Referat
Teknik- og Bygningsudvalget tirsdag den 12. november 2024 kl. 16.30

Mødelokale Tårnbjerget, Rådhuset, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Sagsfremstilling

Baggrund

Sydengen var et lille erhvervsområde, som opstod i 1960’erne. Området har i en årrække været i gang med en omdannelse fra erhvervsområde til boligområde.

Byrådet vedtog i 2022 en revideret helhedsplan for Sydengen ud fra et ønske om at integrere bilforhandlerne i området i planen og for at skærpe principper til parkeringshåndtering, de grønne arealer og arkitekturen i bebyggelserne.

Helhedsplan Sydengen 2022 fastsætter en række principper for, hvordan omdannelsen fra erhverv til bolig skal forløbe, og hvordan man ønsker, at de fremtidige bygninger, vejforløb, det grønne og klima skal udformes.

Der er i dag opført 550 boliger i Sydengen, og der er 272 boliger undervejs. Der er en forventning om, at der bliver omkring 1.100 boliger, når de sidste arealer er omlagt til boliger.

Omdannelse af Industrivangen og Industriskellet

I forbindelse med udviklingen af området fra erhverv til bolig er der behov for at ændre regn-, drikke-, og spildevandsystemerne i Sydengen. Der er også behov for at omdanne Industrivangen og Industriskellet samt et stykke af Fasanvangen og Fasanskellet i Sydengen, så vejene kommer til at imødekomme de nye trafikale behov i området. Administrationen fremlægger med denne sag tre løsningsforslag til, hvordan de trafikale behov kan imødekommes på henholdsvis Industrivangen og Industriskellet, som udvalget skal drøfte.

Hele området ligger indenfor det stationsnære område. Hensigten er, at den cyklende og gående trafik skal føres sikkert over i det eksisterende stinet. Den eksisterende vejstruktur i området bevares, og der skal arbejdes for at understøtte den bæredygtige mobilitet, som betyder at gående, cyklende og de kollektive transportformer prioriteres.
Desuden skal der med udformning af vejforholdene sikres plads i vejarealet til nedsivning af vand fra vejene.

Industriskellet og Industrivangen skal ombygges til såkaldte sivegader, dvs. gader, hvor trafikafviklingen sker på de bløde trafikanters præmisser, og hvor der er plads til både fodgængere, cyklister og lastbiler til varmeværket. Der vil på gaderne være fortov og tydelige indsnævringer ved overgange. Området designes, så gående kan krydse igennem området via en central grøn plads og videre igennem boligområder til Banestien. Cyklister ledes til Banestien eller til cykelstierne på Ishøj Strandvej.

Ishøj Kommune udfører vejomdannelsen i et projektsamarbejde med Ishøj Forsyning og omdannelsen af vejene sker samtidig med omlægningen af regn-, drikke-, og spildevandsystemerne.

Projektet omfatter også en etablering af en grøn plads, hvor der er muligheder for rekreative aktiviteter og et regnvandsbassin. Pladsen får beliggenhed på adressen Industriskellet nummer 10 i Sydengen.

Hele byrådet er inviteret til at deltage i temamødet. Under temamødet vil administrationen gennemgå tre løsningsforslag for Industrivangen og Industriskellet. De tre forslag varierer ud fra, i hvilken grad, de hver for sig opfylder Ishøj Kommunes ønsker om begrønning, trafiksikkerhed for cyklister og fodgængere og et fornuftigt parkeringsudbud.

Formålet med temamødet er at klæde udvalgsmedlemmerne på til, på et kommende møde, at træffe beslutning om, hvilke løsningsforslag, der er bedst for Ishøj Kommune.

Deltagere i temamødet

Lars Vesterskov Andreasen, Byggeteknisk Chef i Ishøj Kommune

Maja-Louise Heiberg, Projektleder på projektet fra Ishøj Kommune.

Jacob Deichmann, Trafikplanlægger og Chefkonsulent fra Rambøll, som er rådgiver på projektet.


Tidsplan for den politiske behandling

Temamøde i Teknik- og Bygningsudvalget den 12. november 2024.

Dagsordenspunkt med løsningsforslag fremlægges for Teknik- og Bygningsudvalget, Økonomi- og Planudvalget samt byrådet i december 2024. Der vil indgå et anlægsoverslag i dagordenspunktet.


Obs: temadrøftelsen foregår i byrådssalen.

Økonomi

Ingen.

Indstilling

At udvalget drøfter løsningsforslag til Industrivangen og Industriskellet i Sydengen.



Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Teknik- og Bygningsudvalget

Beslutningstema

Teknik- og Bygningsudvalget skal drøfte løsningsforslag til udformningen af de to gennemkørende veje, Industriskellet og Industrivangen, i Sydengen.

Bilag

Sagsfremstilling

Parkeringsanalyse i erhvervsområdet:

På baggrund af administrationens orientering til Teknik- og Bygningsudvalget på udvalgsmødet i september 2024, fremlægges resultaterne af parkeringsanalysen for erhvervsområdet. Analysen er iværksat på baggrund af en henvendelse fra en erhvervsdrivende i erhvervsområdet, som stillede forslag om at få erhvervslicenser i området, alternativt etablering af flere parkeringspladser. Henvendelsen blev behandlet i marts 2024. Den fulde parkeringsanalyse er vedhæftet som bilag.

Metodisk er erhvervsområdet blevet inddelt i 34 mindre tælleområder, nord og syd for Ishøjstien, for at give et detaljeret billede af parkeringsforholdene i de enkelte dele af erhvervsområdet. Tællingerne er foretaget fra kl. 7 til kl. 14 torsdag den 29. august 2024 og onsdag den 4. september 2024, samt fra kl. 14-18 onsdag den 2. oktober 2024. Tællingerne er foretaget onsdag og torsdag, da disse dage giver det mest repræsentative billede af parkeringssituationen. Området er blevet talt en gang i timen i de angivne tidsrum.
Analysen viser, at der generelt er gode muligheder for at parkere i hele erhvervsområdet både morgen og aften, og nord og syd for Ishøjstien, da belægningsprocenten er relativt lav. Der er mange ledige parkeringspladser, og den højeste belægningsprocent, der blev registreret, var 33%. Dette var inklusiv ulovligt parkerede køretøjer, samt korrigering for større køretøjer, som fx lastbiler, som optager mere plads.

Analysen viser dog også, at der foretages en del ulovlige parkeringer i erhvervsområdet, primært nord for Ishøjstien. Analysen viser samtidig, at disse køretøjer kunne være parkeret lovligt 100-200 meter derfra. Analysen kobler dette til et potentielt behov for af- og pålæsningsmuligheder i området uden for de erhvervsdrivendes matrikler. Administrationen er ikke bekendt med aktuelle ønsker om mulighed for af- og pålæsning, og anbefaler derfor ikke at undersøge denne mulighed yderligere.

På baggrund af parkeringsanalysens resultater anbefaler administrationen således ikke, at der arbejdes videre med at afsøge muligheder for at øge antallet af parkeringspladser i erhvervsområdet.


Dobbeltudnyttelse af kommunale parkeringsarealer:

Det er tidligere blevet besluttet at arbejde med dobbeltudnyttelse af de kommunale parkeringsarealer. Dobbeltudnyttelse betyder, at flere brugergrupper med behov for parkering på forskellige tidspunkter af døgnet, gennem optimal trafikal udskiftning, bruger det samme parkeringsareal. I praksis kan der fx være tale om at offentlige parkeringspladser benyttes af kommunens medarbejdere og besøgende om dagen, og lokale beboere har mulighed for at benytte parkeringspladsen om natten. Dobbeltudnyttelse kan nogle steder medføre problemer på parkeringspladser, hvis de brugergrupper parkeringspladsen er tiltænkt, ikke har mulighed for at parkere, fordi pladserne er optaget af andre. I disse tilfælde indføres parkeringsrestriktioner, der regulerer dobbeltudnyttelsen til gavn for flere brugergrupper. Sådanne restriktioner er gennemført på enkelte parkeringspladser i bykernen. Her er der erfaring for, at parkeringskapaciteten kan være særligt udfordret af beboernes begrænsede parkeringsmuligheder på egen matrikel. Dobbeltudnyttelsen er i praksis blevet udmøntet gennem skiltning, hvor parkeringen forbydes på særlige tidspunkter, for at gøre parkeringspladsen klar til dem, den er tiltænkt om dagen. Brugerne af parkeringspladserne er blevet varslet af Parkeringskontrol Nord, for at orientere alle om forandringen. Indførelse af parkeringsrestriktioner har været tilstrækkeligt til at sikre den optimale trafikale udskiftning, og dermed en mere effektiv udnyttelse af parkeringspladserne.

Dobbeltudnyttelsen, inklusive parkeringsrestriktioner, er indført på Gildbroskolens parkeringsplads og ved Børnehuset Ørnebo. Her oplevede man tidligere, at beboere fra de omkringliggende etagebyggerier stillede private og erhvervsbiler på parkeringspladserne natten over, så det ikke var muligt for personale og forældre i tilstrækkelig grad at benytte pladserne. Dette skabte uhensigtsmæssige situationer, som man nu undgår, da de, der har behov for at parkere natten over, skal have flyttet deres biler, inden personale og forældre har behov for at benytte parkeringspladsen.

Administrationen vurderer ikke, at dobbeltudnyttelse af de offentlige parkeringspladser effektueret gennem skiltning og restriktioner er hensigtsmæssigt på alle kommunale parkeringspladser, da der ikke alle steder er en problematik med parkering af biler over natten. Dobbeltudnyttelsen fungerer således allerede efter hensigten uden restriktioner. Indførelse af parkeringsrestriktioner med henblik på regulering af dobbeltudnyttelse vil mange steder være til større ulempe for borgerne end gavn, da restriktioner mindsker fleksibiliteten og den dynamiske brug af pladserne.

Administrationen anbefaler på denne baggrund ikke indføring af dobbeltudnyttelse gennem skiltning eller anden regulering på parkeringspladserne ved Vibeholmsskolen, Ishøj Skole, Vejlebroskolen, Idrætsområdet, Kærbo og Strandgårdskolen. Der arbejdes for øjeblikket på at sikre en god, holdbar parkeringsløsning ved Børnehuset Bøgely, da der her er udfordringer med parkering. Disse udfordringer kan dog ikke kun løses gennem en skiltning lig den på Gildbroskolen og Børnehuset Ørnebo.



Mulighed for lån/leje af parkeringspladser i bykernen:

Administrationen har undersøgt muligheden for at låne og leje parkeringspladser af hhv. Vildtbanegård IV og Ishøj Centrum i bykernen med henblik på at få flere pendlerparkeringspladser. Vildtbanegård IVs bestyrelse har afvist en sådan ordning, da deres parkeringskapacitet allerede er udfordret. Hvad angår dialogen med Ishøj Centrum om leje af et antal parkeringspladser, er denne sat midlertidigt i bero, da Ishøj Centrum har fået inddraget en række p-pladser i forbindelse med Letbanearbejdet. Før Ishøj Centrum fik inddraget p-pladserne ved midlertidig ekspropriation havde Ishøj Kommune en aftale om leje af p-pladser med Ishøj Centrum, se bilag. Dialogen kan opstartes umiddelbart efter inddragelsen ophører. En udfordring i relation til leje af pladserne er dog, at det ikke på nuværende tidspunkt kan sikres, at pladserne faktisk benyttes af pendlere, da de lige så vel kan benyttes af foreningens egne beboere.


Lovgrundlag

Færdselsloven

Økonomi

Økonomien til dobbeltudnyttelse af de kommunale parkeringspladser i form af skiltning afholdes ligeledes indenfor de eksisterende rammer for driften.


Da dialogen med Ishøj Centrum omkring leje af parkeringspladser er sat i bero, er økonomien uafklaret. Administrationen forventer dog, at denne, hvis der både ønskes dags- og natleje, for 30 pladser, vil udgøre omkring 120.000-130.000 kroner på årsbasis. Dette beløb skal afholdes af kommunen, men det er på nuværende tidspunkt uafklaret, hvilke midler der evt. skulle afholde denne potentielle udgift.

Indstilling



at Teknik- og Bygningsudvalget ikke går videre med at afsøge muligheder for at øge udbuddet af parkeringspladser i erhvervsområdet og

at Teknik- og Bygningsudvalget tager orienteringen om dobbeltudnyttelse af kommunale parkeringspladser til efterretning.

at Teknik- og Bygningsudvalget tager status om muligheden for lån/leje af parkeringspladser i bykernen til efterretning.



Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Teknik- og Bygningsudvalget

Beslutningstema

Teknik- og Bygningsudvalget orienteres om parkering i kommunen, herunder resultat af parkeringsanalyse i erhvervsområde og beslutning om det videre forløb, dobbeltudnyttelse af offentlige parkeringspladser, samt lån/leje af parkeringspladser i bykernen.

Bilag

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune har fredag den 25. oktober afgivet Trafikbestilling 2025 til Movia. Ishøj Kommune har bestilt jævnfør Movia hovedforslag i notat om trafikbestilling 2025, som Movia har udarbejdet på baggrund af Teknik- og Bygningsudvalgets temadrøftelse i februar, og som inkluderede muligheden for en ny tværkommunal buslinje mellem Ishøj station og Hedehusene station gennem Ishøj Landsby, Torslunde og Reerslev. Høje-Taastrup tilsluttede sig den nye tværkommunale buslinje i forbindelse med kommunens budgetforhandlinger i oktober 2024.

Hovedforslaget, som er bestilt, inkluderer en forenkling af buslinje 127, som gør, at linjens passagerer transporteres hurtigere og mere direkte til Ishøj Station, og dermed også styrker forbindelsen til Letbane og S-tog. Dette sker bl.a. gennem at den nye tværkommunale buslinje vil betjene Ishøj Parkvej, Ishøj Søvej og Arken som i dag betjenes af linje 127. Den nye tværkommunalbuslinje til Hedehusene Station sikrer både betjening af Torslunde, samt øger betjeningen af Ishøj Landsby med hhv. to timer mere om aftenen på hverdage og lørdage og 5 timer mere om søndagen. I praksis vil den nye buslinje i hverdage køre mellem 06 og 24, og i weekenden kører den mellem 07 og 24. Buslinjens rute kan ses i figur 4, på side 4 i Bilag 1.

Ishøj Parkvej og Ishøj Søvej får lavere frekvens af de kommunale busser, der til gengæld kompenseres med regionale.  Det mest påvirkede stoppested er Ishøj Stien, der går fra halvtimes drift til timesdrift.

Bestillingen træder i kraft 29. juni 2025.

Den nye buslinje vil, jævnfør beslutning i Teknik- og Bygningsudvalget fra maj 2024, blive evalueret efter 2 år. Oplæg til evaluerings metode og indhold vil blive forelagt udvalget primo 2025, men vil blandt andet indeholde opfølgning på forventet stigning i antallet af passagerer i Ishøj.

Lovgrundlag

Lov om trafikselskaber

Økonomi

Oprettelsen af den tværkommunale buslinje mellem Ishøj Station og Hedehusene Station vil øge Ishøj Kommunes udgift til busdrift med 2,2-2,4 mio. kroner om året. Økonomien er indeholdt i Aftale om budget for Ishøj Kommune 2024-27.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Teknik- og Bygningsudvalget

Beslutningstema

Teknik- og Bygningsudvalget orienteres om trafikbestilling 2025, herunder ny tværkommunal buslinje til Hedehusene Station, samt forenkling af linje 127.

Bilag

Sagsfremstilling

I forbindelse med etableringen af ArkenWalk i 2021 blev der også etableret nye vejrabatter på begge sider af Solvej. ArkenWalk fungerer som et sammenhængende stiforløb med et ensartet visuelt udtryk, kendetegnet ved særlig beplantning og de karakteristiske røde lygtepæle. Rabatterne på den ene side af Solvej er anlagt med staudebede og på den anden side med afvandingsbrønde og træer, der står i græs. Strækningen er udpeget til et område med særlig biodiversitet. Desværre har græsset ikke fået etableret sig tilstrækkeligt, og vejrabattens udtryk fremstår ikke som ønsket. Kommunen har derfor i dialog med beboerne på Solvej udarbejdet et forslag til ændring af de eksisterende rabatter.

Administrationen anbefaler, at det eksisterende græs og vækstgrundlag fjernes. Herefter opfyldes med en speciel jord til rabatter, som er velegnet til en engblanding, og som har en god nedsivnings evne til regnvand. Dette vil sikre et flot farverigt udtryk, som spiller godt sammen med resten af idéen med ArkenWalk og kommunens planer for biodiversitet. Der vil forekomme ukrudt i engblanding, som ikke vil blive fjernet hyppigt, men som vil spille sammen med engblandingen og være vild med vilje. Det fremmer ligeledes forekomsten af insekter.

De eksisterende fordybninger mellem afvandingsbrøndene vil blive på samme måde, som de er nu. Brøndenes riste er meget vanskelige at åbne, og administrationen har en formodning om at beboere og gæster har kørt ind over ristene i rabatterne, og derved forårsaget, at ristene er kørt fast. Trods dette anbefaler administrationen ikke, at der sættes fodhegn eller kanter rundt om rabatterne. Administrationen vil følge udviklingen og se om det bliver nødvendigt med beskyttende foranstaltninger.


Det forventes, at det forberedende arbejde kan gennemføres i udgangen af 2024, men at selve engblandingen først vil blive sået i foråret 2025.

Økonomi

Anlægsomkostninger
Der er indhentet tilbud på opgaven og anlægsomkostningerne beløber sig samlet til ca. 200.000 kr. inkl. egen projektledelse og medgået tid. Udgiften finansieres af restbudget for ArkenWalk-projektet.


Driftsomkostninger
Det forventes af de årlige driftsomkostninger på Solvej vil blive 8.000 kr. årligt. Heri ligger fjerne ukrudt 1-2 gange årligt og klippes 1 gang med opsamling i efteråret. Udgiften afholdes indenfor eget budget.

Indstilling

at Teknik- og Bygningsudvalget tager ændring af vejrabatterne på Solvej til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Teknik- og Bygningsudvalget

Beslutningstema

Teknik- og Bygningsudvalget orienteres om ændring af vejrabatterne på Solvej, der er en del af ArkenWalk.

Bilag

Sagsfremstilling

Støjvoldens jordarbejder, der indbefatter opfyldning af jord og dermed etablering af selve volden, er nu færdiggjort. Hermed kan de forskellige afsluttende arbejder af forskønnende og rekreativ karakter, herunder hele beplantningsprojektet, foretages. Til sidst, i løbet af 2025, foretages de afsluttende arbejder.

Stier og naturtrappe:

Administrationen har indhentet tilbud på anlæggelse af stier på støjvolden og en naturtrappe ved Ishøjstiens underføring under motorvejen. En naturtrappe er en trappe, som etableres i et terræn med niveauforskelle. Naturtrappens formål er at gøre det muligt at bevæge sig bedst muligt mellem forskellige niveauer på støjvolden. Naturtrappen, der opføres her på volden, består af én meter bredde egetræssveller, som man skruer direkte ind i støjvolden, så den falder naturligt ind i terrænet. Se vedlagte bilag 1 og 2, der viser, hvor trappen etableres samt eksempel på lignende trappe.

Anlæggelsen af stier og naturtrappe påbegyndes uge 46 og afsluttes inden årets udgang.

Naturtrappen er flyttet tættere på husene for at sikre, at Ishøjstien kan krydses med sikrere oversigtsforhold, end tilfældet var i det oprindelige materiale. Den nye placering vurderes ikke at give større indkig i boligerne eller på anden måde at være til gene.


Beplantningsprojekt:

Beplantningsprojektet har været i udbud, og et af de indkomne bud kunne indeholdes indenfor budgettet. Der er således indgået kontrakt med entreprenør den 22. oktober 2024 om beplantning af støjvolden, samt pleje af beplantningen de kommende 2 år. Herefter, dvs. sommeren 2027, overgår plejen til kommunens egen drift. På grund af den pressede tidsplan og for at give planterne de bedste vækstbetingelser, forventes beplantningsarbejderne opstartet i uge 46 og for nærværende at strække sig ind i foråret 2025, da der ikke kan arbejdes i frostperioder.

Afsluttende arbejder

De sidste og afsluttende arbejder på støjvolden forventes at blive foretaget i 2025. Disse arbejder omfatter bl.a. tilretning af krydset ved Ishøj Stationsvej, aflukning af tilkørsel fra Ishøj Stationsvej ned langs støjvoldens sydlige side, samt afslutning på den igangværende sag med en grundejer.

Lovgrundlag

Ingen

Økonomi

Udgifter forbundet med beplantningsprojektet, anlæggelse af stier og naturtrappe samt afsluttende arbejder (kryds, tilkørsel mv.) holdes indenfor den eksisterende anlægsbevilling.

Den afledte driftsomkostning til at vedligeholde støjvolden fra sommeren 2027 er indarbejdet som budgetkorrektion som følge af beslutning i Byrådet i august 2024.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Teknik- og Bygningsudvalget

Beslutningstema

Teknik- og Bygningsudvalget orienteres om arbejdet med støjvolden, og der gives status på arbejdets fremskridt.

Bilag

Sagsfremstilling

I budgetaftalen for 2024 er nedlukning af 11 klub- og foreningshuse besluttet som del af besparelsen på kultur- og fritidsområdet. Det indebærer samtidig en anvisning af andre kommunale lokaler til foreningsaktiviteter. Kultur- og Fritidsudvalget har besluttet principper, som ligger til grund for det analyse- og dialogarbejde, som administrationen har foretaget med afdækning af foreningernes behov og ønsker til ny placering. Principperne er vedhæftet dagsordenen, og fremhævet i overskrifter i nedenstående:

- Sambrug og udnyttelse - flere brugere i kommunale lokaler for en bedre udnyttelse
- Nærhed - klublokaler prioriteres tæt ved aktivitet for at styrke sammenhængskraft
- Opbevaring - der sikres plads til opbevaring af udstyr til brug for aktiviteten
- Åbenhed - lokaler åbnes op for at skabe synlighed omkring aktiviteter
- Koblinger - der skal sikres kobling til arbejde med helhedsplan ved Idrætscentret
- Besparelse - flytningerne skal give en besparelse på bygningsdrift jf. budgetbeslutning

I nedenstående fremlægges forslag til genplacering for de berørte foreninger.
Forslagene er uddybet i vedhæftet notat.

1. Brohuset
Administrationen anbefaler, at der godkendes en indflytning af Ishøj Kunstforening og Klub 31 Bridges aktiviteter i Brohuset. Der er tidligere truffet beslutning om, at også Ruder 10 Bridge skal flytte i Brohuset, når byggeetape 3 afsluttes.
Der lægges op til etablering af krea-værksted, som kunstforeningen kan anvende, i lokaler, der i dag benyttes af Ishøj Job og Uddannelse. Der er i forslaget udpeget ny placering til Ishøj Job og Uddannelses aktiviteter, som fremgår i vedhæftet plantegning af Brohuset.

2. Ishøj Idræts & Fritidscenter
Administrationen anbefaler, at FC Ishøj, Ishøj Volley og Team Ishøj Cafe 60+ Cyclings flyttes til Idrætscenterets 1. sal, hvor der allerede er eksisterende klublokaler. I dag har tre foreninger egne lokaler, og med indflytning af flere foreninger, lægges der op til en fælles brug af lokaler jf. vedtagne principper. Høringsnotat er vedhæftet dagsordenen.

Team Ishøj Cafe 60+ Cycling og Ishøj Tennis og Padel Klub har indgivet høringssvar med alternativ løsning om fælles brug af det klubhus, som Ishøj Tennisklub benytter. Administrationen anbefaler forslaget, men gør opmærksom på, at der er tale om en midlertidig løsning, idet klubhuset indgår i området for helhedsplanen. Løsningen udløber dermed, når klubhuset flyttes.

3. Tangloppen 3
Administrationen anbefaler, at Ishøj Marineforenings aktiviteter flyttes til klubhuset på Tangloppen 3. Klubhuset på Tangloppen 3 benyttes i dag af Ishøj Sportsfiskerklub, som har meldt tilbage, at der med koordinering af brug kan findes plads til Marineforeningens aktiviteter. Det er i denne løsning ikke muligt at flytte alt Marineforeningens inventar ind i klubhuset på Tangloppen 3.
Ishøj Marineforenings høringssvar er vedhæftet dagsordenen.

4. Skovvej 39
KFUM-spejderne blev i forbindelse med nedlukning af hytten pga. skimmelsvamp flyttet til spejderhytten på Skovvej 39. Administrationen indstiller, at denne løsning gøres permanent.

5. Bredekærgård
Grundet standen på klubhuset på Baldershøj 20, er Ishøj Motions Cykel Club tidligere flyttet til Aktivitetshuset på Bredekærgård. Administrationen indstiller, at denne ordning fortsætter, idet foreningen er tilfreds med placeringen.

6. Ishøj Rådhus 
Ved indflytning af ukrainere på Jægerbuen 2B blev der etableret en ordning for de politiske partier, hvor mødegangen på 2. sal på rådhuset kan benyttes. Administrationen indstiller, at ordningen fortsætter, og at de politiske partier afholder mødeaktivitet på rådhuset.

7. Nedlukning af IBUS-grund
Hytten anvendes i dag som bolig for ukrainske borgere og kan ikke benyttes i forbindelse med brug af shelters. Uden adgang til hytten viser erfaringerne, at det er svært at opretholde en brug af shelterne. Administrationen indstiller derfor, at booking af shelter nedlukkes, og at standen på de nuværende shelters undersøges med henblik på flytning. Hvis det ikke er muligt, nedtages shelterne over tid.

8. Klub Ragnar
For Klub Ragnar er målet ikke at anvise et nyt lokale, men derimod undersøge muligheder. Administrationen har undersøgt nuværende lejeforhold i forhold til markedspris og vurderer ikke, at det er muligt at finde et tilsvarende lejelokale i Ishøj Kommune til en lavere udgift. Administrationen har ligeledes kigget på muligheder i kommunale lokaler og kan i den forbindelse pege på Vejlebrovej 132 (1. salen ovenpå daginstitution Regnbuen) som en bygningsmæssig mulighed. Der er en opmærksomhed på, om de to målgrupper kan sameksistere i huset og vil forudsætte dialog og kriminalpræventiv vurdering. På baggrund af den foretaget sondering indstiller administrationen, at der ikke foretages yderligere.

Videre proces
Flytning af foreningsaktiviteter vil ske så snart det er muligt i forhold til den nødvendige ombygning af lokaler.
Hvad angår Strandvangen 54 (matr.nr. 8 an) vurderes det, at grunden fremover kan bebygges med en tæt-lav bebyggelse i to etager. Det kunne være kædehuse, dobbelthuse eller rækkehuse. Grundens størrelse på ca. 2.220 m2 giver f.eks. mulighed for at placere

fire til seks rækkehuse. Der anmodes om en godkendelse til at sælge grunden, tage initiativ til et offentligt udbud og efterfølgende igangsætte en lokalplanproces.
Den fremtidige anvendelse for øvrige huse og grunde vil blive behandlet særskilt i relevante udvalg.


Forslag til genplacering er fremlagt i råd og Folkeoplysningsudvalg.
IBUS indstiller, at shelters på IBUS-grunden forbliver og at der opsættes et toilet.
Foreningsunionen tager forslag for medlemsforeninger til efterretning.
Ishøj Idrætsråd indstiller godkendelse af forslag for medlemsforeninger, men lægger op til at der kigges på en løsning for en midlertidig løsning for Team Ishøj Cafe 60+ Cycling i det klubhus som Ishøj Tennis og Padel Klub anvender.
Folkeoplysningsudvalget indstiller, at forslag til genplacering af foreningsaktiviteter godkendes.

Økonomi

Indtægter/besparelser
- bevilling til budgetforslaget
- samlet salgsprovenu (Strandvangen 54, Jægerbuen 2A og 2B, Vejlebrovej 105)
- samlede årlige driftsbesparelser


3.500.000
13.000.000
1.076.000

Anlægsudgifter
- tilpasninger i Brohuset til kreaværksted
- tilpasninger i Idrætscenteret til klublokaler
- tilpasninger til øvrige foreninger på andre matrikler

-
uforudsete udgifter
Totalt


-1.200.000
-1.100.000
-650.000
- 550.000

-3.500.000


Indstilling

at forslag til genplacering af foreningsaktiviteter godkendes
at der indledes en udbudsproces af Strandvangen 54
at igangsættelse af en lokalplansproces godkendes



Beslutning

Tiltrådt.

Seyit Ahmet Özkan (L) afventer stillingtagen.

Beslutningskompetence

Ishøj Byråd

Kultur- og Fritidsudvalget vedrørende foreningsaktiviteter

Teknik - og Bygningsudvalget vedrørende det byggetekniske

Økonomi- og Planudvalget vedrørende igangsættelse af salgsproces og lokalplansproces.

Beslutningstema

Byrådet skal tage stilling til genplacering af foreningsaktiviteter i kommunale lokaler i forbindelse med nedlukning af 11 klub- og foreningshuse. Nedlukning af klub- og foreningshuse samt undersøgelse af Klub Ragnars placering er vedtaget med budgetaftalen for 2024.

Bilag

Sagsfremstilling

Forslag til lov om modernisering af Køge Bugt Strandpark (tidligere omtalt som anlægslov for strandparken) er blevet sendt i høring fra den 10. oktober 2024 til den 11. november 2024. Der er udarbejdet et fælleskommunalt høringssvar fra strandparkkommunerne (Hvidovre, Brøndby, Vallensbæk, Ishøj og Greve), som er indsendt til Plan- og Landdistriktsstyrelsen (PLST) indenfor fristen (vedlagt som bilag). PLST er en styrelse under By-, Plan- og Kirkeministeriet, og har ansvar for den fysiske planlægning af by og land. PLST har accepteret, at der kan komme yderligere bemærkninger umiddelbart efter denne dato som opfølgning på den politiske behandling.

Loven har til formål at muliggøre en modernisering og udbygning af faciliteter på udvalgte dele af Køge Bugt Strandpark, trods området er omfattet af restriktioner i bl.a. naturbeskyttelsesloven. Loven skal således muliggøre, at kommunerne efterfølgende ved kommune- og lokalplanlægning kan planlægge for de udpegede rekreative faciliteter.
Lovforslaget er udarbejdet på baggrund af bl.a. den samlede plan for modernisering af Køge Bugt Strandpark, som Ishøj Kommune sammen med de øvrige strandparkkommuner indsendte til PLST tilbage i efteråret 2023. Ishøj Byråd godkendte denne på byrådsmødet den 5. september 2023.

Lovforslaget indeholder en række af de forslag til nye faciliteter, som kommunerne indsendte, om end størrelse og omfang for nogle er blevet begrænset. For Ishøj Kommune er størstedelen af ønsker til yderligere faciliteter imødekommet, herunder udbygning af Arken, udbygning ved Stenhuse og Skovhuse samt etablering af en evighedsbro til bl.a. vinterbadning. Generelt er der for al foreslået bebyggelse sket en begrænsning i bygningshøjde fra de ønskede 8,5 meter til 5 meter. Ishøjs ønske om etablering af et vandvandrehjem på samlet op til 3000 m2 er udeladt af loven til trods for, at der i Greve er tilladt noget i samme størrelsesorden. Bl.a. Vallensbæk har fået begrænset i de foreslåede størrelser. Høringssvaret består af en overordnet del med generelle ønsker til ændringer samt en mere teknisk del, der omhandler de specifikke ønsker til ændringer i lovforslagets paragraffer.

Høringssvaret kan ses i sin fulde længde i bilag 1, og omhandler primært følgende emner:

  • Faciliteter: Der efterspørges forklaring og dialog om de nedskaleringer, der er foretages, ligesom der efterspørges større fleksibilitet mellem omfang (m²/ højder) og anvendelser i alle områdeudpegninger (lovforslaget angiver præcist antal m2 til toiletter mv. selvom det er væsentlig mere vidtgående end lokalplanlægning).
  • Ønske om flest mulige lempelser: Lovforslaget undtager kun enkelte lovbestemmelser i naturbeskyttelsesloven – Kystdirektoratet skal fortsat give tilladelse til projekter, der ikke er undtaget, hvilket kan blive et forsinkende led.
  • Tidsbegrænsning ønskes fjernet: Tidsbegrænsningen på 5 år for tilladelser til projekter i søterritorium
    fra Kystdirektoratets i de udpegede områder udgår eller forlænges til 10 år
  • Klagemulighed for Kystdirektoratets afgørelser inden for områdeafgrænsningerne afskæres
  • Lovforslagets krav om at byggeri og anlæg skal placeres landværks (dvs. kan bygges ind i de ydre dige – men ikke fra vandsiden) ønskes fjernet, da der i dag godt kan bygges, så det modstår oversvømmelse mv


Specifikt i forhold til Ishøj er der peget på, at det findes urimeligt at etablering af et vandvandrerhjem ikke er medtaget – ikke mindst fordi det understøtter, at Arken genererer bæredygtig turisme.


Lovgrundlag

 Forslag til lov om modernisering af Køge Bugt Strandpark

Økonomi

Intet at bemærke

Indstilling

at det fælles høringssvar godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Byrådet skal tage stilling til, om det fælleskommunale høringssvar til lov om modernisering af Køge Bugt Strandpark kan godkendes.

Bilag

Sagsfremstilling

Årshjul for Teknik- og Bygningsudvalget, se bilag 1.


Movias mobilitetsplan 2024

Movias forslag til Mobilitetsplan 2024 blev sendt i høring i januar 2024. Ishøj Kommunes høringssvar blev behandlet politisk i Ishøj Kommune i april 2024. Movias bestyrelse har den 18. september 2024 godkendt Movias Mobilitetsplan 2024. På baggrund af de indkomne høringssvar skete visse tilretninger af Mobilitetsplan 2024, men den endelige mobilitetsplan er ikke væsentligt anderledes end det oprindelige forslag, ej heller i det der berører Ishøj. Den endelige mobilitetsplan kan findes på Movias hjemmeside. https://moviatrafik.dk/Mobilitetsplan-2024




Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Teknik- og Bygningsudvalget.

Bilag

Sagsfremstilling

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.


Indstilling

at referatet godkendes.

Beslutning

Tiltrådt

Beslutningskompetence

Teknik- og Bygningsudvalget.