Referat
Teknik- og Bygningsudvalget onsdag den 15. april 2015 kl. 18.30
Mødelokale 2D / Svedala, Rådhuset, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj
Resume
Teknik- og Bygningsudvalget har bedt administrationen om en redegørelse for ejendomme på Baldersbækvejen, hvor arealerne benyttes i strid med §16, stk. 2 + 5 i Byplanvedtægt 3.
Sagsfremstilling
I november 2014 gav Teknik- og Bygningsudvalget afslag på Ivan Madsens dispensationsansøgning om at asfaltere/besfæste grønt areal fra fortovskant til bygningen på ejendommen Baldersbækvej 19 og 21.
Samtidig ønskede udvalget en redegørelse for de ejendomme på vejen, hvor arealer benyttes i strid med §16, stk. 2 + 5 i Byplanvedtægt 3, der omhandler placering af gårdspladser og P-pladser samt fast belægning langs bygninger.
Redegørelse der er vedlagt som bilag vil blive gennemgået på mødet.
Indstilling
Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at redegørelsen bliver drøftet med henblik på kommende stillingtagen tilopfølgning på overtrædelserne.
Beslutning
Tiltrådt.
Udvalget ønsker at grundejerne bliver anmodet om en redegørelse for overtrædelser af byplanvedtægt nr. 3`s bestemmelser.
Bilag
Resume
Ejeren af Baldersvej 17 søger om tilladelse til at opføre en carport og et udhus samt at lovliggøre et eksisterende udhus. Den samlede længde på i alt 14 meter i naboskel, betyder en overskridelse på 2 meter og er dermed i strid med Bygningsreglementet. Lovliggørelsen af det eksisterende skur er i strid med gældende deklaration om byggelinje.
Sagsfremstilling
Ishøj Kommune har den 2. og 4. marts 2015 modtaget en ansøgning om tilladelse til at opføre en carport med længde på 5 meter og et udhus med en længde på 6 meter i naboskel.
Herudover er der søgt om lovliggørelse af et eksisterende udhus med længde på 3 meter i naboskel.
Den nye carport og udhus samt det eksisterende udhus kommer til at have en samlet længde i naboskel på 14 meter.
I forbindelse med ovenstående nedrives en eksisterende carport med tilbygget udhus på ejendommen.
Der er i andre beboelsesområder i Ishøj givet tilladelse til, at opføre småbygninger i skel med en samlet længde på op til 18 meter.
Brændeskuret ligger placeret i deklareret areal mod Baldersbækken. Kommunen kan beslutte at lovliggøre brænde-skuret retsligt. Hvis skuret skal lovliggøres retsligt, er det på betingelse af, at udhuset til enhver tid kan fjernes på ejers egen bekostning, hvis det bliver nødvendigt i forbindelse med vedligeholdelsesarbejde inden for deklarationsbæltet.
Kommunen kan også beslutte at udhuset skal fjernes.
Sagen har været i høring hos Ishøj Forsyning, som ikke har bemærkninger til den nuværende placering under forudsætning af, at det er en let konstruktion, der relativt hurtigt kan fjernes, hvis det bliver nødvendigt.
Af Bygningsreglementets kapitel 2.2.6 stk. 3 under punkt 2, fremgår det, at de sider, der vender mod skel mod nabo og sti, må ikke have en større samlet længde end 12,0 m. Kun bygningernes længste side mod skel medregnes.
Af Deklaration af 28. november 1975 fremgår, at bygninger og lignende anlæg af blivende art ikke må opføres nærmere Baldersbækkens øverste skråningskant end 5,00 m svarende til 4,00 m fra Baldersbækkens matrikulære grænse som vist på vedhæftede planer."
Af Planlovens § 43 fremgår det, at ”Kommunalbestyrelsen kan ved påbud eller forbud sikre overholdelse af servitutbestemmelser om forhold, hvorom der kan optages bestemmelser i en lokalplan.
Indstilling
Teknik- og Bygningsudvalget vedtager:
- at der gives tilladelse til at overskride længden med 2 meter, og at der kan opføres småbygninger med en samlet længde på 14 meter i naboskel, på betingelse af, at der ikke kommer væsentlige indsigelser ved naboorienteringen.
- at tillade udhus i byggelinjen mod Baldersbækken under forudsætning af, at udhuset til enhver tid kan nedrives på ejers egen bekostning, hvis det bliver nødvendigt i forbindelse med vedligeholdelsesarbejde inden for deklarationsbæltet.
- at eksisterende carport nedrives, før der opføres en ny.
Beslutning
Tiltrådt.
Lovgrundlag
Bygningsreglementet kap. 2
Planloven § 43
Bilag
Resume
Virksomheden Fastlap søger d. 19. marts 2015 om dispensation til at etablere et autoværksted til vedligeholdelse og servicering af biler i Ishøj Bycenter. Etableringen er i strid med lokalplanens bestemmelser om anvendelse.
Sagsfremstilling
Virksomheden yder ekspresservice til vedligehold af biler, herunder olieskift, bremseskift m.m. Større reparationer udføres af eksterne samarbejdspartnere.
Ishøj Bycenter er omfattet af lokalplan 1.42 - Ishøj Bycenter.
Af § 3.0 fremgår at: "Lokalplanområdet må kun anvendes til centerformål og offentlige formål, herunder butikker, liberale erhverv, hotel, boliger, administration, undervisning, bibliotek, biograf og teater samt svømmehal og station med tilhørende parkerings- og færdselsarealer m.m".
Etablering af et autoværksted strider mod anvendelsen til centerformål. At imødekomme etableringen vil som minimum forudsætte udarbejdelse af en ny lokalplan, da der ikke kan dispenseres fra anvendelsesbestemmelser i en lokalplan.
Indstilling
Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at der ikke dispenseres til, at der kan etableres et autoværksted, idet det er i strid med lokalplanenes anvendelsesbestemmelser.
Beslutning
Tiltrådt.
Lovgrundlag
I henhold til Planlovens § 19 kan Kommunalbestyrelsen ikke dispensere fra bestemmelser i en lokalplan, hvis dispensationen er i strid med principperne i planen.
Sammen med planens formålsbestemmelser er anvendelsesbestemmelserne udtryk for planens principper.
Videregående afvigelser kan kun foretages ved udarbejdelse af en ny lokalplan.
Bilag
Resume
ARKEN Museum for Moderne Kunst søger om dispensation til at anlægge ny sti med en stibredde på 2,8 meter. Bredden er i strid med kravet på mindst 3 meter i lokalplanen.
Sagsfremstilling
Ishøj Kommune har d. 27. februar 2015 modtaget en ansøgning om dispensation fra Kunstmuseet ARKEN om at omlægge en del af den regionale sti i en bredde på 2,8 meter.
I forbindelse med projektet Kunstens Ø skal Arken omlægge en del af den eksisterende regionale sti vest for Arken inden for lokalplanområdet (Grøn sti, luftfoto/situationsplan). Den regionale sti går fra Skovvej, gennem lokalplanområdet og ud til Strandparken. I dag har stien en bredde på 2,8 meter. Museet ønsker, at stien får samme bredde fra Strandparken og til Vejbro 3, så stien ikke ændrer bredde, når den når til lokalplanområdet. Området er markeret med en rød cirkel på situationsplanen.
Området er omfattet af lokalplan 1.67 - ARKEN – Kunstens Ø.
Af § 5.7 fremgår det at; ”Den eksisterende regionale sti omlægges til dobbeltrettet sti langs adgangsvejen a og over vejbro 2 og 3. Langs adgangsvejen a skal den regionale sti, anlægges med en bredde på mindst 3 m med passende dæklag/slidlag”.
En stibredde på 3 meter er i overensstemmelse med Vejdirektoratets og politiets anbefalinger af hensyn til trafiksikkerhed og tilgængelighed for alle. Alle nyetableringer af dobbeltrettede fællesstier i kommunen etableres i en bredde på 3 meter.
Indstilling
Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at der ikke dispenseres til, at stien kan etableres med en bredde på 2,8 meter, da det er i strid med lokalplanens krav samt Vejdirektoratets og politiets anbefalinger.
Beslutning
Tiltrådt.
Lovgrundlag
I henhold til Planlovens § 19 kan Kommunalbestyrelsen dispensere fra bestemmelser i en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen.
Sammen med planens formålsbestemmelser er anvendelsesbestemmelserne udtryk for planens principper, og dermed også for afgrænsningen af kommunalbestyrelsens mulighed for senere at fravige planen ved dispensation.
Bilag
Resume
Nyt enfamiliehus ønskes opført hvor tagetagen ikke udnyttes og stueetagen er loft til kip. Vinduer ved udvendige døre samt i begge gavle etableres som faste vinduer og der søges om dispensation fra lokalplanen.
Sagsfremstilling
Ejeren af ejendommen, Brentedalen 6H ønsker at opføre et enfamiliehus på 150 m2. Tagetagen udnyttes ikke, og der er i stueetagen loft til kip. Ejendommen ligger på en af de fire nyudstykkede grunde ved siden af Ishøj Teater. Lokalplanen tilsigter, at de nye enfamiliehuse der opføres ligner landsbyens byggestil.
Der søges om tilladelse til at opføre et enfamiliehus, hvor der i stueetagen er loft til kip. Dette er i strid med lokalplan 1.63, §7.3 som foreskriver at: " Bebyggelsen skal opføres i 1½ etage med udnyttelig tagetage".
Desuden søger ejeren tilladelse til at opsætte faste vinduespartier i begge gavle af huset, samt ved siden af alle de udvendige døre. Dette er i strid med lokalplan 1.63, § 8.7 som foreskriver at: ”Vinduerne skal udføres sidehængte og med stående midtersprosse. Herfra kan dog undtages vinduer til ikke beboelsesrum”.
For at undgå, at enfamiliehusene fremstår alt for dominerende og store på ejendommen, skal de opføres og registreres som værende i 1½ plan, selv om tagetagen ikke udnyttes. Vinduer skal være sidehængte og være i stil med de vinduer der er sat i de huse som er i området.
Indstilling
Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at der gives dispensation til,
- at der kan opføres et enfamiliehus, hvor der i stueetagen er loft til kip, og at der ikke må bygges yderligere boligareal på terrænniveau og
- at der gives tilladelse til,
- at der opsættes faste vinduespartier i begge gavle samt ved siden af alle de udvendige døre, da lokalplanens bestemmelser ønskes fastholdt.
Det forudsættes, at der ved naboorientering ikke kommer indsigelse.
Beslutning
Tiltrådt.
Sidste at i indstillingen er rettet, således at
"... da lokalplanens bestemmelser ønskes fastholdt" udgår.
Bilag
Resume
Den Sociale Udviklingsfond søger om tilladelse til at anvende eksisterende bolig til socialpsykiatrisk bosted. En ændring i anvendelsen kræver en landzonetilladelse.
Sagsfremstilling
Ishøj Kommune har d. 5. marts 2015 modtaget en ansøgning om landzonetilladelse til at anvende den eksisterende bolig, Tåstrup Valbyvej 71, til et socialpsykiatrisk bosted for 8 unge mennesker i alderen 17 til ca. 30 år med psykiske vanskeligheder.
Den Sociale Udviklingsfond er en landsdækkende almennyttig, velgørende fond som driver bo-, behandlings- og beskæftigelsestilbud. På bostedet støttes beboerne til at opbygge færdigheder til at klare en selvstændig tilværelse i egen bolig. Fonden arbejder sammen med det offentlige behandlingssystem med henblik på at få udredt og behandlet de unges angst, fobier, OCD og andre lidelser.
Ejendommen kan uden større ombygning anvendes til det ønskede formål. I hovedhuset skal der etableres yderligere et par værelser på 1. sal. Beboerne vil have fast bopæl på ejendommen ligesom der vil være personale på stedet døgnet rundt.
Det følger af Natur- og Miljøklagenævnets praksis i disse sagstyper, at etablering af sådanne bosteder er af samfundsmæssig interesse, og at der som udgangspunkt bør meddeles landzonetilladelse til bo- og behandlingssteder, medmindre der er andre hensyn, der taler imod en tilladelse.
Anvendelsen er forenelig med de hensyn, der skal varetages efter planlovens landzonebestemmelser og etablering af et bosted kan ske inden for de nuværende bygningsmæssige rammer.
Indstilling
Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at der meddeles landzonetilladelse efter forudgående nabohøring,
Beslutning
Tiltrådt.
Til indstillingen tilføjes:
.. såfremt der ikke modtages væsentlige indsigelser.
Udvalget ønsker yderligere en vurdering fra den sociale adm.
Lovgrundlag
Ejendommen er beliggende i landzone og en ændret anvendelse fra beboelse til opholdssted/bosted forudsætter en landzonetilladelse jf. planlovens § 35 stk. 1.
Bilag
Resume
Der skal træffes beslutning om at sende forslag til lokalplan 1.72 Rækkehusene Musvitten, Jægerbuen i offentlig høring i minimum 8 uger.
Sagsfremstilling
Der er udarbejdet et forslag til lokalplan, der giver mulighed for at opføre boliger på en tidligere institutionsgrund ved Jægerbuen.
Lokalplanen giver mulighed for at opføre 14 rækkehuse. Placeringen og udseendet af rækkehusene tager udgangspunkt i Jægerbuens eksisterende rækkehusbebyggelse, der er opført som rækkehuse med for- og baghave. Bebyggelsen bliver opført i to etager med mørkt saddeltag og facader i hvidt puds med espalier til begge sider, hvor der kan vokse beplantning op ad. Rækkehusene orienterer sig med syd/øst og nord/vest og har dermed gode forhold med hensyn til solretning.
Der stilles i lokalplanen krav om, at der skal anlægges en sti foran rækkehusene, der forbinder dem med det eksisterende stisystem i området. Den eksisterende fælles parkeringsplads bliver udvidet, så der er plads til yderligere 14 parkeringspladser, der knytter sig til rækkehusbebyggelsen.
Lokalplanen sikrer arealer til beplantning, hvorfra der kan ske lokal nedsivning, men da jordboringer i området har vist, at jordbunden giver begrænsede muligheder for nedsivning, stiller lokalplanen yderligere krav om en åben vandrende langs stien, så overskydende regnvand ledes til det kommunale regnvandssystem. Derudover stiller lokalplanen krav om solceller på rækkehusenes tag.
Der er i forbindelse med lokalplanen udarbejdet et kommuneplantillæg nr. 1, som indeholder en ny kommuneplanramme 1.B.25. Den forhøjer bebyggelses-procenten til 75, sætter parkeringsnormen til én parkeringsplads pr. bolig inklusiv handicapparkering og ændrer grundstørrelsen til minimum 98 m2.
Efter politisk behandling i Byrådet sendes forslagene til lokalplan 1.72 og kommuneplantillæg nr. 1 i offentlig høring i minimum 8 uger fra 11. maj til 6. juli 2015. Afgørelsen om ikke at foretage en egentlig miljøvurdering af forslag til både lokalplan 1.72 og kommuneplantillæg nr. 1 offentliggøres samtidig med en klagefrist på 4 uger.
Indstilling
Teknik og Bygningsudvalget indstiller, at forslag til lokalplan 1.72 Rækkehusene Musvitten, Jægerbuen og kommuneplantillæg nr.1 vedtages og sendes i offentlig høring i perioden 11. maj til 6. juli 2015.
Beslutning
Tiltrådt.
Ole Beckmann afventer stillingtagen til lokalplanens indhold.
Lovgrundlag
Planloven § 11, 13 og 15
Bilag
Sagsfremstilling
Sundhedsstyrelsen har i perioden juni 2012 til december 2013 udsendt i alt 11 forebyggelsespakker. Forebyggelsespakkerne omhandler følgende temaer: Alkohol, Fysisk aktivitet, hygiejne, indeklima i skoler, mad og måltider, mental sundhed, overvægt, seksuel sundhed, solbeskyttelse, stoffer og tobak.
Formålet med forebyggelsespakkerne er at bidrage til at styrke folkesundheden gennem en kommunal forebyggelses- og sundhedsfremmende indsats af høj kvalitet. Alle forebyggelsespakker er udarbejdet på baggrund af den aktuelt bedste viden på området.
Forebyggelsespakkerne indeholder konkrete, faglige anbefalinger, der skal bidrage til, at kommunerne på et kvalificeret grundlag kan prioritere indsatser på forebyggelsesområdet og bruge ressourcerne der, hvor der er viden om, hvad der virker.
Hver forebyggelsespakke har anbefalinger på to niveauer: et grundniveau (grundlæggende forebyggelsesindsatser, der på kort sigt kan styrke kvaliteten af forebyggelsesarbejdet) og et udviklingsniveau (indsatser, der kan videreudvikle forebyggelsesindsatsen på længere sigt) og inden for fire typer af indsatser: rammer, tilbud, informationsindsatser og undervisning samt tidlig opsporing.
I 2013 blev ”Center for Forebyggelse i praksis” etableret i KL efter bevilling fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Centret har til formål at hjælpe kommunerne med implementeringen af forebyggelsespakkerne i perioden 2013-15. Centret skal bidrage til, at flere kommuner implementerer og forankrer forebyggelsespakkerne, således at der skabes større ensartethed og højere kvalitet i kommunernes samlede sundhedsfremme- og forebyggelsesindsats. Centeret for forebyggelse i praksis følger årligt op på implementeringsgraden i de enkelte kommuner via spørgeskemaundersøgelser.
På Byrådsmødet d. 3. september 2013, blev det besluttet, at administrationen af forebyggelsespakker skal ske i de enkelte fagudvalg. Anbefalingerne i de enkelte forebyggelsespakker, er således fordelt ud i fagudvalgene. De enkelte udvalg har ansvaret for at der bliver fulgt op og koordineret internt på deres område.
Siden Byrådsmødet den 3. september er der udkommet 2 nye forebyggelsespakker – ”Overvægt og stoffer”. Disse to pakker er ikke politisk behandlet.
Alle anbefalinger for forebyggelsespakkerne forelægges de enkelte fagudvalg i marts 2015.
Oversigt over anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsens Forebyggelsespakker er vedhæftet. Inddelt efter udvalg, samt implementeringsstatus på nuværende tidspunkt.
Indstilling
Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at den skematiske gennemgang tages til efterretning, og indstiller at niveauet for indsatser, i forhold til forebyggelsespakkerne, fastholdes i 2015.
Beslutning
Tiltrådt.
Bilag
Resume
Forslag til fortegnelse over offentlige kommunale veje, private fællesveje, private veje samt stier. Vejfortegnelsen bør opdateres på baggrund af det seneste års vejprojekter og ændringer
Sagsfremstilling
Der er udarbejdet et forslag til en ny vejfortegnelse. Forslaget er vedlagt som Bilag A og B. Den nuværende vejfortegnelse er vedlagt som Bilag C.
Forslag til ændringer:
- Brentedalen, ved Ishøj Teater, ny privat fællesvej ved udstykning, desuden ændrer stamvej til udstykning status fra privat fællesvej til offentlig kommunal vej
- De interne veje veje i de 2 haveforeninger, får status af interne veje
- Fasanskellet, ny privat fællesvej ved udstykning
- Ishøj Bygade 80, ny privat fællesvej ved udstykning
- Tangloppen, ændrer status til offentlig kommunal vej, frem til bom ved campingpladsen
- Torslundevej 79, ny privat fællesvej ved udstykning
- Tranegilde Bygade, cirka 80 meter ændrer status fra privat fællesvej til offentlig komunal vej
Indstilling
Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at ny vejfortegnelse tages til efterretning.
Beslutning
Tiltrådt.
Lovgrundlag
Lov om offentlige veje og lov om private fællesveje.
Bilag
Resume
Forslag om ændring af Ishøj Centervej fra ensrettet til dobbeltrettet.
Sagsfremstilling
Med henvisning til budgetforliget foreslås det, at Ishøj Centervej ændres fra ensrettet til dobbeltrettet. Derned kan bilisterne kører ind til centeret fra krydset Stenbjerggårds Alle / Ishøj Søvej / Ishøj Centervej.
Strækningen fremgår af Bilag A.
Trafikomlægningen medfører en ombygning af signalanlægget, ændret vejmarkering og skiltning.
Fra opgaven ordres til entreprenøren og indtil trafikken er omlagt, må der forventes at gå cirka 8 uger.
Københavns Vestegns Politi har givet samtykke til ændringen.
Indstilling
Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at trafikomlægningen fra ensrettet til dobbeltrettet på en cirka 300 meter lang strækning af Ishøj Centervej godkendes. Udgifterne på cirka kr. 90.000 eksklusiv moms afholdes af kassebeholdningen
Beslutning
Tiltrådt.
Økonomi
Ombygningen af signalanlægget, ændring af skiltning og vejmarkering koster omkring kr. 90.000 eksklusiv moms, som afholdes af kassebeholdningen.
Lovgrundlag
Lov om offentlige veje og færdselsloven
Bilag
Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket
Til efterretning.