Dagsorden
Teknik- og Bygningsudvalget tirsdag den 16. september 2025 kl. 16.45
Mødelokale Tårnbjerget, Rådhuset, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj
Sagsfremstilling
Byrådet besluttede 27. maj 2025 at sende forslag til Kommuneplan 2025-2037 i offentlig høring i 10 uger. Kommuneplanrevisionen er en delvis revision af eksisterende Kommuneplan med begrænsede ændringer i udpegninger. I høringsperioden er der modtaget 19 høringssvar, herunder 10 høringssvar fra borgere, et fra Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling og 9 fra statslige myndigheder. I hvidbogen (bilag 2) fremgår et resumé af høringssvarene samt administrationens svar herpå. Høringssvarene fremgår i deres helhed som bilag 3.
Høringssvar fra borgere og interesseforeninger
Af de 10 høringssvar fra borgerne er 6 af høringssvarene indsendt fra Tranegilde bylaug. Hovedparten af høringssvarene berører forhold, som ligger udenfor en kommuneplan. Således berører 3 høringssvar Byrådets indspil til Fingerplanrevisionen og opfordrer til, at der ikke opføres flere boliger i Ishøj By. Forslag til kommuneplan indeholder imidlertid ikke de indspil, som Byrådet har givet til fingerplanrevisionen, fordi kommuneplanen skal være i overensstemmelse med den gældende fingerplan. Forslag til kommuneplan indeholder således ikke nye rammer for boligbebyggelse, end der allerede har fremgået af helhedsplanerne, og høringssvarene giver derfor ikke anledning til ændringer.
2 høringssvar kritiserer helhedsplan for idrætsområdet og den nye letbanestation ift. risikoen for støjgener og trafikafviklingen i området. Netop støjgener og trafikafvikling er i fokus under arbejdet med udmøntning af helhedsplanen. 1 høringssvar ønsker, at kommuneplanen indeholder kommunale initiativer til støjbekæmpelse fra statens veje. Da staten har ansvaret for støjdæmpende foranstaltninger langs motorveje, foreslås høringssvaret ikke at give anledning til ændringer.
Ved Tranegilde Landsby indeholder forslag til kommuneplan en ny udpegning som potentiel natur. Samtidig er der i området fastholdt udpegningen "skov uønsket" - dels pga. transportkorridoren og dels pga. områdets landskabs- og kulturhistoriske værdier. Tranegilde Bylaug stiller spørgsmål ved udpegningen som potentiel natur - og ønsker at bevare Tranegilde som en "landbrugslandsby" og ønsker således også "skov uønsket" udpegningen fastholdt. Omvendt fremhæver et andet høringssvar ønsket om at få ophævet udpegningen ”skov uønsket” på to specifikke matrikler op mod Tranegilde mose af hensyn til klima, beskyttelse af grundvandet mv. Disse høringssvar udgør således et dilemma. Ønskes der fastholdt udpegningen "skov uønsket" af hensyn til at bevare områdets landskabs- og kulturhistoriske værdier - en udpegning som ligger tilbage fra amternes tids, eller ønskes "skov uønsket" fjernet på de to matrikler op mod mosen for at give mulighed for skovrejsning, som del af den grønne trepart. Hvis der er politisk ønske om sidstnævnte, vil det dog være nødvendigt at fastholde udpegningen "skov uønsket" indenfor transportkorridoren og inden for åbeskyttelseslinjen. Ishøj Kommune har ikke ud fra en landskabsfaglig vurdering fagligt grundlag for at fjerne udpegningen "skov uønsket", men omvendt kan hensynet til grøn trepart vælges at blive tillagt mere vægt.
1 høringssvar foreslår at Pilgrimsruten igen indtegnes i stikortet, hvilket foreslås medtaget.
Danmarks Naturfredningsforening lokalafdeling kommenterer på kommuneplanens udpegninger af potentielle naturområder, stiforbindelser langs Ll. Vejleå og projektperioden i forbindelse med moderniseringen af Strandparken samt ønske om en større indsats for at undgå pesticider i drikkevandet. Relevante udpegninger afventer fingerplanrevisionen, og der vil ikke kunne udpeges skovrejsningsområder indenfor transportkorridoren, hvor en del af boringerne er beliggende, hvorfor høringssvaret ikke har givet anledning til ændringer.
Høringssvar fra statslige myndigheder
Indtil for nylig koordinerede Plan- og Landstriksstyrelsen høringssvar fra statslige myndigheder, og sørgede i den forbindelse også for kvalitetssikring ift. hvad hører til kommuneplan til – og hvad gør ikke. Denne koordinering er ophørt, og alle statslige myndigheder er nu forpligtet til hver især at indsende høringssvar. Administrationen har derfor modtaget høringssvar fra i alt 9 statslige myndigheder, hhv. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og vandmiljø (3 svar), Energistyrelsen, Digitaliseringsstyrelsen, Vejdirektoratet, Banedanmark og Energinet. Høringssvarene handler overordnet om specificering af nationale interesser indenfor hvert deres ansvarsområde, og kommuneplanen foreslås som følge heraf alene tilrettet en smule ift. bl.a. tekniske anlæg, redegørelsesafsnittene om natur mv., hvilket dog i praksis har mindre betydning.
Energinet har endvidere en række præciseringer, som bl.a. berører regelsæt, som ikke er relevant for kommuneplanlægningen. Høringssvaret er derfor ikke imødekommet fuldt. Energistyrelsen bemærker i deres høringssvar fejlagtigt, at der mangler en redegørelse for VE-anlæg, selvom forslag til kommuneplan netop indeholder en længere analyse af de manglende muligheder for opstilling af VE-anlæg i kommunen, og kommuneplanen foreslås derfor ikke ændret på den baggrund.
Administrationen forbeholder sig derudover ret til at foretage nogle mindre sproglige og redaktionelle ændringer.
Digital Kommuneplan
Forslag til Kommuneplan 2025-2037 kan læses i den digitale udgave via https://ishoj.viewer.dkplan.niras.dk/DKplan/DKplan.aspx?PlanId=35
Forslag til Kommuneplan 2025-2037 kan desuden læses i en PDF-udgave (bilag 1).
Lovgrundlag
Planloven kap. 4.
Økonomi
Den endelige Kommuneplan vil ikke have direkte økonomiske konsekvenser for kommunen.
Indstilling
1. at byrådet vedtager forslag til Kommuneplan 2025-2037 endeligt med de foreslåede ændringer.
2. at der træffes beslutning om, at "skov uønsket" på to matrikler ved Tranegilde skal bibeholdes.
Beslutningskompetence
Byrådet
Beslutningstema
Byrådet skal tage stilling til vedtagelse af Kommuneplan 2025.
Bilag
Sagsfremstilling
Fitness Ishøj har anmodet om at udvide fitnesslokalet i Ishøj Idræts & Fritidscenter ved at nedlægge en væg, idet de oplever et stor pres på deres faciliteter grundet høj medlemsaktivitet. Det er i indeværende budget ikke muligt for Ishøj Kommune at imødekomme ønsket, og Fitness Ishøj har på den baggrund fremsat ønske om at stille medfinansiering til rådighed, således at projektet med nedtagning af væg kan gennemføres.
Baggrund
I budgetaftalen for 2024 er det besluttet at nedlukke 11 klub- og foreningshuse som del af besparelsen på kultur- og fritidsområdet. Ishøj Byråd vedtog på møde den 26. nov. 2024 en anvisning af kommunale lokaler til foreningsaktiviteter, herunder for lokaler på 1. salen i Ishøj Idræts & Fritidscenter, som erstatning for de klub- og foreningshuse der nedlukkes. Der er samlet afsat 3,5 mio. kr. til flytning af foreningsaktiviteter til andre kommunale lokaler.
Der er i opgraderingen af 1. salen planlagt følgende, der vedrører fitnesslokalet. I fitnesslokalet nedlægges glaskontor, idet fitness kan benytte klublokale på lige fod med andre foreninger og dermed frigive den plads i fitnesslokalet. Der eksisterer et depot i tilknytning til fitnesslokalet, som benyttes af en anden forening. Det er prioriteret at samle depoter i stueplan, og dermed frigøres depotet. Administrationen vurderer, at det er oplagt at inddrage depotet til fitnesslokalet, idet der allerede er en dør mellem depot og fitnesslokale. Oplægget til Fitness Ishøj er, at lokalerne forbliver uændret med dør imellem, og at skillevæg i depot nedtages.
Fitness Ishøj har i processen fremsat ønske om at udvide fitnesslokalet. En stor udvidelse af fitnesslokalet ligger uden for projektets hovedformål, og er desuden heller ikke muligt at imødekomme i budgettet. Fitness Ishøj har på den baggrund foreslået, at væggen mellem depot og fitnesslokale nedtages, så det bliver ét sammenhængende rum, idet de giver bedre anvendelsesmuligheder. Illustration af fitnesslokalet er vedhæftet dagsordenen. Administrationen vurderer, at nedtagning af væggen tilfører værdi til lokalet og generelt øger mulighederne for brug af lokalet.
Administrationen har indhentet tilbud på opgaven med nedtagning af væg, som har vist sig at være udgiftstung. Idet nedtagning af væggen ikke er omfattet i projektet, har Fitness Ishøj fremsat ønske om at stille medfinansiering til rådighed. En praksis som også kendes fra andre kommuner. Medfinansieringen forudsætter en godkendelse på den ekstraordinære indkaldte generalforsamling i Fitness Ishøj, idet beslutninger om større investeringer vedtages af generalforsamlingen. Den ekstraordinære generalforsamling afholdes efter udsendelse af dagsordenen til Kultur- og Fritidsudvalget, men inden behandling i Økonomi- og Planudvalget samt Byrådet.
Administrationen vil udforme et juridisk aftaledokument i form af et gavebrev fra Fitness Ishøj til kommunen, som vil ligge til grund for aftalen om medfinansiering.
Da finansieringen er fra en ekstern forening, skal kommunen efter gældende regler om fondsmoms, afregne 17,5 % moms af det modtagne beløb til Ministeriet.
Lovgrundlag
Kommunalfuldmagten
Økonomi
Nedtagning af væg mellem depot og fitnesslokale udgør i alt 244.150 kr. Hertil skal der afregnes fondsmoms på 17,5 % af 244.150 kr.: 42.726 kr.:
Rådgivningsydelser: 161.150 kr.
Håndværkerudgifter: 83.000 kr.
Fondsmoms (17,5 %): 42.726 kr.
Samlet udgør Fitness Ishøjs medfinansiering derfor: 286.876 kr.
Da Ishøj Kommune skal betale fondsmoms af medfinansieringen på 17,5 pct., svarende til 42.726 kr. for det konkrete projekt betyder det, at Fitness Ishøj skal medfinansiere med i alt 286.876 kr. til projektet.
Indstilling
1. at Fitness Ishøj medfinansierer 286.876 kr. via et gavebrev til Ishøj Kommune, til finansiering af nedtagning af væg mellem depot og fitnesslokale i Ishøj Idræts & Fritidscenter, samt afregning af fondsmoms.
2. at der meddeles tillægsbevilling (gavebrev) til indtægter på 286.876 kr. på Teknik og Bygningsudvalgets budgetområde, B20.80 Anlæg, projekt ”Ombygning i forbindelse med lukning af 11 klubhuse”.
3. at der meddeles en tillægsbevilling til udgifter ved afregning af fondsmoms vedrørende tilskuddet på 42.726 kr. på Teknik- og Bygningsudvalgets budgetområde, B20.80 Anlæg.
4. at der samtidig meddeles en indtægtsbevilling til finansiering af afregning af fondsmoms på – 42.726 kr. på Økonomi- og Planudvalgets budgetområde.
Beslutningskompetence
Ishøj Byråd
Beslutningstema
Byrådet skal tage stilling til indtægts- og tillægsbevillinger i forbindelse med Fitness Ishøjs anmodning om at medfinansiere opgradering af det kommunale fitnesslokale i Ishøj Idræts & Fritidscenter.
Bilag
Sagsfremstilling
Opfølgning på sidste udvalgsmøde:
Ved det seneste udvalgsmøde blev der stillet en række spørgsmål, som er søgt besvaret i det følgende.
- DOTT-hub i Torslunde
Administrationen har været i kontakt med DOTT, som oplyser at hub'et i Torslunde ikke er nedlagt, men blev benyttet i begrænset omfang. Administrationen er bekendt med at DOTT igen har sat cykler derud. - Tagrenoveringen på Vejlebroskolen
På de skrå tagflader var der før renoveringen monteret røde trapezprofil tagplader i stål, og på de flade tage i midten af bygningerne var der monteret tre lag tagpap.
På de skrå tagflader monteres med renoveringen nu en ståltrapez plade i 0,7 mm tykkelse. Farven er grafitgrå. På de flade tage i midten af bygningerne monteres igen tagpap. - Busstoppested ved Netto, Køgevej
Der er ikke nedlagt busstoppested på Køgevej/Torsbo i forbindelse med at buslinje 128 er indført (Ishøj St. til Hedehusene St.). På gamle Google Maps billeder ses der, at der på Torslundevej har været et busstoppested tilbage i 2009, men fra 2012 eller tidligere har det ikke været i drift. - Nyt busstoppested Vejlebrovej ved Brohuset
Etablering af busstoppestedet afventer, at den hævede flade samt ny indkørsel til Brohuset bliver anlagt. Administrationen har været i dialog med Movia, der oplyser at idriftsættelse kan ske relativt hurtigt efter, at busstoppestedet er fysisk anlagt, da det ikke kræver en omlægning men blot tilføjelse af et ekstra stoppested. Administrationen forventer at de trafikale foranstaltninger er gennemført ultimo oktober. Herefter bliver busstoppestedet etableret.
Vedrørende brand på driftspladsen på Vejlebrovej
Til orientering kan oplyses, at kl. 2 om natten mellem torsdag den 21. august og fredag den 22. august 2025 var der brand på den kommunale driftsplads på Vejlebrovej.
Brandvæsen og politi blev tilkaldt. Branden gik ud hårdt ud over de bygninger, der husede maskiner og køretøjer. Bygninger og materiel er helt brændt ned og ud. Bygningen, som medarbejderne benytter til omklædning og frokoststue blev ikke ramt. Årsagen til branden er stadig ukendt. Politiet er fortsat i gang med at undersøge sagen. Administrationen er i dialog med politiet med henblik på dels at få afklaret årsagen til branden og dels at få lov til at rydde op på pladsen.
For nærværende er der skabt plads til medarbejderne, så de kan arbejde ud fra Materielgården på Baldersbækvej eller fra driftspladsen på Gildbroskolen.
Det økonomiske tab på branden er ved at blive opgjort. Der er ødelagt tre køretøjer til en samlet værdi af ca. 600.000 kr., og herudover en lang række maskiner og materiel, samt selve træbygningen.
Udgifter til genanskaffelse og reetablering forventes at ligge under Ishøj Kommunes selvrisikogrænse og skal derfor finansieres af Ishøj Kommune selv.
Møde med grundejerforeningerne og bylaug den 21. august 2025
Den 21. august 2025 blev der afholdt dialogmøde med repræsentanter fra grundejerforeninger og bylaug i Ishøj Kommune, samt Klima- og Miljø og Teknik- og Bygningsudvalget.
Referat af mødet er vedlagt som bilag 1.
Svar til grundejerforeningerne i strandområdet
I relation til føromtalte møde havde grundejerforeningerne i strandområdet forinden mødet stillet en række spørgsmål af konkret karakter. Administrationen vurderede på den baggrund, at det var mest hensigtsmæssigt med et skriftligt svar.
Svaret fremgår af bilag 2.
Årshjul for Teknik- og Bygningsudvalget
Se bilag 3.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutningskompetence
Teknik- og Bygningsudvalget.
Bilag
Sagsfremstilling
Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.
Deltagere på mødet:
Henrik Olsen (A)
Thomas Hjort Rasmussen (A)
Murat Kütük (A)
Seyit Ahmet Özkan (L)
Ole Beckmann Skourup (V)
Indstilling
at referatet godkendes.
Beslutningskompetence
Teknik- og Bygningsudvalget.