Referat
Social- og Sundhedsudvalget mandag den 8. april 2019 kl. 17.00

Lisbet Lentz' kontor

Sagsfremstilling

Teamleder Nina Fabricius og Frivilligkonsulent Ane Katrine Jensen giver en status på de frivillige sociale initiativer på voksenområdet i Ishøj. Herudover orienteres om hvilke initiativer og samarbejder, der er under udvikling på området.

Vedhæftet er statusnotat samt bilag vedr. forankringsprocesser.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Godkendelsespunkt
Hermed fremlægges en evaluering af caféerne i Ishøj Kommune. Den første café i Ishøj startede op i 2014 i et samarbejde mellem Ældre Sagen, hjemmeplejen i Ishøj, Boligforeningen AAB samt Omsorgscenteret Kærbo. Caféerne har til formål at modvirke ufrivillig ensomhed og isolation samt modvirke underernæring. Der er i dag fem caféer i Ishøj Kommune, som hovedsageligt er for ældre borgere.

 

Sagsfremstilling

Der er forskellige samarbejdsmodeller for de fem caféer, og følgende aktører bidrager til caféarrangementerne:

  • Maden til caféerne laves dels af frivillige og dels af kulturhusenes køkkener.
  • Frivillige hjælper til med borddækning, opvask, værtskab mm.
  • Hjemmeplejen yder støtte til svage, ældre borgere, der kan have behov for hjælp med fx at blive fulgt til/fra arrangementet, komme på toilettet eller spise. De bruger sammenlagt omkring 9 timerne ugentligt i caféerne.
  • Frivillighed og Lokalsamfund hjælper til med mindre opgaver, som kontakt til kommunikationsafdelingen, flyers, lokalt kendskab i forhold til personer mm. Derudover besøger Frivillighed og Lokalsamfund caféerne cirka 4 gange årligt med henblik på at pleje relationerne til frivillige og deltagere, sørge for at caféerne fortsat er åbne fællesskaber samt for at rådgive de frivillige om frivillighed.

Det vurderes, at caféerne kan fungere på frivillige hænder uden bidrag fra hjemmeplejen, da borgere med behov for støtte kan benytte sig af klippekortsordningen.

Vedlagt er evaluering af caféerne.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager evalueringen af caféerne til efterretning og godkender, at caféerne gradvist forankres på frivillige hænder i løbet af efteråret 2019.

Beslutning

Tiltrådt. SSU ønsker tilbagemelding på antal sårbare ældre som deltager med klippekort.

Bilag

Resume

Beslutningspunkt
Der redegøres for reglerne om opkrævning af egenbetaling på kommunale akutpladser efter sundhedsloven og midlertidige pladser efter serviceloven. Sagen forelægges Social- og Sundhedsudvalget til godkendelses og sendes efterfølgende til orientering i Seniorrådet.

Sagsfremstilling

Flere kommuner landet over har opkrævet betaling for kost og vask af tøj og linned fra borgere, der er indlagt på en kommunal akutplads. Det er imidlertid blevet indskærpet fra kammeradvokaten, at denne brugerbetaling er ulovlig, da reglerne om hjemmesygepleje efter § 138 i sundhedsloven ikke indeholder hjemmel for kommunerne til at opkræve egenbetaling hos borgere, der modtager hjemmesygepleje, og således heller ikke hos borgere, der opholder sig på en kommunal akutplads. Er der derimod tale om midlertidige pladser efter servicelovens § 84, er der mulighed for at opkræve egenbetaling. I Ishøj Kommune har praksis været, at de eksisterende døgnpladser er oprettet og visiteret efter servicelovens bestemmelser. Ishøj Kommune har derfor ikke opkrævet ulovlig egenbetaling.


Sondring mellem de to pladstyper:
En kommunal akutfunktion efter SUL § 138 er et tilbud til borgere med omfattende pleje- og behandlingsmæssige behov og som samtidig kræver særlige sygeplejefaglige kompetencer, der ligger ud over de kompetencer, der normalt er til stede i den kommunale hjemmesygepleje. I disse tilfælde kan der ikke opkræves egenbetaling ved brug af pladsen.

Ophold på en fleksibel omsorgsplads gives efter servicelovens § 84 stk. 2 om midlertidigt ophold til personer, der i en periode har et særligt behov for omsorg, pleje, rehabilitering og aflastning efter servicelovens bestemmelser. I disse tilfælde kan kommunen opkræve egenbetaling.

I vedhæftede notat beskrives henholdsvis akutpladser og midlertidige pladser/fleksible omsorgspladser, forskellene mellem de to pladstyper samt mulighed for at opkræve egenbetaling.

Ishøj Kommune opkræver aktuelt 127 kr. i egenbetaling for ophold på en kommunal døgn/aflastningsplads. Egenbetalingen dækker kost, linned, vask m.m. Beregninger har vist, at såfremt der ikke opkræves egenbetaling vil det medføre en mistet indtægt på ca. 500.000 kr.

Det anbefales derfor, at Social- og Sundhedsudvalget godkender, at midlertidige pladser efter serviceloven fremadrettet benævnes "fleksible omsorgspladser", og at der fortsat opkræves egenbetaling for kost, linned, vask. m.m.

Notat om egenbetaling er vedhæftet. Derudover er vedhæftet vejledning m.m. vedr. egenbetaling på akutpladser

Indstilling

Forslag til beslutning:
Social- og Sundhedsudvalget godkender,
at midlertidige pladser fremadrettet benævnes "fleksible omsorgspladser", at der fortsat opkræves egenbetaling, samt sender sagen til orientering i Seniorrådet.

Beslutning

Tiltrådt. Sendes til Seniorrådet.

Lovgrundlag

Servicelovens § 84, Sundhedslovens § 138

Bilag

Resume

Beslutningspunkt:
Forslag til kvalitetsstandard for fleksible omsorgspladser efter servicelovens § 84 fremlægges Social- og Sundhedsudvalget til drøftelse og sendes i høring i Handicaprådet og Seniorrådet

Sagsfremstilling

Center for Voksne og Velfærd har udarbejdet forslag til kvalitetsstandard for fleksible omsorgspladser efter servicelovens § 84. Ophold på en fleksibel omsorgsplads gives til personer, der i en periode har et særligt behov for omsorg og pleje. Målgruppen kan være alle over 18 år, men det vil i praksis dreje sig om ældre. Varigheden af opholdet er afhængig af formålet. Det kan dreje sig om et ophold lige fra et par dages varighed til et par måneders varighed. Formålet med ophold på en fleksibel omsorgsplads er at støtte borgere, der har et særligt behov for omsorg, pleje og træning i at forbedre almentilstanden med henblik på at komme tilbage til egen bolig.
Af kvalitetsstandarden for fleksible omsorgspladser beskrives følgende parametre med det formål at præcisere form og indhold af ydelsen:

  • Lovgrundlag
  • Målgruppe
  • Indhold i ydelsen
  • Visitationskriterier
  • Egenbetaling

Kvalitetsstandarden fremlægges til drøftelse og sendes efterfølgende i høring i Handicaprådet og Seniorrådet. Kvalitetsstandarden er vedhæftet.

 

Indstilling

Forslag til beslutning:
Social- og Sundhedsudvalget godkender
kvalitetsstandard for fleksible omsorgspladser og sender standarden til høring i Handicaprådet og Seniorrådet.

Beslutning

Tiltrådt. Under punktet ventetid skal tidsfaktoren "i god tid" præciseres. Sendes til høring i Seniorrådet og Handicaprådet. Høringsfrist er d. 2. maj.

Bilag

Resume

På Social- og Sundhedsudvalgets møde den 14. januar 2019 blev udkastet til en revideret kvalitetsstandard for SEL § 101, misbrugsbehandling, femlagt og sendt i høring. Høringsperioden er nu overstået og den endelige kvalitetsstandard fremlægges her til endelig godkendelse.

Sagsfremstilling

Den reviderede kvalitetsstandard har frem til den 13. marts været sendt i høring i Ishøj og Vallensbæk Kommuner, herunder i Udsatte- og Handicaprådet. Der kom ikke nogle høringssvar vedrørende den reviderede kvalitetsstandard.
Der skal i forbindelse med den reviderede kvalitetsstandard gøres opmærksom på, at Pitstop har fremlagt for Social- og Sundhedsudvalget, at opfølgningen efter afsluttede behandlingsforløb vil ske efter 3 og 9 måneder. Efterfølgende er Pitstop dog blevet opmærksom på, at Socialstyrelsen angiver retningslinjer, hvor der følges op efter 1 og 6 måneder. Pitstop har valgt at læne sig op ad Socialstyrelsens retningslinjer, og vil foretage opfølgning efter 1 og 6 måneder.
Link til Socialstyrelsens retningslinjer for opfølgning efter udskrivning af misbrugsbehandling:
https://socialstyrelsen.dk/voksne/stof-og-alkoholmisbrug/stofmisbrugsbehandling/retningslinjer-for-et-borgerforlob/retningslinje-for-opfolgning-efter-udskrivning-1

Indstilling

Forslag til beslutning:
Social- og Sundhedsudvalget godkender
den endelige kvalitetsstandard for misbrugsbehandling efter SEL § 101

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Orienteringspunkt
Social- og Sundhedsudvalget besluttede i august måned 2018, at der skulle udarbejdes en analyse af pleje- og omsorgsområdet i Ishøj Kommune med henblik på at belyse serviceniveauer samt økonomistyring af området. De første delkonklusioner og anbefalinger samt konsekvenser heraf er nu klar, og forelægges Social- og Sundhedsudvalget til drøftelse.

Sagsfremstilling

På mødet i Social- og Sundhedsudvalget d. 14. juni 2018 drøftede udvalget notat om benchmark-analyse på pleje- og omsorgsområdet. I benchmarkingen sammenlignes Ishøj Kommune med fem andre vestegnskommuner, Albertslund, Brøndby, Høje-Taastrup Rødovre og Vallensbæk kommuner. Af notatet fremgik det, at benchmarkingen viste store forskelle i takstniveau på hjemmeplejens område samt på plejeboliger. Endvidere viste benchmarkingen, at Ishøj Kommunes hjemmepleje har en højere takst end den private leverandør, som kommunen entrerer med. I forbindelse med budgetforhandlingerne i august 2018 for budget 2019 ønskede Social- og Sundhedsudvalget, at der blev udarbejdet en dybdegående analyse af pleje- og omsorgsområdet i Ishøj Kommune, for at få indsigt i, hvad der ligger til grund for de forskelle i takstniveauer, som benchmarkingen viste.

I efteråret 2018 blev der således igangsat en analyse af hele pleje- og omsorgsområdet i Ishøj Kommune. Analysen blev forankret i en styregruppe og to arbejdsgrupper, som har arbejdet i hver sit spor: Et spor, hvor der fokuseres på visitationsprocesser og et spor, hvor der kigges på den økonomiske styring af området. De foreløbige konklusioner og anbefalinger fra arbejdsgrupperne er: 


Spor 1 - visitation:

  • Arbejdsgruppen konkluderer, at det vil være hensigtsmæssigt at overgå fra rammestyring til aktivitetsbaseret styring på hjemmeplejens område, hvilket vil bidrage til mere gennemsigtighed i styringen. Aktivitetsbaseret styring fordrer, at der ikke længere visiteres efter den nuværende plejepakkestruktur, men alene efter borgerens behov og dermed konkrete aktiviteter.
  • Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at aktivitetsbaseret styring implementeres fra den 1. januar 2020.

Konsekvensen ved at overgå til aktivitetsbaseret styring er, at kvalitetsstandarder inden for ældreområdet fremadrettet vil være på konkrete ydelser frem for på plejepakker, som de er i dag. Af kvalitetsstandarderne vil ydermere fremgå præcise visitationskriterier samt indhold af ydelserne. Dermed bliver kvalitetsstanarderne et brugbart redskab for både visitation og borgere. Konsekvensen er endvidere, at det bliver muligt at følge, hvor mange borgere, der får konkrete ydelser og dermed optimeret ledelsesinformation. Kvalitetsstandarderne forventes færdigudarbejdet ultimo 2019.


Spor 2 - økonomistyring:

  • Arbejdsgruppen konkluderer, at den nuværende styring af hjemmeplejeområdet, hvad angår kontoplaner og budgetlægning mangler transparens til, at det er muligt at få et brugbart overblik over den samlede økonomi.
  • Arbejdsgruppen konkluderer endvidere, at den nuværende pakke- og ydelsesstruktur, som der visiteres til i hjemmeplejen, er for bred til, at det er muligt at styre antallet af bevilligede hjemmehjælpstimer.
  • Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at der arbejdes videre med at ændre kontoplan og budget på pleje- og omsorgsområdet, samt at der udarbejdes ny model for budgetstyring og disponering af timer i hjemmeplejen.


Det videre arbejde med analyse af pleje- og omsorgsområdet:

Det har vist sig, at det er nødvendigt at belyse flere parametre inden for pleje- og omsorgsområdet, hvorfor styregruppen har valgt at opdele analysen i yderligere faser, se vedhæftede tidsplan.

Det er forventningen, at den samlede analyse for fase 1 og 2 af pleje- og omsorgsområdet kan præsenteres på Social- og Sundhedsudvalgets møde til september.

Vedhæftet er notat om de to spor, samt opdateret tidsplan for analyse af pleje- og omsorgsområdet.

Indstilling

Forslag til beslutning:
Social- og Sundhedsudvalget godkender
arbejdsgruppens anbefalinger vedrørende analyse inden for pleje- og omsorgsområdet

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Orienteringspunkt:
Social- og Sundhedsudvalget og Børne- og Undervisningsudvalget orienteres om Ankestyrelsens ankestatistik for hele 2018 for Ishøj Kommune. Sagen forelægges endvidere for Social- og Sundhedsudvalget i Vallensbæk Kommune

Sagsfremstilling

Ishøj kommune har modtaget Ankestyrelsens ankestatistik for hele 2018 omhandlende alle sager på social- og beskæftigelsesområdet, herunder også børneområdet. Statistikken vedrører således Borgerservice, Center for Børn og Forebyggelse, Center for Voksne og Velfærd. Statistikken omfatter tillige borgere fra Vallensbæk Kommune, på de områder hvor Ishøj Kommune som følge af det forpligtende samarbejde varetager opgaver inden for det specialiserede socialområde for både børn og voksne. Der skelnes derfor ikke mellem, om en sag er indbragt af en Ishøj- eller Vallensbækborger.

Der er i bilag 2, tabel 1 vist Ankestyrelsens behandling af Ishøj Kommunes klagesager på social- og beskæftigelsesområdet for hele 2018 og 2017. I 2018 har Ankestyrelsen afgjort 136 klagesager over Ishøj Kommunes afgørelser på social- og beskæftigelsesområdet. I tabel 1 fremgår det, hvordan disse klager er fordelt på lovområder, samt om Ankestyrelsen har henholdsvis stadfæstet, ændret, hjemvist eller afvist klagen. En nærmere forklaring af Ankestyrelsens begreber, er gengivet bilag 1.

Notater vedr. Ankestyrelsens afgørelser for Ishøj og Vallensbæk på området under Center for Børn og Forebyggelse er vedhæftet dagsordenen.

Overordnet viser ankestatistikken følgende:

  • Der er sket et lille fald i det samlede antal klagesager fra 150 i 2017 til 136 i 2018.
  • Antallet af stadfæstelser er faldet, både antalsmæssigt, men også procentuelt fra 68% i 2017 til 64% i 2018.
  • Antallet af ændringer er ligeledes faldet fra 12% i 2017 til 7% i 2018.
  • Antallet af hjemvisninger steget støt, fra 21% i 2017 til 29% i 2018.
  • I Ishøj kommune ligger omgørelsesprocenten lidt højere end landsgennemsnittet. For hele landet er omgørelsesprocenten 30% i såvel 2017 som 2018, mens den for Ishøj Kommune var på 32% i 2017 og 36% i 2018.
  • På servicelovens område ligger omgørelsesprocenten i Ishøj Kommune under landsgennemsnit, henholdsvis 9% i 2017 og 2% i 2018.
  • Det er på aktivlovens område Ishøj Kommune har en meget høj omgørelsesprocent. Angående aktivloven vedrører det afgørelser fra Borgerservice. Aktuelt er der igangsat en indsats for at styrke kvaliteten i kommunens afgørelser generelt.

I samarbejde med Center for Ledelse og strategi har juristerne i kommunen planlagt tilrettede kursusforløb i ”den gode afgørelse”.

Indstilling

Forslag til beslutning:
Social- og sundhedsudvalget tager
Ankestyrelsens ankestatistik for 2018 til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt. Sendes til Seniorrådet, Handicaprådet og Udsatterådet.

Lovgrundlag

Lovgrundlag. Retssikkerhedsloven, Kap. 11.

Bilag

Resume

Orienteringspunkt:
Ishøj Kommune indgik et samarbejde med Boblberg.dk i september 2017 med henblik på at forbedre brugernes fysiske og mentale sundhed. Boblberg.dk er en borger-til-borger-portal, der danner rammerne for, at brugerne kan skabe relationer og fællesskaber på baggrund af interesser og oplevelser. Hermed fremlægges en kort status.

Sagsfremstilling

Status på Boblberg.dk i Ishøj Kommune pr. 6. marts 2019:

  • Der er 931 brugere af Boblberg.dk i Ishøj Kommune, hvilket svarer til 5,2 % af alle borgere over 14 år i Ishøj. Antallet af brugere er steget med 322 brugere siden september 2018. Målsætningen ligger på 1-3 %, således er antallet af brugere tilfredsstillende.
  • Der er +16.500 bobler/annoncer fra brugere i Ishøj, og 81,8 % af brugerne får svar på deres bobler/annoncer. Målsætningen herfor er mindst 50 % og derfor ligeledes tilfredsstillende.
  • 88 % af brugerne fra Ishøj henvender sig til brugere i andre kommuner. Dette viser, at den korte afstand til nabokommunerne er en fordel, og at transport ikke er en hindring i forhold til at danne relationer.
  • Gennemsnitsalderen for brugere på Boblberg.dk er 37,8 år i Ishøj.
  • Brugerne søger typisk efter venskaber, ligesindede med psykisk sårbarheder, hjælp til at lære dansk mm.
  • Boblberg.dk besøger fortsat relevante aktører i lokalområdet for at udbrede kendskabet til Boblberg.dk. Team Frivillighed og Lokalsamfund støtter op om denne indsats.
  • Boblberg.dk har udviklet fortrolige støtte- og kommunikationsgrupper samt et foreningsmodul. Et aktivitetsmodul er under udvikling.
  • Boblberg.dk samarbejder med foreninger, universiteter mm. Boblberg.dk har for nylig indgået et samarbejde med Røde Kors, som bl.a. betyder at der udvikles nye tekniske løsninger målrettet til frivillige.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen om Boblberg.dk til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt. SSU ønsker at der tages en dialog med Boblberg.dk om deltagelse af ældre medborgere, evt. via cafeerne. Sendes til Seniorrådet, Handicaprådet og Udsatterådet.

Økonomi

Den nuværende finansieringsmodel af Boblberg.dk udløber den 31. august 2019. Herefter vil midler fra Værdighedsmilliarden finansiere Boblberg.dk frem til den 31. august 2020.

Hvis aftalen skal opsiges skal det ske med seks måneders varsel.

Resume

Orienteringspunkt:

Socialtilsyn Hovedstaden har den 5. marts 2019 udarbejdet en tilsynsrapport for det socialpsykiatriske bosted Kløverengen. Tilsynsrapporten er udarbejdet på baggrund af et uanmeldt driftsorienteret tilsyn på Kløverengen den 18. januar 2019, hvor Socialtilsynet Hovedstaden interviewede beboere, medarbejdere og ledelse, samt et høringssvar fra Kløverengen fra februar 2019.

Sagsfremstilling

Socialtilsyn Hovedstaden konkluderer i tilsynsrapporten, at Kløverengen er et velfungerende tilbud til målgruppen, og at tilbuddet fortsat har den fornødne kvalitet i forhold til de temaer, tilsynet vurderer tilbud på baggrund af.
Af tilsynsrapporten fremgår det, at:

  • Alle indskrevne beboere tilhører Kløverengens godkendte målgruppe
  • Kløverengen i 2018 har opnået positive resultater i forhold til at støtte beboerne til at blive parate til at kunne flytte i egen bolig med mindre støtte
  • Kløverengen anvender relevante faglige tilgange og metoder, der er med til at understøtte udvikling og selvstændighed hos den enkelte beboer
  • Medarbejderne har en faglig forståelse for Kløverengens målgruppe
  • Beboerne giver udtryk for, at de trives på Kløverengen, og at de oplever at få den støtte og hjælp, der på sigt kan gøre, at de kan flytte ud i egen bolig
  • Der på Kløverengen er etableret relevante tilbud, der understøtter beboernes udvikling, herunder kostordning, gruppeforløb, fysiske aktiviteter og fælles ture
  • Personaleflowet på Kløverengen udfordrer de relationspædagogiske tilgange og kontinuiteten for beboerne

Kløverengens bemærkninger til personaleflowet:
Kløverengens ledelse er bevidste om, at personaleflowet kan være en udfordring, og ledelsen har et fortsat fokus på at fastholde medarbejdere. Kløverengens ledelse gør også opmærksom på, at det er svært at rekruttere og fastholde erfarne og kvalificerede medarbejdere til det specialiserede område og til et tilbud, der er døgndækket, og som derfor inkluderer både fast aften- og weekendarbejde.

Tilsynsrapport er vedhæftet.

Indstilling

Forslag til beslutning:
Social- og Sundhedsudvalget tage
r tilsynsrapport for Kløverengen af marts 2019 til efterretning. Sagen sendes til orientering til Handicaprådet og Udsatterådet i Ishøj.

Beslutning

Tiltrådt. Sendes til Seniorrådet, Handicaprådet og Udsatterådet.

Bilag

Sagsfremstilling

Sygefravær i Hjemmeplejen:
Vedhæftet er notat om sygefravær i Hjemmeplejen.

Partnerskabet ABC for mental sundhed:
Ishøj Kommune har sagt ja til at indgå i partnerskabet ABC for mental sundhed. ABC for mental sundhed er en forskningsbaseret indsats, som retter sig mod hele befolkningen. Partnerskabet omfatter kommuner, institutioner og organisationer. Statens Institut for Folkesundhed er projektejer og Psykiatrifonden varetager den kommunikative del af projektet, mens Center for Forebyggelse i Praksis ved KL står for implementeringsstøtte til kommunerne i partnerskabet. Nordea-fonden har bevilliget 20 mio. kroner til, at Statens Institut for Folkesundhed sammen med en række samarbejdspartner fra 2018 - 2021 udvikler og forankre ABC for mental sundhed, der fremmer mental sundhed på individ-, gruppe- og samfundsniveau. Ishøj Kommune skal ikke betale for at være med i partnerskabet, men forventes at afsætte ressourcer til koordinering, samarbejde og udbredelse af ABC for mental sundhed i organisationen. Ved at indtræde i partnerskabet får Ishøj Kommune et netværk af stærke partnere, hvor det er muligt at få sparring og rådgivning i forhold til lokale indsatser, modtage kommunikationsmateriale og få adgang til relevante forskningsresultater mv. gratis. Alle kommunerne i partnerskabet arbejder forskelligt udfra ABC-rammen, og Ishøj Kommune skal således selv finde ud af hvordan det giver mening at arbejde med ABC for mental sundhed lokalt. Gennem ABC for mental sundhed arbejdes der med at skabe en øget bevidsthed om mental sundhed og mental sundhedsfremme, og med at udbrede de tre budskaber: Gør noget aktivt (A), Gør noget sammen (B) og Gør noget meningsfuldt (C). Gennem oplysnings- og aktiveringsindsatser opfordres borgere til aktivt at gøre noget for egen og andres mentale sundhed. Hensigtserklæring for partnerskabet for ABC for mental Sundhed er vedhæftet. Der kan læses mere om ABC for mental sundhed på deres hjemmeside www.abcmentalsundhed.dk

 

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Beslutning

Taget til efterretning. Sendes til Seniorrådet, Handicaprådet og Udsatterådet.

Bilag

Sagsfremstilling

Klagesager:

§83, hjemmehjælp: 2

§84, plejepladser: 1

§85, vejledning/§95, ledsagelse: 1

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Orientering om afgørelse i personsag

Beslutning

Taget til efterretning.