Dagsorden
Teknik- og Bygningsudvalget tirsdag den 4. februar 2025 kl. 16.30
Mødelokale Tårnbjerget, Rådhuset, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj
Sagsfremstilling
Ishøj Kommune rådede i 2024 over en bevilling på ca. 2 mio. kr. til styrkelse af den kommunale trafiksikkerhed. Midlerne blev anvendt på både anlægsprojekter, udarbejdelse af trafiksikkerhedsplan, kampagner, skiltning og afmærkning samt formidlingsskilte som skal opsættes i 2025. Arbejderne beløb sig samlet til ca. 1,8 mio. kr. Nærmere beskrivelse findes i bilag 1.
Ishøj Kommune fik i sommeren 2024 udarbejdet en trafiksikkerhedsplan for at sikre et mere strategisk og databaseret arbejde med trafiksikkerheden i kommunen. Trafiksikkerhedsplanen blev godkendt på Teknik- og Bygningsudvalgets møde i september 2024. Planen viste, at kommunen bør arbejde indenfor fire temaer for mest effektivt at højne trafiksikkerheden. Temaerne er hastighed, forbedring af kommunens vejkryds, sikre skoleveje og unge bilister. Med baggrund i planen anbefaler administrationen at udføre følgende arbejder for midlerne i 2025. Nedenstående konkrete projekter er planlagt og foreslås gennemført i 2025. Nærmere beskrivelse af projekterne og deres økonomi findes i bilag 2:
- Hastighedsnedsættelse i strandområdet (udskudt fra 2024)
- Hastighedsnedsættelse på Taastrup Valbyvej (udskudt fra 2024 grundet dialog med Politiet)
- Hastighedsnedsættelse på Ishøj Bygade. Tiltaget har tillige en støjreducerende effekt, og understøtter derved kommunens støjhandlingsplan
- Forundersøgelse i og omkring Torslunde for at sikre hastighedsnedsættelse. Tiltage(ne) vil have en støjreducerende effekt og understøtter derved kommunens støjhandlingsplan
- Krydset ved Steenbjerggårds Alle / Vejlebrovej
- Opsætning af fartvisere. Fartviserne forventes at have effekt på den kørte hastighed og vil derigennem have en støjreducerende effekt.
Derudover anbefaler administrationen, at Ishøj Kommune søger om midler til to projekter i forbindelse med Vejdirektoratets Cykelpulje 2025, som er en pulje, der har til formål at fremme cyklisme. Projekterne vil, hvis de tildeles puljemidler, kunne udmøntes efter 2025. Projekterne angår henholdsvis sikker skolevej til Ishøj Skole, samt hvordan forholdene omkring skolerne i Ishøj Kommune kan forbedres gennem mindre tryghedsskabende projekter, for derigennem at fremme cyklisme, og gøre eleverne mere selvtransporterende.
Lovgrundlag
Afmærkningsbekendtgørelsen, Færdselsloven, Lov om Offentlige Veje, Lov om Private Fællesveje.
Økonomi
Der er i budget 2025 bevilliget og frigivet 2,0 mio. kr. til arbejdet med trafiksikkerhed.
I 2024 lød bevillingen tilsvarende på 2,0 mio. kr. og der vil blive søgt om overførsel af 0,2 mio. kr. ikke udnyttede midler til 2025.
For at sikre fremdrift i projekterne og nødvendig koordinering med kommunens støjhandlingsplan og udlægning af slidlag anvendes en del af midlerne til finansiering af projektledelse.
Indstilling
at orientering om gennemførte tiltag i regi af trafiksikkerhedspuljen 2024 tages til efterretning,
at de foreslåede indsatser i 2025 godkendes.
Beslutningskompetence
Teknik- og Bygningsudvalget.
Beslutningstema
Teknik- og Bygningsudvalget orienteres om udmøntningen af trafiksikkerhedsbevillingen for 2024 og skal tage stilling til, hvilke projekter, der skal gennemføres i regi af trafiksikkerhedsplanen i 2025 eller ansøges om i forbindelse med Cykelpulje 2025.
Bilag
Sagsfremstilling
Ishøj Kommune har fået foretaget en støjkortlægning, som viser at ca. 28 % af kommunens helårsboliger er belastet af vejstøj over Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier. Ca. 65 % af de støjbelastede boliger i kommunen er belastet af vejstøj fra Køge Bugt Motorvejen og Motorring 4. Det er Vejdirektoratet, som er den ansvarlige myndighed for de to motorveje, og derfor også er ansvarlig for støjbekæmpelsen langs disse veje.
Knap 1000 boliger i Ishøj Kommune er belastet af trafikstøj over Miljøstyrelsens grænseværdier fra kommuneveje, hvor Ishøj Kommune har ansvaret for støjbekæmpelse.
Ishøj Kommune har i 2024 fået udarbejdet en støjhandlingsplan for at sætte rammerne for en indsats, som bidrager til at begrænse støjgenerne ved de støjbelastede boliger. Planen udpeger 10 konkrete strækninger, der kan arbejdes med og foreslår hvilke indsatser, der kan gennemføres for at opnå en støjreduktion fra de kommunale veje. De foreslåede indsatser i støjhandlingsplanen var ikke finansieret.
Støjhandlingsplanen blev forelagt Klima- og Miljøudvalget og Byrådet i november 2024. I forbindelse med støjhandlingsplanens behandling i Byrådet blev det ønsket, at støjbekæmpelsesindsatsen skulle samtænkes med allerede igangværende indsatser forbundet med slidlagsarbejder og trafiksikkerhed, der er finansieret med årlige bevillinger. Ydermere besluttede Byrådet at sende støjhandlingsplanen i Teknik- og Bygningsudvalget med henblik på at få prissat og prioriteret initiativerne. Det blev samtidig besluttet at tildele op til 10 mio. kr. ekstra til støjreducerende tiltag med henblik på at finansiere udmøntning af støjhandlingsplanen.
Administrationen har på den baggrund vurderet støjhandlingsplanens foreslåede indsatser med for at afklare hvilke indsatser fra støjhandlingsplanen, der med fordel kunne prioriteres og søges bevilling til. Hertil skal bemærkes, at ikke alle foreslåede indsatser fra støjhandlingsplanen kan realiseres indenfor de eksisterende puljemidler til trafiksikkerhed og udlægning af slidlag, heller ikke hvis der tilføres 10 mio. kr. ekstra til området.
Som udgangspunkt er alle midler i trafiksikkerhedspuljen allerede afsat i 2025 til planlagte projekter, som udspringer af Trafiksikkerhedsplanen, forelagt for Teknik- og Bygningsudvalget i september 2024.
Konkret udmøntning af puljen til trafiksikkerhed behandles i Teknik- og Bygningsudvalget februar 2025. Imidlertid er der indsatser for trafiksikkerhed, hvor der er snitflader eller sammenfald med de anbefalede tiltag i støjhandlingsplanen. I de konkrete tilfælde er projekterne blevet samtænkt, hvilket fx drejer sig om hastighedsnedsættelse på Ishøj Strandvej.
Støjreducerende belægning
I støjhandlingsplanen er der i forbindelse med en del af strækningerne anført ’’Støjreducerende belægning’’ som foreslået virkemiddel til at reducere støjen. Administrationen har undersøgt muligheden for at anvende disse belægninger samt deres effekt. Der foretages stadig mange forsøg med forskellige typer af belægninger, som har støjdæmpende effekt. Hidtil har støjreducerende asfalt haft en begrænset effekt, samtidig med at effekten aftog i løbet af en kort årrække. Det viser sig nu, at moderne støjreducerende belægninger kan reducere støj med op til 3-4,7 dB ved nyanlæg. En reduktion på 3 dB opleves som en halvering af trafikken eller svarende til at sænke hastigheden med 20 km/t. Virkningen af belægningerne falder dog fortsat med belægningernes levetid. Hertil kommer, at de nye typer støjereducerende asfalt holder længere end tidligere. Samtidig er det påvist, at støjreducerende belægninger kun opnår den høje støjreducerende effekt på strækninger, hvor der køres med lav hastighed. Der er blandt eksperter ikke enighed om, hvorvidt den støjdæmpende effekt allerede aftager betragteligt ved kørsel under 80 km/t, eller om det først er ved kørsel under 50 km/t. Støjreducerende belægninger vil derfor på mange af de berørte strækninger i Ishøj Kommune ikke kunne løse støjproblematikken.
Støjreducerende belægninger har højere etableringsomkostninger, men da de nye moderne støjreducerende asfalttyper holder længere end andre slidlag, er udgifterne set over en årrække i dag ikke højere end ved almindelige slidlag. Administrationen vil derfor fremadrettet som en strategisk indsats ud fra et drifts-, økonomi- og støjhensyn udlægge støjreducerende belægninger, hvor det er hensigtsmæssigt, og hvor der alligevel skal ske slidlagsrenovering.
Administrationen anbefaler ikke, at der udskiftes slidlag, som er i god stand før tid, hvis ikke dette sker i forbindelse med ændring af vejens forløb. Dette for at sikre at de investeringer i belægninger, som kommunen allerede har gjort bevares, samt at kommunens CO2-aftryk ikke øges unødigt.
Derudover vil alle midler bevilliget til vedligehold af kommunens veje ikke kunne blive anvendt på strækninger, der er støjbelastede, da Ishøj Kommune også skal sikre generelt vedligehold på veje uden for områder med boliger, der er generet af støj. Godt vedligeholdt veje er et af de mest effektive virkemidler til at bekæmpe vejstøj, hvorfor manglende vedligehold på andre veje, der pt. ikke genererer støj, kan øge støjen.
Prioritering af indsatser fra støjhandlingsplanen
Administrationen har med udgangspunkt i projektporteføljen i støjhandlingsplanen undersøgt, hvor der er meningsfulde snitflader mellem støjhandlingsplanen og andre kommunale indsatser, så der kan ske en samfinansiering, og hvilke projekter, der ikke kan finansieres af de allerede bevilligede midler. Samtidig har administrationen prioriteret og prissat indsatserne, herunder vurderet hvilke projekter, der kan sættes i gang med det samme, og hvilke projekter, der kræver forundersøgelser, for at kunne realiseres. Nedenfor listes de indsatser administrationen har prioriteret og dermed foreslår gennemført. I prioriteringen har administrationen lagt vægt på at skabe støjreducerende effekt for flest mulige borgere. Finansiering af tiltagene sker via trafiksikkerhedspuljen, puljen til udlægning af nye slidlag samt ved at søge tillægsbevilling på 10 mio. kr. jf. Byrådets beslutning i november 2024.
En oversigt over samtlige projekter fra støjhandlingsplanen, inklusive prioritering og prissætning, kan ses af bilag 2. Projekterne er i oversigten og nedenfor navngivet A til J.
En nærmere beskrivelse af projekterne findes i bilag 3, og et kort over indsatsernes fysiske placering findes i bilag 4.
- B) Ishøj Strandvej mellem Pileskovvej og Skovvej: Støjreducerende belægning samt forundersøgelser ift. opsætning af støjskærm. Det skal bemærkes at selve opsætning af støjskærm ikke kan realiseres, medmindre der tildeles yderligere anlægsmidler til området.
- C) Ishøj Strandvej nord for Ishøj Stationsvej: Der er nedskiltet til 60 km/t i januar 2025. Forundersøgelser, herunder trafikafviklingsanalyse, ift. mulighed for at gøre strækningen 2-sporet. Efterfølgende forventet realisering af projekt.
- F) Ishøj Søvej ud for Østergården: Fartvisere på strækningen samt støjreducerende belægning.
- G) Ishøj Stationsvej ved Taastrup Valbyvej: Fartvisere på strækningen.
- I) Taastrup Valbyvej: Fartdæmpende foranstaltninger.
- J) Torslundevej fra Køgevej til Torslunde: Forundersøgelser af strækningen med henblik på trafiksikkerheds- og fartdæmpende tiltag i og omkring Torslunde. Efterfølgende forventet realisering af projekt.
De tiltag, der afhænger af forundersøgelser, vil administrationen iværksætte hurtigst muligt. Hvis det er muligt at realisere yderligere tiltag end ovenstående liste for 2025, jf. beslutning i Byrådet i november 2024 vil der blive søgt en særskilt bevilling til disse.
Administrationen koordinerer løbende med Ishøj Forsyning ift. at sikre bedst mulig koordinering af de foreslåede slidlagsarbejder med Ishøj Forsynings projekter, hvorfor der kan ske ændringer. Det estimeres, at koordineringen for indeværende år vil være foretaget senest ved udgangen af 1. kvartal 2025.
Lovgrundlag
Miljøbeskyttelsesloven
Vejloven
Økonomi
I administrationens foreslåede udmøntning af støjhandlingsplanen, finansieres en del tiltag af trafiksikkerhedspuljen og slidlagspuljen jf. bilag 2, herudover lægges der op til tillægsbevilling på 10,0 mio. kr. i 2025 fordelt som følger:
· til projekt B) Forundersøgelser af støjskærm på Ishøj Strandvej mellem Pileskovvej og Skovvej: ca. 0,5 mio. kr., udlægning af støjdæmpende belægning ca. 3,0 mio. kr.
· til projekt C) Forundersøgelser og projektering Ishøj Strandvej nord for Ishøj Stationsvej: ca. 0,7 mio. kr. inkl. forventet efterfølgende realisering, anslået 5-10 mio. kr.
· til projekt D) Køgevej mellem byskiltene: Forundersøgelse 0,7 mio. kr.
I alt 10,0 mio. kr. Udgiften inkluderer midler til ½ ÅV ressourceperson grundet kompleksiteten, tilsyn samt projektledelse, udbud, koordinering mv.
Indstilling
at den foreslåede udmøntning af støjhandlingsplanen godkendes
at der gives en anlægsbevilling på 10 mio. kr. til finansiering af de prioriterede projekter, som finansieres af kassebeholdningen.
Beslutningskompetence
Byrådet
Beslutningstema
Byrådet skal beslutte, om den foreslåede prioritering af projektporteføljen i støjhandlingsplanen for Ishøj Kommune kan godkendes, samt give en anlægsbevilling med henblik på delvis udmøntning af indsatserne i støjhandlingsplanen.
Bilag
Sagsfremstilling
Forslag til lokalplan, kommuneplantillæg samt miljørapport for Ørnekærs Vænge Syd blev fremlagt for Teknik- og Bygningsudvalget i oktober 2024, og Byrådet vedtog i oktober 2024 at sende forslaget i høring i 9 uger, samt at uddelegere den endelige vedtagelse til Teknik- og Bygningsudvalget, såfremt der ikke var væsentlige indsigelser.
Lokalplanområdet omfatter andels- og etageboligbebyggelsen Bovieran med 52 boliger samt 12 rækkehuse, ejerboliger. De to boligbyggerier er opført i 2021 i henhold til lokalplan 1.88 Ørnekærs Vænge Syd, som blev vedtaget i januar 2020. Planklagenævnet ophævede efterfølgende medio december 2021 Ishøj Kommunes afgørelse om, at der på baggrund af miljøscreeningen ikke skulle udarbejdes en egentlig miljørapport, idet kommunen med baggrund i bygherres oplysninger og vurdering anså støjudfordringerne løst med støjvold og lokale støjafskærmningstiltag. Nævnet vurderede, at der skulle udarbejdes en egentlig miljørapport, der beskriver planens potentielle miljøpåvirkninger ift. trafikstøj, idet Miljøstyrelsens grænseværdier for støj var overskredet på en del af lokalplanområdet. Den tidligere lokalplan 1.88 blev derfor ophævet.
Der er efterfølgende udarbejdet et nyt forslag til lokalplan - lokalplan 2.04.
Lokalplan 2.04, Kommuneplantillæg nr. 5 samt miljøvurdering har været i offentlig høring fra den 30. oktober 2024 til den 1. januar 2025. Ved høringsfristen var der modtaget 6 høringssvar.
Administrationen har udarbejdet en tematisk gennemgang af høringssvarene med vurdering samt evt. forslag til ændringer i lokalplanen (Bilag 2). Endvidere er alle høringssvar vedlagt i sin fulde længde (Bilag 3). Høringssvarene omhandler følgende emner: bebyggelsen, naturhensyn, grundejerforening og støj. Et høringssvar er imødekommet om justering af kortbilag for delområde C ift. stiforløb, mens der er andre høringssvar, som har krævet en forklaring pga. misforståelser, men som ikke foreslås at medføre ændringer, herunder bl.a. at lokalplanforslaget ikke tillader ny bebyggelse. Høringssvarene og de foreslåede ændringer er primært af teknisk karakter og vurderes derfor indenfor bemyndigelsen udlagt til udvalget. Lokalplanforslaget i den udgave, som var sendt i høring, er vedlagt som bilag 1. Hvis udvalget godkender de foreslåede ændringer, vil de blive indarbejdet og en endelig lokalplan vil blive udstedt herefter.
Lovgrundlag
Planlov § 27
Økonomi
Sagen har ikke direkte økonomiske konsekvenser for kommunen.
Indstilling
at udvalget afgør sagen indenfor den bemyndigelse, som Byrådet har givet,
at lokalplan 2.04, kommuneplantillæg nr. 5 Ørnekærs Vænge Syd vedtages endeligt og offentliggøres med de ændringsforslag, som administrationen har foreslået på baggrund af høringssvarene.
Beslutningskompetence
Teknik- og Bygningsudvalget
Beslutningstema
Der skal træffes beslutning om at vedtage lokalplan 2.04, kommuneplantillæg nr. 5 og for Ørnekærs Vænge Syd, endeligt.
Bilag
Sagsfremstilling
Årshjul for Teknik- og Bygningsudvalget, se bilag 1.
Status på gadebelysning efter ophør af samarbejde med Andellumen
Der gives på mødet en mundtlig status på arbejdet med at finde en ny leverandør efter Andellumen har opsagt kontrakten om gadebelysning.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutningskompetence
Teknik- og Bygningsudvalget.
Bilag
Sagsfremstilling
Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.
Indstilling
at referatet godkendes.
Beslutningskompetence
Teknik- og Bygningsudvalget.