Referat
Teknik- og Bygningsudvalget tirsdag den 17. januar 2023 kl. 16.30
Mødelokale Tårnbjerget, Rådhuset, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj
Sagsfremstilling
Hvert år fremlægger administrationen status på drift og vedligehold af kommunens bygninger i det forgange år, samt planer for drift og vedligehold i det kommende år.
Der afsat ca. 98 kr. pr. m2 til central drifts- og vedligeholdelse af de kommunale ejendomme i 2023. Det samlede budget er i 2023 på ca. 25, 5 mio. kr, hvoraf den
centrale vedligeholdelsespulje udgør ca. 14,1 mio. kr, det øvrige budget fordeler sig på lønninger til interne håndværkere, puljer til hårde hvidevarer, til større projekter og til risikostyring.
Der er foretaget bygningssyn/gennemgang af de kommunale ejendomme, som danner grundlag for en vedligeholdelsesplan og deraf prioriteringen af de planlagte, forebyggende vedligeholdelsesarbejder. Derudover anvendes vedligeholdelsesmidlerne til løbende driftsopgaver og akutte vedligeholdelsesopgaver i løbet af året. Opdelingen fremgår af den vedlagte præsentation.
Lars Vesterskov Andreasen deltager i punktet og gennemgår vedlagte præsentation om drift og vedligehold.
Lovgrundlag
Intet at bemærke
Økonomi
Det samlede budget til vedligeholdelse udgøres af poster til central vedligeholdelsespulje, lønninger til interne håndværkere, hårde hvidevarer, puljebeløb til større projekter samt pulje til risikostyring.
Indstilling
at orienteringen om status for vedligeholdelse af kommunens bygninger i 2022 og vedligeholdelsesplanen for kommunale bygninger for 2023 tages til efterretning.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Teknik- og Bygningsudvalget.
Beslutningstema
Til efterretning fremlægges status for vedligeholdelse af kommunens bygninger i 2022 samt vedligeholdelsesplan for bygningerne i 2023.
Bilag
Sagsfremstilling
I efteråret 2022 har beliggenhedskommunerne (Ishøj, Høje Taastrup, Albertslund, Ballerup, Herlev, Furesø og Gladsaxe kommuner) samt Region Hovedstaden, godkendt kommissoriet for udarbejdelse af miljøkonsekvensvurderingen på 400S, der gennemføres af Vejdirektoratet i tæt samarbejde med en styregruppe med repræsentanter fra kommunerne, Region Hovedstaden, Movia og Transportministeriet. Derudover godkendte parterne samtidig et forståelsespapir med Transportministeriet om de organisatoriske og økonomiske rammer (anlægsrammer, lånefinansieringsmuligheder, risici) for det videre arbejde med BRT.
Første skridt i miljøkonsekvensvurderingen – indledende offentlighedsfase
Der er gennemført udbud af de tekniske rådgivningsydelser og miljøkonsekvensvurderingen er indholdsmæssigt i sin opstartsfase.
Et væsentligt element i opstartsfasen af miljøkonsekvensvurderinger er, at offentligheden (borgere, virksomheder, foreninger og interesserede) inddrages med henblik på mulighed for at orientere sig om projektideen, og komme med bemærkninger, ønsker og forslag til punkter og elementer, som bør indgå i det videre arbejde med miljøkonsekvensvurderingen.
Den indledende offentlighedsfase forventes afholdt i en 8 ugers periode fra 1. februar 2023 frem til 29. marts 2023, og bliver annonceret på projektets hjemmeside, i lokalaviser og på sociale medier.
Efter afslutningen af offentlighedsfasen vil Vejdirektoratet i samarbejde med styregruppen for miljøkonsekvensvurderingen tage stilling til forslag og bemærkninger i forhold til det videre forløb.
Indhold i den indledende offentlighedsfase
Til brug for den indledende offentlighedsfase udarbejder Vejdirektoratet informationsmateriale til uddeling.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at den indledende offentlighedsfase finder sted på et tidspunkt, hvor der ikke foreligger om en endelig projektudformning med tilhørende konsekvensvurderinger. Det indebærer bl.a., at der vil være en række elementer, der i den indledende offentlighedsfase vil være baseret på det vidensgrundlag, der foreligger om trafikale effekter, anlægs- og samfundsøkonomi.
Dette grundlag er væsentligt input til den skitseprojektering med tilhørende vurderinger af trafikale, miljømæssige og samfundsøkonomiske effekter, der skal gennemføres i miljøkonsekvensvurderingen. I den indledende offentlighedsfase præsenteres tillige de indledende linjeføringsovervejelser på kort.
I miljøkonsekvensvurderingen indgår analyser af skitseprojektets påvirkning af:
- Menneske og samfund
- Natur og biodiversitet
- Vand og jord
- Trafikale effekter
- Økonomiske effekter (anlægs-, drifts- og samfundsøkonomi)
I den indledende offentlighedsfase og på borgermøderne gives mulighed for at offentligheden kan påpege opmærksomhedspunkter eller ideer, som kan indgå i miljøkonsekvensvurderingens skitseprojektering af BRT’ens udformning og konsekvenserne heraf.
Tidsplan for offentlighedsfasen
Der afholdes et antal borgermøder ca. midtvejs i den indledende offentlighedsfase. Da der er tale om et projekt, der berører mange kommuner, er det vurderet mest hensigtsmæssigt at borgermøderne afholdes, så det omfatter borgere fra flere kommuner. I den fysiske placering af møderne er der ud fra en samlet vurdering lagt vægt på hvilke kommuner, der umiddelbart er mest berørt samt rejseafstande. Der planlægges afholdt borgermøder i:
- I Gladsaxe – relateret til den ”nordlige ende” (Gladsaxe, Furesø kommuner)
- I Ballerup – for den ”midterste del” (Ballerup, Herlev kommuner)
- I Høje Taastrup – for den del af projektstrækningen, der omfatter Albertslund og Høje-Taastrup kommuner
- I Ishøj – for den sydlige del (Ishøj Kommune).
Vejdirektoratet er ansvarlig arrangør, og gennemfører afholdelsen af borgermøderne i tæt dialog med kommunerne.
Tidsmæssigt sigtes der efter, at borgermøderne så vidt muligt afholdes i uge 9/10. Berørte naboer, interesseorganisationer, borgere mv. samt repræsentanter fra kommuner og region inviteres til at deltage.
Når den indledende offentlighedsfase er afsluttet, bliver der udarbejdet et notat, der sammenfatter de afgivne bemærkninger og forslag.
Økonomi
Orienteringen har ikke økonomiske konsekvenser. Der er fuld statslig finansieringen af udarbejdelsen af et endeligt beslutningsgrundlag (MKV) for en BRT på linje 400S mellem Ishøj St. og Lyngby St.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet.
Beslutningstema
Til efterretning fremlægges orientering om gennemførsel af den indledende offentlighedsfase i forbindelse med miljøkonsekvensvurdering (MKV) af projektet ”BRT på linje 400S” ( BRT er en forkortelse for Bus Rapid Transit, der er en bus i eget spor).
Sagsfremstilling
Ishøj kommunes aftale med Nabogo indebærer, at Nabogo gennemfører samkørselskampagner, der promoverer brugen af appen overfor Ishøjs borgere, virksomheder og foreninger. Der indgår ikke i aftalen at Ishøjs borgere kan køre gratis ved brug af appen. Samkørslen afregnes i stedet mellem de to parter efter en nærmere fastalgt prisstruktur og betalingsform i appen.
Nabogo har i forbindelse med opstart af aftalen gennemført kampagner på Rådhuset og NEXT. I løbet af kontraktperioden har Nabogo derudover haft kontakt til i alt 37 lokale arbejdspladser/organisationer med det formål at igangsætte samkørselskampagner for medarbejdere eller elever. Der har i perioden ikke været tilslutning fra arbejdspladserne eller organisationerne til at igangsætte en kampagne bortset fra Bilka Ishøj, hvor Nabogo i december 2022 har lavet en samkørselskampagne.
Nabogo har dermed kun i meget begrænset omfang formået at aktivere virksomheder og uddannelsesinstitutioner i Ishøj Kommune med samkørselskampagnerne.
Resultatet af kampagnerne er, at 113 personer med adresse i Ishøj har meldt sig til appen. I perioden fra august til december 2022 er der udført 12 samkørsler med Ishøj kommune som destination. Heraf er 6 af de 12 samkørsler startet og sluttet inden for kommunens grænser.
Såfremt samarbejdet med Nabogo ikke forlænges, gennemføres der ikke yderligere kampagner. Ishøjs borgere vil dog fortsat kunne benytte sig af appen ligesom de eksisterende mødesteder - fx. ved Stationen - fortsat vil være tilgængelige for brugerne.
Økonomi
En 1-årig forlængelse af kontrakten med Nabogo vil koste 70.000,00 kr.
Indstilling
at samarbejdet med Nabogo ophører pr. 31/1-2023
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Teknik- og Bygningsudvalget
Beslutningstema
Som en del af budgetforliget for 2021 blev det besluttet at indgå et samarbejde med Nabogo for perioden juli 2021 til august 2022. Siden er perioden blevet forlænget til januar 2023 uden omkostninger for kommunen. Den oprindelige bevilling er nu udløbet og der skal tages stilling om, der skal findes yderligere finansiering til en fortsættelse af samarbejdet efter udgangen gangen af januar.
Sagsfremstilling
Med 42 år gamle anlæg, nye helårsåbne caféer og legepladser, stigende priser på håndværksydelser, transport og materialer, øget brug af Strandparken og generelt højere krav fra brugere, borgere og ejerkommuner, har Strandparken I/S svært ved at løfte opgaverne indenfor det givne budget, hvilket de senere års regnskab har afspejlet. Desuden begynder der at være behov for større renoveringer og udskiftninger på de centrale klimasikringsanlæg og infrastrukturen i Strandparken.
Skiftende bestyrelser har løbende været orienterede om situationen i Strandparkens økonomi. På den baggrund blev ejerkommunerne i foråret 2022 bedt om en ekstraordinær forhøjelse af bidraget med 25% i 2023. Der kunne imidlertid ikke opnås enighed om en forhøjelse i de fem kommuner, og derfor er det nuværende bidragsniveau fastholdt for 2023 med den ordinære prisindeksregulering (2,63 %).
Samlet set betyder dette, at budgetlægningen for 2023 er særdeles vanskeliggjort.
Strandparkens bestyrelse har på bestyrelsesmødet d. 7. december 2022 besluttet, at de 5 ejerkommuner anmodes om en ekstrafinansiering på i alt kr. 700.000 som en engangsbevilling i 2023, fordelt efter Strandparkens fordelingsnøgle. Ekstrafinansieringen skal gå til at opretholde det nuværende drifts- og serviceniveau i forhold til tangrensning, toiletter og erosionsbeskyttelse i 2023.Såfremt ekstrabevillingen ikke imødekommes, vil det medføre en for borgerne mærkbar forringelse af serviceniveau, herunder fjernelse af tang og adgang til toiletter.
Det blev ligeledes besluttet, at sekretariatet i 2023 udarbejder en gennemgang af den eksisterende infrastruktur og de centrale kystbeskyttelsesanlæg i Strandparken, og derefter kommer med et oplæg til en langsigtet vedligeholdelses- og investeringsplan. Derefter vil bestyrelsen belyse sagen med henblik på at udarbejde en trappemodel, hvor budgettet gradvist hæves. Målet er at Strandparkens kerneopgaver fortsat kan udføres, og kystbeskyttelsen ikke kommer i fare.
Lovgrundlag
Ingen
Økonomi
Ishøj Kommunes andel af ekstrabevillingen udgør kr. 154.000. Med udgangspunkt i, at der er tale om en engangsbevilling for 2023 foreslås det, at beløbet tages fra Inflationspuljen
For hver ejerkommune er her beskrevet hvordan de 700.000 kr. fordeles:
- Hvidovre Kommune 14% af 700.000 kr. = 98.000 kr.
- Brøndby Kommune 22% af 700.000 kr. = 154.000 kr.
- Vallensbæk Kommune 22% af 700.000 kr. = 154.000 kr.
- Ishøj Kommune 22% af 700.000 kr. = 154.000 kr.
- Greve Kommune 20 % af 700.000 kr. = 140.000 kr.
Indstilling
at der gives i alt kr. 154.000 som engangsbevilling i 2023 til sikring af Strandparkens drift. Finansiering kan ske via Inflationspuljen.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Økonomi- og Planudvalget
Beslutningstema
Strandparken I/S drifter og vedligeholder hele Strandparken, men der er stigende udgifter til at vedligeholde det nuværende drifts- og serviceniveau i forhold til tangrensning, toiletter, erosionsbeskyttelse. Der skal tages stilling til, om der skal gives en engangsbevilling på i alt kr. 154.000 i 2023 med henblik på at undgå serviceforringelser.
Bilag
Sagsfremstilling
Oversigt over dispensationer i forbindelse med byggesager, se bilag 1
Afgørelse vedrørende Bevarende lokalplan for Torslunde Landsby 1.95
I forlængelse af Byrådets vedtagelse af Bevarende lokalplan for Torslunde Landsby 1.95 er planen blevet påklaget af to boligejere i området. Administrationen har nu modtaget planklagenævnets afgørelse og kommunen får medhold i sagen, hvilket betyder at lokalplanen fortsat er gældende. Afgørelsen er vedhæftet til orientering, se bilag 2.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Teknik- og Bygningsudvalget.
Bilag
Sagsfremstilling
Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.
Indstilling
at referatet godkendes.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Teknik- og Bygningsudvalget.