Referat
Teknik- og Bygningsudvalget tirsdag den 19. september 2023 kl. 16.30
Mødelokale Tårnbjerget, Rådhuset, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj
Sagsfremstilling
Der er udarbejdet et forslag til lokalplan 2.01, der omfatter Industriskellet 9-13 i det tidligere erhvervsområde, Sydengen. Lokalplanen gør det muligt at opføre ca. 140 boliger som rækkehuse samt etagebyggeri med tilhørende fælles udearealer. Lokalplanområdet ligger stationsnært og ca. 900 meter fra Ishøj Station.
Lokalplanen er udarbejdet efter de principper, der indgår i helhedsplanen for området, der blev vedtaget i oktober 2022.
Lokalplanen sikrer kvalitet ved at stille krav til byggeriet og gårdrummenes udtryk, bl.a. ved at stille krav til en variation af materialer i høj kvalitet, farver, bygningsstruktur og bygningshøjder. På de fælles udearealer stilles der krav til beplantning og belægning. Der vægtes hjemmehørende plantearter, gode lys- og skyggeforhold, og at udearealerne er indbydende grønne rum for beboerne, at de grønne rum sikrer en høj grad af biodiversitet.
I lokalplanen stilles der, i overensstemmelse med Helhedsplanen, krav om at minimum 60 % af parkeringen etableres helt eller delvist under terræn, de resterende 40 % kan etableres på terræn. Der er desuden udarbejdet analyser, der viser, at byggeriet ikke reflekterer hørbar trafikstøj til de omkringliggende boliger, at byggeriet ikke skaber væsentlige indbliksgener samt skygge for boligerne i Strandområdet.
Byggeriet opføres overordnet set i overensstemmelse med helhedsplanens principper for højder, idet der sker en optrapning af etagehøjder fra Ishøj Strandvej og ind mod Industriskellet. På den nordligste bebyggelsesstang stiger etageantallet direkte fra 2 etager til 4 i en del af det felt, der i helhedsplanen skitseres til 3 etager - afvigelsen svarer til 3 %. Bebyggelsesprocent på 110 fastholdes.
Det er administrationens vurdering, at principperne overordnet set er overholdt, og at den mindre overskridelse ikke vil være af væsentlig betydning for boligbebyggelsen på modsatte side af Ishøj Strandvej pga. afstand og bebyggelsens orientering. Projektets placering af bygninger er vurderet til at skabe de bedste betingelser for udvikling af et boligområde med varierede højder, kvalitet i materialer samt levende grønne fælles udearealer.
For at bringe kommuneplanen i overensstemmelse med den vedtagne helhedsplan for området, er der udarbejdet et forslag til kommuneplantillæg. Kommuneplantillæg nr. 3 ændrer den eksisterende anvendelse fra erhvervsområde til blandende byfunktioner og fastsætter blandt andet en maksimal bebyggelsesprocent, maksimum bygningshøjde, maksimum antal etager og parkeringsnorm i overensstemmelse med den vedtagne helhedsplan for området.
Iht. lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter er der udarbejdet en miljørapport af kommuneplantillæg og lokalplan. Miljørapporten belyser en teoretisk udfordring i forhold til emissioner fra autolakeri på nabogrunden samt forslag til en mulig løsningsmodel ifm. at opføre boligerne. Den eventuelle afværgeløsning vurderes og etableres, når de nøjagtige målinger af emissionen er undersøgt. Lokalplanen indeholder et krav om dokumentation for at grænseværdierne er overholdt inden der kan udstedes en ibrugtagningstilladelse til projektet.
Forslag til både lokalplan og kommuneplantillæg samt tilhørende miljørapport sendes i høring i otte uger.
Høringsområdet fastsættes i Strandområdet til at omfatte vestlig side af Tranegilde Strandvej og Søsvinget, første række ud til Vejlebrovej samt ejere og lejere på Industriskellet.
Lovgrundlag
Planloven
Lov om miljøvurdering af planer og programmer samt af konkrete projekter
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser for Ishøj Kommune.
Indstilling
at forslag til lokalplan 2.01, Kommuneplantillæg nr. 3 samt miljørapport sendes i offentlig høring i en periode på 8 uger.
Beslutning
Tiltrådt med enkelte rettelser.
Beslutningskompetence
Byrådet
Beslutningstema
Der skal træffes beslutning om at sende forslag til lokalplan 2.01 Boligområde, Industriskellet 9-13, Kommuneplantillæg nr. 3 samt tilhørende miljørapport i offentlig høring i 8 uger. Lokalplanforslaget giver mulighed for at bygge ca. 140 boliger opført som rækkehuse og etagebyggeri i det tidligere erhvervsområde Sydengen.
Bilag
Sagsfremstilling
Lokalplan 2.00 Stationsforpladsen ved Ishøj Strand ARKEN samt kommuneplantillæg nr. 4 giver mulighed for at etablere en ny stationsforplads i forbindelse med den kommende letbane. Der stilles krav til pladsens udformning, belysning og beplantning og der gives mulighed for at etablere kunst.
Lokalplanforslag samt kommuneplantillæg har været i høring i otte uger og der modtaget 1 høringssvar. Høringssvaret omhandler bekymring for tilgængelighed på pladsen, tilgængelighed hen til stationsforpladsen, samt pendlerparkering. Høringssvaret giver ikke anledning til ændringer i lokalplanen.
Der er også udarbejdet et kommuneplantillæg, der ændrer anvendelsen fra boligformål til teknisk anlæg.
Lovgrundlag
Planloven
Økonomi
Ingen
Indstilling
at lokalplanforslag 2.00 Stationsforpladsen ved Ishøj Strand ARKEN samt kommuneplantillæg 4 endeligt vedtages.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet
Beslutningstema
Der skal træffes beslutning om at vedtage lokalplan 2.00 ved Ishøj Strand ARKEN samt tilhørende kommuneplantillæg 4 endeligt.
Bilag
Sagsfremstilling
Vejdirektoratet har i maj 2023 foretaget et hovedeftersyn af tilstanden på de kommunale veje, hvor skaderne er blevet registreret ved en visuel gennemgang. På baggrund af eftersynet vil administrationen udarbejde en oversigt over slidlagsarbejder til udførelse i 2023.
Der vil blive fortaget en prioritering med det formål at sikre den nuværende vejkapital. Denne prioritering sker ud fra hensyntagen til sammenhængende strækninger, vejens tilstand, trafiktal, vejklasser, belægningstyper og midler til asfaltreparationer.
Kommunens veje er inddelt i tre kategorier: primære veje, sekundære veje og boligveje. I takt med den stigende biltrafik stilles der i dag større krav til belægningerne på vejene, og mere biltrafik betyder også mere støj. Administrationen følger denne udvikling nøje og sikrer, at der på primære- og sekundære veje udlægges asfalt, der er stærk og har støjdæmpende egenskaber. På boligvejene foretrækkes en blødere asfalt, som ikke nødvendigvis dæmper støj lige så godt. Dette skyldes dels, at der oftere forekommer enkeltstående reparationer og tilpasninger, som kræver, at man kan opbryde asfalten uden brug af store maskiner, og dels at der ikke er samme behov for støjdæmpning, da der ikke køres med høj hastighed på boligvejene.
Den videre proces
- Udpegning af strækninger - september 2023
Der udarbejdes et kort med 3-5 udvalgte strækninger, som kan gennemføres i år. - Koordinering af slidlagsarbejder - september 2023
De pågældende strækninger koordineres med større gravearbejder på de kommunale veje for at sikre en effektiv udførelse og minimal forstyrrelse. Herefter udpeges de strækninger, der får gennemført slidlagsarbejde i år. - Indhentning af tilbud og tildeling - oktober 2023
Der gennemføres underhåndsbud med 3 entreprenører. Herunder gås strækningerne igennem sammen med entreprenørerne, så de kan se entreprisegrænserne, omkringliggende forhold og stille spørgsmål til strækningerne. Når administrationen har modtaget 3 tilbud, udvælges det billigste og umiddelbart herefter sker tildeling. - Udførelse
Arbejderne forventes igangsat oktober 2023
Vedlagt er kort (Bilag 1) samt liste med nærmere angivelse af vejnavne mm. (Bilag 2), der viser en bruttoliste med de vejstrækninger der er udpeget til udlægning af slidlag de næste år. Den endelige prioritering ud fra bruttolisten sker på baggrund af yderligere fysiske besigtigelser og koordinering med andre gravearbejder ved forsyning og fjernvarme.
Lovgrundlag
Lov om offentlige veje
Økonomi
Udgifter til vedligeholdelse af asfaltbelægninger afholdes over afsat drifts- og anlægsbudget. Der er i alt frigivet 2,9 mio. kr. ekskl. moms
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Teknik- og Bygningsudvalget.
Beslutningstema
Der orienteres om planlagte slidlagsarbejder for 2023. Vejdirektoratet har på Ishøj Kommunes foranledning foretaget et hovedeftersyn af tilstanden på de kommunale veje. På baggrund af eftersynet bliver der udarbejdet en oversigt over slidlagsarbejder til udførelse i 2023. Arbejderne koordineres med andre større gravearbejder i kommunen.
Bilag
Sagsfremstilling
I samarbejde med Rambøll, der leverer tilsyn, renovering og vedligehold af beton- og træbygværker for Ishøj Kommune, har administrationen lavet følgende prioritering af renovering- og vedligeholdelsesarbejder for 2023. Prioriteringen er sket på baggrund af bygværkernes tilstandsvurdering, der ud fra en række kriterier får point fra 1-5, hvor 5 er det dårligste. Kriterierne er blandt andet korrosion, slid, fugtgennemtrængning, hvilket samlet set giver udtryk for bygværkets forventede levetid og bæreevne.
Prioriteringen er som følger:
- Bro 36 - fører Murergården under Ishøj Parkvej (afsluttet i april 2023)
- Bro 80 - fører vandet under Søhesten, Ishøj Havn
- Bro 106 - fører Vejlebrostien under Ishøj Stationsvej
Se broernes placering i bilag 1
Derudover var det planlagt, at bro 82 (træbro, der ligger parallelt med Skovvej og fører cykel- og gangsti over vandet ved Arken), skulle repareres, men grundet udfordringer med levering af træ udgår denne af renoveringslisten i 2023. Renoveringen af bro 82 flyttes til 2024, hvor administrationen planlægger at samle reparationerne af alle kommunens træbroer.
I stedet indhentes tilbud på renovering af følgende broer, med henblik på at kunne renovere en af disse i 2023 for de resterende midler i budgettet.
- Bro 74 - fører Store Vejleå under Vallensbæk Strandvej
- Bro 78 - fører Skovvej over vandet ved Arken
Lovgrundlag
Lov om offentlige veje
Økonomi
I 2023 er der i alt frigivet 2.800.000 kr. til renovering og vedligehold af bygværker inkl. rådgivningsomkostninger. Heraf 2.000.000 til projekter, som Rambøll står for. De resterende 800.000 er afsat til uforudsete akutte reparationer, som kommunen selv står for.
De samlede omkostninger til de prioriterede reparationer er 1.480.000 kr. (se bilag 2).
Derudover indhentes tilbud på renovering af to udvalgte broer og de resterende 520.000 kr. disponeres til renovering af disse.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Teknik- og Bygningsudvalget.
Beslutningstema
Der orienteres om renovering- og vedligehold af beton- og træbygværker i 2023.
Bilag
Sagsfremstilling
Byrådet besluttede i september 2022, at der som et led i Helhedsplanen for Ishøj Bykerne skulle undersøges, hvordan der kan etableres flere pladser til pendlerparkering i bykernen. På baggrund af denne beslutning udarbejdede administrationen et notat om forslag til mulige løsninger for pendlerparkering i bykernen, som Teknik- og Bygningsudvalget tiltrådte i december 2022.
På nuværende tidspunkt er der 32 parkeringspladser langs Stenbjerggårds Allé, som er forbeholdt pendlere. Efter den nuværende lovgivning er det hverken muligt at kontrollere eller håndhæve at disse parkeringspladser udelukkende benyttes af pendlere.
Administrationen har i løbet af sommeren undersøgt behovet for pendlerparkeringspladser for de borgere, der bor i de tre landsbyer og i det åbne land.
Et spørgeskema blev sendt ud til 1350 borgere, der er bosat udenfor Ishøj By. Ud af 330 respondenter er der 4, der benytter de nuværende pendlerpladser i bykernen. Derudover var der kun 5 respondenter, der benytter Ishøj St. i deres daglige pendling.
Yderligere har administrationen foretaget en parkeringstælling på tre forskellige tidspunkter i løbet af en dag. For så vidt angår brugen af pendlerpladserne samt parkering ved svømmehallen viser tællingen, at ca. 22 % af de biler, der blev registret over hele dagen, formentlig benyttes af pendlere eller andre længerevarende formål, da de var parkeret på mere end to ud af tre tællegange på en dag. Tællingen viste ingen indikation af, at området anvendes til langtidsparkering.
Administrationen anbefaler, at der ikke foretages en fysisk udvidelse af pendlerparkeringspladserne, men at der arbejdes med at etablere en aftale med et boligselskab eller ejerforening om at dobbeltudnytte allerede eksisterende parkeringsområder. Anbefalingen begrundes dels i det manglende behov og potentiale fra pendlere udenfor det stationsnære område, samt i den manglende mulighed for at regulere pendlerparkeringspladser for at sikre adgang for målgruppen.
Ved indgåelse af aftale om dobbeltudnyttelse anbefales det, at der løbende gennemføres tællinger for at følge niveauet og behovet for pendlerparkering i bymidten. Relevante boligselskaber og ejerforeninger er ikke kontaktet pt.
Lovgrundlag
Ingen
Økonomi
Et overslag på en nyindretning og etablering af yderligere 19 parkeringspladser ved Ishøj svømmehal samt stiforbindelse anslås at koste 980.000 kr.
Driftsøkonomien anslås til at stige med 1/3 for området, dvs. fra 60.000 kr til 90.000 kr årligt.
En lejeaftale om brugsret til 30 private p-pladser i dagtimerne anslås at ligge i niveauet mellem 70-90.000 kr. om året.
Indstilling
- at der ikke foretages en fysisk udvidelse af pendlerparkering i bykernen
- at der tages kontakt til relevante boligorganisationer og ejerforeninger nær Ishøj Station om at indgå en aftale om at leje p-pladser i dagtimerne.
Beslutning
Tiltrådt med den bemærkning, at der ikke på det foreliggende grundlag foretages udvidelse af pendlerparkering i bykernen.
Beslutningskompetence
Teknik- og Bygningsudvalget
Beslutningstema
Teknik- og Bygningsudvalget besluttede i december 2022, at administrationen skulle arbejde videre med at undersøge mulige etableringsforslag til pendlerparkering i bykernen. På baggrund af notat (TBU 2022 nr. 97) har administrationen fået udarbejdet et skitseprojekt samt undersøgt behov samt pendlerpotentiale. Udvalget skal tage stilling til det videre arbejde med pendlerparkering i Bykernen på baggrund af skitseprojektet og undersøgelsen af pendlerpotentialet.
Bilag
Sagsfremstilling
I forbindelse med at der anlægges letbane i hovedstadsområdet, skal busnettet i de omkringliggende kommuner tilpasses til letbanen, så det er nemt og tilgængeligt at skifte fra bus til letbane, og den øvrige kollektive trafik understøtter letbanen bedst muligt. Dette gælder også i Ishøj.
Movia har i den forbindelse bistået Ishøj Kommune med at undersøge, hvordan det aktuelle busnet bedst muligt kan tilpasses den kommende letbane, samtidigt med, at der tages hensyn til, at mest muligt af kommunen er busbetjent.
Ishøj Kommune får som bekendt to letbanestop; henholdsvis ét ved Ishøj Strand og ét ved Ishøj Station.
Movia har følgende forslag til tilpasninger:
Linje 127 og 128:
Movia har i sin analyse konkluderet, at passagererne har svært ved at forstå linje 127s køreplan.
Det foreslås derfor, ar linjen forenkles. Hvis foreslåede forenklinger gennemføres, vil det fremover kun tage 11 minutter at komme fra Ishøj Landsby til Ishøj St. mod 17 minutter i dag. Det vil styrke forbindelsen til letbanen.
Det vil have som konsekvens, at linje 127 ikke længere betjener Industribuen, Ishøj Parkvej, Ishøj Søvej, Ishøj Strandvej og Industriskellet.
Industribuen vil dog fortsat blive betjent af linje 400S, og det foreslås, at linje 225 forlænges til Ishøj, hvormed Industriskellet forsat vil blive betjent.
Passagererne, der på nuværende tidspunkt stiger på linje 127 på Ishøj Parkvej og Ishøj Søvej, vil kunne stige på S-bussen, der kører på Ishøj Søvej og Ishøj Boulevard.
Der er ca. 5 passagerer, der dagligt stiger på linje 127 på Ishøj Strandvej og Vejlebrovej, hvorfor det ikke vurderes at have store konsekvenser for den samlede mobilitet i kommunen, hvis disse stoppesteder nedlægges. Se mere i bilag 1.
Det vurderes, at den ændrede linjeføring af linje 127 vil betyde, at 35.000 færre påstigninger på linjen årligt, men at størstedelen af disse i stedet vil anvende 225 (såfremt det vedtages, at den forlænges) eller S-busserne.
Derudover forslås det, at sammenlægge linje 127 og linje 128. Linje 127 vil efter en sammenlægning skulle køre mellem Arken og Høje-Taastrup St. I dag kører 127 mellem Ishøj St. og Høje-Taastrup St., mens 128 kører i mellem Arken og Ishøj St. For at sikre at betjeningen af Arken fortsætter uændret, vil linje 127 have ekstra afgange i weekenden og om aftenerne, som kun kører mellem Arken og Ishøj St., mens buslinjen på strækningen mellem Høje-Taastrup St. og Ishøj St. vil have samme frekvens som på nuværende tidspunkt.
Det vurderes, at passagertallet for strækningen mellem Arken og Ishøj St. (den nuværende linje 128) efter sammenlægningen vil være uændret.
Samlet vurderes sammenlægningen af linje 127 og 128 samt forenklingen af linje 127 at kunne reducere tilskudsbehovet med 1,3 - 1,4 mio. kr.
På mødet i august bad Teknik- og Bygningsudvalget administrationen om at undersøge, hvad det ville koste, hvis linje 127 fortsat skal betjene Ishøj Parkvej og Ishøj Søvej. Det har administrationen undersøgt. Hvis linje 127 og 128 lægges sammen, men linje 127 fortsat betjener Ishøj Søvej og Ishøj Parkvej, vil det reducere tilskudsbehovet med 0,8 - 0,9 mio. kr. i forhold til den nuværende udgift til linje 127. Passagererne vil fremover kunne komme fra Ishøj Landsby til Ishøj St. på 17 minutter, og den fortsatte betjening af disse stoppesteder vil dermed gøre, at det vil tage lige så lang tid at tilbagelægge rejsen fra Ishøj Landsby til Ishøj St. som i dag. Se uddybning i bilag 2.
Linje 225
På nuværende tidspunkt kører linje 225 kun i Greve Kommune - mellem Karlslunde st. og Hundige st. Det foreslås at forlænge linje 225, så den fortsætter til Ishøj st. ved at køre ad Ishøj Strandvej, Industriskellet og Vejlebrovej. Forlængelsen vil medføre, at busbetjeningen i Sydengen styrkes. Området vil både have en busforbindelse til Ishøj st. og til Hundige st.. Derudover kører linje 225 3 gange i timen i dagtimerne, hvor linje 127/128 kun kører 2 gange.
Forlængelsen af linje 225 vil øge tilskudsbehovet med 1,2 - 1,3 mio. kr., og det forventes, at der vil være 65.000 påstigninger i Ishøj Kommune på linjen om året.
Hvis 225 forlænges til Ishøj St., vil derudover være en anlægsudgift forbundet med etableringen af i alt tre nye stoppesteder, hvilket samlet vurderes at være en udgift på mellem 390.000 kr. - 470.000 kr., alt efter hvilken type stoppesteder, der etableres. Det foreslås, at stoppestederne etableres på den vestlige side af Ishøj Strandvej umiddelbart syd for Industriskellet, samt at der laves to nye stoppesteder på Vejlebrovej nær Skyttestien.
Administrationen bemærker desuden, at Greve Kommune har anbefalet, at der arbejdes videre med at forlænge linje 225 til Ishøj st. på byrådsmøde i juni 2023.
Økonomi
Udgifter inden for servicerammen
Scenarie hvor linje 127 forenkles og sammenlægges med 128
Forslaget vedrørende forenklingen af linje 127 og sammenlægningen af linje 127 og 128 vil reducere Ishøj Kommunes årlige tilskud til Movia med 1,3 - 1,4 mio. kr.
Scenarie hvor linje 127 forenkles og sammenlægges med 128 og linje 225 forlænges til Ishøj st.
Forslaget vedrørende forenklingen af linje 127 og sammenlægningen af linje 127 og 128 vil reducere Ishøj Kommunes årlige tilskud til Movia med 1,3 - 1,4 mio. kr.
Forslaget om forlænge linje 225 til Ishøj St. vil øge det tilskud, som Ishøj Kommune betaler til Movia med 1,2 mio. kr. - 1,3 mio. kr. årligt.
Vedtages begge forslag, vil det samlede tilskud, som Ishøj Kommune betaler til Movia ikke blive påvirket, eller være mellem 0,1 mio. kr. - 0,2. mio. kr. mindre årligt.
Scenarie hvor linje 128 sammenlægges med linje 127, der fortsat betjener Ishøj Søvej og Ishøj Parkvej og linje 225 forlænges til Ishøj st.
Hvis linje 127 fortsat skal betjene Ishøj Søvej og Ishøj Parkvej og linje 225 forlænges til Ishøj vil det betyde, at Ishøj Kommunes driftstilskud til Movia øges med 0,4 mio. kr - 0,5 mio. kr. årligt.
Udgifter inden for anlægsrammen
Forlængelsen af linje 225 til Ishøj st.
Der er derudover en anlægsudgift forbundet med at forlænge linje 225 til Ishøj, da der skal etableres tre nye stoppesteder. Anlægsudgiften vurderes at være på 340.000 kr. - 470.000 kr.
Priserne er baseret på Movia beregninger, foretaget på baggrund af deres budget for 2022.
Indstilling
at der gives tilsagn til, at der arbejdes videre med at forenkle linje 127 og lægge linje 127 og 128 sammen, som beskrevet i Movias notat a den 21. juni 2023
at der gives tilsagn til, at der arbejdes videre med at forlænge linje 225, så den kører mellem Karlslunde St. og Ishøj St.
Beslutning
Indstillingens punkt nr. 1 ændres til løsningsforslag 1 i bilag 2.
Indstillingens punkt nr. 2 tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet
Beslutningstema
Teknik- og Bygningsudvalget skal tage stilling til, om der kan gives tilsagn til, at der arbejdes videre med Movias anbefalinger til tilpasning af busnettet i Ishøj Kommune i forbindelse med, at letbanen påbegynder drift i 2025. Der lægges op til, at tilpasningerne allerede implementeres i 2024, hvilket er et år inden, at letbanen begynder at køre. Teknik- og Bygningsudvalget blev forelagt sagen i august, hvor udvalget bad administrationen undersøge, hvor meget det ville koste, hvis linje 127 fortsat skal betjene Ishøj Søvej og Ishøj Parkvej. Prisen herpå indgår i sagsfremstillingen.
Bilag
Sagsfremstilling
Administrationen prioriterer indsatser og tiltag på trafiksikkerhedsområdet på baggrund af hastighedsmålinger, trafiktællinger samt vejenes klassificering. Denne viden kombineres med uheldsdata registreret af politiet. Administrationen modtager også mange henvendelser fra bekymrede borgere med ønsker til nye ændrede løsninger og forbedringer på vejene. Det samlede billede danner udgangspunkt for den prioritering af strækninger/områder, der har behov for at blive gjort noget ved for at øge trafiksikkerheden i kommunen.
Administrationen har med udgangspunkt i ovenstående viden udarbejdet en plan for forbedring af trygheden og trafiksikkerheden i Ishøj Kommune for i år som er nærmere beskrevet i Bilag A. Planen omfatter 6 konkrete indsatser:
- Vildtbanevej: Vejafmærkning, der indskrænker vejbanen. (Bilag B)
- Industribuen: Cykelbane på hver side af vejen samt midterstribe på hele strækningen. (Bilag C)
- Strandområde: Hævede flader som erstatning for de vejbump, der blev fjernet. De enkelte steder er aftalt med grundejerforeningerne. Der er ikke midler i projektet til færdiggørelse af arbejderne, og da der er tale om hastighedsdæmpende foranstaltninger finansieres de hævede flader af trafiksikkerhedspuljen. (Bilag D)
- Hastighedsnedsættelse ved skoler og boligområder: Nedsættelse af hastigheden til 40 km/t. på udvalgte strækninger, samt opsætning af variable tavler. Tiltag sker i samarbejde med Københavns Vestegns Politi, og konkret ses der i år på Pilegårds Vænge,Vibeholms Vænge/Ørnekærs Vænge, Strandområde.
- Sund skolevej: Rapport med overblik over transportvaner, transportmotiver og konkrete barrierer ved kommunens skoler. Rapporten danner udgangspunkt for prioriteringer og målrettede indsatser til fremme af cykling, gang og anden aktiv transport.
- Kryds ved Ishøj Stationsvej/Køgevej: Trafiksikkerhedsmæssig forbedring ved krydset Ishøj Stationsvej/Køgevej.
Til orientering vil administrationen i løbet af efteråret og vinteren 2023 udarbejde en samlet trafiksikkerhedsplan for kommunen. Planen vil indeholde opdaterede trafikdata og nye trafikale kortlægninger, der vil danne grundlaget for de fremtidige trafikfaglige beslutninger der fremmer trafiksikkerheden både i form af fysiske tiltag og ved hastighedsnedsættelser. Arbejdet koordineres med resultaterne af støjkortlægningen og støjhandlingsplanen.
Planen forelægges for udvalget første kvartal 2024.
Lovgrundlag
Lov om offentlige veje
Økonomi
Trafiksikkerhedspuljen er givet som anlægsbevilling. Der er for 2023 i alt frigivet 2,0 mio. kr. ekskl. moms. Midlerne planlægges brugt til nedenstående indsatser:
Trafiksikkerhedspuljen. I 2023 er frigivet 2 mio. kr.:
Vildtbanevej: 30.000 kr.
Industribuen: 170.000 kr.
Strandområde: 500.000 kr.
Hastighedsnedsættelse ved skoler og boligområder: 200.000 kr.
Sund skolevej: 100.000 kr.
Kryds ved Ishøj stationsvej/Køgevej: 780.000 kr.
Uforudsete: 220.000 kr.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Teknik- og Bygningsudvalget.
Beslutningstema
Ishøj Kommune har afsat 2 mio. kr. årligt til trafiksikkerhed i perioden 2023-2026. Midlerne skal bruges til at øge trygheden og forbedre trafiksikkerheden i Ishøj Kommune. Her orienteres om hvilke tiltag, som administrationen vil gennemføre i 2023.
Bilag
Sagsfremstilling
Årshjul for Teknik- og Bygningsudvalget, se bilag 1.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Teknik- og Bygningsudvalget.
Bilag
Sagsfremstilling
Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.
Indstilling
at referatet godkendes.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Teknik- og Bygningsudvalget.