Referat
Teknik- og Bygningsudvalget tirsdag den 17. august 2021 kl. 16.30

Ishøj Rådhus, Vandværket

Resume

Der ansøges om dispensation fra kravet om arealoverførsel. Arealoverførslen omhandler tilbageførelse af to arealer, der blev overført til matrikel 16a ved byggestart, som nu ønskes tilbageført så AAB kan få afløst byggelånet af et støttet realkreditlån. Det ansøgte kræver en dispensation fra lokalplanens krav om arealoverførsel. Det indstilles, at der meddeles dispensation til det ansøgte.

Sagsfremstilling

Byggeriet af de 58 rækkehuse i AAB ved Vejleåparken er nu afsluttet, og AABs byggelån skal afløses af et støttet realkreditlån. Realkredit Danmark har ifm. udarbejdelse af lånedokumenterne konstateret, at de to matrikler, der skulle tages pant i, ikke længere eksisterer. Dette skyldes, at de tidligere matrikler 124 og 125, Ishøj By, er arealoverført til matr.nr. 16a, Ishøj By. Arealoverførslen er gennemført efter ønske fra AAB i forbindelse med lokalplanprocessen.

AABs ansøgning om fortrinsvis 100% kommunegaranti ifm. rækkehusbebyggelsen i AAB - alternativ tilbageførelse af matrikler - har været forelagt Økonomi- og Planudvalget den 26. april 2021 og Byrådet den 4. maj 2021.

Byrådet vedtog på mødet d. 4. maj 2021 (dagsordenspunkt 123) at man
ikke ville yde 100 % kommunegaranti, og at belåningssagen i stedet skulle løses ved, at rækkehusbebyggelsens matrikler udstykkes og tilbageføres til de oprindelige matrikler før arealoverførslen af disse - med forbehold for, at Teknik- og Bygningsudvalget meddeler dispensation fra lokalplanen. AAB har nu ansøgt om dispensation til, at arealoverførslerne kan tilbageføres til det oprindelige. En dispensation til arealoverførslen anses for en naturlig følge af den tidligere beslutning i Byrådet fra d. 4. maj.

Området er omfattet af Lokalplan 1.73 Rækkehusene ved Vejleåparken. 

Af lokalplan 1.73 § 3.1 fremgår, at de dele af matriklerne 124, Ishøj By, Ishøj og 125, Ishøj By, Ishøj, som lokalplanen omfatter, skal arealoverføres til matrikel 16a, Ishøj By, Ishøj forinden, der kan meddeles byggetilladelse.

Der er ikke fortaget naboorientering.

Lovgrundlag

Planloven § 19.

Indstilling

Teknik - og Bygningsudvalget vedtager, at der meddeles dispensation til det ansøgte.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Thurah Transport a/s, Vejleåvej 1, har ansøgt om dispensation til at opsætte digital skiltning ud mod motorvejen. Den nuværende lokalplan for Withersminde giver i dag ikke mulighed for at opsætte digitale skilte i området.

Sagsfremstilling

Thurah Transport i Wintersminde har ansøgt om dispensation til at opsætte et digitalt skilt ud mod Motorring 4. Skiltet udgøres af en LED skærm X16 i størrelsen 3,84m x 14,08 svarende til i alt 54 m2. Se vedhæftede bilag.

Den nuværende lokalplan nr. 1.91 for området blev vedtaget af Byrådet i efteråret 2020. Af lokalplanen fremgår det, at digital skiltning i området ikke er tilladt.

I forbindelse med den offentlige høring af lokalplan 1.91 modtog kommunen indsigelser mod planens bestemmelser vedr. forbuddet mod digital skiltning i området fra Thurah Transport samt Ishøj Erhvervsforening. Ønsket om at gøre brug af digitale skilte handler for erhvervet om at sikre mere fleksible rammer for virksomhederne til at vise sig frem og være synlige i området. Herunder også et ønske om at kunne gøre brug af nye teknologier såsom LED-skærme, som det ses i andre (men dog ikke alle) kommuner i hovedstadsområdet. Erhvervsforeningen lagde dengang især vægt på, at de anser fleksible rammer for skiltning som et vigtigt element for fortsat værdiskabelse og konkurrencekraft hos Ishøjs Kommunes erhvervsvirksomheder. I den aktuelle ansøgning om dispensation peger Thurah på, at LED-skærmen skal give mulighed for, at virksomheden løbende kan ændre budskaberne om ydelser og produkter.

I forbindelse med den politiske behandling af lokalplanforslaget 1.91 i efteråret 2020 gjorde administrationen opmærksom på, at der i Ishøj har været tradition for at digitale skiltning alene kan ske i og omkring Bycentret, dvs. svarende til områder med høj by-intensitet. På den baggrund valgte Byrådet at fastholde bestemmelsen om forbud mod digital skiltning i den nye lokalplan for Winthersminde.

Den aktuelle ansøgning om dispensation fra lokalplan 1.91 fremlægges nu til drøftelse ift., hvorvidt Ishøj Kommune fortsat ønsker, at digital skiltning alene skal foregå i bymidten, eller om man ønsker, at der fremadrettet skal være mulighed for brug af digital sklitning i erhvervsområdet, under hensyntagen til de tidligere fremsatte ønsker fra Thurah Transport og Erhvervsforeningen.

I den kommende lokalplan for det store erhvervsområde - der pt er i offentlig høring - indgår der en lignende bestemmelse om forbud mod digital skiltning. Såfremt det besluttes - via en dispensation - at give mulighed for digital skiltning i Wintherminde, foreslår administrationen, at dette også kommer til at gælde for den kommende lokalplan i Det store erhvervsområde. En eventuel justering af lokalplan-udkastet kan i givet fald besluttes ifm. den endelige politiske vedtagelse.

Lovgrundlag

Planloven.

Økonomi

.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget beslutter, at der i overensstemmelse med lokalplanen ikke gives dispensation til opsætning af digital skiltning i Winthersminde.

Beslutning

Poul Rikardt Jørgensen og Henrik Olsen ønsker at følge indstillingen.

Johnna Leni Lundberg Stark afventer stillingtagen.

Annelise Madsen ønsker dispensation og begærer sagen i Byrådet.

Lennart H. Nielsen (V) var fraværende.


Tiltrådt.

Bilag

Sagsfremstilling

  • Liste over administrativt meddelte afgørelser er vedhæftet dagsordenen.
  • Projektoversigt fra Center for Byudvikling (PLAN) er vedhæftet dagsordenen.
  • Orientering om mobil isbutik i havenen
    Ishøj Byråd har i juni 2019 besluttet principper for mobile butikker (streetfood, is-udsalg, kaffe-tuk, kebab-vogn m.v.), som betyder, at der som udgangspunkt ikke gives tilladelse til mobile butikker i Ishøj.

Paradis Is henvendte sig før sommerferien til kommunen med en forespørgsel om, de kunne åbne et is-udsalg i havnen i den nuværende Havneshoppen, der ikke har været åben længe. Paradis Is blev henvist til en direkte dialog med ejeren af Havneshoppen, men det lykkedes ikke at opnå kontakt.

Derfor har interessen flyttet sig til andre områder i havnen, og der er blevet anvist en placering på et kommunalt ejet stykke jord ved den nye Petanque-bane i havnen, som en midlertidig løsning denne sommer. Paradis Is har benyttet placeringen nogle dage med salg fra en mobil salgsbod. Uvist af hvilken årsag har Paradis Is flyttet placeringen af den mobile til rastepladsen på Ishøj Strandvej 15 og senest videre til Stationsforpladsen. I begge disse tilfælde uden nærmere aftale med kommunen. Administrationen har de sidste dage forsøgt at få kontakt til Paradis Is for at undersøge, hvorfor de har flyttet deres isbod fra havnen. Men det er ikke lykkedes at få kontakt - vi følger op og forventer at kunne uddybe dette på mødet.

Den gældende lokalplan for havnen (1.54, § 3.2) indeholder bl.a., at i Delområde 1 kan der etableres havnerelaterede virksomheder beskæftiget med reparation, service, aptering og salg af både og maritimt udstyr, klubhuse, kiosk, galleri, samt restaurationsvirksomhed o.l., som har en naturlig tilknytning til områdets funktion som lystbådehavn. Paradis Is hører hjemme i denne kategori, og er i dette forhold administrativt imødekommet med en accept til salg af is fra en såkaldt is-cykel, men alene rettet mod salg fra områder i havnen hjemmehørende under førnævnte Delområde 1.

Der er således ikke tale om en generel tilladelse til at kunne sælge fra en mobil-butik.

På et kommende møde forelægges en sag om, hvorvidt der skal ske en fornyet drøftelse af og overvejelse om justering af principbeslutninger vedrørende et generelt tilsagn om "mobile butikker" i Ishøj.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget tager orienteringen til efterretning.                                                                                      

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag