at forlænge linje 225, så den kører mellem Karlslunde St. og Ishøj St.



Beslutning fra Teknik- og Bygningsudvalget, 19. september 2023, pkt. 60:

Indstillingens punkt nr. 1 ændres til løsningsforslag 1 i bilag 2.

Indstillingens punkt nr. 2 tiltrådt.


Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Byrådet

Beslutningstema

Det skal besluttes, om der kan gives tilsagn til, at der arbejdes videre med Movias anbefalinger til tilpasning af busnettet i Ishøj Kommune i forbindelse med, at letbanen påbegynder drift i 2025. Der lægges op til, at tilpasningerne allerede implementeres i 2024, hvilket er et år inden, at letbanen begynder at køre. Teknik- og Bygningsudvalget blev forelagt sagen i august, hvor udvalget bad administrationen undersøge, hvor meget det ville koste, hvis linje 127 fortsat skal betjene Ishøj Søvej og Ishøj Parkvej. Prisen herpå indgår i sagsfremstillingen.

Bilag

Sagsfremstilling

Der er udarbejdet et forslag til lokalplan 2.01, der omfatter Industriskellet 9-13 i det tidligere erhvervsområde, Sydengen. Lokalplanen gør det muligt at opføre ca. 140 boliger som rækkehuse samt etagebyggeri med tilhørende fælles udearealer. Lokalplanområdet ligger stationsnært og ca. 900 meter fra Ishøj Station.

Lokalplanen er udarbejdet efter de principper, der indgår i helhedsplanen for området, der blev vedtaget i oktober 2022.

Lokalplanen sikrer kvalitet ved at stille krav til byggeriet og gårdrummenes udtryk, bl.a. ved at stille krav til en variation af materialer i høj kvalitet, farver, bygningsstruktur og bygningshøjder. På de fælles udearealer stilles der krav til beplantning og belægning. Der vægtes hjemmehørende plantearter, gode lys- og skyggeforhold, og at udearealerne er indbydende grønne rum for beboerne, og at de grønne rum sikrer en høj grad af biodiversitet.
I lokalplanen stilles der, i overensstemmelse med helhedsplanen, krav om at minimum 60 % af parkeringen etableres helt eller delvist under terræn, de resterende 40 % kan etableres på terræn. Der er desuden udarbejdet analyser, der viser, at byggeriet ikke reflekterer hørbar trafikstøj til de omkringliggende boliger, at byggeriet ikke skaber væsentlige indbliksgener samt skygge for boligerne i Strandområdet.

Byggeriet opføres overordnet set i overensstemmelse med helhedsplanens principper for højder, idet der sker en optrapning af etagehøjder fra Ishøj Strandvej og ind mod Industriskellet. På den nordligste bebyggelsesstang stiger etageantallet direkte fra 2 etager til 4 i en del af det felt, der i helhedsplanen skitseres til 3 etager - afvigelsen svarer til 3 %. Bebyggelsesprocent på 110 fastholdes.

Det er administrationens vurdering, at principperne overordnet set er overholdt, og at den mindre overskridelse ikke vil være af væsentlig betydning for boligbebyggelsen på modsatte side af Ishøj Strandvej pga. afstand og bebyggelsens orientering. Projektets placering af bygninger er vurderet til at skabe de bedste betingelser for udvikling af et boligområde med varierede højder, kvalitet i materialer samt levende grønne fælles udearealer.

For at bringe kommuneplanen i overensstemmelse med den vedtagne helhedsplan for området, er der udarbejdet et forslag til kommuneplantillæg. Kommuneplantillæg nr. 3 ændrer den eksisterende anvendelse fra erhvervsområde til blandende byfunktioner og fastsætter blandt andet en maksimal bebyggelsesprocent, maksimum bygningshøjde, maksimum antal etager og parkeringsnorm i overensstemmelse med den vedtagne helhedsplan for området.

Iht. lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter er der udarbejdet en miljørapport af kommuneplantillæg og lokalplan. Miljørapporten belyser en teoretisk udfordring i forhold til emissioner fra autolakeri på nabogrunden samt forslag til en mulig løsningsmodel ifm. at opføre boligerne. Den eventuelle afværgeløsning vurderes og etableres, når de nøjagtige målinger af emissionen er undersøgt. Lokalplanen indeholder et krav om dokumentation for, at grænseværdierne er overholdt, inden der kan udstedes en ibrugtagningstilladelse til projektet.

Forslag til både lokalplan og kommuneplantillæg samt tilhørende miljørapport sendes i høring i otte uger.

Høringsområdet fastsættes i Strandområdet til at omfatte vestlig side af Tranegilde Strandvej og Søsvinget, første række ud til Vejlebrovej samt ejere og lejere på Industriskellet.

Lovgrundlag

Planloven.

Lov om miljøvurdering af planer og programmer samt af konkrete projekter.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser for Ishøj Kommune.

Indstilling


at forslag til lokalplan 2.01, Kommuneplantillæg nr. 3 samt miljørapport sendes i offentlig høring i en periode på 8 uger.



Beslutning fra Teknik- og Bygningsudvalget, 19. september 2023, pkt. 55:

Tiltrådt med enkelte rettelser.


Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Der skal træffes beslutning om at sende forslag til lokalplan 2.01 Boligområde, Industriskellet 9-13, Kommuneplantillæg nr. 3 samt tilhørende miljørapport i offentlig høring i 8 uger. Lokalplanforslaget giver mulighed for at bygge ca. 140 boliger opført som rækkehuse og etagebyggeri i det tidligere erhvervsområde Sydengen.

Bilag

Sagsfremstilling

Lokalplan 2.00 Stationsforpladsen ved Ishøj Strand ARKEN samt kommuneplantillæg nr. 4 giver mulighed for at etablere en ny stationsforplads i forbindelse med den kommende letbane. Der stilles krav til pladsens udformning, belysning og beplantning, og der gives mulighed for at etablere kunst.


Lokalplanforslag samt kommuneplantillæg har været i høring i otte uger, og der er modtaget 1 høringssvar. Høringssvaret omhandler bekymring for tilgængelighed på pladsen, tilgængelighed hen til stationsforpladsen, samt pendlerparkering. Høringssvaret giver ikke anledning til ændringer i lokalplanen.


Der er også udarbejdet et kommuneplantillæg, der ændrer anvendelsen fra boligformål til teknisk anlæg.

Lovgrundlag

Planloven.

Økonomi

Ingen

Indstilling

at lokalplanforslag 2.00 Stationsforpladsen ved Ishøj Strand ARKEN samt kommuneplantillæg 4 endeligt vedtages.



Beslutning fra Teknik- og Bygningsudvalget, 19. september 2023, pkt. 56:

Tiltrådt.

Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Der skal træffes beslutning om at vedtage lokalplan 2.00 ved Ishøj Strand ARKEN samt tilhørende kommuneplantillæg 4 endeligt.

Bilag

Sagsfremstilling

Byrådet godkendte på møde den 26. juni 2023 at sende forslag til et ændret regulativ for husholdningsaffald med den nye ordning for indsamling af tekstilaffald i offentlig høring i seks uger.

Forslag til ændret regulativ har været i høring fra den 29. juni 2023 til og med den 10. august 2023, og der er indkommet to høringssvar til regulativforslaget.

Høringsvarerne har overvejende været positive overfor den kommende ordning for indsamling af tekstilaffald.

Det ene høringssvar handler om haveboligernes todelte beholdere med forslag om ændring af rummenes anvendelse. Administrationen vurderer, at den nuværende opdeling er den mest hensigtsmæssige, og høringssvaret derfor ikke giver anledning til ændringer i regulativet.

Det andet høringssvar handler hovedsageligt om bekymring for anvendelse af plastposer til indsamling af tekstilaffaldet, da det genererer emballageaffald. Hvis plastposer ikke kan undgås, efterspørges overvejelser om begrænset udlevering, samt at der anvendes poser, der er produceret af genanvendt og genanvendeligt plast. Derudover efterspørges god information om tekstilaffald til borgerne. Vestforbrænding anbefaler, at tekstilaffald emballeres i plastposer, da tekstilerne ellers vil tage skade af fugt. Der anvendes genanvendt plast til poserne, og ønsker til kommunikation vil søges imødekommet. Administrationen vurderer, at høringssvaret ikke giver anledning til ændringer i regulativet.

  • De indkomne høringsforslag er vedlagt i bilag 1, hvor administrationens samlede bemærkninger også fremgår.
  • De indkomne høringssvar i fuld længde er vedlagt i bilag 2.
  • Regulativ for husholdningsaffald er vedlagt i bilag 3.


Bestillinger i relation til ordningen bliver iværksat umiddelbart efter politisk godkendelse, og udrulning forventes at være primo 2024.


Lovgrundlag

Lov om miljøbeskyttelse (miljøbeskyttelsesloven)

Bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører m.v. (affaldsaktørbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse om affald (affaldsbekendtgørelsen)

Økonomi

Udgifter til udrulning af ordningen vil blive afholdt på renovationsområdets driftsbudget for 2023. Udgifter til drift af ordningen er indarbejdet i budgetforslag og gebyrer for 2024.

Indstilling

at regulativ for husholdningsaffald vedtages endeligt.



Beslutning fra Klima- og Miljøudvalget, 19. september 2023, pkt. 66:

Tiltrådt.

Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Forslag til regulativ for husholdningsaffald har været i høring i seks uger, og regulativet bliver fremlagt til endelig godkendelse.

Bilag

Sagsfremstilling

Driftstilskudsaftalen indeholder udkast til en skriftlig aftale om det årlige driftstilskud fra Ishøj Kommune til ARKEN Museum for Samtidskunst. Ishøj Kommune har årligt bevilget tilskud til ARKEN siden 2006, som det har fremgået af budgetbogen. Driftstilskudsaftalen er udarbejdet, så krav til skriftlig dokumentation er opfyldt. Udkast er vedlagt i bilag.

Det årlige driftstilskud udgør 500.000 kr. Beløbet har været fast gennem årene. Der lægges med driftstilskudsaftalen op til, at det udbetalte nettotilskud med virkning fra 2024 og fremover reguleres ud fra KL's pris- og lønregulering. Ved kommunens udbetaling af tilskud under typen "museer" afløftes særlig moms. I praksis betyder det, at tilskuddet øges med 5,26 %, og at dette også udbetales.

Administrationen bemærker, at Kulturministeren har igangsat en museumsreform, og arbejdet med denne pågår. Med reformen er der varslet ændringer i fordelingen af de statslige tilskud til de statsanerkendte museer, herunder ARKEN. Reformen kan risikere at få stor betydning for det tilskud, som ARKEN modtager fra staten.

Administrationen og ARKEN har ligeledes taget initiativ til at udarbejde en skriftlig samarbejdsaftale omkring de eksisterende samarbejder og rammer for fremtidige samarbejde. Udkast til samarbejdsaftale fremlægges på et kommende udvalgsmøde.

Lovgrundlag

Kommunalfuldmagten.

Økonomi

Ingen økonomiske konsekvenser. Driftstilskuddet er afsat i budgettet med KL's PL-fremskrivning.

Indstilling

at driftstilskudsaftalen godkendes.



Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget, 20. september 2023, pkt. 61:

Tiltrådt.

Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Økonomi- og Planudvalget.

Beslutningstema

Administrationen har udarbejdet udkast til en driftstilskudsaftale for Ishøj Kommunes årlige driftstilskud til ARKEN Museum for Samtidskunst. Byrådet skal tage stilling til, om udkastet kan godkendes.

Bilag

Sagsfremstilling

Med budgetaftalen for 2022-25 besluttede byrådet, at der fra investeringspuljen skulle investeres "0,95 mio. kr. på initiativer, der skal styrke samarbejdet mellem sundheds- og fritidsområdet" på baggrund af et projektoplæg om kulturforløb for borgere. Forløbet er siden blevet udviklet og igangsat. Kultur- og Fritidsudvalget, Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget og Social- og Sundhedsudvalget blev orienteret om status og erfaringerne fra første forløb ved fælles temamøde. Til mødet deltog projektleder, som præsenterede de foreløbige resultater.


De første forløb

Fra efteråret 2022 til sommeren 2023 er de første tre forløb med det tværfaglige investeringsprojekt mellem kultur, sundhed og beskæftigelse gennemført, mens fjerde forløb er i gang. 35 borgere er visiteret til forløbet, hvoraf 16 har gennemført. Målet for projektet er 15 visiterede borgere pr. forløb – svarende til 60 for fire forløb. Af de 35 tilmeldte, var der otte der aldrig mødte op, tre stoppede før tid, da de ikke fandt at forløbet var relevant for dem, fire stoppede pga. sygdom eller lignende, mens fire kom i job undervejs. Det gennemsnitlige fremmøde var på 65 %, og spændte fra 57 % til 76 % pr forløb. Forløbene varede ti uger med tre mødegange om ugen. Hver uge foregik hos én kulturinstitution. Borgerne blev undervejs præsenteret for seks-syv forskellige kulturaktiviteter afhængigt af forløb.


Resultater fra de første forløb

Foreløbigt har både instruktører og deltagere udvist stor tilfredshed med forløbet. De første resultater fra de første forløb peger på en forbedret trivsel blandt deltagerne. Responsen sagsbehandlerne har fået er kun positiv, og indtil videre er ni deltagere vendt tilbage til arbejdsmarkedet, mens yderligere flere har vist øget interesse for at vende tilbage dertil. Målet for deltagerne på forløbene er først og fremmest at forbedre deres trivsel, og dernæst at bringe dem tættere på arbejdsmarkedet, sådan at de er klar til at indgå i jobrettede aktiviteter. Nogle af deltagerne har dog oplevet så stor succes, at de er kommet direkte i arbejde i stedet.


Evaluering

Evalueringen af borgernes udbytte af indsatsen foregår primært gennem WHO-5 Trivselsskema, som deltagerne svarer på før, under og efter forløbet. På den sidste forløbsdag laves der en afrunding og evaluering med deltagerne. Efterfølgende følges der op på deltagerne ved hjælp af digitale spørgeskemaer, der udsendes efter henholdsvis en, seks og tolv måneder. Herudover laves der løbende evaluering af forløbet med instruktører og med deltagerne for at kunne tilrette indsatsen undervejs.


Fremadrettet

Rekrutteringen har vist sig som projektets største udfordring. Her formår administrationen ikke på nuværende tidspunkt at rekruttere nok deltagere. Rekrutteringsindsatsen får fremadrettet endnu større opmærksomhed med det formål, at der arbejdes henimod målet om 15 deltagere pr. forløb. Her påtænkes projektlederen at være en større del af rekrutteringen ved potentielt at kunne deltage i samtaler med borgerne på jobcenteret, samt være i telefonisk kontakt med dem inden opstart. Herudover opfordres medarbejderne i Jobcenteret til at tænke de borgere ind, der har det sværere. Herudover vil Center for Voksne og Velfærd arbejde på at henvise relevante borgere fra deres område og indsatser.


Kommunikation

Der er oprettet en hjemmeside på ishoj.dk vedrørende projektet. Derudover er der skabt en video, der kan bruges i rekrutteringsøjemed til projektet.


Projektperiode og økonomi

Projektet er berammet til 2,5 år fra 2022. Projektet blev pga. rekruttering af projektleder først sat i gang i 4. kvartal 2022 og ikke 3. kvartal som oprindelig planlagt. Det betyder, at projektperioden og budgettet er forskubbet med et kvartal til og med 1. kvartal 2025. Der er afsat budgetmidler i 2025 fra projektinvesteringskontoen. Der er således midler til at dække en forskydning af projektperioden på et kvartal i 2025.


De første evalueringsdata forventes klar i foråret 2024. Administrationen vil på den baggrund komme med en indstilling om projektet skal fortsætte, og at der skal tages stilling hertil i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2025.





Lovgrundlag

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen økonomiske konsekvenser. Projektet er forskubbet med et kvartal. Der er afsat økonomi hertil i 2025.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning

at forskydningen af projektperioden og budgettet til og med 1. kvartal 2025 godkendes.



Beslutning fra Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, 20. september 2023, pkt. 71:

Tiltrådt.

Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget, 20. september 2023, pkt. 66:

Tiltrådt.

Beslutning fra Social- og Sundhedsudvalget, 20. september 2023, pkt. 82:

Tiltrådt.

Supplerende sagsfremstilling:

Der er efterfølgende indgået aftale om budget for Ishøj Kommune 2024-2027 mellem Socialdemokratiet (A), Venstre (V), Socialistisk Folkeparti (F), Det Konservative Folkeparti (C) og Enhedslisten (Ø).

Af aftalen fremgår, at projekt "Natur og Kultur på recept" videreføres som beskæftigelsesprojekt uden for servicerammen.

Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Ishøj Byråd.

Beslutningstema

Orientering om status på det tværfaglige investeringsprojekt Kultur og Natur på recept efter de første tre forløb, samt godkendelse af forskydning af projektperiode og budget hertil.

Sagsfremstilling

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.

Beslutning

Godkendt.