Referat
Social- og Sundhedsudvalget mandag den 10. maj 2021 kl. 16.30

Rådhusets etage 2. Mødelokale Vandværket

Resume

Fagudvalgene drøfter budgettet inden for udvalgets områder på møderne i maj og juni.

Byrådet besluttede på byrådsmødet den 4. maj 2021, at der arbejdes med en spare-/råderumsramme på 30 mio. kr. på serviceområderne. Fordeling af råderumsrammen drøftes på byrådsseminaret ultimo maj, og besluttes endeligt på byrådsmøde i juni.

I sagen beskrives den indledende status for Ishøj Kommunes budget 2022 – 2025, kravene i budgetloven om overholdelse af serviceramme og anlægsramme samt forslag til proces for håndtering af de økonomiske udfordringer.

Sagsfremstilling

Ubalancer i Budget 2022

Baggrunden for beslutningen om en råderumsramme er, at der på dette tidlige tidspunkt i budgetprocessen forventes et merforbrug på servicerammen på ca. 20 mio. kr. Hertil kommer, at byrådet ønsker at have prioriteringsmuligheder, hvorfor kataloget skal udgøre 30 mio. kr.

Det forventede merforbrug på servicerammen er sammensat af, at budget 2022 som udgangspunkt viser en overskridelse af servicerammen på 3 mio. kr. i 2022. Derudover er der kendte merudgifter til bl.a. omdannelse af ældreboliger med 6 mio. kr., samt forventede merudgifter på det specialiserede voksenområde i 2021, som forventes at række ind i 2022. Seneste skøn viser merudgifter på 10 - 11 mio. kr. årligt fra 2022. Hvis alle de ovenstående udgifter fastholdes i 2022, vil kommunen overskride servicerammen med ca. 20 mio. kr. i 2022. Det skal bemærkes, at der i ovenstående tal ikke indgår et permanent løft på rengøringsområdet, som byrådet drøftede på budgetseminaret i efteråret 2020. Hvis rengøringsniveauet fra 2021 ønskes videreført i 2022, øges udgiftsniveauet med yderligere 10,2 mio. kr.

Budget 2022 har i udgangspunktet en økonomisk ubalance på 20 mio. kr. (primært pga. højt anlægsniveau og øgede overførselsudgifter), hertil kommer ubalancen på servicerammen, som beskrevet ovenfor. Ishøj Kommunes budget har således en samlet ubalance på ca. 40 mio. kr. i 2022, med et tilsvarende træk på kassebeholdningen.

Overholdelse af service- og anlægsrammen

Budgetloven kræver, at kommunerne overholder service- og anlægsrammen i både budgettet og i regnskabet. En overskridelse medfører både kollektive og individuelle sanktioner.

For at overholde serviceramme skal udgifterne reduceres på områder som fx:

  • Undervisning og dagpasning
  • Ældrepleje
  • Specialiserede børne- og voksenområde
  • Rengøring
  • Vejvedligeholdelse, asfalt, striber mm.
  • Administration.

Med baggrund i ovenstående ubalancer har byrådet besluttet, at fagudvalgene drøfter budgettet inden for udvalgets områder på møderne i maj og juni med henblik på at afsøge områder, hvor økonomien kan tilpasses, og i hvilke retninger reduktionsforslagene kan formuleres. Administrationen vil til møderne bidrage med indledende eksempler på forslag til reduktionsmuligheder.

Som inspiration til arbejdet er der til sagen bilagt KL’s publikation ”Kend din kommune” der med nøgletal der sammenligner Ishøj Kommunes udgifter med andre kommunernes udgiftsniveauer.

Som konsekvens af byrådets beslutning har administrationen igangsat arbejdet med at udarbejde et beredskab til at håndtere udfordringerne. Dette gøres dels vedrørende driftens serviceudgifter, dels vedrørende vurdering af de budgetterede overførselsudgifter, samt grundlaget for og påbegyndelsestidspunkterne af kommunens anlægsaktiviteter.

Administrationen vil frem mod sommerferien foretage yderligere vurderinger og beregninger af mere teknisk karakter.

Der gives en fornyet status på budget 2022 inden sommerferien.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse om budget og regnskabssystem, revision mv.

Økonomi

Administrationen foreslår, at der foretages indledende drøftelser i fagudvalgene af ovenstående, med henblik på at give retning og muligheder, for at skaffe budgetmæssigt råderum og overholde service- og anlægsrammen.

Administrationen forelægger generelle spareforslag på byrådsseminaret den 27. og 28. maj 2021.

Indstilling

Det indstilles,

at udvalget drøfter budget 2022 inden for udvalgets områder på møderne i maj og juni med henblik på at finde råderum, herunder især forslag til mulige besparelser vedrørende serviceudgifter

at udvalget drøfter, hvilke sigtepunkter administrationen i forberedelse af råderumskataloget skal arbejde efter.

Beslutning

Administrationen arbejder på spareforslag. Social- og Sundhedsudvalget ønsker at, der indarbejdes økonomimodel for ældreområdetfor budget 2023, således at der tages højde for tilgang af ældre +80 årige. Oversigt over inden/udenfor servicerammen vedhæftes.

Bilag

Resume

Godkendelsessag

Administrationen fremlægger i nærværende sagsfremstilling aktuel status på processen med Det Gule Hus (herefter DGH) til godkendelse i Social- og Sundhedsudvalget. Der fremlægges forslag til politisk godkendelse angående afklaring af DGH's målgruppe, formål og kerneopgave.

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune har ønsket at optimere indsatsen inden for det socialpsykiatriske område, særligt med fokus på DGH. Social- og Sundhedsudvalget godkendte på sit møde d. 12. august 2020, at igangsætte en uvildig analyse ved BDO til afdækning af tilbud i DGH. BDO udarbejdede efterfølgende en analyse med 15 anbefalinger, med tydelig angivelse af handlingsansvarlige for hver anbefaling. Med udgangspunkt i disse udarbejdede administrationen en dynamisk og inddragende procesplan, som Social- og Sundhedhedsudvalget tiltrådte d. 11. januar 2021. Administrationen har herefter arbejdet med gentænkning af DGH's strukturelle rammer, ledelse og arbejdsmiljø; revitalisering af formål og kerneopgave, samt afklaring af målgruppe og juridiske rammer. Der arbejdes desuden med et løbende fokus på fysiske rammer, samvær og borgerinddragelse.
I processen har administrationen ladet sig inspirere af Socialstyrelsens initiativ "Styrket kvalitet i socialpsykiatrien".

Status april 2021

Handlingsanvisninger vedr. strukturelle rammer, ledelse og arbejdsmiljø

  • Administrationen har gentænkt de strukturelle rammer for DGH, hvilket trækker tråde til organisering af det samlede vejlederteam i overensstemmelse med procesplanen. Der er indsat ny ledelse bestående af en afdelingsleder og en teamleder med ansvar for det samlede sociale udførerområde. Dermed udnyttes synergien på socialområdet ved at samarbejde på tværs. Desuden er der indsat to koordinatorer for vejlederteamet med henblik på et opbrud af de mange teams og en mere enkel struktur.
  • Ledelse, TR og AMR har i fællesskab faciliteret temadage for vejlederne vedr. arbejdsmiljø. I alt 7 personer deltog pr. gang af hensyn til Covid-19. Etablering af MED-udvalg samt sikkerhedsgruppe er iværksat.

Handlingsanvisninger vedr. formål, kerneopgave, juridiske rammer og målgruppe

  • Ledelse og medarbejdere har på baggrund af dialogmøder, BDO-rapporten og borgerhenvendelser arbejdet på revitalisering af formål og kerneopgave, samt afklaring af målgruppe for DGH.
  • Med baggrund i denne proces foreslår administrationen følgende:
    • Målgruppen for DGH er, med udgangspunkt i lov om social service § 82a, § 82b, § 85 og § 99, borgere der har sociale problemer eller psykisk og/eller fysisk funktionsnedsættelse, og som vurderes at have behov for rådgivning og vejledning, i forhold til at udvikle færdigheder med henblik på en større grad af autonomi.
    • Formålet med DGH er at understøtte borgerens udvikling af færdigheder med henblik på en større grad af selvstændiggørelse i hverdagen, samt forebygge forværring af sociale problemer, ved at tilbyde socialpædagogisk støtte i form af gruppebaserede og/eller individuelle vejledningsforløb.
    • Kerneopgaven for DGH er at vejlede og rådgive borgere, der har sociale problemer eller psykisk og/eller fysisk funktionsnedsættelse, med henblik på en større grad af autonomi for borgeren via en recovery-orienteret rehabiliterende indsats.
    • Administrationen foreslår, at DGH får status af et rådgivnings - og vejledningscenter i relation til den skitserede målgruppe.


Handlingsanvisninger vedr. fysiske rammer, samvær og borgerinddragelse

  • Der arbejdes løbende med gentænkning af DGH's fysiske rammer, samt hvordan borgerne kan inddrages i denne proces, særligt vedr. tilbud om sociale aktiviteter. Til august påtænkes det at afholde dialogmøder med borgerne, for at inddrage dem i den videre proces. Dialogmøderne afventer dog Covid-19 situationen.
  • Administrationen fremlægger status på arbejdet med samvær, aktiviteter, tilbud og borgerinddragelse til politisk behandling i september.

Sagen sendes til orientering i Udsatterådet og Handicaprådet.

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget tager status til efterretning, og godkender følgende:

  • Målgruppen for DGH er borgere, der har sociale problemer eller psykisk og/eller fysisk funktionsnedsættelse jævnfør regler i lov om social service, og som vurderes at have behov for rådgivning og vejledning, i forhold til at udvikle færdigheder med henblik på en større grad af autonomi.
  • Formålet med DGH er at understøtte borgerens udvikling af færdigheder med henblik på en større grad af autonomi, samt forebygge forværring af sociale problemer, ved at tilbyde socialpædagogisk støtte i form af gruppebaserede og/eller individuelle vejledningsforløb.
  • Kerneopgaven for DGH er at vejlede og rådgive borgere, der har sociale problemer eller psykisk og/eller fysisk funktionsnedsættelse, med henblik på en større grad af autonomi for borgeren via en recovery-orienteret rehabiliterende indsats.
  • Administrationen foreslår, at DGH får status af et rådgivnings - og vejledningscenter i relation til den skitserede målgruppe.
  • Udvalget ønsker, at der findes lokaler, som kan rumme kerneydelsen § 82a, § 82b og § 85, samt rumme aktiviteter som socialt samvær.

Sagen sendes til orientering i Udsatterådet og Handicaprådet.

Beslutning

Tiltrådt. Social- og Sundhedsudvalget ønsker at have begge muligheder, vejledning og samvær, for målgruppen. Social- og Sundhedsudvalget ønsker, at administrationen afdækker lokaliteten Tranegilde Strandvej, samt at Center for Ejendomme afdækker yderligere lokaliteter til brug for formålet.

Bilag

Resume

Orienteringspunkt

Administrationen forelægger ny tidsplan for analyse af det voksenspecialiserede område til orientering.

Sagsfremstilling

På Social- og Sundhedsudvalgets møde d. 11.1. 2021 blev udvalget forelagt afrapportering af fase 1 for analyse af det voksenspecialiserede område. På baggrund af covid-19 situationen samt udskiftning i ledelsen af det voksenspecialiserede område har analysens fase 2 været sat på pause. Analysens arbejde igangsættes igen pr. 1.5. 2021. Derfor forelægges Social- og Sundhedsudvalget en opdateret tidsplan for analysens videre faser (se bilag).

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Beslutningspunkt

I september 2020 godkendte Social- og Sundhedsudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget kommissorium for kortlægning af aktiviteter for 60+ borgere i Ishøj Kommune. På den baggrund blev der udarbejdet en kortlægning, der blev fremlagt for begge udvalg i december 2020. I kortlægningen blev der fremlagt forslag til ændrede rammer for aktivitetscentret på Kærbo. Kortlægningen blev efterfølgende sendt i høring. På mødet i Social- og Sundhedsudvalget den 12. april 2021 deltog teamleder Bue Bohr, og præsenterede forslag til 3 pejlemærker, der skal indgå i den fremtidige ramme for aktivitetscentret på Kærbo. Social- og Sundhedsudvalget godkendte de fremlagte pejlemærker. Rammebeskrivelse for aktivitetscenteret på Kærbo, med udgangspunkt i de 3 pejlemærker, fremlægges nu til godkendelse.

Der er vedhæftet udkast til rammebeskrivelse og eksempler fra opgavebank for frivillighedsopgaver.

Sagsfremstilling

Den overordnede vision for aktivitetscentret er at understøtte, at ældre i Ishøj kan være sammen med andre i aktiviteter. Aktiviteter der gør det muligt at bruge og bevare ressourcer længst muligt, og som bidrager til en meningsfuld hverdag.

De 3 pejlemærker, som Social- og Sundhedsudvalget godkendte på mødet den 12. april 2021, og som skal understøtte rammen for det fremtidige aktivitetscenter på Kærbo, er:

A: Aktivitetscentret understøtter meningsfulde aktiviteter for beboere på plejehjemmet og for hjemmeboende borgere, der har behov.

Der foreslås følgende konkrete tiltag, for at styrke og målrette aktivitetstilbuddet: Årshjul, månedsplaner, samarbejde med plejeafdelinger, styrket dokumentation, samarbejde med hjemmepleje og forebyggende medarbejdere, samt samarbejde med frivillige.

B: Aktivitetscentret understøtter det frivillige engagement.

Det er fortsat ønsket, at aktivitetscentret rummer ressourcestærke ældre. Der foreslås følgende konkrete tiltag: Fortsat tæt samarbejde med en bredt repræsenteret brugerbestyrelse, forventningsafstemning med de frivillige om deres bidrag til Kærbo, fortsat understøttelse af aktivitetsgrupper drevet af frivillige (der også engagerer sig som frivillige for den samlede målgruppe), samt beskrivelse af en frivilligopgavebank (se bilag med eksempler).

C: Aktivitetscentret understøtter, at Kærbo er en del af det omgivende samfund.

Der er her lagt op til, at aktivitetscentret fortsat skal invitere lokalsamfundet ind, og støtte beboerne i at komme ud i samfundet.

Målgrupper

I rammebeskrivelsen opereres med to målgrupper: Aktivitetscentrets målgruppe er plejehjemsbeboere og hjemmeboende borgere, der har behov. Den anden målgruppe er ressourcemålgruppen, som består af hjemmeboende ressourcestærke ældre borgere.

Medarbejderressourcer

Med den nye organisering vil alle tilknyttede aktivitetsmedarbejdere, før var der 3 tilknyttet selve aktivitetscentret, nu udgøre en samlet gruppe på 8 medarbejdere med en gennemsnitlig arbejdsuge på 30 timer pr. ansat og forskellige faglige baggrunde. Det giver bl.a. fleksibilitet i forhold til opgaveløsning i aktivitetscentret og på afdelingerne, ligeledes på tværs af Kærbo og Torsbo, og der vil fremover også være flere forskellige faglige kompetencer i arbejdet.

Proces og evaluering

Aktivitetscentret vil, før den nye ramme træder i kraft, invitere brugerbestyrelsen, frivillighedsgruppen og frivillige gruppeledere til et møde med aktivitetscentret. Der holdes ligeledes møde med plejehjemsbeboerne. Skulle der være borgere, der ikke kan se sig selv i aktivitetscentret fremadrettet, kan kommunen være behjælpelig med at finde andre rammer, fx. i foreningslivet.

Aktivitetscentret tager initiativ til evaluering, der foretages ved dialog med relevante målgrupper (inkl. pårørende), evaluering af udbudte aktiviteter og overblik over det frivillige engagement.

Tidsplan og genåbning

Såfremt rammen for aktivitetscentret godkendes, opstartes dialogen med brugerbestyrelsen, frivillighedsgruppen og frivillige gruppeledere medio maj 2021, hvor der også gradvist kan startes nye hold op. Ny bekendtgørelse af den 23.april 2021 er dog gældende, og ifølge denne skal aktivitetscentre stadig holdes lukket for offentligheden, og der afventes derfor nye udmeldinger. For de aktivitetsgrupper, der under nedlukningen har benyttet andre lokaler, gælder, at de skal rette henvendelse til Center for Kultur og Fritid med henblik på fremtidigt lån af kommunale lokaler, enten i Brohuset eller andre lokaler.

Der kan pt. tilbydes aktiviteter for plejehjemmets beboere, og det kan tillades, at der deltager borgere med selvstændig bopæl udenfor plejehjemmet/plejeboligerne. Frivillige kan indgå i forskellige dagligdagsaktiviteter på plejehjemmet i samspil med beboere og personale. Der er således i stigende grad fokus på at få plejehjemsbeboerne ned i aktivitetscentrets lokaler. Der er aftale med præsten om at påbegynde andagter igen, Cykling uden alder er godt i gang, samarbejdet med Arken, biblioteket og Naturcentret genoptages, og der vil blive arrangeret flere ture med 'bussen'. Frivillige, som ønsker at indgå i Kærbos dagligdagsaktiviteter, kan ligeledes komme igen, og det vil der blive taget initiativ til.

Social- og Sundhedsudvalget forelægges en evaluering af de nye tiltag i foråret 2022.




Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget godkender forslag til fremtidig ramme for aktivitetscentret på Kærbo. Sagen sendes i høring i Seniorrådet og i Handicaprådet med høringsfrist d. 15.6. 2021.

Beslutning

Social- og Sundhedsudvalget tiltræder den fremtidige ramme. Sagen sendes til orientering i Seniorrådet og Handicaprådet, da der har været en bred dialogisk proces med de respektive råd.

Bilag

Resume

Godkendelsessag

Administrationen har udarbejdet kvalitetsstandard for borger personlig assistance (BPA) til politisk godkendelse. Sagen sendes i høring i Handicaprådet og i Seniorrådet.

Sagsfremstilling

Borgerstyret personlig assistance (BPA) ydes som tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning eller ledsagelse til borgere med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Målgruppens borgere har et behov, som gør det nødvendigt at yde denne særlige støtte, som ikke kan dækkes af almindelig hjemmehjælp (personlig og praktisk hjælp). BPA-ordningens formål er, at man på trods af et fysisk eller psykisk handicap, kan leve et liv så selvstændigt som muligt i egen bolig. Borgeren skal være i stand til at fungere som arbejdsgiver, og skal være fyldt 18 år (se bilag).

Administrationen har indhentet benchmark med formål om at undersøge hvad service- og bevillingsniveauet i forhold til BPA-bevilinger er i andre kommuner (se bilag).

Lovgrundlag

Servicelovens § 95 og 96.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget godkender at sende kvalitetsstandard for BPA § 95 og 96 i høring i Handicaprådet og Seniorrådet. Høringsfristen fastsættes til d. 15.6. 2021.

Beslutning

Tiltrådt. Social- og Sundhedsudvalget ønsker på lukket sag at få en anonymiseret oversigt over sager samt økonomi til juni 2021. Udkast til kvalitetsstandard sendes i høring.

Bilag

Resume

Godkendelsessag

Ishøj Kommunes vejledende rådighedsbeløb for 2021 forelægges Social- og Sundhedsudvalget til godkendelse.

Sagsfremstilling

Næsten alle kommuner har delt rådighedskategorier op i to kategorier, henholdsvis:
a) Pensionister, personlige tillæg og enkeltydelser, og
b) Kontanthjælpsmodtagere og andre grupper med lav indkomst:

Enkeltydelser og personlige tillæg for pensionister
Der foreslås en fastholdelse af de nuværende rådighedsbeløb for denne målgruppe. Rådighedsbeløbet gælder navnlig for folkepensionister og førtidspensionister der har fået tilkendt pension før 1. januar 2013. Ishøj kommunes rådighedsbeløb ligger lidt højere end de kommuner vi normalt sammenligner os med.

Rådighedsbeløbet for Ishøj Kommune er kr. 6366,00 for enlige og kr. 8245,00 for ægtepar. Beløbet bruges ved tildeling af personlige tillæg.  Taksten foreslås fastholdt i indeværende år.

Enkeltydelser for personer på offentlig forsørgelse eller som har lavt indkomstgrundlag:
Enlige: kr. 3.331,00 og ægtepar/samlevende: kr. 5638,00. Tillæg til forsørgere: kr. 713,00 pr. barn indtil 3 børn.

Oversigt over rådighedsbeløb kommuner i Region Hovedstaden

Kommune/Rådighedsbeløb

Enkeltydelser og personlige tillæg for pensionister

for personer på offentlig forsørgelse eller som har lavt indkomstgrundlag

Albertslund

Enlige kr. 5.206,-

Ægtepar kr. 7.672,-

Enlige kr. 4.300,-

Ægtepar kr. 6.453,-

Brøndby

Enlige kr. 4.130,-

Ægtepar kr. 6.512,-

Enlige kr. 3.200,-

Ægtepar kr. 4.500,-

Høje Tåstrup

Enlige kr. 5.084,-

Ægtepar kr. 8.257,-

Enlige kr. 3.758,-

Ægtepar kr. 6.093,-

Glostrup

Enlige kr. 3.300,-

Ægtepar kr. 6.600,-

Enlige kr. 3.300,-

Ægtepar kr. 3.300,-

Ishøj

Enlige kr. 6.366,-

Ægtepar kr. 8.245,-

Enlige kr. 3.331,-

Ægtepar kr. 5.638,-

Vallensbæk

Enlige kr. 4.800,-

Ægtepar kr. 6.000,-

Enlige kr. 3.200,-

Ægtepar kr. 5.400,-

Rådighedsbeløbene er siden 2018 steget med 2,5 % og følger den almindelige pris- og lønfremskrivning.

Administrationen foreslår, at rådighedsbeløbene er gældende fra 1. juni 2021 og skal benyttes ved nye ansøgninger i indeværende år

Lovgrundlag

  • Aktivloven, Lovbekendtgørelse 2019-09-23 nr. 981 om aktiv socialpolitik
  • Lov om social pension, Lovbekendtgørelse 2019-09-23 nr. 983 om social pension
  •  Lovbekendtgørelse 2019-09-23 nr. 982 om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget godkender forslag til beløbsgrænser for rådighedsbeløb for 2021.

Beslutning

Tiltrådt. Social- og Sundhedsudvalget ønsker en beregning for økonomien samt konsekvens for borgerniveau ved at justere rådighedsbeløb for pensionister i forhold til gennemsnit for vestegnskommunerne.

Bilag

Resume

Beslutningspunkt

Grundet den aktuelle covid-19 situation foreslås det, at årets sommerudflugter for folkepensionister aflyses. Afholdelsen af de årlige julefrokoster fastholdes i slutningen af året. Sagen forelægges til godkendelse.

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune har en mangeårig tradition for sommerudflugter for ældre, som afholdes hvert år i juni. Udflugterne byder på god mad og gode oplevelser i fællesskab med andre folkepensionister. På baggrund af den aktuelle covid-19 situation, og fortsatte restriktioner i relation til restauranter og oplevelsesindustrien i øvrigt, anbefales det, at udflugterne i juni aflyses. Julefrokoster for folkepensionister i november/december bibeholdes.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget godkender forslag om at aflyse årets sommerudflugter. Sagen sendes til orientering i Seniorrådet.


Beslutning

Tiltrådt.

Resume

Orienteringssag

I januar 2018 godkendte Social- og Sundhedsudvalget første gang et samarbejde med Elderlearn. Elderlearn er et initiativ, der sætter ældre og sprogskolestuderende i kontakt med hinanden. På baggrund af møde i Social- og Sundhedsudvalget den 9. marts 2020 fremlægges her de væsentligste punkter fra seneste statusrapport for perioden 1. januar 2020 - 31. marts 2021 og ny samarbejdsaftale til orientering. På grund af corona-situationen blev perioden for 2020 forlænget, og udvalget forelægges derfor først nu status og ny aftale.

Sagsfremstilling

Formålet med Elderlearn er at øge livskvaliteten og forebygge ensomhed blandt ældre ved at give dem mulighed for at bidrage med frivilligt arbejde fra eget hjem. Desuden har Elderlearn til formål at forbedre integrationen af udlændinge, ved at give dem et øget kendskab til dansk kultur samt forbedre deres danskkundskaber gennem samværet med ældre. De ældre og de sprogstuderende mødes hjemme hos den ældre til samtaler og socialt samvær. Nogle vælger ligeledes at lave aktiviteter sammen i lokalsamfundet.

Formålet med Ishøj Kommunes samarbejde med Elderlearn blev i 2020 udvidet til, at Elderlearn nu også bidrager til at rekruttere og fastholde sosu-elever. Herudover vil Elderlearn bidrage til at skabe brobygning til lokalsamfundet.

På grund af corona-situationen blev perioden udvidet med 3 måneder ind i 2021, med forhåbning om at starte yderligere match op og nå måltallet på 15 match. I og med, at nedlukningen i samfundet fortsatte, forblev det vanskeligt at rekruttere deltagere, og i perioden blev i alt 8 par matchet, heraf 1 sosu-elev. Til sammenligning blev der i 2019 dannet i alt 18 par. Af statusrapporten fremgår, at de adspurgte ældre alle vil anbefale Elderlearn til andre, og at de alle føler, at de har været til gavn for den sprogstuderende. Alle de adspurgte studerende tilkendegiver, at de er blevet mere trygge ved at tale dansk med venner efter at have deltaget i Elderlearn.

Corona-situationen har vanskeliggjort gennemførelsen af aktiviteten, men også givet nye erfaringer og idéer til deltagelse, som tages med i den næste periode.

I vedhæftede statusrapport, hvor et mindre udsnit af deltagerne har bidraget, fremgår yderligere beskrivelse af resultaterne.

Den kommende samarbejdsaftale løber fra 1. april 2021- 31. marts 2022. Målet er at matche minimum 15 par, heraf match af alle henviste fra SOSU-uddannelsen. Elderlearn gør således en aktiv indsats for, at flest mulige udlændinge på SOSU-uddannelsen og flest mulige SOSU-assistenter/hjælpere med sprogvanskeligheder tilmelder sig.


Ved udgangen af 2021 vil administrationen vurdere, hvorvidt samarbejdet med Elderlearn skal fornys for en kommende 1-årig periode. Dette forelægges Social- og Sundhedsudvalget.


Økonomi

Udgiften for den kommende periodeer 65.625 kr. inkl. moms. SSU besluttede i oktober 2019 at finansiere Elderlearn via værdighedsmilliarden.

Indstilling


Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager statusrapport og ny samarbejdsaftale til efterretning, og sender sagen videre til Seniorrådet.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

  • KKR har fremsendt invitation og program for politisk dialogmøde d. 30. august om det specialiserede specialområde (se bilag).

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Der gives ingen klagesager for den forgangne periode.

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Resume

Orienteringssag

Administrationen orienterer om nøgletal.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orientering om nøgletal til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Beslutning

Intet til punktet.