Referat
Teknik- og Bygningsudvalget onsdag den 15. december 2021 kl. 18.30

Vandværket, Rådhuset, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Resume

Et stuehus i landzone er opført i strid med bygge- og landzonetilladelsen. Forholdet skal lovliggøres enten retsligt eller fysisk. Det indstilles, at byggeriet lovliggøres fysisk for at bevare landsbykarakteren i landzonen.

Sagsfremstilling

Ejer af Torslundemaglevej 134 ansøgte i juni 2019 om byggetilladelse for opførelse af et stuehus med et moderne udtryk med ensidig taghældning og større vinduespartier, som de fik afslag på.

Efter et uddybende afklaringsmøde (se vedlagte bilag) om byggeriet og efter adskillige revideringer, blev et projekt med landsbykarakter godkendt. Der blev udstedt landzonetilladelse og byggetilladelse i hhv. november og december 2019.

I april 2021 færdigmeldte ejerne byggeriet – dog med reviderede tegninger ift. det godkendte projekt. Det vurderes, at der er tale om væsentlige ændringer i byggeriet, da både det ønskede udtryk af landsbykarakter samt indretning har ændret sig væsentligt fra det godkendte projekt.

I forlængelse af dette er der foretaget tilsyn på ejendommen i oktober 2021, hvor det er tydeligt, at bygherre har bygget et hus i det tidligere afslåede moderne udtryk i strid med byggetilladelsen. Ved moderne udtryk menes større vinduespartier og andre formater anvendt. Dertil er det konstateret, at det reviderede tegningsmateriale ikke stemmer helt overens med de faktiske forhold på ejendommen. Følgende ændringer er ikke godkendt af kommunen:

- Bygningen fremstår som en strandvejsvilla/typehus, hvor formater, størrelser samt placering af vinduer, døre og glaspartier ikke passer ind til byggeskikken i landzone, og huset har intet præg af stuehus

- Det indvendige er ikke opført iht. tilladelsen, da indretningen er ændret, fx er der etableret et bryggers med toiletforhold, hvor der var givet tilladelse til etablering af en garage.

- Projektet blev godkendt således, at bolig og erhverv skulle være adskilt med en garage, og det er de ikke. Garagen er fravalgt og inddraget som en del af boligen (bryggers).

- I projektet blev placering af en trappe til tagetagen godkendt fra boligdelen, denne er nu ført ud/ned til et bryggers med toiletforhold (hvor der ifølge byggetilladelsen skulle have været en garage jf. punkt 2).

- I projektet blev godkendt, at erhvervsdelen skulle indrettes til landbrugsmaskiner og juletræspakning, den er ændret til anden anvendelse og fremstår som en forlængelse af boligarealet.

Den manglende adskillelse af bolig og erhverv gør det svært at vurdere beboelsens kvadratmeter iht. landzoneadministration. I henhold til Landzoneadministration skal bolig og erhverv være adskilt.

Området er ikke omfattet af en lokalplan og er beliggende i landzone. Sagen har ikke været i nabohøring, da det er vurderet, at ingen naboer havde direkte gener.

Forholdet kan lovliggøres retligt eller fysisk. Ved en retlig lovliggørelse skal sagen behandles på ny med ny landzone- og byggetilladelse, som vil gøre det muligt, at det aktuelle byggeri kan bibevares med de mulige konsekvenser, at der dannes præcedens for fremtidige landzonesager og muligheden, at der fremover kan opføres moderne villaer uden landsbykarakter i landzone. Derved kan Byrådets ønske om at bevare landsbykarakteren ikke længere håndhæves. Borgere kan derved også fremover ansøge efter lovgivningen, men bygge noget helt andet, som de selv vil og senere få byggeriet lovliggjort, hvormed hele formålet med byggesagsbehandlingen og landzoneadministrationen vil gå tabt.

Ved en fysisk lovliggørelse vil administrationen stille krav om, at dele af formater, størrelser og placeringer af vinduer og døre skal ombygges, så de svarer til det godkendte projekt i det omfang, det er nødvendigt for at give det udtryk, administrationen har vurderet som værende passende i landzoneområdet. Dertil skal indretningen ift. det udvidede boligareal ændres, og arealet skal godkendes. Beboelse over 500 m² kan ikke godkendes. Bolig og erhverv skal adskilles ved etablering af en massiv væg uden adgang mellem erhverv- og boligdelen. Det kan kræve en ny landzonetilladelse for godkendelse af de evt. mindre ændringer, der ikke ombygges ved den fysiske lovliggørelse af forholdet.


Lovgrundlag

- Plan- og byggeloven

Planloven:
§63 Det påhviler den til enhver tid værende ejer af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold. Består forholdet i en ulovlig brug af ejendommen, påhviler pligten tillige brugeren.

Byggeloven:
§17 Det påhviler den til enhver tid værende ejer af en ejendom at berigtige forhold, som er i strid med denne lov eller de i medfør af loven udfærdigede forskrifter. Består forholdet i en ulovlig brug af ejendommen, påhviler pligten tillige brugeren.


Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at byggeriet lovliggøres fysisk.

Beslutning

Tiltrådt.

Lennart Hartmann-Nielsen (V) og Henrik Olsen (A) følger indstillingen. De kan ikke godkende byggeriet, da der ikke er bygget det, der er ansøgt om.

Johnna Starck og Annelise Madsen ønsker en fysisk lovliggørelse, hvor der laves en reel adskillelse imellem bolig og erhverv, og da det ikke kan lade sig gøre at nå til enighed om det, begærer de sagen i byrådet i januar 2022.

Bilag

Resume

Byrådet besluttede i efteråret 2021, at byggesagsgebyret skal genindføres for både private borgere og erhvervslivet. Det indstilles, at byggesagsgebyret opkræves efter tidsforbrug med en timetakst på kr. 649 i 2022.

Sagsfremstilling

I 2015 indførte Byrået opkrævning af byggesagsgebyr på kr. 629 pr. times tidsforbrug for byggesagsbehandling for både private borgere og erhvervslivet. Denne takst har været gældende frem til den 31. december 2019. I 2020 nedsatte Byrådet byggesagsgebyret til kr. 500 pr. time for en kort periode på ca. 3 mdr. indtil april 2020.

I forbindelse med COVID-19 - og som en del af kommunens hjælpepakke til private borgere og erhvervslivet - vedtog Byrådet i april 2020, at byggesagsgebyret for private borgere skulle fjernes permanent, mens byggesagsbebyret for erhvervslivet skulle ophæves for en periode for at mindske erhvervslivets byrder under corona.

Den midlertidige ophævelse af byggesagsbegyrer for erhvervslivet udløber d. 31. december 2021. I forbindelse med budget 2022 har Byrådet derudover besluttet, at byggesagsgebyret skal genindføres pr. 1/1 2022 for både private borgere og erhvervslivet. Beslutningen indgår som en del af planen for at reducere omkostningerne til kommunens serviceudgifter. For at implementere denne beslutning skal der nu tages stilling til, om der skal opkræves et fast byggesagsgebyr eller om der - som tidligere - skal opkræves gebyr efter hvor meget tid, der er brugt på den enkelte byggesag, herunder skal der træffes beslutning om, hvilken timepris der skal anvendes.

Helt overordnet kan gebyret opkræves efter tidsforbrug eller som et mindre fast gebyr pr. byggesag. Hvis der opkræves efter tidsforbrug bliver de nemme og mindre tidskrævende sager billigere, mens de større og mere komplekse byggerier bliver dyrere.

Administrationen indstiller, at både private borgere og erhvervslivet pr. 1. januar 2022 opkræves byggesagsgebyr efter tidsforbrug med en timetakst på kr. 649. Gebyrets størrelse afspejler administrationens faktiske udgifter brugt på sagsbehandling. Byggesagsbegyret vil blive opkrævet for alle sagstyper. Se vedhæftet notat.

Lovgrundlag

Byggelovens § 28 stk. 1. BR § 39.

Indstilling

Teknik og Bygningsudvalget vedtager, at både private borgere og erhvervslivet pr. 1. januar 2022 opkræves byggesagsgebyr efter tidsforbrug med en timetakst på kr. 649 for byggesagsbehandling.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

De aftalte arbejder med renoveringen i Svømmehallen er ved at være gennemført. Som det tidligere har været behandlet i Byrådet, så har der - efter tilføjelsen af dampbad og infrarød sauna ved budgetforhandlingerne 2020 - ikke været økonomi til at renovere i skoleomklædningen.
Der er et restbeløb, som foreslås overført til 2022, hvor det skal bruges til projektering og ombygning af skoleomklædningen.

Denne sag fremlægges sideløbende for Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Bygningsudvalget.

Sagsfremstilling

Renoveringsprojektet i Ishøj Svømmehal. Der er prioriteret og gennemført renoveringsarbejder efter vedligeholdelsesbehov. Prioriteringen er fremlagt for udvalgene. (Bilag med oversigt over de udførte arbejder er vedlagt). Der er ikke gennemført renovering af skoleomklædningen, herunder ikke udført ventilation og gulve mm i disse lokaler, da der ikke var budget til hele opgaven.

Der er et restbeløb på ca. 330.000 kr., og det foreslås, at beløbet medgår til projektering og ombygning af nuværende skoleomklædningsrum til tidssvarende kabineomklædning, der også kan benyttes af bl.a. familier. Noget af restbeløbet foreslås anvendt til en rådgiver, som har erfaring med ombygning af omklædningsrum i svømmehaller og kan udarbejde et projektforslag for ombygning af skoleomklædningen, give et prisestimat på projektet samt en mulig etapeopdeling. Dette kan ikke nå at blive gennemført i 2021. Et forslag kan fremlægges politisk i 2022.

Beslutningen om at overføre midlerne til 2022 er godtkendt af Kultur- og Fritidsudvalget på udvalgsmødet den 29. november 2021.

Økonomi

Samlet er der frigivet 5,9 mio. kr. i 2020 og 2021 til planlagt vedligehold på svømmehallen.
Der et restbeløb på ca. 330.000 kr., som foreslås overført til 2022 til projektering og ombygning af skoleomklædningen.


Indstilling

Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik og Bygningsudvalget indstiller, at restbeløb af midler til renovering af svømmehal overføres til 2022, hvor det anvendes til projektering og ombygning af skoleomklædningen.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

DK2020 er et projekt med det formål at arbejde mod klimasikring og CO2-neutralitet i 2050 i Ishøj Kommune som geografisk enhed. Den 17. februar og 17. marts 2021 blev DK2020 drøftet på Klima- og Miljøudvalgsmøderne. I forbindelse med budgetforhandlingerne for 2022 blev midler afsat til DK2020, og Ishøj Kommune har dermed tilsluttet sig projektet. Dette er en orientering om første skridt i arbejdet med DK2020.

Sagsfremstilling

For at nå målet om klimasikring og CO2-neutralitet i 2050, skal der udarbejdes en kortlægning af nuværende tilstand og findes mulige tiltag til klimasikring og CO2-reduktion. Produktet i DK2020 er en klimahandlingsplan, som er en samling af tiltag, der skal gøres for at nå målet i 2050. Det skal gøres med inddragelse af relevante aktører, såsom borgere, foreninger, virksomheder, boligforeninger og så videre. Det taler derfor ind i verdensmålene:

  • 7 Bæredygtig Energi
  • 9 Industri, innovation og infrastruktur
  • 11 Bæredygtige byer og lokalsamfund
  • 13 Klimaindsats
  • 16 Fred, retfærdighed og stærke institutioner
  • 17 Partnerskaber for handling

Klimahandlingsplanen skal være færdig og godkendt politisk i Ishøj og af C40 i juni 2023. C40 er en sammenslutning af store byer rundt i verden, der arbejder for ambitiøse klimaløsninger. For at planen kan blive godkendt i 2023, betyder det, at planen i praksis skal udarbejdes i 2022.

I september 2021 tilsluttede Ishøj Kommune sig til at deltage i DK2020. Tilslutningen bestod af et tilsagnsbrev fra Ishøj Kommune med borgmesterens underskrift. Ved tilmelding skal kommunen også udfylde en ansøgning som indeholder følgende:

  • Kommunens motivation for deltagelse
  • Kommunens bidrag (ressourcer afsat)
  • Kommunens klimamål og delmål
  • Nuværende indsatser og projekter
  • Data
  • Kommunens udfordringer i forhold til DK2020

Denne ansøgning er nu skrevet og vedhæftet her. Hovedpointerne i ansøgningen er:

  • Der er afsat 14, 8 mio. til klimatilpasningsprojekter i 2022 og 1 mio. driftsmidler til klimaarbejdet og 4 mio. anlægsmidler til klimatiltag hvert år fra 2022 til 2025.
  • Ishøj Kommune har lavet den lovpligtige del af klimatilpasning (risikostyringsplan og dele af anden planlægning)
  • Ishøj Kommunen har arbejdet med CO2-reduktion på egne bygninger og biler, men har ikke fokuseret på andre aktørers CO2-udledning i kommunen (Virksomheder, boligforeninger, borgere, osv.)
  • Udfordringerne i Ishøjs arbejde med DK2020 bliver inddragelse af aktører og facilitering for at nå ud til virksomheder, boligforeninger, borgere, foreninger, osv.

Yderligere introduktion til DK2020 vil ske til Klima- og Miljøudvalget og Teknik- og Bygningsudvalget efter nytår, når udvalgene er etablerede. Det er vigtigt at huske, at klimahandlingsplanen hovedsageligt skal udarbejdes i 2022 og bliver dermed et stort projekt det første år i de nye udvalg.

En tilsvarende sag er præsenteret for Klima- og Miljøudvalget.

Økonomi

Faktura vedr. DK2020 for 2021 omhandlende fælles bistand finansieres over klimapuljen. Fakturaen lyder på ca. 17.000 kr og der er et restbudget i puljen på ca. 117.000 kr. I 2022 tages der særskilt stilling til finansiering i forbindelse med fremlægges af DK2020 sag i januar.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget beslutter, at bistand til fælles sekrataiatsbistand vedr. DK2020 i 2021 finansieres via klimapuljen.

Teknik og Bygningsudvalget tager derudover orienteringen til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Administrationen anbefaler, at der indarbejdes et modul i ”Ishøj Borgertip” med særlig vægt på trafiksikkerheden for de bløde trafikanter, da Færdselssikkerhedskommissionen fremhæver, at denne gruppe er langt mere udsat end tidligere antaget.

Sagsfremstilling

I budget 2021 er der afsat en pulje til at undersøge trafiksikkerheden i Ishøj.
Data fra Færdelskommissionens handleplan for 2021-2030 viser, at bløde trafikanter er en mere udsat gruppe end hidtil antaget, og Færdselskommissionen opfordrer på baggrund af dette kommunerne til at arbejde med trafiksikkerheden for de bløde trafikanter.

På nuværende tidspunkt er data om stedfæstelsen af trafikuheld involverende bløde trafikanter dog ikke tilgængelig. Den manglende stedfæstelse har som konsekvens, at administrationen ikke ved, hvorhenne i Ishøj ulykkerne med de bløde trafikanter helt nøjagtigt finder sted. En undersøgelse af trafiksikkerheden for de bløde trafikanter i Ishøj kan derfor ikke lade sig gøre baseret på den skadesregistrering, der foretages i dag.

Administrationen foreslår derfor, at der arbejdes med at øge trafiksikkerheden for de bløde trafikanter ved at appellere til borgerne om løbende at indberette ulykker eller utrygge steder på vej- og stinettet via Ishøj Borgertip. Via Ishøj Borgertip kan borgeren på et kort udpege steder, hvor vedkommende har haft et uheld, eller hvor man færdes og har været vidne til et uheld eller farlige situationer. Borgeren kan supplere tippet med lidt tekst om sine tanker/observationer.

Tiltaget vil ikke være en fuldstændig redegørelse for, hvilke uheld der sker, men med tiden vil det kunne være et værktøj, som kan bruges til at udpege de lokaliteter, hvor trafikanterne føler sig udsatte/ utrygge, hvilket kan danne basis for, hvor man skal se på forbedringsmuligheder.

Tiltaget bør suppleres med en kampagne for at skabe viden og interesse for modulet i Ishøj Borgertip.

Opsætning af system og udarbejdelse af kampagnemateriale kan igangsættes i indeværende år. Behandling af data vil ske løbende og vil blive fremlagt for Teknik- og Bygningsudvalget en gang om året.

Lovgrundlag

Lov om offentlige veje

Økonomi

Der er afsat en pulje på 300.000 kr. til undersøgelse af trafiksikkerheden.

Opsætning af system 100.000 kr.

Kampagne 50.000 kr.

Behandling af data/ rapport 100.000 kr.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at der indarbejdes et modul i ”Ishøj Borgertip” med særlig vægt på trafiksikkerheden for de bløde trafikanter.

Beslutning

Tiltrådt.

Resume

Administrationen har modtaget en henvendelse fra HOFOR vedørende arbejdet med at opføre Aflandshage Vindmøllepark i det sydlige Øresund.

Sagsfremstilling

HOFOR arbejder på at få tilladelse til at opføre Aflandshage Vindmøllepark i det sydlige i Øresund. HOFOR har inviteret administrationen til et møde om projektet og ønsker dialog omkring, hvordan det kan kommunikeres, også for at tage forskud på potentiel kritik, da det er erfaringen, at kystnære havvindmølleparker andre steder i landet har været genstand for kritik. Mødet vil blive afholdt i starten af januar og også omhandle seneste nyt i projektet og processen.

Projektet er på nuværende tidspunkt i offentlig høring, der varer fra 29.11.2021 - 20.2.2022.
Høringsmaterialet kan tilgås på følgende link: https://ens.dk/ansvarsomraader/vindenergi/havvindmoeller-og-projekter-i-pipeline#accordion1-option23

Det forventes, at vindmølleparken vil kunne levere grøn strøm til omkring 300.000 husstande fra 2025 og således levere et væsentligt bidrag til Danmarks grønne omstilling, hvis projektet bliver godkendt.

En tilsvarende sag er præsenteret for Klima- og Miljøudvalget.




Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget tager orienteringen til efterretning.



Beslutning

Til efterretning.

Sagsfremstilling

Liste over administrativt meddelte afgørelser.

Uddeling af Arkitekturprisen 2021.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Til efterretning.

Bilag