Referat
Strandparkens bestyrelse tirsdag den 20. juni 2023 kl. 09.00
Restaurant Fregatten, Greve Marina, Hejren 23, 2670 Greve - mødelokale 1. sal
Sagsfremstilling
- Det næste møde i Strandparkens Brugergruppe er flyttet til den 23. august 15.30-17.00 på Vallensbæk Rådhus
- Modernisering af Strandparken ved Christine Brønnum-Johansen
- Heldagsekskursion med kommunerne og Strandparken den 30. oktober 2023
Beslutning
Orientering taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Greve Byråd ønskede i foråret et møde med Strandparkens bestyrelse. Dette resulterede i, at formandskabet v. Henrik Rasmussen og Merete Amdisen samt Strandparkens sekretariatchef Morten Boye Hansen deltog på et byrådsmøde i Greve Kommune den 8. maj 2023. Greve Kommune foreslog i den forbindelse, at BYR/KB fra alle kommuner fik et bedre kendskab til Strandparken enten i form af årlige møder med bestyrelsen eller ved et årligt arrangement i Strandparken.
Indstilling
at byråd og kommunalbestyrelser i de 5 ejerkommuner inviteres til et årligt arrangement i Strandparken.
Beslutning
Det vedtages, at byråd og kommunalbestyrelser i de 5 ejerkommuner inviteres til et arrangement i Strandparken i 2024, og at det herefter evalueres, om det skal gentages ved et årligt tilbagevendende arrangement.
Beslutningstema
Det skal besluttes, om Strandparken skal invitere byråd og kommunalbestyrelser fra de 5 ejerkommuner til et årligt arrangement for at udvide deres kendskab til Strandparken, herunder den løbende drift, naturtiltag og projekter m.m.
Sagsfremstilling
I forbindelse med Rambølls gennemgang af de fysiske anlæg og infrastruktur i Strandparken blev det tydeligt, at der er en udfordring med asfaltstier og veje flere steder i Strandparken. Det skyldes primært, at rødderne fra havtorn og popler skyder op gennem asfalten, og løfter den, hvilket giver en ujævn asfalt og reducerer levetiden på belægningen såvel som funktionaliteten.
Derudover har grusbelægninger og asfalt forskellige styrker og svagheder ift. brugere og drift. Der er bl.a. kommet øget fokus på konfliktende brugere af asfaltstierne. Det drejer sig primært om de cyklister, der anvender stierne til at komme hurtigt frem på racercykler, og de langsomt gående der oplever at blive overrasket/overrumplet af en cyklist forfra eller bagfra. Særligt udtalt er denne problemstilling på Sivstien mellem Vallensbæk og Brøndby. Sivstien er smal, og flere cyklister har de senere år benyttet denne, da stien er forbundet med supercykelstien i Vallensbæk og Brøndby, og derfor er det nemt at få en smuk rute ned gennem Strandparken på vej til arbejde.
Der er også den rent landskabelig vurdering af, hvilken belægningstype der passer til et rekreativt naturområde som Strandparken, hvor funktionalitet, æstetik og drift skal gå hånd i hånd.
Derfor ønsker sekretariatet bestyrelsens opbakning til at kortlægge stisystemerne og indhente tilbud på at renovere eksisterende asfaltbelægninger med beskyttelse mod rødder og dels kigge på, om det på nogle strækninger kunne give mening at udskifte asfalt med grusbelægning ift. anlægsudgift, driftsudgifter og funktionalitet.
Indstilling
at der træffes beslutning om at gå videre med kortlægning af stierne samt indhentning af tilbud på anlægsudgifter og driftsudgifter ved hhv. asfalt og grusbelægning.
Beslutning
Det vedtages at gå videre med kortlægning af stierne samt indhentning af tilbud på anlægsudgifter og driftsudgifter ved hhv. asfalt og grusbelægning. Der er enighed om, at Strandparkens grusstier generelt fungerer godt og passer fint ind i landskabet.
Beslutningstema
Der er mange stier og veje i Strandparken, både nedfaldsfaldsveje, tværgående veje og stisystemer. De primære belægningstyper er asfalt og grus, som har forskellige styrker og udfordringer. Bestyrelsen tager en generel drøftelse om belægninger i Strandparken.
Sagsfremstilling
Sidste år lancerede Friluftsrådet deres nye mærkningsordning ’Vinterbadepunkt’. Et Vinterbadepunkt er borgernes garanti for nogle gode rammer for vinterbadeoplevelsen. Med denne mærkningsordning kan borgerne regne med, at man på et Vinterbadepunkt finder rent badevand, god badesikkerhed og basal infrastruktur.
Sekretariatet har undersøgt potentialet ved ordningen samt kriterierne og omkostningerne for at have et Vinterbadepunkt.
Vinterbadepunkt sæsonen kan strække sig fra september-maj, men man kan også vælge, at den skal være kortere. Badestedet skal være offentlig tilgængelig, og der må ikke opkræves betaling for adgang og benyttelse af selve badestedet. Der er dog ikke krav om offentlig adgang til saunaen, hvis der er en på stedet.
Vinterbadepunkt gælder for én sæson ad gangen (september-maj), hvor der betales et kontingent på 5.000 kr. per badested. Hvis badestedet om sommeren er mærket som Blå Flag, er der tale om et helårsbadested, og Vinterbadepunkt koster så 3.000 kr. per badested. Ansøgningsfristerne er den 1. maj.
Kriterier som skal overholdes for at kunne få Vinterbadepunkt:
- Badevandsprøver minimum hvert 30. dag – (ekstra omkostning for kommunerne, der er badevandsmyndighed)
- Sikkerhed - Livredningsmateriel – minimum redningskrans
- Adgang til vandet, nemt og sikkert
- Løbende opsyn med livredningsudstyr og strandens faciliteter
- Infotavle med plakater – oversigtskort, Vinterbadepunkter (evt. nye vinterbestandige informationsskabe, samt ressourcer/timeforbrug til udarbejdelse af plakater)
- Affaldsløsning
Det er sekretariatets vurdering, at Strandparken i dag kan leve op til de gældende kriterier ved de 4 eksisterende Blå Flag strande med de faciliter og den drift af området, som allerede finder sted.
Der vil være en omkostning for kommunen i form badevandsprøver minimum hvert 30. dag fra september til maj. Selve mærkningen vil for alle fire strande koste Strandparken 12.000 kr. samt en mulig omkostning til nye mere vejrbestandige infoskabe (pris ca. 30.000 kr. for 5 stk.)
Sekretariatet vurderer, at der er tre mulige modeller for etablering af Vinterbadepunkter i Strandparken.
Den ene model indebærer, at der etableres Vinterbadepunkter på alle Strandparkens 4 Blå Flag strækninger. Strandparken ansøger og drifter strandene på samme måde som med Blå Flag ordningen. Fordelen er, at det vil blive en ensartet løsning for driften og administrationen samt fremstå som et fælles tilbud på tværs af hele Strandparken. Ulempen er, at kommunerne pålægges at udtage badevandsprøver fra september til maj, dvs. hele året.
Den anden model indebærer, at hver ejerkommune beslutter, hvorvidt man ønsker at etablere Vinterbadepunkter på stranden indenfor egen kommune. Fordelen er, at den enkelte kommune selv kan beslutte, om den vil fremme sagen og udtage de ekstra badevandsprøver. Ulempen er, at der ikke er ensartethed i driften og administrationen af strandene, hvis kun enkelte af strandene bliver Vinterbadepunkt, samt at sekretariatet og driften bliver pålagt ekstra omkostninger, da drift, ansøgning m.m. påhviler Strandparken.
Den tredje model indebærer, at Strandparken afviser at etablere Vinterbadepunkter i Strandparken og i stedet henviser kommunerne til at etablere Vinterbadepunkter ved deres badeanstalter inde i havnene.
Med baggrund i Strandparkens nuværende fokus på en ensartet og samlet Strandpark foreslår sekretariatet, at der arbejdes videre med model nr. 1 med Vinterbadepunkt for alle 4 strande i sæson 2024/2025.
Indstilling
at der arbejdes videre med model nr. 1 med Vinterbadepunkt for alle 4 strande i sæson 2024/2025.
at Strandparken anmoder kommunernes badevandsmyndighed om at udtage badevandsprøver fra september til maj.
Beslutning
Bestyrelsen ønsker for nuværende at fastholde Blå Flag ordningen i Strandparken og ønsker ikke at udvide ordningen med Vinterbadepunkter. I stedet henvises kommunerne til at etablere Vinterbadepunkter ved deres badeanstalter inde i havnene, hvis de måtte ønske det.
Beslutningskompetence
Strandparkens bestyrelse
Beslutningstema
Brøndby Kommunes miljøafdeling har anmodet om, at Strandparkens bestyrelse drøfter muligheden for etablering af Vinterbadepunkt på Brøndby strand. Sekretariatet ser tre mulige modeller og indstiller, at der vælges en model, hvor Strandparken etablerer Vinterbadepunkter på alle Strandparkens 4 Blå Flag strande for at fastholde et ensartet badetilbud på tværs af Strandparken.
Sagsfremstilling
Cykeltur på bestyrelsesmøde DEN 20. juni 2023
I forlængelse af bestyrelsesmødet cykler bestyrelsen og sekretariatet rundt i Greve/Ishøj området i ca 1,5 time, hvor vi stopper undervejs på udvalgte nedslagspunkter med forskellige temaer, som rummer alt fra naturforvaltning og belægning til eksisterende og kommende rekreative anlæg.
Vi starter kl. 10 og slutter kl. 11.30 ved Restaurant Fregatten, Hejren 23, Greve Marina, 2670 Greve (Der er mulighed for at låne mtb).
Stop:
1: Belægningstyper
Fordele og ulemper ved asfalt og grus
2: Lynghuse
Ny naturlegeplads, ny gedefold og udtynding af beplanting, Blå Flag badestrand/Vinterbadepunkt
3: Søbredden
Udkigstårn og slæbested samt kig til resten af Strandparkens indersøer
4: Hundige Havnevej
Naturpleje, græsning med får
5: Teknisk anlæg
Sluse, indløb fra Lille Vejlesø
6: Strandengen
Fokus på naturpleje; høslæt og orkideer. Eksisterende faciliteter.
Beslutning
Orientering taget til efterretning.
Bilag
Sagsfremstilling
Finn Andersen nævnte, at Brøndby Kommune har modtaget en henvendelse fra DOF med en bekymring om, at der er tiltagende forstyrrelser af fuglelivet fra sejlende i Holme Sø. De oplever, at især SUP (Stand Up Paddle) er et forstyrrelseselement, som kan udgøre en trussel for nogle arter. Emnet har tidligere været vendt i Strandparkens bestyrelse, og der er enighed om, at emnet kan tages op i Strandparkens Brugergruppe, hvor bl.a. DOF og medlemmer af sejlklubberne også sidder.
Beslutning
Orientering taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.
Beslutning
Punktet godkendt.