Referat
Strandparkens bestyrelse torsdag den 5. december 2024 kl. 16.00
Vallensbæk Rådhus, Vallensbæk Stationstorv 40, 2665 Valllensblk Strand
Sagsfremstilling
Forlængelse af forpagtninger
De nuværende forpagtningskontrakter for Kanalu (Ishøj), Haveje (Vallensbæk) og Strandcaféen (Brøndby) udløber i perioden frem mod 1. januar 2026 og skal derfor forlænges.
I lyset af den forventede modernisering samt det fælles kommunale kystbeskyttelsesprojekt bliver det nødvendigt at kunne opsige forpagtningerne med relativt kort varsel, da det er usikkert, hvornår anlægsprojekterne starter.
Muligheden for 6 måneders opsigelse bliver skrevet ind i kontrakterne ifm. forlængelserne. Alle kontrakter forlænges, så de står til at ophøre pr. 1. januar 2028.
”… Tidsbegrænsningen og muligheden for opsigelse er sagligt begrundet i, at der er en udviklingsproces i gang vedrørende Strandparken, hvor der løbende er overvejelser i relation til den fremtidige anvendelse af arealerne og bygningerne.”
Godkendelse af de nye forpagtningskontrakter behandles på det første bestyrelsesmøde i 2025.
Vedtægtsændringer
Som det også blev nævnt på seneste møde, kræver de kommende opgaver med modernisering af Strandparken, at vedtægterne for Strandparken I/S bliver opdateret på en række områder.
En tværkommunal arbejdsgruppe arbejder med en ny struktur for vedtægts- og aftalebaserede udgifter, jf. bilag 1.
Arbejdet er igangværende og skrider frem. Nye vedtægter kræver godkendelser i alle kommunalbestyrelser og byråd, og det endelige udkast vil blive fremlagt politisk, inden de kan træde i kraft.
Anlægslov og modernisering
Offentlig høring af Forslag til Lov om modernisering af Køge Bugt Strandpark
Plan- og Landdistriktsstyrelsen sendte forslag til anlægsloven i en kort, offentlig høring den 10. oktober -11. november 2024. De 5 Strandpark-kommuner har sendt et fælles høringssvar, jf. bilag 2, som efter høringsfristen udløb er blevet politisk behandlet i alle byråd og kommunalbestyrelser.
Kommunernes høringssvar har fokus på at få tilrettet følgende i loven:
- Imødekommelse af kommunernes ønskede omfang (m²) på udvalgte områder (A-områder, Vandvandrehjem og undervisning/naturlegeplads).
- Større fleksibilitet i udformningen af rammebestemmelser og anvendelse.
- Frafald af 5 års frist for ansøgning om tilladelser på søterritoriet (alternativ forlængelse til 10 år) samt afskæring af klagemulighed på Kystdirektoratets afgørelser.
Der er kommet 9 høringssvar til lovforslaget ud over kommunernes samlede høringssvar.
Loven er på Folketingets lovprogram i januar 2025, og først der vil det fremgå, om eller i hvilket omfang lovforslaget er justeret. Hvis lovforslaget justeres i væsentligt omfang, skal det i fornyet høring, og så ændres tidsplanen for vedtagelse.
Indstilling
at formandsmeddelelserne tages til efterretning
Beslutning
- Formanden orienterer om, at Merete Amdisen og Torben Hoffmann ikke kunne deltage til bestyrelsesmødet.
- Bestyrelsen ønsker at godkende forpagtningskontrakterne på næstkommende bestyrelsesmøde.
- Når Forslag til Lov om modernisering af Køge Bugt Strandpark har været igennem Folketingets lovprogram i januar 2025, vil der gå et par år med bl.a. arkitektkonkurrence og lokalplaner, inden arbejdet kan gå i gang.
Orienteringen blev taget til efterretning.
Beslutningstema
Formanden meddeler om forpagtninger, vedtægtsændringer og anlægslov for modernisering
Bilag
Sagsfremstilling
Alle berørte ejendomme langs Strandparkens matrikler i Greve Kommune, i alt 68 ejendomme, blev den 17. september orienteret om LIFA landinspektørers fastlæggelse af det registrerede skel.
LIFA afsatte kort efter orienteringen midlertidige skelpæle på alle ejendomme, så de enkelte lodsejere havde mulighed for at vurdere skellets placering.
Herefter havde lodsejerne frem til den 1. november mulighed for ved underskrevet skelerklæring at erklære sig enten enig eller uenig i placeringen af det fastsatte skel.
Den 5. november havde Strandparkens sekretariat statusmøde med LIFA om tilbagemeldingerne fra lodsejerne.
Ud af de 68 ejendomme er der 12 ejendomme hvor der endnu ikke er opnået enighed om skellets placering.
For nogle ejendomme mangler vi svar fra ejerne, og andre har tilkendegivet, at de ikke kan acceptere det fastlagte skel, som det gældende.
Lederen af Strandparkens sekretariat giver ved mødet en grundigere redegørelse.
Den videre proces
For langt størstedelen af ejendommene er der givet en tilbagemelding, og de fleste har erklæret sig enige i skellets placering.
- LIFA rykker for svar ved de ejendomme, der endnu ikke er vendt tilbage.
- LIFA indkalder til møder med de ejendomme, der har erklæret sig uenige i skellets placering.
Ved møderne deltager LIFA, Strandparkens sekretariat og lodsejer, enten repræsenteret ved ejer selv eller advokat.
Møderne forventes afholdt i november, december og januar.
Antallet af skelforretninger beror på udfaldet af de afholdte møder.
Indstilling
at orienteringen om håndhævelsesindsatsen tages til efterretning
Beslutning
Bestyrelsen fik en kort redegørelse for fremdriften, de første afholdte møder og den videre proces.
På det næste bestyrelsesmøde vil det blive drøftet, hvilken strækning der bliver den næste i håndhævelsesindsatsen.
Beslutningstema
Bestyrelsen opdateres på den igangværende håndhævelsesindsats
Sagsfremstilling
Sekretariatet indstiller forud for hvert budgetår en række projekter, der foreslås realiseret gennem projektmidlerne, jf. bilag 3.
Bilag 3 indeholder en kort beskrivelse og en forventet økonomisk ramme for projektmidlerne i 2025.
Projektmidlerne udgør årligt 1.700.000 kr.
Økonomi
Projektmidlerne udgør årligt 1.700.000 kr. og indgår som en post i budgettet.
Indstilling
at fordelingen af projektmidler 2025 godkendes.
Beslutning
Bestyrelsen blev orienteret om projektforslagene.
Der var en generel drøftelse af tilgængelighed og den afvejning, der er mellem investeringer og graden af benyttelse. Det blev bl.a. andet drøftet, at det er vigtigt, at man kan se, hvor fx handicapvenlige broer er, så man ikke kører forgæves efter disse.
De var en drøftelse af designet af nye projekter, da Strandparken nu er i en fase, hvor der må forventes en arkitektkonkurrence i forbindelse med en kommende modernisering, som kan få betydning for fremtidige projekters udtryk. Der var dog opbakning til at fortsætte det nuværende udtryk med smalle trælameller på de nye mindre projekter som nyt udsigtstårn og bro.
Sekretariatet er opmærksom på, at der er et behov for modernisering af toiletbygninger, men det vil kræve store investeringer og foregribe det kommende moderniseringsprojekt, så indtil videre må man nøjes med nødtørftige reparationer.
Bestyrelsen godkendte fordelingen af projektmidler 2025.
Beslutningstema
Oversigt over projektmidler i 2025
Bilag
Sagsfremstilling
Opjusteringen af budgettet i 2024 har vist sig nødvendig, da store dele af de nedslidte anlæg og bygværker ikke er en del af den kommende modernisering. Strandparkens økonomi har de forudgående år har haft svært ved at håndtere større vedligeholdelsesopgaver. Regnskabet for 2024 er dermed påvirket af flere års tilbageholdenhed i drift og vedligehold af anlæg samt udbedring af skader ifm. stormfloden i oktober 2023. Ansættelsen af egen driftsleder pr. 1. januar har bevirket, at sekretariatet har kunne igangsætte flere anlægs- og driftsprojekter.
Der er således realiseret en lang række projekter i 2024 samtidig med, at efterslæbet i vedligehold og udbedring af skader fra stormfloden er håndteret. Brugerne af Strandparken har i 2024 tydeligt kunne mærke, at området er i udvikling. Med afsæt i disse faktorer er det forventningen, at Strandparkens regnskab i 2024 kommer ud med et merforbrug. Merforbruget forventes dækket af driftsoverskuddet fra 2023.
Beslutning
Orienteringen blev taget til efterretning.
Beslutningstema
Nuværende indikation på regnskab for 2024
Sagsfremstilling
Arbejdet med at modernisere Sivstien, der løber mellem Vallensbæk og Brøndby, er nu afsluttet. Arbejdet er forløbet planmæssigt og er generelt blevet taget godt imod af brugere og naboer. Der har dog været nogle henvendelser fra cyklister med en bekymring om, at skiftet fra asfalt til grus vil medføre dårligere vilkår for racercykler og cykelpendlere. Se svar til Cyklistforbundet, jf. bilag 4. Til foråret vil Strandparkens driftsmedarbejdere lave de sidste tilpasninger og finish på projektet, da jorden skal have lov til at sætte sig. Derudover er det planen at lave nogle rekreative støttepunkter, som vil give mulighed for at tage ophold og opleve variation på den lange strækning.
Generelt har projektet kørt godt, både hvad angår anlæg, udførelse og økonomi. Der har i perioden været 3,5 dage, hvor entreprenøren har indstillet arbejdet grundet vejret. Men generelt har nedbøren betydet, at færdiggørelsen af projektet har strakt sig en smule længere end forventet.
Der har dog været et merforbrug i projektet, hvad angår omkostninger til håndtering af afgravet jord, som følge af udvidelse af stien, da store dele af jorden ikke har været ren jord, men lettere forurenet klasse 2 jord.
Dertil har vi udnyttet, at entreprenøren var i området og medtaget en asfaltstrækning ved Vallensbæk Havnevej, som et led i den overordnede strategi om konvertering af asfalt til grus. Tager man tillægsstrækningen ud af den samlede projektøkonomi, rammer vi inden for den samlede bevilling til projektet.
Indstilling
at punktet tages til efterretning
Beslutning
Der har været henvendelser omkring, hvornår der opsættes skraldespande ved Sivstien. Sekretariatet orienterede om, at den nye stibelægning først skal sætte sig, før der må køre køretøjer på stien. Det medfører, at der ikke kan tømmes skraldespande og derfor heller ikke sættes nye op. Der er ved at blive sat skilte op, hvor der orienteres om dette, ligesom der er kommunikeret via Facebook samt sendt svar direkte til borgere, som har henvendt sig. Til foråret, når stien har sat sig, vil der blive etableret opholdsarealer på udvalgte steder langs stien med handicapvenlige borde/bænkesæt, ligesom der vil blive sat affaldsbeholdere op i tilknytning hertil.
Orienteringen blev taget til efterretning.
Beslutningstema
Opsamling på modernisering af Sivstien
Bilag
Sagsfremstilling
I september og oktober 2024 besluttede byråd og kommunalbestyrelser i Greve, Ishøj, Vallensbæk og Brøndby at fremme et samlet kystbeskyttelsesanlæg i de 4 kommuner og ansøge statens kystpulje 2024 om anlægsmidler til projektet. Kystbeskyttelsesprojektet omfatter forhøjelse af den eksisterende kystbeskyttelse i Strandparken til en sikringshøjde på 3,5 m + 0,5 m bølgetillæg på digerne langs Køge Bugt.
De 4 kommuner er kystbeskyttelsesmyndigheder for kystbeskyttelsen i Strandparken, og beslutningen blev truffet efter kystbeskyttelseslovens § 2 a. I uge 43 offentliggjorde kommunerne beslutningen på egne hjemmesider, der linker videre til en fælles hjemmeside med samlet information om projektet:
Kystbeskyttelse | Kystbeskyttelse - Samarbejde mellem Brøndby, Greve, Ishøj og Vallensbæk
I overensstemmelse med loven har kommunerne desuden sendt orienteringsbreve ud til alle ejendomsejere, som kan drage nytte af kystbeskyttelsen, og som derfor kan blive bidragspligtige til projektet.
Kommunerne har modtaget få henvendelser om brevene og en enkelt klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet på trods af, at der ikke er klagemulighed til afgørelser efter kystbeskyttelseslovens § 2 a.
Inden nytår bliver det afklaret, om eller hvor meget kystbeskyttelsesprojektet støttes med fra statens kystpulje 2024.
Kystbeskyttelsesarbejdsgruppen fortsætter opgaven, og et af de næste skridt bliver rådgiverudbud af detailprojekteringen. Arbejdsgruppen søger desuden afklaring af en fælles anlægsprojektleder til at varetage igangsættelse og udførelse af kystbeskyttelsesprojektet. Det forventes, at projektlederen skal placeres i Strandparken I/S’ sekretariat.
Indstilling
at punktet tages til efterretning
Beslutning
Orienteringen blev taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Forslag til møderække 2025:
- 8. april 13:00-15:30, Erhvervsklubbens mødelokale på ARKEN
- 24. juni 11:30-14:00, Erhvervsklubbens mødelokale på ARKEN
- 25. september 14:30-17:00, Erhvervsklubbens mødelokale på ARKEN
- 11. december kl. 17:00.20:00, Erhvervsklubbens mødelokale på ARKEN
Indstilling
at møderækken for 2025 tages til efterretning
Beslutning
Orienteringen blev taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Skraldespande med sortering
Beslutning
Arbejdet med at teste skraldespande med sortering i 2 fraktioner er sat i bero. Det skal tænkes ind i moderniseringsprojektet omkring sortering.
Sekretariatet orienterede også om, at der er blevet knust og fældet beplantning omkring p-pladsen ved Hundige, hvor der har været en del uønskede aktiviteter, jf. drøftelser på tidligere bestyrelsesmøder. Der er også kommet en ny grusbelægning på stien Syd for Greve Marina samt en række andre vedligeholdelsesprojekter.
Sagsfremstilling
Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne, når referatudkastet fremsendes. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.
Beslutning
Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne, når referatudkastet fremsendes. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.
Bestyrelsen godkendte punktet.