Referat
Social- og Sundhedsudvalget onsdag den 7. oktober 2020 kl. 17.00

Rådhuset, etage 2

Resume

Orienteringspunkt
Der er udarbejdet afrapportering for investeringsprojektet Den Gode Hverdag. Punktet fremlægges af afdelingsleder Nathalie Hjort Pedersen, Træning og Rehabilitering samt forløbskoordinator Vivi Kvist Blendstrup. Sagen sendes efterfølgende til orientering i Seniorrådet.

Sagsfremstilling

Projekt Den Gode Hverdag er et investeringsprojekt under Investeringspuljen i Ishøj Kommune. Projektperioden løb fra d. 1. maj 2018 - 30. april 2020. Der er derfor udarbejdet afrapportering for projektet, hvori projektets resultater beskrives.

Formål:
Projektets formål har været at afklare, hvordan Servicelovens §83a (hverdagsrehabilitering) kan organiseres og implementeres i Ishøj Kommune. Projektets formål har endvidere været at undersøge, hvorvidt en målrettet rehabiliteringsindsats kan nedsætte behovet for kompenserende og varig hjemmehjælp efter Servicelovens §83 og dermed forebygge, at udgifter til hjemmehjælp stiger proportionalt med stigningen i antallet af ældre borgere i kommunen.

Indsatsen:
Borgere i projektet blev tilbudt et kort og tidsafgrænset (op til 12 uger) hverdagsrehabiliteringsforløb. Et hverdagsrehabiliteringsforløb er en tværfaglig indsats, som koordineres af en forløbskoordinator og involverer relevante fagpersoner og samarbejdspartnere. I et samarbejde mellem borgeren og forløbskoordinatoren blev der sat konkrete mål for forløbet med udgangspunkt i de daglige gøremål, som var blevet svære for borgeren at udføre. Den efterfølgende indsats tog således udgangspunkt i de opstilede mål, i form af råd, vejledning og afprøvning af konkrete dagligdagssituationer samt inddragelse af relevante fagpersoner og samarbejdspartnere.

Målgruppe:
Målgruppen for projektet var borgere, der søgte om hjemmehjælp for første gang eller henvendte sig med et nyopstået behov for hjemmehjælp. I alt har 133 borgere søgt om hjemmehjælp i projektperioden og er blevet henvist til et hverdagsrehabiliteringsforløb. 123 borgere er afsluttet, og for disse borgere gælder:

Resultater:

  • 53 % af borgerne har efter endt forløb ikke behov for hjemmehjælp
  • 33 % af de borgere, som stadig har behov for hjælp efter endt forløb, har behov for mindre hjælp end før forløbet. Heraf har 75 % halvt så mange eller under halvt så mange besøg, som ved starten af rehabiliteringsforløbet
  • 76 % af de borgere, der afsluttede hverdagsrehabiliteringsforløbet uden behov for hjemmehjælp, er fortsat selvhjulpne et år til halvandet efter endt hverdagsrehabiliteringsforløb
  • 56 % af de borgere, der afsluttede forløbet med behov for hjemmehjælp, modtager samme mængde hjælp et år til halvandet efter endt hverdagsrehabiliteringsforløb
  • 63 % af de borgere, der har været igennem et hverdagsrehabiliteringsforløb, har en bedre egenvurderet livskvalitet ved slutningen af forløbet
  • 39 % af borgerne, der har været i et hverdagsrehabiliteringsforløb, oplever en forbedring i forhold til deres oplevelse af ensomhed før rehabiliteringsforløbet.

Sammenfatning:
Projektet har vist, at den hverdagsrehabiliterende tilgang kan være med til at udskyde behovet for hjemmehjælp og dermed også behovet for plejehjemspladser for borgere i alderen 80+. Derudover kan indsatsen bidrage til, at gennemsnitsalderen for, hvornår en borger første gang modtager hjemmehjælp, udskydes. Endelig viser projektet, at indsatsen kan bidrage til mere livskvalitet og værdighed hos den enkelte borger, da tabte færdigheder genvindes og borgeren dermed bliver mere selvhjulpen.

Vedhæftet er afrapportering for projekt Den Gode Hverdag.

Indstilling

Forslag til beslutning:
Social- og Sundhedsudvalget tager
orientering om afrapportering for projekt Den Gode Hverdag til efterretning. Sagen sendes til efterretning i Seniorrådet.

Beslutning

Status taget til efterretning. Social- og Sundhedsudvalget ønsker fornyet status til maj 2021. Sagen sendes til Seniorrådet og Handicaprådet.

Økonomi

Projektet blev bevilget 1.337.000 kr., hvoraf 288.063 kr. blev brugt i 2018. De resterende 1.088.937 kr. blev videreoverført til 2019-20.

Eventuelle besparelser opnås først to år efter projektets afslutning, hvorfor det endnu ikke er muligt at dokumentere de samlede besparelser. Dog svarer gevinsten ved projektet indtil videre til omkostningerne.

Lovgrundlag

Servicelovens § 83a

Bilag

Resume

Indstillingssag

KKR Hovedstaden har på møde den 7. september 2020 anbefalet, at kommunerne og Region Hovedstaden godkender de kommunale afrapporteringer på de Centrale Udmeldinger.

Sagsfremstilling

Baggrund og proces

Kommunalbestyrelserne har ansvaret for at afrapportere på Centrale Udmeldinger fra Socialstyrelsen. Det sker i forbindelse med den årlige fastlæggelse af Rammeaftalen. Socialstyrelsen kan komme med en Central Udmelding, hvis de vurderer, at der er risiko for afspecialisering, eller hvis det vurderes, at de nødvendige indsatser og tilbud til en målgruppe omfattet af den nationale koordinationsstruktur ikke eksisterer. KKR Hovedstaden varetager opgaven på vegne af kommunerne.

Hovedstadens Centrale Udmeldinger
Socialstyrelsen udsendte i vinteren 2019/2020 tre Centrale Udmeldinger om henholdsvis "Udsatte gravide kvinder med skadeligt rusmiddelbrug" (med behov for døgnbehandling), "Borgere med udviklingshæmning og dom til anbringelse i sikret afdeling", samt "borgere med svære spiseforstyrrelser". Kommunerne og de højt specialiserede tilbud på områderne i hovedstadsregionen har afrapporteret på de Centrale Udmeldinger, og på baggrund heraf er der udarbejdet afrapportering for hver af de Centrale Udmeldinger. Socialstyrelsen skal med udgangspunkt i afrapporteringerne foretage en samlet vurdering af tilbudsstrukturen på de tre målgrupper på landsplan. Vedlagt er tre kommunale afrapporteringer på hovedstadsregionens Centrale Udmeldinger til godkendelse.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget indstiller, at Byrådet godkender de kommunale afrapporteringer på de Centrale Udmeldinger.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Indstillingsag

KKR Hovedstaden har på møde den 7. september 2020 anbefalet, at kommunerne og Region Hovedstaden godkender Rammeaftale for 2021/22. Fristen for godkendelsen er 30. november.  

Sagsfremstilling

Baggrund og proces
Kommunalbestyrelserne har ansvaret for udarbejdelsen af en rammeaftale for det specialiserede socialområde og specialundervisning. KKR Hovedstaden varetager opgaven på vegne af kommunerne.

Rammeaftale 2021-2022
Rammeaftalen har fokus på de aftaler, der er indgået for 2021-2022 om styring og udvikling af det tværgående specialiserede socialområde og specialundervisning. Det overordnede udviklingsstrategiske fokus i Rammeaftalen 2021-2022 er kvalitet. Dette fokus konkretiseres i arbejdet med to tematiske fokusområder for 2021-2022:

1. Udvikling af en relevant og aktuel tilbudsvifte. Der arbejdes på at etablere flere relevante tilbud til borgere i målgruppen. 

2. Kommunale indsatser til borgere med psykiske lidelser.

Mennesker med psykiske lidelser møder et komplekst system, som på tværs af sektorområder ikke altid tilbyder sammenhængende løsninger på tværs af kommuner og region. Derfor vil fokus være på, hvorvidt kommunerne i Hovedstadsregionen samlet set har de rette tilbud til borgere med psykiske lidelser.
I den andel del om Styringsaftalen er der fokus på økonomi og takstudvikling. Efter flere år med takstnedsættelse har der i den nye rammeaftale været fokus på kvalitet. Takstaftalen for 2021-2022 lyder, at udgifterne i de takstbelagte tilbud på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet maksimalt må stige med pris- og lønfremskrivningen i perioden 2019 til 2022.

Der mangler økonomiske incitamenter til at udvikle nye tilbud og pladser. Dette skyldes bl.a. anlægsloftet og, at enkeltkommuner ikke kan fylde et tilbud op med egne borgere. KKR Hovedstaden har derfor besluttet at udvikle en økonomimodel, som kan forpligte kommunerne i hovedstadsregionen til udvikling af en relevant og aktuel tilbudsvifte. En model der skal skabe driftssikkerhed i opbygningsfasen.
Der er vedlagt et resume af aftale som bilag – der beskriver hovedpunkterne i Rammeaftalen.
De to tekniske bilag kan findes på følgende hjemmeside, hvis der er ønske om at gennemse de tekniske forklaringer:
https://www.rammeaftale-h.dk/da/rammeaftale/rammeaftale-2021-2022/

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget indstiller, at Byrådet godkender Rammeaftalen for 2021/22.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Orienteringspunkt

På Social- og Sundhedsudvalgets møde den 12. august 2020 blev udvalget orienteret om Sundhedsstyrelsens pulje "Flere, bedre og mere fleksible aflastningstilbud til borgere med demens og deres pårørende, der skal sikre pårørende et frirum fra sygdommen 2020-2023". Den samlede pulje udgør kr. 39 mio. Administrationen har udarbejdet en ansøgning om kr. 1.952.925 fra puljen.

Sagsfremstilling

Administrationen har udarbejdet en ansøgning om midler til et ambitiøst 3 årigt projekt, der ligger i forlængelse af initiativ 12 i den nationale demenshandlingsplan, således at pårørende med demens inde på livet kan tilegne sig viden, redskaber og mestringsstrategier, der kan styrke deres mentale overskud. Projektet skal ligeledes være med til at understøtte Ishøj Kommunes arbejde med at blive en demensvenlig kommune.

Konkret rummer projektindsatsen følgende dele:

  • Opstartsseminar: I starten af projektperioden afholdes et opstartsseminar, der sikrer, at målgruppen og lokale aktører inddrages i udviklingen af indsatserne.
  • Daghøjskole for pårørende: Daghøjskolen vil indeholde undervisning og dialog i grupper ved en demensfaglig psykolog, hvor der kan overføres viden og redskaber til de pårørende. Desuden vil der via læringsprocesser skabes interessefællesskaber, relationer og netværk for de pårørende.
  • Udflugter for demensramte: Sideløbende med daghøjskolen arrangeres udflugter for de pårørendes nære med en demenssygdom, således, at de pårørende kan deltage i daghøjskolen med god samvittighed. Udflugterne vil have fokus på sanse- og naturterapi i samarbejde med kommunens træningsenhed, hjemmepleje, Naturcenteret m.fl.

Det forventes, at projektet vil omfatte:

  • 20-30 borgere med en demenssygdom
  • 40-60 pårørende

Sundhedsstyrelsen forventer tidligt at kunne give svar på ansøgningen efter efterårsferien.

Indstilling

Forslag til indstilling:

Social- og Sundhedsudvalget tager puljeansøgningen til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Økonomi

Ishøj Kommune har ansøgt om kr. 1.952.925 fra Sundhedsstyrelsen. Midlerne skal bruges til ansættelse af en demensfaglig medarbejder, frikøb af sosu-medarbejdere og fysioterapeuter, honorar til en demensfaglig psykolog, forplejning samt revision.

Det samlede budget for ansøgningen er kr. 2.369.454, hvoraf Ishøj Kommunes egenfinansiering beløber sig til kr. 416.529. Egenfinansieringen dækker over eksisterende medarbejdere, der skal byde ind i projektet, udgifter til kørsel i kommunens minibus samt tryk af materialer.

Der forelægges en midtvejsevaluering for Social- og Sundhedsudvalget primo 2022.

Bilag

Resume

  • Region Hovedstaden har fremsendt information til plejehjem og hjemmepleje med oplysning om, i hvilke situationer det er relevant, at patienter får behandling af en autoriseret fodterapeut (se bilag).
  • Administrationen har på baggrund af de seneste retningslinjer opdateret rammerne for tilbud under Handicap og Psykiatri pr. 25.9. 2020 (se bilag). Administrationen har været i dialog med formænd for Udsatterådet samt Handicaprådet, der har tilkendegivet enighed vedr. antal af personer, der må opholde sig i Det Gule Hus, samt måden hvorpå administrationen forsøger at løse udfordringerne. Informationen er publiceret på Ishoj.dk, Facebook samt ophængt og formidlet mundligt i Det Gule Hus.
  • Den fælleskommunale handicapidrætspulje: Ishøj Kommune og 14 andre kommuner udgør "Den fælleskommunale handicapidrætspulje" som igen i år har udarbejdet et fælles katalog for Specialsport. Kataloget rummer idrætstilbud for børn og unge med funktionsnedsættelser og særlige behov. Formålet er, at alle børn og unge skal have mulighed for et fritidstilbud. Ishøj Kommune har i år 3 foreningstilbud med; Ishøj Budosportskarate, Ishøj Håndbold Forening og Ishøj Svømmeklub.
    Kataloget uddeles på mødet.
  • Administrationen har udarbejdet opdateret aktivitetsoversigt for Social- og Sundhedsudvalget 2020.
  • Status på forbrug af midler Bedre bemanding i hjemmeplejen.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager meddelelserne til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Orienteringspunkt

Administrationen orienterer Social- og Sundhedsudvalget om nøgletal (se bilag).

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen om nøgletal til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Orienteringspunkt

 

Sagsfremstilling

Der gives ingen efterretningssager for den forgangne periode.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orientering om efterretningssager til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutning

  • Møder i Social- og Sundhedsudvalget starter kl. 16.30 fra november.
  • Oversigt over lokaler til aktiviteter til Aktivitetscenter Kærbo blev omdelt på mødet.
  • Social- og Sundhedsudvalget drøftede julefrokost 2020. Social- og Sundhedsudvalget ønsker at aflyse julefrokosterne i 2020 med baggrund i covid-19 situationen. Der fremlægges særskilt sag til Social- og Sundhedsudvalgets møde i november.
  • Lennart Hartmann Nielsen indtræder i udvalget for Venstre i stedet for Pia Beckmann Skourup.