Referat
Teknik- og Bygningsudvalget tirsdag den 17. november 2020 kl. 16.30
Brohuset, Teknisk drifts lokale
Resume
Kommunen har modtaget henvendelser fra borgere og politikere vedr. tilgængelighed på Brohuset, og derfor bliver der her orienteret om status på tilgængelighed i Brohuset, herunder konkrete opmærksomhedspunkter påpeget af kommunes tilgængelighedspanel.
Sagsfremstilling
Da Brohuset er et hus med borgerrettede servicefunktioner har tilgængelighed været et fokuspunkt siden projektets start. Afklaring af tilgængelighedstiltag, udover minimumskrav, er foregået i dialog med både eksterne rådgivere samt nuværende og fremtidige brugere af huset.
Herudfra har kommunen prioriteret følgende tiltag: Niveaufri adgang til alle borgerettede funktioner, ledelinjer i gulvet, tydelig skiltning, farvevalg (kontrastfarver og lyse gulve), belysning, brede døråbninger, akustikpanel og teleslynge. Herudover har kommunen prioriteret, at der i projektets etape 2 bliver etableret en rampe fra Banestien.
I processen har også kommunens Tilgængelighedspanel, bestående af to repræsentanter fra Handicaprådet, to repræsentanter fra Seniorrådet og to repræsentanter fra kommunens administration, været inddraget. Seneste møde blev afholdt d. 12. oktober. Referatet fra mødet samt en fyldestgørende oversigt over panelets bidrag, og hvilke tiltag disse har medført ind til videre, er vedlagt som bilag.
Her kan det fremhæves, at panelet har sat fokus på tilgængelighedstiltag som gang- og dørbredde, farvevalg og sikring af nok parkeringspladser. Herudover er der et fokus på liften i Brohuset. Det skyldes, at knappen, der sikrer at liften er i bevægelse er svær at holde inde samt en usikkerhed om, hvorvidt liften kan rumme alle typer el-scootere. Status er, at der derfor nu er bestilt en bøjle, der påmonteres eksisterende knapper, så der kommer lavere betjeningshøjde og en nedsætning af trykstyrken. Administrationen undersøger fortsat om liften kan rumme alle typer el-scootere og er desuden ved at indhente et tilbud på en anden type lift med impuls-tryk (automatisk), som netop er kommet på markedet.
Indstilling
Teknik- og Bygningsudvalget tager orienteringen om tilgængelighed i Brohuset til efterretning.
Beslutning
Tiltrådt.
Bilag
Resume
Principper for tilgængeligheden i forbindelse med kommunens egne byggeprojekter fremlægges til beslutning.
Sagsfremstilling
Center for Ejendomme (CEJ) har i de seneste år haft et øget fokus på at sikre tilgængeligheden i forbindelse med kommunens egne byggeprojekter. Med henblik på at tydeliggøre over for borgere, brugere og eksterne samarbejdspartnere, hvordan kommunen arbejder med tilgængelighed ifm. byggeprojekter, er der nu udarbejdet ”Principper for tilgængelighed” (vedlagt).
Dokumentet beskriver kommunens interne arbejdsproces i forbindelse med byggeprojekter, hvor Ishøj Kommune er bygherre, og hvor det drejer sig om tilgængelighed indvendigt i bygningen. Dokumentet beskriver desuden, hvordan kommunen træffer beslutninger angående niveauet for tilgængelighed samt, hvem der inddrages i beslutningerne.
Principperne for tilgængelighed er udarbejdet på baggrund af CEJ's erfaringer fra de sidste to års øgede fokus på tilgængelighed. På den baggrund er der blandt andet udarbejdet en tjekliste med de opmærksomhedspunkter, som kommunens tilgængelighedspanel (bestående af to repræsentanter fra Handicaprådet, to repræsentanter fra Seniorrådet og to repræsentanter fra kommunens administration) har været særligt opmærksomme på igennem de sidste to år. Tjeklisten gennemgås, når et nyt byggeprojekt startes op, og kommunen efterstræber at imødekomme tjeklisten i det omfang, det giver mening i forhold til bygningens anvendelse.
Der lægges op til en arbejdsgang, hvor graden af tilgængelighed for det enkelte byggeprojekt fremover besluttes af de relevante politiske fagudvalg. Beslutning om tilgængelighed fremlægges politisk ved byggeprojektets opstart som en del af den sag, hvor også økonomi og tidsplan for byggeprojektet vedtages.
Principperne udvides med tiden til også at inkludere tilgængeligheden for udendørsarealer mv.
Indstilling
Teknik- og Bygningsuvalget beslutter, at kommunen fremover følger processen beskrevet i principper for tilgængelighed mhp. at sikre den invendige tilgængelighed i forbindelse med kommunens egne byggeprojekter
Beslutning
Tiltrådt.
Bilag
Resume
Der søges om opførelse af et nyt enfamiliehus forskudt i to etager. Det ansøgte kræver en dispensation fra lokalplanens krav om etageantal. Det indstilles, at der dispenseres til forskudte to etager.
Sagsfremstilling
Ejer af Strandvangen 46 ansøger om opførelse af et enfamiliehus på 290 m² i forskudte to etager, placeret min. 4,5 m fra naboskel.
Huset fremstår mod Strandvangen i 1 etage og mod Strandparken i 2 etager.
Husets max. højde mod Strandvangen er på 5,2 meter inkl. forventet terrænregulering. Terrænregulering er ikke godkendt på nuværende tidspunkt.
Højden stiger gradvis fra 5,2 til 6,0 til 8,1 meter mod Strandparken.
Huset har fire tagflader, hvoraf tre er flade tage, som ses fra vejen, og den sidste er en skrå tagflade med en hældning på 8 grader, som stiger mod Strandparken.
Mod Strandparken etableres en altan på 32 m². Indbliksgener er reduceret på arealet ved brug af plantekasser som afskærmning mod begge nabogrunde.
På 1. sal er der kun ét vindue mod nabogrundene, hvorved indbliksgenerne er minimeret, mod Strandvangen 48 er vinduet fra badeværelse.
Bebyggelsesprocenten på ejendommen bliver ca. 5.
Området er omfattet er lokalplan 1.32 - Strandområdet.
Af § 6.2 fremgår, at bygninger højst må opføres i 1,5 etage med en maks. højde på 8,5 meter.
Der søges om dispensation til en bygningskrop i forskudte to etager, som placeres parallelt med Strandvangen.
Der er tidligere i området dispenseret til boliger i forskudte 2 etager på betingelse af minimering af indbliksgener og friholdelse af skelbræmmen, hvor huset blev opført 2,5 m fra naboskel.
Bygningsstilen passer ind til områdets blandede bebyggelse med et moderne og afdæmpet udtryk.
Der har ikke været indsigelser ved nabohøringen inden for tidsfristen.
Der er modtaget en indsigelse fra Strandvangen 48 efter endt tidsfrist, imod forskudte to etager, hævet opholdsareal samt skygge- og indbliksgener .
Indstilling
Teknik og Bygningsudvalget vedtager, at der dispenseres til opførelse af et enfamiliehus i forskudte to etager, da bygningen proportionsmæssigt ikke er større end et tilsvarende enfamiliehus på 1,5 etage, passer godt ind i områdets blandede bygningsstil og mod Strandvangen fremstår som en bygning i 1 plan, på betingelse af, at vinduet i badeværelse på 1. sal bliver opført i matteret glas og at der opføres fast afskærming ved altanen, afskærmingen skal godkendes af Ishøj Kommune.
Beslutning
Tilføjelse: Niveauplanet må ikke overskride gennemsnittet af naboejendommene.
Tiltrådt.
Lovgrundlag
Planlov § 19.
Bilag
Resume
Center for Park, Vej og Miljø har set på muligheden for at etablere en ny stiforbindelse til Det lille erhvervsområde. Som forudsat i kommuneplanen placeres den langs S-banen og foreslås tilsluttet erhvervsområdet via kommunens nuværende genbrugsplads. Etableringsomkostningerne er estimeret til ca. 2 mio. kr.
Sagsfremstilling
I takt med, at det lille erhvervsområde bliver omdannet fra primært erhverv til også at rumme boliger, vil der på længere sigt opstå et behov for at sikre de lette trafikanter bedre i området.
I kommuneplanen og i forbindelse med udarbejdelse af en helhedsplan for området, er der skitseret en linjeføring for en ny sti langs S-banen på bagsiden af erhvervsområdet i forlængelse af Banestien. I dette løsningsforslag er det forudsat, at stien forbindes med området via kommunens nuværende genbrugsplads. En vigtig forudsætning er, at adgangsvejen og containerne langs skellet til Industrivangen 26 og 30 kan flyttes.
Af hensyn til drift er det forudsat, at stien anlægges i asfalt som en 3,0 m bred dobbeltrettet fællessti med belysningsmaster pr. ca. 30 m. Ved denne løsning skal belysningen prioriteres meget højt, da placeringen af stien sandsynligvis vil forbindes med en vis utryghed, som vi i dag kender det fra Banestien. Derudover betyder det en indskrænkning af genbrugspladsen, som der i forvejen er konkrete overvejelser om at nedlægge med henblik på at indgå aftale med en nabokommune.
Der er udarbejdet et bygherreoverslag på anlæg af ny sti langs S-banen med tilslutning til området via kommunens genbrugsplads. En realisering af projektet forudsætter at der søges anlægsmidler frigivet eller at der afsættes anlægsmidler i de kommende års budget.
I den videre planlægning af området vil det også være hensigtsmæssigt, at der reserveres et areal til at skabe en stiforbindelse til den ny klimapark - Industriskellet 10.
Indstilling
Teknik- og Bygningsudvalget tager punktet til efterretning.
Beslutning
Ændret indstilling: Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at igangsætte projektet snarest muligt, og foreslår at finansieringen tages af kassebeholdningen 2020.
Tiltrådt.
Lovgrundlag
Lov om offentlige veje
Bilag
Resume
RGS-Nordic søger om tilladelse til at benytte Ørnekærs Vænge som adgangsvej til etablering af den sydlige del af støjvolden i etape 2, som er strækningen mellem Baldersbækken og Ørnekæret.
Sagsfremstilling
Planlægningen af placering af ny skolehal og SFO er igangsat, og i forbindelse med dette arbejde afklares det, hvor meget af Vibeholmskolens boldbane, der skal inddrages i støjvoldsprojektet.
En forudsætning for igangsætning af etape 2 er, at Ishøjstien forlægges, så den eksisterende sti kan anvendes som byggepladsvej, da det bliver nødvendigt at køre på indersiden af volden fra SFO´en og ned til Ørnekæret. På bilaget er byggepladsvejen markeret med en sort stiplet linje.
For ikke at låse sig fast for tidligt i processen med at finde den bedste placering for en ny skolehal, har RGS-Nordic forespurgt, om det er muligt at benytte Ørnekærs Vænge som adgangsvej til etablering af den sydligste del af støjvolden, som er strækningen mellem Baldersbækken og Ørnekæret.
Da der i forvejen er der en del byggepladstrafik pga. byggeri i området, og adgangen fra Ishøj Parkvej tilmed er en skolevej til Vibeholmskolen, foreslår vejmyndigheden at reducere i tiden for jordkørsel, så den kun vil ske i tidsrummet kl. 8-16 på hverdage af hensyn til skolebørn og beboere. Vejadgangen via Ørnekærs Vænge er vist med en gul stiplet linje på bilaget, og stien, der ligger for enden af Ørnekærs Vænge, vil blive asfalteret for at minimere støvgener.
RGS-Nordic har oplyst, at de har al jorden liggende klar i depot på Selinevej i København og har vurderet, at alt den jord som skal indbygges, kan tilkøres på fem uger. Areal til jorddepot er vist med en rød firkant på bilaget.
I forhold til den oprindelige plan kan byggepladstrafikken med lastbiler for denne del reduceres fra seks måneder til fem uger, krydsning af en trafikeret skolesti ved underføringen af motorvejen kan undgås og anlægsperioden kan afkortes med ca. 2 måneder.
Forslaget er forelagt repræsentanter for bestyrelserne i de tre grundejerforeninger, som umiddelbart var positive overfor forslaget, og det er aftalt med grundejerforeningerne, at samtlige beboere i de tre foreninger varsles inden jordkørslen igangsættes. Forud for jordkørslen vil arealet blive ryddet for beplantning.
Indstilling
at der gives tilladelse til at RGS Nordic kan benytte Ørnekærs Vænge til jordkørsel i en periode på 5 sammenhængende uger i tidsrummet kl. 8-16 på hverdage
Beslutning
Tiltrådt.
Økonomi
Ændringen påvirker ikke projektøkonomien
Lovgrundlag
Lov om offentlige veje
Bilag
Resume
Tranegilde Strandvej vil efter færdiggørelse af Ishøj Forsynings klimaprojekt stå tilbage med nyt bærelag i et år, før der bliver lagt slidelag for at undgå sætninger. I denne periode vil Tranegilde Strandvej blive anlagt som en 2 minus 1 vej som et forsøg. Fartdæmpere vil blive reetableret, og ud over det etableres der hævede flader ved tre kryds. Samlet vil vejforanstaltningerne være med til at sænke hastigheden på strækningen og herigennem give mere tryghed for både bilister og bløde trafikkanter.
Sagsfremstilling
Tranegilde Strandvej vil i en periode blive anlagt som en 2 minus 1 vej. På en 2 minus 1 vej er kørebanen indsnævret visuelt med en stiplet bred kantbane i begge sidder. Trafikanterne skal placere sig midt på vejen inden for afstribningen. Kantbanerne er lidt bredere end normalt, hvilket giver cyklister bedre forhold, og så benyttes de også som vigeareal, når to modkørende trafikanter mødes. Denne vejtype er med til at signalere mere plads til de bløde trafikanter. Det er en god måde at få bilister til at køre med lavere hastighed, da bilister skal tage hensyn til hinanden i mødesituationerne og til cyklisterne. Dermed er løsningen også med til at imødekomme, at der er blevet fremhævet en udfordring med for høj fart og medfølgende støjgener på strækningen.
Forudsætningen for at etablere 2 minus 1 vej er, at der ikke må parkeres på vejen. Borgerne skal parkere på sideveje, egen grund eller på de parkeringsarealer, der er afmærket. Dette informeres ved at sende skrivelse ud til hele området og så lave et opslag på tv-Ishøj. Det er forventningen, at borgerne ser ændret parkering som en mindre udfordring ud fra ønsket om at få sænket farten på vejen. Derudover er der fortsat gode muligheder for parkering, da der er mange sideveje langs Tranegilde Strandvej samt at mange grunde har deres egen parkering.
Som udgangspunkt reetableres desuden samtlige eksisterende fartdæmpende foranstaltninger som hævede flader med undtagelse af to. Her etableres der større sammenhængende hævede flader. Denne løsning tilgodeser, at der er bilister fra flere retninger samtidig med at farten sænkes. De større hævede flader vil blive etableret ved krydset Solvej, Ishøjvej og Tranegilde Strandvej 80-104.
Samlet set vil retableringen af eksisterende fartdæmpende foranstaltninger, de hævede flader samt etableringen af en 2 minus 1 vej, der visuelt gør vejen smallere, på hver sin måde være med til at få sænket hastigheden på hele strækningen, hvilket giver tryghed for både bilister og bløde trafikkanter.. Der er tale om en prøveperiode for at se, hvordan det fungerer på Tranegilde Strandvej.
Indstilling
Teknik og Bygningsudvalget tager orienteringen til efterretning og godkender forsøg med en 2 minus 1 vej.
Beslutning
Ændring i indstilling: Teknik- og Bygningsudvalget tager sagen af, og ønsker et temamøde om trafik i Strandområdet.
Tiltrådt.
Lovgrundlag
Lov om offentlige veje
Bilag
Resume
Grundejerforeningen Jærgerbuen har siden udvalgets afgørelse i september henvendt sig igen med først et ønske om, at Ishøj Kommune overtager de to stier, der omkranser PAB bebyggelsen og siden, at kommunen vedligeholder (renoverer) de to stier. Der erefter aftale med udvalgsformanden meddelt svar om, at beslutningen på Teknik- og Bygningsudvalget den 15. september fastholdes, og dermed er forespørgslerne afvist.
Sagsfremstilling
Bestyrelsen i Grundejerforeningen Jægerbuen har i en henvendelse til Ishøj Kommune forelagt ønske om, at kommunen overtager eller renoverer de to stier, der omkranser PAB bebyggelsen, da grundejerforeningen betragter det ses som uhensigtsmæssigt, at de to stier er en del af grundejerforeningens område ligesom, at der er udfordringer med vand fra PAB22 bebyggelsen.
Forespørgslen er efter aftale med udvalgsformanden blevet afvist med udgangspunkt i beslutningen på Teknik- og Bygningsudvalget den 15. september. Begrundelsen er, at kommunen ikke vedligeholder og/eller renoverer grundejerforeningers interne stier, da de er at regne for private fællesveje. Dette gælder både her og andre steder.
Der er siden udvalgets behandling af sagen i septemer blevet foretaget tilsyn af ejendommen Jægerbuen 37A-F sammen med to repræsentanter fra GF-Jægerbuen og GF-Musvitten. Det blev i den forbindelse aftalt, at GF-Musvitten skal håndtere overfladevand på egen matrikel og etablere et aquadræn langs hele det flisebelagte areal, der støder op til GF-Jægerbuen. Aquadrænet sluttes til den eksisterende regnvandsledning. GF-Musvitten foretager det nødvendige forarbejde og opstarter arbejdet indenfor en rimelig tidsperiode, afhængig af vejrlige forhold. Ved arbejdets afslutning vender GF-Musvitten tilbage med foto-dokumentation for det udførte arbejde. GF-Jægerbuen er indforstået med det aftalte.
Bestyrelsen i Grundejerforeningen Jægerbuen fastholder, at der trods aftalen i forbindelse med tilsynet vil være en udfordring, da Grundejerforeningens sti mellem bebyggelserne er dårligt vedligeholdt. Grundejerforeningen har dog meddelt, at de tager kommunens svar til efterretning og forventer at orientere deres medlemmer ved førstkommende generalforsamling til marts.
Indstilling
Teknik- og Bygningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Tiltrådt.
Bilag
Resume
Det fremgår af Økonomiregulativ for Ishøj Kommune, at der skal foretages to budgetopfølgninger om året, som fremlægges til politisk behandling. Den første budgetopfølgning blev godkendt af Byrådet på mødet den 24. juni 2020. Den anden opfølgning fremlægges hermed.
Sagsfremstilling
Administrationen har foretaget 2. budgetopfølgning for 2020 med udgangspunkt i forbruget pr. 31. august 2020.
Det samlede bevillingsmæssige resultat af budgetopfølgningen er mindreudgifter og merindtægter på i alt 61,6 mio. kr., jf. vedlagte budgetopfølgningsskema (Bilag B). Resultatet af budgetopfølgningen er primært afledt af indtægter for tilskud og midtvejsreguleringen, og er fordelt som følgende:
- Mindreudgifter indenfor serviceudgiftsrammen på 12 mio.kr.
- Merudgifter udenfor serviceudgiftsrammen på 16,2 mio.kr. (Inkl. merudgifter på Jobcenteret på 22,7 mio. kr.)
- Merindtægt på anlæg på 15,5 mio. kr.
- Merindtægter på finansielle poster på 50,3 mio. kr.
De økonomiske konsekvenser af Coronakrisen (udover overførselsområdet under Jobcentret) - er ifm. budgetopfølgningen opgjort særskilt til 12,1 mio. kr. i merudgifter. Administrationen søger ikke tillægsbevilling til Coronarelaterede afvigelser på driften, men foreslår, at de forventede udgifter på 12,1 mio. kr. indgår i forbindelse med regnskabsaflæggelsen og finansieres over kassebeholdningen.
Under Teknik- og Bygningsudvalgets områder forventes en merudgift på 0,7 mio. kr. og en merindtægt under anlæg på 15,5 mio. kr. Merudgiften skyldes, at der i foråret 2020 blev konstateret forhøjet KIM tal i svømmehallen, og der derfor blev foretaget ekstraordinære ombygninger for at finde og fjerne kilden. Merindtægterne er salgsindtægter fra salget af Ørnekærs Vænge Syd.
Der er udarbejdet notat af 2. november 2020 (bilag A), som mere detaljeret beskriver den samlede budgetopfølgning, herunder resultatet under Teknik- og Bygningsudvalgets områder.
Bilag B (Budgetopfølgningsskema) viser den beløbsmæssige specifikation af den samlede budgetopfølgning.
Bilag C udgør Jobcentrets (Vallensbæk Kommune) budgetopfølgning på de områder, som varetages der.
Budgetopfølgningen fremlægges i samme form til alle fagudvalg for at sikre gennemsigtighed og en fælles information om den økonomiske situation.
Indstilling
Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at budgetopfølgningen godkendes, og at der gives tillægsbevilling i henhold til budgetopfølgningsnotatet (Bilag A) og budgetopfølgningsskemaet (Bilag B).
Beslutning
Tiltrådt.
Økonomi
Som angivet i budgetopfølgningsnotatet (Bilag A) og budgetopfølgningsskemaet (Bilag B).
Lovgrundlag
Den kommunale styrelseslov. Cirkulære om kommunernes budget og regnskabsvæsen, revision mv. Økonomiregulativ for Ishøj Kommune.
Bilag
Sagsfremstilling
Liste over administrativt meddelte afgørelser.
Indstilling
Teknik- og Bygningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Tiltrådt.