Referat
Økonomi- og Planudvalget mandag den 26. september 2022 kl. 17.00
Rådhuset, Byrådssalen, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj
Resume
Administrationen fremlægger hvert kvartal opfølgning på budget 2022. Dette er den tredje opfølgning i 2022.
Sagsfremstilling
Der er udarbejdet en opfølgning på budgetaftalen 2022, der har til formål at anskueliggøre administrationens arbejde med at implementere budget 2022. Proces og form på budgetopfølgningen er drøftet på budgetseminar i marts. Der er i opfølgningen en beskrivelse af det pågældende initiativ, hvilken direktør og centerchef, der er ansvarlig for at implementere initiativet, hvilket udvalg initiativet behandles i, samt hvad status er på behandlingen.
Opfølgningen er vedhæftet som bilag. Se bilag 1.
Lovgrundlag
Ingen.
Økonomi
Orienteringen har ikke økonomiske konsekvenser for Ishøj Kommune.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Tiltrådt med de faldne bemærkninger.
Bilag
Resume
Ifølge styrelsesloven skal Økonomi- og Planudvalget udarbejde forslag til kommunens budget for det kommende år således, at budgettet - efter 2 behandlinger - kan vedtages i byrådet senest den 15. oktober 2022. Forslaget skal ledsages af budgetoverslag for årene 2024, 2025 og 2026.
Budgetforslaget for 2023 og overslagsårene fremlægges til 2. behandling. Ligeledes skal kommuneskatten og grundskyldspromillerne fastsættes.
Sagsfremstilling
Budgetforslaget for 2023-2026 blev godkendt ved 1. behandlingen i byrådet den 6. september 2022.
Budgetforslaget, som nu skal behandles, er udarbejdet med udgangspunkt i den budgetstatus, der blev givet på Byrådets budgetseminar den 1. september 2022. De tekniske ændringer der fremgik af hovedoversigten her, er indarbejdet i budgetmaterialet, herunder indtægterne fra tilskud og udligning.
Efter indarbejdelsen af disse ændringer udgør serviceudgifterne 1.414 mio. kr., som dermed er 9 mio. kr. højere end den tekniske serviceramme, som KL har beregnet for Ishøj Kommune. Anlægsbudgettet udgør i 2023 i alt 49,65 mio. kr. hvilket er 7,8 mio. kr. under den beregnede anlægsramme.
Status i forhold til KL’s udmeldte service- og anlægsramme, incl. indstillede tekniske korrektioner
2023 | 2024 | 2025 | 2026 | |
KL´s udmeldte serviceramme 2023 (1.000 kr.) | 1.404.693 | 1.404.693 | 1.404.693 | 1.404.693 |
Driftsbudget 2023 – 2026 indenfor servicerammen | 1.414.155 | 1.426.563 | 1.429.874 | 1.423.477 |
Afvigelse* | 9.462 | 21.870 | 25.181 | 18.784 |
KL´s udmeldte anlægsramme 2023 (1.000 kr.) | 57.464 | 57.464 | 57.464 | 57.464 |
Driftsbudget 2023 – 2026 indenfor anlægsrammen | 49.650 | 54.300 | 31.225 | 7.225 |
Afvigelse* | -7.814 | -3.164 | -26.239 | -50.239 |
*Positivt beløb = overskridelse af rammen
Den udmeldte service- og anlægsramme for 2023 er sat ind i overslagårene
I henhold til styrelsesloven skal der være balance mellem udgifter og indtægter i budgetåret og budgetoverslagsårene. Det fremlagte budgetforslag afbalanceres over kassebeholdningen, idet 22,6 mio. kr. tilføres kassebeholdningen i 2023, ligesom kassebeholdningen tilføres midler i overslagsårene (jf. hovedoversigten).
Der er ved dagsordenens udsendelse ikke indmeldt ændringsforslag til budgettet.
Samtidig med budgetsagen skal kommuneskatten fastsættes. I budgetforslaget er der forudsat uændret kommuneskatteprocent på 25,0, og det indstilles at vælge det statsgaranterede udskrivningsgrundlag. Det statsgaranterede udskrivningsgrundlag for 2023 udgør 3.815,1 mio. kr. Med en skatteprocent på 25,0 bliver provenuet 953,8 mio. kr.
Ligeledes skal grundskyldspromillerne og dækningsafgiften fastsættes. I budgetforslaget for 2023 og overslagsårene 2024 - 2026 er forudsat uændrede grundskyldspromiller og promille for dækningsafgift, som angivet herunder:
Grundskyldspromille | 25,00 ‰ |
Grundskyldspromille, landbrugsejendomme | 7,20 ‰ |
Dækningsafgift for erhvervsejendomme | Udgår * |
Offentlige ejendommes forskelsværdi | 8,75 ‰ |
Offentlige ejendomme opkræves af forskelsværdien | 12,50 ‰ |
*) Ifølge lov nr. 291 af 27. februar 2021 kan der fra og med 2022 ikke opkræves dækningsafgift af forskelsværdi, hvilket betyder, at dækningsafgiften fra 1. januar 2022, opkræves af grundværdien. I den forbindelse er dækningsafgiften ved lov nr. 2614 af 28. december 2021 for Ishøj fra 2022 blevet fastsat til 6,9 ‰ af grundværdien. Samtidig er det fastsat, at kommunerne i 2023-2028 ikke kan fastsætte højere dækningsafgiftspromiller end for 2022.
Da de nye ejendomsvurderinger for erhvervsejendomme først forventes at være på plads i 2024 eller 2025, opkræves der en foreløbig dækningsafgift, som reguleres endeligt, når den nye vurdering foreligger. Provenuet i 2023 er beregnet til samme niveau som i 2021 og 2022.
I budgetforslaget for 2023 indgår samlede indtægter fra grundskyld og dækningsafgifter på i alt 123,1 mio. kr.
Der henvises til budgetbogen til 1. behandlingen, der blev udsendt ultimo august måned 2022. Det er i budgettet forudsat, at kommunerne under ét overholder de økonomiske aftaler med regeringen, således at der ikke udløses en eventuel budgetsanktion.
Lovgrundlag
Lov om kommunernes styrelse, cirkulære om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision, Lov om kommunal indkomstskat, Lov om kommunal ejendomsskat.
Økonomi
Som angivet i budgetmaterialet.
Der er en positiv ubalance i 2023 på 22,6 mio. kr. der korrigeres over kassebeholdningen. I overslagsårene er ubalancen på hhv. 2,7 mio. kr. 25,7 mio. kr. og 79,3 mio. kr.
Indstilling
at budgetforslaget for budget 2023 og budgetoverslag 2024-2026 godkendes.
at de tekniske korrektioner, jf. bilag godkendes.
at der samtidig meddeles bevilling i henhold til bevillingsoversigten (drift) med de bindinger, der er i bemærkningerne, som er gjort til de enkelte poster.
at der meddeles anlægsbevilling til de med stjerne (*) markerede anlægsprojekter på investeringsoversigten.
at administrationen bemyndiges til at foretage tekniske justeringer i forbindelse med den talmæssige indberetning af budgettet herunder indarbejdning af budgetforliget.
at kommuneskatten fastsættes uforandret til 25,0 pct.
at der vælges det statsgaranterede udskrivningsgrundlag.
at grundskyldspromillerne og dækningsafgiften fastsættes i overensstemmelse med budgetforslaget - dvs. med uændrede satser, jf. sagsfremstillingen.
at taksterne, jf. budgetforslaget for budget 2023 og budgetoverslag 2024-26, godkendes.
Supplerende sagsfremstilling
Ændringsforslag på baggrund af indgået budgetaftale:
Efter udsendelsen af dagsorden til Økonomi- og Planudvalget er der indgået budgetaftale mellem partierne Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Konservative Folkeparti.
Budgetaftalen og revideret investeringsoversigt er vedlagt som bilag.
Budgetaftalen indebærer følgende budgetmæssige nøgletal for 2023:
Serviceramme: 1.404 mio. kr.
Anlæg: 57,1 mio.kr.
Kassetillæg: 24 mio. kr.
Budgetaftalen medfører en række omprioriteringer mellem serviceområderne, mellem service- og anlægsområdet og inden for anlægsområdet. Disse omprioriteringer er der redegjort for i budgetaftalen, og ændringerne vil blive indarbejdet i det endelige budget.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Ishøj Byråd.
Bilag
Resume
I forbindelse med budgetlægningen skal kirkeskatteprocenten fastlægges.
Sagsfremstilling
Høje-Taastrup Provsti har den 13. september 2022 fremsendt meddelelse om ligningsbeløb samt oversigt om ligningsbeløbets fordeling på de enkelte kirkekasser i Ishøj Kommune.
Budget 2022 | Budget 2023 | |
Ishøj sogn | 11.974.845 | 12.045.812 |
Torslunde sogn | 2.350.000 | 2.580.000 |
Provstiudvalgskassen og skoletjeneste | 500.000 | 665.668 |
Kirkekasser i alt | 14.824.845 | 15.291.480 |
Landskirkeskatten | 3.087.261 | 3.110.667 |
I alt | 17.912.106 | 18.402.147 |
9.982 af Ishøjs borgere var medlem af Folkekirken den 1. januar 2022. Det er et fald i forhold til 1. januar 2021, hvor der var 10.179 medlemmer.
Tallene svarer til, at 43,0 % af Ishøj Kommunes indbyggere var medlem af folkekirken den 1. januar 2022. De tilsvarende tal var i 2021 44,0 % og i 2020 45,1 %.
Lovgrundlag
Lov om Folkekirkens økonomi.
Økonomi
Indenrigs- og Boligministeriet har udmeldt et statsgaranteret udskrivningsgrundlag for kirkeskatten i Ishøj Kommune på 2.044.683.000 kr.
Med en kirkeskatteprocent på 0,90 %, vil provenuet blive 18.402.147 kr.
Indstilling
at kirkeskatteprocenten fastsættes til uændret 0,90 %.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Ishøj Byråd.
Bilag
Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket
Det tiltrædes, at der gives en supplerende anlægsbevilling til køb af ejendommen.
Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket
Det tiltrædes, at der indledes forhandlinger mhp. på salg i Winthersminde Erhvervsområde
Resume
Sagen omhandler garantistillelse og anmodning om optagelse af lån i Kommune Kredit til køb af 10 nye skraldebiler og en mikrobil samt finansiering af anlæg af omklædningsrum til skraldemænd ansat i Ressourceindsamling A/S. Sagen forelægges i de 5 ejerkommuner til godkendelse.
Sagsfremstilling
Da ejerkommunerne købte Ressourceindsamling A/S fulgte en ældre flåde af skraldebiler med. 10 af skraldebilerne er 10 år gamle, og de bryder derfor ofte sammen og skal repareres, hvilket vanskeliggør driften, og påvirker driftsøkonomien negativt. Ressourceindsamling A/S estimerede i august 2021, at Ressourceindsamling A/S ville have udgifter til reparation og leje af biler for 2,1 mio. kr. i 2021. Endvidere lever bilerne ikke op til de aktuelle miljøstandarder, hvorfor bestyrelsen for Ressourceindsamling A/S i august 2021 godkendte køb af 10 el-skraldebiler og en mikrobil, der kan køre de steder, hvor de store skraldebiler ikke kan komme frem.
Medarbejderne i Ressourceindsamling A/S har hidtil klædt om i midlertidige, lejede barakker på det lejede areal Farverland 4 i Glostrup. I forbindelse med fornyelse af lejekontrakten besluttede bestyrelsen for Ressourceindsamling A/S i januar 2021 at etablere permanente omklædningsrum efter Arbejdstilsynets anvisninger i lejede lokaler på adressen.
Ressourceindsamling A/S drives efter ”hvile-i-sig-selv-princippet”, hvorfor virksomheden ikke har opsparede midler til anlæg og køb. Da Ressourceindsamling A/S er kommunalt ejet, har virksomheden mulighed for at låne midler til køb og anlæg gennem Kommune Kredit, hvilket bestyrelsen for Ressourceindsamling A/S har godkendt. Lån via Kommune Kredit kræver byrådets godkendelse og garantistillelse. Ressourceindsamling A/S ønsker at låne op til 55 mio. kr.
Beløbet dækker:
- Køb af 10 eldrevne skraldebiler op til 50 mio. kr. Det endelige beløb afhænger af det igangværende udbud, hvor den endelige pris defineres af krav i udbud, de indkomne tilbud og markedsprisen på det tidspunkt, hvor købsaftalen indgås.
- Etablering af omklædningsrum - 3.3 mio. kr.
- Køb af en mikrobil pr. 1. august 2022 - 1.4 mio. kr.
Lån i Kommune-Kredit optages som et fastforrentet lån med en løbetid på 5 år på anlægsudgifterne (etablering af omklædningsrum) og 10 år på indkøb af biler. Lånet hjemtages løbende i takt med at udgifterne afholdes. Udgifter til Ressourceindsamling A/S afholdes af ejer-kommunerne efter følgende fordelingsnøgle:
• Albertslund Kommune 14,37 pct.
• Ballerup Kommune 33,39 pct.
• Furesø Kommune 26,21 pct.
• Ishøj Kommune 14,50 pct.
• Vallensbæk Kommune 11,53 pct.
Ishøj Kommunes andel af den samlede låneramme á 55 mio. kr. samt garantiforpligtigelse udgør således 7.974.018 kr.
Lovgrundlag
Affaldsbekendtgørelsen.
Økonomi
Ved godkendelse af lån og garantistillelse påtager kommunen sig en risiko, såfremt Ressourceindsamling A/S ikke er i stand til at afbetale lånet eller går konkurs. Kommunen kompenseres herfor via garantiprovision. Ishøj Kommune er en blandt flere ejere af Ressourceindsamling A/S, hvorfor kommunen hæfter for udgifter og evt. gæld i virksomheden. Kommunen og de øvrige ejere vil således uanset lån og garantistillelse hæfte for økonomien i Ressourceindsamling A/S.
Indstilling
Administrationen indstiller, 20. september 2022, pkt. 76:
Optagelse af en låneramme på op til 55 mio. kr. til køb af 10 nye, eldrevne skraldebiler, en mikrobil og anlæg af omklædningsrum samt udstedelse af garanti på et tilsvarende beløb. For Ishøj Kommune op til 7.974.018 kr.
Beslutning fra Klima- og Miljøudvalget, 20. september 2022, pkt. 76:
Tiltrådt.
Supplerende sagsfremstilling:
Administrationen har efter udvalgsbehandlingen fået oplyst, at udgiften til reparation og leje af biler for 2021 beløber sig til kr. 2,8 mio. kr. (det estimerede beløb, som fremgår af første afsnit i sagsfremstillingen var på kr. 2,1 mio. kr.)
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Ishøj Byråd.
Resume
Der skal træffes beslutning om endelig vedtagelse af lokalplan 1.96 samt kommuneplantillæg nr. 2. Begge planer har været genudsendt i høring i otte uger grundet tekniske vanskeligheder ved første høringsperiode.
Sagsfremstilling
Lokalplanforslaget omfatter Ishøj Søndergade 3, samt Pilemøllevej 6-10 i den sydøstlige del af Ishøj Landsby.
På grund af tekniske udfordringer i forbindelse med første høring af lokalplan og kommuneplantillæg, har det været nødvendigt at genudsende begge planer i offentlig høring i otte uger, ligesom planerne også skal endeligt vedtages på ny. Planerne er sendt i høring med de rettelser, der blev indført i forbindelse med første høring og som omfatter:
- placering og formulering af §´er der omhandler byggelinjer,
- afløbskoefficient og befæstelsesgrad,
- reduktion af krav til maksimal bygningshøjde,
- en tilføjelse af redegørende tekst i kommuneplantillægget ift. ændring af zonestatus til byzone i lokalplanområdet.
Forslaget gør det muligt at opføre i alt 21 nye boliger som dobbelthuse og enfamiliehuse. Der er stillet krav i lokalplanforslaget til blandt andet højde, materialer, beplantning, byggelinjer, klimatilpasning samt antallet af nye boliger.
I høringsperioden har Ishøj Kommune modtaget 6 indsigelser, der omhandler krav til bygningshøjde, trafikale forhold, beplantning, ændringer til bebyggelsesplan i delområde A, lokalplanens krav til byggematerialer, genindsendelse af to høringssvar fra 1. offentlige høring, skygge- og indbliksgener samt redegørende tekst i kommuneplantillæg nr. 2. ang. Bilag IV-arter.
Teknik- og Bygningsudvalget har foretaget individuel besigtigelse siden sidste behandling.
Høringssvarene fra anden runde har medført, at forslag til ændringer er:
- at indsætte tekst i kommuneplantillægget ang. tilstedeværelse af eksisterende Bilag IV-arter på lokalplanområdet
- at ændre bestemmelse om byggelinje i delområde A til en ekstraordinær bred byggelinje på 6 meter fra skel i den østlige side af Ishøj Søndergade 3.
Der er ikke ændret i bestemmelse om byggelinje på Pilemøllevej 6-10. Den ændrede bestemmelse om byggelinjen vil kræve, at der udarbejdes en ny udstykningsplan (kortbilag 3) der skal indgå i den endeligt vedtagne lokalplan.
Beskrivelse og bemærkninger til indsigelserne fremgår af høringsnotatet.
Miljøstyrelsen har i første høringsperiode indsendt en sindetskrivelse til Ishøj Kommune, hvori der beskrives, hvor meget de har i sinde at reducere skovbyggelinjen på lokalplanområdet. De ændringer, som sindetskrivelsen lægger op til, blev indført i lokalplanen ifm. første høring af planen. Sindetskrivelse er vedlagt som bilag.
Afgørelsen fra miljøscreening af lokalplanforslag og forslag til kommuneplantillæg har været i høring i 4 uger, og der er ikke modtaget indsigelser hertil.
Lovgrundlag
Planloven.
Økonomi
Ingen.
Indstilling
Administrationen indstiller, 20. september 2022, pkt. 75:
at lokalplan 1.96 Boligområde, Ishøj Landsby Syd samt kommuneplantillæg nr. 2 vedtages endeligt og offentliggøres med de forslåede ændringer.
Beslutning fra Teknik- og Bygningsudvalget, 20. september 2022, pkt. 75:
Tiltrådt.
Beslutning
Tiltrådt.
Sengül Deniz (L) kan ikke tiltræde indstillingen.
Beslutningskompetence
Ishøj Byråd.
Bilag
Resume
Movia har udarbejdet et sparekatalog på den kollektive trafik for 2023. Som følge af ændrede økonomiske forudsætninger for den kollektive trafik, foreslås kompenserende besparelser på linje 127 (Ishøj Kommune) samt på linje 97N (Regionen). Jf. Movias 1. behandling af budgettet for 2023 forventes der en merudgift på kr. 123.000 til Ishøj Kommune i forhold 2022. Jf. KL og regionernes økonomiaftale med regeringen skal der være fornyede drøftelser af trafikselskabernes økonomi i september 2022. Resultatet af disse drøftelser kendes endnu ikke.
Sagsfremstilling
Movias formandskab sendte i juni 2022 et brev til borgmestre og regionsrådsformænd om den økonomiske situation efter indgåelsen af KL's og Danske Regioners økonomiaftaler med regeringen i lyset af de stærkt stigende priser i samfundet, der påvirker udgifterne til den kollektive trafik. I brevet blev det oplyst, at Movias administration ville udarbejde et sparekatalog med eksempler på sparemuligheder for hver enkelt kommune og region.
Sparekataloget viser eksempler på, hvor meget der skal spares, hvis der skal kompenseres for et tab af billetindtægter på henholdsvis 5 % og 10 %. i 2023. Det er kommuner og regioner, der beslutter hvilken service, der skal være. Et eventuelt konkret forslag om besparelser i en kommune eller region skal derfor baseres på kommunens eller regionens beslutninger om serviceniveau og principper for f.eks. betjening af bestemte områder, hvilket kan omfatte andre buslinjer end de eksempler på sparemuligheder, som er medtaget i sparekataloget.
Da ændringer i serviceniveau, buslinjer og køreplaner kræver planlægning, og da busoperatørerne efter kontrakterne skal varsles, vil beslutninger om besparelser i bedste fald få halvårsvirkning i 2023.
For Ishøj Kommune drejer de foreslåede ændringer sig om linje 127, hvor de 5 %, svarende til kr. 200.000, opnås ved at afkorte ruten, således at det lille erhvervsområde via Ishøj Strandvej ikke længere betjenes. De 10 %, svarende til i alt kr. 300.000 opnås, hvis man tilmed ensretter ruten via Gildbrovej.
En afkortning af linje 127 og en mulig nedlæggelse af linje 128 vil betyde, at hele den østlige del af Ishøj vil være uden kollektiv trafik. En ensretning af linje 127 via Gildbrovej vurderes til gengæld ikke at forringe serviceniveauet væsentligt.
Movias sparekatalog anviser også en række sparemuligheder på regionens busruter. For Ishøjs vedkommende er der peget på den regionale natbus-linje 97N. En evt. beslutning i regionen om at nedlægge ruten vil betyde en markant serviceforringelse for Ishøjs borgere. Region Hovedstaden har netop indgået budgetforlig for 2023 og frem. Af forliget fremgår det, at regionen har afsat 0,5 mio. kr. i 2023 til en gennemgang af den kollektive transports natbetjening på tværs af trafikselskaber. Regionen har således ikke for nuværende besluttet besparelser i det kollektive busnet for 2023. Administrationen er oplyst om, at eventuelle efterfølgende beslutninger om besparelser fra fx. 2024 under alle omstændigheder vil blive sendt i høring hos de berørte kommuner.
Lovgrundlag
Lov om trafikselskaber, LBK nr. 323 af 20/03/2015.
Økonomi
Jf. Movias 1. behandling af budgettet for 2023 forventes der en merudgift på kr. 123.000 til Ishøj Kommune i forhold til 2022. Beløbet er forbundet med stor usikkerhed på grund af den nuværende situation med stigende priser og inflation. Movia oplyser, at efterårets forhandlinger om det endelige budget kan ændre sig. Det endelige budget forventes vedtaget ultimo oktober/ primo november 2022. Dertil kommer, at der fortsat udestår forhandlinger om trafikselskabernes økonomi i september.
Spareforslag for linje 127 i Ishøj Kommune:
- Afkortning af linje 127 udgør kr. 200.000
- Ensretning af linje 127 via Gildbrovej udgør kr. 100.000
Indstilling
Administrationen indstiller, 20. september 2022, pkt. 78:
- at Ishøj Kommune justerer i sin trafikbestilling for 2023 således, at der laves en ensretning af linje 127 v/ Gildbrovej, og dermed allerede nu går efter en kompenserende besparelse på ca. kr. 100.000 årligt (for 2023 dog kun kr. 50.000).
- at Ishøj Kommune fastholder den nuværende rute på linje 127 for så vidt angår "Det lille erhvervsområde".
- at Ishøj Kommune tager regionens budgetforlig til efterretning og ser frem til yderligere dialog i tilfælde af, at regionen på et senere tidspunkt overvejer at ændre på 97N
Beslutning fra Teknik- og Bygningsudvalget, 20. september 2022, pkt. 78:
Tiltrådt.
Udvalget ønskede, at administration retter henvendelse til Regionen og udtrykker bekymring over lukning af 97N.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Ishøj Byråd.
Bilag
Resume
Den reviderede Helhedsplan for ”Det Lille Erhvervsområde”, har været i høring. På baggrund af høringssvarene skal Byrådet beslutte om planen skal vedtages endeligt.
Sagsfremstilling
Byrådet besluttede i foråret 2022, at den eksisterende helhedsplan fra 2015 skulle revideres, hvilket betød, at hele planen skulle gennemgås og justeres på en række punkter.
I det forslag til en revideret helhedsplan, som byrådet sendte i høring den 7. juni 2022, er der blandt andet justeret på afgrænsningen af området, således at bilforhandlerne nu også er omfattet af helhedsplanen. Bebyggelsesprocenten er hævet til 110, men med et nyt krav om at 60 % af parkeringspladserne skal etableres helt eller delvist under terræn. Der er, som noget nyt, også indført principper om fælleslokaler, biodiversitet, kvalitet i de grønne byrum og i byggeriet samt aktive tagflader med f.eks. solceller med videre.
Høringsperioden udløb den 5. september 2022, og der er modtaget 10 høringssvar. Der er desuden en mindre korrektion fra administrationens side. Høringssvarene går dels på processen for planlægningen af området, bekymringer for refleksion af støj til villaområderne, indbliksgener, antallet af boliger, højden på fremtidige byggerier samt parkering.
Der er udarbejdet et høringsnotat, der gengiver en let redigeret udgave af indsigelserne med administrationens bemærkninger og forslag til beslutning, samt en Hvidbog, hvor de 10 høringssvar kan læses i deres helhed.
Der er ligeledes, som noget nyt, lavet en kortlægning af mulighederne for at etablere yderligere parkeringspladser i og omkring området. De konkrete lokaliteter skal undersøges nærmere, ligesom der skal laves mere præcise beregninger af etablerings- og driftsomkostninger.
Sideløbende med behandlingen af helhedsplanen, har der været udskrevet en navnekonkurrence på
Facebook og kommunens hjemmeside om navnet på helhedsplanen. Der er modtaget forslag på både Facebook og mail. Sagen fremlægges til beslutning på det kommende møde i Økonomi- og Planudvalget. Navnet forslås efterfølgende tilføjet selve helhedsplanen ved offentliggørelsen.
Efter behandling i Teknik- og Bygningsudvalget vedlægges bilag 6, der viser den gamle helhedsplan for 2015.
Lovgrundlag
En helhedsplan er ikke en lovbunden plan i henhold til planloven, men med planen sætter byrådet en retning for udviklingen til de borgere og andre interessenter i området.
Økonomi
Der er ikke økonomiske konsekvenser som følge af vedtagelse af planen.
Indstilling
Administrationen indstiller, 20. september 2022, pkt. 76:
at planen vedtages endeligt i overensstemmelse med høringsnotatet,
at parkeringsanalysen tages til efterretning, samt at administrationen fremlægger et beslutningsoplæg vedrørende etableringen af yderligere parkering i området senest med udgangen af 2022.
at et nyt navn for området tilføjes på helhedsplanens forside, når dette er besluttet på det kommende Økonomi- og Planudvalgsmøde.
Beslutning fra Teknik- og Bygningsudvalget, 20. september 2022, pkt. 76:
Seyit Ahmet Ozkan (L) stillede følgende ænderingsforslag;
"Ishøjlisten ønsker at fastholde en borgernær genbrugsstation til mindre opsamlingsstationer."
1 stemte for og 4 stemte imod. Ænderingsforslaget blev ikke vedtaget.
Thomas Hjorth Rasmussen (A) stillede følgende ænderingsforslag;
Principperne suppeleres med: "Den eksisterende genbrungsplads lukkes med udgangen af 2022. Pladsen skal fremtidigt rumme plads til ophold og fælles aktiviteter for områdets beboere og evt. etablering af en fælles parkeringsplads i området."
Ænderingsforslaget blev vedtaget med stemmerne 4 mod 1.
Sagen blev tiltrådt.
Beslutning
Tiltrådt.
Særindstilling: Annelise Madsen (M) og Sengül Deniz (L) kan ikke tiltræde indstillingen da omkringliggende borgeres/berørte borgeres mange og meget enslydende beymringer ikke har ført til nogen ændringer.
Beslutningskompetence
Ishøj Byråd.
Bilag
Resume
Der har været afholdt en navnekonkurrence for omdannelsesområdet ”Det Lille Erhvervsområde”. Økonomi- og Planudvalget skal i den forbindelse udvælge et eller flere navne til beslutning i Byrådet. Til hjælp herfor har administrationen udarbejdet en liste med udvalgte navneforslag.
Sagsfremstilling
Byrådet besluttede i juni 2022, at der sideløbende med høringen af en revideret helhedsplan for omdannelsesområdet ”Det Lille Erhvervsområde”, skulle igangsættes en navnekonkurrence for at finde et mere passende navn, da en stor del af området nu er bebygget med boliger og en stor del er lokalplanlagt, så der kan bygges boliger.
I perioden fra den 22. juni til den 1. september 2022 har der derfor på både Facebook og på kommunens hjemmeside været afholdt en navnekonkurrence, hvor borgere har haft mulighed for at indsende forslag til et navn til kommunens nye boligområde, som i dag hedder ”Det Lille Erhvervsområde”.
Der blev lagt op til at det nye navn f.eks. kunne afspejle den nære centrale beliggenhed i byen, nærheden til Strandparken og med mulighed for udsigt til vandet, samt at klimatilpasningen vil være synlig i området, når projektet forventes afsluttet i 2027.
Konkurrencen er nu afsluttet, og der er indkommet i alt 34 forslag via Facebook og e-mail.
Administrationen har udvalgt en række navne ud fra følgende overordnede principper:
1. Det tilstræbes, at navnet skal favne hele det nye område og ikke kun være dækkende for en del af området.
2. Det tilstræbes, at navnet er letforståeligt og afspejler en umiddelbar forståelse af, hvor man er i byen.
3. Det tilstræbes, at der er sammenhæng mellem navnet og visionen for området.
Udvalgte forslag til navne er vedlagt som Bilag A.
Listen over alle indkomne forslag er vedlagt som bilag B.
Vinderen kåres i forbindelse med offentliggørelsen af helhedsplanen.
Økonomi
Udgiften til forslaget svarer til en æske chokolade eller buket blomster til vinderen af konkurrencen.
Indstilling
at Økonomi- og Planudvalget peger på hvilket navn/navne fra Bilag A, som udvalget finder særligt velegnede.
Beslutning
Økonomi- og Planudvalget indstiller, at området (inkl. engen) navngives Sydengen.
Beslutningskompetence
Ishøj Byråd.
Bilag
Resume
Regeringen har åbnet mulighed for, at kommunerne kan indgå velfærdsaftaler med regeringen. En velfærdsaftale indebærer, at kommunen frisættes fra alt statslig lovgivning på det pågældende område med undtagelse af nogle hegnspæle, som fortsat vil gælde. KL har meldt ud, at kommunerne senest den 30. september skal melde ind, hvilket område de ønsker at blive frisat fra. I indmeldingen skal kommunerne også angive en 2. prioritet.
Med baggrund i processen, der har været forankret i HovedMED, foreslår administrationen, at Ishøj Kommune søger om frisættelse på skoleområdet, og at dagtilbudsområdet meldes ind som 2. prioritet.
Sagsfremstilling
Kommunen kan blive frisat på enten folkeskole-, dagtilbuds- eller ældreområdet. Hertil kommer, at fire kommuner får mulighed for at blive frisat på beskæftigelsesområdet. Ishøj Kommune har søgt om frisættelse på beskæftigelsesområdet, men har den 9. september fået oplyst, at ansøgningen ikke er imødekommet.
HovedMED besluttede på mødet den 23. marts 2022 at bede LokalMED på velfærdsområdet om at drøfte idéer til frisættelse.
Der er i alt kommet 11 høringssvar: Fem på skoleområdet, fire på dagtilbudsområdet, et fra Forebyggelse og Rehabilitering og et fra Center for Børn og Forebyggelse, som blev drøftet på mødet i HovedMED den 7. september. Der er efter mødet i HovedMED modtaget høringssvar fra Kærbo/Torsbo. Høringssvar fremgår af vedhæftede skema.
I de indkomne høringssvar er der generelt stor opbakning til det idékatalog, der blev sendt ud i forbindelse med høringen - dette er vedhæftet dagsordenen.
I høringssvarene er det især på skoleområdet, der er forslag om frisættelse af lovgivning og nationale krav. Følgende foreslås frisat: Afskaffelse af nationale test/kommende test på området, kompetencedækning, konvertering af understøttende undervisning, statsligt tilsyn og valgfag.
På dagtilbudsområdet nævnes den obligatoriske læreplan samt kvalitetsrapporten på dagtilbudsområdet.
De indkomne høringssvar indikerer, at der er størst potentiale ved at søge om frisættelse fra folkeskoleloven.
Dagtilbudsområdet er mindre lovmæssigt reguleret, og det vurderes, at der vil være et mindre potentiale ved frisættelse fra dagtilbudsloven, men der vil, som på skoleområdet, være mulighed for at se på forenkling af interne regler eller dokumentationskrav.
På området, der hører under Social- og Sundhedsudvalget er der forventning om en helt ny ældrelov. I den forbindelse har en ekspertgruppe afleveret anbefalinger og mindre kontrol, færre krav og et helt nyt visitationssystem bliver nævnt som de vigtigste fokusområder. Hertil kommer, at der er mange initiativer, der fylder på området. Det gælder bl.a. tidlig indsats i hjemmeplejen, hele indsatsen omkring Sundhedsklynger, vækstkultur på plejehjem og det kommende arbejde med indførelsen af selvstyrende teams på ældreområdet. Det er derfor vurderingen, at der ikke på nuværende tidspunkt er ressourcer til at igangsætte flere større initiativer. Sammenholdt med meget få høringssvar på området giver det en indikation af, at det kan være hensigtsmæssigt ikke at ansøge om frisættelse på dette område på nuværende tidspunkt.
På mødet i HovedMED blev det drøftet, at der har været gode erfaringer med skoleområdet i øvrige kommuner. HovedMED tilkendegav, at det er en god idé at søge skoleområdet som 1. prioritet. HovedMED bemærkede, at der kunne laves partnerskaber på tværs, så det bliver muligt at gøre andre ting, end der i dag bliver gjort. HovedMED bemærkede, at det skal huskes, at de der er tættest på børnene, er bedst til at vurdere, hvad der virker.
Ishøj Lærerkreds og BUPL har efterfølgende tilkendegivet, at de bakker op om at indstille skoleområdet til frisættelse. De anbefaler, at der holdes fokus på formålet, og hvad kommunen i givet fald frisættes til. Herudover ønskes der en god proces, hvor alle relevante parter omkring skolerne involveres.
Sagen drøftes på baggrund af input fra de faglige organisationer videre på FællesMED i Center for Dagtilbud og Uddannelse, såfremt skole- eller dagtilbudsområdet vælges.
Med baggrund i de indkomne høringssvar, drøftelsen i HovedMED samt drøftelse med lederne på området, anbefaler administrationen, at der meldes ind til KL, at Ishøj Kommune ønsker frisættelse på skoleområdet med dagtilbudsområdet som 2. prioritet.
Indstilling
Administrationen indstiller, 22. september 2022, pkt. 112:
at Ishøj Kommune søger om frisættelse på skoleområdet med dagtilbudsområdet som 2. prioritet.
Beslutning fra Børne- og Undervisningsudvalget, 22. september 2022, pkt. 112:
Tiltrådt.
Administrationen indstiller, 22. september 2022, pkt. 91:
at Ishøj Kommune ikke søger om frisættelse på ældreområdet.
Beslutning fra Social- og Sundhedsudvalget, 22. september 2022, pkt. 91:
Tiltrådt.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Økonomi- og Planudvalget.
Bilag
Resume
Orientering om vaccinationsindsats i efteråret 2022.
Sagsfremstilling
Til orientering kører Sundhedsstyrelsen lige nu en stor vaccinationsindsats og kampagne i hele landet.
Fokus hos Sundhedsstyrelsen har ændret sig fra krise til, at vi nu har en normalisering i gang. Udover vaccination mod Covid-19 tilbydes også vaccination mod influenza og pneumokokker (årsag til meningitis og lungebetændelse). Se mere her: sst.dk/da/vaccination
Formålet med vaccinationsprogrammet er at forebygge alvorlig sygdom, indlæggelse og død. Derfor kommer tilbud til personer i størst risiko. Formålet er ikke at forebygge smitte mod Covid-19, hvorfor personer under 50 år ikke på nuværende tidspunkt tilbydes booster-vaccination.
Vaccination mod Covid-19
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at borgere der er fyldt 50 år og særligt sårbare borgere bliver booster-vaccineret for at undgå at blive alvorligt syge af Covid-19 i løbet af efteråret og vinteren.
Vaccinationerne blev påbegyndt på kommunens plejecentre i midten af september, og borgere over 85 år har modtaget invitation i e-Boks fra den 12. september.
Alle over 50 år får invitation i e-boks fra den 1. oktober 2022. Personer i øget risiko under 50 år får ikke invitation og skal henvende sig til praktiserende læge, apotek eller på vacciner.dk.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at følgende grupper bliver vaccineret mod Covid-19:
- Alle personer over 50 år
- Personer under 50 år, som er i øget risiko for alvorligt forløb
- Gravide
- Personale i sundheds- og plejesektoren, samt personale på socialområdet, som har nær kontakt med patienter og borger i øget risiko for alvorligt forløb
- Pårørende i samme husstand, som personer med svært nedsat immunforsvar.
Hvor kan man blive vaccineret i Ishøj
Det er muligt at blive vaccineret på apotekerne i Ishøj og hos de praktiserende læger.
Der åbnes 50 pop-up vaccinationssteder i hele landet den 1. oktober, men det er endnu uvist, om der vil være et pop-up vaccinationscenter i Ishøj.
Vaccination mod influenza
Sundhedsstyrelsen anbefaler influenza vaccination til følgende målgrupper:
- Personer som er fyldt 65 år
- Gravide i 2. eller 3. trimester
- Personer som lever med en kronisk sygdom eller på anden vis er i særlig risiko
- Sundheds- og plejepersonale
- Børn i alderen 2-6 år
Vaccination mod pneumokokker
For at beskytte sårbare borgere tilbydes alle, der er fyldt 65 år, børn og voksne med visse kroniske sygdomme og andre borgere, som er i særlig risiko en vaccination mod pneumokokker.
Hvad gør Ishøj Kommune?
Ishøj Kommune vil supplere den nationale informationskampagne med lokale nyhedsopslag på hjemmesiden og på de sociale medier, med information om vaccination og smitteforebyggende råd, samt inddrage civilsamfundsaktører.
Økonomi
Ingen.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Økonomi- og Planudvalget.
Resume
Center for Beskæftigelse og Erhverv har fået tilsagn om puljemidler fra STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) vedr. Styrket fokus på jobformidling i kommuner og A-kasser. Midlerne skal formelt bevilges.
Sagsfremstilling
Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget har tidligere modtaget information om, at vi har fået tilsagn fra STAR på vores ansøgning. For at vi kan anvende midlerne fra STAR, skal byrådet formelt bevilge midlerne, så de kan frigives til formålet.
Formålet med puljen er at styrke fokus på god jobformidling og at understøtte jobcentre og A-kassers arbejde med at håndtere jobordrer med henblik på:
at der sker en stigning i antallet af jobordrer,
at der formidles relevante kandidater, og
at ingen ledige borgere går fra en samtale, uden at de har fået at vide, hvor der er ledige job.
For jobcentrene og a-kasserne indebærer det, at der i samtalerne med de ledige sættes yderligere fokus på den enkeltes jobsøgning og motivation og på at bringe flere konkrete job i spil under samtalerne.
Lovgrundlag
Lovforslagene der udmønter trepartsaftalen: Lov om Aktiv Beskæftigelse den 22. marts 2022.
Økonomi
Center for Beskæftigelse og Erhverv har fået tilsagn på i alt 1.071.224,33 kr. fordelt som 516.752,58 kr. i 2022 og 554.471,75 kr. i 2023.
Punktet her er udgiftsneutralt, da midlerne er bevilget fra STAR, men skal bevilges af byrådet, inden de kan anvendes til formålet.
Bevillingen påvirker ikke servicerammen.
Indstilling
Administrationen indstiller: 21. september 2022, pkt. 69:
at der gives en tillægsbevilling til merindtægter og tilsvarende merudgifter på i alt 1.071.224,33 fordelt som anført nedenfor:
Tillægsbevilling til merindtægter på 516.752,58 kr. samt tillægsbevilling til merudgifter på 516.752,58 for 2022.
Tillægsbevilling til merindtægter på 554.471,75 kr. samt tillægsbevilling til merudgifter på 554.471,75 for 2023.
Beslutning fra Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, 21. september 2022, pkt. 69:
Tiltrådt.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Ishøj Byråd.
Sagsfremstilling
Der vedhæftes oversigt over klagesager til ankenævn på ydelsesområdet for september måned.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Tiltrådt.
Bilag
Sagsfremstilling
Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.
Beslutning
Godkendt.