Referat
Teknik- og Bygningsudvalget tirsdag den 20. september 2022 kl. 16.30
Mødelokale Vandværket, Rådhuset, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj
Resume
Der skal træffes beslutning om endelig vedtagelse af lokalplan 1.96 samt kommuneplantillæg nr. 2. Begge planer har været genudsendt i høring i otte uger grundet tekniske vanskeligheder ved første høringsperiode.
Sagsfremstilling
Lokalplanforslaget omfatter Ishøj Søndergade 3, samt Pilemøllevej 6-10 i den sydøstlige del af Ishøj Landsby.
På grund af tekniske udfordringer i forbindelse med første høring af lokalplan og kommuneplantillæg, har det været nødvendigt at genudsende begge planer i offentlig høring i otte uger, ligesom planerne også skal endeligt vedtages på ny. Planerne er sendt i høring med de rettelser, der blev indført i forbindelse med første høring og som omfatter:
- placering og formulering af §´er der omhandler byggelinjer
- afløbskoefficient og befæstelsesgrad,
- reduktion af krav til maksimal bygningshøjde
- en tilføjelse af redegørende tekst i kommuneplantillægget ift. ændring af zonestatus til byzone i lokalplanområdet.
Forslaget gør det muligt at opføre i alt 21 nye boliger som dobbelthuse og enfamiliehuse, og der er stillet krav i lokalplanforslaget til blandt andet højde, materialer, beplantning, byggelinjer, klimatilpasning samt antallet af nye boliger.
I høringsperioden har Ishøj kommune modtaget 6 indsigelser, der omhandler krav til bygningshøjde, trafikale forhold, beplantning, ændringer til bebyggelsesplan i delområde A, lokalplanens krav til byggematerialer, genindsendelse af to høringssvar fra 1. offentlige høring, skygge- og indbliksgener samt redegørende tekst i kommuneplantillæg nr. 2. ang. Bilag IV-arter.
Udvalget har foretaget individuel besigtigelse siden sidste behandling.
Høringssvarene fra anden runde har medført, at forslag til ændringer er: indsætte tekst i kommuneplantillægget ang. tilstedeværelse af eksisterende Bilag IV-arter på lokalplanområdet, og ændre bestemmelse om byggelinje i delområde A til en ekstraordinær bred byggelinje på 6 meter fra skel i den østlige side af Ishøj Søndergade 3. Der er ikke ændret i bestemmelse om byggelinje på Pilemøllevej 6-10. Den ændrede bestemmelse om byggelinjen vil kræve, at der udarbejdes en ny udstykningsplan (kortbilag 3) der skal indgå i den endeligt vedtagede lokalplan.
Beskrivelse og bemærkninger til indsigelserne fremgår af høringsnotatet.
Miljøstyrelsen har i første høringsperiode indsendt en sindetskrivelse til Ishøj Kommune, hvori der beskrives, hvor meget de har i sinde at reducere skovbyggelinjen på lokalplanområdet. De ændringer, som sindetskrivelsen lægger op til, blev indført i lokalplanen ifm. første høring af planen. Sindetskrivelse er vedlagt som bilag.
Afgørelsen fra miljøscreening af lokalplanforslag og forslag til kommuneplantillæg har været i høring i 4 uger, og der er ikke modtaget indsigelser hertil.
Lovgrundlag
Planloven
Indstilling
at lokalplan 1.96 Boligområde, Ishøj Landsby Syd samt kommuneplantillæg nr. 2 vedtages endeligt og offentliggøres med de forslåede ændringer.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet
Bilag
Resume
Den reviderede Helhedsplan for ”Det Lille Erhvervsområde”, har været i høring. På baggrund af høringssvarene skal Byrådet beslutte om planen skal vedtages endeligt.
Sagsfremstilling
Byrådet besluttede i foråret 2022, at den eksisterende helhedsplan fra 2015 skulle revideres, hvilket betød, at hele planen skulle gennemgås og justeres på en række punkter.
I det forslag til en revideret helhedsplan, som byrådet sendte i høring den 7. juni 2022, er der blandt andet justeret på afgrænsningen af området, således at bilforhandlerne nu også er omfattet af helhedsplanen. Bebyggelsesprocenten er hævet til 110, men med et nyt krav om at 60 % af parkeringspladserne skal etableres helt eller delvist under terræn. Der er, som noget nyt, også indført principper om fælleslokaler, biodiversitet, kvalitet i de grønne byrum og i byggeriet samt aktive tagflader med f.eks. solceller med videre.
Høringsperioden udløb den 5. september 2022, og der er modtaget 10 høringssvar. Der er desuden en mindre korrektion fra administrationens side. Høringssvarene går dels på processen for planlægningen af området, bekymringer for refleksion af støj til villaområderne, indbliksgener, antallet af boliger, højden på fremtidige byggerier samt parkering.
Der er udarbejdet et høringsnotat, der gengiver en let redigeret udgave af indsigelserne med administrationens bemærkninger og forslag til beslutning, samt en Hvidbog, hvor de 10 høringssvar kan læses i deres helhed.
Der er ligeledes, som noget nyt, lavet en kortlægning af mulighederne for at etablere yderligere parkeringspladser i og omkring området. De konkrete lokaliteter skal undersøges nærmere, ligesom der skal laves mere præcise beregninger af etablerings- og driftsomkostninger.
Sideløbende med behandlingen af helhedsplanen, har der været udskrevet en navnekonkurrence på facebook og kommunens hjemmeside om navnet på helhedsplanen. Der er modtaget forslag på både facebook og mail. Sagen fremlægges til beslutning på det kommende møde i Økonomi- og Planudvalget. Navnet forslås efterfølgende tilføjet selve helhedsplan ved offentliggørelsen.
Lovgrundlag
En helhedsplan er ikke en lovbunden plan i henhold til planloven, men med planen sætter byrådet en retning for udviklingen til de borgere og andre interessenter i området.
Økonomi
Der er ikke økonomiske konsekvenser som følge af vedtagelse af planen.
Indstilling
at planen vedtages endeligt i overensstemmelse med høringsnotatet,
at parkeringsanalysen tages til efterretning, samt at administrationen fremlægger et beslutningsoplæg vedrørende etableringen af yderligere parkering i området senest med udgangen af 2022.
at et nyt navn for området tilføjes på helhedsplanens forside, når dette er besluttet på det kommende Økonomi- og Planudvalgsmøde
Beslutning
Seyit Ahmet Ozkan (L) stillede følgende ænderingsforslag;
"Ishøjlisten ønsker at fastholde en borgernær genbrugsstation til mindre opsamlingsstationer."
1 stemte for og 4 stemte imod. Ænderingsforslaget blev ikke vedtaget.
Thomas Hjorth Rasmussen (A) stillede følgende ænderingsforslag;
Principperne suppeleres med: "Den eksisterende genbrugsplads lukkes med udgangen af 2022. Pladsen skal fremtidigt rumme plads til ophold og fælles aktiviteter for områdets beboere og evt. etablering af en fælles parkeringsplads i området."
Ænderingsforslaget blev vedtaget med stemmerne 4 mod 1.
Sagen blev tiltrådt.
Beslutningskompetence
Byrådet
Bilag
Resume
Til beslutning fremlægges forslag om justering af plan for omlægning af ældreboliger til plejeboliger i Kærbos blok 6. Den foreslåede justering vil medføre, at der bliver 16 i stedet for 18 plejeboliger, og at de kommende to etaper af omlægningen udføres samtidig.
Sagsfremstilling
I september 2020 besluttede Byrådet, at Kærbos 30 ældreboliger over en årrække skal omlægges til 26 plejeboliger, efterhånden som de nuværende beboere bliver plejeboligkrævende.
Social og Sundhedsudvalget allokerede den 1. februar 2022 midler til drift af de 20 ældreboliger, der er placeret i Kærbos blok 6 (stuen og første sal), med henblik på at de i løbet af 2022-2023 blev omlagt til 18 plejeboliger. Der bliver færre plejeboliger, end der var ældreboliger, fordi plejeboliger kræver ekstra arealer til hhv. fælles- og serviceområder.
Det har nu vist sig, at det er nødvendigt at inddrage et større areal i blok 6 til fælles- og serviceområde end oprindeligt antaget, for at der kan skabes gode rammer for beboere og personale (jf. vedlagte notat). Det øgede arealkrav til fælles- og serviceområde gør det nødvendigt at inddrage to ekstra boliger, hvilket vil betyde, at der bliver 16 frem for 18 plejeboliger i Kærbos blok 6. Der er dog plads til, at den ene af de 16 boliger kan være en ægtefællebolig.
De økonomiske konsekvenser af at inddrage to ekstra boliger er beskrevet i økonomiafsnittet.
Center for Ejendomme anbefaler desuden, at byggeri ifm. omlægningen af de to etager i blok 6 udføres samtidig i et samlet udbud, da det forventes at være mere fordelagtigt i forhold til at indgå aftale med håndværkere, pris og installationer. De to entreprenør, der har udført ombygningerne i nr. 4, vil afgive tilbud.
Det forventes, at den ene etage er klar til ibrugtagning i februar 2023, og at hele omlægningen er afsluttet i april 2023.
Sagen fremlægges sideløbende i Social- og Sundhedsudvalget og Teknik- og Bygningsudvalget.
Økonomi
Hvis Kærbos blok 6 får to plejeboliger mindre end oprindeligt planlagt, har det økonomiske konsekvenser for Kærbos pleje- og bygningsdrift. I forhold til bygningsdriften var der oprindeligt regnet med, at drift af fællesarealer ville koste 100.00 kr. om året. Driften for de ekstra boliger antages ligeledes at koste 100.000 kr.
Merudgiften på 100.000 kr. for drift af fælles- og servicearealer håndteres inden for gældende lovgivning for udlejning af boliger. Merudgiften til drift kan have en mindre betydning for huslejeberegningen.
Med nedlæggelse af to plejeboliger, samtidig med omlægning af en plejebolig til en ægtefællebolig ,vil antallet af beboer være en mindre.
De økonomiske konsekvenser vedr. plejepersonale ved denne mødesag er uændret. Oprindeligt blev det besluttet i budgetaftalen for 2022-2025, at boligerne i blok 6 skulle omlægges i to etaper, og i budget 2022 er der allokeret henholdsvis 2,3 millioner kr. i 2022 og 2,3 millioner kr. i 2023: etape 2 i 2022 (boligerne på første sal) og etape 3 i 2023 (boligerne i stuen). Budgettet for hhv. 2022 og 2023 kan overholdes, selv om omlægningen af de to etaper sker samtidig i et samlet udbud.
Indstilling
- at der omlægges fire boliger i nr. 6 til fællesarealer og kontorer i henhold til bilag
- at der indhentes tilbud på ombygningen og arbejdet igangsættes under de rammer der er givet budget til, jævnfør investeringsoversigten for 2022/2023 til omlægning af plejeboliger.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Social- og Sundhedsudvalget/Teknik- og Bygningsudvalget
Bilag
Resume
Movia har udarbejdet et sparekatalog på den kollektive trafik for 2023 og frem, hvor der som følge af ændrede økonomiske forudsætninger for den kollektive trafik, foreslås kompenserende besparelser på linje 127 (Ishøj kommune) samt på linje 97N (Regionen). Jf. Movias 1. behandling af budgettet for 2023 forventes der en merudgift på kr. 123.000 til Ishøj Kommune i forhold 2022. Jf. KL og regionernes økonomiaftale med regeringen skal der være fornyede drøftelser af trafikselskabernes økonomi i september 2022. Resultatet af disse drøftelser kendes endnu ikke.
Sagsfremstilling
Movias formandskab sendte i juni 2022 et brev til borgmestre og regionsrådsformænd om den økonomiske situation efter indgåelsen af KL og Danske Regioners økonomiaftaler med regeringen i lyset af de stærkt stigende priser i samfundet, der påvirker udgifterne til den kollektive trafik. I brevet blev det oplyst, at Movias administration ville udarbejde et sparekatalog med eksempler på sparemuligheder for hver enkelt kommune og region.
Sparekataloget viser eksempler på, hvor meget der skal spares, hvis der skal kompenseres for et tab af billetindtægter på henholdsvis 5 pct. og 10 pct. i 2023. Det er kommuner og regioner, der beslutter, hvilken service, der skal være. Et eventuelt konkret forslag om besparelser i en kommune eller region skal derfor naturligvis baseres på kommunens eller regionens beslutninger om serviceniveau og principper for f.eks. betjening af bestemte områder, hvilket kan omfatte andre buslinjer end de eksempler på sparemuligheder, som er medtaget i sparekataloget.
Da ændringer i serviceniveau, buslinjer og køreplaner kræver planlægning, og da busoperatørerne efter kontrakterne skal varsles, vil beslutninger om besparelser i bedste fald få halvårsvirkning i 2023.
For Ishøj Kommune drejer de foreslåede ændringer sig om linje 127, hvor de 5 %, svarende til kr. 200.000, opnås ved at afkorte ruten, således at det lille erhvervsområde via Ishøj Strandvej ikke længere betjenes. De 10 %, svarende til i alt kr. 300.000, opnås, hvis man tilmed ensretter ruten via Gildbrovej.
En afkortning af linje 127 og en mulig nedlæggelse af linje 128 vil betyde, at hele den østlige del af Ishøj vil være uden kollektiv trafik. En ensretning af linje 127 via Gildbrovej vurderes til gengæld ikke at forringe serviceniveauet væsentligt.
Movias sparekatalog anviser også en række sparemuligheder på regionens busruter. For Ishøjs vedkommende er der peget på den regionale natbus-linje 97N. En evt. beslutning i regionen om at nedlægge ruten vil være betyde en markant serviceforringelse for Ishøjs borgere. Region Hovedstaden har netop indgået budgetforlig for 2023 og frem. Af forliget fremgår det at regionen har afsat 0,5 mio. kr. i 2023 til en gennemgang af den kollektive transports natbetjening på tværs af trafikselskaber. Region har således ikke for nuværende besluttet besparelser i det kollektive busnet for 2023. Administrationen er oplyst om, at eventuelle efterfølgende beslutninger om besparelser fra fx. 2024 under alle omstændighed vil blive sendt i høring hos de berørte kommuner.
Lovgrundlag
Lov om trafikselskaber, LBK nr. 323 af 20/03/2015.
Økonomi
Jf. Movias 1. behandling af budgettet for 2023 forventes der en merudgift på kr. 123.000 til Ishøj Kommune i forhold til 2022. Beløbet er forbundet med en meget stor usikkerhed på grund af den nuværende situation med stigende priser og inflation. Movia oplyser at efterårets forhandlinger om det endelige budget kan ændre sig og det endelige budget forventes vedtaget ultimo oktober/ primo november 2022.Dertil kommer et der fortsat udestår forhandlinger om trafikselskabernes økonomi i september.
Spareforslag for linje 127 i Ishøj Kommune:
- Afkortning af linje 127 udgør kr. 200.000
- Ensretning af linje 127 via Gildbrovej udgør kr. 100.000
Indstilling
- at Ishøj kommune justerer i sin trafikbestilling for 2023 således, at der laves en ensretning af linje 127 v/ Gildbrovej, og dermed allerede nu går efter en kompenserende besparelse på ca. kr. 100.000 årligt (for 2023 dog kun kr. 50.000).
- at Ishøj kommune fastholder den nuværende rute på linje 127 for så vidt angår "Det lille erhvervsområde".
- at Ishøj kommune tager regionens budgetforlig til efterretning og ser frem til yderligere dialog i tilfælde af at regionen på et senere tidspunkt overvejer at ændre på 97N
Beslutning
Tiltrådt.
Udvalget ønskede at administration retter henvendelse til Regionen og udtrykker bekymering over lukning af 97N.
Beslutningskompetence
Byrådet.
Bilag
Resume
Ishøj Byråd godkendte i juni 2018 de seks hovedpolitikker. Samlet fungerer de som værdibaserede styredokumenter, der beskriver, hvilken overordnet retning, der ønskes for Ishøj. I marts 2022 besluttede Byrådet at revidere de seks hovedpolitikker. Udvalgene har i maj revideret den for udvalget relevante politik, og i juni haft de resterende politikker til kommentering, med undtagelse af kulturpolitikken.
Kulturpolitikken fremlægges derfor nu som den sidste politik i rækken til kommentering.
Sagsfremstilling
På udvalgsmøderne i maj har de stående udvalg behandlet den for udvalget relevante politik, og er kommet med input til rettelser og justeringer af politikkens indhold.
Som aftalt i processen for revidering af hovedpolitikkerne blev alle de reviderede politikker fremlagt for alle stående udvalg på møderne i juni. Der har ikke været kommentarer fra udvalgene til de enkelte politikker.
Kulturpolitikken var ikke med, da politikkerne blev fremlagt for de stående udvalg i juni, og fremlægges derfor på dette møde til kommentering.
Herefter har alle politikker været i alle stående udvalg i reviderede versioner. På Økonomi- og Planudvalgets den 24. oktober vil alle politikker blive fremlagt med nyt layout samt nye forord med henblik på endelig godkendelse i Byrådet den 1. november.
Indstilling
at udvalget kommer med forslag til justeringer i Kulturpolitikken i det omfang, det måtte relevant.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Ishøj Byråd.
Bilag
Resume
Geokodning genoptages i 4. kvartal 2022 med en endelig gennemgang og afslutning af verserende sager i Strandområdet og efterfølgende etape 1, 2 og 3 i Bredekærparken. Det indstilles, at sagen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Alle kommuner er blevet pålagt at gennemføre en såkaldt geokodning af bygningerne i kommunen. Geokodning er en kobling af bygningsregistret og luftfoto, så der skabes et bedre overblik over de faktiske forhold i et område. Ishøj Kommune har foretaget geokodningen på alle bygninger i Ishøj i 2013. På daværende tidspunkt blev det konstateret, at der er ca. 1566 ejendomme med ulovlige bygninger, der kræver en lovliggørelse (dog kan flere af de ulovlige bygninger ligge på samme ejendom). En ulovlig bygning er en bygning, der ikke er registreret i BBR eller har en tilladelse i vores byggesagsarkiv.
Hvad sker der, hvis en borger har en ulovlig bygning?
Hvis bygningen er opført uden tilladelse, skal bygningen lovliggøres enten retligt eller fysisk. Ved en retlig lovliggørelse gives der tilladelse og/eller dispensation til bygningen og ved en fysisk lovliggørelse kræves en hel/delvis nedrivning af bygningen.
Dialogen med borgeren starter med, at der sendes et brev ud til ejeren af den/de ulovlige bygninger. Brevene udsendes i etaper, så der er tid og mulighed for at håndtere de henvendelser, der kan komme i sagerne. I brevet gøres borgeren opmærksom på uoverensstemmelsen mellem BBR, arkiv og luftfotos af bygninger på ejendommen, og der anmodes om, at borgeren tjekker de faktiske forhold og henvender sig til Byg. Derefter vejledes borgeren i forhold til ansøgning om byggetilladelse/registrering i BBR i forhold til det konkrete forhold. Dette kaldes også en retlig lovliggørelse. Såfremt der ikke kan opnås byggetilladelse til bygningen, pålægges borgeren at fjerne eller reducere denne, dvs. en fysisk lovliggørelse.
Det er indtil videre erfaringen, at langt de fleste lovliggørelsessager er foregået i en god dialog, idet ejerne også har en egen interesse i at få lovliggjort forholdene på deres ejendom ifm. senere salg, vurdering ift. Skat mv. En mindre del af ejerne har dog udvist stor utilfredshed ved afgørelse om nedrivning af deres bygninger og klaget til borgmesteren, udvalget eller valgt at påklage afgørelsen til Planklagenævnet. Én enkelt ejer er blevet politianmeldt og har fået dagsbøder.
Geokodningen genoptages i 4. kvartal 2022
Under corona-epidemiens første tid blev der gjort en større indsats med henblik på at færdiggøre geokodningen i Strandområdet, grundet et stort fald i antallet af byggesager. Efterfølgende blev geokodningsarbejdet sat i bero igen, da byggeaktiviteten voksede. Geokodningen genoptages nu i 4. kvartal 2022 med en endelig afsluttende gennemgang af ejendomme i Strandområdet med ulovlige bygninger. Kort vedhæftet. Efterfølgende vil geokodningen fortsætte i Bredekærparken med en tilsvarende gennemgang og afslutning af etape 1, 2 og 3, før etape 4 igangsættes. Kort vedhæftet.
Udvalget vil blive orienteret løbende.
Lovgrundlag
Planloven.
Byggeloven.
Økonomi
Sagen har ikke økonomiske konsekvenser.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Teknik- og Bygningsudvalget.
Bilag
Sagsfremstilling
Oversigt over dispensationer i forbindelse med byggesager, se bilag 1.
Årshjul for Teknik- og Bygningsudvalget, se bilag 2.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Tiltrådt.
Bilag
Sagsfremstilling
Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.
Indstilling
at referatet godkendes.
Beslutning
Tiltrådt.
Beslutningskompetence
Teknik- og Bygningsudvalget