Referat
Strandparkens bestyrelse torsdag den 27. juni 2024 kl. 09.00

ARKEN, Skovvej 100, 2635 Ishøj - Erhvervsklubbens mødelokale

Sagsfremstilling

Evaluering af Strandparkens dag den 30. maj.


Sekretariatet inviterer til møde i Strandparkens Brugergruppe torsdag den 29. august.


Beslutning

Ny driftsleder

Præsentation af Bjarne Almskou-Dahlgaard, som siden 1. januar 2024 har været driftsleder i Strandparken.


Evaluering af Strandparkens dag den 30. maj.

Der var positive tilbagemeldinger på dagen og programmet. Der var en drøftelse af, om hvert andet år måske kunne være et passende interval for arrangementet.. Det blev besluttet, at bestyrelsen på møde i foråret 2025 tager stilling til, hvornår det næste arrangement skal ligge.


Sekretariatet inviterer til møde i Strandparkens Brugergruppe torsdag den 29. august.

Sekretariatet har fremover den detaljerede og praktiske dialog med brugerne i Strandparken

Sagsfremstilling

På møde den 8. maj 2024 drøftede borgmestrene, hvordan der skal arbejdes videre med at finde en fremtidig organiseringsmodel, så moderniseringsprojekterne på Strandparkens I/S arealer kan gennemføres.

Der var enighed om at arbejde videre med at konkretisere en model (jf. bilag 1), hvor Strandparken I/S:

  • kan varetage de nuværende drifts- og vedligeholdelsesopgaver
  • kan være bygherre, når kystbeskyttelse skal forhøjes
  • kan udvikle, anlægge og drifte de rekreative moderniseringsprojekter

Denne model kræver nye vedtægter og fordelingsnøgler i Strandparken I/S, som alle kommunerne kan være tilfredse med. Det kræver samstemmende vedtagelser i alle ejerkommunernes byråd og kommunalbestyrelser at ændre i Strandparken I/S’ vedtægter.

Strandparken I/S er et fælleskommunalt § 60 a-selskab, og med specialiseret, juridisk rådgivning kan der skabes de bedste muligheder for at udvikle nye vedtægter, der tilgodeser kommunernes ønsker og overholder lovens regler.

Økonomi

Kommunerne har modtaget et prisoverslag på 40.000 - 65.000 kr. for juridisk rådgivning og udkast til nye vedtægter. Alle fem kommuner skal være tilfredse med udformningen af nye vedtægtsbestemmelser og fordelingsnøgler, og den endelige pris for juridisk bistand vil afhænge af processens forløb.   

Indstilling

 at bestyrelsen beslutter at imødekomme kommunernes anmodning om at afholde udgifterne til juridisk rådgivning vedr. nye vedtægter for Strandparken I/S.  

Beslutning

Vedtaget

Beslutningstema

I de fem kommuner arbejdes der med, hvordan moderniseringen af Strandparken skal organiseres. Hvis Strandparken I/S skal varetage nye, fremtidige opgaver med udvikling og anlæg på Strandparkens egne arealer, vil det kræve en række vedtægtsændringer. Efter anmodning fra kommunerne, skal bestyrelsen beslutte, om Strandparken I/S vil afholde udgiften til juridisk rådgivning vedr. nye vedtægter.  

Bilag

Sagsfremstilling

I maj måned foretog sekretariatet sammen med landinspektørfirmaet LIFA en omfattende analyse af matrikelgrænsen og brugsgrænsen mellem Strandparkens matrikel og de 68 tilstødende lodsejere i Greve Kommune.

Resultater

Grove skeloverskridelser:
Ud af de 68 berørte lodsejere er der i 21 tilfælde tale om så grove skeloverskridelser, at matrikelgrænsen ønskes håndhævet for at fastholde det registrerede matrikelskel. Sagerne dækker bl.a. over haveudvidelser, beplantning og græsslåning på Strandparkens matrikel.

Mindre skeloverskridelser:

For de resterende 47 lodsejere vurderes det, at skellene ud mod Strandparken respekteres, da de enten fuldt ud overholdes, eller er af ubetydelig karakter.

Den videre proces

Overensstemmende skelpunkter:
Ved matrikelgrænser, hvor der er fuld overensstemmelse mellem det eksisterende og det af landmåler registrerede i felten, kan matrikelgrænsen indsendes til Geodatastyrelsen uden ejererklæring.

Redegørelse for grove skeloverskridelser:

For de 21 ejendomme med grove skeloverskridelser vil LIFA og sekretariatet udarbejde en individuel redegørelse indeholdende:

  • En gennemgang af skelsituationen baseret på historiske kort for vurdering af evt. hævdspørgsmål.
  • En anmodning om godkendelse af det registrerede matrikulære skel.
  • Information om at Strandparken vil rette henvendelse til Kystdirektoratet for at sikre overholdelse af strandbeskyttelsen, hvilket kan medføre krav om tilbageføring af arealer til deres oprindelige tilstand uden haveformål.

Potentielle skelforretninger

Det kan ikke udelukkes, at nogle af de 21 sager kan resultere i skelforretninger. I sådanne tilfælde vil LIFA grundet inhabilitet ikke kunne afholde skelforretningerne, men vil kunne fungere som rådgiver for Strandparken.

Indstilling

Sekretariatet indstiller, at status og videre proces for håndhævelsesindsatsen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.


Bestyrelsen ønsker status på håndhævelsen som fast punkt på de kommende møder. Sekretariatet kan sende skriftlig info til bestyrelsen mellem møderne, hvis der sker noget særligt.

Beslutningstema

For at sikre korrekt håndhævelse af Strandparkens matrikelgrænse er det afgørende at følge op på de identificerede skeloverskridelser fra tilstødende naboer på de sydligste ca. 2 km af Strandparken i Greve Kommune, hvor første etape af håndhævelsesindsatsen blev igangsat . Denne proces er startet op, og der gives en orientering om status og den videre proces.

Sagsfremstilling

Parkeringspladsen for enden af Hundige Havnevej og området omkring Lynghuse har i mange år været belastet med aktivitet af seksuel karakter. Området er i visse kredse kendt som et såkaldt ’cruising område’, hvor enkeltpersoner, hovedsageligt mænd, kører rundt i biler, og forsøger at skabe kontakt til andre interesserede. Men også større grupper mødes i området. Det fører til seksuel aktivitet i Strandparkens bevoksninger i tilknytning til parkeringspladsen og i krat på klitarealet langs stranden. Det medfører, at nogle besøgende holder sig væk fra området, og andre oplever området som utrygt.  

Området omkring Lynghuse er en Blå Flag strand med en meget god badestrand og med et stort antal besøgende i sommerhalvåret, hvor den østlige del af stranden af mange også anvendes som en uofficiel nudiststrand. Strandparkens sekretariat har igennem de sidste par år arbejdet meget med området for at tiltrække andre brugere. Der er bl.a. lavet ny legeplads, opsat udsigtstårn, tyndet bevoksninger og etableret gedehegning, men det har ikke kunne fortrænge den seksuelle aktivitet i nærområdet.  

Strandparken og Midt- og Vestsjællands Politi har kendskab til en lang række hændelser, hvor andre besøgende i området er blevet opsøgt ufrivilligt.

For nyligt har der derudover været to episoder med seksuelt overfald, begge i samme område. Overfaldene kan ikke nødvendigvis knyttes sammen med cruiser-miljøet, men har skabt en meget utryg stemning i området.

Sekretariatet har sammen med Greve Kommune afholdt møde med politiet om problemet og drøftet forskellige tryghedsskabende tiltag, og det blev aftalt, at Strandparkens vagtselskab skal arrondere området ofte og anmelde ulovlige forhold, samt at politiet jævnligt vil patruljere i området.

Derudover er der to større mulige tiltag, som kan igangsættes:

  • Opsætning af kameraovervågning på tre høje standere strategiske steder på parkeringspladserne og ved Lynghuse samt skiltning med ’kameraovervågning i området’ opsat ved alle indgange til området (jf. bilag 2). Overvågningen er dels tiltænkt som et tryghedsskabende og forebyggende element, men vil også give en mulighed for at overdrage optagelser til politiet ifm. opklaringsarbejde. Det er forventningen, at overvågningen vil have en stor effekt i forhold til uønsket aktivitet i området, men samtidig er det også en alvorlig beslutning at opsætte overvågning i et rekreativt område. Sekretariatet er igang med at afklare, om det er politiet eller Strandparken, der kan opsætte overvågning.
  • Større tyndinger af samtlige bevoksninger i området, med henblik på at gøre bevoksningerne mere åbne og transparente samt at knuse store bevoksninger med hyben og havtorn langs stranden, hvilket vil ændre landskabsindtrykket i området, men også reducere muligheden for skjulte aktiviteter (jf. bilag 3). Der er idag flere gryder i klitområdet, hvor mange søger ind, samtidig med at andre tilknyttet miljøet går rundt i klitterne og holder folk på afstand.

Økonomi

Sekretariatet er i gang med at indhente tilbud på etablering og drift af overvågningen fra sikkerhedsfirmaer.


Tyndinger og knusninger forventes at koste i omegnen af 40.000 kr. i førstegangsindsats, men kan håndteres inden for det eksisterende driftsbudget. Dertil kommer en smule efterfølgende årlig drift til fastholdelse af det lysåbne udtryk.

Indstilling

Sekretariatet indstiller, at bestyrelsen beslutter om sekretariatet skal gå videre med etablering af kameraovervågning og/eller ændre bevoksninger i området til lysåbne og fjerne krattet på diget langs stranden.

Beslutning

Bestyrelsen besluttede, at den vigtigste prioritet er udtynding af de tætte bevoksninger i området, særligt omkring parkeringspladsen.

Video skal være lovligt, inden det sættes op. Sekretariatet arbejder videre med afklaring hos politiet (herunder tilladelse) og den praktiske etablering af kameraer, herunder pris. På næste bestyrelsesmøde evalueres på omfanget af uønskede aktiviteter, og det besluttes, om der skal gås videre med kameraovervågning på udvalgte steder.

Der skal være opmærksomhed på, hvor den utryghedsskabende adfærd flyttes hen, og der skal være særligt fokus på formidling og kommunikation til brugerne i forbindelse med ændring af bevoksningerne.

Beslutningstema

Bestyrelsen skal beslutte, hvilke håndteringsmodeller der skal arbejdes videre med ift. at øge trygheden omkring Hundige Strand.

Bilag

Sagsfremstilling

Aktuelt opbevares badebroer, bordebænkesæt, livreddertårne samt maskiner med tilhørende redskaber uden overdækning. Indtil nu har livreddertårnene i vinterhalvåret været opbevaret i Ishøj Kommunes bygninger. Denne mulighed bortfalder fremadrettet, da kommunen selv skal bruge pladsen.

Ifølge aftale med TrygFonden skal livreddertårnene i vinterhalvåret stå tørt og sikkert, hvilket indebærer leje af lagerplads på minimum 50 kvm med en årlig udgift på ca. 15.000 kr.

En egen bygning med fast tag vil:

  • Reducere vedligeholdelsesomkostninger, som nu anslås til cirka 75.000 kr. årligt på grund af opbevaring uden overdækning.
  • Mindske behovet for mandskabstimer til vedligehold og reparationer.
  • Øge orden og overblikket over maskiner og materiel på materielgården


Økonomi og dimensioner

Der er indhentet tilbud på opførelse af 300 m2 uisoleret hal til i alt 700.000 kr.

Såfremt den økonomiske ramme kan godkendes, vil sekretariatet indhente de nødvendige tilladelser og afklare, om projektet kan realiseres indenfor dette års budget eller alternativt kan deles over to år. Hallen vil i stort omfang blive skærmet af den grønne beplantning langs pladsen sider, så den syner mindst muligt i landskabet.

Økonomi

Sekretariatet forventer at bygningen vil koste i omegnen af 0,7 mio. kr., hvilket forventes at kunne afholdes og prioriteres indenfor dette års driftsbudget eller delt over 2024-2025.

Indstilling

Sekretariatet indstiller, at bestyrelsen godkender den økonomiske ramme for opførelsen af driftshal/overdækning med henblik på at reducere vedligeholdelsesomkostningerne og optimere driften fremadrettet.

Beslutning

Efter udsendelse af dagsordenen er sekretariatet blevet opmærksom på, at der kan være en udfordring med at opføre ny bebyggelse i Fingerplanens grønne kile. Dette skal afklares nærmere, inden der kan træffes en beslutning. Bestyrelsen tilkendegav en positiv indstilling for en hal på materielgården, hvis det kan skåne maskinerne og forlænge levetiden.

Beslutningstema

Strandparkens materiel og driftsmaskiner er ikke opbevaret under tag, hvilket medfører stort slid og mange udgifter til reparationer og udskiftning. Det skal besluttes, om der skal opføres en driftshal/overdækning på Strandparkens materielgård til opbevaring af materiel og maskiner.

Sagsfremstilling

Håndtering af skrald er en af de mest ressourcekrævende opgaver i Strandparken, hvoraf størstedelen af ressourceforbruget kan tilskrives arbejdstimer fra driftsmedarbejderne.

Alene i 2023 blev der brugt 2.693 mandetimer på håndtering af affald, svarende til 1,4 årsværk.


Inden den 1. januar 2025 skal affald i det offentlige rum sorteres i to fraktioner; restaffald og plastik.

Kravet har ophæng i aftalepapiret: Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi:
"Affaldsortering i det offentlige rum skal fremmes, især de steder hvor der er flest mennesker og mest affald."


Kravet om sortering vil betyde en forøgelse af ressourceforbruget for håndtering af affald i Strandparken samt indkøb af faciliteter til at håndtere plast som selvstændig fraktion på materielgården.

For at imødekomme kravet og samtidig sikre at ressourceforbruget ikke øges markant, vil Strandparken fremadrettet arbejde ud fra følgende strategi:

  • Skraldespande samles i klynger til sortering i 2 fraktioner i zoner med høj aktivitet; Blå Flag strande, støttehuse, parkeringspladser mv.
  • Ingen skraldespande i det åbne landskab


Det vil medføre, at der i fremtiden vil være færre lokaliteter med skraldespande, men med mulighed for sortering. Idag er der ca. 240 skraldespande i området (jf. bilag 4).

Erfaringerne med affaldsindsamling vil blive evalueret løbende og endeligt efter 2025 sæsonen.

Andre kommuner og Naturstyrelsen har gode erfaringer med at begrænse antallet af skraldespande i områder med både lavt og højt publikumstryk, og man oplever, at mængden af skrald reduceres, samt at besøgende i højere grad tager skraldet med hjem og væk fra området.



Økonomi

Ekstra udgifter forbundet med nye affaldsregler i 2025 samt besparelser ved at reducere antallet af lokaliteter med skraldespande er endnu ikke kortlagt.

Indstilling

Sekretariatet indstiller, at punktet tages til efterretning, samt at der støttes op om strategien for den fremtidige affaldshåndtering i Strandparken.

Beslutning

Taget til efterretning med bemærkning om, at løsningen skal testes af og ændres, hvis det ikke fungerer. Bestyrelsen ønsker, at ændringerne kombineres med en kommunikationsindsats.

Affaldsløsninger blev drøftet i forbindelse med modernisering og arkitektkonkurrence. Der var enighed om, at moderne affaldsløsninger i fremtiden skal tænkes ind i modernisering af Strandparken og implementeres i nye anlæg.

I Greve har de Havfaldsposer. Sekretariatet undersøger, om det giver mening i Strandparken, og om det i så fald kan udbredes til Strandparken.

Beslutningstema

Orientering om driftsoptimering af affaldshåndtering på baggrund af kommende krav om sortering.

Bilag

Sagsfremstilling

I de seks store søer i Strandparken findes en stor bestand af tagrør, hvis udbredelse øges år for år.

Sekretariatet har på den baggrund bedt rådgivningsfirmaet NIRAS om en faglig redegørelse over udbredelsen af tagrør i de seks strandparkssøer samt et virkemiddelkatalog for bekæmpelse af tagrør. Kortlægningen har vist, at tagrørene breder sig ud i søerne med op til 80 cm om året og potentielt kan komme til at dække store dele af søerne. Det åbne vandspejl er meget værdifuldt, og derfor foreslår sekretariatet, at en pleje af søerne og en bekæmpelse af tagrør opstartes i år. Dialogen med NIRAS har ført til en forståelse af, at den eneste nuværende realistiske bekæmpelse er en opgravning af planterne og deres rødder. Det er en omkostningstung metode, hvor prisen i nogen grad afhænger af, om det opgravede materiale skal køres væk eller kan håndteres lokalt.

Sekretariatet vil henover sommeren gå i dialog med myndigheder og grønne organisationer med målet om at udføre nogle konkrete oprensningsindsatser på udvalgte strækninger til efteråret/vinteren 2024. Det er forventningen at udvælge andre strækninger de kommende år, så opgaverne fordeles ud over flere år, hvorved den årlige anvendelse af økonomi og administration begrænses.   

Økonomi

Det forventes, at der i 2024 anvendes op til 0,3 mio. kr. på oprensning af tagrør

Indstilling

Sekretariatet indstiller, at orienteringen tages til efterretning

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningstema

Kommende indsats med forvaltning af tagrør i søerne.

Sagsfremstilling

  • Anvendelse af ålegræs
  • Fyrværkeri til Skt. Hans
  • Fiskeri i søerne
  • Regnskab

Beslutning

Anvendelse af ålegræs

Der er kommet en tilflytter fra Læsø, som er interesseret i tangtage og muligheden for at udnytte ålegræs fra Køge Bugt. Havhytten i Ishøj har også fokus på forskellig anvendelse af og forsøg med ålegræs, og flere steder i Køge Bugt arbejdes der med at indbygge ålegræs i kystbeskyttelsen.

Bestyrelsen udtrykte opbakning til opfindsomme initiativer med nyttiggørelse af tang/ålegræs i mindre skala.


Fyrværkeri til Skt. Hans

Tidligere finansierede Strandparken fyrværkeri til Skt. Hans aften. Sidste år var der ikke fyrværkeri pga. brandfare. Det blev drøftet, om Strandparken fortsat skal stå for fyrværkeri til Skt. Hans aften.

Sekretariatet undersøger historik og tidligere aftaler omkring finansiering til drøftelse på næste bestyrelsesmøde.


Fiskeri i søerne

Der er en del fiskeri i søerne og ved sluserne, formentlig uden fisketegn. Det blev drøftet, hvordan fiskeri i Strandparken kan reguleres.

Sekretariatet kontakter fiskerikontrollen og afklarer sagen nærmere til næste bestyrelsesmøde.


Regnskab

Regnskabet for 2023 er nu revisorpåtegnet, og bestyrelsen underskrev regnskabet efter mødet. Årsrapport/regnskabet rundsendes med referatet.

Bilag

Sagsfremstilling

Godkendelse af et enkelt punkt betyder, at det det ikke er nødvendigt at trykke godkend ud for andre dagsordenpunkter.

Beslutning

Formand og næstformand godkender dette ene punkt, hvormed det ikke vil være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt.