Referat
Social- og Sundhedsudvalget mandag den 24. oktober 2022 kl. 16.00
Mødelokale Vandværket
Resume
Ankestyrelsen har udsendt orientering om danmarkskort med omgørelsesprocenter på socialområdet i 2021 fra Social – og Ældreministeriet til landets kommunalbestyrelser.
Sagsfremstilling
Af orienteringen fra Ankestyrelsen fremgår det, at kommunalbestyrelsen skal behandle danmarkskortet på et møde inden udgangen af det år, hvor omgørelsesprocenterne på socialområdet offentliggøres. Dette følger af retssikkerhedslovens § 79 b.
Når en borger klager over en kommunal afgørelse på socialområdet, er det Ankestyrelsen, der behandler klagen. Omgørelsesprocenten viser andelen af realitetsbehandlede klagesager i Ankestyrelsen, som ændres, ophæves eller hjemvises. Socialområdet dækker over alle bestemmelser i serviceloven, hvor der er klageadgang til Ankestyrelsen over kommunalbestyrelsens afgørelse. Når udvalget normalt behandler ankestatistikker, er der flere lovområder end udelukkende servicelovens.
Omgørelsesprocenten fortæller derfor noget om rigtigheden af den del af kommunens afgørelser, der påklages til Ankestyrelsen, men fortæller ikke noget om den generelle kvalitet af kommunernes sagsbehandling.
Omgørelsesprocenten viser andelen af realitetsbehandlede klagesager i Ankestyrelsen, som ændres, ophæves eller hjemvises. Omgørelsesprocenten viser dermed, hvorvidt de der klager til Ankestyrelsen, enten har ret i deres klage, eller har ret til at få genbehandlet deres sag.
Omgørelsesprocenten omfatter derimod ikke oplysninger om de sager i kommunerne, som ikke påklages til Ankestyrelsen. Omgørelsesprocenten viser dermed ikke hvor stor en del af det samlede antal sager eller afgørelser i kommunerne som indeholder fejl eller som påklages til Ankestyrelsen. Omgørelsesprocenten kan derfor ikke bruges til at udtale sig om den generelle kvalitet af kommunernes sagsbehandling.
Omgørelsesprocenten var 37,9% i 2019 for Ishøj mod 40,9% på landsplan, 31,1% i 2020 mod 36,2% på landsplan, mens den i 2021 var 36,5% for Ishøj Kommune mod 31,8% procent på landsplan. Ishøj Kommune havde dermed en lavere omgørelsesprocent end landsgennemsnittet i 2019 og 2020, hvorimod omgørelsesprocenten i 2021 var højere end landsgennemsnittet.
Ankestatistik | |||||||||
Realitetsbehandlede sager i alt | Stadfæstelsesprocent | Omgørelsesprocent | |||||||
2019 | 2020 | 2021 | 2019 | 2020 | 2021 | 2019 | 2020 | 2021 | |
Ishøj | |||||||||
Serviceloven | 66 | 74 | 52 | 62, % | 68,9 % | 63,5 % | 37,9 % | 31,1 % | 36,5 % |
Hele landet | |||||||||
Serviceloven | 9301 sager101 | 10329 sager | 8280 sager | 59,% | 63,8 % | 68,2 % | 40,9 % | 36,2 % | 31,8 % |
Kilde: Ankestyrelsen ( 2022 ) |
Efter lov om retssikkerhed og administration § 79 b, stk. 1., skal kommunalbestyrelsen behandle danmarkskortet på et møde, og efter § 79 b, stk. 2 skal Kommunalbestyrelsen i forbindelse med behandlingen efter stk. 1 tage stilling til, hvorvidt der er behov for at udarbejde en handleplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i kommunens sagsbehandling.
Beslutter kommunalbestyrelsen, at der ikke skal udarbejdes en handleplan, skal kommunalbestyrelsen orientere Ankestyrelsen herom.
Da omgørelsesprocenten i Ishøj Kommune er en smule større end landsgennemsnittet er der grund til at udarbejde en handleplan. Administrationen foreslår, at følgende handleplan sendes til Ankestyrelsen:
Borgernes retssikkerhed og oplevelse af, at der foregår en seriøs og ordentlig sagsbehandling, ligger Ishøj Kommune væsentligt på sinde. Ishøj Kommune vil løbende forsøge at nedbringe omgørelsesprocenten for kommunens afgørelser ved at afsætte tid til, at der på ugentlige og månedlige statusmøder i de forskellige afdelinger, som fast punkt gennemgås nyt fra Ankestyrelsen, ny og nuværende praksis, afgørelser der er modtaget fra Ankestyrelsen samt løbende holdes kurser i den gode afgørelse. I Center for Børn og Forebyggelse er der pr. 1. august 2022 som en del af en ny struktur, oprettet en enhed omkring børn med særlige behov.
Lovgrundlag
Retssikkerhedslovens § 79 b.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Indstilling
- at omgørelsesprocenten på socialområdet i 2021 tages til efterretning
- at ovenstående handlingsplan godkendes og sendes til Ankestyrelsen til orientering.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Ishøj Byråd
Bilag
Resume
Administrationen fremlægger forslag til møder i Social- og Sundhedsudvalget i 2023. Forslag fremgår af vedhæftede bilag.
Sagsfremstilling
Udgangspunktet er, at møderne i Social- og Sundhedsudvalget er placeret den tredje torsdag i måneden kl. 19.00.
Der foreslås følgende ændringer i 2023 - alle møder afholdes kl. 19.00:
- Mødet i februar flyttes en uge frem til den 16. februar pga. vinterferien.
- Mødet i maj flyttes til mandag den 15. maj pga. Kristi Himmelfart.
- Mødet i oktober flyttes en uge frem til den 12. oktober pga. efterårsferien.
- Mødet i december flyttes en uge frem til torsdag den 14. december.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Indstilling
at møderne i Social- og Sundhedsudvalget i 2023 placeres, som de fremgår i vedhæftede bilag.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Social- og Sundhedsudvalget.
Bilag
Resume
KKR Hovedstaden godkendte den 9. september 2022 'Rammeaftale 2023-2024 for det højt specialiserede socialområde og specialundervisning'. KKR Hovedstaden anbefaler endvidere, at kommunerne og Region Hovedstaden godkender Rammeaftalen. Rammeaftale 2023-2024 skal være behandlet i kommunerne og regionen senest den 30. november 2022.
Sagsfremstilling
Rammeaftale 2023-2024
Det overordnede udviklingsstrategiske fokus i Rammeaftalen 2023-2024 er kvalitet, og der arbejdes i forlængelse heraf videre med to fokusområder, som fortsættes fra Rammeaftale 2021-2022:
”Udvikling af relevant og aktuel tilbudsvifte”: I en årrække har hovedstadskommunerne i fællesskab haft fokus på udvikling af vores fælles tilbudsvifte, fordi kommunerne oplever udfordringer med at finde pladser til særlige målgrupper. I første omgang er fokus på at etablere pladser til målgruppen af borgere med autismespektrumforstyrrelser i kombination med adfærdsudfordringer. Fremadrettet indebærer fokusområdet:
1) Afdækning af udfordringer og løsninger på kommunernes anlægsudfordringer på det specialiserede socialområde
2) Brug af økonomimodellen til etablering af nye tilbud til samme målgruppe
3) Afdækning af målgrupper, som kommunerne oplever udfordringer med at finde pladser til.
”Kommunale indsatser til borgere med psykiske lidelser”: Det overordnede mål med fokusområdet er fortsat at sikre et fælleskommunalt fokus på kvalitet i socialpsykiatrien. Fokusområdet skal være med til at øge borgerens oplevelse af sammenhæng mellem at være indlagt på psykiatrisk i behandlingspsykiatrien i regionalt regi og modtage støtte gennem servicelovsindsatser i kommunerne. Der vil fortsat være fokus på, hvor fælleskommunale løsninger kan være med til at sikre, at oplevelsen af sammenhæng for borgerne øges.
Det er herudover forventningen, at evalueringen af det specialiserede socialområde (2022) skal danne grundlag for en national specialeplanlægning, som skal sikre højere grad af specialisering og kvalitet.
I henhold til bekendtgørelsen har kommunerne en forsyningsforpligtelse over for de mest specialiserede tilbud. På baggrund af ansøgningsrunde og grundig behandling i økonomigruppen og Embedsmandsudvalget for det specialiserede socialområde er to nye tilbud med i Rammeaftalens opgørelse over de mest specialiserede tilbud. Disse tilbud vil fremover være underlagt en særlig sikkerhed: Troldemosen (Gentofte Kommune) og 3Kløveren (Region Hovedstaden).
Vedlagt er: Præsentation af Rammeaftale 2023-2024 for det højt specialiserede socialområde og specialundervisning samt Bilag 1 til Rammeaftale 2023-2024 - Styringsdel og Bilag 2 til Rammeaftale 2023-2024 - Udviklingsdel.
Økonomi
Kommunerne i hovedstadsregionen og Region Hovedstaden har igen indgået en aftale om udviklingen i udgifter pr. dag i de takstbelagte tilbud på det specialiserede socialområde og specialundervisning. Aftalen går på, at udgifterne maksimalt må stige med pris- og lønfremskrivningen frem mod 2024. Kommunerne i hovedstadsregionen har derudover fortsat frem mod 2024 et mål om en overheadprocent på 6 %. Ishøj Kommune afregner ligeledes med en overheadprocent på 6 %.
Indstilling
at Byrådet godkender Rammeaftalen for 2023-2024 for det højt specialiserede socialområde og specialundervisning.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Ishøj Byråd.
Bilag
Sagsfremstilling
- Ishøj Kommune har den 7. september 2022 rykket Social- og Sundhedsministeriet for svar på, om tømning af stomipose er en ydelse efter henholdsvis serviceloven eller sundhedsloven for så vidt angår borgere, der modtager Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) efter servicelovens § 96. Ministeriet svarer i vedhæftede brev, at ministeriet stadig er i proces i forhold til at afklare fortolkningen af lovgivningen i forhold til, om tømning af en stomipose er en servicelovsydelse eller en sundhedsydelse.
Når ministeriet har afklaret fortolkningen af lovgivningen, vil Ishøj Kommune modtage et særskilt svar.
- Den 10. november 2022 fra kl. 16.30 - 21.00 afholdes konferencen ’Sammen om unges sundhed og trivsel’, i Kulturhus Risbjerggaard i Hvidovre. Målgruppen er politikere, direktører og andre relevante nøglepersoner. Invitation til konferencen er vedhæftet dagsordenen.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Beslutningskompetence
Social- og Sundhedsudvalget.
Bilag
Resume
Administrationen orienterer om efterretningssager.
Sagsfremstilling
Servicelovens § 83: En sag er sendt til Ankestyrelsen den 30.9.202, hvor borger søger om rengøring. Borger klager over serviceniveauet.
Sagen er tidligere hjemvist af Ankestyrelsen.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Beslutningskompetence
Social- og Sundhedsudvalget.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efetrretning.
Beslutningskompetence
Social- og Sundhedsudvalget.
Sagsfremstilling
Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenspunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenspunkt, så længe dette ene punkt godkendes.
Indstilling
at referatet godkendes.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Social- og Sundhedsudvalget.